Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: »En mere effektiv opnåelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i Den Europæiske Union« (98/C 33/03)

SAMMENFATNING

Denne meddelelse har et dobbelt formål.

1. Hovedformålet er at lette anerkendelsen og fuldbyrdelsen af domme, der er afsagt i Den Europæiske Union; for så vidt angår borgerlige sager, herunder handelssager, er proceduren herfor i øjeblikket fastlagt i Bruxelles-konventionen af 1968, hvis bestemmelser ved Lugano-konventionen er blevet udvidet til også at omfatte EFTA-landene.

Bruxelles-konventionen har gjort det muligt at opnå betydelige fremskridt med hensyn til eksigibilitetspåtegning af domme, der er afsagt i medlemsstaterne. Der kan dog gøres yderligere fremskridt i retning af en fremskyndelse og forenkling af proceduren og en bedre tilpasning heraf til borgernes og de erhvervsdrivendes behov i et samfund med en stadig større vækst i samhandelen, navnlig på det indre marked.

Forslaget KOM(97) 609 endelig udg. (1*) indeholder flere punkter, der tager sigte på at virkeliggøre dette mål. Det foreslås for det første at begrænse kontrollen ved den myndighed, der skal give eksigibilitetspåtegning, til en kontrol af formkravenes iagttagelse, blandt andet på grundlag af et dokument, der udstedes af en ret i domsstaten, og som specielt bekræfter, at den dom, den er vedlagt, er eksigibel. Det foreslås for det andet at ændre de grunde, der kan udelukke anerkendelse af en retsafgørelse; en prøvelse af sådanne grund vil kun kunne foretages, hvis sagsøgte fremsætter indsigelser mod fuldbyrdelsen, og det er også sagsøgte, der bærer bevisbyrden. Der fremsættes også forslag om, at afgørelser, der tillader tvangsfuldbyrdelse, skal være foreløbigt eksigible. Endelig er ordningen med foreløbige og sikrende retsmidler blevet ændret, så der lægges vægt på disse retsmidlers europæiske dimension. Alle disse forslag indgår i det i bilaget anførte forslag til konvention, der skal træde i stedet for Bruxelles-konvention.

Forslaget til konvention indeholder også bestemmelser, navnlig vedrørende kompetencereglerne, som er udtryk for en tilpasning til udviklingen i de økonomiske forbindelser siden Bruxelles-konventionens undertegnelse og til Domstolens retspraksis. Det suppleres af to forslag til nye protokoller, som skal træde i stedet for dem, der er knyttet til Bruxelles-konventionen (bilag 1 og 2) samt forslag til tilsvarende ændringer af Lugano-konventionen (bilag 3). Når Amsterdam-traktaten træder i kraft, vil Kommissionen tage de nødvendige skridt med henblik på en tilpasning til de nye rammebestemmelser på området for det civilretlige samarbejde.

2. Meddelelsen har også til formål at fremkalde bemærkninger fra jurister og alle andre interesserede parter vedrørende en række overvejelser, som går videre end de foreslåede bestemmelser. Der lægges op til en debat om en fælles indsats i Unionen, hvad angår visse aspekter af den nationale procesret.

Det er absolut nødvendigt at lette bevægeligheden for retsafgørelser mellem de enkelte medlemsstater i forbindelse med fuldbyrdelse, men dette er ikke tilstrækkeligt til at give borgerne og de erhvervsdrivende mulighed for fuldt ud at drage fordel af de rettigheder, som de har inden for Den Europæiske Unions område. Målet bør være at sikre, at der i videst muligt omfang generelt er adgang til en hurtig, effektiv og lidet bekostelig bistand fra retsvæsenet.

Vanskelighederne med at få bistand fra retsvæsenet i det indre marked som følge af opretholdelsen af de retlige grænser er et spørgsmål, der allerede har været drøftet, nærmere bestemt i forbindelse med tvister vedrørende forbrugerkøb (2). Dette område, hvor tvisterne normalt vedrører forholdsvis små beløb, er det område, hvor hindringerne for bistand fra retsvæsenet føles stærkest (3). De erhvervsdrivende, navnlig de små og mellemstore virksomheder, føler også disse vanskeligheder som en hæmsko for den økonomiske aktivitet (4).

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at tilbyde forbrugerne og de erhvervsdrivende, men også alle Unionens borgere, bedre betingelser på det processuelle område. Det foreslås at gå gradvis og forsigtigt til værks og i første omgang at koncentrere sig om bestemte væsentlige punkter. I denne sammenhæng er det hensigtsmæssigt at overveje, om der i alle medlemsstater bør indføres en hurtig procedure for inddrivelse af pengebeløb, men også andre instrumenter, der kan sikre en effektiv fuldbyrdelse af domme (idet man i første omgang vil koncentrere sig om udlæg i bankkonti). Effektiviteten af en fuldbyrdelse afhænger i høj grad af kendskabet til debitors formue, og det bør derfor desuden overvejes, hvordan der kan sikres en gennemsigtighed med hensyn til debitors formue, og hvordan samarbejdet mellem de myndigheder, der varetager fuldbyrdelsen, kan styrkes.

Disse to initiativer vil tilsammen bidrage til en mere effektiv opnåelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i Den Europæiske Union.

Hvad den anden målsætning angår, opfordres alle interesserede til at fremsætte deres bemærkninger til nærværende meddelelse og senest den 30. april 1998 at sende dem til:

J. Adrian Fortescue

Task Force »Samarbejde om Retlige og Indre Anliggender«

Europa-Kommissionen

Rue de la Loi/Wetstraat 200

B-1049 Bruxelles/Brussel.

INDLEDNING

Formålet med meddelelsen

1. Den frie bevægelighed for retsafgørelser i Den Europæiske Union sikres i øjeblikket på størstedelen af området for borgerlige sager, herunder handelssager (5), ved hjælp af Bruxelles-konventionen af 1968, der er udarbejdet på grundlag af EF-traktatens artikel 220, stk. 4, og som efterhånden er blevet udvidet til at omfatte alle de nye medlemsstater. Denne konvention er en meget avanceret dobbelt konvention. Dels fastlægger den regler vedrørende de nationale domstoles internationale kompetence, hvilket muliggør en fuldgyldig anerkendelse af trufne retsafgørelser, kombineret med en streng begrænsning af de grunde, der kan føre til afvisning af anerkendelse; dels indeholder den en procedure for eksigibilitetspåtegning, som ikke blot er ensartet, men også ensidigt forpligtende, i det mindste i den indledende fase.

2. Bruxelles-konventionen er nært knyttet til udviklingen i Fællesskabet og er tænkt som en ordning, der skal sikre en bedre bevægelighed med hensyn til domme i forbindelse med de friheder, der er fastsat i EF-traktaten (6). Den selvstændige og ensartede fortolkning, som Domstolen har givet af disse bestemmelser, er baseret på princippet om en ensartet behandling af og lige rettigheder for alle personer i Den Europæiske Union. Konventionen har tjent som model for udarbejdelsen af en tilsvarende konvention mellem medlemsstaterne og EFTA-landene, Lugano-konventionen, som blev undertegnet den 16. september 1988 (7).

3. Bruxelles-konventionen har hidtil været den eneste generelle ordning for civilretligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Den griber imidlertid ikke ind i de enkelte medlemsstaters nationale procesret. Fællesskabsretten har nemlig traditionelt overladt det til medlemsstaterne selv at fastlægge de nærmere regler for, hvorledes deres myndigheder og domstole fungerer. Hvad angår de civilretlige procesregler, findes der således endnu ikke noget europæisk retsområde, men snarere sidestillede nationale retsnormer, som hver for sig udgør selvstændige systemer. Disse systemer er indbyrdes meget forskellige, da de hver især er præget af udviklingen i det pågældende land.

I den forbindelse har denne meddelelse et dobbelt formål:

- Den indeholder for det første en række konkrete forslag, der tager sigte på en yderligere lettelse af anerkendelsen og fuldbyrdelsen af domme i Den Europæiske Union. Med henblik herpå indeholder den et forslag til en konvention, som også indeholder bestemmelser, der tager hensyn til den senere tids udvikling i de økonomiske forbindelser og i Domstolens retspraksis. Den indeholder desuden to forslag til nye protokoller, der er knyttet som bilag til forslaget til konvention (bilag 1 og 2), samt Kommissionens forslag, hvad angår en tilsvarende revision af Lugano-konventionen (bilag 3). Retsgrundlaget for de nævnte forslag er artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union. Når Amsterdam-traktaten træder i kraft, vil de blive tilpasset under hensyntagen til de nye rammebestemmelser for det civilretlige samarbejde.

- Den har også til formål at lægge op til en debat og at inspirere til reaktioner og forslag fra alle interesserede parter vedrørende den indsats, som Den Europæiske Union eventuelt kan gøre for at give alle personer lige adgang til en effektiv, hurtig og lidet bekostelig bistand fra retsvæsenet. Denne del indeholder ingen operationelle forslag, idet formålet er at indhente reaktioner og synspunkter fra alle interesserede parter om de pågældende emner.

Problemstillingen

4. Siden undertegnelsen i 1968 er der kun foretaget meget begrænsede ændringer af Bruxelles-konventionen. Der er ikke foretaget nogen samlet gennemgang af alle konventionens bestemmelser, men blot foretaget de tilpasninger, der har været nødvendige som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse. Nogle bestemmelser i Lugano-konventionen er ligeledes på grund af nye tiltrædelser kommet til at afvige fra bestemmelserne i Bruxelles-konventionen. Den praktiske anvendelse af de to konventioner har også efterhånden afsløret visse vanskeligheder med anvendelsen af nogle af bestemmelserne.

