Udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter () (95/C 133/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 28. september 1994 under henvisning til EF-traktatens artikel 100 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Social-, Familie-, Uddannelses- og Kulturspørgsmål, som udpegede Giorgio Liverani til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. marts 1995.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 324. plenarforsamling af 29. og 30. marts 1995, mødet den 29. marts 1995, med 95 stemmer for, 80 imod og 4 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Generelle bemærkninger

1.1.

Begrundelse for ændring af Rådets direktiv 77/187/EØF

1.1.1. Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter har i løbet af 1980'erne givet anledning til en række fortolkningsmæssige problemer, som EF-Domstolen har forsøgt at løse i forbindelse med forskellige domme.

1.1.2. Et af de svage punkter i direktivet af 1977 er, at det ikke rummer en særlig beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsler, som finder sted inden for rammerne af en konkursbehandling, eller overførsel af virksomheder i alvorlige økonomiske vanskeligheder. På denne baggrund har Domstolen i flere domme slået fast, at overførsler inden for rammerne af en konkursbehandling, der tager sigte på likvidation frem for virksomhedens overlevelse, ikke hører ind under direktivets anvendelsesområde.

1.1.3. Kommissionen har derfor fundet det formålstjenligt at tage initiativ til at ændre direktivet af 1977 med henblik på at afbøde dets mangler under hensyntagen til Fællesskabets retspraksis.

1.1.4. Behovet for øget beskæftigelse og et højt socialt beskyttelsesniveau i EU nødvendiggør, at manglerne og tomrummene i direktivet af 1977 elimineres. Ændringen af direktivet skal imidlertid respektere arbejdstagernes rettigheder fuldt ud.

1.2.

Uklarhed i forslaget til ændring af Rådets direktiv 77/187/EØF

1.2.1. Desværre er Kommissionens forslag til ændring af direktivet af 1977 på visse områder uklart.

1.2.2. Kommissionen slår i sin begrundelse fast, at »ved en vurdering af overførselsdirektivets mangler og tomrum må der nødvendigvis tages hensyn til (...) EF-Domstolens retspraksis« (punkt 2). I henhold til forslagets fjerde betragtning er formålet med direktivet desuden »at ændre Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 (...) på baggrund af (...) EF-Domstolens retspraksis«.

1.2.3. Flere af punkterne i Kommissionens forslag tager ganske vist hensyn til Domstolens retspraksis (definition af overførsler samt direktivets anvendelse på virksomheder, der ikke opererer med gevinst for øje), men der tilføjes i artikel 1 en sondring mellem begreberne »økonomisk enhed« og »aktivitet«, som forekommer særdeles uklar.

1.2.4. Domstolen har i sin retspraksis (f.eks. i Spijkers-dommen) () konsekvent henvist til begrebet økonomisk enhed, der bevarer sin identitet, og således defineret, hvilke faktiske omstændigheder, der skal være opfyldt, hvis direktivet af 1977 skal kunne finde anvendelse. Når Kommissionen i sit forslag ikke blot nævner »overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet«, men også »overførsel af en enkelt af virksomhedens, bedrifters eller dele af bedrifters aktiviteter«, opstår der nye usikkerhedsmomenter. Det fremgår således ikke klart, om sidstnævnte griber afgørende ind i den i retspraksis gældende fortolkning af begrebet »økonomisk enhed, der bevarer sin identitet«, eller om det blot tilføjer et yderligere element (»quid pluris«) til begrebet.

1.3. ØSU er bange for, at Kommissionens forslag indirekte kan få diskriminerende virkninger. Hvis for eksempel artikel 1, stk. 1, ændres for at udelukke underleverandører af hjælpeaktiviteter fra direktivets anvendelsesområde, vil det få en uforholdsmæssig stor indflydelse på kvindernes situation. Som det klart fremgår af OECD's statistikker over arbejdsstyrken, er størstedelen af de ansatte i disse erhverv kvinder, både i den offentlige og i den private sektor. Hvis Rådet vedtager den foreslåede ændring, vil mange kvinder blive frataget rettigheder, som ellers ville være almindeligt gældende for arbejdstagere. Meget taler for, at dette strider mod traktatens bestemmelser om lige rettigheder for mænd og kvinder og anden lovgivning på ligestillingsområdet.

2. Særlige bemærkninger

2.1.

