51996PC0232

Forslag til RÅDETS FORORDNING (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik /* KOM/96/0232 ENDEL - CNS 96/0140 */

EF-Tidende nr. C 209 af 20/07/1996 s. 0007


Forslag til Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (96/C 209/08) (Tekst af betydning for EØS) KOM(96) 232 endelig udg. - 96/0140(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 29. maj 1996)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

Fiskebestandene er i de seneste år blevet overfisket, og det er derfor nødvendigt med en betydelig indsats inden for overvågning og kontrol af fiskeriaktiviteter for at råde bod på denne situation;

det er nødvendigt at anvende omkostningseffektive forvaltningsforanstaltninger og at sørge for, at fiskeriindsatsdata bliver mere nøjagtige og tilgængelige f.eks. ved, at der indføres satellitbaserede overvågningssystemer;

ifølge artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 (1) om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik kan Rådet træffe beslutning om, at der skal indføres et system med løbende bestemmelse af EF-fiskerfartøjers position;

erfaringerne fra medlemsstaternes gennemførelse af pilotprojekter i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 897/94 (2) om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 for så vidt angår pilotprojekter vedrørende løbende bestemmelse af EF-fiskerfartøjers position har vist, at flere forskellige satellitbaserede fartøjsovervågningssystemer kan anvendes til bestemmelse til fiskerfartøjers position;

løbende satellitbaseret overvågning af visse kategorier af EF-fiskerfartøjer vil forbedre forvaltningen af fiskeriindsatsen, overvågningen af følsomme områder, krydscheck af logbøger og overvågning af landinger -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 affattes således:

»Artikel 3

1. Medlemsstaterne etablerer et satellitbaseret fartøjsovervågningssystem, i det følgende benævnt FOS, til overvågning af EF-fiskerfartøjers position.

FOS skal senest den 1. januar 1997 omfatte alle EF-fiskerfartøjer, der hører ind under mindst en af følgende kategorier uanset deres længde:

- fartøjer, der udøver deres aktiviteter på det åbne hav, med undtagelse af Middelhavet

- fartøjer, der udøver deres aktiviteter i tredjelandsfarvande

- fartøjer der driver fiskeri med henblik på forarbejdning af fisk til fiskemel og -olie

- fartøjer, der anvender drivgarn af en længde på over 1 km

og senest den 1. januar 1999 alle andre EF-fiskerfartøjer af en længde på over 15 m overalt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at der installeres fuldt operationelle satellitsporingsanordninger på de EF-fiskerfartøjer, der fører deres flag, og som er omfattet af FOS. Satellitsporingsanordningen skal sætte et fiskerfartøj i stand til via satellit at meddele sin flagstat sin geografiske position og i givet fald de indsatsrapporter, som er omhandlet i artikel 19b nedenfor. I tilfælde af force majeure meddeles de relevante oplysninger over radioen via en radiostation, der er godkendt til modtagelse af sådanne oplysninger ifølge EF-reglerne.

Medlemsstaterne foretager en årlig inspektion af de satellitsporingsanordninger, der er installeret om bord på fiskerfartøjer, som fører deres flag.

3. Førerne af EF-fiskerfartøjer, der er omfattet af FOS, skal sikre, at satellitsporingsanordningerne til enhver tid er fuldt operationelle, og at de i stk. 2 nævnte oplysninger transmitteres.

4. Medlemsstaterne etablerer og varetager driften af fiskeriovervågningscentre, i det følgende benævnt FOC, som skal overvåge fiskeriaktiviteter og fiskeriindsats. FOC skal være operationelle senest pr. 1. januar 1997.

En given medlemsstats FOC skal overvåge de fiskerfartøjer, der fører den pågældende medlemsstats flag, uanset hvilke farvande de udøver deres aktiviteter i, og uanset hvilken havn de befinder sig i, samt de EF-fiskerfartøjer, der fører andre medlemsstaters flag, og som udøver deres aktiviteter i farvande henhørende under den pågældende medlemsstats højhedsområde eller jurisdiktion.

5. Når fiskerfartøjer, der fører en medlemsstats flag, udøver deres aktiviteter i farvande henhørende under en anden medlemsstats højhedsområde eller jurisdiktion, skal flagmedlemsstaten sørge for, at dens FOC straks meddeler specifikke data vedrørende fartøjernes position til den berørte kystmedlemsstats FOC. Flagmedlemsstaten fritages fra denne forpligtelse, hvis de fiskerfartøjer, der fører dens flag, direkte transmitterer alle relevante oplysninger til den berørte kystmedlemsstats FOC på grundlag af en protokol, der skal indgås mellem flagmedlemsstaten og kystmedlemsstaten, og som skal meddeles Kommissionen.

6. Flagmedlemsstaten udpeger de myndigheder, der er ansvarlige for FOC, og træffer passende skridt til at sikre, at dens FOC har det nødvendige personale og er udstyret med maskinel og programmel, således at der kan foretages automatisk databehandling og elektronisk datatransmission. Medlemsstaterne skal sørge for backup-procedurer og genopretningsprocedurer i tilfælde af systemsvigt.

Medlemsstaterne må gerne drive et fælles FOC.

7. Flagmedlemsstaten træffer de nødvendige skridt til at sikre, at de data, der modtages fra dens fiskerfartøjer, registreres i edb-læsbar form i en periode på tre år. Kommissionen skal have direkte adgang til disse edb-filer når som helst. Der skal tages behørigt hensyn til de gældende regler for databeskyttelse.

8. Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel vedtages efter proceduren i artikel 36.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

(1) EFT nr. L 261 af 20. 10. 1993, s. 1.

(2) EFT nr. L 104 af 23. 4. 1994, s. 18.