5. Til trods for de fremskridt, der er opnået ved Bruxelles-konventionen, medfører forpligtelsen til ved fuldbyrdelse i udlandet at iværksætte en procedure for anerkendelse og eksigibilitetspåtegning imidlertid yderligere forsinkelser, der til tider kan være meget lange, og ekstraomkostninger, der ofte er ret betydelige. Disse omkostninger og forsinkelser kommer oven i dem, der følger af proceduren i domsstaten, og det betyder, at de i praksis tilskynder til, hvor der er mulighed for det, at anlægge sagen ved domstolene i den stat, hvor afgørelsen skal fuldbyrdes, så man undgår proceduren med eksigibilitetspåtegning. Disse yderligere hindringer kan endog, navnlig hvis fordringen vedrører et begrænset beløb, stille spørgsmål ved interessen i at gå til domstolene, hvis fuldbyrdelsen af den ønskede retsafgørelse vedrører en person eller et aktiv i udlandet. Hertil kommer risikoen for formuens forsvinden, hvis fuldbyrdelsesproceduren er langvarig. Disse forhold er således stadig til hinder for en fri bevægelighed mellem de enkelte medlemsstater, hvad angår retsafgørelser.

6. Uafhængigt af spørgsmålet om retsafgørelsen frie bevægelighed må det konstateres, at de privatretlige relationer mellem enkeltpersoner og erhvervsdrivende i Den Europæiske Union, også selv om de måtte være baseret på en EU-regel, udspiller sig i et område, hvor der samtidigt findes mange meget forskelligartede processuelle ordninger, hvilket medfører, at procedurerne er mindre gennemsigtige, at procesomkostningerne er forskellige, og at ordningerne ikke alle er lige effektive.

Fremgangsmåden ved anlæggelse af søgsmål, beregningen af frister, bevisbyrden, indsigelsers retsvirkninger og retsafgørelsens eksigibilitet er alle forhold, der indebærer særlige vanskeligheder for den, der ikke har kendskab til den pågældende ordning. De processuelle regler er allerede på nationalt plan vanskeligt tilgængelige på grund af deres komplicerede opbygning og deres formelle karakter, og disse vanskeligheder øges, når der er tale om en tvist på tværs af grænserne. I et integreret område bør enhver imidlertid let kunne få kendskab til »spillereglerne« og således inden indledningen af en retssag være klar over, hvilke rettigheder og forpligtelser der består, hvilke formaliteter der skal overholdes, hvilke virkninger de foretagne handlinger har, hvor effektive de ønskede retsafgørelser er, og hvilke klagemuligheder der findes, for slet ikke at tale om reglerne for retsafgørelsers fuldbyrdelse.

Ud over den manglende gennemsigtighed er der også problemet med omkostninger af forskellig størrelse (8). De meget høje sagsomkostninger og advokathonorarer i bestemte medlemsstater og de eventuelle ekstraomkostninger ved en eksigibilitetspåtegning hæmmer adgangen til at gennemtvinge sin ret og medfører ganske enkelt, at mange personer undlader at gå rettens vej (9).

De ofte uigennemskuelige og mere eller mindre bekostelige nationale procedurer er også af meget forskellig effektivitet. Nogle medlemsstater har indført særlige procedurer, som er hurtigere og mindre bekostelige, og som således er bedre tilpasset forretningslivets og borgernes behov. Andre foretrækker derimod stadig mere detaljerede procedurer, som kan føre til en overbelastning af domstolene og en betydelig forlængelse af den periode, der er nødvendig til opnåelsen af en retsafgørelse. Sådanne langvarige procedurer er ofte til fordel for de »dårlige betalere«.

Meddelelsens indhold

7. Mulighederne for at forbedre den frie bevægelighed for domme, der er afsagt af domstolene i medlemsstaterne, drøftes i øjeblikket i Rådet i to sideløbende, men adskilte sammenhænge, nemlig dels arbejdet med ændringen af Bruxelles- og Lugano-konventionerne, dels arbejdet vedrørende indførelsen af »et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument«.

8. Arbejdet med en fornyet gennemgang af Bruxelles- og Lugano-konventionerne, som i øjeblikket er inde i en sonderende fase, har sit udspring i det forhold, at der af tidsmæssige grunde ikke i konventionen af 29. november 1996 om Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse til Bruxelles-konventionen kunne tages hensyn til andre af disse landes anmodninger om ændringer end dem, der var af rent teknisk art. I øvrigt har det stående udvalg under Lugano-konventionen gentagne gange, på tredje og fjerde samling, udtrykt ønske om, at bestemmelserne i de to konventioner indbyrdes tilnærmes.

Medlemsstaterne og Kommissionen er enige om, at der også i forbindelse med arbejdet med en sådan tilnærmelse er visse bestemmelser i de to konventioner, som bør tages op til fornyet overvejelse under hensyntagen til den stadig mere komplekse karakter, der præger de menneskelige relationer og de økonomiske aktiviteter, samt til udviklingen på det pågældende område og i Domstolens retspraksis. På grundlag af skriftlige indlæg fra medlemsstaterne og Kommissionen er der ført indledende drøftelser i Rådet og i det stående udvalg under Lugano-konventionen, og det er blevet fastlagt, hvilke bestemmelser der eventuelt bør ændres.

9. Siden 1995 har Kommissionens tjenestegrene i øvrigt overvejet, om det fortsat vil være hensigtsmæssigt at lade medlemsstaterne opretholde en procedure for eksigibilitetspåtegning af retsafgørelser som omhandlet i Bruxelles-konventionen, og hvordan der retligt kunne udformes et fuldbyrdelsesdokument, som uden hindringer kunne anvendes i en anden medlemsstat. Et sådant eksekutionsgrundlag kunne betegnes som »det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument«. En fri bevægelighed for retsafgørelser, som skulle svare til de øvrige former for fri bevægelighed, er nemlig ingen praktisk realitet i den positive ret: ved fuldbyrdelse i en anden medlemsstat skal ethvert eksekutionsgrundlag, uanset om det er en retsafgørelse, være forsynet med et »pas« udstedt af fuldbyrdelsesmedlemsstaten, normalt i form af en eksigibilitetspåtegning.

Sideløbende med dette arbejde har flere medlemsstater tilkendegivet deres interesse for emnet, som er blevet optaget i Rådets flerårige program for retlige og indre anliggender (10). Finland tog initiativ til at afholde et seminar herom i Helsinki i marts 1997, hvor der samledes en lang række eksperter, såvel fra universiteterne som fra erhvervslivet og fra medlemsstaternes myndigheder (11). Under Nederlandenes formandskab er der allerede afholdt flere møder i Rådet.

Behovet for en ensartet procedure for opnåelse af eksekutionsgrundlag, som er en forudsætning for en fuldstændig afskaffelse af proceduren med eksigibilitetspåtegning, var et af punkterne i disse drøftelser, hvilket forklarer benævnelsen »et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument«. Det viste sig i den forbindelse, at indførelsen af en ensartet procedure i domsstaten og en afskaffelse af proceduren med eksigibilitetspåtegning er to særskilte problemer, hvor løsningen af det ene ikke er en nødvendig forudsætning for løsningen af det andet. Det viste sig også, at en fuldstændig afskaffelse af eksigibilitetspåtegningen ikke er tænkelig, bl.a. på grund af de store forskelle mellem medlemsstaternes procesregler vedrørende fuldbyrdelse. Arbejdet tager således mere sigte på en forenkling og lettelse af proceduren for eksigibilitetspåtegning end på en fuldstændig afskaffelse heraf.

10. Spørgsmålet om foreløbige og sikrende retsmidler blev også behandlet under det ovenfor omhandlede forberedende arbejde. Behovet for en hurtig indførelse af sådanne retsmidler er særligt påtrængende i tvister, der går på tværs af grænserne, dels som følge af den tid, der uvægerligt medgår enten til en retssag i udlandet eller til opnåelse an en eksigibilitetspåtegning efter en national retssag, dels som følge af medlemsstaternes meget forskelligartede retsmidler på dette område. Bruxelles-konventionen omhandler kun sådanne retsmidler meget marginalt, og der bør derfor fastsættes særlige bestemmelser herom, både hvad angår kompetencen til at anvende sådanne retsmidler, og hvad angår betingelserne for at anvende dem.

11. Det forslag til konvention, der er indeholdt i denne meddelelse, tager ikke sigte på at reducere de væsentlige forskelle, der består mellem de enkelte medlemsstaters procesret. Kommissionen mener dog, at det vil være hensigtsmæssigt at tage endnu et skridt og starte en principiel debat om de processuelle problemer i Europa, ikke blot med henblik på et øget samarbejde mellem domstolene, men med et meget bredere mål, nemlig en adgang til hurtigt, effektivt og uden for store omkostninger at opnå bistand fra retsvæsenet. Kommissionen ønsker i forbindelse med disse overvejelser et nært samarbejde med såvel jurister som alle andre interesserede parter.

Retssikkerheden og tilliden til retsvæsenet er nemlig væsentlige forudsætninger for, at et EU-område uden grænser kan udvikles og fungere harmonisk. Det bør derfor undersøges, hvorledes man under iagttagelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, men også i et bredere perspektiv, kan styrke denne retssikkerhed op tillid til fordel for alle borgere og erhvervsdrivende.

12. Denne meddelelse indeholder derfor en anden del om de vanskeligheder, der opstår som følge af forskellene mellem de processuelle regler i de nationale lovgivninger, og her behandles de emner, som Kommissionen ønsker en bred debat om.

