Forslag til RAADETS FORORDNING (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Indholdsfortegnelse

1. GENERELLE BEMAERKNINGER

1.1. Konteksten

1.2. Arbejdet med revision af Bruxelles- og Lugano-konventionerne

2. ARBEJDET MED REVISION AF BRUXELLES- OG LUGANO-KONVENTIONERNE

2.1. Formaal

2.2. Retsgrundlag

3. BEGRUNDELSE FOR FORSLAGET I LYSET AF PROPORTIONALITETS- OG NAERHEDSPRINCIPPERNE

4. GENNEMGANG AF BESTEMMELSERNE I FORSLAGET

4.1. Maalsaetning

4.2. Kontinuitet

4.3. Tilpasninger

4.4. Sammenligningstabel

4.5. Kommentarer til de enkelte artikler

1. GENERELLE BEMAERKNINGER

1.1. Konteksten

I henhold til artikel 2 i traktaten om Den Europaeiske Union har Unionen som maal at bevare og udbygge Unionen som et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, hvor der er fri bevaegelighed for personer, og hvor borgerne kan goere deres rettigheder gaeldende og i forbindelse hermed nyde godt af samme garantier som dem, de har ved domstolene i deres eget land.

For gradvis at virkeliggoere dette maal vedtager Faellesskabet blandt andet de bestemmelser inden for civilretligt samarbejde, der er noedvendige for, at det indre marked kan fungere efter hensigten. Udvidelsen af det civilretlige samarbejde, som mange finder har udviklet sig for langsomt, udgoer en vaesentlig etape i oprettelsen af et europaeisk retsomraade, som borgerne i EU vil opleve som en maerkbar forbedring [1].

[1] Raadets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indfoerelse af et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed bedst kan gennemfoeres, nr. 16, EFT C 19 af 23.1.1999.

Som en af de foranstaltninger, der maa traeffes, for at det indre marked kan fungere, er det noedvendigt at faa fastlagt klare regler om retternes kompetence og forbedre og fremskynde anerkendelsen og fuldbyrdelsen af domme afsagt i borgerlige sager, herunder handelssager. I en tid, hvor kontakterne mellem personer og virksomheder i forskellige medlemsstater hele tiden oeges og giver anledning til et stadigt stigende antal tvister, stilles der store krav til retssikkerhed med hensyn til den retslige kompetence og til hurtige procedurer for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser.

1.2. Arbejdet med revision af Bruxelles- og Lugano-konventionerne

Den 27. september 1968 undertegnede de seks lande, der var medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 293 (ex 220), stk. 4, en konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, den saakaldte Bruxelles-konvention. En protokol om EF-Domstolens fortolkning af denne konvention blev undertegnet i 1971. Konventionen og protokollen, der indgaar i gaeldende EU-ret, er siden blevet udvidet til at omfatte alle de nye medlemsstater [2]. Bruxelles-konventionen har desuden dannet forbillede for en tilsvarende konvention mellem medlemsstaterne og landene i Den Europaeiske Frihandelsorganisation, den saakaldte Lugano-konvention, som blev undertegnet den 16. september 1988 [3].

[2] Den konsoliderede udgave af konventionen og protokollen efter OEstrigs, Finlands og Sveriges tiltraedelse er offentliggjort i EFT C 27 af 26.1.1998.

[3] EFT L 319 af 25.11.1988.

Paa moedet den 4. og 5. december 1997 nedsatte Raadet en ad hoc-gruppe bestaaende af repraesentanter for medlemsstaterne og de EFTA-lande, der er med i Lugano-konventionen (Island, Norge og Schweiz), som fik til opgave at forberede en parallel revision af Bruxelles- og Lugano-konventionerne. I denne sammenhaeng fremsatte Kommissionen et forslag til en konvention, der skulle traede i stedet for Bruxelles-konventionen, paa grundlag af artikel K.3.2) i traktaten om Den Europaeiske Union [4]. Dette forslag blev forelagt Europa-Parlamentet, som endnu ikke har afgivet udtalelse, som Raadet.

[4] EFT C 33 af 31.1.1998.

Arbejdet blev imidlertid viderefoert paa grundlag af EF-traktatens artikel 293 (ex 220), stk. 4, i snaevert samarbejde med Kommissionen, indtil Amsterdam-traktaten traadte i kraft den 1. maj 1999. Den 28. maj gav Raadet sin politiske tilslutning til resultaterne af det arbejde, der var foregaaet i ad hoc-gruppen.

2. FORSLAG TIL RAADETS FORORDNING

2.1. Formaal

Det foreliggende forordningsforslag tager sigte paa at harmonisere medlemsstaternes internationalprivatretlige regler om retternes kompetence og forbedre og fremskynde anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager. Forordningen skal traede i stedet for og ajourfoere bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og den tilhoerende protokol, bl.a. med henblik paa at tage hensyn til nye former for handel, der ikke fandtes i 1968. Forslaget inddrager i vid udstraekning resultaterne af de forhandlinger med henblik paa en revision af konventionen, der foregik i en ad hoc-gruppe i Raadet, indtil Amsterdam-traktaten traadte i kraft. Det inkorporerer saaledes hovedindholdet i den aftale, man naaede frem til i Raadet angaaende den noedvendige interesseafvejning mellem de parter, der kan vaere impliceret i en tvist. Det er klart, at den loesning, man har lagt sig fast paa for at skabe denne balance, vil kunne faa konsekvenser for alle, der beskaeftiger sig med disse nye former for handel (se naermere herom under kommentarerne til artikel 15).

Med inkorporeringen af resultatet af revisionsarbejdet i en EU-retsakt sikres det desuden, at indfoerelsen af de nye regler kommer til at foregaa paa en kendt og ensartet dato og inden for en kort frist. For i den version, den blev vedtaget i efter OEstrigs, Finlands og Sveriges tiltraedelsesforhandlinger, er Bruxelles-konventionen nemlig endnu ikke traadt i kraft i samtlige medlemsstater, eftersom det kun er et faatal af dem, der har ratificeret den. Derimod kan Lugano-konventionen ikke omdannes til en EU-retsakt, eftersom ogsaa stater, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab, er parter i Lugano-konventionen.

2.2. Retsgrundlag

Siden Amsterdam-traktatens ikrafttraedelse falder de omraader, som Bruxelles-konventionen daekker, ind under EF-traktatens artikel 65, og retsgrundlaget for dette forslag er derfor traktatens artikel 61, litra c).

At det er en forordning, der er valgt som retsakt, har flere grunde. For det foerste kan man ikke give medlemsstaterne en skoensbefoejelse hverken med hensyn til fastlaeggelsen af kompetencereglerne, hvis formaal er at give borgerne og virksomhederne retssikkerhed, eller med hensyn til fremgangsmaaden for anerkendelse og fuldbyrdelse, som noedvendigvis maa vaere klar og ensartet i alle medlemsstaterne.

For det andet har gennemsigtigheden en helt afgoerende betydning paa dette omraade. De regler, der er gaeldende inden for EU, maa vaere umiddelbart tilgaengelige og ensartet formuleret, saaledes at det ikke er noedvendigt at gaa via en som oftest ukendt national lovgivning og finde frem til de bestemmelser, hvorved EU-reglerne er gennemfoert. Valget af forordningen som retsakt saetter desuden EF-Domstolen i stand til at sikre en ensartet haandhaevelse af dens bestemmelser i samtlige medlemsstater.

Forordningen skal vedtages efter fremgangsmaaden i traktatens artikel 67, hvori det fastsaettes, at Raadets afgoerelser om foranstaltninger vedroerende samarbejde om civilretlige spoergsmaal i en overgangsperiode paa fem aar traeffes med enstemmighed, efter forslag fra Kommissionen eller paa initiativ af en medlemsstat og efter hoering af Europa-Parlamentet.

EF-traktatens nye afsnit IV, som det omraade, dette forordningsforslag drejer sig om, henhoerer under, gaelder ikke for Det Forenede Kongerige og Irland, medmindre disse lande udoever deres "opt in"-ret paa de betingelser, der er fastlagt i protokollen i bilaget til traktaten. Paa moedet i Raadet om retlige og indre anliggender den 12. marts 1999 tilkendegav de to lande imidlertid deres intentioner om at blive fuldt inddraget i EU's aktiviteter inden for det civilretlige samarbejde. Det vil til sin tid vaere op til dem at ivaerksaette den procedure, der er fastlagt i artikel 3 i protokollen.

EF-traktatens afsnit IV gaelder heller ikke for Danmark i henhold til protokollen angaaende Danmark. Danmark kan dog til enhver tid opgive dette forbehold. Danmark har ikke hidtil tilkendegivet nogen intentioner om at ivaerksaette proceduren efter artikel 7 i protokollen.

Dette forordningsforslag er derfor udarbejdet under hensyntagen til den nuvaerende situation. Hvis den kommer til at gaelde for nogen af de naevnte medlemsstater, vil der skulle foretages de aendringer, der maatte vaere relevante.

3. BEGRUNDELSE FOR FORSLAGET I LYSET AF PROPORTIONALITETS- OG NAERHEDSPRINCIPPERNE

Hvilke maal soeges virkeliggjort i forhold til de forpligtelser, der paahviler Faellesskabet?

Forslaget har til formaal at forbedre og fremskynde den frie bevaegelighed for retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, paa det indre marked. Det indgaar som led i gennemfoerelsen af et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, inden for hvilket der er fuldstaendig fri bevaegelighed for personer, og hvor de retsundergivne kan goere deres rettigheder gaeldende og i forbindelse hermed nyde godt af de samme garantier som dem, de har i deres eget land. For gradvis at faa skabt et saadant omraade, traeffer Faellesskabet blandt andet inden for civilretligt samarbejde de foranstaltninger, der er noedvendige for, at det indre marked kan fungere.

Stemmer forordningsforslaget overens med subsidiaritetskriterierne?

Disse maal kan ikke virkeliggoeres af medlemsstaterne hverken hver for sig eller i faellesskab og maa derfor paa grund af deres graenseoverskridende virkninger virkeliggoeres paa faellesskabsplan.

Staar de foranstaltninger, der traeffes, i et rimeligt forhold til maalene?

Den foreslaaede forordning er begraenset til det minimum, der kraeves for at naa disse maal, og er ikke mere vidtgaaende, end hvad der er noedvendigt hertil.

4. GENNEMGANG AF BESTEMMELSERNE I FORSLAGET

4.1. Maalsaetning

Ligesom den konvention, den skal traede i stedet for, og hvis opbygning og grundprincipper den foelger, har forordningen til formaal:

- at faa indfoert tidssvarende og ensartede regler om retternes direkte kompetence i borgerlige sager, herunder handelssager, og

- at forenkle de formaliteter, der kraeves opfyldt for en hurtig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser ved hjaelp af en enkel og ensartet procedure.

4.2. Kontinuitet

Den foreslaaede forordning falder helt i traad med Bruxelles-konventionen og resultaterne af de forhandlinger, der er foregaaet i ad hoc-gruppen om "revision af Bruxelles- og Lugano-konventionerne", som den i meget vid udstraekning tilgodeser.

De vaesentligste nyskabelser, der er indfoert paa grundlag af arbejdet i ad hoc-gruppen, drejer sig om foelgende elementer:

1. Kompetenceregler

- Bopaelskriteriet for fysiske personer er bibeholdt, men der er nu indfoejet en selvstaendig definition paa juridiske personers hjemsted i stedet for at henvise til de internationalprivatretlige regler i den stat, hvori den paagaeldende ret er beliggende. Denne henvisning opretholdes dog med hensyn til gyldighed, ugyldighed eller oploesning af fysiske personer samt med hensyn til beslutninger vedtaget af deres organer.

- Bestemmelserne om alternativ kompetence i artikel 5, nr. 1, angaaende kontraktforhold er blevet omformuleret. Stedet for opfyldelsen af den forpligtelse, som danner grundlag for anmodningen, fastlaegges selvstaendigt i to aftaletyper, nemlig aftaler om salg af varer og tjenesteydelser. Med denne loesning undgaar man at henvise til de internationalprivatretlige regler i den stat, hvor den domstol, sagen anlaegges ved, er beliggende.

- Det materielle anvendelsesomraade for bestemmelserne angaaende forbrugere er blevet udvidet for at hoejne beskyttelsen af forbrugerne, blandt andet i relation til elektronisk handel.

- For at goere reglerne om litispendens mere effektive (artikel 27) er der i forordningen indfoejet en selvstaendig definition paa, hvornaar en sag "verserer" (artikel 30).

2. Anerkendelses- og fuldbyrdelsesproceduren:

- Proceduren er blevet tilpasset for at fremskynde anerkendelsen af retsafgoerelsers eksigibilitet og dermed ogsaa deres fuldbyrdelse til gavn for fordringshaveren. Specielt bliver den foerste fase i proceduren i den stat, anmodningen rettes til, til en stort set automatisk fase, i loebet af hvilken der ikke ex officio kan rejses nogen indsigelse mod anerkendelse eller fuldbyrdelse. En ensartet attest indeholdende en raekke vaesentlige oplysninger vil aabne mulighed for at fremskynde og lette denne procedure. Beskyttelsen af sagsoegtes interesser sikres ved, at han kan appellere den trufne afgoerelse.

4.3. Tilpasninger

Bortset fra de materielle aendringer, der er beskrevet under punkt 4.5 nedenfor, bevirker de indlysende forskelle mellem en konvention og en forordning, at forordningen afviger fra konventionens indhold paa en raekke punkter:

- 1971-protokollen om fortolkning af konventionen bliver overfloedig i betragtning af EF-traktatens artikel 293 ff., der finder anvendelse paa dette omraade, med forbehold af de saerlige bestemmelser i artikel 68. Det bemaerkes, at hvis en national domstol faar en sag til behandling foer forordningens ikrafttraedelse, og altsaa paa grundlag af Bruxelles-konventionen, vil protokollen fortsat finde anvendelse i denne sag.

- I betragtning af Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks stilling er de saerlige bestemmelser i Bruxelles-konventionens artikel 3, artikel 5, stk. 6, artikel 17, stk. 3, artikel 30, stk. 2, artikel 31, stk. 2, artikel 32, artikel 37, artikel 38, stk. 2, artikel 40, artikel 41, artikel 44, stk. 2, artikel 53, stk. 2, artikel 54, stk. 2, artikel 54 a og artikel 55, der specielt var moentet paa disse lande, udgaaet.

