Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og ændring af direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)« () (98/C 157/02)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. november 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 100 A at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede Robert Pelletier til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. marts 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 353. plenarforsamling af 25. og 26. marts 1998, mødet den 25. marts 1998, med 94 stemmer for og 2 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. En udvidelse af erstatning til skadelidte ved færdselsuheld i EU har siden oprettelsen af det indre marked for forsikringsvirksomhed ligget EU's lovgivende myndighed stærkt på sinde.

1.2. Dette punkt er meget vigtigt, da det er med til at lette den traktatfæstede frie bevægelighed for personer og dermed hjælpe til gennemførelsen af det indre marked.

1.3. Forslaget til det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv fremsættes i en tid med voksende mobilitet blandt EU-borgerne, som tiere og tiere opholder sig i kortere perioder i en anden medlemsstat end deres hjemland. Disse regelmæssige befolkningsstrømme, som ofte er betinget af ferieperioderne, er kendetegnet ved en regelmæssig stigning i antal og ved en stor ulighed mellem de forskellige medlemsstater. Der kan tales om lande med en stor »eksport« af turister, lande med en stor »import« og lande, der gennemrejses.

1.4. Den statistiske risiko for en fysisk person for, under et midlertidigt ophold i en anden EU-medlemsstat end vedkommendes eget hjemland, at blive udsat for et uheld er altså reelt til stede, sådan som de underskriftsindsamlinger, som Parlamentet har modtaget, vidner om, selvom risikoen dog er lille.

2. Forhistorie

2.1. Det grønne forsikringskort blev skabt i slutningen af 1940'erne af FN's transportudvalg, som inden for en overenskomst mellem bureauerne organiserede en fordeling af de uheld, der forårsagedes uden for det land, hvor skadevolderen var forsikret, af motorkøretøjer registreret i et europæisk land.

2.2. Kommissionen har siden det første motorkøretøjsforsikringsdirektiv fra 1972 (72/166/EØF), som indførte en obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer i hele det daværende EF, ønsket at forbedre erstatningsmulighederne for skadelidte ved trafikuheld i EU. Andet og tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv (84/5/EØF) og (90/232/EØF) forbedrede beskyttelsen af skadelidte.

2.3. Andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv af 30. december 1983 er baseret på »det grønne kort« og omhandler sager om trafikuheld i skadelidtes hjemland forvoldt af motorkøretøjer, der er indregistreret og forsikret i det pågældende land eller en anden EU-medlemsstat.

2.4. Tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv af 14. maj 1990 giver mulighed for frit at yde tjenesteydelser inden for motorkøretøjsforsikring, og omhandler situationer, hvor uheldet opstår i skadelidtes hjemland og forvoldes af et køretøj, der er indregistreret i det samme land, men forsikret af et forsikringsselskab i en anden EU-medlemsstat efter reglerne om udveksling af tjenesteydelser.

2.4.1. Ovennævnte direktiv indførte et obligatorisk medlemsskab af »Grønne Kort Bureauerne« og af de nationale garantifonde for alle forsikringsselskaber, etablerede eller ej, som opererede på dette marked.

2.5. Motorkøretøjsforsikringsdirektiverne gør det altså ikke muligt på tilfredsstillende praktiske vilkår at dække sager, hvor personer er indblandet i færdselsuheld uden for deres hjemland.

2.6. Kommissionen opdagede denne mangel og fremlagde i begyndelsen af 1990'erne dette spørgsmål for de pågældende erhvervsorganisationer, nemlig Europaudvalget for forsikringsvirksomhed (Comité Européen des Assurances) og Bureauernes Råd (Council of Bureaux).

2.7. Bureauernes Råd, som varetager det grønne kort system, har oprettet en overenskomst kaldet »skadelidte besøgende« for at behandle disse tilfælde. Det var dog ikke muligt at forhandle sig frem til en aftale, da det ikke lykkedes at opnå enighed blandt bureauerne og samtidig kunne en udvidelse af de direkte krav - som er hjørnestenen i klagesystemet over for en repræsentant - ikke garanteres med optimale retssikkerhedsbetingelser.

