Ændret forslag til Rådets forordning (EF) om aktioner på området bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer) i ALA-udviklingslandene (1) (96/C 216/08) KOM(96) 234 endelig udg. - 95/0162(SYN)

(Forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 189 A, stk. 2, den 23. maj 1996)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 130 W,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

i samarbejde med Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

Flygtninges retsstilling er fastlagt ved konventionen vedtaget den 28. juli 1951 af De Forenede Nationers konference om flygtninges og statsløses retsstilling samt New York-protokollen vedtaget den 31. januar 1967, og De Forenede Nationer har desuden vedtaget forskellige resolutioner om flygtningepolitik;

der bør også tages hensyn til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder af 1966, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder af 1979 og konventionen om barnets rettigheder af 1989;

Europa-Parlamentet vedtog den 16. december 1983 en beslutning om bistand til flygtninge i udviklingslandene (2) og har senere vedtaget andre beslutninger herom;

både Rådet og Europa-Parlamentet har opfordret til en øget fællesskabsindsats på dette område;

effektiviteten af bistandsprogrammer for hjemstedsfordrevne (flygtninge, hjemvendende personer og fordrevne) afhænger af en koordinering af bistanden både på europæisk plan og med andre donorer, ikke-statslige organisationer og FN-organisationer;

det er nødvendigt at øge den konfliktforebyggende indsats og at fremme fredelige løsninger af de politiske konflikter eller krige, der fører til befolkningsvandringer;

der er en voksende international anerkendelse af en »de facto-flygtningestatus« som følge af både generelle og individuelle situationer som omhandlet i Cartagena-erklæringen af 1984, hvilket anbefales af Europarådet og Europa-Parlamentet;

flygtningestatus kan være et resultat af forfølgelse af særlige sociale grupper, og det er nødvendigt at fremme princippet om ikke-forskelsbehandling;

det er nødvendigt at sørge for overholdelse af princippet om »ikke-tilbagevisning« og en egentlig retslig afgørelse af sager om krænkelse af menneskerettighederne;

det er nødvendigt at sørge for overholdelse af princippet om, at flygtninge og fordrevne aldrig må tvinges til at vende tilbage til deres hjemland eller hjemegn, og at enhver hjemvenden skal ske under hensyntagen til de pågældendes vilje;

særorganisationer og -organer og ikke-statslige organisationer har ved iværksættelse af sådanne aktioner opnået betydelige erfaringer inden for bistand til hjemstedsfordrevne;

Fællesskabet ønsker, at indsatsen til fordel for hjemstedsfordrevne indgår i et forløb, der tager sigte på omstilling fra den såkaldte overlevelsesfase til en selvforsyningsfase;

denne form for bistand udgør for de berørte lande en nødvendig forudsætning for udvikling og er således et vigtigt bidrag til virkeliggørelse af målene for Unionens samarbejdspolitik som omhandlet i traktatens artikel 130 U;

Den Europæiske Unions bistand fritager ikke værts- og donorregeringerne fra forpligtelsen til at støtte flygtningenes menneskerettigheder i overensstemmelse med de internationale konventioner;

der bør fastlægges nærmere bestemmelser og forvaltningsregler for samarbejdsaktionerne på området bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fællesskabet iværksætter et program for støtte og bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer samt demobiliserede) i landene i Asien og Latinamerika for at hjælpe dem i mellemfasen mellem den humanitære bistand, der ydes som svar på krisebehov, og den eventuelle iværksættelse af genopbygningsbistand eller udviklingssamarbejde, når situationen tillader det.

Artikel 1a

Indførelse af demokratiske strukturer og fremme af menneskerettighederne udgør en integrerende del af programmerne for bistand til hjemstedsfordrevne i udviklingslandene i Asien og Latinamerika. Alle berørte grupper og de lokalbefolkninger, der er værter for flygtninge og fordrevne, deltager fuldt ud i vurderingen af behovene og iværksættelsen af bistandsprogrammerne. Bistanden og midlerne er bestemt til sårbare grupper, herunder kvinder, børn, oprindelige befolkninger, handicappede og ældre.