Definition af begrebet arbejdstager

2.1.1. Forslaget rummer ingen definition af begrebet »arbejdstager«.

2.1.2. Domstolen har slået fast, at en arbejdstager i 1977-direktivets forstand er en person, som er beskyttet som arbejdstager i henhold til den nationale lovgivning i den pågældende medlemsstat, og at det er op til den nationale domstol at afgøre, hvorvidt det er tilfældet i en konkret sag.

2.1.3. Man må således formode, at definitionen af begrebet arbejdstager i det nye direktiv er den samme, som den Domstolen har foretaget på baggrund af direktivet af 1977.

2.2.

Definition af begrebet overførsel

2.2.1. Domstolen har anlagt en bred fortolkning af begrebet »overførsel« i direktivet af 1977.

2.2.2. Kommissionens forslag til en ny definition af begrebet er baseret på Fællesskabets retspraksis og omfatter således enhver form for overførsel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift fra en arbejdsgiver til en anden.

2.2.3. Den nye definition er tydeligere og mere fyldestgørende.

2.2.4. ØSU finder, at det af hensyn til klarheden bør præciseres, at direktivet finder anvendelse på alle overførsler som defineret ovenfor, der påvirker arbejdstagernes situation.

2.3.

Sondringen mellem økonomisk enhed og aktivitet

2.3.1. I forslagets artikel 1, stk. 1, andet afsnit, foretages en sondring mellem »overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet« og »overførsel af en enkelt af virksomhedens, bedrifters eller dele af bedrifters aktiviteter«. Denne sondring findes ikke i direktivet af 1977.

2.3.2. Begrebet »økonomisk enhed, der bevarer sin identitet« er blevet gennemgående retspraksis hos Domstolen, ifølge hvilken det er et afgørende kriterium, at den økonomiske enhed har bevaret sin identitet, hvis man skal kunne tale om en overførsel i 1977-direktivets forstand. Det vil sige, at virksomheden består af flere dele, der fungerer selvstændigt med et specifikt økonomisk mål, uanset om der er tale om en hjælpeaktivitet.

2.3.3. Det synes vanskeligt at anlægge en rimelig fortolkning af den sondring mellem »økonomisk enhed« og »aktivitet«, som foreslås af Kommissionen. Ud fra et juridisk synspunkt er motiverne bag den manglende anerkendelse af Domstolens retspraksis på området særdeles uklare.

2.3.4. En sådan i juridisk henseende tvetydig sondring vil nødvendigvis komme til at betyde, at Domstolen må anlægge en ny fortolkning, der klart definerer grænsen mellem »økonomisk enhed« og »aktivitet«. ØSU vil f.eks. gerne vide, til hvilken af de to kategorier man skal henregne den såkaldte »contracting out of services«.

2.3.5. Det er klart, at den nye formulering »overførsel af en enkelt af virksomhedens, bedrifters eller dele af bedrifters aktiviteter« vil give anledning til mange fortolkningsmæssige tvivlstilfælde, som det i sidste instans altid vil være op til Domstolen at afklare.

2.3.6. Direktivforslaget vil således kunne opfattes som et tilbageskridt i forhold til direktivet af 1977, fordi det på ny rejser nogle problemer, som tilsyneladende allerede var løst inden for rammerne af retspraksis.

2.3.7. Forslaget vil således føre til en svækkelse af arbejdstagernes rettigheder, stik imod hensigten med direktivet (varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter).

2.4.

Direktivets anvendelse på både private og offentlige virksomheder

2.4.1. ØSU går ind for, at direktivet skal finde anvendelse på både private og offentlige virksomheder.

2.5.

Direktivets anvendelse på virksomheder, der ikke opererer med gevinst for øje

2.5.1. På grund af manglende konkrete bestemmelser i direktivet af 1977 har Domstolen slået fast, at en enhed kan udøve økonomiske aktiviteter og dermed indgå i fællesskabsrettens anvendelsesområde, selvom den ikke opererer med gevinst for øje.

2.5.2. I forslaget udvides direktivets anvendelsesområde til virksomheder, der ikke opererer med gevinst for øje.

2.5.3. ØSU går ind for denne udvidelse.

2.5.4. Alligevel finder ØSU, at man på grund af medlemsstaternes forskellige lovregler bør præcisere, at direktivet også finder anvendelse på erhvervsdrivende foreninger.

