Udtalelse om udkast til Kommissionens forordning (EF) om anvendelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (95/C 133/09)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog den 20. december 1994 i henhold til forretningsordenens artikel 23, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede Robert Moreland til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. marts 1995.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 324. plenarforsamling af 29.-30. marts 1995, mødet den 29. marts 1995, med 70 stemmer for, ingen imod, mens 11 stemte hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Baggrund

1.1. EF-traktatens artikel 85, stk. 1, forbyder virksomheder at indgå aftaler, der begrænser konkurrencen og påvirker handlen mellem medlemsstater. I henhold til artikel 85, stk. 3, giver Rådets forordning (EØF) nr. 19/65 dog Kommissionen mulighed for at erklære artikel 85, stk. 1, uanvendelig på visse kategorier af aftaler.

1.2. I 1984 vedtog Kommissionen forordning (EØF) nr. 123/85, der giver fritagelse for visse salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer. Forordning (EØF) nr. 123/85 trådte i kraft den 1. juli 1985 og udløber den 30. juni 1995.

1.3. Forordning (EØF) nr. 123/85 fritager aftaler mellem fabrikanter og forhandlere, hvor fabrikanterne gør forhandlerne til eneforhandlere i et bestemt område. Forordningen gælder også kategorier af aftaler, hvor fabrikanten bl.a. pålægger forhandleren følgende forpligtelser :

- en forpligtelse til ikke at forhandle konkurrerende automobilmærker. Fabrikanten kan udstrække denne forpligtelse til at omfatte alle selskaber i forhandlerens gruppe,

- en forpligtelse til ikke at hverve kunder uden for aftaleområdet,

- en forpligtelse til ikke at sælge eller anvende konkurrerende reservedele af en ringere kvalitet end fabrikantens,

- en forpligtelse til kun at levere til endelige brugere eller autoriserede videreforhandlere i fabrikantens salgsnet.

Generelt set gælder forordningen kun, hvis aftalen er indgået for mindst 4 år, eller hvis opsigelsesfristen for en på ubestemt tid indgået aftale er på mindst et år.

2. Kommissionens forslag

2.1. Kommissionen foreslår, at forordning (EØF) nr. 123/85 ved udløbet af sin gyldighedsperiode afløses af en ny forordning, der er baseret på den tidligere, men desuden indeholder visse ændringer, der sigter mod at skabe bedre balance mellem parterne, først og fremmest ved at gøre forhandlerne mere uafhængige af fabrikanterne, sikre uafhængige reservedelsfabrikanter og -forhandlere lettere adgang til de enkelte markeder og give forbrugerne større mulighed for at vælge.

2.2. De vigtigste ændringer er følgende :

- Fabrikanterne vil ikke længere kunne forhindre forhandlere i at sælge konkurrerende bilmærker, hvis salget foregår gennem en selvstændig juridisk enhed fra særskilte salgssteder med egen administration.

- I henhold til forordning (EØF) nr. 123/85 har en fabrikant med gruppefritagelse lov til at pålægge forhandleren salgsmål og forpligte denne til at opretholde et minimumslager og et mindste antal demonstrationsvogne. Foreligger der ingen aftaler mellem fabrikant og forhandler om mindste salgsmål, lagerstørrelse og antallet af demonstrationsvogne, skal fabrikanten fastsætte disse ved skøn. Ifølge det nye forslag skal disse spørgsmål afgøres ved voldgift, når der ikke foreligger en aftale.

- Varigheden af en aftale for en fast periode øges fra fire til fem år og den normale opsigelsesfrist for en på ubestemt tid indgået aftale fra et til to år.

- Fabrikanterne kan i henhold til forordning (EØF) nr. 123/85 forbeholde sig ret til at ændre på det tildelte område eller indgå aftale med andre forhandlere i samme område i kontraktperioden. Denne mulighed er ikke medtaget i forslaget til den nye forordning. I stedet kan fabrikanterne opsige aftalen med seks måneders varsel, hvis der opstår akut behov for en omorganisering, som parterne gennemfører efter aftale eller ved voldgift.

- Fabrikanterne vil ikke længere kunne forhindre forhandlerne i at hverve kunder uden for det tildelte område gennem reklamevirksomhed.

