Forslag til RÅDETS FORORDNING (EF) om beskyttelse mod virkningerne af anvendelsen af visse tredjelandes lovgivning eller foranstaltninger, som er baseret herpå eller er en følge heraf /* KOM/96/0420 ENDEL - CNS 96/0217 */
EF-Tidende nr. C 296 af 08/10/1996 s. 0010
Forslag til Rådets forordning (EF) om beskyttelse mod virkningerne af anvendelsen af visse tredjelandes lovgivning eller foranstaltninger, som er baseret herpå eller er en følge heraf (96/C 296/04) KOM(96) 420 endelig udg. - 96/0217(CNS) (Forelagt af Kommissionen den 31. juli 1996) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113 og 235, under henvisning til forslag fra Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og ud fra følgende betragtninger: Fællesskabet har bl.a. som mål at sikre et åbent system for international handel og kapitalinvesteringer; visse tredjelande har vedtaget eller vil sandsynligvis vedtage love, bekendtgørelser og andre retsakter, som har til formål at regulere virksomhed, der udøves af fysiske og juridiske personer, der hører under Det Europæiske Fællesskabs medlemsstaters jurisdiktion; ved deres eksterritoriale anvendelse krænker sådanne love, bekendtgørelser og andre retsakter international ret; disse love og foranstaltninger, som er baseret herpå eller er en følge heraf, herunder bekendtgørelser og andre retsakter, påvirker eller vil sandsynligvis påvirke det etablerede retssystem og være til skade for Fællesskabets eksterne økonomiske interesser og for fysiske og juridiske personers interesser i forbindelse med udøvelsen af deres rettigheder i overensstemmelse med de fælles import- og eksportordninger og for princippet om fri bevægelighed for kapital mellem Fællesskabet og tredjelande; under disse særlige omstændigheder er det nødvendigt at gribe ind på fællesskabsplan for at beskytte det etablerede retssystem og Fællesskabets eksterne økonomiske interesser og ovennævnte personers interesser, navnlig ved at fjerne, neutralisere, spærre for eller på anden måde imødegå virkningerne af den pågældende udenlandske lovgivning; ved gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen bistås af et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne; der bør gribes ind i form af foranstaltninger, der kan medvirke til at virkeliggøre ovennævnte mål; der foreligger ikke anden hjemmel for vedtagelsen af visse bestemmelser i denne forordning end traktatens artikel 235 - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Beskyttelsens omfang Denne forordning yder beskyttelse mod og imødegår virkningerne af den eksterritoriale anvendelse af de love, der er anført i bilaget, og af foranstaltninger, som er baseret herpå eller er en følge heraf, herunder bekendtgørelser og andre retsakter. På grundlag af forslag fra Kommissionen kan Rådet indføje eller slette love i bilaget. Artikel 2 Notifikationer Enhver person meddeler Europa-Kommissionen (1) alle oplysninger, som den pågældende er i besiddelse af vedrørende de direkte eller indirekte virkninger for den pågældendes økonomiske og finansielle interesser af de love eller foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 1. Artikel 3 Fortrolighed Alle oplysninger, der meddeles i henhold til denne forordning, må kun anvendes til det formål, hvortil de er givet. Oplysninger, som ifølge deres natur er fortrolige, eller som er meddelt fortroligt, er omfattet af den tjenstlige tavshedspligt. Kommissionen må ikke videregive sådanne oplysninger uden utrykkelig tilladelse hertil fra den person, der har givet dem. Det er tilladt at videregive sådanne oplysninger, når Kommissionen er forpligtet eller bemyndiget hertil, navnlig i forbindelse med retssager. Ved en sådan videregivelse skal der tages hensyn til den pågældende persons retmæssige interesse i, at hans eller hendes forretningshemmeligheder ikke videregives. Denne artikel udelukker ikke, at Kommissionen videregiver generelle oplysninger. Artikel 4 Ikke-anerkendelse af retsafgørelser Ingen retsafgørelse, der træffes af en domstol uden for Fællesskabet, og som direkte eller indirekte giver de love og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, virkning, må på nogen måde anerkendes eller håndhæves. Artikel 5 Overtrædelse Ingen person må, hverken direkte eller via en underordnet eller en anden mellemmand, aktivt eller ved forsætlig forsømmelse efterleve bestemmelser eller forbud, herunder udenlandske domstoles anmodninger, som direkte eller indirekte er baseret på eller er en følge af de love og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1. Personer kan bemyndiges til i overensstemmelse med procedurerne i artikel 7 og 8 