KOMMISSIONENS RAPPORT TIL DET EUROPAEISKE RAAD med henblik paa at bibeholde de nuvaerende strukturer paa sportsomraadet og at bevare sportens samfundsmaessige funktion inden for Faellesskabets rammer - Helsingfors-rapporten om sport

OVERSIGT

1. Indledning

2. Udviklingen i Europa risikerer at svaekke sportens opdragende rolle i samfundet

3. Faellesskabet, medlemsstaterne og idraetsbevaegelsen boer understrege og styrke sportens opdragende rolle i samfundet

3.1. Udnyttelse af sportens opdragende rolle

3.2. En faelles kamp mod doping

4. Klare retlige rammer for sporten

4.1. Voldsom stigning i antallet af konflikter

4.2. Behov for en faelles indsats

4.2.1. Paa faellesskabsplan

4.2.2. Paa nationalt plan

4.2.3. Idraetsorganisationerne

5. Konklusion

1. Indledning

Paa moedet i Wien den 11. og 12. december 1998 mindede Det Europaeiske Raad "om erklaeringen om sport, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, og som anerkender sportens samfundsmaessige betydning" og opfordrede "Kommissionen til at forelaegge Det Europaeiske Raad i Helsingfors en rapport med henblik paa at bibeholde de nuvaerende strukturer paa sportsom raadet og bevare sportens samfundsmaessige funktion inden for Faellesskabets rammer". Med denne rapport imoedekommer Kommissionen opfordringen fra Det Europaeiske Raad.

Paa baggrund af denne opfordring og under henvisning til erklaeringen til Amsterdam-traktaten har der vaeret afholdt en raekke hoeringer (med den olympiske bevaegelse, idraetsforbund, sportsindustrien, medierne, regeringerne og EF-institutionerne) navnlig i forbindelse med moederaekken om sport inden for Den Europaeiske Union, der blev afholdt i Olympia den 20.-23. maj 1999. Sport er en aktivitet, som mere end noget andet beroerer og samler borgerne i Den Europaeiske Union, uden hensyn til alder og stilling. Over halvdelen af borgerne dyrker regelmaessigt sport enten i en af de 700 000 klubber, der findes i EU, eller uden for klubregi. Naesten to millioner traenere, instruktoerer og frivillige er beskaeftiget inden for sportsverdenen, enten som en del af deres arbejde eller i deres fritid.

Idraettens plads i samfundet, som noget alle har gavn af, er truet af forskellige nye faenomener, der er dukket op i de seneste aar, og som undertiden kompromiterer idraettens etik og organisationsprincipper. Som eksempel paa saadanne faenomer kan naevnes volden paa stadioner, korruptionen, den udvidede anvendelse af doping, udnyttelsen af unge idraetsudoevere og jagten paa hurtig profit til skade for en mere afbalanceret udvikling af idraetten.

I denne rapport gives forslag til, hvordan det kan lade sig goere at forene sportens oekonomiske dimension med den dimension af sporten, der vedroerer det folkelige, opdragelsesmaessige, samfundsmaessige og kulturelle aspekt.

2. Udviklingen i Europa risikerer at svaekke sportens opdragende rolle i samfundet

Selv om sporten praktiseres og organiseres paa forskellig vis i de forskellige EU-lande, er der mange faelles kendetegn, som goer det berettiget at tale om, at der eksisterer en faelles europaeisk sportsmodel, baseret paa faelles holdninger og principper.