- Fabrikanterne vil ikke alene miste gruppefritagelsens fordele, hvis de begrænser forhandlernes frihed til at købe reservedele af samme kvalitet som forhandlernes af tredjepart, men tillige hvis de begrænser uafhængige producenters frihed til at levere reservedele til videreforhandlere efter eget valg.

- Fabrikanterne vil miste gruppefritagelsen, hvis de nægter at levere tekniske oplysninger, som uafhængige værkstedsindehavere måtte have brug for i forbindelse med reparation af køretøjerne (medmindre disse oplysninger er beskyttet af industrielle ejendomsrettigheder, eller der er tale om hemmelig knowhow).

- Forordningen er blevet ændret, således at leasingselskaber, der ikke overfører ejendomsretten til køretøjer eller giver kunden mulighed for at købe køretøjer inden kontraktens udløb, ikke kategoriseres som videreforhandlere (ellers ville forhandlerne kunne nægte at levere til dem med den begrundelse, at de ikke er autoriserede forhandlere).

2.3. Det foreslås, at den nye forordning skal give gruppefritagelse til de af forordningen omfattede aftaler indtil den 30. juni 2005.

3. Generelle bemærkninger

3.1. ØSU er enig i, at det er nødvendigt at erstatte forordning (EØF) nr. 123/85 med en ny forordning ved udløbet af dens gyldighedsperiode. ØSU har noteret sig, at personbiler ifølge EFTA's kontrolmyndighed ikke er mere sofistikerede end andre teknisk komplicerede varige forbrugsgoder, der ikke nyder godt af en gruppefritagelse. En gennemgribende og øjeblikkelig omlægning af det eksisterende forhandlingssystem ville dog være skadelig såvel for de europæiske bilfabrikanters konkurrenceevne på det internationale marked som for forbrugerne, der drager fordel af et effektivt forhandlingssystem for motorkøretøjer. ØSU går derfor ind for en ny forordning, der justerer indholdet i den nuværende. Med forbehold af nedenstående særlige bemærkninger bifalder ØSU Kommissionens forslag, som det mener vil være til fordel for såvel bilfabrikanter som reservedelsproducenter, forhandlere og forbrugere.

3.2. I henhold til artikel 11, stk. 3, i forslaget til forordning skal der udarbejdes en rapport om virkningerne af den nye forordning senest ved udgangen af år 2000. Hvis den nye forordning på det tidspunkt ikke ventes afløst af endnu en forordning efter år 2005, bør bilindustrien have klar besked herom, så den får tilstrækkelig tid til at tilpasse sig denne nye situation.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

9. betragtning, sidste sætning [og artikel 3, stk. 8, litra b)]

Det bør gøres klart, at forhandlere kan henvende sig til kundeemner gennem medier, der helt eller delvis er rettet mod områder, som ligger uden for forhandlerens aftaleområde.

4.2.

Ny betragtning

Jf. 4.5 nedenfor.

4.3.

Artikel 3, stk. 3

ØSU er enig i det generelle princip, at en forhandlers ret til at forhandle køretøjer af andre mærker skal være betinget af, at forhandleren udøver denne aktivitet på særskilte salgssteder med særskilt administration, der udgør en selvstændig juridisk enhed. Kommissionen bør dog enten præcisere, hvad den mener med »illoyal praksis«, eller stryge henvisningen til en sådan praksis.

4.4.

Artikel 3, stk. 8, litra b)

Jf. 4.1 ovenfor.

4.5.

Artikel 3, stk. 11

I henhold til denne artikel kan fabrikanterne forpligte forhandlerne til kun at sælge til en forbruger, der benytter en mellemhandler, når denne bl.a. forinden skriftligt har fået købsfuldmagt fra forbrugeren. ØSU henstiller, at en ny betragtning indføjes mellem betragtning 9 og 10, i hvilken opmærksomheden henledes på, at såvel Kommissionen (i sin meddelelse fra 1991) og Domstolen (i Peugeot/Ecosystem-sagen) har klargjort, hvad der menes med »mellemhandler«, således som begrebet anvendes i denne artikel.

4.6.