- De formelle bestemmelser i artikel 60-68 i konventionen hoerer ikke hjemme i en EU-retsakt. Med hensyn til forordningens ikrafttraedelse finder traktatens artikel 249 og 254 i fuldt omfang anvendelse. I oevrigt paatager Kommissionen sig at fremlaegge forslag til eventuelle aendringer i forordningens bestemmelser i overensstemmelse med traktatens artikel 211.

- Artikel 59 i konventionen, der aabnede mulighed for at indgaa bilaterale aftaler om ikke at anerkende en retsafgoerelse stoettet paa en eksorbitant kompetence mod en statsborger i en tredjestat, hoerer ikke laengere hjemme i en EU-retsakt. Saadanne aftaler vil per definition paavirke EU-reglerne om anerkendelse af retsafgoerelser, og muligheden for at forhandle herom henhoerer efter forordningens vedtagelse under Faellesskabets enekompetence, uden at det er noedvendigt at fastsaette dette udtrykkeligt. Derfor er artikel 28, stk. 1 in fine og artikel 59 ikke med i den foreslaaede forordning. Derimod maa det vaere muligt at bibeholde de aftaler, medlemsstaterne allerede har indgaaet med tredjelande.

- I betragtning af, at nogle medlemsstater er bundet af denne forordning, mens andre ikke er, maa der fastsaettes gennemfoerelsesbestemmelser til kompetencereglerne i henholdsvis forordningen og Bruxelles-konventionen samt til bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse i henhold til forordningen af retsafgoerelser truffet paa grundlag af Bruxelles-konventionen.

- Protokollen i bilaget til konventionen er udgaaet. Bestemmelserne i nogle artikler er blevet indfoejet i forordningens tekst, enten fordi de gaelder for alle medlemsstater, eller fordi de tager sigte paa at tage hensyn til saerlige procedureregler i visse medlemsstater. Derimod er der visse undtagelser fastsat i protokollen til fordel for visse medlemsstater, der ikke er medtaget i forordningen (artikel I og artikel V b). Det vil i givet fald vaere op til de paagaeldende medlemsstater at fremlaegge en begrundelse for at indfoeje disse bestemmelser i forordningsteksten.

4.4. Sammenligningstabel

Bruxelles-konventionen [5] // Forordningsforslaget

[5] EFT C 27 af 26.1.1998.

Praeambel // Udgaar

// 1. betragtning (formaal)

// 2. betragtning (harmonisering)

// 3. betragtning (omraade)

// 4. betragtning (subsidiaritet og proportionalitet)

// 5. betragtning (kontinuitet)

// 6. betragtning (anvendelsesomraade)

// 7. betragtning (materielt anvendelsesomraade

// 8. betragtning (geografisk anvendelsesomraade

// 9. betragtning (koordinering af det retlige samarbejde i Unionen)

// 10. betragtning (kompetenceprincip)

// 11. betragtning (kompetenceundtagelser)

// 12. betragtning (saerlig beskyttelse)

// 13. betragtning (ny teknologi)

// 14. betragtning (aftalefrihed)

// 15. betragtning (undtagelsesordninger)

// 16. betragtning (parallelle sager)

// 17. betragtning (anerkendelse)

// 18. betragtning (fuldbyrdelse)

// 19. betragtning (appel)

// 20. betragtning (overgangsbestemmelser)

// 21. betragtning (Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks stilling)

// 22. betragtning (forholdet mellem forordningen og konventionen)

// 23. betragtning (andre faellesskabsretsakter)

// 24. betragtning (internationale forpligtelser)

Artikel 1 // Artikel 1

Artikel 2 // Artikel 2

Artikel 3 // Artikel 3

Artikel 4 // Artikel 4

Artikel 5 // Artikel 5

Artikel 6 // Artikel 6

Artikel 6 a // Artikel 7

Artikel 7 // Artikel 8

Artikel 8 // Artikel 9

Artikel 9 // Artikel 10

Artikel 10 // Artikel 11

Artikel 11 // Artikel 12

Artikel 12 // Artikel 13

Artikel 12 a // Artikel 14

Artikel 13 // Artikel 15

Artikel 14 // Artikel 16

Artikel 15 // Artikel 17

// Artikel 18-21: ny afdeling

Artikel 16 // Artikel 22

Artikel 17 // Artikel 23

Artikel 18 // Artikel 24

Artikel 19 // Artikel 25

Artikel 20 // Artikel 26

Artikel 21 // Artikel 27

Artikel 22 // Artikel 28

Artikel 23 // Artikel 29

// Artikel 30: tilfoejelse

Artikel 24 // Artikel 31

Artikel 25 // Artikel 32

Artikel 26 // Artikel 33

Artikel 27 // Artikel 41

Artikel 28 // Artikel 42

Artikel 29 // Artikel 41

Artikel 30 // Artikel 43

Artikel 31 // Artikel 34

Artikel 32 // Artikel 35

Artikel 33 // Artikel 36

Artikel 34 // Artikel 37 (omformuleret)

Artikel 35 // Artikel 38

Artikel 36 (udgaar) //

Artikel 37 (udgaar) //

// Artikel 39

// Artikel 40

Artikel 38 // udgaar

Artikel 39 // Artikel 44

Artikel 40 (udgaar) //

Artikel 41 (udgaar) //

Artikel 42 // Artikel 45

Artikel 43 // Artikel 46

Artikel 44 // Artikel 47

Artikel 45 // Artikel 49

// Artikel 52 - ny

Artikel 46 // Artikel 50

Artikel 47 (aendret) // Artikel 50

Artikel 48 // Artikel 52

Artikel 49 // Artikel 53

Artikel 50 // Artikel 54

Artikel 51 // Artikel 55

Artikel 52 // Artikel 56

Artikel 53 // Artikel 57

Artikel 54 // Artikel 58

Artikel 54 a // udgaar

Artikel 57, stk. 3 // Artikel 59

// Artikel 60

Artikel 55 // Artikel 61

Artikel 56 // Artikel 62

Artikel 57 // Artikel 63

// Artikel 64

Artikel 58 // udgaar

Artikel 59 // udgaar

Artikel 60 // udgaar

Artikel 61 // udgaar

Artikel 62 // Artikel 67

Artikel 63 // udgaar

Artikel 64 // udgaar

Artikel 65 // udgaar

Artikel 66 // udgaar

Artikel 67 (aendringer) // Artikel 65 (fornyet gennemgang)

// Artikel 66 (aendring af listerne over appelretter)

Artikel 68 // udgaar

4.5. Kommentarer til de enkelte artikler

Eftersom forordningsforslaget i vid udstraekning svarer til den nugaeldende Bruxelles-konvention, er det kun de aendringer, der er foretaget i forhold til konventionen, der gennemgaas nedenfor.

Paa nogle sprog indeholder forordningsforslaget desuden en raekke smaaaendringer i forhold til de officielle versioner af Bruxelles-konventionen paa de forskellige sprog. Formaalet hermed er at sikre den fulde overensstemmelse paa alle sprog.

Et stort antal artikler fra Bruxelles-konventionen er indfoejet uaendret i forordningen. For disse artiklers vedkommende henvises derfor til de forklarende rapporter, der blev offentliggjort i forbindelse med de forskellige tiltraedelser [6].

[6] EFT C 59 af 6.3.1979 og EFT C 189 af 28.7.1990.

Kapitel I - Anvendelsesomraade

Artikel 1

Dette afsnit, der kun indeholder én artikel, er ikke blevet aendret. Anvendelsesomraadet er stadig det samme som Bruxelles-konventionens, idet det dog bemaerkes, at Kommissionen har vedtaget et forslag til forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i sager om formueforholdet mellem aegtefaeller [7], og at Tyskland og Finland har forelagt Raadet et forslag til forordning om konkurs [8].

[7] KOM(1999) 220.

[8] EFT C 221 af 3.8.1999.

Kapitel II - Kompetence

Afdeling 1 - Almindelige bestemmelser

Artikel 2

I denne artikel knaesaettes princippet om, at sagsoegtes bopael er det overordnede kompetencekriterium. Der er desuden indfoejet to nye stykker. Bestemmelserne i stk. 3 har til formaal at skabe stoerre gennemsigtighed i teksten og henviser i forbindelse hermed til artikel 57 med hensyn til definition af juridiske personers hjemsted. I stk. 4 defineres begrebet "medlemsstat" som en medlemsstat bundet af forordningen. Danmark, Det Forenede Kongerige og Irland er nemlig ikke omfattet af forordningen. Der er dog tale om medlemsstater, hvis stilling ikke kan sidestilles med tredjelandes, hverken med hensyn til de kompetenceregler, der skal anvendes, eller anerkendelse af retsafgoerelser truffet i disse medlemsstater.

Artikel 3

Bilag 1 til forordningen indeholder en liste over de nationale kompetenceregler, som i medlemsstaterne kan goeres gaeldende over for sagsoegte, der ikke har bopael paa en medlemsstats omraade. Dette bilag vil saaledes om fornoedent kunne aendres og vil blive offentliggjort i EF-Tidende. I listen over kompetenceregler er der i oevrigt foretaget en raekke smaaaendringer for at tage hensyn til en aendring af den interne lovgivning i Italien.

Artikel 4

Hvilke kompetenceregler der gaelder, naar sagsoegte har bopael i et tredjeland eller i en medlemsstat, der ikke er bundet af forordningen, fastsaettes i artikel 4.

Har sagsoegte bopael i et tredjeland, er det de nationale regler, der gaelder. Dette gaelder dog ikke, naar en ret i en medlemsstat har enekompetence (artikel 22). Det gaelder heller ikke, naar sagsoegte har bopael i et tredjeland, men har aftalt en vaernetingsklausul, der giver en ret i en medlemsstat kompetence. I henhold til artikel 23 er det nemlig tilstraekkeligt, at én af tvistens parter (ikke noedvendigvis sagsoeger) har bopael i en medlemsstat.

Har sagsoegte bopael i en medlemsstat, der ikke er bundet af forordningen, er det naturligvis kompetencereglerne i Bruxelles-konventionen, der finder anvendelse.

Afdeling 2 - Saerlige kompetenceregler

Artikel 5

Bruxelles-konventionens kompetenceregel angaaende kontraktforhold er bibeholdt (litra a)). For at undgaa de vanskeligheder, der ville vaere forbundet med at skulle foelge de internationalprivatretlige regler i den stat, hvor den ret, sagen anlaegges ved, er beliggende [9], gives der i litra b) en selvstaendig definition paa stedet for "opfyldelse af den forpligtelse, der ligger til grund for sagen" i to konkrete tilfaelde. I sager om salg af varer er opfyldelsesstedet det sted, hvor varerne er eller skulle have vaeret leveret i henhold til aftalen. Denne pragmatiske fastlaeggelse af opfyldelsesstedet, der er baseret paa et rent faktuelt kriterium gaelder, uanset hvilken forpligtelse der ligger til grund for sagen, ogsaa naar den gaar ud paa betaling af den aftalte ydelse. Den gaelder ogsaa, naar sagen drejer sig om flere forpligtelser. Der er dog mulighed for at omgaa denne regel ved en udtrykkelig aftale om opfyldelsesstedet.

[9] EF-Domstolens dom af 6. oktober 1976, sag 12/76, Tessili Italiana Como mod Dunlop AG.

Hvis denne autonome definition foerer til udpegelse af en ret beliggende i et tredjeland, skal reglen i litra b) vige for reglen i litra a). Ifoelge bestemmelsen i litra c) er den kompetente ret i saa fald den ret, der i henhold til den gaeldende internationale privatret i den stat, hvori sagen anlaegges, anses for at vaere retten paa opfyldelsesstedet for den konkrete forpligtelse.

Artikel 5, nr. 3, omhandler ikke kun de tilfaelde, hvor der er foregaaet en skadetilfoejelse, men ogsaa de tilfaelde, hvor der kan foregaa en skadetilfoejelse. Den foreslaaede tekst fjerner saaledes den hidtidige usikkerhed omkring fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 3. Der indfoeres her en entydig kompetenceregel, der kan benyttes i forebyggelsesoejemed. Eftersom den protokol, der danner bilag til Bruxelles-konventionen, er blevet ophaevet, er bestemmelserne i artikel II i denne protokol angaaende retsforfoelgning for uagtsomme lovovertraedelser ved straffedomstolene blevet indfoejet i denne artikel.

Artikel 6

I artikel 6, nr. 1, fastsaettes det udtrykkeligt, at sager, hvor der er flere sagsoegte, skal behandles af én og samme kompetente ret, forudsat at sagerne er saa snaevert indbyrdes forbundne, at det er vigtigt at forhindre indbyrdes modstridende afgoerelser. Dette stemmer overens med EF-Domstolens fortolkning af denne artikel [10].

[10] EF-Domstolens dom af 27. september 1998, sag 189/87, KALFELIX/BANQUE SCHROEDER [1988] Sml. 5565.

Nr. 2 indeholder et nyt afsnit, der gengiver den bestemmelse, der tidligere var indeholdt i artikel V i protokollen til Bruxelles-konventionen, angaaende OEstrig og Tyskland, fordi saadanne krav mod tredjemand er ukendte i den oestrigske og den tyske procesret, som kun kender procesunderretning.

Afdeling 3 - Kompetence i forsikringssager

Kompetencereglerne i denne afdeling traeder i stedet for reglerne i afdeling 1 og 2.

Artikel 8

Denne artikel er ikke blevet aendret. Den skal imidlertid fortolkes saaledes, at den i sager om genforsikring ikke finder anvendelse i forholdet mellem forsikringsgivere eller forholdet mellem forsikringsgivere og reassurandoerer. Her er der ikke noget behov for at beskytte en svag part. Bestemmelsen finder dog anvendelse, naar det er forsikringstageren, der anlaegger sag mod en reassurandoer.