I de senere aar har en raekke forhold haft indflydelse paa den europaeiske sportsmodel:

- Den stigende popularitet, som sporten har faaet, set i forhold til antallet af idraetsudoevere og tilskuere. Kampene i forbindelse med de sidste verdensmesterskaber i fodbold blev overvaeret af i alt 37 mia. seere, svarende til naesten 600 mio. seere pr. Kamp;

- Sportens internationalisering med en voldsom foroegelse i antallet af internationale konkurrencer. I 1999 blev der i Europa afholdt 77 verdensmesterskaber og 102 europaeiske mesterskaber;

- den oekomomiske dimension af sporten har faaet et hidtil uset omfang, hvilket f.eks. kan illustreres med den voldsomme stigning i antallet af TV-rettigheder: Vaerdien af de TV-rettigheder, som IOC har forhandlet paa plads, er steget fra 441 mio. dollar i 1992 (De Olympiske Lege i Barcelona) til et forventet beloeb paa 1 318 mio. for De Olympiske Lege i Sydney i 2000.

Disse forhold har en vis positiv indvirkning paa idraetten og paa samfundet som helhed. Antallet af job, der direkte eller indirekte er skabt af sportsindustrien, er saaledes steget med 60 % i loebet af det sidste tiaar, og det ventes, at man kommer op paa taet ved 2 mio. job. Det maa imidlertid samtidig anerkendes, at de omtalte forhold ogsaa kan give anledning til konflikter.

Dette manifesterer sig foerst og fremmest ved at kalenderen overbelastes af sportsbegivenheder, hvilket, sammen med det krav om resultater, som lyder fra sponsorerne, kan vaere en af grundene til at anvendelsen af doping er steget.

En anden konsekvens er, at antallet af oekonomisk interessante sportsbegivenheder er i voldsom stigning, hvilket kan foere til, at den kommercielle side fremmes paa bekostning af den sportslige side og at sportens plads i samfundet trues.

For det tredje kan visse sportsaktoerer og storklubber vaere fristede til at traede ud af forbundene for derved at faa mest muligt ud af sportens oekonomiske potentiale ud fra snaevre egoistiske hensyn. Denne tendens kan skade princippet om oekonomisk solidaritet mellem den professionelle sport og amatoeridraetten, samt det op- og nedrykningssystem, som findes i de fleste forbund.

Man har yderligere kunnet konstatere, at de unge, der stadigt tidligere deltager i sport paa hoejt plan, gaar en risikofyldt fremtid i moede, da de ofte ikke faar nogen erhvervsuddannelse, deres fysiske helbred og mentale sundhed kan tage skade, og deres overgang til anden beskaeftigelse kan vaere vanskelig.

3. Faellesskabet, medlemsstaterne og idraetsbevaegelsen boer understrege og styrke sportens opdragende rolle i samfundet

I erklaeringen om sport, knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten understreges "sportens samfundsmaessige betydning, navnlig dens identitetsskabende rolle og dens evne til at bringe mennesker sammen. Fysiske aktiviteter og idraet boer have en plads i EU-landenes uddannelsessystemer.

De vaerdier, som fysiske aktiviteter og idraet repraesenterer (lige muligheder, fair play, solidaritet etc.) skal ogsaa udbredes af sports- og idraetsforeninger. Alle socialgrupper og aldersgrupper har en eller anden form for beroering med sport, og sporten indtager derfor en central plads i samfundet og har en vigtig opdragende rolle.

3.1. Udnyttelse af sportens opdragende rolle

I Kommissionens "Hvidbog om almen uddannelse og erhvervsuddannelse" [1] understreges det, at "ordet viden i dets bredeste forstand defineres som tilvejebringelse af grundlaeggende, teknisk og erhvervsrelateret viden". Sidstnaevnte haenger sammen med den enkeltes "evne til at samarbejde, til at arbejde i grupper, kreativitet og straeben efter kvalitet"; kvaliteter der fremmes af sporten. Man kunne paa den baggrund opstille foelgende maal for faellesskabsforanstaltningerne inden for uddannelsesprogrammerne:

[1] «Undervise og laere - paa vej mod det kognitive samfund», Hvidbog om almen uddannelse og erhvervsuddannelse, Publikationskontoret, Luxembourg, 1995.