2.6.

Direktivets anvendelse på søgående skibe

2.6.1. Direktivet af 1977 finder ikke anvendelse på søgående skibe.

2.6.2. Direktivforslaget udvider beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder til skibsbesætninger, men af praktiske grunde og af hensyn til den særlige form for arbejdsforhold, som gælder for skibsbesætninger, har medlemsstaterne beføjelse til ikke at anvende forslagets afdeling III (information og høring) på søgående skibe.

2.6.3. Direktivforslaget er helt sikkert et prisværdigt fremskridt i forhold til direktivet af 1977, men man bør være opmærksom på, at ovennævnte undtagelse, der skal skabe større fleksibilitet inden for søfartssektoren, er og bliver en afvigelse fra princippet om, at alle arbejdstagere, og således også skibsbesætninger, skal have samme rettigheder.

2.7.

Direktivets anvendelse på deltidsansatte og arbejdstagere med et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold

2.7.1. Direktivet af 1977 rummer ingen bestemmelser for deltidsansatte og arbejdstagere med et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold.

2.7.2. Ifølge forslaget skal direktivets anvendelsesområde udvides til at omfatte deltidsansatte og arbejdstagere med et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold.

2.7.3. ØSU støtter dette forslag.

2.8.

Definition af begrebet repræsentanter for arbejdstagerne

2.8.1. I definitionen medtager direktivet af 1977 ikke personer, der - som det er tilfældet i nogle af medlemsstaterne - har sæde som repræsentanter for arbejdstagerne i bestyrelses-, ledelses- eller tilsynsorganer for selskaber.

2.8.2. Denne udelukkelse findes med rette ikke i direktivforslaget.

2.8.3. I definitionen af arbejdstagerrepræsentanter vil det imidlertid være hensigtsmæssigt at henvise til Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne.

2.8.4. Det skal retfærdigvis siges, at denne henvisning kronologisk set ikke kunne inddrages i direktivforslaget, idet direktiv 94/45/EF blev vedtaget (22. september 1994), efter at nærværende forslag var blevet fremsat (8. september 1994).

2.9.

Overdragerens og erhververens fælles ansvar

2.9.1. I henhold til direktivet af 1977 kan medlemsstaterne bestemme, at overdrageren er ansvarlig sammen med erhververen, men det er ikke obligatorisk.

2.9.2. Kommissionens forslag forpligter medlemsstaterne til gennem national lovgivning at fastsætte overdragerens og erhververens fælles ansvar, men indfører samtidig en dobbelt begrænsning af ansvaret.

2.9.3. Skønt ØSU værdsætter Kommissionens bestræbelser, står det en smule uforstående over for denne begrænsning.

2.10.

Nye foranstaltninger vedrørende bobehandling ved insolvens

2.10.1. Direktivet af 1977 rummer ingen specifikke bestemmelser for overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter i forbindelse med bobehandling ved insolvens.

2.10.2. Direktivforslagets nye bestemmelser vedrørende bobehandling ved insolvens er afgjort et prisværdigt forsøg på at skabe større fleksibilitet på området.

2.10.3. Dog ser det ikke ud til, at de nye bestemmelser fuldt ud vil kunne forhindre svig i form af fiktiv likvidation.

2.10.4. I henhold til direktivforslagets artikel 4, stk. 3, har medlemsstaterne mulighed for at give arbejdsgiverne og arbejdstagernes repræsentanter beføjelser til at ændre arbejdsvilkårene i henhold til en overenskomst, der indgås som et middel til at sikre en virksomheds overlevelse. Dette vil imidlertid næppe sikre beskæftigelsen effektivt, og det vil kunne medføre forringede arbejdsvilkår.

2.10.5. Muligheden for at ændre arbejdsvilkårene vil i virkeligheden kunne skabe uligevægt i forholdet mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne. En arbejdsgiver ville f.eks. kunne stille arbejdstagerne over for at skulle vælge mellem en lønnedsættelse eller virksomhedens lukning.

2.11.

Nødvendigheden af at henvise til Rådets direktiv 92/56/EØF i forbindelse med bobehandling ved insolvens

2.11.1. De foreslåede undtagelser vedrørende det nye direktivs anvendelse i forbindelse med bobehandling ved insolvens må ikke skade arbejdstagernes rettigheder.