Artikel 9

Den hidtidige kompetenceregel i denne artikel, der kun gjaldt for sager anlagt af forsikringstageren (nr. 1, nr. 2), udvides her til sager anlagt af den sikrede eller den begunstigede. OEnsket om at beskytte den svage part i sagen, der goer det berettiget, at man ekstraordinaert fraviger princippet om, at sager skal anlaegges paa sagsoegtes bopael, saaledes at de i stedet anlaegges paa sagsoegers bopael, goer det ogsaa berettiget, naar sagen anlaegges af den sikrede eller den begunstigede, som ogsaa er svage parter i forhold til forsikringsgiveren.

Artikel 11

Ligesom i artikel 6 er bestemmelserne i artikel V i protokollen angaaende OEstrig og Tyskland, hvis procesret ikke kender krav mod tredjemand, blevet indfoejet i denne artikel.

Artikel 13 og 14

Undtagelsesbestemmelsen i artikel 13, nr. 5, angaaende vaernetingsklausuler paa forsikringsomraadet er blevet udvidet til at omfatte alle de store risici, der falder ind under artikel 5, litra d), i Raadets direktiv 73/239/EOEF om adgang til udoevelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, som aendret ved Raadets direktiv 88/357/EOEF og 90/618/EOEF, samt risici i forbindelse hermed. Enhver senere aendring af direktiv 73/239/EOEF vil faa indvirkning paa, hvilke store risici der falder ind under artikel 14.

Kompetencereglerne i denne afdeling traeder i stedet for reglerne i afdeling 1 og 2

Artikel 15

Artikel 15 bekraefter Raadets oenske om at beskytte forbrugerne som den svage part i aftalen. De aftaler, der traditionelt har vaeret omfattet af denne artikel, herunder afbetalingskoeb af loesoeregenstande, laan der skal tilbagebetales i rater og andre kreditdispositioner i forbindelse med finansiering af koeb af saadanne genstande, giver uden videre forbrugeren adgang til at anlaegge sag ved retten paa sin bopael, og der er ikke foretaget nogen aendring i forhold til Bruxelles-konventionens artikel 13 paa det punkt. Som en aendring af artikel 15, stk. 1, nr. 3), foreslaas det desuden, at denne ret udvides til at gaelde for alle andre forbrugeraftaler, der opfylder bestemte betingelser.

Af den generelle formulering fremgaar, at alle de aftaler, der er naevnt i nr. 1), 2) og 3), uanset om de drejer sig om varer eller tjenesteydelser, falder ind under artikel 15, forudsat at der er tale om aftaler indgaaet med forbrugere. Saaledes falder time share-aftaler [11] ind under artikel 15 og ikke ind under artikel 22, stk. 1, litra a), i modsaetning til aftaler om salg af fast ejendom.

[11] Se Raadets direktiv 94/47/EF om beskyttelse af koeber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom paa time share-basis (EFT L 280 af 29.10.1994).

Kriterierne i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 3, er blevet omformuleret for at tage hensyn til udviklingen i markedsfoeringsmetoderne. For det foerste er den betingelse, der var indeholdt i den gamle artikel 13, om at forbrugeren i sin egen medlemsstat skal have foretaget de dispositioner, der er noedvendige til indgaaelse af aftalen, bortfaldet, hvilket indebaerer, at artikel 15, stk. 1, nr. 3), ogsaa finder anvendelse paa aftaler indgaaet i en anden medlemsstat end forbrugerens hjemland. Hermed afhjaelper man en notorisk mangel ved den gamle tekst i artikel 13, hvor forbrugeren ikke kunne goere denne kompetenceregel gaeldende, naar han paa medkontrahentens opfordring havde forladt sit bopaelsland for at indgaa aftalen. For det andet kan forbrugeren goere kompetencereglen i artikel 16 gaeldende, naar aftalen er indgaaet med en person, der udoever erhvervsmaessig virksomhed i forbrugerens bopaelsland eller retter en saadan virksomhed mod dette land, naar den omtvistede aftale indgaar som led i denne virksomhed.

At der tales om virksomhed udoevet i eller rettet mod forbrugerens bopaelsland, goer det helt klart, at nr. 3), finder anvendelse paa forbrugeraftaler indgaaet via en interaktiv hjemmeside paa Internet, der er tilgaengelig i forbrugerens bopaelsland. At forbrugeren blot har faaet kendskab til en tjenesteydelse eller mulighed for at koebe varer via en ikke-interaktiv hjemmeside paa Internettet, der er tilgaengelig i hans bopaelsland, er ikke nok til, at denne kompetenceregel kan bringes i anvendelse. Elektroniske aftaler sidestilles saaledes med aftaler indgaaet via telefon, telefax o.lign., hvor kompetencereglen i artikel 16 kan goeres gaeldende.

Bortfaldet af den betingelse, der fandtes i den gamle artikel 13, nr. 3, litra b), om at forbrugeren i sit bopaelsland skulle have taget de noedvendige skridt til at indgaa en aftale, spiller ogsaa en rolle for aftaler indgaaet via en interaktiv hjemmeside paa Internet. For saadanne aftaler kan det vaere vanskeligt, om ikke helt umuligt, at afgoere, hvor forbrugeren har taget disse skridt, og de kunne under alle omstaendigheder vaere ligegyldige for, om der bestod en tilknytning mellem aftalen og forbrugerens land. Den nye artikel 15 tager udgangspunkt i, at det er medkontrahenten, der skaber denne forbindelse ved at rette sin virksomhed mod forbrugerens land.

Endelig er stk. 3 i artikel 15 ogsaa blevet aendret. Udelukkelsen af transportaftaler gaelder ikke, naar der er tale om aftaler omfattende rejse og ophold til en fast pris ("pakkerejser") [12].

[12] Se Raadets direktiv 90/314/EF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, EFT L 158 af 23.6.1990.

Kommissionen har ogsaa bemaerket, at formuleringen af artikel 15 har givet anledning til en vis bekymring i de brancher, der gerne vil udbygge den elektroniske handel. Denne bekymring skyldes hovedsagelig, at de virksomheder, der beskaeftiger sig med elektronisk handel, enten maa acceptere risikoen for tvister i alle medlemsstater eller praecisere, at deres varer eller tjenesteydelser ikke er bestemt til forbrugere i bestemte medlemsstater. Problemet drejer sig om det udtryk, der benyttes i artikel 15, stk. 1, nr. 3, - "rette sin virksomhed" - og som opfattes som vaerende vanskeligt at forstaa i internetkredse.

For at afklare de juridiske konsekvenser og de krav, som den elektroniske handel stiller, bl.a. i relation til den retslige kompetence og lovvalg, og som skyldes udbredelsen og den graenseoverskridende karakter af elektronisk handel, vil Kommissionen i efteraaret 1999 afholde en hoering herom, med deltagelse af regeludstedere, lovgivere, forbrugere, erhvervsliv og andre beroerte kredse.

Kommissionen agter at afgive rapport i overensstemmelse med Artikel 65 vedroerende anvendelsen af Artikel 15 ikke senere end to aar efter forordingens ikrafttraeden.

Artikel 16

For at forbedre forbrugerbeskyttelsen gives der forbrugerne mulighed for i tilfaelde af tvist at anlaegge sag enten i den medlemsstat, hvor medkontrahenten har bopael, eller ved retten paa sin bopael (og ikke i den medlemsstat, hvor hans bopael er beliggende). Denne undtagelse fra reglen om, at forordningen kun omhandler den internationale kompetence og ikke den interne kompetence i medlemsstaterne, er begrundet af oensket om at give forbrugerne mulighed for at anlaegge sag mod deres medkontrahent saa taet ved deres bopael som muligt.

Afdeling 5 - Kompetence i sager om arbejdsaftaler

Kompetencereglerne i denne afdeling traeder i stedet for reglerne i afdeling 1 og 2.

Der er ikke foretaget nogen stoerre materielle aendringer i bestemmelserne om kompetence i sager om arbejdsaftaler, men de er blevet samlet i en saerskilt afdeling i lighed med forsikringsaftaler og forbrugeraftaler. Kompetencereglerne i artikel 19 og 20 gaelder, medmindre andet foelger af kompetencereglen i Raadets direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser [13].

[13] EFT L 18 af 21.1.1997.

Artikel 18

Artikel 18, stk. 2, omhandler de tilfaelde, hvor arbejdsgiveren ikke har bopael i en medlemsstat, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat. Denne arbejdsgiver anses i saa fald for at have bopael i en medlemsstat. Bestemmelsen har til formaal at tilgodese arbejdstagerne, der betragtes som den svage part i aftalen. Samme type bestemmelse findes allerede til fordel for forsikringstagere - nu udvidet til ogsaa at gaelde for den sikrede eller den begunstigede (artikel 9), stk. 2) - og forbrugere (artikel 15, stk. 2), der ogsaa er svage parter, som boer nyde oeget beskyttelse.

Afdeling 6 - Enekompetence

Artikel 22

Undtagelserne fra princippet om, at det i sager om kortvarige leje- og forpagtningsaftaler vedroerende fast ejendom er retterne i den stat, hvor ejendommen er beliggende, der er kompetente (nr. 1), er blevet lempet. For at sagsoegte ogsaa kan sagsoeges ved en ret i sit bopaelsland, er det nu tilstraekkeligt, at lejeren eller forpagteren er en fysisk person, uanset om ejeren er en fysisk eller juridisk person, og at ejeren og lejeren eller forpagteren har bopael i samme medlemsstat. Denne loesning ligger midtvejs imellem den, der er indeholdt i Bruxelles-konventionen, og loesningen i Lugano-konventionen.

I modsaetning til den autonome regel, der nu er indeholdt i artikel 57, fastlaegges hjemstedets beliggenhed, som er det eneste kompetencekriterium i sager om gyldighed, ugyldighed eller oploesning af selskaber og andre juridiske personer eller af beslutninger truffet af disses organer, nu i henhold til de internationalprivatretlige regler, som den ret, sagen anlaegges ved, er underlagt.

Endelig er aendringen i nr. 4 foretaget for at tage hensyn til de andre gaeldende retsakter, der findes om deponering og registrering af patenter, varemaerker, moenstre, modeller og lignende rettigheder. Den enekompetence for retterne i registrerings- eller deponeringsstaten, der er fastsat i nr. 4, gaelder nu ogsaa for europaeiske patenter. Denne aendring har til formaal at indfoeje bestemmelsen fra protokollens artikel V d i forordningen, eftersom Luxembourg-konventionen af 15. december 1975 ikke er traadt i kraft.

Afdeling 7 - Aftaler om vaerneting

Artikel 23

Der er foretaget to aendringer i denne artikel. Der er for det foerste tale om (stk. 1) at bekraefte, at den kompetence, der foelger af en vaernetingsklausul, er en enekompetence [14], dog saaledes, at parterne kan aftale, at den ikke skal vaere en enekompetence. Denne lempelse er foretaget for at tilgodese aftalefriheden.

[14] EF-Domstolens dom af 9. november 1978, sag 23/78, MEETH mod GLACETAL, Sml. 1978, s. 2133.

For det andet (stk. 3) er der taget hensyn til udviklingen inden for kommunikationsteknik. Kravet om en "skriftlig" aftale eller en "skriftligt" bekraeftet mundtlig aftale maa ikke anfaegte gyldigheden af en vaernetingsklausul, som er aftalt paa anden vis end ved en skriftlig aftale, men som kan ses paa en skaerm. Bestemmelsen angaar naturligvis hovedsagelig vaernetingsklausuler indeholdt i elektroniske aftaler. Denne aendring tilgodeser ogsaa de maal, der ligger til grund for Kommissionens direktivforslag om de juridiske aspekter ved elektronisk handel [15].

[15] EFT C 30 af 5.2.1990, KOM(98) 586.

Artikel 24

Denne artikel er aendret paa visse sprog for at goere det klart, at en sagsoegt, der moeder for retten, kan anfaegte den paagaeldende rets kompetence senest naar han fremfoerer, hvad der i henhold til den nationale ret anses at vaere det foerste forsvar. Med andre ord kan fremfoerelsen af en realitetsindsigelse ikke bevirke, at sagsoegte ikke laengere kan anfaegte rettens kompetence, forudsat at denne kompetence anfaegtes senest samtidig med, at realitetsindsigelsen fremfoeres [16].

[16] EF-Domstolens dom af 24. juni 1981, sag 150/80, ELEFANTEN mod SCUH, Sml. 1981, s. 1671.

Afdeling 8 - Proevelse af kompetencen og af sagens antagelse til paakendelse

Artikel 26

AEndringen i denne artikel er en rent teknisk aendring. Formaalet er at tage hensyn til det direktivforslag om forkyndelse, der for oejeblikket er til behandling i Raadet [17]. Naar dette direktiv er vedtaget og gennemfoert i samtlige medlemsstater vil de nationale gennemfoerelsesbestemmelser traede i stedet for bestemmelserne i Haager-konventionen fra 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spoergsmaal, der for oejeblikket gaelder i naesten samtlige Faellesskabets medlemsstater.

[17] KOM(1999) 219.

Afdeling 9 - Litispendens og indbyrdes sammenhaengende krav

Der er ikke foretaget nogen aendringer i de egentlige regler om litispendens og sammenhaengende krav, der bygger paa, at den ret, som sagen foerst er anlagt ved, har forrang. Derimod er der indfoejet en selvstaendig definition paa, hvornaar en sag anses at vaere "verserende" ved anvendelsen af bestemmelserne i denne afdeling, og en fejl i Bruxelles-konventionens formulering af reglen om sammenhaengende krav er blevet rettet.

Artikel 28

AEndringerne i stk. 2 er indfoejet for at rette en fejl, der har oprindelse i forhandlingerne om Bruxelles-konventionen i 1968. For at den ret, der har faaet en sammenhaengende sag til behandling, kan udsaette sagen, er det ikke noedvendigt at sagerne skal versere i foerste instans.

Hvis en anden ret, end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, vil overlade sagen til den foerste, kraeves derimod, at sagerne verserer i foerste instans, saaledes at parterne ikke gaar glip af fordelene ved toinstanssystemet. Desuden skal den domstol, ved hvilken sagen foerst blev anlagt, vaere kompetent til at paakende de to sager, og den lovgivning, den er underlagt, skal aabne mulighed for at forene indbyrdes sammenhaengende sager.