Artikel 2

I den forbindelse støtter Fællesskabet bl.a. følgende aktioner:

1) bistand til flygtninges overlevelse, underhold og besætning i asyllandene

2) bistand og støtte til værtsområdernes befolkning med det sigte at mindske virkningerne af de hjemstedsfordrevnes tilstedeværelse

3) bistand til hjemvenden

4) bistand til flygtninges eller fordrevnes genbosætning på hjemstedet eller et andet sted efter deres eget valg, herunder eventuel genbosætning i et tredjeland

5) bistand til midlertidig eller endelig bosætning af fordrevne i andre områder i deres eget land

6) bistand til økonomisk integration i værtslandet af flygtninge, der ikke kan eller ikke ønsker at vende tilbage til deres hjemland

7) støtte til socialøkonomisk udvikling og social reintegration, herunder støtte til forsoning/mægling, i de områder, de hjemstedsfordrevne vender tilbage til

8) bistand omfattende realisering af fødevareselvforsyning, levering af boliger, sanitetsudstyr, drikkevand, elementær sundhedspleje, herunder på reproduktionsområdet, psykologhjælp, uddannelse og basisinfrastruktur forud for genopbygnings- eller udviklingsaktioner

9) støtte til demobilisering og tidligere soldaters reintegration i det civile liv

10) minerydningsaktioner, når sådanne er nødvendige af hensyn til befolkningens sikkerhed i de områder, den passerer igennem, samt for at muliggøre dens bosætning, genbosætning og integration i det økonomiske og sociale liv i det land eller det område, der bliver vært for den, eller som den vender tilbage til, samt foranstaltninger til fremme af bevidstgørelse og sikkerhed med hensyn til miner

10a) bistand til foranstaltninger vedrørende rådgivning og juridisk støtte til fordrevne med henblik på, at de kan gøre deres ejendomsrettigheder gældende

10b) aktioner til udbedring af miljøskader forårsaget af betydelige befolkningsvandringer

10c) særlige programmer til fordel for fordrevne kvinder med henblik på bekæmpelse af seksuel vold, støtte til kvindehold, der yder en indsats i marken, og etablering af ydelser udelukkende for kvinder, herunder behandling af kvindelige voldtægtsofre, behandling af seksuelt overførte sygdomme og sundhedsprogrammer for mødre og børn

10d) bistand til fremme af familiesammenholdet, herunder programmer for familieopsporing og -sammenføring

10e) bistand vedrørende retslig afgørelse af sager om krænkelser af menneskerettighederne begået mod fordrevne.

Artikel 3

1. De endelige modtagere er hjemstedsfordrevne, der kommer fra eller midlertidigt opholder sig i et hvilket som helst udviklingsland i Asien eller Latinamerika, herunder:

a) flygtninge som defineret i den konvention om flygtninges retsstilling, der blev vedtaget den 28. juli 1951 af De Forenede Nationers konference om flygtninges og statsløses retsstilling, og ifølge hvilken der ved flygtning forstås »enhver person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse«

b) »fordrevne«: personer eller grupper, der af årsager svarende til dem, der er anført i 1951-konventionen, er fordrevet inden for deres eget lands grænser, og som har behov for international beskyttelse, men som ikke nyder en retsstilling som flygtninge som defineret i 1951-konventionen

c) »hjemvendende personer«: personer eller grupper, der efter at være flygtet fra deres hjemsted senere frivilligt eller som følge af situationen har besluttet at vende tilbage til deres hjemland eller hjemegn.

2. Der ydes ligeledes bistand til:

a) lokale befolkninger i værtslandene, der med deres sociale, økonomiske og administrative ressourcer bidrager til modtagelses- og bistandsindsatsen for flygtninge og fordrevne, således at de længere sigt kan gennemføre projekter med henblik på disses selvforsyning, integration eller reintegration

b) hjemsendte soldater fra demobiliserede regulære hære og væbnede modstandsbevægelser samt deres familier og sociale baser

b) a personer, der har behov for international beskyttelse, fordi deres liv, frihed eller sikkerhed er alvorligt truet på grund af forfølgelser, væbnet konflikt eller alvorlige forstyrrelser af den offentlige orden.

Artikel 4

Partnerne ved iværksættelsen af den særlige og faglige bistand kan omfatte ikke-statslige organisationer, lokalt etablerede organisationer, FN-organer, internationale bistandsorganisationer, nationale, regionale eller lokale myndigheder og andre egnede partnere.

Artikel 5

1. De midler, der kan anvendes i forbindelse med de i artikel 2 nævnte aktioner, omfatter bl.a. undersøgelser, faglig bistand, uddannelse eller andre tjenesteydelser, leverancer og arbejder samt revisioner og evaluerings- og kontrolmissioner.