2.8. Da dette emne er af meget stor betydning og meget følsomt, har Europaudvalget for forsikringsvirksomhed udtalt sig positivt vedrørende et direktivforslag, som er det eneste middel til at garantere et ensartet beskyttelsesniveau inden for EU og særligt til i EU at skabe ret til direkte krav over for skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.

2.9. I 1995 gik Parlamentet ind i sagen som følge af et antal andragender fra skadelidte ved trafikuheld forårsaget uden for deres hjemland. I disse andragender gøres opmærksom på de lange frister for erstatningsudbetaling og de langsommelige procedurer. Retsudvalget udpegede Willy Rothley til ordfører, og han stod bag den resolution, som Parlamentet vedtog den 26. oktober 1995 i henhold til traktatens artikel 138 B.

2.10. Kommissionens tjenestegrene fulgte Parlamentets opfordring og udarbejdede et direktivforslag, som bygger på følgende principper:

- indførelse af ret til direkte krav mod skadevolders ansvarsforsikringsselskab,

- udnævnelse i alle forsikringsselskaber af en repræsentant, som er bemyndiget til at behandle skadessager i alle EU-medlemsstater,

- oprettelse af et informationskontor, som kan oplyse skadelidte om navn og adresse på skadevolderens ansvarsforsikringsselskab samt på den repræsentant, som i skadelidtes hjemland er bemyndiget til at behandle skadessager,

- indførelse af en forpligtelse for alle forsikringsselskaber til at meddele tilbud med tidsfrister og sanktioner,

- igangsættelse af en erstatningsprocedure for skadelidte via et ad hoc organ i skadelidtes hjemland, som kan rejse krav mod erstatningsorganet i det land, hvor uheldet er sket, i tilfælde hvor der ikke findes en repræsentant eller hvor forsikringsselskabet trækker sagen i langdrag.

3. Generelle bemærkninger

3.1. ØSU er positivt indstillet over for direktivforslaget, som er en nødvendig del af skabelsen af det indre marked, og som vil gavne forbrugere, der stilles over for følgende problemer i forbindelse med uheld i udlandet:

- sprog- og kommunikationsproblemer,

- problemer med at identificere skadevolderen og hans forsikringsselskab,

- forskelle i vilkårene for at stille skadevolderen til ansvar,

- forskelle i procedure- og erstatningsregler mellem landene.

3.2. Det er ØSU's ønske, at dette direktivforslag vedtages hurtigst muligt og »markedsføres« af Kommissionen samt i alle medlemsstaterne af de berørte parter: de offentlige myndigheder, forsikringsbranchen, forbrugersammenslutninger, turistbranchen osv.

3.3. Bortset fra enkelte ønskværdige sproglige forbedringer af visse passager, har ØSU konstateret en vis usikkerhed i de berørte erhvervskredse vedrørende opfyldelse af visse forpligtelser indeholdt i direktivforslaget, særligt vedrørende oprettelsen inden en vis tidsfrist af et register med oplysninger om indregistrering af motorkøretøjer, forsikringsselskabernes adresser samt oplysninger om den repræsentant, der er bemyndiget til at behandle skadessager.

3.4. På baggrund af dette bør spørgsmålet om indførelsen af en yderligere tidsfrist for oprettelsen af dette specifikke punkt i direktivforslaget behandles yderligere, da oprettelsen af et sådant register, som i mange EU-medlemsstater endnu ikke forefindes, er tidskrævende, idet de nødvendige tekniske og finansielle midler skal skaffes til veje.

3.5. Spørgsmålet om omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen af dette direktivforslag er blevet rejst af de implicerede parter. ØSU ønsker i den forbindelse at få at vide, om Kommissionen som led i de traditionelle konsekvensvurderinger har opstillet en vurdering over de økonomiske omkostninger ved forslaget.