Artikel 4, stk. 1, pkt. 3, 4 og 5 (samt artikel 5, stk. 4, og artikel 10, stk. 14)

4.6.1. Kommissionen har indført en »voldgift« til bilæggelse af stridigheder mellem fabrikanter og forhandlere om forpligtelser vedrørende salgsmål, minimumslager og demonstrationsvogne, såvel som af stridigheder om, under hvilke omstændigheder opsigelse er berettiget.

4.6.2. »Voldgift« defineres i artikel 10, stk. 14, som »en procedure til bilæggelse af en strid ved dommere efter parternes eget valg, således som fastsat i lovgivningen eller ved aftale«.

4.6.3. Den således definerede »voldgift« anvendes i forslaget til ny forordning i to vidt forskellige situationer. I henhold til artikel 4, stk. 1, anvendes voldgift til fastsættelse af visse handelsbetingelser i forhandlerens kontrakt i tilfælde af uenighed. ØSU anser det for unødvendigt at pålægge parterne voldgift, når fabrikanten og forhandleren ikke allerede har indgået en aftale - hvis parterne vil løse en strid om forretningsvilkår og virkelig ønsker at nå frem til enighed, kan de frivilligt lade sagen afgøre ved voldgift. Når fabrikanten og forhandleren allerede har indgået en forhandleraftale og alene foretager en årlig statusopgørelse, kan pålæggelse af voldgift være på sin plads, såfremt det er klart, hvordan denne procedure skal foregå, jf. pkt. 4.7.4 nedenfor.

4.6.4. I artikel 5, stk. 4, indføres voldgift derimod med henblik på at sikre et hurtigere alternativ til en retssag i tilfælde af en strid om, hvorvidt en forhandleraftale er blevet opsagt korrekt. Forudsat at parterne stadig har mulighed for at indbringe sagen for de kompetente domstole (hvilket ifølge betragtning 19 er tilfældet), er pålæggelsen af voldgift acceptabel, for så vidt som den er fyldestgørende beskrevet. Det er for nærværende ikke klart, hvordan voldgiftsproceduren skal fungere. Hvad sker der f.eks., hvis parterne ikke kan enes om en voldgiftsmand? Går Kommissionen ud fra, at parterne vil lade voldgiften ske i henhold til national lovgivning, eller, i mangel af en sådan, i henhold til bestemmelser i selve forhandleraftalen? Dette bør i så fald fremgå klart.

4.7.

Artikel 5, stk. 2, pkt. 2

4.7.1. ØSU noterer sig, at minimumsvarigheden af en forhandleraftale for en fastsat periode og opsigelsesfristen for en på ubestemt tid indgået aftale foreslås forlænget. Dette synes dog at stride imod ønsket om gennem forordningen at udvikle fleksible strukturer i forbindelse med forhandling af motorkøretøjer (jf. side 1 i begrundelsen).

4.7.2. Kommissionens begrundelse for at forlænge minimumsvarigheden og opsigelsesfristen er bl.a., at lovgivningen i visse medlemsstater ikke tildeler forhandlerne en automatisk ret til goodwill ved almindelig opsigelse. Man kan hævde, at hvis Kommissionen ønsker at tage fat på spørgsmålet om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende erstatning til forhandlerne ved opsigelse, burde den gøre dette i et særskilt forslag.

4.8.

Artikel 5, stk. 4

4.8.1. Jf. 4.7 ovenfor.

4.8.2. ØSU mener ikke, at leverandøren skal kunne drage fordel af et kortere opsigelsesvarsel (et år i stedet for to), hvis han opsiger forhandlerkontrakten, fordi forhandleren meddeler, at han har til hensigt at sælge konkurrerende motorkøretøjer. Som det påpeges i Kommissionens begrundelse (side 2), har muligheden for forhandling af flere forskellige mærker kun sjældent været benyttet. I betragtning af alle de betingelser, som en forhandler i forvejen skal opfylde, inden han kan indlade sig på multisalg (i henhold til artikel 3, stk. 3), mener ØSU, at denne ekstra ulempe (udsigten til et kortere opsigelsesvarsel) yderligere vil fratage forhandlerne lysten til at forhandle konkurrerende produkter.

4.9.