- Det første af disse emner er proceduren for opnåelse af en retsafgørelse i domsstaten (II.1). Princippet om afbalancerede retsmidler, de hurtige transaktioner inden for forretningsverdenen og den deraf følgende risiko for, at skyldnerens aktiver, som fordringshaverens sag er rettet mod, vil forsvinde, taler for, at alle bør have adgang til procedurer med sammenlignelige resultater, hvad angår frister, omkostninger og effektivitet. Kommissionen finder, at der i første omgang bør lægges særlig vægt på om muligt i alle medlemsstater at indføre en hurtig procedure for inddrivelse af skyldige beløb.

- Denne meddelelse indeholder også overvejelser vedrørende den egentlige fuldbyrdelse (II.2) af retsafgørelser. Man må her gå gradvist frem. Der foreslås i første omgang blot at overveje udlæg i bankkonti. Det vil i den forbindelse være hensigtsmæssigt at fastslå de grundlæggende principper for på grundlag heraf at udlede fælles retningslinjer på EU-plan.

- Procedurerne for fuldbyrdelse er nært knyttet til spørgsmålet om gennemsigtighed med hensyn til formuen (II.3), som er et andet vigtigt emne for overvejelser. Kommissionen finder, at borgerne og de erhvervsdrivende i Den Europæiske Union bør have sammenlignelige retsmidler til rådighed i så henseende og foreslår overvejelser i retning af en generel anvendelse af proceduren med »oplysning om formuen«, som allerede anvendes i flere medlemsstater.

- Endelig skal fordringer stadig oftere inddrives i udlandet. Et øget internationalt samarbejde bør lette mulighederne for en sådan inddrivelse. Kommissionen foreslår derfor at styrke dette samarbejde, eventuelt gennem en udveksling af oplysninger mellem fuldbyrdelsesmyndighederne i medlemsstaterne under iagttagelse af disses lovgivning og gældende praksis, bl.a. hvad angår beskyttelsen af privatlivets fred og af data (II.4).

Udsigterne

13. Fremover vil den nye traktat indeholde en målsætning om at bevare og udvikle Unionen som et »område for frihed, sikkerhed og retfærdighed«. For at tilvejebringe dette område vil det civilretlige samarbejde blive omhandlet i et nyt kapitel i EF-traktaten om politikken angående dette mål og være omfattet af artikel 73 M. Ifølge denne artikel kan der på området for det civilretlige samarbejde træffes foranstaltninger med grænseoverskridende virkninger i det omfang, de er nødvendige for det indre markeds funktion. Sådanne foranstaltninger kan blandt andet tage sigte på at fjerne hindringerne for, at civile retssager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende civile retsplejeregler. Amsterdam-traktaten vidner således om, at medlemsstaterne er sig den enorme betydning bevidst, som dette område har for den europæiske integration og navnlig for det indre markeds effektivitet.

Det drejer sig om at give de europæiske virksomheder og borgere de betingelser, som de har behov for i processuel henseende, uanset hvordan procedurerne er ved de nationale domstole.

Bruxelles-konventionen og de civile retsplejeregler er af stadig større betydning i relationerne mellem borgere og virksomheder i et mere og mere integreret indre marked, som i de kommende år vil få en ny dimension som følge af den hurtige udvikling med hensyn til elektroniske transaktioner. Det er af afgørende betydning, at reglerne vedrørende fuldbyrdelsen af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, i fremtiden bliver mere operationelle. Denne nødvendighed følger dels af den stadig mere omfattende integrationsproces på det indre marked og dels af de konsekvenser, som en fremtidig udvidelse af Fællesskabet vil få.

Det er således udsigterne til såvel en stadig snævrere integration som til en udvidelse, der ligger bag Kommissionens ønske om at tilskynde til en debat om det civilretlige samarbejde. Kommissionen finder det nemlig mere hensigtsmæssigt at forelægge sine initiativer etapevis. Den foreslår i første omgang at forbedre bevægeligheden for domme inden for rammerne af den nuværende retlige ordning og nu at tilskynde til overvejelser af andre aspekter af problemet. I afventning af, at den nye traktat skal træde i kraft, forelægger den derfor forslag baseret på det retsgrundlag, der i øjeblikket findes, samtidig med at den indleder en debat på de områder, der er omfattet af dette initiativ. Den bemærker, at den fremtidige Amsterdam-traktat giver mulighed for i stedet for konventionsformen at anvende fællesskabsinstrumenter med de institutionelle virkninger, som dette indebærer, og uden at der er behov for nogen ratifikation fra medlemsstaternes eller de eventuelle ansøgerlandes side. Kommissionen forbeholder sig ret til at tage nye supplerende initiativer vedrørende de emner, der lægges ud til debat, eller til på passende tidspunkt på grundlag af den nye traktat at forelægge forslag om at omdanne konventionen til et fællesskabsinstrument, samtidig med at den i videst mulig udstrækning vil søge at opretholde en parallelitet mellem det fremtidige fællesskabsinstrument og Lugano-konventionen, som udvider anvendelsesområdet for Bruxelles-konventionen til også at omfatte EFTA-landene.

I. DEN FRIE BEVÆGELIGHED FOR EKSEKUTIONSGRUNDLAG

14. Alle bestræbelser på at forbedre den frie bevægelighed for retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har således straks indflydelse på Bruxelles- og Lugano-konventionerne. Kommissionen finder, at målsætningen om at lette anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser fra en given medlemsstat på hele Den Europæiske Unions område bør tilstræbes gennem en generel revision af konventionerne.

I.1. REVISIONEN AF BRUXELLES- OG LUGANO-KONVENTIONERNE

15. Kommissionen og medlemsstaterne er enige om, at den aktuelle revision ikke skal føre til en ændring af konventionernes generelle struktur eller af de bagvedliggende principper, som har bevist deres effektivitet.

Det ønskede mål er snarere at foretage den størst mulige indbyrdes tilnærmelse af bestemmelserne i de to konventioner, navnlig efter de ændringer, der ved de seneste tiltrædelseskonventioner er foretaget af Bruxelles-konventionen (12). Der har ligeledes været enighed om at tage nogle af bestemmelserne i de to konventioner op til fornyet overvejelse på grundlag af de indhøstede erfaringer og frem for alt på baggrund af den fortolkning, som Domstolen har fastlagt. Efter næsten tredive års praktisk anvendelse af konventionen har det vist sig, at det er afsnit II vedrørende retternes kompetence, der har givet anledning til de fleste problemer ved anvendelsen og fortolkningen. I den forbindelse foreslår Kommissionen nye kompetencebestemmelser. Det gælder også om at styrke retssikkerheden og ordningernes effektivitet gennem fastlæggelse af selvstændige definitioner af bestemte begreber i stedet for henvisninger til de begreber, der anvendes i national ret (se f.eks. begrebet »ret, ved hvilken sagen først er anlagt« vedrørende litispendens eller begrebet »foreløbige retsmidler« (se kapitel II)). Endelig indgår den nye konvention ligesom Bruxelles-konventionen som en del af Den Europæiske Unions gældende ret; den skal derfor medtages i akten vedrørende nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen og være omfattet af den for denne gældende ikrafttrædelsesprocedure. Det foreslås derfor at indsætte de nødvendige bestemmelser herom.

I.2. DEN FORENKLEDE PROCEDURE FOR ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE

16. Den mest radikale løsning på problemet med de hindringer, som proceduren med eksigibilitetspåtegning medfører, ville bestå i en ren og skær afskaffelse af denne procedure. Da de nationale dommere er europæiske dommere, ville retsafgørelser fra andre medlemsstater kunne sidestilles med nationale retsafgørelser og fuldbyrdes efter samme fuldbyrdelsesordning uden særlige kontrolforanstaltninger eller formaliteter som følge af, at retsafgørelsen er »udenlandsk«.

17. De fleste af de personer, man har rådspurgt i forbindelse med det forberedende arbejde, finder imidlertid, at tiden endnu ikke er inde til en sådan løsning. For at en udenlandsk retsafgørelse skal kunne fuldbyrdes, er der fortsat behov for en eller anden form for »pas«, som gør det muligt at sidestille den med en retsafgørelse truffet i det pågældende land. Et af de oftest anførte argumenter vedrører de magtbeføjelser, som ligger bag fuldbyrdelsen af en retsafgørelse. Disse magtbeføjelser er et særligt udtryk for den nationale suverænitet. Et andet argument vedrører de væsentlige forskelle mellem de enkelte medlemsstaters procesordninger, hvad angår definitionen af et »eksekutionsgrundlag« og de nærmere regler for fuldbyrdelsen af retsafgørelser og frem for alt fogedernes status, beføjelser og ansvar. Det er den almindelige opfattelse, at kun en tilnærmelse af disse definitioner, regler og funktioner vil kunne åbne vejen for nye ændringer.

18. Selv om indførelsen af et europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument, der uden kontrol kunne anvendes i alle medlemsstater, stadig støder på alvorlige vanskeligheder, har Den Europæiske Union imidlertid andre muligheder, som hurtigere kunne virkeliggøres. Der kan stadig opnås betydelige fremskridt i retning af en fri bevægelighed for retsafgørelser ved en yderligere forenkling af proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse.

I Rådet har man drøftet, om sådanne ændringer bør indføres ved en ændring af de relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionen, eller om det vil være mere hensigtsmæssigt at indføre et særskilt instrument, som kun gælder for retsafgørelser om pengekrav. Det er Kommissionens opfattelse, at de ændringer, der i øjeblikket er mulighed for at foretage, bør gennemføres i forbindelse med den fornyede gennemgang af Bruxelles-konventionen. For det første gælder den nye ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse, der foreslås, for alle de retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, der er omfattet af nævnte konvention. Der er ingen retlige forhold, der kan begrunde, at anvendelsen af den foreslåede nye ordning bør afhænge af, om den pågældende fordring vedrører pengekrav eller andre krav.

