EF-rammebestemmelser for statsstøtte til virksomheder i dårligt stillede byområder (97/C 146/08)

(EØS-relevant tekst)

I. INDLEDNING

1. I et overordnet forsøg på at finde en løsning på problematikken »vækst-konkurrenceevne-beskæftigelse« anbefales det i hvidbogen (1), at alle veje, der kan føre til opfyldelse af denne trekantsmålsætning, medtages i overvejelserne. Blandt de prioriterede områder, der opstilles i hvidbogen for at øge beskæftigelsen, finder vi nødvendigheden af at »imødekomme nye behov« med en udtrykkelig henvisning til »nødvendigheden af at renovere nedslidte bykvarterer«, herunder især gennem en stimulering af virksomhederne (2). Kommissionen mener, at økonomisk udvikling af sådanne bykvarterer kan bidrage til at løse eller lette en række af deres socioøkonomiske problemer. Bortset fra at de allerede gældende statsstøtteregler kun delvis og ikke altid hensigtsmæssigt kan imødekomme behovet, forholder det sig imidlertid også således, at markedskræfternes frie spil synes utilstrækkeligt for at nå målet. De pågældende byområder kendetegnes nemlig ved betydeligt dårligere socioøkonomiske indikatorer end gennemsnitsindikatorerne for den by, som området er en del af, og områderne er forbundet med så store handicap, at de ikke kan tiltrække, ja sågar har svært ved at opretholde, en tilstrækkelig erhvervstruktur, som er af så afgørende betydning for økonomisk udvikling. Formålet med denne meddelelse er derfor at imødegå de særlige markedssvagheder, der karakteriserer de dårligt stillede byområder, og rette op på de uhensigtsmæssigheder, der er forbundet med de eksisterende instrumenter ved at indføre et nyt instrument, som åbner mulighed for at give et finansielt incitament til de virksomheder, der har planer om etablering, eller som allerede er etableret i områderne, i den udstrækning dette kan lade sig gøre uden at påvirke konkurrencevilkårene eller samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der strider mod den fælles interesse.

II. BAGGRUND OG MÅLSÆTNING

2. Nærværende meddelelse til medlemsstaterne tager udgangspunkt i allerede eksisterende præcise retlige og politiske rammer. Rammerne åbner muligheder og indeholder allerede prioriteringer, men udstikker tillige begrænsninger. Formålet med rammebestemmelserne er derfor at åbne nye muligheder for medlemsstaterne til at yde støtte til visse virksomheder i dårligt stillede byområder under hensyntagen til behovs- og proportionalitetskriterierne. Kommissionen håber gennem en sådan kontrolleret politik at fremme øget beskæftigelse og investering i områderne. Den deraf følgende økonomiske udvikling skulle dernæst kunne bidrage til opfyldelsen af EF's overordnede målsætninger, hvis instrumenter og prioriterede områder fremgår af det følgende:

2.1. Retlige rammer

- EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), giver Kommissionen mulighed for at anse støtte, som medlemsstaterne yder til virksomhederne med henblik på at »fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse«, som forenelig med fællesmarkedet.

- Artikel 130 A (3) foreskriver, at »for at fremme en harmonisk udvikling af Fællesskabet som helhed udvikler og fortsætter dette sin indsats for at styrke sin økonomiske og sociale samhørighed«.

- Endelig har Kommissionen efter at have konstateret et presserende behov på området vedtaget et EF-initiativ for byområder (URBAN) (4), der omfatter en række foranstaltninger for forskellige dårligt stillede byområder. Teksten giver blandt andet mulighed for at yde EF-støtte »ved på integreret vis at støtte oprettelsen af virksomheder« (5). Formålet er især at »yde bistand til myndighedernes bestræbelser på at levere de faciliteter, der er nødvendige for at tiltrække erhvervsaktiviteter, skabe tillid hos og sikkerhed for beboerne og integrere dem i økonomien og samfundet« (6). Det nævnes udtrykkeligt, at dette indebærer, at EFRU's og ESF's kombinerede indsats »suppleres med andre ressourcer«.