2.11.2. Derfor mener ØSU, at man i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter inden for rammerne af en bobehandling ved insolvens må indføje en særlig henvisning til Rådets direktiv 92/56/EØF af 24. juni 1992, som ændrer direktiv 75/129/EØF af 17. februar 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser. Hensigten er at beskytte arbejdstagerne ved at fastholde de gældende garantier i forbindelse med kollektive afskedigelser.

2.12.

Arbejdstagerrepræsentanternes retsstilling og funktion

2.12.1. ØSU mener, at arbejdstagerrepræsentanternes retsstilling og funktion i forbindelse med overførsler er tilstrækkelig beskyttet.

2.13.

Den tværnationale dimension i forbindelse med information og høring

2.13.1. Der er ikke taget tilstrækkeligt hensyn til den tværnationale dimension i forbindelse med information og høring.

2.13.2. ØSU understreger i øvrigt, at der er behov for en bestemmelse om fortrolige oplysninger, der kan hindre spredning af ømtålelige økonomiske oplysninger, eller som muliggør fortrolig behandling af disse oplysninger i overensstemmelse med gældende praksis i de enkelte medlemsstater.

2.13.3. Med hensyn til information og høring er det derfor vigtigt at indføje specifikke henvisninger til Rådets direktiv 92/56/EØF af 24. juni 1992, som ændrer direktiv 75/129/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, samt Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne.

2.14.

Visse virksomheders fritagelse fra kravet om information og høring

2.14.1. Direktivforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at begrænse forpligtelserne til at informere og høre arbejdstagerne til visse kategorier af virksomheder eller bedrifter.

2.14.2. Virksomheder eller bedrifter, som normalt har under 50 beskæftigede eller ikke når op på en nærmere bestemt størrelse af arbejdsstyrken, som er afgørende for valg eller udpegelse af en kollegial instans, der repræsenterer arbejdstagerne, kan således i henhold til direktivforslaget fritages fra det krav om information og høring, der under normale omstændigheder gælder for overdrageren og erhververen.

2.14.3. ØSU er modstander af, at medlemsstaterne skal have denne mulighed, og beklager desuden, at direktivet intetsteds tillader, at medlemsstaterne kan bibeholde mere fordelagtige lovgivninger på området.

2.15.

Gunstigere kollektive aftaler

2.15.1. Direktivforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at fremme eller muliggøre kollektive overenskomster eller aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter, som er gunstigere for arbejdstagerne.

2.15.2. ØSU tilslutter sig dette forslag.

2.16.

Bestemmelserne om manglende opfyldelse af direktivets forpligtelser

2.16.1. Ifølge direktivforslaget skal medlemsstaterne i deres nationale retssystemer indføre de foranstaltninger, som er nødvendige for at sætte enhver arbejdstager, som anser sig for forurettiget på grund af manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til det nye direktiv, i stand til at anlægge sag ved en domstol efter eventuelt at have henvendt sig til andre kompetente myndigheder.

2.16.2. ØSU går ind for dette forslag.

3. Konkrete forslag til løsning af problemerne i det nye direktiv

3.1.

Betragtningerne

3.1.1. ØSU foreslår, at 7. betragtning slettes.

3.2.

Artikel 1

3.2.1. ØSU foreslår, at følgende tilføjes i artikel 1, stk. 1, første afsnit :

»som har betydning for arbejdstagerne.«

3.2.2. ØSU foreslår, at artikel 1, stk. 1, andet afsnit, ændres som følger :

»Der er tale om overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter i direktivets forstand, når overførslen vedrører en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet.«

3.2.3. Følgende foreslås tilføjet artikel 1, stk. 5 :

»under forbehold af, at arbejdstagerne ydes en beskyttelse, der er mindst lige så omfattende som den, der er fastsat i Rådets direktiv 92/56/EØF af 24. juni 1992 om kollektive afskedigelser.«

3.3.

Artikel 2

3.3.1. ØSU foreslår, at følgende tilføjes i artikel 2, stk. 1, litra c) :

»eller i henhold til Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne.«

3.4.