Desuden ville indførelsen af et særskilt instrument indebære en række problemer, og en sådan løsning kunne vise sig at være værre end de ulemper, man nu søger at råde bod på. En af de umiddelbare følger ville være, at størstedelen af Bruxelles-konventionens potentielle anvendelsesområde udhules til trods for den bebudede vilje til ikke i forbindelse med revisionen at foretage grundlæggende ændringer af et instrument, der er et væsentligt grundlag for den frie bevægelighed for retsafgørelser i Europa. Desuden ville to »konkurrerende« ordningers samtidige beståen have indlysende negative følger for brugerne (dommere, advokater osv.), som for langt størstedelens vedkommende har et ret beskedent kendskab til Bruxelles-konventionen, og som ville stå over for store fortolkningsproblemer i forbindelse med blandede retsafgørelser.

19. Forslaget om denne fremgangsmåde er begrundet i den ret udbredte accept af, at myndighedernes medvirken i fuldbyrdelsesstaten kunne forenkles yderligere, og at fuldbyrdelsespåtegningen eller registreringen af retsafgørelsen stort set kunne reduceres til en formalitet. Det har nemlig vist sig, at der kun i et ubetydeligt antal tilfælde er indgivet klage over de afgørelser, der under Bruxelles-konventionen er truffet vedrørende eksigibilitetspåtegning. Det vil derfor i en situation, hvor retsvæsenet i alle medlemsstaterne til stadighed er overbelastet, være hensigtsmæssigt at spørge sig, om det er rimeligt at opretholde den udprægede karakter af »domstolsbehandling«, som i øjeblikket præger proceduren for eksigibilitetspåtegning, selv på procedurens allerførste trin. Uden at ville blande sig i medlemsstaternes kompetence på dette punkt, så Kommissionen gerne, om medlemsstaterne bestræbte sig på at udpege andre myndigheder end domstolene (embedsmænd, fogeder, . . .) til at foretage eksigibilitetspåtegning. Det ville indebære den umiddelbare fordel, at det ville aflaste de allerede overbelastede domstole, og det ville være et konkret udtryk for fuldbyrdelsespåtegningens ændrede karakter i procedurens indledende fase, medens klager vedrørende en sådan påtegning fortsat bør have karakter af en retssag. I de medlemsstater, hvor den egentlige fuldbyrdelse af retsafgørelser, herunder også af nationale retsafgørelser, er betinget af en domstols forudgående godkendelse, kunne det derimod være en fordel at udpege samme domstol. En sådan udpegning ville i så fald ikke være udtryk for en mistillid til den udenlandske dommer, men blot for et ønske om en forenkling ved at samle beføjelserne til at gøre en udenlandsk retsafgørelse eksigibel og til at godkende den egentlige fuldbyrdelse under en og samme myndighed.

Hvad angår den egentlige procedure, er Kommissionens forslag baseret på et princip om, at eksigibilitetspåtegningen i en vis forstand er automatisk, idet der kun foretages en formalitetskontrol, og det ikke på dette trin i proceduren kontrolleres, om de i konventionen omhandlede afvisningsgrunde foreligger. Denne kontrol kunne lettes ved, at der i forbindelse med den retsafgørelse, der skal fuldbyrdes, fremlægges en ensartet, flersproget attest fra myndighederne i domsstaten (en model er vedlagt konventionsforslaget), hvoraf det utvetydigt fremgår, at de væsentlige betingelser for en eksigibilitetspåtegning af retsafgørelsen er opfyldt. Det vil i så fald påhvile den, mod hvem der er opnået eksigibilitetspåtegning, at anfægte denne ved forelæggelse af bevis for, at en af de i konventionen anførte grunde til at afvise eksigibilitetspåtegning foreligger.

20. Ændringerne af proceduren bør ledsages af en ændring af de grunde, der i øjeblikket kan påberåbes med henblik på afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse af en udenlandsk retsafgørelse (artikel 37a). Det bør navnlig tages op til fornyet overvejelse, om det kan accepteres som afvisningsgrund, at en anerkendelse vil stride mod grundlæggende retsprincipper, da dette passer dårligt sammen med den europæiske integrationsproces og de borgerlige sager, herunder handelssager, der berøres. Der er også spørgsmålet om for sen forkyndelse for sagsøgte til, at denne har haft tilstrækkelig tid til at varetage sine interesser. Den nuværende ordlyd af denne bestemmelse giver nemlig en dårlig betaler en god mulighed for at unddrage sig fuldbyrdelse. Endelig synes det med medlemsstaternes nuværende lovgivning ikke nødvendigt at opretholde muligheden for at afslå eksigibilitetspåtegning som følge af, at retsafgørelsen er i strid med den internationale privatret i den stat, som begæringen rettes til, for så vidt angår fysiske personers retlige status eller deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller eller arveforhold.

For at undgå klager, der udelukkende har til formål at forhale sagen, mener Kommissionen på den anden side, at den afgørelse, som staten, hvor begæringen fremsættes, træffer om at tillade fuldbyrdelse, som udgangspunkt bør være foreløbig eksigibel, ligesom den oprindelige afgørelse, der forelægges, også er eksigibel. Der bør dog indføres visse sikkerhedsforanstaltninger, som gør det muligt at undgå eventuelle uigenkaldelige følger af den umiddelbare eksigibilitet (artikel 36).

21. Kommissionen foreslår efter disse retningslinjer væsentlige ændringer af de ordninger, der i øjeblikket er reguleret ved Bruxelles-konventionen, uden dog at udelukke, at disse ændringer kun er et skridt på vejen, og at det på lidt længere sigt måske vil være hensigtsmæssigt at overveje en fuldstændig afskaffelse af eksigibilitetspåtegningen.

I.3. FORELØBIGE OG SIKRENDE RETSMIDLER

22. De foreløbige og sikrende retsmidler er af meget stor betydning i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser. De negative følger af de forsinkelser, som proceduren medfører, kan lempes eller kompenseres, hvis den stat, som begæringen er rettet til, har en positiv holdning til anvendelsen af sådanne retsmidler. Selv om der i hele Den Europæiske Union i den senere tid i meget større omfang er gjort brug af sådanne retsmidler, dels som følge af forretningsverdenens behov for hurtige afgørelser og dermed for at undgå overdrevne forhalinger af retsafgørelser, er udviklingen med hensyn til sådanne retsmidler foregået på forskellig og ret selvstændig måde i medlemsstaterne. Bruxelles-konventionen indeholder således kun to bestemmelser, der vedrører foreløbige og sikrende retsmidler, nemlig artikel 24 og 39, hvor der i øvrigt blot henvises til medlemsstaternes nationale ret, hvad angår den konkrete anvendelse heraf.

23. En sammenlignende undersøgelse af de nationale lovgivninger viser, at der praktisk taget ikke findes nogen definition af foreløbige og sikrende retsmidler, og at der er betydelige forskelle mellem de forskellige gældende ordninger. Der kan højst konstateres en vis lighed, hvad angår visse af de funktioner, som disse retsmidler har, nemlig at sikre den senere fuldbyrdelse af den realitetsafgørelse, der vil blive truffet (eller en foreløbig fuldbyrdelse af en forventede retsafgørelse), at sørge for en midlertidig regulering af den faktiske eller retlige situation mellem parterne og at sikre de berørt interesser indtil sagens afgørelse.

Forskellen mellem medlemsstaterne er imidlertid større, når disse retsmidler indebærer en risiko for, at realitetsafgørelsen i sidste ende bliver betydningsløs, eller tilskynder til en omgåelse af de normalt gældende kompetenceregler (se f.eks. »référé«-bestemmelsen i fransk ret og »Befriedigungsverfügung« i tysk ret). Den adgang, som dommerne har til at anvende sådanne retsmidler, er meget forskellig, og i nogle stater må dommerne ikke på nogen måde foregribe realitetsafgørelsen.

24. Betingelserne for at anvende sådanne retsmidler er meget forskellige. Selv om anvendelsen af sådanne retsmidler, som i princippet er umiddelbart eksigible, normalt i medlemsstaternes lovgivninger er betinget af, at den påståede fordring er sandsynlig (»fumus boni juris«), og at der er en egentlig risiko for, at betaling ikke vil finde sted (»periculum in mora«), fortolkes betingelsen vedrørende det umiddelbare behov stadig oftere ret liberalt. Der er også betydelige forskelle med hensyn til arten af de aktiver, der kan omfattes, arten af de retsmidler, der kan anvendes, og forholdet mellem de foreløbige forholdsregler og realitetsafgørelsen.

Formkravene er også meget forskellige. Adskillige medlemsstater betinger anvendelsen af sikrende retsmidler af en forudgående tilladelse fra en dommer, i nogle medlemsstater fra en særlig dommer, i andre fra en almindelig dommer, selv om der er nogle af disse medlemsstater, hvor en sådan tilladelse undertiden ikke er nødvendig. Desuden er procedurens ensidige karakter typisk i en lang række medlemsstater, medens der i andre kræves en kontradiktorisk behandling lige fra procedurens indledning, medmindre sagen er særligt hastende, og det kan udelukke den overraskelsesvirkning, som normalt forventes af sådanne retsmidler.