2.2. Politiske rammer

- Som allerede skitseret ovenfor anbefalede Kommissionen i 1993 i sin hvidbog »Vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse - Udfordringer og veje ind i det 21. århundrede« medlemsstaterne at styrke dynamikken i SMV og på et mere bredt plan rette »de offentlige indgreb på det industrielle område . . . mod horisontale foranstaltinger« (7). Støtte til virksomhederne, og særligt til SMV, nævnes således flere gange blandt midlerne til at nå hvidbogens overordnede målsætninger og imødekomme de nye behov, som følger af den økonomiske og samfundsmæssige udvikling.

- Det Europæiske Råd anmodede på sin samling i Essen i 1994 i forbindelse med fastlæggelsen af foranstaltninger for at forbedre beskæftigelses- og vækstsituationen om, at der træffes foranstaltninger som »fremme af initiativer, navnlig på regionalt og lokalt plan, som kan medvirke til at skabe arbejdspladser, der imødekommer nye behov . . .« (8).

- Endelig bekræftede Det Europæiske Råd under sin samling i Cannes i 1995 de retningslinjer, der tidligere var udstukket, og understregede yderligere »de små og mellemstore virksomheders afgørende rolle for jobskabelsen og mere generelt som en faktor, der skaber social stabilitet og en dynamisk økonomi«, og behovet for at fremme »iværksætternes initiativ, . . . deres beslutninger om ansættelser og investeringer . . .« (9).

III. INDKREDSNING AF PROBLEMET

3. Erfaringerne viser, at virksomheder, som er etableret og udøver deres økonomiske aktiviteter i visse dårligt stillede byområder, støder på mange og meget forskellige vanskeligheder, som kan få følger for deres økonomiske udvikling, endog på deres levedygtighed. En af de indikatorer, der afslører syndromet, er især uddannelsesniveauet, som bevirker, at virksomhederne kun i beskedent omfang har adgang til kvalificeret arbejdskraft, en stadigt mere forarmet befolkning og dermed en svag købekraft og et lavt forbrug, kriminalitet og dermed en høj grad af usikkerhed, særlig høj arbejdsløshed, nedslidning af miljøet og de offentlige infrastrukturer og andenrangs lokale faciliteter.

4. Alle disse indikatorer, som for erhvervslivet er lig med byproblemer og økonomiske handicap, fører normalt til, at erhvervslivet opgiver. Det kan konstateres, at nye investorer i deres søgen efter etableringssteder vender sig bort fra disse typer områder for i stedet at søge hen, hvor der er større muligheder for sund økonomisk aktivitet. De allerede eksisterende virksomheder i områderne synes også at foretrække at flytte til andre områder. Forklaringen er helt konkret de direkte eller indirekte meromkostninger, der er forbundet med etablering i områderne (tyveri, høje forsikringspræmier, hærværk, . . .) og områdernes iboende strukturelle handicap (vanskeligt at finde kvalificeret arbejdskraft, som er villig til at arbejde i området, generel nedsat økonomisk aktivitet, mangel på eller nedslidte offentlige infrastrukturer, usikkerhed, lokale myndigheders finansielle vanskeligheder, imageproblemer, . . .).

5. EF's nugældende konkurrenceregler giver imidlertid kun i begrænset udstrækning, eller slet ikke, mulighed for at imødegå problemerne, selv om medlemsstaterne har et faktisk behov (10). Der findes for øjeblikket ingen effektive instrumenter, som kan virke som incitament og tiltrække nye produktive og jobskabende investeringsprojekter eller forhindre en opløsning af det allerede eksisterende erhvervsgrundlag i områder med disse særlige kendetegn. En måde, hvorpå medlemsstaterne og Kommissionen kan reagere over for fænomenet, førstnævnte ved at afsætte budgetmidler og sidstnævnte ved at indtage en principiel positiv holdning, består i foranstaltninger og instrumenter med et økonomisk og finansielt incitament. De nugældende bestemmelser synes uhensigtsmæssige ud fra følgende betragtninger:

- reglerne for regionalstøtteordninger (11) indebærer kriterier for støtteberettigelse, som almindeligvis ikke giver mulighed for hverken støtte til virksomheder, uanset størrelse, i eller i udkanten af større bymæssige bebyggelser (især på grund af indikatoren BNP pr. indbygger), eller støtte til eksisterende virksomheder uden tilknytning til en investeringstransaktion (kun nyinvesteringer tages i betragtning) eller hensyntagen til så begrænsede geografiske enheder (det geografiske grundlag svarer til niveau III i NUTS (12)). Reglernes anvendelsesområde spænder endvidere for bredt med hensyn til de støtteberettigede enheder. Instrumenterne finder nemlig ligeledes anvendelse på større virksomheder, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at målrette aktionerne og løse de særlige problemer, som gør sig gældende for SMV, eller overholde en rimelig afpasning af problemernes lokale karakter og virkningerne af en støtte til en større virksomhed, som generelt udøver en grænseoverskridende aktivitet

- reglerne for støtte til SMV (13) giver også kun, selv om der her ikke er geografiske begrænsninger, begrænsede muligheder med hensyn til støtteintensiteten uden for de områder, der er berettiget til regionalstøtte

- endelig tager reglerne for beskæftigelsestøtte (14), selv om de horisontalt kan fremme nettojobskabelsen, slet ikke sigte på selve jobskabelsen i forbindelse med en produktiv investering, som er omfattet af de normale betingelser og kriterier for investeringsstøtte.

6. For at afbøde de nævnte vanskeligheder og rette op på visse forskriftsmæssige mangler ønsker Kommissionen her at give udtryk for, at den fremover vil se positivt på statsstøtte, der begrænses til visse virksomheder beliggende i byområder, der opfylder de betingelser, der opstilles i det følgende. Kommissionen vil anse sådanne foranstaltninger for enten generelt ikke at være af en sådan karakter, at samhandelen mellem medlemsstaterne vil blive påvirket deraf, og dermed ikke udgør støtte i henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (15), eller for at indeholde et støtteelement, som dog kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet i den udstrækning, de betingelser, der er fastsat i nærværende meddelelse, kan sikre, at den deraf følgende sandsynlige påvirkning af samhandelen ikke vil stride mod den fælles interesse.

IV. KRITERIER FOR OMRÅDERNES STØTTEBERETTIGELSE

7. For at kunne drage fordel af mulighederne under nærværende rammebestemmelser skal den af medlemsstaterne påtænkte og i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 3, anmeldte støtte være begrænset til virksomheder, der er beliggende i geografisk afgrænsede og dårligt stillede byområder, som opfylder følgende betingelser:

enten

- være geografisk identificerbare og homogene, og

- have mellem 10 000 (ti tusinde) og 30 000 (tredive tusinde) indbyggere og tilhøre byer eller bymæssige bebyggelser med mindst 100 000 (hundrede tusinde) indbyggere (Kommissionen vil i marginale tilfælde med hensyn til disse tærskler og lofter i en vis udstrækning kunne udvise fleksibilitet i sin vurdering af de kumulerede elementer under denne betingelse), og

- fremvise indikatorer, der er betydeligt lavere såvel i forhold til det nationale gennemsnit som til gennemsnittet for den by eller bymæssige bebyggelse, som området er en del af, uanset sidstnævntes absolutte værdier eller velstand. De socioøkonomiske indikatorer, der skal anvendes i udvælgelsen af områderne, kan især være: arbejdsløshedsprocent (med særlig vægt på de dårligst stillede kategorier af arbejdsledige (16)), andelen af unge under 25 år i den samlede befolkning i området, andelen af unge over 15 år uden uddannelse, BNP pr. indbygger, osv.

eller

- være udvalgt i forbindelse med EF-initiativet URBAN.

8. Det vil være rimeligt at forvente, at hvis befolkningsgrundlaget begrænses til et lavt niveau, vil der kunne opretholdes velafbalancerede konkurrencevilkår. Det vil således også kunne undgås, at de muligheder, der gives med nærværende meddelelse, ikke misbruges til fordel for målsætninger eller strategier, som ikke er i tråd med meddelelsens ordlyd eller ånd. Det samlede befolkningsgrundlag i samtlige de områder, som en medlemsstat måtte udvælge med henblik på disse rammebestemmelser, bør derfor ikke være større eller mindre end, at det er muligt at tage behørigt hensyn til de varierende nationale forhold og samtidigt overholde proportionalitets- og behovsprincipperne. Dette befolkningstal fastsættes til 1 % (en procent) af den samlede nationale befolkning. Kommissionen vil imidlertid i tilfælde, hvor en medlemsstat kan begrunde dette ud fra objektive socioøkonomiske oplysninger, kunne tillade en lettere overskridelse af loftet.