- at give idraet og fysiske aktiviteter en mere fremtraedende plads i skolen med stoette fra faellesskabsprogrammer;

- at goere det lettere for idraetsudoevere at blive omskolet, og lette deres senere integration i arbejdslivet;

- at fremme en tilnaermelse af de idraetsuddannelser, som ivaerksaettes i de enkelte medlemsstater.

Europaraadet har endvidere med rette understreget, at idraetsverdenen ogsaa er et ideelt sted at efterleve de demokratiske samfundsprincipper i praksis" [2]. Det fremgaar heraf, at de eksisterende faellesskabsprogrammer i hoejere grad kan anvende sporten som et middel til bekaempelse af udstoedelse, uligheder, racisme og fremmedhad.

[2] "Social cohesion sport", and Clearing House - Europaraadets afdeling for sport - Comitee for the Development of Sport, Strasbourg, marts 1999.

Den vold, som af og til udvikler sig i forbindelse med sportsbegivenheder er uacceptabel. De kompetente myndigheder boer, som led i Den Europaeiske Unions maalsaetning om at dens borgere sikres en hoej grad af beskyttelse i et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, intensivere deres samarbejde for at forhindre denne form for vold.

3.2. En faelles kamp mod doping

Det Europaeiske Raad i Wien understregede ligeledes sin "bekymring over omfanget og de alvorlige foelger af doping inden for sporten". Raadet understregede, at der er brug for en mobilisering i Den Europaeiske Union, og opfordrede medlemsstaterne til sammen med Kommissionen "at undersoege, hvordan man kan intensivere bekaempelsen af denne fare" i samarbejde med de sportslige organer.

De foranstaltninger, som Kommissionen [3] i et naert samarbejde med medlemsstaterne har ivaerksat, saetter ind paa tre forskellige fronter:

[3] "Faellesskabsplan til bekaempelse af doping inden for sport", KOM (1999) 643 af 1.12.99.

- Henvendelser til Den Europaeiske Gruppe vedroerende Etik. I sin udtalelse fremsaetter gruppen forskellige forslag til hvad myndigheder og idraetsorganisationer kunne goere;

- sammen med den olympiske bevaegelse at arbejde for oprettelsen af et internationalt antidopingagentur, der skal vaere uafhaengigt og aabent;

- en mobilisering af EF-instrumenter med henblik paa at supplere de ationer, der allerede er ivaerksat i medlemsstaterne, inden for forskning, folkesundhed, uddannelse og ungdom men ogsaa i relation til forebyggelse og samarbejde, som angivet i den tredje soejle. Der forestaar stadig et arbejde med at forbedre koordineringen af lovgivningen.

De omtalte foranstaltninger vil dog ikke faa nogen virkning, hvis ikke de offentlige myndigheder og idraetsorganisationerne griber ind overfor de forhold, der er aarsag til den stigende anvendelse af doping. Idraettens almindelige udvikling afhaenger ogsaa af, hvordan kampen mod doping udvikler sig.

4. Klare retlige rammer for sporten

Som det understreges i konklusionerne fra den europaeiske moederaekke om sport, der blev afholdt af Kommissionen i maj 1999 i Olympia, skal sporten vaere i stand til at tilpasse sig de nye kommercielle rammer, som sporten er undergivet, uden samtidig at miste sin identitet eller sin autonomi, som understreger de funktioner, som sporten varetager inden for det sociale, kulturelle, sundhedsmaessige og uddannelsesmaessige omraade.

Selv om traktaten ikke indeholder nogen specifikke bestemmelser om sport, skal Faellesskabet dog paase, at de initiativer, som traeffes af de nationale myndigheder eller af sportsorganisationerne er i overensstemmelse med de EF-retlige regler, herunder navnlig de principper, der gaelder for det indre marked: fri bevaegelighed for arbejdstagere, ertableringsretten og fri levering af tjenesteydelser m.v.