25. Bruxelles-konventionen bringer ingen løsning på disse forskelle, hvad angår bestemmelserne om foreløbige retsmidler. Artikel 24 fastlægger blot en undtagelsesregel om, at kompetencen på dette område ikke er begrænset til den ret, der har kompetence til at træffe realitetsafgørelse, uden at det angives, hvor kompetencen kan ligge, og uden at der gives nogen definition at de foreløbige, herunder sikrende retsmidler. For at løse dette problem har Domstolen måttet fortolke bestemmelserne. I sagen »Reichert II« (13) lagde den grunden til en ensaret og selvstændig definition, ligesom den angav, hvorledes den frie bevægelighed med hensyn til retsafgørelser om sådanne retsmidler skulle sikres. Hvad angår artikel 39, der omhandler anvendelsen af foreløbige retsmidler under en appelsag om en afgørelse om tilladelse til fuldbyrdelse, har Domstolen meget hensigtsmæssigt i sagen Capelloni og Aquilini mod Pelkmans (14) fastslået, at den part, der har fremsat begæring om og opnået tilladelse til fuldbyrdelse, i det i artiklen nævnte tidsrum umiddelbart i medfør af artiklen kan iværksætte sikrende retsmidler, uden at der kan stilles krav om nogen særskilt tilladelse hertil.

26. Kommissionen finder det nødvendigt at gå videre ad den vej, som Domstolen har udstukket, og i Den Europæiske Union at indlede en debat om, hvorledes der på dette område kan sikres en ensartet beskyttelse af alle fordringshavere. Under hensyntagen til de forskellige retsordener og de forskelligartede retsmidler bør sådanne overvejelser navnlig vedrøre formålene med de sikrende og foreløbige retsmidler, de minimumsbetingelser, der bør gælde for anvendelsen heraf, det kontradiktoriske princip, fuldbyrdelsen af foranstaltningerne og klagemulighederne.

27. Kommissionen foreslår at fastlægge en fælles definition af »sikrende, herunder foreløbige retsmidler«. Det foreslås her at lade sig inspirere af de vejledende principper, som Domstolen har fastlagt i »Reichert II«-sagen (15).

28. Den foreslår også, at der med hensyn til sikrende og foreløbige retsmidler opstilles en klar regel om, at kompetencen tilkommer den medlemsstat, på hvis område sådanne retsmidler faktisk kan bringes i anvendelse, også selv om det er en anden medlemsstat end den, der har kompetencen med hensyn til realitetsbehandlingen (artikel 18a). Grundlaget for denne nye kompetenceregel er, at den hastende karakter, der præger sådanne foreløbige og sikrende retsmidler, er uforenelig med iværksættelsen af en procedure for eksigibilitetspåtegning. Denne regel bør finde anvendelse, uden at den indskrænker den naturlige kompetence, som dommeren i hovedsagen har til også at anvende foreløbige retsmidler (16).

Når der er truffet en realitetsafgørelse, som ikke er eksigibel, eller truffet en eksigibel realitetsafgørelse, men denne endnu ikke er eksigibel i den stat, hvor begæringen fremsættes, bør en sådan afgørelse give mulighed for at anvende sikrende retsmidler i den stat, hvor sådanne retsmidler vil kunne anvendes (17). Retsafgørelsen i hovedsagen skal nemlig allerede i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 26 uden videre anerkendes på grundlag af en international retmæssighedsformodning, og den bør ligestilles med »et europæisk dokument om bevarende retsmidler« (se artikel 27).

Endelig bør en realitetsafgørelse, der er blevet eksigibel i den stat, hvor begæringen fremsættes, uden at dette indskrænker den foreløbige fuldbyrdelse af afgørelsen om tilladelse til fuldbyrdelse, uden videre indebære ret til at anvende de sikrende og foreløbige retsmidler, der er hjemlet i lovgivningen i den stat, hvor begæringen fremsættes. Anvendelsen af sådanne retsmidler forudsætter ikke, at afgørelsen om at tillade fuldbyrdelse forudgående er blevet forkyndt for sagsøgte. Retsmidlerne har virkning, indtil appelfristen er udløbet, eller indtil der er truffet endelig afgørelse i en eventuel appelsag (se artikel 36).

29. Alle de foreslåede ændringer er anført i forslaget til konvention i bilag 1. Af bekvemmelighedsgrunde er strukturen og nummereringen i Bruxelles-konventionen i videst muligt omfang blevet fulgt i konventionsforslaget, som også kun indeholder de bestemmelser, der ønskes ændret i forhold til Bruxelles-konventionen.

II. OVERVEJELSER VEDRØRENDE EN FORBEDRING AF RETSVÆSENETS EFFEKTIVITET I DEN EUROPÆISKE UNION

30. De meget forskellige nationale procesordninger indebærer, at de personer i Unionen, der går rettens vej, ikke alle er stillet lige. De har ikke lige effektive ordninger til deres rådighed, selv om lighed mellem borgere og forretningspartnere i et integreret område forudsætter, at der er lige adgang til retsmidler i de forskellige lande. EU-institutionerne har gentagne gange gjort opmærksom på denne divergens mellem den gældende ret og de faktiske forhold, som skyldes opretholdelsen af de retlige grænser i Den Europæiske Union (18). Domstolen har selv understreget, at medlemsstaterne har en egentlig forpligtelse til at stille retsmidler til rådighed, hvor rettigheder krænkes gennem en overtrædelse af fællesskabsretten, og at dette også følger af EF-traktatens artikel 5 (19).

31. Institutionernes bevidsthed herom har allerede givet sig et vist udslag i flere EU-instrumenter. På grundlag af EF-traktatens artikel 66, 100 og 100 A har Rådet vedtaget flere afledte retsakter, som indeholder særregler, regler om værnetingskonflikt eller i sjældne tilfælde om lovkonflikter, uden dog i særlige tilfælde at udelukke en tilnærmelse af de materielle processuelle bestemmelser (20). Denne fremgangsmåde indebærer imidlertid en begrænsning til det emneområde, som bestemmelserne gælder for. Ulempen ved det således indledte arbejde med en tilnærmelse af de nationale bestemmelser vedrørende konflikter og af den materielle procesret er, at udviklingen kun har fundet sted inden for snævert afgrænsede sektorer.

32. Uden derfor at udelukke muligheden for nye forslag inden for særlige områder, hvor sådanne måtte være nødvendige, ønsker Kommissionen fremtidigt i videst muligt omfang at finde horisontale løsninger på disse spørgsmål, og dette arbejde vil efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse finde sted inden for rammerne af de nye bestemmelser om det civilretlige samarbejde (artikel 73 M). De behandlede problemers komplekse karakter og det forhold, at den nationale procesret er stærkt forankret i den nationale juridiske tradition, taler imidlertid for at gå gradvis og forsigtigt til værks i takt med de behov, der viser sig. Samtidigt bør der lægges særlig vægt på opnåelsen af en ligevægt mellem parternes interesser, navnlig en iagttagelse af retten til at varetage sit forsvar.

Kommissionen ønsker at rette opmærksomheden mod visse punkter, hvor der består forskelle, som efter dens mening, hvis de opretholdes, vil kunne være til skade for et harmonisk virkende retsvæsen i Den Europæiske Union. Disse punkter er i øvrigt allerede blevet behandlet i forbindelse med Rådets arbejde vedrørende »det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument«, hvilket vidner om et behov og en interesse for en eventuel fælles løsning for hele Unionen.

II.1. PROCEDUREN FOR OPNÅELSE AF EKSEKUTIONSGRUNDLAG I DOMSSTATEN

33. I betragtning af borgernes og de erhvervsdrivendes tiltagende behov, bør en generalisering og indbyrdes tilnærmelse af hurtige procedurer for inddrivelse af pengebeløb overvejes som et af de prioriterede punkter.

34. I 1994 (21) blev der på Kommissionens anmodning foretaget en undersøgelse som led i Fællesskabets strategi for udvikling af virksomheder og forbedring af virksomhedernes betingelser. Denne undersøgelse viste, at de erhvervsdrivende er af den opfattelse, at medlemsstaternes retsordener i forskellig grad afskrækker dårlige betalere, og endog i flere medlemsstater giver disse en finansiel fordel ved at sikre dem en vis straffrihed. Undersøgelsen viser også, at nogle små og mellemstore virksomheder (SMV) tøver med at deltage i international handel, fordi de ved, at det i tilfælde af manglende betaling vil være meget vanskeligere at inddrive en fordring i udlandet end i deres eget land.

35. I forbindelse med sine bestræbelser på at få det indre marked til at fungere så godt som muligt har Kommissionen allerede i sin henstilling af 12. maj 1995 om betalingsfrister i handelsforhold (22) fremhævet denne mangel på en hensigtsmæssig retlig ramme. Kommissionen finder, at kreditorer, der rammes af betalingsforsinkelser, bør have hurtige, effektive og lidet bekostelige retsmidler til deres rådighed, og den har derfor opfordret medlemsstaterne til at øge effektiviteten af de forenklede retslige procedurer for bilæggelse af tvister om mindre beløb og til at lempe inddrivelsesprocedurerne ved ubestridte fordringer i andre lande. Den har imidlertid i sin rapport af 9. juli 1997 (23) om en evaluering af virkningerne af 1995-henstillingen måttet konstatere, at der ikke er sket større ændringer i medlemsstaterne, og at SMV'erne stadig er tøvende med hensyn til eksportaktiviteter.

