Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets forordning (EF) om konjunkturstatistik«
EF-Tidende nr. C 019 af 21/01/1998 s. 0125
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets forordning (EF) om konjunkturstatistik« () (98/C 19/32) Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 29. juli 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne. Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Økonomiske, Finansielle og Monetære Spørgsmål, som udpegede Vasco Cal til ordfører uden studiegruppe. Sektionen vedtog sin udtalelse den 14. oktober 1997. Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 349. plenarforsamling af 29. og 30. oktober 1997, mødet den 30. oktober 1997, med 52 stemmer for og to hverken for eller imod, følgende udtalelse. 1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg godkender dette forordningsforslag, som har til formål at sikre, at Fællesskabet har mere pålidelige, dækkende, aktuelle og frem for alt mere sammenlignelige konjunkturstatistikker til rådighed om virksomhederne, så det bedre kan følge udviklingen i det indre marked, men også bedre fastlægge Den Europæiske Unions interne politikker, herunder den monetære politik og socialpolitikken. 2. ØSU finder, at forslaget i tilstrækkeligt omfang tilgodeser subsidiaritetsprincippet, eftersom det overlades til medlemsstaterne selv at vælge, hvilken metode de vil bruge til indsamlingen af de krævede oplysninger. 3. ØSU bifalder, at Kommissionen lægger vægt på, at de små og mellemstore virksomheders administrative byrder ikke må øges. I øvrigt ville en underopdeling af dataene efter virksomhedsstørrelse gøre det muligt at få et bedre indblik i konjunkturcyklens indvirkninger på virksomhederne afhængigt af deres størrelsesklasse. 4. ØSU finder, at regelsættet burde være bedre tilpasset til medlemsstaternes arbejdsmarkedspolitiske behov og til de opgaver, som Den Europæiske Union skal varetage i denne sammenhæng i henhold til Amsterdam-traktaten, herunder navnlig koordinatorrollen. Specielt bør virksomhedsstatistikken gøres mere detaljeret, for så vidt angår beskæftigelsesforholdene, ved fx også at angive antal præsterede arbejdstimer inden for detailhandel og tjenesteydelser og anføre en indikator for overarbejdstimer inden for samtlige sektorer. 5. Desuden beklager ØSU, at modulet »andre tjenesteydelser« ikke er medtaget under den periodiske dataindsamling. Det håber, at de foreslåede pilotundersøgelser vil vise, at det vil være hensigtsmæssigt, at disse tjenesteydelser inkluderes snarest muligt. 6. Endelig finder ØSU det nødvendigt, at arbejdsmarkedets parter og det økonomiske og sociale livs organisationer snarest får rådighed over konjunkturstatistik over virksomheder, så de kan udfylde deres rolle optimalt. Bruxelles, den 30. oktober 1997. Tom JENKINS Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg () EFT C 267 af 3. 9. 1997, s. 1.