Artikel 4

3.4.1. ØSU foreslår følgende ændring af artikel 4, stk. 5 :

»Såfremt den i stk. 3 i nærværende artikel omtalte overenskomst ikke indgås, kan medlemsstaterne give en kompetent retsmyndighed beføjelse til at ændre eller ophæve arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som består på datoen for en overførsel, der sker inden for rammerne af den i artikel 3, stk. 4, omhandlede bobehandling, som et middel til at sikre, at den pågældende virksomhed, bedrift eller del af bedrift kan overleve, under forbehold af, at arbejdstagerne ydes en beskyttelse, der er mindst lige så omfattende som den, der er fastsat i Rådets direktiv 92/56/EØF af 24. juni 1992 om kollektive afskedigelser, jf. dog stk. 2 i nærværende artikel.«

3.5.

Artikel 6

3.5.1. ØSU foreslår, at følgende punktum tilføjes i artikel 6, stk. 4 :

»Under anvendelsen af nærværende direktiv i forbindelse med information og høring skal der tages hensyn til Rådets direktiv 92/56/EØF af 24. juni 1992, som ændrer direktiv 75/129/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, samt Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne.«

3.5.2. Desuden foreslår ØSU, at følgende punktum tilføjes til artikel 6, stk. 1 :

»Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at overdrageren og erhververen har ret til ikke at videregive meget ømtålelige økonomiske oplysninger eller kræve dem behandlet som fortrolige oplysninger i overensstemmelse med gældende regler og praksis i de enkelte medlemsstater.«

3.5.3. Følgende ønskes tilføjet i artikel 6, stk. 4 :

»Der oprettes et europæisk samarbejdsudvalg, som har til opgave forud for enhver overførsel at informere og høre arbejdstagerne om de foranstaltninger, som vil kunne gribe ind i deres interesser, i overensstemmelse med Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg.«

3.5.4. ØSU foreslår, at artikel 6, stk. 5, slettes.

3.5.5. ØSU foreslår, at følgende tilføjes som artikel 6, stk. 7 :

»Bestemmelserne i nærværende artikel hindrer ikke anvendelsen af gældende lovbestemmelser i de enkelte medlemsstater, som er gunstigere for arbejdstageren.«

Bruxelles, den 29. marts 1995.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 274 af 1. 10. 1994, s. 10.

() Spijkers-dommen af 18. 3. 1986, sag 24/85, Sml. s. 1119-1130.

BILAG I til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer stemte for udtalelsen :

ABEJÓN RESA, d'AGOSTINO, ANDREWS, ATTLEY, BAEZA SANJUÁN, BELABED, BERNARD, BETELU BAZO, BLESER, BORDES-PAGES, BRIESCH, van den BURG, Vasco CAL, CARLSLUND, CARROLL, CASSINA, CEBALLO HERRERO, CHAGAS, CHEVALIER, CHRISTIE, COLOMBO, DANTIN, DECAILLON, DELAPINA, van DIJK, DRIJFHOUT-ZWEIJTZER, DRILLEAUD, DUNKEL, ENGELEN-KEFER, ETTL, ETTY, EULEN, FERNÁNDEZ, FORGAS I CABRERA, FREEMAN, GEUENICH, GIRON, GRUSELIN, HAAZE, HAGEN, HERNÁNDEZ BATALLER, JENKINS, KANNISTO, KARGAARD, de KNEGT, KONITZER, KOOPMAN, KORYFIDIS, LAUR, LEMMETTY, LIVERANI, LÖNNEBERG, LYONS, MADDOCKS, MARGALEF i MASIÀ, MASUCCI, MAYAYO BELLO, MENGOZZI, MOLINA VALLEJO, MUÑIZ GUARDADO, NIELSEN, B., NYBERG, OLAUSON, PAPAMICHAÏL, PÉ, PELLARINI, PICKERING, PIETTE, QUEVEDO ROJO, REBUFFEL, REUNA, ROSSITTO, RUPP, SÁNCHEZ MIGUEL, SANDERSON, SANTILLÁN CABEZA, SANTOS, SCHMITZ, SCHUNK, von SCHWERIN, SEPI, SEQUEIRA, STRÖM, TIXIER, TSIRIMOKOS, TÜCHLER, VINAY, VOGLER, WAHROLIN, WESTERLUND, WILMS, WRIGHT, ZARKINOS, ZÖHRER, ZUFIAUR NARVAIZA.