36. Kommissionens initiativ, der i øvrigt har fået bred støtte i Parlamentet (24), er baseret på de væsentlige forskelle, der kan konstateres ved en sammenligning af de nationale ordninger. I de seneste tyve år er der således i alle medlemsstater i meget forskellig grad blevet indført en række særlige eller forenklede procedurer. De mange nye procedurer er ikke blot udtryk for medlemsstaternes vilje til at komme de lange ventetider og flaskehalsene ved domstolene til livs, men også for den vægt, de enkelte stater lægger på en effektiv retsbeskyttelse for de forskellige kategorier af rettigheder og fordringshavere.

37. Foruden procedurer for mindre fordringer og specielt for forbrugerkøb er der en række medlemsstater, der allerede har indført eller er ved at indføre procedurer, der skal gøre det lettere, hurtigere og mindre bekosteligt at inddrive pengebeløb. Disse procedurer (25) findes dog ikke i alle medlemsstater (26). Hvor der findes, er de materielle og de formelle betingelser for deres anvendelse meget forskellige. Forskellene vedrører så grundlæggende forhold som maksimumsbeløbet for fordringer, der kan behandles efter denne procedure, spørgsmålet om kontradiktorisk eller ensidig behandling, bevismidler, omkostninger og gebyrer samt advokatens rolle. Hertil kommer de meget forskellige formkrav i medlemsstaterne, og i visse tilfælde er der tale om en helt udenretslig procedure (27).

38. Disse tiltagende forskelle indebærer ulige muligheder til fordel for fordringshavere, der kan anvende en meget effektiv, forenklet procedure, og på bekostning af dem, der som det andet yderpunkt overhovedet ikke har andre muligheder til rådighed end de såkaldte »normale« procedurer, som generelt indebærer meget større omkostninger og betydeligt længere ventetid. Hertil kommer, at det i visse medlemsstater ganske enkelt er forbudt at anvende den forenklede inddrivelsesprocedure i tilfælde af tvister på tværs af grænserne (28). I sidstnævnte tilfælde kan forskellene mellem de nationale ordninger have en ikke ubetydelig indflydelse på valget af værneting (»forum shopping«). Kommissionen finder det nødvendigt at mindske disse forskelle, som i øvrigt kan have en indflydelse på debitorernes adfærd. Det er således i forbindelse med opfølgningen af henstillingen om betalingsfrister i handelsforhold blevet påvist (29), at der er meget færre betalingsforsinkelser i de medlemsstater, hvor opnåelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser foregår hurtigt, effektivt og uden større omkostninger. I disse medlemsstater ligger den andel, som forsætlige betalingsforsinkelser udgør af de samlede betalingsforsinkelser, betydeligt under gennemsnittet, som er på 35 %. De erhvervsdrivende bør derfor, hvis de skal drage fuld fordel af grænsernes forsvinden, råde over en hurtig, effektiv og lidet bekostelig procedure, der opfylder de materielle og formelle betingelser for, at de kan få en rimelig beskyttelse. En sådan beskyttelse bør i øvrigt ikke være begrænset til de erhvervsdrivende, men være til rådighed for enhver borger (forbrugere, personer med ret til underholdsbidrag, . . .), der ikke får sin fordring betalt.

39. En generel anvendelse (30) af den forenklede inddrivelsesprocedure i alle medlemsstater ville også betyde, at de ansvarlige myndigheder blev mere fortrolige hermed, og dermed lette de procedurer for anerkendelse og eksigibilitetspåtegning (31), der er fastlagt i Bruxelles-konventionen. Der skal i øvrigt i den forbindelse mindes om, at mange ekspertudtalelser om »det europæiske fuldbyrdelsesdokument« går ud fra, at en ensartet procedure for inddrivelse af pengebeløb vil medføre, at den i Bruxelles-konventionen omhandlede procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse (eksigibilitetspåtegning) fuldstændig vil forsvinde.

40. Det grundlæggende princip er, at en omfattende procedure om betaling af pengebeløb bør undgås i de tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen egentlig tvist, og hvor skyldneren ikke bestrider sin gæld. Dette princip indebærer, at initiativet ved sagsanlæg ikke længere påhviler kreditor, men derimod debitor, som efter på kreditors anmodning at have modtaget et betalingspålæg må påtage sig den aktive rolle og gå til domstolene. Det karakteristiske ved proceduren er de retsvirkninger, den indtræder, hvis debitor bevidst forholder sig passiv. Der bør derfor træffes særlige forholdsregler for at sikre en effektiv beskyttelse af debitors interesser. Forkyndelsen af det fuldbyrdelsesdokument, der udstedes på kreditors anmodning, er i så henseende af stor betydning, da den udløser den frist, inden for hvilken debitor kan gøre sine indsigelser gældende og opnå en kontradiktorisk behandling.

41. Efter at have opstillet disse generelle principper, som er grundlaget for alle de bestående ordninger, er der en række problemer, der skal løses. For det første må det fastlægges, hvordan der kan sikres en passende ligevægt mellem de involverede parters rettigheder, uanset om det drejer sig om forbrugere, hvis nuværende svage stilling på markedet ikke må forværres (32), eller om andre personkategorier. Desuden må det fastlægges, hvilken rolle domstolene, fogederne og advokaterne skal spille. De materielle anvendelsesområde, det eventuelle maksimumsbeløb for fordringen, de praktiske procedureregler, bevisregler, forkyndelsesform, klagemuligheder og klagefrister er andre parametre, der må tages i betragtning ved overvejelserne af den mulige udformning af en europæisk procedure for forenklet inddrivelse af skyldige beløb. Ved overvejelserne vil man også bestræbe sig på ikke at underminere bestående ordninger, som har bevist deres effektivitet.

II.2. FULDBYRDELSE AF RETSAFGØRELSER

42. En hurtig og effektiv ordning for fuldbyrdelse af retsafgørelser er en af forudsætningerne for at opnå retfærdighed. Den frie bevægelighed for domme er i øvrigt illusorisk, hvis fuldbyrdelsen ikke er lige effektiv i alle medlemsstater.

43. Det er ikke i øjeblikket sikkert, at de nationale lovgivninger kan sikre en virkeliggørelse af dette mål. Ligesom de sikrende og foreløbige retsmidler er retsmidlerne til tvangsfuldbyrdelse udformet meget forskelligt og knyttet til meget forskellige betingelser i de enkelte medlemsstater. Selv om alle medlemsstater har forskellige fuldbyrdelsesregler afhængigt af arten af den forpligtelse, der skal opfyldes, og selv om næsten alle ordningerne betinger tvangsfuldbyrdelse af en forkyndelse af eksekutionsgrundlaget eller af et påkrav til debitor, er der store forskelle, hvad angår arten af de dokumenter, der kan være grundlag for tvangsfuldbyrdelse (33), idet retskraften ikke er det eneste afgørende kriterium i så henseende. Der er mange undtagelser fra det generelle princip om, at alle debitors aktiver kan gøres til genstand for udlæg, og disse undtagelser er ligeledes meget forskellige i de enkelte stater. Det samme gælder klagemulighederne, domstolenes rolle i tvister om tvangsfuldbyrdelse samt omkostningerne ved fuldbyrdelse og eventuel offentliggørelse af tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.

44. Bruxelles-konventionen tager kun sigte på at lette den frie bevægelighed for domme gennem lempede regler om eksigibilitetspåtegning. Den egentlige tvangsfuldbyrdelse er stadig undergivet procesreglerne i den stat, hvor fuldbyrdelsen finder sted. Det forhold, at et dokument er eksigibelt, må således ikke forveksles med den faktiske tvangsfuldbyrdelse, og der er endnu lang vej, inden »betingelserne for fuldbyrdelse af retsafgørelser og de risici, der er forbundet med de vanskeligheder, fuldbyrdelsen giver anledning til, er de samme i alle medlemsstaterne« (34).

45. De indbyrdes forskelle og den kompleksitet, der præger reglerne, og som Domstolen således har påpeget, har forbindelse med tvangsfuldbyrdelsens særlige karakter, idet den berører såvel personretten som aftaleretten, familieretten, arveretten, skatteretten og retten vedrørende sikkerhedsstillelser. På grund af denne horisontale karakter, hvortil kommer det klassiske territorialitetsprincips anvendelse ved udlæg, bør der ved behandlingen af dette emne udvises forsigtighed og tages et enkelt skridt ad gangen.

46. Det foreslås i første omgang at begrænse overvejelserne til problematikken omkring udlæg i bankindeståender, som kendes i stort set alle medlemsstater, og som i princippet er et effektivt middel mod dårlige betalere. Denne effektivitet indskrænkes imidlertid en smule som følge af territorialitetsprincippets anvendelse ved udlæg og de stor indbyrdes forskelle mellem de nationale lovgivninger. Det er dog frem for alt den store flygtighed, som er karakteristisk for indeståender på bankkonti, der hæmmer gennemførelsen af udlæg og fastholdelsen af midlerne. Det vil derfor være ønskeligt at overveje, hvordan disse hindringer og denne flygtighed kan neutraliseres, og at fastlægge en fælles fremgangsmåde for Den Europæiske Union.

47. Flere spørgsmål bør overvejes nærmere. Et af disse væsentlige spørgsmål er fastlæggelsen af udlægsstedet. Der bør her tages hensyn til den hurtige udvikling i den elektroniske overførsel af midler. Det traditionelle princip, ifølge hvilket udlægsstedet er stedet for bankens modtagelse af midlerne eller det sted, hvor banken foretager udbetalinger (normalt bankens hjemsted), bør tages op til fornyet overvejelse.

