Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets beslutning om indførelse af et EF-handlingsprogram for civilbeskyttelse"(1)

(1999/C 169/06)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 9. februar 1999 under henvisning til EF-traktatens artikel 235 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Soscha zu Eulenburg til ordfører og Giorgio Liverani og Clive Wilkinson til medordførere. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. april 1999.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 363. plenarforsamling af 28.-29. april 1999, mødet den 28. april 1999, følgende udtalelse med 87 stemmer for, ingen imod og 3 hverken for eller imod.

1. Kommissionens forslag

1.1. Civilbeskyttelsesforanstaltninger, der er hjemlet i traktatens artikel 3, litra t), er nødvendige, da EU ofte rammes af større naturkatastrofer som f.eks. oversvømmelser, jordskælv, jordskred og skovbrande. Siden 1985 har EU i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet skabt operationelle mekanismer for at styrke samarbejdet mellem de ansvarlige for civilbeskyttelsen i EU.

1.2. Efter Rådets vedtagelse af det toårige handlingsprogram for civilbeskyttelse (1998/1999) iværksatte Kommissionen flere større projekter i snævert samarbejde med de myndigheder, der i medlemsstaterne beskæftiger sig med civilbeskyttelse. Disse projekter har alle til formål at opstille fælles regler og retningslinjer samt skabe et netværk af eksperter på de pågældende områder.

1.3. Det nye handlingsprogram for civil beskyttelse, som Kommissionen nu foreslår, dækker perioden 2000-2004 og skal bidrage til at konsolidere og styrke resultaterne af ovennævnte større projekter. Der skal endvidere igangsættes nye større projekter på områder som forebyggelse, beredskab, nødhjælp og genophjælpning, der skal bidrage til, at eksisterende forbilledlige procedurer til opstilling af fælles regler ogretningslinjer, til uddannelse, pilotprojekter, støtteaktioner osv. fortsættes. Kommissionen foreslår et årligt budget på 2 mio. euro til dette program.

2. Almindelige bemærkninger

2.1. Indledning

2.1.1. Uanset årsagerne til en katastrofe må det konstateres, at virkningerne og dermed den trussel, som den udgør for naturen og befolkningen, antager stadig større dimensioner og bliver vanskeligere og vanskeligere at vurdere og kontrollere på grund af deres kompleksitet.

2.1.2. Det er kun muligt at reagere virksomt og effektivt på katastrofer, hvis interventionerne planlægges i rette tid på grundlag af en omfattende risikovurdering, og hvis de foranstaltninger, som de involverede organisationer, institutioner og myndigheder iværksætter, er afstemt efter hinanden og indøvet i praksis.

2.1.3. Katastrofer kender ikke nationale grænser. Skal EU's borgere, som er udsat for en bred vifte af risici, kunne beskyttes effektivt, og skal vidtrækkende trusler mod miljøet forhindres eller i det mindste minimeres, er det en forudsætning, at hjælpeforanstaltningernes effektivitet ikke sættes på spil, fordi de ikke koordineres, eller fordi medlemsstaterne vedtager forskellige handlingsplaner.

2.2. Handlingsprogrammets mål

2.2.1. De mål, der opregnes i begrundelsens punkt 7, og som svarer til de kriterier, der opstilles i artikel 3, stk. 2, støttes fuldt ud.

2.2.2. I tider, hvor ressourcerne bliver stadig knappere, forekommer det at være uomgængeligt nødvendigt at udnytte synergieffekter og at inddrage andre organisationer og institutioner, når der skal ydes effektiv hjælp. EU's bestræbelser på dette område må støttes.

2.3. Handlingsprogrammet

2.3.1. ØSU mener, at der skal tages hensyn til forskning og teknologisk udvikling.

2.3.2. Da grundlaget for en hensigtsmæssig - virksom og effektiv - intervention er en omfattende og solid risikoanalyse, bør medlemsstaterne opfordres til at støtte forskningsprojekter, der især belyser naturkatastrofers og teknologiske ulykkers virkninger på tværs af grænserne.

2.3.3. Skal civilbeskyttelsen i EU videreudvikles hensigtsmæssigt, forekommer det nødvendigt at gennemføre en omfattende risikoanalyse som grundlag for gennemførelsen af passende forebyggende foranstaltninger.

2.3.4. Dette analysearbejde bør følges af en ekstern evalueringsgruppe bestående af repræsentanter for de relevante områder inden for videnskaben, de statslige myndigheder og ngo'erne. En udtrykkelig bestemmelse herom bør indføjes i handlingsprogrammet.

2.3.5. Da befolkningens evne til selvhjælp bidrager væsentligt til at forbedre situationen efter en katastrofe, kan det kun hilses velkomment, at programmet på dette punkt omfatter oplysning, uddannelse og bevidstgørelse.

2.3.6. Man bør også være opmærksom på i højere grad at inddrage befolkningen i faste organisationsstrukturer, da man således kan udnytte potentiale, der ellers ville ligge brak.

2.4. Retsgrundlag

2.4.1. Retsgrundlaget for civilbeskyttelse bør revideres, især med henblik på udvidelsen af EU, da EU-traktatens artikel 235 ikke vil være tilstrækkelig i fremtiden.

2.4.2. Men skabelsen af et retsgrundlag, der også i fremtiden kan være gældende for EU's aktiviteter på civilbeskyttelsesområdet, må ikke føre til, at subsidiaritetsprincippet opgives, heller ikke selv om det principielt kunne være fornuftigt at have retningslinjer på det tekniske område og hvad angår selve nødhjælpsinterventionerne - i det mindste i tilfælde af grænseoverskridende katastrofer og forsvarsaktioner.

2.4.3. Nationale planer og foranstaltninger bør fortsat støttes og fremmes gennem et samarbejde på EU-plan.

2.4.4. Det gældende retsgrundlag for et EU-handlingsprogram må revideres med henblik på fremtiden, og det må drøftes, om det er nødvendigt at øge budgettet.

2.5. Fremtidsperspektiver

2.5.1. ØSU mener, at det efter en evalueringsfase er rimeligt at anstille overvejelser over fremtidsperspektiverne for civilbeskyttelsesaktiviteter.

2.5.2. Der må drages omsorg for, at viden og erfaringer, som indsamles i løbet af handlingsprogrammet, udnyttes efter programmets udløb.

3. Sammenfatning

3.1. Som de seneste års erfaringer viser, bliver katastroferne i Europa og deres virkninger for samfundet og borgerne mere og mere komplekse.

3.2. Omfattende risikoanalyser foreligger kun sjældent og kan derfor ikke danne grundlag for en solid planlægning hvad angår civilbeskyttelse.

3.3. Derfor er det hensigtsmæssigt ikke blot at koncentrere katastrofeforskningen om forebyggelse af risici, men også om en tværfaglig risikoanalyse.

3.4. Endvidere må synergieffekter udnyttes i enhver henseende, dvs. at andre EU-områder og -foranstaltninger må inddrages i civilbeskyttelsen.

3.5. Hjælp i katastrofetilfælde ydes i første omgang lokalt. Det betyder, at EU-borgernes evne til selvhjælp og deres bevidsthed om, at civilbeskyttelse er en opgave for alle, må styrkes.

3.6. Samarbejdet mellem medlemsstaterne inden for civilbeskyttelse må fremmes, også ud over det planlagte handlingsprograms løbetid.

Bruxelles, den 28. april 1999.

Beatrice RANGONI MACHIAVELLI

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 28 af 3.2.1999, s. 29.