helt eller delvis at efterleve ovennævnte bestemmelser for så vidt en overtrædelse heraf vil være til væsentlig skade for de pågældendes egne eller Fællesskabets interesser. Artikel 6 Skadeserstatning Enhver person er berettigt til at få tilbagebetalt beløb, som en fysisk eller juridisk person, i hvis favør en domstol i en ikke-medlemsstat har truffet afgørelse, for så vidt det ved en retsafgørelse i Fællesskabet fastlås, at det tilkendte beløb var baseret på de love og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1. En sådan tilbagebetaling kan fås fra den fysiske eller juridiske person, i hvis favør en retsafgørelse er truffet, eller fra juridiske personer, der er indregistreret i Fællesskabet og ejes eller kontrolleres af en sådan person (2). Artikel 7 Forvaltningsbestemmelser Til gennemførelse af denne forordning skal Kommissionen: a) regelmæssigt underrette Rådet om virkningerne af de love, bekendtgørelser og andre retsakter og deraf følgende foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 1, på grundlag af de oplysninger, der indhentes i medfør af denne forordning, og årligt offentliggøre en beretning herom b) udstede bemyndigelser i henhold til artikel 5 c) i påkommende tilfælde tilføje eller slette henvisninger til sekundære bekendtgørelser eller andre retsakter, der er afledt af de love, som er anført i bilaget, og som er omfattet af denne forordning d) i De Europæiske Fællesskabers Tidende offentliggøre de retsafgørelser, på hvilke artikel 4 finder anvendelse. Artikel 8 Med henblik på gennemførelsen af artikel 7, litra b) og c), bistås Kommissionen af et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne og med Kommissionens repræsentant som formand. Kommissionens repræsentant forelægger et udkast for udvalget til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om udkastet inden for en frist, som formanden fastsætter, alt efter hvor hastende sagen er. Udtalelsen vedtages med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for så vidt angår de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag fra Kommissionen. De stemmer, der afgives af medlemsstaternes repræsentanter i udvalget, tildeles den vægt, som er fastsat i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen. Kommissionen vedtager foranstaltningerne, som gælder umiddelbart. Hvis disse foranstaltninger imidlertid ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, forelægger Kommissionen dem omgående for Rådet. Kommissionen kan i så fald udsætte anvendelsen af de vedtagne foranstaltninger i en periode på højst en måned fra tidspunktet for forelæggelsen for Rådet. Rådet kan med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for den frist, der er anført i det foregående stykke. Artikel 9 Almindelige og afsluttende bestemmelser Hver medlemsstat fastsætter de sanktioner, der skal pålægges i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning. Sådanne sanktioner skal være effektive, forholdsmæssige og afskrækkende. Artikel 10 Kommissionen og medlemsstaterne underretter hinanden om de foranstaltninger, der træffes til gennemførelse af denne forordning, og meddeler alle andre relevante oplysninger i tilknytning til denne forordning. Artikel 11 Denne forordning finder anvendelse på Fællesskabets område, herunder dets luftrum, og i luftfartøjer og på skibe, der henhører under en medlemsstats jurisdiktion eller er under dennes kontrol, og på privatretlige eller offentligretlige fysiske eller juridiske personer, der har bopæl eller er indregistreret i Fællesskabet. Artikel 12 Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. (1) Oplysninger indgives til følgende adresse: Europa-Kommissionen, Generaldirektorat I, Rue de la Loi/Wetstraat 200, B-1049 Bruxelles/Brussel. (2) En juridisk person, der er indregistreret i Fællesskabet: - »ejes« af en anden fysisk eller juridisk person, hvis sidstnævnte er nydelsesberettiget ejer af mere end 50 % af egenkapitalen - »kontrolleres« af en anden fysisk eller juridisk person, hvis denne anden person har beføjelse til at udpege et flertal af bestyrelsesmedlemmerne eller på anden måde lovligt styre de afgørelser, der træffes. BILAG LOVE, BEKENDTGØRELSER OG ANDRE RETSAKTER omhandlet i artikel 1 LAND: AMERIKAS FORENEDE STATER Love 1. »National Defense Authorization Act for Fiscal Year 1993«, Title XVII - Cuban Democracy Act of 1992, section 1706. 2. »Cuban Liberty and Democratic Solidarity Act« of 1996. Bekendtgørelser 1.31 CFR (Code of Federal Regulations) Ch. V (7-1-95 edition) Part 515 - Cuban Assets Control Regulations, subpart E - Licenses, Authorizations and Statements of Licensing Policy.