Udlæggets rækkevidde, hvad angår beløb, der måtte indestå i udenlandske datterselskaber eller filialer af den bank, hvor udlægget er foretaget, er også et særligt problem i forbindelse med territorialitetsprincippets anvendelse ved udlæg. Datterselskaber og filialer anses meget ofte som selvstændige virksomheder i forhold til den virksomhed, hvor udlægget er foretaget, i hvert fald hvad angår udlægsforpligtelsens ophør.

Den dato, på hvilken tredjemand er forpligtet til at give oplysning om debitors konto, eller om, hvad der sker med indbetalinger, der ikke kan gøres udlæg i, og som indsættes på kontoen, er også spørgsmål, der bør undersøges nærmere. Det samme gælder den fortrinsret, der i visse stater indrømmes en kreditor, der gør udlæg, idet dette kan indebære en risiko for en forskelsbehandling af mere fjerntboende kreditorer.

II.3. GENNEMSIGTIGHED MED HENSYN TIL FORMUEN

48. En effektiv beskyttelse af kreditors rettigheder forudsætter, at det gennem en forenklet procedure for anerkendelse og eksigibilitetspåtegning gøres lettere at opnå en hurtig fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser. Fremskridt på dette område kan dog i mange tilfælde vise sig virkningsløse, hvis debitor er insolvent eller har bortskaffet sine aktiver. Kreditor bør derfor være i stand til at danne sig et nøjagtigt billede af debitors formue, opdelt på aktiver og passiver, inden han afgør, om det vil være hensigtsmæssigt at søge tvangsfuldbyrdelse.

49. Men denne formue, som er kreditors sikkerhed, er blevet langt mindre gennemsigtig. Tidligere bestod den i det væsentlige af fast ejendom, som det var let at identificere og dermed at gøre udlæg i, men i mellemtiden er der sket betydelige ændringer, hvad angår formuens sammensætning. En stor del af formuen består ikke længere af fysiske ting, men ofte af bankkonti, forskellige indtægter, andelsbeviser, obligationer eller aktier i selskaber spredt over hele Europa. Formuen er nu præget af en større anonymitet og i takt med udviklingen inden for informationsteknologien og Internet (35) af en større flygtighed.

50. De nationale lovgivere har ikke ignoreret denne udvikling og har gradvis indført foranstaltninger, der i det mindste delvis kan afbøde denne mangel på gennemsigtighed. De enkelte medlemsstaters nugældende ordninger, som giver mulighed for at afsløre og stedfæste de forskellige aktiver og passiver i debitors formue, er imidlertid yderst forskellige og kan langt fra sikre samme beskyttelse af alle kreditorer.

51. En af disse muligheder består i at pålægge debitor en forpligtelse til på anmodning af kreditor eller den ret, der er ansvarlig for tvangsfuldbyrdelse, at oplyse om de enkelte bestanddele af sin formue. I en første gruppe medlemsstater findes der ingen lovbestemmelser af denne art. Kreditor må derfor selv gøre den fornødne indsats for at fastslå og stedfæste de forskellige dele af formuen, hvilket ofte er til fordel for debitor, der advares eller indhenter spidsfindig rådgivning. Nogle medlemsstater har i øvrigt ingen bestemmelser, der gør det strafbart for en debitor at foretage handlinger med henblik på at blive insolvent.

I en anden gruppe medlemsstater er der en forpligtelse til at oplyse om formuen, hvilket gøres skriftligt eller mundtligt over for en ret, eventuelt under aflæggelse af ed, over for en foged eller en ved retten ansat emdedsmand eller over for myndigheder, der særligt tager sig af fuldbyrdelse af retsafgørelser. En debitor, der nægter at give sådanne oplysninger, kan idømmes bøde eller endog hæftestraf. Normalt omfatter oplysningspligten alle former for aktiver, såvel fast ejendom som løsøre.

Effektiviteten af en sådan erklæring om formuen afhænger i vid udstrækning af den brug, der gøres heraf, og af den adgang, der gives til oplysningerne. I nogle medlemsstater kommer oplysninger, der tilvejebringes på denne måde, kun til rettens og parternes kundskab. Den afskrækkende virkning ved forpligtelsen til at skulle afgive oplysninger er derimod betydeligt større, hvor oplysningerne via rettens registre er tilgængelige for enhver interesseret, og forpligtelsen til at afgive oplysninger om formuen bliver derved et meget effektivt pressionsmiddel mod dårlige betalere.

52. Muligheden for et gennemsyn af offentlige registre kan være en yderligere informationskilde af ikke ubetydelig værdi og kan være et alternativ i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen pligt til at oplyse om formuen. Også her er omfanget af de oplysninger, som der er adgang til, meget forskelligt fra den ene medlemsstat til den anden.

53. I nogle medlemsstater har retterne eller de myndigheder, der er ansvarlige for tvangsfuldbyrdelse, i øvrigt også mulighed for at kræve oplysninger fra tredjemand, eksempelvis for at indhente oplysninger om debitors konti fra banker og finansieringsinstitutter. I andre medlemsstater er denne mulighed fuldstændig udelukket, og bankhemmeligheden påberåbes normalt som grunden hertil.

54. Der består således meget betydelige forskelle i Den Europæiske Union, hvad angår indstillingen til formuers gennemsigtighed. Dels er nogle medlemsstaters diskretion af en sådan art, at den tilskynder dårlige betalere til at placere deres aktiver i en sådan medlemsstat for at undgå udlæg. For det andet er kreditorerne forskelligt stillet, alt efter om de skal inddrive deres fordringer i den ene eller den anden medlemsstat. Kommissionen finder, at den nuværende situation er utilfredsstillende, og at det er nødvendigt med en samordnet indsats for at øge effektiviteten ved tvangsfuldbyrdelse i Den Europæiske Union. Under hensyntagen til den interesse, der er for ordningen med en forpligtelse til at give oplysning om formuen, finder Kommissionen det hensigtsmæssigt at overveje en generel indførelse heraf som et middel til at lokalisere de forhåndenværende aktiver og passiver. Der bør også tages hensyn til de procedurer, der skal modvirke forsætlig insolvens.

Denne holdning er i vid udstrækning blevet støttet af de fagfolk, der er blevet rådspurgt af Kommissionens tjenestegrene i forbindelse med det forberedende arbejde forud for Helsinki-seminaret i marts 1997 om »det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument«.

Kommissionen finder det imidlertid absolut nødvendigt at en sådan procedures effektivitet bringes i overensstemmelse dels med reglerne om, hvad der ikke kan gøres til genstand for udlæg, og dels med debitors og tredjemands beskyttelse mod utidige, unødvendige og overdrevne undersøgelsesforanstaltninger. Der bør også lægges særlig vægt på beskyttelsen af sådanne oplysninger. Kommissionen har derfor til hensigt at føre brede drøftelser og at indhente udførlige udtalelser fra de berørte kredse.

II.4. UDVEKSLING AF OPLYSNINGER MELLEM FULDBYRDELSESMYNDIGHEDER

55. Overvejelserne vedrørende en forbedring af retsafgørelsers effektivitet må også omfatte et andet punkt, nemlig samarbejdet mellem de myndigheder, der er ansvarlige for fuldbyrdelsen af retsafgørelser i de enkelte stater. Dette punkt hænger uløseligt sammen med spørgsmålet om identifikation af de aktiver, fuldbyrdelsen omfatter, og er et naturligt supplement hertil. Jo større fremskridt der gøres med hensyn til formuens gennemsigtighed, jo mere omfattende vil et fremtidigt samarbejde blive. I øjeblikket er situationen den, at selv om det civilretlige samarbejde er et af Unionens mål, må det konstateres, at der på EU-plan ikke findes nogen generel multilateral ordning, der har til formål at fremskynde bilæggelsen af tvister og fuldbyrdelsen af retsafgørelser gennem gensidig bistand.

56. Dette var i øvrigt også et punkt, der blev behandlet på seminaret om »det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument« i Helsinki i marts 1997, og en sådan ordning blev anset for at være et af de midler, der kan bidrag til at øge retsafgørelsers effektivitet. Muligheden for at indføre en ordning for udveksling af oplysninger på dette område er i øvrigt blevet drøftet med medlemsstaterne i forbindelse med arbejdet med »det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument« (se I.2.). Den modtagelse, som dette forslag fik, vidner om, at medlemsstaterne i stadig højere grad er sig de vanskeligheder bevidst, som skyldes, at der ikke består noget officielt samarbejde mellem domstolene, hvad angår retsafgørelsers effektivitet.

57. Kommissionen er af den opfattelse, at en forbedring af de lovgivningsmæssige ordninger for anerkendelse og fuldbyrdelse er et meget vigtigt emne, men at de positive resultater, der forventes af bestræbelserne på dette område, kan forbedres yderligere gennem et aktivt samarbejde mellem de myndigheder i medlemsstaterne, der medvirker i disse ordninger. Dels ville et sådant samarbejde give mulighed for at mindske ulemperne ved den anvendelse af territorialitetsprincippet ved fuldbyrdelse, der er dybt forankret i medlemsstaternes juridiske tradition. Dels synes vanskelighederne med og i visse tilfælde den manglende mulighed for let og uden alt for store omkostninger at kunne lokalisere de aktiver, der kan tjene til indfrielse af en kreditors fordring, at hæmme retsafgørelsernes frie bevægelighed og effektivitet og mere generelt retsvæsenets evne til at imødekomme kreditorernes berettigede forventninger i de enkelte medlemsstater. Det vil derfor være fornuftigt at indlede en debat om, i hvilken form og efter hvilke regler der eventuelt kunne oprettes en ordning for udveksling af oplysninger mellem fuldbyrdelsesmyndighederne i medlemsstaterne.