Artikel 30

Denne artikel, der har til formaal at udfylde et hul i Bruxelles-konventionen [18] fastlaegger en definition paa, hvornaar en sag anses for at vaere "verserende" efter artikel 27 og 28. Det mest simple ville vaere at anse en sag for at "versere", naar kravet er fremsat for retten. Denne loesning er imidlertid urimelig for den part, der anlaegger sag i en medlemsstat, hvor dette foerst sker, efter at processkriftet er forkyndt for sagsoegte. Omvendt ville det ogsaa vaere en enkel loesning at anse en sag for at vaere "verserende", naar processkriftet er forkyndt for sagsoegte. Denne loesning er imidlertid urimelig for den part, der anlaegger sag i en medlemsstat, hvor kravet fremsaettes for retten, foer processkriftet forkyndes. En anden, mere juridisk sikker loesning, bestaar i, at man foerst anser en sag for at versere, naar begge procedurefaser - forkyndelse og registrering ved den kompetente ret - er afsluttet. Denne loesning har imidlertid den negative virkning, at litispendens foerst fastslaas paa et sent tidspunkt.

[18] EF-Domstolens dom af 7. juni 1984, sag 129/83, Zelger mod Salinitri, Sml. 1984, s. 2397.

Artikel 30 foreslaar en tredje loesning, der tilgodeser de forskellige systemer, samtidig med at den stiller sagsoegerne lige med hensyn til de vaaben, de har at kaempe med, og forebygger misbrug. Paa hvilken dato en sag anses at vaere "verserende", afhaenger af det paagaeldende processystem:

- i de medlemsstater, hvor kravet fremsaettes for retten, foer processkriftet forkyndes for sagsoegte, verserer sagen fra datoen for kravets fremsaettelse, forudsat at sagsoeger traeffer enhver foranstaltning, der kraeves af ham, for at faa processkriftet forkyndt for sagsoegte. Disse foranstaltninger er forskellige i de forskellige retssystemer - der kan bl.a. vaere tale om, at retten skal have meddelt alle de materielle oplysninger, der er noedvendige for at foranstalte forkyndelse, eller at det allerede tingfaestede processkrift skal udleveres til den myndighed, der er kompetent til at foretage forkyndelsen

- i de medlemsstater, hvor processkriftet forkyndes, foer kravet fremsaettes for retten, verserer sagen fra den dato, hvor proce

- sskriftet er udleveret til den myndighed, der skal foretage forkyndelsen (og ikke paa datoen for den faktiske forkyndelse), forudsat at sagsoeger indleverer processkriftet til retten inden for den frist, der gaelder i henhold til den lov, den paagaeldende ret er underlagt.

Afdeling 10 - Foreloebige, herunder sikrende, retsmidler

Artikel 31

Artikel 31, som er den eneste artikel i denne afdeling, er ikke blevet aendret. Ligesom de oevrige bestemmelser i forordningen skal den ses i lyset af de praejudicielle afgoerelser, EF-Domstolen har truffet i henhold til protokollen til Bruxelles-konventionen [19].

[19] Se bl.a. dom af 17.11.1998, sag C 391/95, VAN UDEN mod DECO LINE [1998] Sml. I-7091, og dom af 27.4.1999, sag C 99/96, H.H. MIETZ mod Intership Yachting Sneek Bv.

Kapitel III - Anerkendelse og fuldbyrdelse

Bestemmelserne i dette afsnit drejer sig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser. Den eneste artikel i afdeling 1 knaesaetter det princip, at retsafgoerelser truffet i andre medlemsstater automatisk anerkendes, og henviser med hensyn til den formelle anerkendelse til den fremgangsmaade, der skal foelges med hensyn til at erklaere afgoerelserne eksigible. Der aabnes desuden mulighed for at goere en af de grunde til ikke at fuldbyrde en retsafgoerelse, der er naevnt i artikel 41 og 42, gaeldende under en verserende sag. Afdeling 2 omhandler de procedurekrav, der stilles til erklaeringer om eksigibilitet.

Artikel 32

Denne artikel definerer, hvilke retsafgoerelser der kan anerkendes og fuldbyrdes. Der tages desuden hensyn til de saerlige retsplejeregler i Sverige med indfoejelse af bestemmelserne i artikel II i protokollen i bilaget til Bruxelles-konventionen.

Afdeling 1 - Anerkendelse

Artikel 33

Denne artikel knaesaetter princippet om automatisk anerkendelse af retsafgoerelser truffet inden for Det Europaeiske Faellesskab. Denne automatiske anerkendelse, der hviler paa gensidig tillid mellem de retslige myndigheder i medlemsstaterne, indebaerer, at samme sag ikke kan genoptages i en anden medlemsstat.

Der kan imidlertid opstaa den situation, at en part, mod hvem en retsafgoerelse er truffet, anfaegter, at den kan anerkendes. For dette tilfaelde fastsaettes det i forordningen, at det er reglerne i afdelingen om fuldbyrdelse (afdeling 2), der finder anvendelse.

Spoergsmaalet om anerkendelse af en retsafgoerelse kan desuden opstaa under behandlingen af en anden sag. I saa fald kan anerkendelsen af denne retsafgoerelse anfaegtes ved at goere de grunde til ikke at fuldbyrde den, der er naevnt i artikel 41 og 42, gaeldende.

Afdeling 2 - Fuldbyrdelse

Denne afdeling fastlaegger fremgangsmaaden, dels ved den formelle anerkendelse i henhold til artikel 33, stk. 2, dels ved erklaeringer om eksigibilitet i andre medlemsstater end domsstaten. Det drejer sig naturligvis her om at goere afgoerelser truffet i domsstaten eksigible, og denne fremgangsmaade beroerer ikke de procedurer, der tager sigte paa den egentlige fuldbyrdelse af denne retsafgoerelse i den medlemsstat, anmodningen rettes til. Den procedure, der er fastlagt, tager sigte paa at fremme en meget hurtig afgoerelse. Der er derfor foretaget betydelige aendringer i forhold til fremgangsmaaden efter Bruxelles-konventionen. For det foerste har den kompetente ret eller domstol, der skal erklaere retsafgoerelsen eksigibel i den stat, anmodningen rettes til, ingen mulighed for paa eget initiativ at efterproeve, om en af de i artikel 41 og 42 omhandlede grunde til ikke at fuldbyrde den foreligger. Disse grunde kan i givet fald kun efterproeves, saafremt den part, mod hvem afgoerelsen er erklaeret eksigibel, appellerer. Den paagaeldende kompetente ret eller myndighed skal kun foretage en formel kontrol af de dokumenter, den modtager til stoette for anmodningen, og som er omhandlet i forordningen. Desuden er de grunde, der kan goeres gaeldende til ikke at anerkende eller fuldbyrde en retsafgoerelse, blevet indskraenket kraftigt.

Artikel 35

Denne artikel fastsaetter, hvem der er kompetent til at modtage en anmodning om at faa en retsafgoerelse erklaeret eksigibel. Listen over de myndigheder og retter i medlemsstaterne, der er kompetente til at behandle en saadan anmodning, findes i bilag 2. Der er tale om enten administrative myndigheder eller domstole.

I stk. 2, der omhandler den stedlige kompetence, er indfoert en vis fleksibilitet. Den stedlige kompetence bestemmes saaledes enten efter den parts bopael, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller stedet for fuldbyrdelsen.

Artikel 36

Bestemmelserne i stk. 3 fritager den, der fremsaetter anmodningen, for at skulle vaelge processuel bopael i retskredsen for den myndighed, anmodningen indgives til, naar der er tale om en administrativ myndighed. Det samme gaelder med hensyn til en procesfuldmaegtig.

Artikel 37

Ud fra oensket om at afkorte den tid, det tager at opnaa en erklaering om eksigibilitet, er der i denne artikel indfoejet bindende bestemmelser for de domstole eller myndigheder, der er udpeget efter artikel 35 til at modtage anmodningen. De skal erklaere retsafgoerelsen eksigibel omgaaende, saa snart de i artikel 50 foreskrevne formaliteter er opfyldt. I saerdeleshed kan dommeren ikke paa eget initiativ efterproeve, om der foreligger en af de i artikel 41 og 42 omhandlede grunde til ikke at anerkende eller til ikke at fuldbyrde retsafgoerelsen. Disse grunde kan i givet fald efterproeves senere, hvis den part, mod hvem der er anmodet om fuldbyrdelse, appellerer afgoerelsen herom efter reglerne i artikel 39 og 40. En anmodning om at faa erklaeret en retsafgoerelse eksigibel maa med andre ord ikke behandles som en ordinaer sag. Medlemsstaterne skal tage skridt til at sikre, at behandlingen af saadanne anmodninger prioriteres for ikke yderligere at forsinke hele proceduren for den fordringshaver, der har anmodet om en saadan erklaering. Det er desuden helt noedvendigt, at proceduren bevarer sin ensidige karakter, og sagsoegte skal derfor hverken underrettes eller hoeres om anmodningen.

Artikel 39 og 40

Bestemmelserne om begge parters appelmulighed er samlet i disse artikler, hvis materielle indhold ikke er blevet aendret. I modsaetning, hvad der er tilfaeldet i foerste procedurefase, der er helt ensidig, og under ingen omstaendigheder giver anledning til hoering af parterne, behandles appel efter reglerne om kontradiktorisk procedure.

Artikel 41

Denne artikel fastsaetter udtoemmende, af hvilke grunde en domstol, der skal behandle en appel, kan afvise at erklaere en retsafgoerelse eksigibel eller ophaeve en saadan erklaering. Ud fra oensket om at forbedre den frie bevaegelighed for retsafgoerelser er disse grunde blevet strammet op.

For det foerste er der under nr. 1 tilfoejet "aabenbart" for at understrege, at der kun i undtagelsestilfaelde er mulighed for at paaberaabe sig grundlaeggende retsprincipper. For det andet er den grund, som skyldneren hyppigst goer gaeldende for at forhindre fuldbyrdelse, blevet revideret for at undgaa misbrug. For at afskaere skyldner fra at forhindre fuldbyrdelse, er det tilstraekkeligt, at sagsoegte i domsstaten er blevet indstaevnet i tide, paa en saadanne maade, at han har haft mulighed for at varetage sine interesser. Alene en formel uregelmaessighed i forbindelse med forkyndelsen kan saaledes ikke foere til en afvisning af at anerkende eller fuldbyrde retsafgoerelsen, hvis denne uregelmaessighed ikke har forhindret skyldneren i at varetage sit forsvar. Desuden fastsaettes, at hvis skyldneren har vaeret i stand til at appellere afgoerelsen i domsstaten under paaberaabelse af procedurefejl, men ikke har gjort det, vil han ikke kunne goere denne procedurefejl gaeldende som en grund til at afvise at erklaere afgoerelsen eksigibel eller til at ophaeve den i den stat, anmodningen rettes til. For det tredje er den grund, der drejede sig om tilsidesaettelse af en internationalprivatretlig regel i den stat, anmodningen rettes til, angaaende fysiske personers retlige status eller deres rets- og handleevne blevet slettet i betragtning af den fremadskridende tilnaermelse mellem disse regler i medlemsstaterne. Og endelig er den grund, der drejer sig om uforenelige afgoerelser, for at afhjaelpe en mangel ved Bruxelles-konventionen blevet udvidet til ogsaa at omfatte afgoerelser truffet i en anden medlemsstat. Og det er klart, at domstolen ikke kan efterproeve retsafgoerelsen med hensyn til sagens realitet.

Artikel 42

Denne artikel fastlaegger, hvilke kompetenceregler der kan efterproeves af en ret, der skal behandle en appel efter artikel 39 og 40. Der er tale om kompetenceregler angaaende forsikrings- og forbrugeraftaler samt regler om enekompetence. Arbejdsaftaler er ikke omfattet heraf, eftersom enhver efterproevelse af kompetence paa dette omraade kun kan vaere til skade for den, der har fremsat anmodningen, hvilket i naesten samtlige tilfaelde vil sige arbejdstageren.

Artikel 43

For at skabe stoerre fleksibilitet og forhindre eventuelt uoprettelige virkninger af en fuldbyrdelse er der indfoejet bestemmelse om, at en ret, der har faaet en appel til behandling, skal kunne udsaette sagen, hvis der i domsstaten er indgivet appel mod den oprindelige afgoerelse, selv om den er eksigibel. Retten kan dog erklaere afgoerelsen eksigibel, men kraeve, at der stilles en sikkerhed som betingelse for fuldbyrdelse. Denne regel skal i oevrigt kunne anvendes, uanset hvilken appelinstans der er tale om.

Artikel 44

Denne artikel indeholder reglerne for foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, der skal traeffes i den stat, anmodningen rettes til, naar en udenlandsk afgoerelse skal anerkendes i henhold til forordningen. For det foerste indebaerer en erklaering om, at en retsafgoerelse er eksigibel, at der kan traeffes sikrende foranstaltninger med hensyn til formuegoder tilhoerende sagsoegte. At der er truffet en afgoerelse om realiteten, bevirker desuden, at der kan anmodes om ivaerksaettelse af de foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, der er hjemlet i lovgivningen i den stat, anmodningen rettes til, endnu foer den kompetente ret eller myndighed i denne stat har erklaeret denne realitetsafgoerelse eksigibel. Artikel 44 udgoer paa sin vis en forlaengelse af artikel 31. I de fleste medlemsstater vil det paa grundlag af, at der er truffet en udenlandsk afgoerelse, kunne fastslaas, at der foreligger en fordring, som goer det berettiget at ivaerksaette saadanne sikrende retsmidler.

Under alle omstaendigheder indebaerer erklaeringen om en retsafgoerelses eksigibilitet, at der kan ivaerksaettes sikrende retsmidler, og sagsoeger behoever ikke at tage noget andet skridt for at faa disse retsmidler ivaerksat.

Artikel 49

Denne regel har til formaal at nedbringe omkostningerne ved at faa en retsafgoerelse erklaeret eksigibel. Den fandtes allerede i protokollen i bilaget til Bruxelles-konventionen.

Afdeling 3 - Faelles bestemmelser

Artikel 50 og 51

For at lempe de formalitetskrav, der stilles til sagsoeger, fastsaettes det, at de eneste dokumenter, der skal indgives til den kompetente ret eller myndighed, der skal behandle anmodningen, er en genpart af den paagaeldende retsafgoerelse samt en attest udstedt af en kompetent ret eller myndighed i domsstaten. Denne attest (formularen hertil findes i bilag 4 til forordningen) giver den kompetente ret eller myndighed i den stat, anmodningen fremsaettes til, tilstraekkelige oplysninger til, at den kan erklaere retsafgoerelsen eksigibel.