Det kan i den forbindelse vise sig hensigtsmaessigt at vedtage ledsageforanstaltninger eller foretage en koordinering eller fortolkning paa faellesskabsplan, som f.eks. i forhold til bekaempelse af doping. Saadanne tiltag skulle styrke retssikkerheden ved udoevelsen af idraetsaktiviteter og styrke idraettens samfundsmaessige funktion paa faellesskabsplan. Det kan derimod ikke paa faellesskabsrettens nuvaerende stade komme paa tale at ivaerksaette programmer eller udbetale stoette i stoerre omfang, ligesom der heller ikke kan gennemfoeres en faellesskabspolitik for sport.

4.1. Voldsom stigning i antallet af konflikter

Den oekonomiske udvikling, der kan observeres paa idraetsomraadet, og de loesninger, som forskellige offentlige myndigheder og idraetsorganisationer har soegt anvendt paa de problemer, som denne udvikling afstedkommer, goer det ikke umiddelbart muligt at bibeholde den aktuelle struktur paa sportsomraadet og at opretholde sportens plads i samfundet. Den voldsomme stigning i antallet af retssager er et tegn paa flere spaendinger.

- Visse klubber goer indvendinger mod det kollektive salg af TV-rettigheder. Der er anlagt mange retssager ved de nationale domstole og de domme, der er afsagt paa nationalt plan, kommer frem til divergerende resultater. Spoergsmaalet om kollektivt salg er ogsaa blevet rejst i visse sager, der verserer for Kommissionen;

- dommen i Bosman-sagen, som EF-Domstolen afsagde i december 1995 paa grundlag af princippet om fri bevaegelighed for arbejdstagere, har haft betydelige konsekvenser for den maade sporten organiseres paa i Europa. Dommen har i hoej grad bidraget til at afskaffe visse former for misbrug og til at fremme mobiliteten for idraetsudoeverne. Idraetsforbundene - som i oevrigt ikke har etableret et nyt system til erstatning for det, som Domstolen tilsidesatte - skoenner, at dommen har haft indflydelse paa den oekonomiske balance mellem klubberne og spillerne, og har givet problemer for uddannelsen af unge i klubberne. Visse klubber, der havde etableret uddannelsescentre for professionelle idraetsudoevere, har maattet se deres bedste folk rejse, uden at faa kompensation for de uddannelsesmaessige investeringer, de har foretaget;

- der er forskel paa skattelovgivningen og dermed paa beskatningen af professionelle idraetsfolk eller af idraetsklubber inden for Den Europaeiske Union. Denne situation skaber uligheder mellem de forskellige lande og klubber og bidrager til faenomenet med oekonomiske overbud;

- flere af landene i Den Europaeiske Union har paa det seneste erklaeret at ville fastsaette regler til begraensning af eller rammer for kommercialiseringen af sporten. Selv om disse foranstaltninger er positive, i den forstand at de soeger at bevare de sportslige principper og idraettens samfundsmaessige funktion, kan de dog bevirke, at forskellene mellem landene i Den Europaeiske Union oeges, og kan dermed give problemer i EF-retlig henseende;

- der klages ogsaa over forbundenes monopol paa afholdelse af sportskonkurrencer, over enkeltpersoners mulighed for at eje flere klubber ("multiple ownership"), reglerne om sportens geografiske opdeling, professionelle klubbers vedtaegter samt over forbundenes udoevelse af visse former for kommerciel virksomhed.

Modsat er der under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet truffet andre foranstaltninger paa faellesskabsplan, som fastlaegger de retlige rammer til bevarelse af idraettens almene dimension. Et eksempel er den beslutning, der i 1997 blev truffet i forbindelse med aendringen af direktivet "Fjernsyn uden graenser". Det aendrede direktiv indeholder bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne - under overholdelse af de EF-retlige regler - kan traeffe foranstaltninger til sikring af, at den brede offentlighed faar adgang til de stoerre sportsbegivenheder.