58. Hvis en sådan ordning skal være effektiv, bør den ikke være begrænset til en udveksling af oplysninger om den gældende lovgivning vedrørende fuldbyrdelse af retsafgørelser i den stat, hvor begæringen fremsættes. Det videre mål med samarbejdet må i virkeligheden være, at kreditor kan blive bekendt med de oplysninger, der er tilgængelige i den stat, hvor begæringen fremsættes, ikke blot om debitor selv, men også om hans formue og dennes sammensætning af aktiver (herunder fordringer mod tredjemand) og passiver, samt oplysninger om, hvor aktiverne befinder sig.

59. En sammenlignende undersøgelse af de ordninger, der findes på andre områder, kunne lette den eventuelle fastlæggelse af rammerne for en sådan ordning. Der findes nemlig en række ordninger, bl.a. på EU-plan, som har til formål at muliggøre og lette den gensidige udveksling af oplysninger og samarbejdet mellem myndighederne.

I så henseende er ordningen i den konvention om inddrivelse af underholdsbidrag (36), der inden for rammerne af det europæiske politiske samarbejde blev undertegnet den 6. november 1990, af ganske særlig interesse. Ifølge artikel 3 i denne konvention forpligter de udpegede myndigheder sig nemlig til at samarbejde, så retsafgørelserne kan blive effektive, og til at stille de nødvendige tvangsfuldbyrdelsesmidler til rådighed, men også til at opspore og lokalisere debitors formuegoder og til fra statens myndigheder at indhente alle relevante oplysninger om debitor.

Fællesskabsretten indeholder ligeledes flere modeller for ordninger for udveksling af oplysninger og gensidig bistand mellem myndigheder, hvor formålet er at sikre en korrekt anvendelse af fællesskabsbestemmelserne. Disse ordninger er særligt udviklede på områderne for told, landbrug og skatter (37).

60. De kulturelle forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår ansvaret for en sags behandling og fuldbyrdelsen af retsafgørelser, forskellene eller lighederne mellem de oplysninger, der er tilgængelige i de enkelte medlemsstater, og de betydelige forskelle med hensyn til fogedernes status og ansvarsområder vil være væsentlige punkter ved drøftelserne, hvor der må tages hensyn til en lang række parametre.

Det bør navnlig nøjagtigt fastlægges, hvem der skal have adgang til oplysningerne. Det vil utvivlsomt være at foretrække kun at give myndighederne adgang hertil, og ikke at lade almindelige privatpersoner få adgang. Det skal i så fald fastlægges, hvilke myndigheder der kan modtage og hvilke myndigheder der kan meddele oplysninger. En sådan ordning bør utvivlsomt være åben for alle administrative og retslige myndigheder samt for alle uafhængige organer, der af staten har fået beføjelse til at foretage tvangsfuldbyrdelse af retsafgørelser. I forbindelse hermed er det også et spørgsmål, i hvor høj grad en sådan ordning bør decentraliseres.

Det materielle anvendelsesområde for ordningen og de betingelser, der skal gælde for anmodninger om bistand, bør klart defineres. Det bør også fastsættes, i hvilke tilfælde meddelelse af oplysninger gyldigt kan nægtes, ligesom der for en sådan ordning bør fastsættes begrænsninger, som kan være begrundet i det legitime ønske om at beskytte privatlivets fred eller personoplysninger, eller som er begrundet i de nationale forskrifter, der gælder vedrørende tavshedspligten og bankhemmeligheden i den stat, hvor begæringen fremsættes.

(1*) Se side 20 i denne Tidende.

(2) Grønbog om forbrugernes klagemuligheder og om bilæggelse af tvister på forbrugerområdet inden for enhedsmarkedet - KOM(93) 576; Kommissionen har modtaget over hundrede henvendelser.

(3) En undersøgelse, som Eurobarometer foretog i 1991, viste, at vanskelighederne med bilæggelse af tvister er en af de væsentligste hindringer for en udvikling, hvad angår køb af forbrugsgoder i en anden medlemsstat.

(4) Kommissionens henstilling af 12. maj 1995 om betalingsfrister i handelsforhold (EFT L 127 af 10.6.1995) og Kommissionens meddelelse vedrørende denne henstilling (EFT C 144 af 10.6.1995).

(5) Kun enkelte områder er ikke omfattede. Se dog udkastet til konventionen om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende ægteskab (»Bruxelles II«).

(6) EF-Domstolen - Sag C-398/92, 10. februar 1994, Mund og Festner, Sml. 1994, s. I-474.

(7) EFT L 319 af 25.11.1988, s. 9.

(8) I forbindelse med grønbogen om forbrugernes klagemuligheder er det blevet påpeget, at sagsøgerens gennemsnitlige omkostninger (retsomkostninger + advokatomkostninger) ved en retsafgørelse i en tvist, der går på tværs af landegrænserne i Fællesskabet, og som vedrører et beløb på 2 000 ECU, beløber sig til ca. 2 500 ECU.

(9) Dette fremgår af svarene på de spørgeskemaer, som Kommissionens tjenestegrene har udsendt som led i det forberedende arbejde vedrørende »det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument« og af undersøgelsen »Cost of Judicial Barriers for Consumers in the Single Market«, som Kommissionen lod gennemføre i forbindelse med opfølgningen af grønbogen om forbrugernes klagemuligheder.

(10) EFT C 319 af 26.10.1996.

(11) For at videreudvikle deres egne overvejelser og for at få nye bidrag til debatten udsendte Kommissionens tjenestegrene forud for Helsinki-seminaret et spørgeskema til mange europæiske sammenslutninger, der er repræsentative for de berørte erhvervskredse (notarer, advokater, dommere og fogeder). Et sammendrag af de modtagne svar blev forelagt på seminaret.

(12) Konventionen af 1989 vedrørende Spaniens og Portugals tiltrædelse og konventionen af 1996 vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse.

(13) Sag C-261/90, Reichert II, 26. marts 1992, Sml. 1992, s. 2149.

(14) Sag 119/84, Capelloni og Aquilini mod Pelkmans, Sml. 1985, s. 3147.

(15) Det må tilkomme Domstolen at tage stilling til, om retsmidler, der tager sigte på at foregribe en realitetsafgørelse, kan betegnes som sikrende eller foreløbige retsmidler. Se præjudicielt spørgsmål nr. 1996, C-46/7, sag C-391/95 Van Uden Maritime BV mod Firma Deco-Line, Peter Determan KG.

(16) Jf. dog de begrænsninger med hensyn til anerkendelsen af sådanne retsmidler, som Domstolen har fastlagt i sagen »Denilauler«: foreløbige, herunder sikrende retsmidler anerkendes ikke, hvis de er blevet truffet, »uden at den part, mod hvem de er rettet, har været tilvarslet«. Sag 125/79, Denilauler mod Couchet, Sml. 1980, s. 1553.

(17) Se artikel 68 i den franske lov af 9. juli 1991 om proceduren for civilretlig fuldbyrdelse og artikel 1414 i den belgiske retsplejelov.

(18) Se bl.a. grønbogen om forbrugernes klagemuligheder og om bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (KOM(93) 576) og »Det strategiske program for det indre marked« (KOM(93) 256).

(19) Domstolen . . .

(20) Se f.eks. direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame, direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 88/357/EØF, 90/619/EØF, 92/49/EØF og 92/96/EØF om forsikring, direktiv 96/71/EØF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, . . .

(21) »European Late Payment Survey« - 1994 - Intrum Justitia.

(22) EFT L 127 af 10.6.1995; se meddelelse vedrørende Kommissionens henstilling af 12. maj 1995 om betalingsfrister i handelsforhold (EFT C 144 af 10.6.1995).

(23) EFT C 216 af 17.7.1997.

(24) EFT C 211 af 22.7.1996.

(25) »Procédure d'injonction de payer« i Frankrig, »Mahnverfahren« i Tyskland, »decreto ingiuntivo« i Italien, »betalningsföreläggande« i Sverige, »Summiere rechtspleging om betaling te bekomen« i Nederlandene osv.

(26) Spanien og Portugal kender ikke denne særlige procedure. I Det Forenede Kongerige og Irland findes der en forenklet procedure, der minder om den.

(27) Eksempelvis »kronofogdemyndighet« i Sverige.

(28) Det er i øvrigt ikke sikkert, at denne begrænsning er i overensstemmelse med Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen og af traktatens artikel 6, der forbyder forskelsbehandling (Mund og Festner, sag C-398/92, 10. februar 1994, Sml. I-467).

(29) European Payment Habits Survey - april 1997 - Intrum Justitia.

(30) Se ovennævnte meddelelse, s. 9.

(31) I Klomps-sagen (16. juni 1981, sag 166/80, Sml. s. 1953) fastslog Domstolen, at afgørelsen ifølge den forenklede inddrivelsesprocedure er en retsafgørelse i Bruxelles-konventionens forstand.

(32) Se grønbogen om forbrugernes klagemuligheder.

(33) Nogle medlemsstater skelner mellem eksekutionsgrundlaget og afgørelsen om tvangsfuldbyrdelse.

(34) Ovennævnte dom Mund og Festner, se fodnote 24.

(35) Se Kommissionens grønbog om elektronisk handel (KOM(97) 157).

(36) Denne konvention er kun blevet ratificeret at fire medlemsstater. En igangværende undersøgelse ved Rådet angående denne konvention, bl.a. af årsagerne til den manglende ratifikation, vil formentlig give nyttige oplysninger.

(37) Se bl.a. Rådets direktiv 76/308/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med de foranstaltninger, der er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, samt af landbrugsimportafgifter og told (EFT L 73 af 19.3.1976).