3.6. ØSU finder det i øvrigt indlysende, at andre etaper må gennemgås, når dette direktivforslag er blevet vedtaget.

3.6.1. Selvom der er tale om et mere generelt problem bør Kommissionen overveje, om skadelidtes adgang til reglerne om bevisbyrde bør lettes og gøres hurtigere, særligt med hensyn til udlevering af politirapporter etc.

3.6.2. Med hensyn reglerne for erstatning ville det ligeledes være ønskeligt på langt sigt at gennemføre en harmonisering på europæisk niveau, selvom forudsætningerne for reel konvergens ikke er til stede i øjeblikket.

3.6.3. Europaudvalget for Forsikringsvirksomhed har bidraget til konkret at lette behandlingen af skader i udlandet ved hjælp af indførelsen af en europæisk skadesformular, som benyttes i en lang række medlemsstater.

Ret til at rejse direkte krav

3.7. Medtagelsen af denne ret i samtlige medlemsstaters lovgivning er unægteligt et vigtigt middel til at forbedre forholdene for skadelidte, der søger erstatning. Der er tale om en nyskabelse for Storbritannien og Irland.

3.8. ØSU konstaterer, at denne ret til at rejse direkte krav kun vil gælde de skadelidte, der opfylder kriterierne i artikel 1, dvs. skadelidte udsat for uheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, og som er forårsaget af et køretøj, som er indregistreret i en anden medlemsstat og forsikret i et forsikringsselskab i en anden medlemsstat.

3.9. ØSU har sine tvivl om det berettigede i denne begrænsning og mener, at dette direktivforslag er en god lejlighed til at udvide denne ret til at gælde for alle skadelidte ved trafikuheld, der opstår inden for EU.

Udnævnelse af en repræsentant bemyndiget til at behandle skadessager

3.10. Medlemsstaterne skal iværksætte de nødvendige foranstaltninger, således at de godkendte forsikringsselskaber, der opererer i forsikringsklasse 10, udpeger en repræsentant bemyndiget til at behandle skadessager i hver medlemsstat. Denne nye forpligtelse, der påhviler forsikringsselskaberne, skal lette procedurerne for skadelidte. Forpligtelsen føjes til listen over de betingelser, der skal opfyldes, før en forsikringsvirksomhed kan opnå godkendelse.

3.10.1. Udnævnelsen af en sådan repræsentant bliver derved en betingelse for udstedelse af et EF-pas.

3.11. ØSU udtrykker tilfredshed med den valgte metode, men tvivler på, at kontrolmyndighederne kan foretage kontrol. Kontrolmyndighederne skal nemlig stille som krav, at de allerede godkendte forsikringsselskaber udnævner en korrespondent, samt sørge for, at ansøgningerne er fuldstændige. De europæiske forsikringsselskaber bør bibringe de respektive kontrolmyndigheder større forståelse for betydningen af denne nye opgave, og bør opnå indførelse af en yderligere bestemmelse på dette punkt i protokollen vedrørende samarbejde mellem forsikringskontrolmyndighederne i landene inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde; den nævnte protokol blev ændret i oktober 1997.

3.12. Denne nye formalitet udgør nok ikke nogen alt for stor byrde for forsikringsselskaberne, idet listen over fysiske eller juridiske personer, der kan udfylde dette hverv, er åben. Kommissionen meddeler i den forbindelse i begrundelsen til artikel 3, at hensigten er, at »selskaberne skal have betydelig frihed«. Forsikringsselskaberne vil dermed let kunne anvende de nuværende strukturer: datterselskaber, afdelinger, assurandører, bureauer for behandling af skadessager ... eller fysiske personer, der i forvejen udfylder hverv som advokater, mandatarer, repræsentanter for afgiftsmyndighederne eller repræsentanter for forsikringsydelser i henhold til artikel 6 i direktiv 90/618/EØF.