V. STØTTEMODTAGERE

9. Med hensyn til at definere de virksomheder, som er berettiget til støtte i henhold til nærværende meddelelse, skal der tages højde for såvel behovet for at løse de socioøkonomiske vanskeligheder, som for de begrænsninger, der følger af behovet for at beskytte den fælles interesse og opretholde velafbalancerede konkurrencevilkår i EF. EF-traktatens artikel 92, stk. 1, finder kun anvendelse på virksomhedsstøtte, i den udstrækning samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes. Støtte til mindre virksomheder, der er beliggende i dårligt stillede byområder, og hvis aktiviteter indgår i listen i bilag 1, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 92, stk. 1, i den udstrækning aktiviteternes udøvelse ikke indebærer grænseoverskridende transaktioner. På samme måde vil offentlige finansielle indgreb til fordel for visse virksomhedskategorier, som f.eks. mindre virksomheder, der er aktive i den nære servicesektor eller i lokale beskæftigelsesfremmende aktiviteter, eller erhvervsdrivende foreninger og revalideringsvirksomheder, normalt heller ikke udgøre statsstøtte. For - støtteordninger, der falder ind under anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 92, stk. 1, er det derimod nødvendigt nærmere at indkredse de virksomheder, som kan være støtteberettigede under nærværende bestemmelser, således at eventuel konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen inden for EF holdes på et niveau, der ikke strider mod den fælles interesse.

10. Virksomhedernes størrelse

De problemer, som virksomhederne i de dårligt stillede byområder støder på, er i al væsentlighed problemer af lokal karakter, som ikke kan begrunde den slags indgreb af regional karakter, som større virksomheder har mulighed for. Åbnes støttemuligheder for stidstnævnte virksomhedskategori, vil støtten kunne få uforholdsmæssige følger i form af konkurrencefordrejninger og negative virkninger for samhørigheden. Da de dårligt stillede områder endvidere vil kunne forekomme i generelt velstillede byer eller i byer, som udgør de bedst stillede dele af en mindre udviklet region (17), bør de særlige muligheder, der åbnes med nærværende meddelelse, begrænses til små virksomheder, som defineret i Kommissionens henstilling af 3. april 1996 vedrørende definitionen af små og mellemstore virksomheder (18), dog med forbehold af bestemmelsen i punkt 16.

11. Virksomhedstyper

For ikke at diskriminere de virksomheder, som allerede har etableret sig i de pågældende områder uden at have haft adgang til støtte til nyinvesteringerne, er det Kommissionens hensigt, at såvel nystartende som allerede eksisterende virksomheder skal være omfattet af reglerne. Da allerede eksisterende virksomheder imidlertid vil kunne modtage støtte, der ikke har nogen tilknytning til investeringen eller til skabelsen af arbejdspladser bør fordelene begrænses til de virksomheder, der udøver en lokal aktivitet, som fastlagt i bilag 1 på grundlag af NACE-nomenklaturen (19). En eksisterende virksomhed, som foretager en ny investering (i udstyr eller arbejdskraft) og modtager støtte hertil, vil igen falde ind under den normale ordning for nye virksomheder.

12. Særlige betingelser

For at være berettiget til støtte i henhold til rammebestemmelserne skal virksomheden:

- udøve sin vigtigste økonomiske aktivitet og investere i det område, der er udpeget som dårligt stillet byområde. Den blotte tilstedeværelse af et hovedkontor eller enhver anden form for uproduktivt etableringssted (administrativ adresse, postboks, . . .) vil, med enkelte undtagelser (20), ikke kunne give anledning til statsstøtte

- forbeholde mindst 20 % af de nye arbejdspladser til ansættelse af personer med fast bopæl i det dårligt stillede byområde som defineret i denne meddelelse.

VI. STØTTENS FORM OG INTENSITET

13. Som følge af såvel de socioøkonomiske vilkår i de dårligt stillede byområder som handicap og meromkostninger for virksomhederne dér støder områderne på vanskeligheder, som i deres intensitet svarer til vanskelighederne i de regioner, som modtager støtte i henhold til undtagelsen i artikel 93, stk. 3, litra c). Af hensyn til proportionalitetskriteriet må der være en balance mellem på den ene side støttens form og maksimale tilladelige intensitet og på den anden side problemernes karakter, uopsættelighed og omfang.