Kapitel IV - Officielt bekraeftede dokumenter og retsforlig

Artikel 54 og 55

Den nye fremgangsmaade for anerkendelse og fuldbyrdelse, der er fastlagt i kapitel III, finder med de fornoedne tilpasninger ogsaa anvendelse paa de officielt bekraeftede dokumenter, der indgives til og er eksigible i en medlemsstat. Den eneste grund til ikke at anerkende og ikke at fuldbyrde en retsafgoerelse, som i oevrigt foerst kan efterproeves i forbindelse med eventuel appel, er, at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af den paagaeldende afgoerelse vil vaere i aabenbar strid med grundlaeggende retsprincipper i den stat, anmodningen rettes til.

Med officielt bekraeftede dokumenter sidestilles nu forlig indgaaet for en ret under en sag. Det samme gaelder aftaler om underholdsforpligtelser indgaaet for administrative myndigheder eller officielt bekraeftet af dem i visse medlemsstater, bl.a. de skandinaviske. Disse regler fandtes allerede i artikel Va i protokollen, der danner bilag til Bruxelles-konventionen.

I oevrigt skal det officielt bekraeftede dokument eller retsforliget ligesom aftaler om underholdsforpligtelser vaere ledsaget af den attest, der findes i bilag 5 til forordningen. Denne attest indeholder de oplysninger, der er noedvendige, for at den kompetente ret eller myndighed kan behandle en anmodning om en erklaering om eksigibilitet.

Kapitel V - Almindelige bestemmelser

Artikel 57

Fremgangsmaaden for bestemmelse af selskabers og andre juridiske personers hjemsted er blevet aendret. Man har foretrukket at fastlaegge en selvstaendig definition. Det er derfor ikke laengere noedvendigt, at en medlemsstat henholder sig til sine internationalprivatretlige regler for at afgoere, hvor et selskab eller en anden juridisk person har hjemsted. Derved vil man kunne undgaa negative eller positive kompetencekonflikter. Selskabers og andre juridiske personers hjemsted defineres nu paa grundlag af tre alternative kriterier, nemlig deres vedtaegtsmaessige hjemsted, deres hovedvirksomhed (eller reelle hjemsted) og deres hovedkontor. Dette er de tre kriterier, der figurerer i EF-traktatens artikel 58 om etableringsret for selskaber inden for Faellesskabet.

Kapitel VI - Overgangsbestemmelser

Artikel 58

Dette afsnit indeholder kun én artikel, der omhandler anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser truffet i loebet af overgangsperioden, og den foelger en regel, der allerede fandtes i Bruxelles-konventionen. Den er dog blevet aendret for at sikre en gnidningsloes overgang mellem Bruxelles-konventionen og forordningen. Retsafgoerelser truffet i en medlemsstat efter forordningens ikrafttraedelse i sager anlagt foer denne ikrafttraedelsesdato skal anerkendes og fuldbyrdes efter reglerne i forordningen, hvis de er truffet af en kompetent myndighed i henhold til Bruxelles-konventionen.

Kapitel VII - Forholdet til andre retsakter

Dette afsnit er nu blevet opdelt i tre afdelinger for at fastlaegge og afgraense reglerne for forholdet mellem forordningen og henholdsvis den afledte faellesskabsret, Bruxelles-konventionen, der fortsat vil vaere gaeldende, eftersom der er flere medlemsstater, der ikke er bundet af forordningen, og andre konventioner om generelle eller saerlige emner.

Artikel 59

Denne bestemmelse gengiver en regel, der allerede var indeholdt i Bruxelles-konventionen. Den fastsaetter, at forordningen ikke beroerer de regler om kompetencekonflikter, der er fastsat eller bliver fastsat i faellesskabsretsakter paa konkrete omraader.

Artikel 60

Grundprincippet er, at forordningen traeder i stedet for Bruxelles-konventionen i forholdet mellem alle medlemsstater, bortset fra Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark. Eftersom kriteriet for anvendelse af forordningen fortsat er, at sagsoegte har bopael i en af de medlemsstater, der er bundet af forordningen, skal en sagsoegt med bopael i en af disse medlemsstater med andre ord sagsoeges ved en domstol, der er kompetent i henhold til forordningen.

Har sagsoegte derimod bopael i en af de medlemsstater, der ikke er bundet af forordningen, finder kompetencereglerne i Bruxelles-konventionen fortsat anvendelse. Denne regel supplerer reglen i artikel 4, stk. 1, der aabner mulighed for at anvende nationale kompetenceregler over for sagsoegte med bopael i et tredjeland. Forordningen sondrer saaledes mellem de regler, der gaelder, hvis sagsoegte har bopael i et tredjeland eller i en medlemsstat, der ikke er bundet af forordningen. Paa samme maade finder Bruxelles-konventionens regler om litispendens anvendelse, naar sagen anlaegges i en medlemsstat, der ikke er bundet af forordningen, og i en medlemsstat, der er bundet af den.

Under alle omstaendigheder skal retsafgoerelser truffet i en hvilken som helst medlemsstat, uanset om denne er bundet af forordningen eller ej, anerkendes og fuldbyrdes i de medlemsstater, der er bundet af forordningen, efter reglerne i denne forordning. Denne regel supplerer reglen i artikel 4, stk. 3, i afsnit 1 om kompetence. Retsafgoerelser truffet i en medlemsstat mod en sagsoegt med bopael i et tredjeland skal naturligvis ogsaa anerkendes og fuldbyrdes efter reglerne i forordningen.

Artikel 62 og 63

For at skabe stoerre klarhed opregner forordningen de saerlige konventioner, som medlemsstaterne er parter i, og som fortsaetter med at gaelde. Denne udtoemmende liste vil blive udvidet med oplysninger fra medlemsstaterne. Det bemaerkes, at i modsaetning til Bruxelles-konventionen (artikel 57) giver denne bestemmelse ikke laengere medlemsstaterne mulighed for efter forordningens ikrafttraedelse at tiltraede nugaeldende og fremtidige konventioner, der drejer sig om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser paa saerlige omraader.

I overensstemmelse med den praksis, der er blevet fulgt i forbindelse med Bruxelles-konventionen, skal retsafgoerelser truffet i en medlemsstat i henhold til en af disse saerkonventioner anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, enten i henhold til reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse i den paagaeldende konvention eller i henhold til forordningen.

Artikel 64

Der er tale om en ny artikel. Den gaar ud paa at tage hensyn til, at artikel 59 i Bruxelles-konventionen, der gav en medlemsstat mulighed for at indgaa en aftale med et tredjeland, der fraveg konventionens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse, er udgaaet. Saadanne aftaler vil herefter vaere fuldstaendig udelukket, og Bruxelles-konventionens artikel 59 er derfor ikke blevet indfoejet i forordningen. Der skal dog i givet fald tages hensyn til aftaler, som en medlemsstat og et tredjeland allerede har indgaaet i henhold til artikel 59. Saadanne allerede aftaler vil derfor fortsat kunne gaelde inden for rammerne af forordningen.

Kapitel VIII - Afsluttende bestemmelser

Artikel 65

Artikel 66 er helt ny. Den giver Kommissionen til opgave at overvaage forordningens anvendelse i henhold til EF-traktatens artikel 211. Efter fem aars forloeb skal Kommissionen eventuelt fremsaette forslag til aendringer i lyset af en rapport, som den skal udarbejde om forordningens anvendelse.

Artikel 66

Artikel 67, som ogsaa er ny, fastsaetter, at medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om enhver aendring af listerne over domstole og appelmuligheder, og Kommissionen skal offentliggoere saadanne aendringer i EF-Tidende.

Artikel 67

Denne nye artikel fastsaetter datoen for forordningens ikrafttraedelse i overensstemmelse med traktatens artikel 254.

Forslag til RAADETS FORORDNING (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager

RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 61, litra c),

under henvisning til forslag fra Kommissionen [20],

[20] EFT

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [21]

[21] EFT

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg [22], og

[22] EFT

ud fra foelgende betragtninger:

(1) Faellesskabet har sat sig det maal at bevare og udbygge Unionen som et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, hvor der er fri bevaegelighed for personer; for gradvis at virkeliggoere dette maal vedtager Faellesskabet bl.a. de foranstaltninger med hensyn til civilretligt samarbejde, der er noedvendige for, at det indre marked kan fungere efter hensigten;

(2) forskellene mellem de nationale regler om kompetence og anerkendelse af retsafgoerelser virker haemmende for det indre marked; det er tvingende noedvendigt at vedtage bestemmelser, der kan goere reglerne om kompetencekonflikter i borgerlige sager, herunder handelssager, mere ensartede, samt at forenkle de kraevede formaliteter for at fremme en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser;

(3) dette omraade henhoerer under det civilretlige samarbejde efter traktatens artikel 65;

(4) maalene for denne forordning kan ikke i tilstraekkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, kun gennemfoeres paa faellesskabsplan; denne forordning er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. naevnte artikel, begraenset til det mindstemaal, der er noedvendigt for at naa disse maal, og er ikke mere vidtgaaende, end hvad der er noedvendigt hertil;

(5) inden for rammerne af EF-traktatens artikel 293, fjerde led, indgik medlemsstaterne den 27. september 1968 Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager [23] [i det foelgende benaevnt "Bruxelles-konventionen"]; denne konvention, der indgaar i gaeldende faellesskabsret og er blevet udvidet til at omfatte samtlige nye medlemsstater, har vaeret genstand for en revision, og Raadet har givet sin tilslutning til indholdet af den reviderede tekst; det drejer sig nu om at sikre kontinuiteten i de resultater, der blev opnaaet ved denne revision;

[23] Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.

(6) for at virkeliggoere maalet om fri bevaegelighed for retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er det noedvendigt og oenskeligt, at reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser fastlaegges i en bindende og umiddelbart gaeldende faellesskabsretsakt;

(7) det er vigtigt, at hovedparten af de civilretlige omraader kommer til at indgaa i denne forordnings materielle anvendelsesomraade; undtagelser fra dette anvendelsesomraade boer derfor begraenses mest muligt;

(8) tvister omfattet af denne forordning maa frembyde en tilknytning til de medlemsstaters omraade, der er bundet af denne forordning; de faelles regler boer derfor principielt finde anvendelse, naar den sagsoegte har bopael i en af disse medlemsstater;

(9) sagsoegte med bopael i et tredjeland kan vaere underlagt de regler om kompetencekonflikter, der gaelder i den stat, hvor den ret, sagen indbringes for, er beliggende, og sagsoegte med bopael i en medlemsstat, der ikke er bundet af denne forordning, boer fortsat vaere underlagt Bruxelles-konventionen; med henblik paa at sikre den frie bevaegelighed for retsafgoerelser boer retsafgoerelser truffet paa grundlag af disse regler anerkendes og fuldbyrdes paa Faellesskabets omraade efter reglerne i denne forordning;

(10) kompetencereglerne maa frembyde en hoej grad af forudsigelighed og vaere baseret paa sagsoegtes bopael, som det principielle kriterium; dette kompetencekriterium boer altid gaelde, undtagen i enkelte velafgraensede tilfaelde, hvor det paa grund af tvistens genstand eller af hensyn til aftalefriheden er berettiget at laegge et andet tilknytningskriterium til grund; for at goere de faelles regler mere gennemsigtige og forhindre kompetencekonflikter boer juridiske personers hjemsted defineres selvstaendigt;

(11) det grundlaeggende kompetencekriterium, der er baseret paa den sagsoegtes bopael, boer suppleres med alternative kriterier, som boer kunne anvendes, naar der er en naer sammenhaeng mellem ret og tvist, eller for at fremme god retspleje;

(12) for forsikringsaftaler, arbejdsaftaler og forbrugeraftaler er det oenskeligt at beskytte den svage part og som en undtagelse fra hovedreglen saette denne i stand til i givet fald at anlaegge sag ved retten paa sin bopael;

(13) der boer tages hensyn til den oegede udbredelse af ny kommunikationsteknologi, bl.a. paa forbrugeromraadet; i saerdeleshed boer markedsfoering af varer og tjenesteydelser via et elektronisk medium, der er tilgaengeligt i en medlemsstat, betragtes som en aktivitet rettet mod denne stat; er denne stat forbrugerens bopaelsstat, boer han nyde godt af den beskyttelse, forordningen giver ham, naar han fra sin bopael indgaar en forbrugeraftale ad elektronisk vej;

(14) aftalefriheden for parter i andre aftaler end arbejds-, forsikrings- og forbrugeraftaler med hensyn til valg af vaerneting boer respekteres; vaernetingsklausuler i aftaler mellem parter af ulige styrke boer derimod reguleres;

(15) der boer foretages de lempelser i forordningens principielle regler, der er noedvendige for at tage hensyn til saerlige retsplejeregler i nogle medlemsstater; med henblik herpaa boer nogle af de bestemmelser, der er fastsat i protokollen i bilaget til Bruxelles-konventionen indfoejes i forordningen;

(16) af hensyn til en harmonisk retspleje paa faellesskabsplan er det noedvendigt at forhindre, at der traeffes indbyrdes uforenelige afgoerelser i to medlemsstater, der er kompetente i henhold til forordningen; der boer indfoeres en klar og automatisk fremgangsmaade for loesning af problemer i forbindelse med litispendens og indbyrdes sammenhaengende sager, og i betragtning af de forskelle, der bestaar mellem de enkelte stater med hensyn til den dato, hvor en sag betragtes som "verserende" er det oenskeligt at indfoeje en selvstaendig definition af denne dato;

(17) den gensidige tillid mellem domsmyndighederne inden for Faellesskabet goer det berettiget, at retsafgoerelser truffet i en medlemsstat automatisk anerkendes, uden at det er noedvendigt at traeffe nogen saerlig foranstaltning, medmindre afgoerelsen anfaegtes;

(18) denne gensidige tillid goer det ogsaa berettiget, at proceduren for fuldbyrdelse i en medlemsstat af en retsafgoerelse truffet i en anden medlemsstat maa vaere effektiv og hurtig; med henblik herpaa boer en retsafgoerelse erklaeres eksigibel naesten automatisk, efter en simpel formel efterproevelse af de forelagte dokumenter, uden at retten paa eget initiativ kan goere en af de grunde til ikke at fuldbyrde den, der er anfoert i denne forordning, gaeldende;

(19) for at sagsoegte kan varetage sine rettigheder, maa han i givet fald kunne indgive appel, der skal behandles efter reglerne om kontradiktorisk procedure, mod en truffet retsafgoerelse, hvis han finder, at der foreligger en grund til ikke at anerkende den; ogsaa den part, der er anmoder om fuldbyrdelse, boer kunne appellere en afgoerelse om at afvise at erklaere en retsafgoerelse eksigibel;

(20) det er vigtigt at sikre kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen og denne forordning; med henblik herpaa boer der fastsaettes overgangsbestemmelser; samme kontinuitet boer gaelde med hensyn til EF-Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen [24], og protokollen af 1971 boer fortsat finde anvendelse i sager, der allerede verserer paa datoen for forordningens ikrafttraedelse;

[24] Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1 og 28.