Følgende tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer stemte imod udtalelsen :

ANDRADE, ASPINALL, BAGLIANO, BARROS VALE, BEALE, BENTO GONÇALVES, BERNABEI, BOUSSAT, BREDIMA-SAVOPOULOU, BROOKES, BUNDGAARD, BURANI, BURKHARD, CAVALEIRO BRANDÃO, CONNELLAN, DENKHAUS, DE NORRE, DONOVAN, FARNLEITNER, FRERICHS, FUCHS, GARDNER, GHIGONIS, GIACOMELLI, GIESECKE, GREEN, GUILLAUME, HAMRO-DROTZ, HAUSMANN, JOHANSEN, KALLIO, KAZAZIS, KIELMAN, KIENLE, KONTIO, KRITZ, LEHNHOFF, LEVITT, LINDMARK, LINSSEN, LITTLE, LÖW, LUNDH, LUSTENHOUWER, MAIER, MEGHEN, MERCÉ JUSTE, MERIANO, MOBBS, MORELAND, MORGAN, MULLER, NIELSEN, L., NOORDWAL, OSENAT, PARDON, PASOTTI, PELLETIER, R., PEZZINI, PRICOLO, REGALDO, REGNELL, RODRÍGUEZ de AZERO y del HOYO, RODRÍGUEZ GARCÍA CARO, SANTIAGO, SARALEHTO, SCHLEYER, SEGUY, SIRKEINEN, SOLARI, STECHER NAVARRA, STOKKERS, STÖLLNBERGER, STRASSER, STRAUSS, THYS, VERHAEGHE, VEVER, WALKER, WHITWORTH.

Følgende tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer stemte hverken for eller imod :

ATAÍDE FERREIRA, LERIOS, de PAUL de BARCHIFONTAINE, PELLETIER, Ch.

BILAG II til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag, som opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer, blev forkastet under forhandlingen :

(MODUDTALELSE)

Udtalelsen erstattes af følgende :

1. Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter har til formål at beskytte arbejdstagerne i tilfælde af virksomhedens overførsel til en anden arbejdsgiver - navnlig at sikre varetagelsen af arbejdstagernes rettigheder.

2. I bred lovgivningsmæssig forstand kan direktivets effektive sociale beskyttelse ikke bestrides.

Enhver vurdering af mangler og smuthuller i direktivet om virksomhedsoverførsel må tage hensyn til det indre marked, undtagelseslovgivning med henblik på at redde virksomheder i økonomiske vanskeligheder, EF-Domstolens domsafgørelser og Kommissionens foreslåede ændring af direktivet om kollektive afskedigelser, som direktivet om virksomhedsoverførsel er nært knyttet til.

3. Kommissionen foreslår derfor, at direktivets nuværende formulering gøres klarere. Dette gøres i vidt omfang ved at følge og konsolidere den bredere fortolkning, som kan aflæses af EF-Domstolens domme. Kommissionen foreslår også visse andre ændringer, der først og fremmest sigter mod at fremme og beskytte arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med insolvensprocedurer, i offentlige virksomheder, almennyttige selskaber og på søgående skibe.

4. ØSU bifalder Kommissionens initiativ og mener i høj grad, at det bidrager til at klargøre emnet. Efter ØSU's mening fremstår forslaget som helhed afbalanceret, selv om forbehold over for visse punkter kan være berettigede.

5. I forlængelse af Kommissionens erklærede hensigt om at klargøre og i lyset af den generelt negative reaktion på EF-Domstolens dom i »Schmidt-sagen« mener ØSU, at forslaget vil vinde betydeligt gennem følgende tilføjelse til direktivets artikel 1 :

»(...)

Enhver overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet - hvorved forstås en helhed af selvstændigt fungerende dele, der sigter mod en økonomisk hoved- eller hjælpeaktivitet - falder ind under direktivets definition af »virksomhedsoverførsel«.

Følgende anses for ikke at falde ind under direktivets definition af »virksomhedsoverførsel«, medmindre betingelserne i ovenstående stykke er opfyldt :

- en virksomheds henvendelse til en ekstern leverandør med henblik på en aktivitet, som virksomheden tidligere selv har udført,

- udskiftning af en leverandør, hvis en virksomhed allerede gør brug af en ekstern leverandør med henblik på en aktivitet,

- en virksomheds overtagelse af en aktivitet, som en ekstern leverandør tidligere har udført.«

Afstemningsresultat

For : 84, imod : 99, hverken for eller imod : 2.