14. For så vidt angår nystartende virksomheder eller eksisterende virksomheder, der beslutter at investere, bør støtten være knyttet til oprettelsen af arbejdspladser og sættes i forhold til enten nyinvesteringen efter standardgrundlaget (21) eller til antalllet af nyoprettede arbejdspladser. Den maksimale tilladelige støttesats, efter kumulering af alle former for støtte, fastsættes til 26 % i nettosubventionsækvivalent (22) af investeringen eller til et støttebeløb på 10 000 ECU pr. nyoprettet arbejdsplads (23). Dette svarer til, hvad SMV beliggende i regioner, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra c), kan opnå i regionalstøtte.

15. De særlige konkurrencevilkår på de lokale markeder gør det rimeligt også at lade eksisterende virksomheder, som ikke foretager nye investeringer, få del i de muligheder, der åbnes for nystartende virksomheder. Den støtte, som eksisterende virksomheder vil kunne opnå, er imidlertid af en sådan karakter, at det skal præciseres, at den konkurrencemæssige fordel, som en eksisterende virksomhed vil kunne opnå, under ingen omstændigheder må være større end den fordel, som en ny virksomhed, der etablerer sig i det samme byområde, ville kunne opnå. Det er derfor under alle omstændigheder nødvendigt at underlægge de eksisterende virksomheder samme lofter som de nye virksomheder. I denne henseende kan nettosubventionsækvivalenten på 26 % finde tilsvarende anvendelse på den investering, som den eksisterende virksomhed allerede har foretaget (24) og beløbet 10 000 ECU for hver nyoprettet arbejdsplads i forhold til det antal fastansatte, som allerede arbejder i virksomheden. Det skal endvidere erindres, at støtte til eksisterende virksomheder almindeligvis vil være begrænset til udelukkende små virksomheder, der udøver sådanne lokale aktiviteter, som er opregnet i bilag 1, hvorfor samhandelen inden for EF ikke vil blive påvirket.

VII. PROCEDURER, VARIGHED OG FORHOLD TIL ØVRIGE REGLER

16. Nærværende rammebestemmelser finder anvendelse, uden at dette i øvrigt berører de muligheder, som eksisterer i henhold til andre tekster om statsstøtte, herunder især anvendelsen af de minimis-reglen (25), som ofte vil være tilstrækkelig for at opfylde behovet, samt rammebestemmelserne for beskæftigelsesstøtte, der finder anvendelse i alle tilfælde af investeringsuafhængig nettojobskabelse (26).

17. Støtte, der i henhold til disse rammebestemmelser ydes til virksomheder, der tilhører sektorer, eller til aktiviteter, der indebærer produkter, som er underlagt specifikke EF-ordninger, skal overholde de særlige materielle og proceduremæssige betingelser for den pågældende sektor.

18. Rammebestemmelsernes anvendelse er endvidere underlagt EF-rettens bestemmelser om kumulering af støtte med forskelligt sigte (jf. EFT nr. C 3 af 5. 1. 1985) eller støtte med samme sigte under ordninger, der er vedtaget af en og samme enhed eller af forskellige enheder (centrale, regionale eller lokale myndigheder). I sidstnævnte tilfælde må den kumulerede støtte ikke overskride det højeste blandt de forskellige involverede ordningers lofter.

19. Medlemsstaterne er i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3, forpligtet til, forud for enhver iværksættelse, at anmelde påtænkte støtteordninger, som udarbejdes med henblik på en konkret anvendelse af rammebestemmelserne. Anmeldelsen af ordningerne skal indeholde alle relevante og nødvendige oplysninger for en efterprøvning af ordningens overensstemmelse med bestemmelserne. Ordningerne skal anmeldes i henhold til proceduren for fælles anmeldelse (27).

20. Disse rammebestemmelser vedtages for en periode på fem år at regne fra datoen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Kommissionen vil forud for periodens udløb foretage en evaluering af rammebestemmelsernes anvendelse for at kunne tage stilling til eventuel videreførelse eller ændringer, som det i givet fald vil være nødvendigt at foretage.