(21) i overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokollerne om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling samt om Danmarks stilling [25] deltager disse stater ikke i vedtagelsen af denne forordning; denne forordning er derfor ikke bindende for hverken Det Forenede Kongerige, Irland eller Danmark, og finder ikke anvendelse over for dem;

[25] EFT C 340 af 10.11.1997, s. 99 og 101.

(22) da Bruxelles-konventionen fortsat gaelder i forholdet mellem de medlemsstater, der er bundet af denne forordning, og de medlemsstater, der ikke er, er det vigtigt at fastlaegge klare regler om forholdet mellem forordningen og Bruxelles-konventionen;

(23) for at sikre denne sammenhaeng er det desuden noedvendigt at fastsaette, at denne forordning ikke beroerer de regler om kompetence og om anerkendelse af retsafgoerelser, der er fastlagt i faellesskabsretsakter;

(24) opfyldelsen af de internationale forpligtelser, medlemsstaterne har indgaaet, indebaerer, at denne forordning ikke kan beroere de konventioner, medlemsstaterne er parter i, og som omhandler saerlige omraader;

(25) Kommissionen boer senest fem aar efter ikrafttraedelsen af denne forordning undersoege dens anvendelse og i givet fald foreslaa de fornoedne aendringer -

UDSTEDT FOELGENDE FORORDNING:

Kapitel I - Anvendelsesomraade

Artikel 1

Denne forordning finder anvendelse paa borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i saerdeleshed ikke sager om skat, told eller administrative anliggender.

Den finder ikke anvendelse paa:

1) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforhold mellem aegtefaeller samt arv efter loven eller testamente

2) konkurs, akkord og andre lignende ordninger

3) social sikring

4) voldgift.

Kapitel II - Kompetence

Afdeling 1 - Almindelige bestemmelser

Artikel 2

Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopael paa en medlemsstats omraade, uanset deres nationalitet, sagsoeges ved retterne i denne medlemsstat.

Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, hvor de har bopael, er undergivet de kompetenceregler, der gaelder for landets egne statsborgere.

Selskabers og andre juridiske personers hjemsted afgoeres efter artikel 57.

Ved "medlemsstat" forstaas, medmindre andet fastsaettes, en medlemsstat, der er bundet af denne forordning.

Artikel 3

Personer, der har bopael paa en medlemsstats omraade, kan kun sagsoeges ved retterne i en anden medlemsstat i medfoer af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.

I saerdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I ikke goeres gaeldende imod dem.

Artikel 4

Har sagsoegte bopael i et tredjeland, afgoeres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter statens egen lovgivning. jf. dog artikel 22 og 23.

Over for en sagsoegt, der har bopael i et tredjeland, kan enhver, der har bopael paa en medlemsstats omraade, uanset sin nationalitet, i lighed med landets egne statsborgere paaberaabe sig de kompetenceregler, som gaelder dér, herunder navnlig de regler, der er naevnt i bilag I.

Har sagsoegte bopael i en medlemsstat, der ikke er bundet af denne forordning, afgoeres retternes kompetence i henhold til Bruxelles-konventionen i den i denne medlemsstat gaeldende version.

Afdeling 2 - Saerlige kompetenceregler

Artikel 5

En person med bopael paa en medlemsstats omraade kan sagsoeges i en anden medlemsstat

1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen er opfyldt eller skal opfyldes

b) medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

- i sager om salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne er eller skulle have vaeret leveret i henhold til aftalen

- i sager om levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne er eller skulle have vaeret leveret i henhold til aftalen

c) er litra b), ikke relevant, finder litra a), anvendelse

2) i sager om underholdspligt, ved retten paa det sted, hvor den berettigede har sin bopael eller sit saedvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene stoettes paa en af parternes nationalitet

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet eller vil kunne foregaa

4) i sager, i hvilke der paastaas erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen er anlagt, saafremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan paakende borgerlige krav.

Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopael i en medlemsstat, og mod hvem der indledes retsforfoelgning for en uagtsom lovovertraedelse, ved retter kompetente i straffesager i en anden medlemsstat, hvor de paagaeldende ikke er statsborgere, til at varetage deres forsvar vaelge personer, der er befoejede hertil, selv naar de ikke personligt giver moede. Den ret, der behandler sagen, kan dog bestemme, at den paagaeldende skal give moede personligt; har personligt fremmoede ikke fundet sted, kan de oevrige medlemsstater afslaa at anerkende eller fuldbyrde den afgoerelse, der er truffet med hensyn til et borgerligt krav, uden at den paagaeldende har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen

5) i sager vedroerende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten paa det sted, hvor virksomheden er beliggende

6) i sager om indsigelse mod betaling af den bjaergeloen, der forlanges for bjaergning, som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, inden for hvis omraade der i den naevnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:

a) er gjort arrest for at sikre saadan betaling

eller

b) kunne have vaeret gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden sikkerhed.

Foerste afsnit finder kun anvendelse, saafremt det goeres gaeldende at sagsoegte har rettigheder i den naevnte skibsladning eller fragt, eller at han paa bjaergningstidspunktet havde saadanne rettigheder.

Artikel 6

En person, der har bopael paa en medlemsstats omraade, kan endvidere sagsoeges:

1) saafremt der er flere sagsoegte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsoegte har bopael, forudsat at kravene er saa snaevert forbundne, at det er oenskeligt at behandle og paakende dem samtidig for at undgaa uforenelige afgoerelser i tilfaelde af, at kravene blev paakendt hver for sig

2) naar der er tale om krav mod den paagaeldende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den paagaeldende det vaerneting, der ville vaere kompetent i hans sag.

Kompetence efter foerste afsnit kan ikke goeres gaeldende i hverken Tyskland eller OEstrig. Enhver person, der har bopael paa en anden medlemsstats omraade, kan sagsoeges ved retterne:

- i Tyskland i henhold til § 68, 72, 73 og 74 i Zivilprozessordnung angaaende procesunderretning

- i OEstrig efter reglerne i § 21 i Zivilprozessordnung angaaende procesunderretning

3) naar der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet stoettes paa, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt

4) i sager om kontraktforhold, saafremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder over fast ejendom mod samme sagsoegte, ved retten i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende.

Artikel 7

Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne forordning har kompetence til at afgoere sager om ansvar i forbindelse med brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i henhold til den interne lovgivning i den paagaeldende medlemsstat traeder i stedet for foerstnaevnte ret, ogsaa kompetence til at afgoere krav om begraensning af dette ansvar.

Afdeling 3 - Kompetence i forsikringssager

Artikel 8

I forsikringssager afgoeres kompetencen efter bestemmelserne i denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

Artikel 9

En forsikringsgiver, der har bopael paa en medlemsstats omraade, kan sagsoeges:

1) ved retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade han har bopael, eller

2) i en anden medlemsstat, i tilfaelde, hvor sagen anlaegges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, ved retten paa det sted, hvor sagsoeger har bopael, eller

3) saafremt det drejer sig om en co-assurandoer, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag mod den ledende assurandoer.

Har forsikringsgiveren ikke bopael paa en medlemsstats omraade, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedroerende driften af en saadan virksomhed som havende bopael paa denne medlemsstats omraade.

Artikel 10

I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren sagsoeges ved retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet. Det samme gaelder, naar fast ejendom og loesoere er omfattet af samme forsikringsaftale og genstand for samme skadestilfaelde.

Artikel 11

I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren sagsoeges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, saafremt den lovgivning, der gaelder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

Bestemmelserne i artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfaelde, hvor skadelidte anlaegger sag direkte mod forsikringsgiveren, saafremt der er hjemmel for et direkte sagsanlaeg.

Saafremt lovgivningen om et saadant direkte sagsanlaeg indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den ret, hvor sagen er anlagt i henhold til stk. 2, ogsaa kompetent i forhold til disse personer.

Kompetence efter denne artikel kan ikke goeres gaeldende i hverken Tyskland eller OEstrig. Enhver person med bopael paa en anden medlemsstats omraade kan sagsoeges ved retterne:

- i Tyskland i henhold til § 68, 72, 73 og 74 i Zivilprozessordnung angaaende procesunderretning

- i OEstrig, efter reglerne i § 21 i Zivilprozessordnung angaaende procesunderretning.

Artikel 12

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 11, stk. 3, kan forsikringsgiveren kun anlaegge sag ved retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, hvad enten sagsoegte er forsikringstager, sikret eller begunstiget.

Bestemmelserne i denne afdeling beroerer ikke retten til at fremsaette modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling.

Artikel 13

Bestemmelserne i denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om vaerneting:

1) der er indgaaet, efter at tvisten er opstaaet, eller

2) der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstige ret til at anlaegge sag ved andre retter end dem, der er naevnt i denne afdeling, eller

3) der er indgaaet mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som paa tidspunktet for forsikringsaftalens indgaaelse havde deres bopael eller saedvanlige opholdssted paa samme medlemsstats omraade, med det formaal, at retterne i denne stat skal vaere kompetente ogsaa i tilfaelde af, at skadetilfoejelsen er foregaaet i udlandet, medmindre en saadan aftale om vaerneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den paagaeldende medlemsstat, eller

4) der er indgaaet af en forsikringstager, der ikke har bopael paa en medlemsstats omraade, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en forsikring vedroerende en fast ejendom, som er beliggende i en medlemsstat, eller

5) der vedroerer en forsikringsaftale, som daekker en eller flere af de i artikel 14 naevnte risici.

Artikel 14

De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er: "store risici" som omhandlet i artikel 5, litra d), i Raadets direktiv 73/239/EOEF [26], samt enhver risiko i forbindelse med en af disse risici.

[26] EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.

Afdeling 4 - Kompetence i sager om forbrugeraftaler

Artikel 15

I sager om aftaler indgaaet af en person (forbrugeren) med henblik paa brug, der maa anses at ligge uden for hans erhvervsmaessige virksomhed, afgoeres kompetencen efter bestemmelserne i denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5:

1) naar sagen vedroerer koeb af loesoeregenstande, hvor koebesummen skal betales i rater

2) naar sagen vedroerer laan, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af koeb af saadanne genstande

3) i alle andre tilfaelde, naar aftalen er indgaaet med en person, der udoever erhvervsmaessig virksomhed i den medlemsstat, paa hvis omraade forbrugeren har bopael, eller paa en hvilken som helst maade retter saadan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere lande inklusive denne medlemsstat, saafremt aftalen indgaar som led i denne virksomhed.

Har forbrugerens medkontrahent ikke bopael paa en medlemsstats omraade, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedroerende driften af en saadan virksomhed som havende bopael paa denne stats omraade.

Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse paa transportaftaler bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.

Artikel 16

Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlaegges enten ved retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade medkontrahenten har bopael, eller ved retten paa det sted, hvor forbrugeren har bopael.

Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlaegges ved retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade forbrugeren har bopael.

Foerste og andet afsnit beroerer ikke retten til at fremsaette modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling.

Artikel 17

Bestemmelserne i denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om vaerneting:

1) der er indgaaet, efter at tvisten er opstaaet

eller

2) der giver forbrugeren ret til at anlaegge sag ved andre retter end dem, der er naevnt i denne afdeling

eller

3) der er indgaaet mellem en forbruger og hans medkontrahent, som paa tidspunktet for aftalens indgaaelse havde deres bopael eller saedvanlige opholdssted paa samme medlemsstats omraade, og tillaegger retterne i denne medlemsstat kompetence, medmindre en saadan aftale om vaerneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den paagaeldende stat.

Afdeling 5 - Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler

Artikel 18

I sager om individuelle arbejdsaftaler afgoeres kompetencen efter bestemmelserne i denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

Har en arbejdstager indgaaet en individuel arbejdsaftale med en arbejdsgiver, der ikke har bopael i en medlemsstat, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en af medlemsstaterne, anses arbejdsgiveren i sager vedroerende driften af en saadan filial, et saadant agentur eller en saadan virksomhed som havende bopael paa denne medlemsstats omraade.

Artikel 19

En arbejdsgiver, der har bopael paa en medlemsstats omraade, kan sagsoeges:

1) ved retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade han har bopael, eller

2) i en anden medlemsstat:

a) ved retten paa det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde, eller ved retten paa det sidste sted, hvor han saedvanligvis udfoerte sit arbejde, eller

b) saafremt arbejdstageren ikke saedvanligvis udfoerer eller udfoerte sit arbejde i samme land, ved retten paa det sted, hvor den virksomhed, der ansatte arbejdstageren, er eller var beliggende.

Artikel 20

En arbejdsgiver kan kun anlaegge sag ved retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade arbejdstageren har bopael.

Bestemmelserne i denne afdeling beroerer ikke retten til at fremsaette modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling.

Artikel 21

Bestemmelserne i denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om vaerneting, der er indgaaet, efter at tvisten er opstaaet, eller der giver arbejdstageren ret til at anlaegge sag ved andre retter end dem, der er naevnt i denne afdeling.