Punkt 2.2.2

Tilføj efter sidste sætning i punkt 2.2.2 :

»Denne definition dækker ikke den situation, at en arbejdsgiver overdrager udførelsen af en opgave til en leverandør, eller at en sådan kontrakt gives videre til en underleverandør.«

Begrundelse

Ifølge Kommissionen skal direktivet gøre det muligt at overføre en aktivitet fra en arbejdsgiver til en anden. Dette kan man læse ud af direktivets sondring mellem overførsel af en økonomisk enhed og overførsel af en aktivitet. Dette kan dog føre til nye problemer, specielt i forbindelse med afgrænsningen mellem de to definitioner.

Afstemningsresultat

For : 76, imod : 88, hverken for eller imod : 4.

Punkt 2.2.4

Punktet udgår.

Begrundelse

Dette er ikke og bør heller ikke være tilsigtet med direktivet.

Afstemningsresultat

For : 70, imod : 94, hverken for eller imod : 2.

Punkt 2.6.3

Hele teksten udgår til fordel for følgende :

»ØSU hilser med tilfredshed bestemmelsen i artikel 1.4, som giver medlemsstaterne ret til at undlade at anvende direktivets afdeling III på søgående skibe. Beklageligvis anerkendes søtransportsektorens særlige karakteristika derimod ikke i forhold til direktivet som helhed, som tilfældet var med direktivet fra 1977.«

Begrundelse

Direktivforslaget er baseret på forholdene på landjorden og synes ikke at tage hensyn til de særlige forhold, der gælder i søtransportsektoren.

Et skib minder langt mere om en formuegenstand end om en virksomhed, og køb og salg af sådanne formuegoder indgår i mange rederiers normale kommercielle aktiviteter.

I modsætning til, hvad der gælder på land, har et skib ikke et fast, stabilt personale. Det regelmæssige behov for afløsere for personale på ferie betyder, at et rederis søfolk enten er permanent beskæftigede, men skiftevis tjenstgørende på rederiets forskellige skibe, eller også er de kun ansat til én bestemt rejse på ét bestemt skib i en given, ubrudt periode. I det første tilfælde vil søfolkene, hvis skibet sælges, normalt bevare deres ansættelse i selskabet, men blive beskæftiget på andre skibe. I det andet tilfælde ophører ansættelsesforholdet, hvis skibet sælges, men det betyder blot, at en kortvarig ansættelseskontrakt bringes til ophør tidligere end forudset. Hvis rejsen afsluttes uventet tidligt, fordi skibet sælges, og hvis skibet sælges i udlandet, får søfolkene økonomisk kompensation i henhold til lovgivning eller kollektive aftaler, og de bliver sendt tilbage til hjemlandet.

Situationen har sine særlige karakteristika, når et skib sælges i udlandet. I modsætning til, hvad der gælder for et industrianlæg, er det sådan, at når et skib sælges til udenlandske ejere, kommer det ind under den nye flagstats lovgivning. Denne lovgivning kan være meget anderledes både med hensyn til besætningens nationalitet og kvalifikationer og med hensyn til bemandingsreglerne.

Hvis handelsskibe kommer ind under direktivets afdeling II, bliver det ulovligt at afskedige personale i forbindelse med salg. Køberen ville dermed blive usikker på, om og i hvilket omfang han har forpligtelser over for den tidligere besætning. Der kunne opstå en situation, hvori den nye ejer vil søge kompensation fra den tidligere ejer, fordi han er forpligtet til at beholde besætningen. Slutresultatet bliver, at specielt udenlandske redere mister interessen for at købe skibe, der sejler under medlemsstaternes flag, at disse skibe taber i værdi, og at sikkerheden trues, fordi det bliver vanskeligere for en køber at bemande sit skib med sine egne søfolk.

Den praksis i forbindelse med ansættelse, der gælder inden for søfarten, afspejler det faktum, at et skib er et unikt mobilt formuegode. Retsreglerne bør svare hertil. For at undgå de ovenfor beskrevne skadevirkninger er det vigtigt, at søfarten holdes helt uden for direktivet.

Afstemningsresultat

For : 65, imod : 96, hverken for eller imod : 7.

Punkt 2.8.3

Punktet udgår.