(1) Kommissionens hvidbog »Vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse - Udfordringer og veje ind i det 21. århundrede«, vedtaget den 5. december 1993, EF-Bulletin, Supplement 6/93.

(2) Idem, s. 20.

(3) Afsnit XIV »Økonomisk og social samhørighed«, som ændret ved artikel G, nr. 38, i traktaten om Den Europæiske Union.

(4) Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om retningslinjer for operationelle programmer, som medlemsstaterne opfordres til at udarbejde inden for rammerne af et fællesskabsinitiativ for byområder, EFT nr. C 180 af 1. 7. 1994, s. 6.

(5) Idem, nr. 6.

(6) Idem, nr. 8.

(7) Jf. ovenfor, s. 83.

(8) Det Europæiske Råds samling i Essen, den 9. og 10. december 1994, Formandskabets konklusioner, SI(94) 1000 af 10. december 1994, s. 4.

(9) Det Europæiske Råds samling i Cannes, den 26. og 27. juni 1995, Formandskabets konklusioner, SI(95) 500 af 27. juni 1995, s. 4.

(10) Jf. isære sagen »Pacte de relance pour la ville« (statsstøttesag nr. N 159/96, Frankrig), EU-Bull. 3-1996, punkt 1.3.43, og EFT nr. C 215 af 25. 7. 1996.

(11) Jf. Kommissionens meddelelse vedrørende metoden for anvendelse af EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte, EFT nr. C 212 af 12. 8. 1988.

(12) Nomenklatur for Statistiske Territoriale Enheder, niveau III.

(13) Jf. Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, EFT nr. C 213 af 23. 7. 1996.

(14) Jf. Retningslinjer for beskæftigelsesstøtte, EFT nr. C 334 af 12. 12. 1995, s. 4.

(15) Det vil normalt være tilfældet med virksomheder, der udøver aktiviteter af lokal karakter (jf. punkt 11).

(16) Dette er normalt langtidsledige, unge, kvinder, ældre eller handicappede.

(17) URBAN-initiativet, jf. ovenfor, punkt 5.

(18) EFT nr. L 107 af 30. 4. 1996.

(19) Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90, EFT nr. L 293 af 24. 10. 1990).

(20) Denne undtagelse vedrører de marginale tilfælde i forbindelse med virksomheder, som f.eks. i byggeindustrien, hvis personale kan være ansat i, eller hvis økonomiske aktivitet delvis udøves i et dårligt stillet byområde, uden at den vigtigste økonomiske aktivitet egentlig udøves i området. Det vil således være muligt, at de positive virkninger for området (hovedsageligt i form af beskæftigelse), selv om en del af aktiviteten udøves uden for byområdet, vil kunne begrunde virksomhedens støtteberettigelse.

(21) Begrebet nyinvestering er defineret i Kommissionens meddelelse, EFT nr. C 31 af 3. 2. 1979, bilaget, punkt 18, og begrebet standardgrundlag i Rådets resolution, EFT nr. C 111 af 4. 11. 1971, bilaget, punkt 5.

(22) Nettosatsen på 26 % svarer til den nettosats på 20 %, som Kommissionen i praksis almindeligvis benytter som loft for grundlæggende regionalstøtte (gældende for større virksomheder) i regioner, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra c), hvortil tilføjes 10 procentpoint brutto (generelt svarende til 6 procentpoint netto) som »bonus« til små virksomheder, som fastsat i ovennævnte rammebestemmelser for støtte til SMV.

(23) Loftet på 10 000 ECU pr. nyoprettet arbejdsplads svarer til et støtteniveau på 20 % i nettosubventionsækvivalent på grundlag af en gennemsnitlig investering på 50 000 ECU pr. arbejdsplads.

(24) Beregningsgrundlaget for støtten til den allerede foretagne investering bør tage udgangspunkt i nettoværdien for investeringsgodet på tidspunktet for støttens ydelse (under hensyntagen til især allerede foretagne nedskrivninger).

(25) Kommissionens meddelelse om de minimis-støtte, EFT nr. C 68 af 6. 3. 1996.

(26) Jf. ovenfor.

(27) Jf. Kommissionens skrivelser til medlemsstaterne af henholdsvis 2. august 1995 og 15 maj 1996.

BILAG 1

>TABELPOSITION>