Artikel 6

ØSU bifalder, at listen over forbudte klausuler er blevet udvidet. Denne liste må ikke svækkes. ØSU er enig i, at fabrikanter med en konkurrenceskadelig praksis ikke må kunne drage fordel af forordningen.

4.10.

Artikel 6, stk. 1, pkt. 12

4.10.1. I henhold til Kommissionens forslag mister fabrikanterne gruppefritagelsen, hvis de systematisk afviser, eventuelt mod betaling, at give virksomheder uden for salgsnettet adgang til sådanne tekniske oplysninger, som er nødvendige for at reparere og vedligeholde motorkøretøjer, medmindre disse oplysninger er beskyttet af industrielle ejendomsrettigheder, eller der er tale om hemmelig knowhow.

4.10.2. ØSU frygter, at den manglende harmonisering af lovgivningen vedrørende industriel ejendomsret - ikke mindst forskellene i medlemsstaternes copyright-lovgivning - kan skabe problemer i forbindelse med gennemførelsen af denne artikel. ØSU har endvidere noteret sig Kommissionens anvendelse af begrebet »industriel ejendomsret« i stedet for »intellektuel ejendomsret«. Sidstnævnte anses almindeligvis for at omfatte et bredere spektrum af rettigheder. ØSU foreslår derfor, at Kommissionen anvender begrebet »intellektuel ejendomsret«, hvis den ønsker, at denne artikel skal gælde et bredt spektrum.

4.10.3. Denne artikel er ikke præcis nok : det er ikke klart, hvad der menes med »systematisk afviser«, eller »eventuelt«, eller hvor stor en sådan eventuel betaling skulle være.

4.11.

Artikel 7

Overgangsperioden på seks måneder for allerede indgåede aftaler er for kort. Den vil især kollidere med fabrikanternes opsigelsesvarsel til forhandlerne, hvis de for øjeblikket gør brug af forordning (EØF) nr. 123/85, men ikke ønsker at gøre brug af det nye forslag til gruppefritagelse. Overgangsperioden bør derfor være på 12 måneder.

4.12.

Artikel 10, stk. 12

Den nye udelukkelse af leasingselskaber fra definitionen på »videreforhandlere« kan blive mere vidtrækkende end tilsigtet - ifølge begrundelsens punkt 3, litra d), på side 6, (om forhindring af omgåelse af område- og selektivitetbestemmelserne). Leasingselskaber kan godt tænkes at overdrage ejendomsretten til et køretøj inden udløbet af kontrakten, uden at formålet er at omgå forhandlersystemet.

4.13.

Artikel 10, stk. 14

Jf. 4.6 ovenfor.

4.14.

Artikel 11, stk. 3 (og betragtning 32)

Kommissionen vil foretage en regelmæssig evaluering og afgive rapport om gennemførelsen af den nye forordning efter fem år. Kommissionen bør udsende fortolkende anvisninger vedrørende de enkelte aspekter af forordningen efter forelæggelsen af rapporten i år 2000.

4.15.

Artikel 12

ØSU er enig i, at forordningen bør gælde indtil den 30. juni 2005.

5. Andre bemærkninger

5.1. I Kommissionens begrundelse anføres (i punkt 7, side 8), at Kommissionens meddelelser af 12. december 1984 og 18. december 1991 forbliver uændrede. Det er ØSU's mening, at meddelelserne bør ajourføres - i det mindste, så de henviser til de rigtige artikler i forslaget.

Bruxelles, den 29. marts 1995.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

BILAG til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag, som opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under debatten :

Ad punkt. 4.7.1

Andet punktum (»Dette synes dog ... (jf. side 1 i begrundelsen)«) udgår og erstattes med følgende :

»ØSU tilslutter sig denne forlængelse, fordi den vil give forhandleren den fornødne sikkerhed for at kunne tjene sine investeringer hjem igen over en længere periode.«

Begrundelse

Både forlængelsen af kontrakters minimumsvarighed fra fire til fem år og forlængelsen af opsigelsesfristen for aftaler indgået for ubestemt tid fra ét til to år giver forhandleren større sikkerhed i forholdet til fabrikanten, når det gælder den periode, hvori han har mulighed for at tjene de ofte meget store investeringer i virksomheden hjem igen.

Afstemningsresultat

For : 27, imod : 36, hverken for eller imod : 9.