Forslag til Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 (96/C 68/08) (Tekst af betydning for EØS) KOM(95) 734 endelig udg. - 96/0004(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 12. januar 1996)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 51 og 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

Det er nødvendigt at tage i betragtning, at mulighederne for at finde beskæftigelse inden for en rimelig frist er blevet begrænset betydeligt; derfor bør der fastsættes bestemmelser om, at en arbejdsløs bevarer retten til ydelser ved arbejdsløshed ud over den nuværende periode på tre måneder, når han søger beskæftigelse i en anden medlemsstat;

for at forhindre misbrug er det imidlertid nødvendigt at fastsætte, at hverken det samlede tidsrum for tilkendelse af ydelser eller ydelsesbeløbet efter en første periode på tre måneder kan overstige den periode eller det beløb, der er fastsat ikke blot i den kompetente stats lovgivning, men ligeledes i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den arbejdsløse søger beskæftigelse;

for at ordningen kan fungere effektivt er det, for så vidt angår kontrol og sanktioner, ønskeligt, at det er lovgivningen i den medlemsstat, hvor den arbejdsløse søger beskæftigelse, som finder anvendelse;

det er påkrævet at præcisere, at det er institutionen i den medlemsstat, efter hvis lovgivning den arbejdsløse har ret til ydelser ved arbejdsløshed, som er forpligtet til at refundere ydelserne til den institution, som udreder disse ydelser;

grænsearbejdere, som er fuldtidsarbejdsløse, bør have mulighed for at tilmelde sig arbejdsformidlingen enten i den medlemsstat, hvor de senest har været beskæftiget, eller i den medlemsstat, hvor de er bosat, for at forbedre deres chancer for at finde arbejde;

det er nødvendigt at ændre en række bestemmelser i forordning (EØF) nr. 574/72 som følge af de ændringer, der foreslås til forordning (EØF) nr. 1408/71;

for at nå målet med arbejdskraftens frie bevægelighed inden for det sociale sikringsområde, er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at en ændring af reglerne til koordinering af de nationale sociale sikringsordninger foretages ved et bindende, juridisk fællesskabsinstrument, som umiddelbart gælder i hver medlemsstat;

dette er i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 3 B, stk. 3 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EØF) nr. 1408/71 ændres således:

1) Artikel 25, stk. 1 og 2, affattes således:

»Artikel 25

1. En arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 69-69c og som opfylder betingelserne i den kompetente stats lovgivning for ret til natural- og kontantydelser, i givet fald ved iagttagelse af bestemmelserne i artikel 18, har i det i artikel 69b, stk. 2 og 3, fastsatte tidsrum ret til:

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning udredes af institutionen i den medlemsstat, hvor han søger arbejde, efter den for den sidstnævnte institution gældende lovgivning, som om han var forsikret dér

b) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution efter den for denne institution gældende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og institutionen i den medlemsstat, hvor den arbejdsløse søger arbejde, kan ydelserne dog udbetales af den sidstnævnte institution for den førstnævnte institutions regning i overensstemmelse med reglerne i den kompetente stats lovgivning. Efter udløbet af den i artikel 69b, stk. 2, fastsatte periode kan kontantydelserne ikke overstige det ydelsesbeløb, som den pågældende ville have haft ret til, hvis han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han søger arbejde. Artikel 69b, stk. 3, litra b), andet punktum, finder tilsvarende anvendelse. De i artikel 69-69c omhandlede ydelser ved arbejdsløshed tilkendes ikke for det tidsrum, i hvilket der modtages kontantydelser.

2. En fuldtidsledig arbejdstager, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 71, stk. 1, litra c), første punktum, har ret til natural- eller kontantydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, som om han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af denne lovgivning, i givet fald ved iagttagelse af bestemmelserne i artikel 18; udgifterne ved disse ydelser afholdes af bopælslandets institution.«

2) Artikel 39, stk. 6, første afsnit, affattes således:

»6. En fuldtidsledig arbejdstager, som er omfattet af artikel 71, stk. 1, litra c), første punktum, modtager invaliditetsydelser, udredt af den kompetente institution i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, og efter den for denne institution gældende lovgivning, som om han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af denne lovgivning, i givet fald ved iagttagelse af bestemmelserne i artikel 38 og/eller artikel 25, stk. 2. Disse ydelser udredes af institutionen i bopælslandet.«