4.2. Behov for en faelles indsats

Det er, som fastslaaet af Det Europaeiske Raad men ogsaa af Europa-Parlamentet [4] og Regionsudvalget [5], oenskeligt at idraettens samfundsmaessige funktion saavel som den nuvaerende idraetsstruktur i Europa bevares, men der er behov for nye maader at forholde sig til idraetten paa, saavel paa EU-plan, under overholdelse af traktatens bestemmelser, herunder isaer subsidiaritetsprincippet, og med skyldig hensyntagen til idraetsorganisationernes autonomi.

[4] Europa-Parlamentets beslutning om Den Europaeiske Unions rolle paa sportsomraadet, EFT C 200 af 30.6.97.

[5] Regionsudvalgets udtalelse om "Den europaeiske sportsmodel", nr. 37/99 af 15.9.99.

Det nye bestaar i at bevare sportens traditionelle vaerdier i en tid, hvor sportens oekonomiske og juridiske rammer er under forandring. Formaalet er at faa en helhedsopfattelse af sporten. Denne vision forudsaetter at de forskellige aktoerer (idraetsbevaegelsen, medlemsstaterne og Det Europaeiske Faellesskab) i hoejere grad naar til enighed om eventuelle tiltag, uanset paa hvilket niveau de skal ivaerksaettes. Dette skal goere det muligt at praecisere, hvilke retlige rammer der gaelder for de forskellige aktoerer paa sportsomraadet, og paa hvilket niveau de er fastsat.

I betragtning af sportens stigende internationalisering og den direkte indflydelse, som EU-politikken har paa sporten inden for Europa, er det i den forbindelse ikke til at komme uden om EU.

4.2.1. Paa faellesskabsplan

Sportssektoren er, for saa vidt angaar oekonomiske aktiviteter, paa samme maade som andre oekonomiske sektorer undergivet bestemmelserne i EF-traktaten. Ved anvendelsen af traktatens konkurrenceregler paa sportssektoren skal der tages hensyn til sportens saerlige karakteristika, isaer den indbyrdes afhaengighed mellem idraetsaktiviteter og oekonomiske aktiviteter, princippet om lige muligheder og om, at resultaterne ikke er givet paa forhaand.

For at skabe klarere retlige rammer, kunne man - med forbehold af den konklusion Kommissionen maatte naa frem til paa baggrund af en indgaaende analyse af den enkelte sag - give eksempler paa idraetsorganisationernes aktiviteter.

4.2.1.1. Aktiviteter der ikke er omfattet af traktatens konkurrenceregler.

De regler, som idraetsorganisationerne fastsaetter, og uden hvilke sporten ikke kunne eksistere, eller regler, som er noedvendige for idraettens organisation eller afholdelsen af konkurrencer, vil formentlig ikke vaere omfattet af konkurrencereglerne. Regler, der er en del af den enkelte sportsgren, er foerst og fremmest "spillereglerne". Formaalet med disse regler er sikre konkurrence paa lige vilkaar.

4.2.1.2. Aktiviteter der ifoelge konkurrencereglerne i princippet ikke er tilladt

Herunder hoerer en restriktiv praksis i forbindelse med de oekonomiske aktiviteter, der har tilknytning til sporten. En saadan praksis, kan isaer bestaa i at begraense parallelimporten af sportsudstyr, og i at begraense salget af entrébilletter til stadioner, hvorved tilskuere med bopael uden for et EU-land diskrimineres i forhold til tilskuere med bopael i det paagaeldende EU-land.

Det er ikke tilladt at indgaa sponsoraftaler, der lukker et marked, saaledes at andre leverandoerer udelukkes uden at dette er objektivt begrundet. Internationale transfersystemer, der er baseret paa arbitraert fastsatte betalinger, der ikke staar i forhold til uddannelsesomkostningerne, synes ikke at vaere tilladte, uanset spillerens nationalitet.

Endelig vil det formentlig heller ikke - medmindre dette er objektivt begrundet - vaere tilladt for en idraetsorganisation at anvende sin regeludstedende befoejelse til at udelukke enhver oekonomisk aktoer fra markedet, som - selv om den paagaeldende overholder de berettigede kvalitets- eller sikkerhedsnormer - ikke fra den paagaeldende organisation har kunnet faa udstedt dokumentation for, at produkterne opfylder de kraevede kvalitets- eller sikkerhedsforskrifter.