3.13. I øvrigt forhindrer udnævnelsen af en sådan repræsentant naturligvis ikke, at forsikringsselskabet tager direkte kontakt til den eller de skadelidte. Denne smidighed, som fører til direkte krav mod den repræsentant, der er bemyndiget til at behandle skadessager, er yderst vigtig, da den respekterer de mange forskellige situationer, herunder særligt dem, hvor den skadelidte har tegnet en »retshjælpsforsikring«.

3.14. Definitionen af det mandat, der binder repræsentanten til det selskab, der har udnævnt ham, bør indeholde samme smidighed - det er den mulighed, der er indeholdt i artikel 3, stk. 5, - for ikke at forpligte aktørerne til at ændre deres kontraktforhold i forhold til tredjemand eller deres struktur på de internationale markeder.

3.15. Med hensyn til de kvalifikationer, som en repræsentant til behandling af skadessager skal være i besiddelse af, vil det være ønskeligt udtrykkeligt at præcisere, at han skal henvende sig til de skadelidte på det eller de officielle sprog i skadelidtes bopælsland. Sprogbarriererne udgør nemlig en af de største hindringer for gennemførelsen af erstatningsprocedurerne.

Forpligtelse til at fremsætte erstatningstilbud

3.16. Artikel 3, stk. 6, indeholder en forpligtelse til inden tre måneder at fremsætte erstatningstilbud med mulighed for sanktioner »når erstatningsansvaret er afgjort og erstatningen udregnet«. Der er tale om en yderst vigtig bestemmelse i direktivet, som har stor betydning for dets effekt, og som bør gøre indgriben fra erstatningsorganet i art. 5 til en ren undtagelse.

3.17. Denne forpligtelse til at fremsætte erstatningstilbud har eksisteret på det franske marked, siden loven af 5. juli 1985 trådte i kraft. Dette system, som medfører økonomiske sanktioner i tilfælde af manglende eller utilfredsstillende erstatningstilbud, har fungeret til både forsikringsselskabernes og forsikringstagernes tilfredshed i over 10 år.

3.18. I lyset af de franske erfaringer bør det bemærkes, at gennemførelsen af forpligtelsen til at fremsætte erstatningstilbud, som påhviler forsikringsselskabet, hviler på en realistisk vurdering af bedømmelsesprocedurerne for fysiske og materielle skader. Derfor henvises der i den franske forsikringslovsamling til begrebet konsolidering af skadelidtes tilstand.

3.19. Denne henvisning, som svarer til lignende foranstaltninger på andre markeder i EU (Belgien, Spanien, Portugal, Italien, ...), bør undersøges nærmere, da den kunne gøre reglerne mere effektive både for forsikringsselskaberne og forsikringstagerne.

3.20. ØSU rejser spørgsmålet om muligheden for at nå til en aftale om indførelse af en sådan henvisning, som kunne bestå i en tilføjelse sidst i første tankestreg i artikel 3, stk. 6: »samt konsolidering af skadelidtes tilstand«. Denne ændring har imidlertid kun mening, hvis der henvises til en gængs sædvane i medlemsstaterne.

3.21. Dette ønske om realisme bør også føre til en understregning af, at et erstatningskrav fra skadelidte selv eller en repræsentant skal være begrundet og indeholde alle elementer, som er nødvendige for vurderingen af de materielle og fysiske skader.

Oprettelse af et register

3.22. Det informationskontor, som er beskrevet i artikel 4, stk. 1, skal hovedsageligt føre »et register over motorkøretøjer indregistreret i den pågældende medlemsstat, over de forsikringsselskaber, hvor disse køretøjer er ansvarsforsikret, og over repræsentanter bemyndiget til at behandle skadessager...« med det sigte at gøre det lettere at identificere forsikringsselskabet i forbindelse med åbningen af skadesbehandlingen.

3.23. ØSU kan kun støtte oprettelsen af en sådant informationskontor med henblik på at hjælpe de skadelidte, og som desuden skulle give bedre muligheder for at bekæmpe forsikringsundladelser, men ØSU stiller dog spørgsmålstegn ved muligheden for at oprette dette informationskontor inden for den i direktivforslaget fastsatte tidsramme.