Afdeling 6 - Enekompetence

Artikel 22

Enekompetente, uden hensyn til bopael, er:

1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende

i sager om leje- og forpagtningsaftaler vedroerende fast ejendom, der er indgaaet til midlertidig privat brug for et tidsrum af hoejst seks paa hinanden foelgende maaneder, er dog ogsaa retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, kompetente, under forudsaetning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopael paa samme medlemsstats omraade

2) i sager om gyldighed, ugyldighed eller oploesning af selskaber og andre juridiske personer, der har deres hjemsted paa en medlemsstats omraade, eller af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den paagaeldende stat. Ved afgoerelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gaelder for den

3) i sager om gyldigheden af indfoerelsen i offentlige registre, retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade registrene foeres

4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemaerker, moenstre og modeller samt andre lignende rettigheder, der forudsaetter deponering eller registrering, retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade der er ansoegt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifoelge bestemmelserne i Faellesskabets eller en international konvention anses for at vaere foretaget.

Med forbehold af Det Europaeiske Patentkontors kompetence i henhold til den europaeiske patentkonvention undertegnet den 5. oktober 1973 i Muenchen, er retterne i hver medlemsstat uden hensyn til bopael enekompetente i sager om registrering eller gyldighed af europaeiske patenter meddelt for den paagaeldende stat

5) i sager om fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retterne i den medlemsstat, paa hvis omraade fuldbyrdelsesstedet er beliggende.

Afdeling 7 - Aftaler om vaerneting

Artikel 23

Saafremt parterne i tilfaelde, hvor mindst en af dem har bopael paa en medlemsstats omraade, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal vaere kompetente til at paakende allerede opstaaede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den paagaeldende stat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente.

En saadan aftale om vaerneting skal vaere indgaaet:

a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekraeftelse

eller

b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne foelger i deres indbyrdes forhold

eller

c) inden for international handel, i den form, der er i overensstemmelse med en saedvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for saadan handel er almindelig kendt og regelmaessigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den paagaeldende handelsbranche.

Med "skriftligt" sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om vaerneting.

Saafremt en aftale om vaerneting er indgaaet af parter, hvoraf ingen har bopael paa en medlemsstats omraade, kan retterne i de oevrige medlemsstater ikke paakende tvisten, saa laenge den eller de udpegede retter ikke har givet afkald paa deres kompetence.

Aftaler om vaerneting er ugyldige, saafremt de strider mod bestemmelserne i artikel 13 og 17 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfoer af artikel 22 er enekompetente.

Artikel 24

For saa vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfoer af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, naar sagsoegte giver moede for den. Denne regel finder ikke anvendelse, saafremt sagsoegte kun giver moede for at bestride rettens kompetence, eller saafremt en anden ret i medfoer af artikel 22 er enekompetent.

Afdeling 8 - Proevelse af kompetencen og af sagens antagelse til paakendelse

Artikel 25

En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det vaesentligste indbringes en retstvist, der i medfoer af artikel 22 henhoerer under en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal paa embeds vegne erklaere sig inkompetent.

Artikel 26

Saafremt en sagsoegt, der har bopael paa en medlemsstats omraade, er sagsoegt ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver moede, skal den paagaeldende ret paa embeds vegne erklaere sig inkompetent, saafremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning.

Retten skal udsaette sagen, indtil det er fastslaaet, at sagsoegte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt i saa god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornoedne foranstaltninger har vaeret truffet.

De nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemfoerelse af Raadets direktiv .../EF [27] [om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender], traeder i stedet for bestemmelserne i stk. 2, saafremt det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt skal fremsendes i medfoer af disse bestemmelser.

[27] EFT L . af ., s. ..

Indtil ikrafttraedelsen af de nationale bestemmelser, der vedtages til gennemfoerelse af det i stk. 3 naevnte direktiv, finder bestemmelserne i Haager-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spoergsmaal anvendelse, saafremt det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt skal fremsendes i medfoer af naevnte konvention.

Afdeling 9 - Litispendens og indbyrdes sammenhaengende krav

Artikel 27

Saafremt krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsaetter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslaaet.

Naar det er fastslaaet, at den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er kompetent, erklaerer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den foerste.

Artikel 28

Saafremt sager vedroerende krav, som er indbyrdes sammenhaengende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, udsaette sagen.

Naar de paagaeldende sager verserer i foerste instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklaere sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har kompetence til at paakende de to krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

Ved indbyrdes sammenhaengende krav forstaas i denne artikel krav, der er saa snaevert forbundne, at det er oenskeligt at behandle og paakende dem samtidig for at undgaa uforenelige afgoerelser i tilfaelde af, at kravene blev paakendt hver for sig.

Artikel 29

Saafremt kravene henhoerer under flere retters enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, erklaere sig inkompetent til fordel for denne ret.

Artikel 30

Ved anvendelsen af bestemmelserne i denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret:

1) paa det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt indleveres til retten, forudsat at sagsoeger ikke efterfoelgende har undladt at traeffe de foranstaltninger, der kraevedes af ham, for at faa dokumentet forkyndt for sagsoegte, eller

2) hvis det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt skal forkyndes, foer det indleveres til retten, paa det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsoeger ikke efterfoelgende har undladt at traeffe de foranstaltninger, der kraevedes af ham, for at faa dokumentet indleveret til retten.

Afdeling 10 - Foreloebige, herunder sikrende, retsmidler

Artikel 31

Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af saadanne foreloebige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den paagaeldende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfoer af denne forordning er kompetent til at paakende sagens realitet.

Kapitel III - Anerkendelse og fuldbyrdelse

Artikel 32

I denne forordning forstaas ved "retsafgoerelse" enhver afgoerelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvorledes den betegnes, saasom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder justitssekretaerens fastsaettelse af sagsomkostninger.

I Sverige omfatter udtrykket "ret" i forbindelse med hurtig retsforfoelgning i sager om pengekrav ("betalningsfoerelaeggande) og visse andre krav ("handraeckning") ogsaa det svenske fogedvaesen ("kronofogdemyndighed").

Afdeling 1 - Anerkendelse

Artikel 33

Retsafgoerelser truffet i en medlemsstat skal anerkendes i de oevrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en saerlig fremgangsmaade.

Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det vaesentligste paaberaaber sig anerkendelsen, efter fremgangsmaaden i afdeling 2 og 3 i dette kapitel faa fastslaaet, at retsafgoerelsen anerkendes.

Goeres anerkendelsen gaeldende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, er denne ret kompetent til at afgoere, om der foreligger en af de grunde til ikke at anerkende den paagaeldende retsafgoerelse, der er naevnt i artikel 41 og 42.

Afdeling 2 - Fuldbyrdelse

Artikel 34

De i en medlemsstat trufne retsafgoerelser, som er eksigible i den paagaeldende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, naar de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklaeret for eksigible i sidstnaevnte stat.

Artikel 35

Anmodningen skal fremsaettes over for den kompetente ret eller myndighed, der er angivet paa listen i bilag II.

Den stedlige kompetence afgoeres efter den parts bopael, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter stedet for fuldbyrdelsen.

Artikel 36

Fremgangsmaaden ved fremsaettelse af anmodningen afgoeres efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Den, der fremsaetter anmodningen, skal vaelge en processuel bopael i retskredsen for den ret, eller ansvarsomraadet for den kompetente myndighed, som anmodningen er indgivet til. Saafremt lovgivningen i den stat, som anmodningen rettes til, ikke har regler om et saadant valg af bopael, skal den, som fremsaetter anmodningen, udpege en procesfuldmaegtig.

Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis den kompetente myndighed er en administrativ myndighed.

De dokumenter, der er naevnt i artikel 50, skal vedlaegges anmodningen.

Artikel 37

En retsafgoerelse skal erklaeres for eksigibel, saa snart de i artikel 50 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden proevelse af de grunde til ikke at fuldbyrde den, der er naevnt i artikel 41 og 42. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke paa dette tidspunkt af sagens behandling fremsaette bemaerkninger over for retten.

Artikel 38

Afgoerelsen om anmodningen om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, skal omgaaende og paa den maade, der er foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, meddeles den, som har fremsat anmodningen.

En afgoerelse om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgoerelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den paagaeldende.

Artikel 39

Den afgoerelse, der traeffes om anmodningen om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.

Appel skal ske til den ret, der er angivet i bilag III.

Appellen skal behandles i overensstemmelse med reglerne om kontradiktorisk procedure.

Hvis den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke giver moede for den ret, der behandler en appel, finder bestemmelserne i artikel 26 anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopael paa en medlemsstats omraade.

En afgoerelse om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, skal appelleres inden en maaned efter, at den er blevet forkyndt. Saafremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopael paa en anden medlemsstats omraade end den, hvor retsafgoerelsen er blevet erklaeret for eksigibel, er fristen for appel to maaneder og loeber fra den dag, hvor afgoerelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den paagaeldende personligt eller paa hans bopael. Denne frist kan ikke forlaenges paa grund af afstanden.

Artikel 40

Den afgoerelse, der traeffes i appelsagen, kan kun anfaegtes som angivet i bilag IV.

Artikel 41

Den ret, der behandler en appel i medfoer af artikel 39 eller 40, traeffer afgoerelse snarest muligt. Den skal afslaa at erklaere den paagaeldende retsafgoerelse for eksigibel eller ophaeve en afgoerelse om eksigibilitet,

1) saafremt det vil stride aabenbart mod grundlaeggende retsprincipper i den stat, som anmodningen rettes til, at retsafgoerelsen erklaeres eksigibel

2) saafremt det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsoegte i saa god tid og paa en saadan maade, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsoegte har undladt at tage skridt til at anfaegte retsafgoerelsen, selv om han havde mulighed for at goere det

3) saafremt den er uforenelig med en afgoerelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, anmodningen rettes til

4) saafremt den er uforenelig med en afgoerelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, og denne tidligere afgoerelse opfylder de noedvendige betingelser for at blive anerkendt i den stat, som anmodningen rettes til.

Den retsafgoerelse, der er truffet i domsstaten, kan i intet tilfaelde efterproeves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 42

Den ret, der behandler en appel efter artikel 39 eller 40, skal afslaa at erklaere den paagaeldende retsafgoerelse eksigibel eller ophaeve erklaeringen om eksigibilitet, saafremt bestemmelserne i afdeling 3, 4 og 6 i kapitel II er tilsidesat.

Ved proevelsen af de i stk. 1 naevnte kompetenceregler er den ret, der behandler appelsagen, bundet af de faktiske omstaendigheder, paa hvilke retten i domsstaten har stoettet sin kompetence.

Med forbehold af bestemmelserne i stk. 1 kan kompetencen for retterne i domsstaten ikke efterproeves; kompetencereglerne beroeres ikke af den i artikel 41, nr. 1, omhandlede efterproevelse vedroerende grundlaeggende retsprincipper.

Artikel 43

Den ret, der behandler en appel efter artikel 39 eller 40, kan efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, udsaette sagen, saafremt den udenlandske retsafgoerelse i domsstaten er anfaegtet ved ordinaer appel, eller saafremt fristen herfor endnu ikke er udloebet; i sidstnaevnte tilfaelde kan retten fastsaette en frist for ivaerksaettelse af appel.

Den paagaeldende ret kan endvidere goere fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsaettes af retten.

Artikel 44

Naar en retsafgoerelse skal erklaeres eksigibel efter denne forordning, kan den, som har fremsat anmodningen, anmode om, at der bringes foreloebige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, uden at der kraeves en afgoerelse om eksigibilitet efter artikel 37.

Den afgoerelse, hvorved en retsafgoerelse er erklaeret eksigibel, giver hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.

Saa laenge den i artikel 39, stk. 5, fastsatte frist for appel af afgoerelsen om eksigibilitet ikke er udloebet, og saa laenge der ikke er truffet afgoerelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhoerer den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.

Artikel 45

Saafremt der ved retsafgoerelsen i domsstaten er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklaeres for eksigible, skal den kompetente ret eller myndighed erklaere et eller flere dele af retsafgoerelsen for eksigible.

Den, som fremsaetter en anmodning om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, kan anmode om kun at faa dele af retsafgoerelsen erklaeret for eksigibel.

Artikel 46

Udenlandske retsafgoerelser, hvorved der fastsaettes en tvangsboede, er kun eksigible i den stat, som anmodningen rettes til, saafremt boedens stoerrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.

Artikel 47

Har den, som fremsaetter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller vaeret fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den paagaeldende under den i denne afdeling fastlagte procedure have meddelt fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i den stat, som anmodningen rettes til.

Artikel 48

Det kan ikke paalaegges den part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgoerelse truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at han er udlaending eller ikke har bopael eller saedvanligt opholdssted i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt.

Artikel 49

Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens vaerdi, maa i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, opkraeves i den stat, som anmodningen rettes til.

Afdeling 3 - Faelles bestemmelser

Artikel 50

Den part, der soeger anerkendelse af en retsafgoerelse eller anmoder om, at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, skal fremlaegge en genpart af afgoerelsen, der opfylder de noedvendige betingelser med hensyn til godtgoerelse af dens aegthed.

Den part, der anmoder om at en retsafgoerelse erklaeres for eksigibel, skal endvidere fremlaegge den attest, der er omhandlet i artikel 51, jf. dog artikel 52.

Artikel 51

Den kompetente ret eller myndighed i domsstaten skal paa anmodning af enhver berettiget part udstede en attest, der udfaerdiges paa formularen i bilag V.

Artikel 52

Saafremt den i artikel 51 omhandlede attest ikke fremlaegges, kan den kompetente ret eller myndighed fastsaette en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende tilsvarende dokumenter eller, saafremt den anser sagen for tilstraekkeligt oplyst, fritage for kravet om en saadan fremlaeggelse.

Saafremt retten eller myndigheden kraever det, skal der fremlaegges en oversaettelse af dokumenter; oversaettelsen skal bekraeftes af en person, der er bemyndiget hertil i en af medlemsstaterne.

Artikel 53

Der kraeves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet med hensyn til de i artikel 50 naevnte dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter.

Kapitel IV - Officielt bekraeftede dokumenter og retsforlig

Artikel 54

Officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklaeres for eksigible i en anden medlemsstat i overensstemmelse med den i artikel 34 - 49 fastsatte fremgangsmaade. Den ret, der behandler en appel i medfoer af artikel 39 eller 40, kan kun afslaa at erklaere et officielt bekraeftet dokument for eksigibelt eller ophaeve en afgoerelse om eksigibilitet, saafremt en fuldbyrdelse af det officielt bekraeftede dokument vil stride aabenbart mod grundlaeggende retsprincipper i den medlemsstat, anmodningen rettes til.