4.2.1.3. Praksis, der kan undtages fra konkurrencereglerne

- I den foeromtalte Bosman-sag anerkendtes, at det var en berettiget maalsaetning, at sikre en balance mellem klubber, saaledes at der bevares en vis grad af lige muligheder og en vis usikkerhed om resultaterne og at fremme rekrutering og uddannelse af unge spillere. Heraf foelger, at aftaler mellem professionelle klubber eller beslutninger truffet af deres sportssammenslutninger, der har til formaal at opnaa disse maal vil kunne undtages. Paa samme maade vil et transfersystem eller standardaftaler baseret paa betalinger fastsat paa objektivt grundlag, og som staar i forhold til de uddannelsesmaessige omkostninger eller en eksklusiv ret til at transmittere sportsbegivenheder - begraenset i tid og raekkevidde - ligeledes kunne undtages. Det foelger heraf, at man i den forbindelse ligeledes skal overholde traktatens oevrige bestemmelser og isaer de, der sikrer den fri bevaegelighed for professionelle sportsudoevere.

- Sponsoraftaler af kortere varighed, der indgaas efter afholdelsen af et udbud, der indeholder gennemsigtige og ikke-diskriminerende udvaelgelseskriterier, vil ogsaa kunne godkendes.

- Der vil eventuel kunne gives undtagelser ved faelles salg af senderettigheder, men der skal herved tages hensyn til fordelene for seerne, ligesom det skal paases, at konkurrencebegraesningen ikke er mere vidtgaaende end noedvendigt for at tilgodese det naevnte objektive hensyn. I den forbindelse boer det ogsaa undersoeges, i hvilket omfang der kan skabes sammenhaeng mellem det faelles salg af rettigheder og en oekonomisk solidaritet mellem den professionelle idraet og amatoeridraetten, maalsaetningen om uddannelse af unge idraetsfolk og om at fremme idraetten i forhold til befolkningen som helhed. I forhold til afstaaelse af eksklusive senderettigheder til sportsbegivenheder, vil imidlertid en eneret, der som foelge af sin varighed eller sin raekkevidde foerer til at markedet lukkes, sandsynligvis vaere forbudt.

4.2.2. Paa nationalt plan

Ogsaa de nationale myndigheder boer goere retsreglerne klarere for at sporten kan bevare sin nuvaerende struktur og dens samfundsmaessige funktion.

De nationale forbundsstrukturer kan bevares, hvis man soerger for, at de anerkendes i alle EU-landenes lovgivning. En anden maade kunne vaere at indgaa partnerskabsaftaler mellem staten og idraetsforbundene og ved at give de repraesentative idraetsforbund en saerlig status, hvortil man kunne hente inspiration fra de professionelle foreninger. Samtidig boer der foretages en retlig undersoegelse af klubbernes retsstilling, og af kommercielle eller finansielle gruppers opkoeb af eller kapitaltilfoersel til klubber.

4.2.3. Idraetsorganisationerne

Etableringen af klarere retlige rammer for idraetten kraever ogsaa, at forbundene goer en indsats for at praecisere deres opgaver og vedtaegter. Den hierarkiske opbygning af den europaeiske idraetsverden indebaerer, at idraetsforbundene i praksis faar en monopolstilling. Hvis der eksisterede flere forbund inden for den samme disciplin, ville der vaere risiko for betydelige konflikter. Desuden er det ved afholdelsen af nationale mesterskaber, og ved udvaelgelsen af nationale atleter og hold til internationale konkurrencer ofte forudsat, at der kun eksisterer ét forbund for samtlige idraetsforeninger og konkurrenter inden for samme idraetsgren.