3.24. Adskillige problemer bør fremhæves:

- i flere medlemsstater har de forsikringsselskaber, som ansvarsforsikrer motorkøretøjer, ikke systematisk oplysninger om hvert motorkøretøjs indregistreringsnummer,

- det er på nuværende tidspunkt ikke muligt i alle medlemsstaterne at identificere forsikringsselskabet på baggrund af indregistreringsnummeret. Et sådant system eksisterer rent faktisk i Tyskland og Østrig, hvorimod der i Frankrig og Italien er en forbindelse mellem nummerpladen og forsikringstageren,

- de eksisterende registre, der mere eller mindre svarer til indholdet i artikel 4, føres af et eller flere organer (offentlige myndigheder, brancheforeninger, uafhængige foreninger...), som bør have tid til at fastlægge deres partnerskab for derefter at skabe et enkelt informationskontor.

3.25. ØSU insisterer på, at en yderligere tidsfrist gives under alle omstændigheder, f.eks. 30 måneder i stedet for 24. En sådan tidsfrist ville være mere realistisk og give alle medlemsstater mulighed for, i overensstemmelse med de nationale regler og EU-reglerne om personoplysninger, at etablere et enkelt informationskontor, som på pålidelig vis og om muligt ud fra fælles normer skal indsamle disse oplysninger, vel vidende at dette kontor enten oprettes helt fra bunden af, eller tilpasses med udgangspunkt i eksisterende, men opsplittede registre.

3.26. En sådan frist vil endvidere gøre det muligt at drage størst mulig fordel af de bedste, nationale erfaringer med et sådant register. I den forbindelse kan der henvises til det velfungerende register på det spanske marked siden marts 1996. Siden dette tidspunkt har forsikringsselskaberne uden tilsyneladende at være stødt på større vanskeligheder, oplyst deres garantifond om indregistreringsnummeret på de køretøjer, som de dækker, deres navn og adresse, kontraktens art (årlig, midlertidig osv.), gyldighedsperioden samt givet oplysninger om køretøjets mærke og selskabets registreringsnummer hos kontrolmyndigheden.

Regler for erstatningsorganets indgriben

3.27. Direktivforslaget beskriver i detaljer reglerne for erstatningsorganets indgriben med hensyn til udbetaling af erstatning til skadelidte, når forsikringsselskaberne ikke overholder reglerne i artikel 3.

3.27.1. Artikel 5 indeholder et sikkerhedsnet og vil, som Kommissionen selv udtrykker det i begrundelsen, kun finde anvendelse i meget sjældne tilfælde.

3.28. Dette erstatningsorgan vil efter al sandsynlighed blive enten Garantifonden eller de forsikringsbureauer, der behandler »grønne kort«-sager, afhængigt af hvilken medlemsstat, der er tale om. Under alle omstændigheder vil det være nødvendigt at tilse, at alle medlemsstaterne på gennemførelsestidspunktet iværksætter de nødvendige foranstaltninger for at nå følgende to mål, der er sigtet med denne artikel:

- give materielle og økonomiske muligheder til de eksisterende organer med henblik på udbetaling af undertiden store erstatningsbeløb til skadelidte,

- garantere en god gennemførelse af kompensationen mellem erstatningsorganerne, som, selvom de ifølge begrundelsen har en tilsvarende funktion, udmærket kan være andet end tilsvarende organer, idet f.eks. hjemlandets Garantifond kan få udbetalingen refunderet af »det grønne kort«-bureauet i det land, hvor uheldet er sket.

3.29. I tilfælde, hvor to eksisterende organer kan spille denne rolle, ville det være nyttigt i et bilag til direktivet at medtage en liste over erstatningsorganer i henhold til artikel 5, i hver medlemsstat. Denne liste bør opdateres regelmæssigt og kunne øge retssikkerheden.

3.30. En løsning i form af en tillægsbestemmelse til de gældende overenskomster mellem Bureauerne og Garantifondene bør også undersøges nærmere for at sikre, at to-måneders fristen for erstatning bliver overholdt.