2. Fællesskabsfinansieringen kan dække såvel investeringsudgifter, herunder dog ikke køb af fast ejendom, som driftsudgifter i udenlandsk eller lokal valuta alt efter, hvad der er behov for til gennemførelsen af aktionerne.

3. Det tilstræbes systematisk, at de aktører eller partnere, der i sidste instans drager fordel af aktionen (land, lokalsamfund, virksomheder eller andre), selv yder et bidrag, især et finansielt bidrag, inden for rammerne af deres muligheder og afhængigt af den enkelte aktions art.

4. Det tilstræbes at udnytte mulighederne for samfinansiering, især sammen med medlemsstaterne eller multilaterale, regionale eller andre organisationer. Der træffes de fornødne foranstaltninger til at vise fællesskabskarakteren af den bistand, der ydes i medfør af denne forordning.

5. For at styrke sammenhængen og komplementariteten mellem de aktioner, der finansieres af Fællesskabet, og de aktioner, der finansieres af medlemsstaterne, og derved sikre, at disse aktioner som helhed bliver så effektive som muligt, træffer Kommissionen alle nødvendige koordineringsforanstaltninger, herunder:

a) indførelse af en ordning for systematisk udveksling af information om de aktioner, der finansieres eller påtænkes finansieret af Fællesskabet og medlemsstaterne

b) koordinering på stedet af gennemførelsen af aktionerne i kraft af regelmæssige møder og informationsudveksling mellem Kommissionens og medlemsstaternes repræsentanter i modtagerlandet.

Artikel 6

Den finansielle støtte i medfør af denne forordning ydes i form af gavebistand.

Artikel 7

1. Kommissionen undersøger, træffer afgørelse om og forvalter de i denne forordning omhandlede aktioner efter gældende budgetprocedurer og andre gældende procedurer, især procedurerne i finansforordningen vedrørende Fællesskabernes almindelige budget.

2. Afgørelser om aktioner, der i medfør af denne forordning finansieres med mere end 5 mio. ECU pr. aktion, og om enhver ændring af sådanne aktioner, der medfører en overskridelse på over 20 % af det oprindeligt fastsatte beløb for den pågældende aktion, træffes efter proceduren i artikel 8.

3. Enhver finansieringsaftale eller -kontrakt, der indgås i medfør af denne forordning, skal indeholde bestemmelse om, at Kommissionen og Revisionsretten kan foretage kontrol på stedet efter de sædvanlige regler fastlagt af Kommissionen inden for rammerne af de gældende bestemmelser, især bestemmelserne i finansforordningen vedrørende Fællesskabernes almindelige budget.

4. Når foranstaltningerne eller aktionerne fører til finansieringsaftaler mellem Fællesskabet og værtslandet, fastsættes det i disse aftaler, at betalingen af skatter, afgifter og gebyrer ikke finansieres af Fællesskabet.

5. Deltagelse i udbud og kontrakter står åben på lige vilkår for alle fysiske og juridiske personer i medlemsstaterne og værtslandet. Dette kan udvides til også at omfatte andre udviklingslande.

6. Leverancerne skal have oprindelse i medlemsstaterne eller værtslandet eller andre udviklingslande. I særlige, behørigt begrundede tilfælde kan leverancerne have oprindelse i andre lande.

Artikel 8

1. Kommissionen bistås af et rådgivende udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand, nemlig ALA-Udvalget nedsat ved artikel 15 i forordning (EØF) nr. 443/92, vedtaget af Rådet den 25. februar 1992.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyntagen til de pågældende spørgsmåls hastende karakter, i givet fald ved afstemming.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

3. Der foretages én gang årligt en udveksling af synspunkter på grundlag af de af Kommissionens repræsentant fremlagte generelle retningslinjer for de aktioner, der skal gennemføres det kommende år.

Artikel 9

Efter hvert regnskabsår forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en årsberetning omfattende en gennemgang af de aktioner, der er finansieret i løbet af regnskabsåret, og en evaluering af gennemførelsen af denne forordning i løbet af regnskabsåret.

Beretningen skal bl.a. indeholde nøjagtige og detaljerede oplysninger om de aktører, med hvilke der er indgået gennemførelseskontrakter.

Beretningen skal også omfatte et resume af de eksterne evalueringer, der måtte være foretaget af de særlige aktioner.

Artikel 10

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Denne forordning tages op til revision fem år efter ikrafttrædelsen.

(1) EFT nr. C 237 af 12. 9. 1995, s. 19.

(2) EFT nr. C 10 af 16. 1. 1984, s. 278.