3) Artikel 45, stk. 6, første afsnit, affattes således:

»6. En periode med fuld arbejdsløshed, hvor en arbejdstager oppebærer ydelser i henhold til artikel 71, stk. 1, litra c), første punktum, medregnes af den kompetente institution i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er bosat, efter den for denne institution gældende lovgivning, som om han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af denne lovgivning.«

4) Artikel 47, stk. 4, affattes således:

»4. Hvis det i henhold til den lovgivning, som den kompetente institution i en medlemsstat anvender, er nødvendigt, at der med henblik på ydelsernes beregning tages hensyn til en løn, når artikel 45, stk. 6, første og andet afsnit, er blevet anvendt, og hvis de eneste perioder, der i denne medlemsstat tages i betragtning med henblik på fastsættelse af pensionen, er perioder med fuldtidsledighed, for hvilke der er modtaget ydelser i henhold til artikel 71, stk. 1, litra c), første punktum, fastsætter den kompetente institution i denne medlemsstat pensionen på grundlag af den løn, som den har anvendt som referenceløn ved beregningen af de pågældende ydelser ved arbejdsløshed, og efter den for denne institution gældende lovgivning.«

5) Artikel 67, stk. 3, affattes således:

»3. Bortset fra de i artikel 71, stk. 1, litra c), omhandlede tilfælde, er anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2 betinget af, at den pågældende senest har tilbagelagt

- forsikringsperioder, i det i stk. 1 omhandlede tilfælde

- beskæftigelsesperioder, i det i stk. 2 omhandlede tilfælde

efter den lovgivning, i henhold til hvilken der ansøges om ydelser.«

6) Artikel 69 affattes således:

»Artikel 69

En fuldtidsarbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, i givet fald under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 67, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse, bevarer retten til disse ydelser på de i artikel 69a fastsatte betingelser og inden for de i artikel 69b fastsatte grænser.«

7) Efter artikel 69 indsættes artikel 69a, 69b og 69c, der affattes således:

»Artikel 69a

Betingelser for bevarelse af ret til ydelser

1. En arbejdsløs skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist.

2. Den arbejdsløse skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol, opfylde betingelserne i denne stats lovgivning og stå til rådighed for arbejdsformidlingen. Denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, hvor den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt. I undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist.

Artikel 69b

Grænser for bevarelse af ret til ydelser

1. Størrelsen og varigheden af de ydelser, som den arbejdsløse bevarer retten til, er fastsat i den kompetente stats lovgivning; bestemmelserne i denne afdeling kan under ingen omstændigheder give ret til ydelser, som overstiger eller kan tilkendes for et længere tidsrum, end hvad der er fastsat i den kompetente stats lovgivning. Den periode, hvor den arbejdsløse har modtaget ydelser i henhold til denne stats lovgivning, inden han rejser til en eller flere andre medlemsstater, fratrækkes den periode, hvor retten til ydelser bevares.

2. I første omgang bevares retten til ydelser i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt.

3. Efter udløbet af den i stk. 2 fastsatte periode gælder endvidere følgende regler:

a) Det samlede tidsrum, hvor der tilkendes ydelser i henhold til den kompetente stats lovgivning, kan ikke overstige den periode, for hvilken den arbejdsløse ville have haft ret til ydelser, hvis han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvortil han er rejst for at søge arbejde.

b) Det ydelsesbeløb, som den arbejdsløse bevarer retten til i henhold til den kompetente stats lovgivning, kan ikke overstige størrelsen af de ydelser, som han ville have haft ret til, hvis han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvortil han er rejst for at søge arbejde. Institutionen i den sidstnævnte medlemsstat, efter hvis lovgivning ydelserne beregnes på grundlag af den tidligere løn, beregner det ydelsesbeløb, som den arbejdsløse ville have haft ret til, på grundlag af den løn, der på det sted, hvor den arbejdsløse søger arbejde, sædvanligt ydes for en beskæftigelse, som svarer til eller kan sammenlignes med den beskæftigelse, som den arbejdsløse senest har udøvet på en anden medlemsstats område.

4. Hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.

5. En arbejdsløs, som vender tilbage til den kompetente stat, bevarer retten til ydelser i henhold til denne stats lovgivning; den periode, i hvilken den arbejdsløse har modtaget ydelser i en eller flere andre medlemsstater end den kompetente stat, fratrækkes den periode, i hvilken han fortsat har ret til ydelser i henhold til den kompetente stats lovgivning.

6. Bestemmelserne i artikel 69, 69a og 69b kan kun gøres gældende én gang mellem to beskæftigelsesperioder.

7. Hvis den kompetente stat er Belgien, generhverver en arbejdsløs, som vender tilbage dertil efter at have været omfattet af bestemmelserne i artikel 69, 69a og 69b, først retten til ydelser fra dette land, efter at han har været beskæftiget dér i mindst tre måneder.

Artikel 69c

Ændring af retten til ydelser

Retten til ydelser i henhold til bestemmelserne i artikel 69, 69a og 69b begrænses, ændres, stilles i bero, inddrages eller bortfalder, hvis der indtræder omstændigheder vedrørende den arbejdsløse, som i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den arbejdsløse søger beskæftigelse, medfører, at retten til ydelser ved arbejdsløshed begrænses, ændres, stilles i bero, inddrages eller bortfalder. Institutionen i den medlemsstat, hvor den arbejdsløse søger beskæftigelse, træffer afgørelse om anvendelsen af bestemmelserne i denne artikel.«

8) Artikel 70, stk. 1, affattes således:

»1. I de i artikel 69 omhandlede tilfælde udbetales ydelserne af institutionen i hver af de stater, hvor den arbejdsløse søger beskæftigelse.

Det påhviler den kompetente institution i den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning den arbejdsløse har ret til ydelser, at refundere disse ydelser.«

9) Artikel 71 affattes således:

»Artikel 71

1. En arbejdsløs arbejdstager, som under sin seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, modtager ydelser efter følgende regler:

a) En arbejdstager, som er arbejdsløs, bortset fra fuldtidsarbejdsløs, i den virksomhed, hvor han er beskæftiget, modtager ydelser efter lovgivningen i den kompetente stat, som om han var bosat på denne stats område; disse ydelser udbetales af den kompetente institution.

b) En arbejdstager, som er fuldtidsarbejdsløs, og som stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, modtager ydelser efter den kompetente stats lovgivning, som om han var bosat på denne stats område; disse ydelser udbetales af den kompetente institution. Såfremt den kompetente stat er Luxembourg, refunderer institutionen på bopælsstedet, i en overgangsperiode på ti år efter dette stykkes ikrafttrædelse, institutionen i førstnævnte stat halvdelen af de ydelser, som er blevet tilkendt en grænsearbejder i henhold til artikel 1, litra b), dog med den begrænsning, at beløbet ikke kan overstige det ydelsesbeløb, som den arbejdsløse ville have haft ret til, hvis han havde stillet sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælslandet.

Når en arbejdsløs på et senere tidspunkt stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, hvor han er bosat, modtager han ydelser efter denne stats lovgivning. Den periode, i hvilken han har modtaget ydelser i den kompetente stat, fratrækkes dog den periode, for hvilken han fortsat har ret til ydelser efter lovgivningen i den stat, hvor han er bosat.

c) En arbejdstager, som er fuldtidsarbejdsløs, og som stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor han er bosat, eller som vender tilbage til denne stat, modtager ydelser efter denne stats lovgivning, som om han senest havde været beskæftiget dér disse ydelser udbetales af institutionen på bopælsstedet og for denne institutions regning.

Når en arbejdsløs på et senere tidspunkt stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, modtager han ydelser efter denne stats lovgivning. Den periode, i hvilken han har modtaget ydelser i den stat, hvor han er bosat, fratrækkes dog den periode; for hvilken han fortsat har ret til ydelser efter den kompetente stats lovgivning.

d) Så længe en arbejdsløs har ret til ydelser i henhold til bestemmelserne i litra a) eller litra b), kan han ikke gøre krav på ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor han er bosat.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 betyder udtrykket `fuldtidsarbejdsløs` det forhold, at en arbejdstagers arbejdskontrakt er blevet bragt til ophør eller er udløbet.«

10) Artikel 72a affattes således:

»Artikel 72a

Fuldtidsarbejdsløse

En arbejdstager, som er fuldtidsarbejdsløs, og som er omfattet af artikel 71, stk. 1, litra c), første punktum, modtager for de af sine familiemedlemmer, som er bosat i samme medlemsstat som ham, familieydelser i henhold til bestemmelserne i denne stats lovgivning, som om han under sin seneste beskæftigelse havde været omfattet af denne lovgivning, i givet fald under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 72. Disse ydelser udredes af institutionen på bopælsstedet og for denne institutions regning.«

Artikel 2

Forordning (EØF) nr. 574/72 ændres således:

1) Artikel 26 ændres således: Stk. 1 og 2 affattes således:

»1. For at opnå de i forordningens artikel 25, stk. 1, omhandlede natural- og kontantydelser for sig selv og sine familiemedlemmer skal den arbejdsløse for sygeforsikringsinstitutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, som skal indhentes fra den kompetente sygeforsikringsinstitution før hans afrejse. Hvis den arbejdsløse ikke fremlægger den nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den.

Denne attest skal bekræfte, at han har ret til de nævnte ydelser på de i forordningens artikel 69a, stk. 1, fastsatte betingelser, anføre, for hvor lang tid han er berettiget til ydelserne under hensyntagen til bestemmelserne i forordningens artikel 69b, og nærmere angive størrelsen af de kontantydelser, der i det nævnte tidsrum eventuelt skal udbetales fra sygeforsikringen i tilfælde af uarbejdsdygtighed eller hospitalsindlæggelse.

Institutionen for arbejdsløshedsforsikring på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente institution om bl.a. de grænser for udbetaling af kontantydelser, der er fastsat i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 25, stk. 1, litra b).

2. Institutionen for arbejdsløshedsforsikring på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, bekræfter på en genpart af den i gennemførelsesforordningens artikel 83 omhandlede attest, som skal fremsendes til sygeforsikringsinstitutionen på det samme sted, at de i forordningens artikel 69a, stk. 2, fastsatte betingelser er til stede med angivelse af det tidspunkt, fra hvilket de er opfyldt, samt fra hvilket tidspunkt den arbejdsløse får udbetalt ydelser fra arbejdsløshedsforsikringen for den kompetente institutions regning.

Denne attest er gyldig i det i forordningens artikel 69b fastsatte tidsrum, så længe betingelserne er opfyldt. Institutionen for arbejdsløshedsforsikring på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, skal inden tre dage underrette den nævnte sygeforsikringsinstitution, såfremt betingelserne ikke længere er opfyldt.«

2) Overskriften til artikel 83 og artikel 83, stk. 1, affattes således:

»Gennemførelse af forordningens artikel 69-69c

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat

1. For at bevare sin ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69 omhandlede arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, ud over den i gennemførelsesforordningens artikel 80 omhandlede attest, fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har ret til ydelser på de i forordningens artikel 69a, stk. 2, fastsatte betingelser. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive:

a) størrelsen af de ydelser, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales til den arbejdsløse

b) det tidspunkt, hvorfra den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat

c) den frist, der er indrømmet efter forordningens artikel 69a, stk. 2, for tilmelding som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst

d) det længste tidsrum, hvori retten til ydelser kan bevares, og det højeste ydelsesbeløb i overensstemmelse med forordningens artikel 69b, stk. 1

e) den periode, i hvilken den arbejdsløse har modtaget ydelser i henhold til den kompetente stats lovgivning, inden han rejste til en anden medlemsstat.

Den kompetente institution underretter i givet fald institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, om ændringer af de oplysninger, der er anført på den nævnte attest.«

3) Artikel 83, stk. 3, affattes således:

»3. Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente institution om datoen for den arbejdsløses tilmelding og om datoen for den første udbetaling af ydelser, samt om de grænser for tilkendelse af ydelser, der er fastsat i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 69b, stk. 3, litra a) og b). Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, udbetaler ydelserne, hvis størrelse og varighed er fastsat i henhold til de ovennævnte bestemmelser og artikel 69b, stk. 1, efter de nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst.

Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser efter den for institutionen gældende lovgivning. Den underretter straks institutionen i den kompetente stat om afgørelser, der er blevet truffet i henhold til forordningens artikel 69c, og oplyser, i hvilket omfang retten til ydelser begrænses, ændres, inddrages eller bortfalder.«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.