3.30.1. I øvrigt vil en sådan løsning gøre det muligt på bilateral basis at organisere udveksling af informationer om det vurderede erstatningsbeløb for at undgå risikobehæftede vurderinger.

3.31. Artikel 6 omhandler de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at identificere forsikringsselskabet, og fastsætter en erstatning til skadelidte via Garantifonden i hans hjemland. Det ville være nyttigt at modtage præcise oplysninger fra Kommissionen for med sikkerhed at vide, hvilke situationer der er tale om.

3.31.1. ØSU mener, at:

- enten har informationskontoret i artikel 4 af forskellige årsager ikke været i stand til at frembringe oplysninger om forsikringsselskabet eller dets repræsentant,

- eller også er identifikationen af forsikringsselskabet umulig af objektive grunde: flugtbilist, hvor registreringsnummeret ikke har kunnet konstateres, ugyldig kontrakt osv.

4. Generelle bemærkninger

Artikel 1

4.1. Ifølge denne artikel gælder direktivet udelukkende for EU. ØSU rejser det spørgsmål, om reglerne kan og bør udvides til andre lande.

4.2. Flere scenarier kan opstilles:

- Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemslande (Island, Norge, Liechtenstein) bør omfattes af EU-direktivet, når dette er vedtaget i henhold til de aftaler, der er indgået mellem EU og EØS.

- Da Schweiz ikke er medlem af EØS, men samtidig grænser op til mange af EU-landene, skaber dette et særligt problem. Under de bilaterale forhandlinger, der for tiden finder sted mellem EU og Schweiz, er man stødt på problemer med hensyn til landevejstransporten. ØSU ønsker undersøgt, om de nuværende juridiske regler gør det muligt at udvide direktivet til at gælde EU-borgere, der lider skade ved uheld i Schweiz. Der kunne på kort sigt overvejes en løsning i stil med aftalen om den multilaterale garantioverenskomst.

- De øst- og centraleuropæiske lande har ligeledes fælles grænser med adskillige medlemsstater og har oplevet en stigning i biltrafikken. Disse lande skal optages i EU og for nogle lande indledes udvidelsesforhandlingerne den 31. marts 1998. De har tilsluttet sig »det grønne kort«-systemet og deltager i den multilaterale garantioverenskomst. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at undersøge denne mulighed inden deres optagelse.

- Situationen i de andre tredjelande er mere delikat med hensyn til juridiske principper. Der kan dog nævnes et tilfælde, som ikke er omfattet af artikel 1, f.eks. et uheld, der forårsages af et køretøj, som ikke er indregistreret i en EU-medlemsstat, ført af en amerikansk ejer, men dækket af en grænseforsikringsgaranti udstedt af et forsikringsselskab i EU.

4.2.1. Artikel 1 forbinder tydeligt indregistrering og forsikring. Men der kan nok findes tilfælde, hvor disse to kumulative betingelser ikke er opfyldt.

4.3. ØSU understreger i øvrigt også, at der er stor forskel på de gældende regler for indregistrering i EU med hensyn til, hvilke myndigheder der skal udstede nummerpladerne, krævede oplysninger, fastsatte tidsfrister for ændring af pladerne osv. Motorkøretøjsdirektiverne har ikke behandlet dette område.

4.3.1. Dette spørgsmål bør tages op, da der er adskillige eksempler på ulovlige tjenesteydelser inden for automobilforsikring.

Artikel 2

4.4. ØSU går ind for, at de direkte krav udvides til at omfatte alle skadelidte personer i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 72/166/EØF. ØSU forslår derfor at erstatte den nuværende formulering med følgende:

»Alle medlemsstaterne skal tilse, at alle skadelidte personer i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 72/166/EØF har mulighed for at rejse direkte krav mod den erstatningspligtige parts forsikringsselskab.«

Artikel 3

4.5. Det synes nødvendigt at indføre en henvisning til den forpligtelse, som påhviler den repræsentant, der er bemyndiget til at behandle skadessager, til at kommunikere med skadelidte på dennes sprog. Denne bestemmelse kunne tilføjes i slutningen af stk. 4 i følgende form:

»Han skal kommunikere med skadelidte på det eller de officielle sprog i skadelidtes hjemland.«

4.6. Stk. 6, hvis indhold er essentielt for at sikre en god afvikling for skadelidte af forpligtelsen til at fremsætte erstatningstilbud, bør suppleres på tre punkter.