Det er noedvendigt, at forbundene ogsaa paatager sig et ansvar for at fremme amatoeridraetten og den professionelle sport og at bidrage til den sociale integration af unge, handicappede m.fl. Saadanne opgaver boer udtrykkeligt fremgaa af forbundenes vedtaegter. Disse ansvarsomraader boer slaa effektivt igennem i praksis og boer komme til udtryk i form af finansielle mekanismer til sikring af intern solidaritet, og gennem strukturelle og solidariske relationer mellem konkurrenceidraetten og amatoeridraetten. I forhold til aktiviteter, der har en oekonomisk dimension, skal der opstilles principper om gennemsigtighed og lige adgang til markedet, om en effektiv og beviselig omfordeling og om klarere kontrakter, samtidig med at sportens saerlige karakter understoettes.

Det skal understreges, at traktatens grundlaeggende friheder almindeligvis ikke vil hindre sports- og idraetsforeningers fastsaettelse af generelle regler, saafremt de er objektivt begrundede, ikke-diskriminerende, noedvendige og overholder propor tio nalitets princippet.

Man skal desuden i et partnerskab med idraetsforbundene finde loesninger paa, hvordan der kan udarbejdes alternativer til de transfersystemer, som blev tilsidesat i Bosman-dommen.

5. Konklusion

Paa spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen kan garantere, at den udvikling der for oejeblikket kan iagttages inden for sportsverdenen, ikke kommer til at kompromittere de aktuelle strukturer og sportens samfundsmaessige funktion, er svaret klart nej. Traktaten tillaegger i hvert fald ikke Kommissionen nogen direkte kompetence paa sportsomraadet.

Det er noedvendigt at gribe tingene an paa en ny maade for at bibeholde de nuvaerende strukturer paa sportsomraadet og at bevare sportens samfundsmaessige funktion. Det forudsaetter foerst og fremmest, at de forskellige aktoerer tager udgangspunkt i de samme sportslige principper:

- Den Europaeiske Union anerkender, at sporten har en fremtraedende rolle i det europaeiske samfund og finder, at det er af afgoerende betydning, at man bevarer sportens rolle som integrationsfremmer i samfundet, dens opdragelsesmaessige rolle og dens bidrag til bedste for folkesundheden og som noget alle har gavn af.

- Sportens integritet og autonomi skal bevares. Opkoeb af sportsklubber foretaget af kommercielle organer (kommunikationsgrupper) skal, hvis der gives tilladelse hertil, foregaa inden for klare rammer af hensyn til bevarelsen af strukturerne paa sportsomraadet og idraettens etik.

- Op- og nedrykningssystemet er et kendetegn for den europaeiske sport. Dette system giver de smaa og mellemstore klubber bedre chancer og beloenner sportspraestationer.

- Doping og sport kan ikke forenes. Der maa ikke ske den mindste svaekkelse af kampen mod doping.

- "Handelen" med unge idraetsudoevere skal bekaempes. Alle unge idraetsudoevere, som klubberne traener med henblik paa deres deltagelse i konkurrencer paa eliteplan, skal herud over modtage en supplerende erhvervsmaessig uddannelse.

Paa grundlag af disse principper er der behov for, at der mellem EFs institutioner, medlemsstaterne og idraetsorganisationerne etableres et nyt partnerskab til sikring af samstemmende initiativer, som skal fremme idraetten i det europaeiske samfund under hensyntagen til idraettens vaerdier, idraetsorganisationers autonomi og subsidia ritets princippet.

Hvis aktoererne paa sportsomraadet (forbund, medlemsstater og EU) ikke foretager nogen koordinering af den maade de handler paa, og i stedet handler hver for sig, risikerer de, at disse faelles principper gaar tabt. En samordnet indsats fra EU, medlemsstaterne og idraetsforbundene vil derimod kunne bidrage effektivt til at vaerne om sportens plads i de europaeiske samfund, samtidig med at sporten organiseres paa en maade, der er tilpasset den nye oekonomiske virkelighed.