Det fremlagte dokument skal med hensyn til godtgoerelse af dets aegthed opfylde de betingelser, der stilles i den medlemsstat, hvor det er udstedt.

Bestemmelserne i kapitel III, afdeling 3, finder tilsvarende anvendelse.

Den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et officielt bekraeftet dokument er blevet udstedt, skal paa anmodning af en berettiget part udstede en attest, der udfaerdiges paa formularen i bilag VI.

Artikel 55

Forlig, der er indgaaet for retten under en retssag, og som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgaaet, kan fuldbyrdes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, paa samme betingelser som officielt bekraeftede dokumenter. Den kompetente ret eller myndighed i en medlemsstat, hvor et retsforlig er blevet indgaaet, skal paa anmodning af en berettiget part udstede en attest, der udfaerdiges paa formularen i bilag V.

Som officielt bekraeftede dokumenter efter artikel 54, stk. 1, betragtes ligeledes aftaler i sager angaaende underholdspligt indgaaet for en administrativ myndighed eller bekraeftet af en saadan myndighed.

Kapitel V - Almindelige bestemmelser

Artikel 56

Ved afgoerelsen af, om en part har bopael paa den medlemsstats omraade, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning. Har en part ikke bopael paa den medlemsstats omraade, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgoerelse af, om parten har bopael paa en anden medlemsstats omraade, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.

Artikel 57

Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopael det sted, hvor de har deres vedtaegtsmaessige hjemsted eller deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed.

Kapitel VI - Overgangsbestemmelser

Artikel 58

Bestemmelserne i denne forordning finder kun anvendelse paa retssager, der er anlagt, og paa officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt, efter at forordningen er traadt i kraft.

Retsafgoerelser truffet efter datoen for denne forordnings ikrafttraedelse i sager, der er anlagt foer dette tidspunkt, skal dog anerkendes og fuldbyrdes efter bestemmelserne i kapitel III, saafremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i kapitel II, i Bruxelles-konventionen eller i en konvention, der var gaeldende mellem domsstaten og den stat, som anmodningen er rettet til, da sagen blev anlagt.

Kapitel VII - Forholdet til andre retsakter

Artikel 59

Denne forordning beroerer ikke anvendelsen af de bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser paa saerlige omraader, som er fastsat i retsakter vedtaget af Faellesskabernes institutioner eller i nationale love, der harmoniseres ved disse retsakter.

Artikel 60

I forholdet mellem medlemsstaterne traeder denne forordning i stedet for bestemmelserne i Bruxelles-konventionen.

Bruxelles-konventionen finder dog under alle omstaendigheder anvendelse

1) naar sagsoegte har bopael i en medlemsstat, der ikke er bundet af denne forordning, eller naar retterne i en saadan stat er kompetente i medfoer af artikel 16 og 17 i Bruxelles-konventionen

2) i forbindelse med litispendens eller sammenhaengende krav som omhandlet i Bruxelles-konventionens artikel 21 og 22, naar der fremsaettes krav i en medlemsstat, der ikke er bundet af denne forordning, og i en medlemsstat, der er bundet af den.

Retsafgoerelser truffet i en medlemsstat, uanset om denne er bundet eller ikke bundet af denne forordning, af en ret, der har stoettet sin kompetence paa Bruxelles-konventionen, skal anerkendes og fuldbyrdes i de medlemsstater, der er bundet af denne forordning efter reglerne i forordningens kapitel III.

Artikel 61

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 58, stk. 2, og artikel 62 og 63 traeder denne forordning i forholdet mellem medlemsstaterne i stedet for nedennaevnte konventioner og nedennaevnte traktater:

- konventionen mellem Belgien og Frankrig om retternes kompetence samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, voldgiftskendelser og officielt bekraeftede dokumenter, undertegnet i Paris den 8. juli 1899

- konventionen mellem Belgien og Nederlandene om retternes stedlige kompetence, om konkurs samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, voldgiftskendelser og officielt bekraeftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 28. marts 1925

- konventionen mellem Frankrig og Italien om fuldbyrdelse af domme i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 3. juni 1930

- konventionen mellem Tyskland og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 9. marts 1936

- konventionen mellem Belgien og OEstrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og officielt bekraeftede dokumenter vedroerende underholdsforpligtelser, undertegnet i Wien den 25. oktober 1957

- konventionen mellem Tyskland og Belgien om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse i civile og kommercielle sager af retsafgoerelser, voldgiftskendelser og officielt bekraeftede dokumenter, undertegnet i Bonn den 30. juni 1958

- konventionen mellem Nederlandene og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 17. april 1959

- konventionen mellem Tyskland og OEstrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retsforlig og officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 6. juni 1959

- konventionen mellem Belgien og OEstrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, voldgiftskendelser og officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 16. juni 1959

- konventionen mellem Graekenland og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retsforlig og officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Athen den 4. november 1961

- konventionen mellem Belgien og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 6. april 1962

- konventionen mellem Nederlandene og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Haag den 30. august 1962

- konventionen mellem Nederlandene og OEstrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Haag den 6. februar 1963

- konventionen mellem Frankrig og OEstrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 15. juli 1966

- konventionen mellem Spanien og Frankrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og voldgiftskendelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Paris den 28. maj 1969

- konventionen mellem Luxembourg og OEstrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Luxembourg den 29. juli 1971

- konventionen mellem Italien og OEstrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af retsforlig og notarialiter bekraeftede dokumenter, undertegnet i Rom den 16. november 1971

- konventionen mellem Spanien og Italien om retshjaelp og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Madrid den 22. maj 1973

- konventionen mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser om privatretlige krav, undertegnet i Koebenhavn den 11. oktober 1977

- konventionen mellem OEstrig og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser i civile sager, undertegnet i Stockholm den 16. september 1982

- konventionen mellem Spanien og Tyskland om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retsforlig og eksigible, officielt bekraeftede dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Bonn den 14. november 1983

- konventionen mellem OEstrig og Spanien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, retsforlig og eksigible officielt bekraeftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 17. februar 1984

- konventionen mellem Finland og OEstrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser i borgerlige sager, undertegnet i Wien den 17. november 1986

- traktaten mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg om retternes kompetence, om konkurs samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, voldgiftskendelser og officielt bekraeftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 24. november 1961, for saa vidt den er i kraft.

Artikel 62

De konventioner og den traktat, der er naevnt i artikel 61, bevarer deres gyldighed paa de sagsomraader, hvor denne forordning ikke finder anvendelse.

De bevarer ligeledes deres gyldighed, for saa vidt angaar retsafgoerelser, der er truffet, og officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt foer denne forordnings ikrafttraedelse.

Artikel 63

Denne forordning beroerer ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som paa saerlige omraader fastsaetter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser. Disse konventioner er:

- konventionen om meddelelse af europaeiske patenter (den europaeiske patentkonvention, udfaerdiget i Muenchen den 5. oktober 1973)

- Warszawa-konventionen.

Med henblik paa at sikre en ensartet fortolkning skal stk. 1 anvendes paa foelgende maade:

1) denne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedroerende et saerligt omraade, kan anse sig for kompetent i medfoer af denne konvention, ogsaa selv om sagsoegte har bopael i en medlemsstat, der ikke er part i den paagaeldende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, skal under alle omstaendigheder anvende artikel 26.

2) retsafgoerelser, der i en medlemsstat traeffes af en ret, som har anset sig for kompetent i medfoer af en konvention vedroerende et saerligt omraade, skal anerkendes og fuldbyrdes i de oevrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.

Saafremt baade domsstaten og den stat, som anmodningen rettes til, er parter i en konvention vedroerende et saerligt omraade, som fastsaetter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstaendigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der vedroerer fremgangsmaaden ved anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, finde anvendelse.

Artikel 64

Denne forordning beroerer ikke aftaler, hvorved medlemsstaterne foer denne forordnings ikrafttraedelse i henhold til artikel 59 i Bruxelles-konventionen har forpligtet sig til ikke at anerkende retsafgoerelser, herunder en retsafgoerelse truffet i en anden stat, der er kontrahent i denne konvention, mod en sagsoegt, der har bopael eller saedvanligt opholdssted i et tredjeland, naar afgoerelsen i et af de i artikel 4 i denne konvention naevnte tilfaelde kun har kunnet stoettes paa en af de kompetenceregler, som er naevnt i samme konventions artikel 3, stk. 2.

Kapitel VIII - Afsluttende bestemmelser

Artikel 65

Senest fem aar efter denne forordnings ikrafttraedelse forelaegger Kommissionen Europa-Parlamentet, Raadet og Det OEkonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten ledsages i givet fald af forslag om tilpasning af forordningen.

Artikel 66

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de love og administrative bestemmelser, de vedtager til aendring enten af de bestemmelser i deres love, der er naevnt i bilag I, eller af de retter og kompetente myndigheder, der er angivet i bilag II og III. Kommissionen tilpasser de paagaeldende bilag i overensstemmelse hermed.

Artikel 67

Denne forordning traeder i kraft paa tyvendedagen efter offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Den er bindende i alle enkeltheder og gaelder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfaerdiget i Bruxelles, den

Paa Raadets vegne

Formand

BILAG I

De nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, er:

- i Belgien: artikel 15 i Borgerlig Lovbog (Code civil - Burgerlijk Wetboek) og artikel 638 i retsplejeloven (Code judiciaire - Gerechtelijk Wetboek)

- i Tyskland: § 23 i civilprocesloven (Zivilprozessordnung)

- i Graekenland: artikel 40 i civilprocesloven (Êþaeéêáò ÐïëéôéêÞò AEéêïíïìssáò)

- i Frankrig: artikel 14 og 15 i Borgerlig Lovbog (Code civil)

- i Italien: artikel 3 og artikel 4 i lov 218 af 31. maj 1995

- i Luxembourg: artikel 14 og 15 i Borgerlig Lovbog (Code civil)

- I OEstrig: § 99 i loven om retternes kompetence (Jurisdiktionsnorm)

- i Nederlandene: artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i civilprocesloven (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering)

- i Portugal: artikel 65, stk. 1, litra c), artikel 65, stk. 2, og artikel 65 A, litra c), i civilprocesloven (Código de Processo Civil) og artikel 11 i procesloven om arbejdsforhold (Código de Processo de Trabalho)

- i Finland: kapitel 10, § 1, stk. 1, andet, tredje og fjerde punktum, i retsplejeloven (oikeudenkaeymiskaari/raettegaangsbalken)

- i Sverige: kapitel 10, § 3, stk. 1, foerste punktum, i retsplejeloven (raettegaangsbalken).

BILAG II

De rette eller kompetente myndigheder, hvortil de i artikel 35 omhandlede anmodninger indgives, er:

BILAG III

De retter i medlemsstaterne, ved hvilke der kan indgives appel efter artikel 39, er:

BILAG IV

Afgoerelser i appelsager kan i henhold til artikel 40 kun anfaegtes:

- i Belgien, Graekenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene: ved kassationsappel

- i Tyskland: ved "Rechtsbeschwerde"

- i OEstrig: ved "Revisionsrekurs"

- i Portugal: ved appel vedroerende et retligt spoergsmaal

- i Finland: ved appel til "korkein oikeus/hoegsta domstolen"

- i Sverige: ved appel til "Hoegsta domstolen".

BILAG V

Attest i henhold til artikel 51 og 55 i Raadets forordning (EF) nr. .. vedroerende retsafgoerelser og retsforlig

(Dansk, Danish, danois, danés, ...........)

1. Domsstat ....

2. Ret eller myndighed, der har udstedt attesten

2.1. Navn

2.2. Adresse

2.3. Tlf./fax/e-post................

3. Ret, der har truffet retsafgoerelsen/for hvilken retsforliget er indgaaet...

3.1. Rettens art...

3.2. Rettens hjemsted...

4. Retsafgoerelsen/retsforliget

4.1. Dato

4.2. Journalnummer...................

4.3. Retsafgoerelsens/retsforligets parter....................

4.3.1. Sagsoeger(e)s navn(e)....................

4.3.2. Sagsoegtes navn(e).....................

4.3.3. Eventuelle andre parters navn(e).....................

4.4. Retsafgoerelsen blev truffet over for en udebleven sagsoegt

4.4.1. Dato for forkyndelse af det indledende processkrift i sagen.......

4.5. Domskonklusionen/retsforliget er vedlagt denne attest

5. Navn paa parter, som har haft fri proces..............

Retsafgoerelsen/retsforliget er eksigibel(t) i domsstaten

(forordningens artikel 24 og 55) over for:

Navn:

Udfaerdiget i ................, den...................

Underskrift og/eller stempel ..................

BILAG VI

Attest i henhold til artikel 54 i Raadets forordning (EF) nr. .. vedroerende officielt bekraeftede dokumenter

(Dansk, Danish, danois, danés, ...........)

1. Udstedelsesstat......

2. Ret eller myndighed, der har udstedt attesten

2.1. Navn

2.2. Adresse

2.3. Tlf./fax/e-post................

3. Myndighed, der har bekraeftet dokumentet.. ..

3.1. Myndighed, der har vaeret involveret i udstedelsen af det officielt bekraeftede dokument (hvis relevant)

3.1.1. Myndighedens navn og betegnelse....

3.1.2. Myndighedens hjemsted...

3.2. Myndighed, der har registreret det officielt bekraeftede dokument (hvis relevant)...

3.2.1. Myndighedens art...

3.2.3. Myndighedens hjemsted....

4. Det officielt bekraeftede dokument

4.1. Beskrivelse af dokumentet...

4.2. Dato...................

4.2.1. for dokumentets udstedelse...

4.2.2. for dokumentets registrering (hvis anden dato)...

4.3. Journalnummer....................

4.4. Dokumentets parter................

4.4.1. Kreditors navn....................

4.4.2. Debitors navn.....................

5. Den eksigible forpligtelse fremgaar af den ekstraktudskrift, som er vedlagt denne attest..................

Det officielt bekraeftede dokument er eksigibelt over for debitor i udstedelsesstaten (forordningens artikel 54)

Navn:

Udfaerdiget i ....................., den..............

Underskrift og/eller stempel ..................