4.7. Først og fremmest bør der fastlægges regler for det tilfælde, hvor skadelidtes erstatningskrav afvises som urimelig af forsikringsselskabet, som derefter inden tre måneder skal begrunde sit afslag.

4.7.1. Udtrykket »erstatningstilbud« omhandler sikkert også de tilfælde, hvor intet tilbud gives, men det forekommer ØSU nyttigt at fastlægge eksplicitte regler som f.eks. reglen i artikel 5, stk. 1, andet led, hvor udtrykket »begrundet svar« anvendes.

4.7.2. Følgende bisætning kunne derfor indføjes efter ordet »erstatningstilbud«: »eller giver en nøjere begrundelse for afslaget på erstatningskravet.«

4.8. En tydeliggørelse af samme type bør tilføjes med hensyn til udformningen af erstatningskravet. I lyset af sanktionerne for manglende svar eller utilfredsstillende svar bør man påse, at svarene bliver så komplette og begrundede som muligt.

4.8.1. Det vil derfor være nyttigt at tilføje adjektivet »begrundet« efter udtrykket »erstatningskrav«, i stk. 6.

4.9. Formuleringen af anden tankestreg, som dækker de tilfælde, hvor forsikringsselskabet er bemyndiget til at »give et begrundet svar« i stedet for at fremlægge et tilbud, bør tydeliggøres i den franske udgave. De nævnte to betingelser kan være kumulative eller de kan være alternativer. Derfor bør »og« ændres til »og/eller«.

Artikel 4

4.10. I artikel 4 bør der nok indføjes en henvisning til garantifonden. For eksempel kunne følgende tilføjes sidst i stk. 3: »samt navne og adresse på det organ, som omtales i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF.«

4.11. Denne artikel, som beskriver indholdet af de nødvendige oplysninger i forbindelse med skadesbehandlingen, fastsætter betingelserne for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og forsikringsselskaberne. Det er beklageligt, at der ikke henvises til de forskellige landes erstatningsorganers forpligtelse til at udveksle oplysninger indbyrdes. Kommissionen erkender i begrundelsen at »samarbejde mellem informationskontorerne er påkrævet for at få registreringsnummeret på køretøjet og navnet på forsikringsselskabet i skadelidtes hjemland, eftersom disse oplysninger kun er registreret i det land, hvor køretøjet er indregistreret«.

4.11.1. ØSU finder det nyttigt at råde over en eksplicit henvisning til dette samarbejde i artikel 4 og foreslår derfor at indføje følgende formulering i form af et nyt stk. 4:

»4. Medlemsstaterne skal vedtage de nødvendige foranstaltninger for at lette udvekslinger af oplysninger mellem de informationskontorer, som er etableret i henhold til stk. 1 i denne artikel.«

Artikel 6

4.12. For at undgå misforståelser, som de i denne artikel nævnte tilfælde kunne medføre, foreslås det at erstatte indledningen af første sætning »er det ikke muligt at identificere forsikringsselskabet« med følgende mere præcise formulering:

»Når det ikke er lykkedes et informationskontor at identificere det selskab, som har forsikret et køretøj, der er indregistreret på dets område ...«

Artikel 7

4.13. I betragtning af vanskelighederne i forbindelse med den praktiske oprettelse af det register, som beskrives i artikel 4, foreslår ØSU at forlænge den i stk. 1 nævnte tidsfrist fra 24 til 30 måneder.

Bruxelles, den 25. marts 1998.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT C 343 af 13.11.1997, s 11.