Begrundelse

Den omtalte henvisning er overflødig, eftersom direktiv 94/45/EF er et selvstændigt direktiv, som kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor der vedtages en sådan lovgivning.

Punkt 3.3.1

Punktet udgår.

Begrundelse

Som til punkt 2.8.3.

Afstemningsresultat

For : 40, imod : 96, hverken for eller imod : 19.

Punkt 2.10

Et nyt punkt tilføjes :

»I tilfælde af en virksomheds insolvens er det vigtigt, at alle kræfter sættes ind på at redde virksomheden som en enhed. I forbindelse med artikel 4 må det derfor gøres klart, at artikel 1, stk. 5, skal ændres, så det finder anvendelse på hele direktivet i forbindelse med bobehandling ved insolvens under forudsætning af, at arbejdstagerne er beskyttet af direktiv 92/56/EØF om kollektive afskedigelser og direktiv 80/987/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.«

I de tilfælde, hvor der i udtalelsen henvises til Rådets direktiv 92/46/EØF om kollektive afskedigelser bør der tilføjes »og Rådets direktiv 80/987/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens«.

Begrundelse

Siger sig selv.

Afstemningsresultat

For : 43, imod : 98, hverken for eller imod : 17.

Punkt 2.10.4

Punktet udgår.

Begrundelse

At en virksomhed, der er i vanskeligheder, overlever, er i arbejdstagernes og arbejdsgivernes fælles interesse. I den situation er det en mulighed for arbejdstagerne at acceptere ringere arbejdsvilkår.

Punkt 2.10.5

Punktet udgår.

Begrundelse

Dette afsnit udgår som følge af den foreslåede ændring.

Afstemningsresultat

For : 38, imod : 97, hverken for eller imod : 4.

Punkt 2.14.3

Punktet formuleres således :

»ØSU tilslutter sig dette forslag.«

Begrundelse

Man bør tage Kommissionens argumenter for den foreslåede ændring i betragtning. Det er af afgørende betydning, at bestemmelserne ikke pålægger små virksomheder for store forpligtelser.

Afstemningsresultat

For : 68, imod : 102, hverken for eller imod : 7.

Følgende del af sektionens udtalelse udgår som følge af de vedtagne ændringer under behandlingen :

Punkt 1.1.3

»Direktivet er blevet fortolket på forskellig vis af EF-Domstolen, der har vurderet, at det ikke har været muligt at omsætte det til national praksis eller lovgivning. Hertil kommer, at det nuværende direktiv er alt for usmidigt, hæmmer udviklingen af god forretningspraksis samt konkurrencen og har en ugunstig indvirkning på mulighederne for at redde virksomheder med betalingsvanskeligheder. Det forhold, at de nationale domstole har anmodet EF-Domstolen om præjudicielle afgørelser i adskillige sager, vidner i sig selv om, at der hersker tvivl om det nuværende direktivs rækkevidde og anvendelse. Dette skader både de ansatte og virksomhederne.«

Afstemningsresultat

For : 81, imod : 60, hverken for eller imod : 8.

BILAG III til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Efter afstemning ved navneopråb om den samlede udtalelse fremsatte kategorien »Håndværks- og SMV-sektoren« følgende erklæring (i henhold til forretningsordenens artikel 47) :

»Kategorien »Håndværks- og SMV-sektoren« i ØSU glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at ændre direktiv 77/187 om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med virksomhedsoverførsler. De små og mellemstore virksomheders repræsentanter i ØSU giver Kommissionen ret i, at overførsel af en enkelt af virksomhedens aktiviteter bør udelukkes fra direktivets anvendelsesområde. Det bør fremgå helt tydeligt, at direktivet ikke finder anvendelse på aktiviteter, der udføres af eksterne leverandører (»contracting out of services«).

Direktivet bør heller ikke finde anvendelse på vikaransættelsesforhold, da der ikke er tale om et fast ansættelsesforhold i den virksomhed, der er involveret i en eller anden form for overførsel.

De små og mellemstore virksomheders repræsentanter i ØSU finder det rimeligt, at mindre virksomheder med under 50 beskæftigede fritages fra kravet om information og høring i betragtning af, at mindre formelle kontakter mellem arbejdstager og arbejdsgiver i virksomheder af denne størrelse er langt mere velegnede til formålet end formelle høringsmekanismer. Erfaringen viser, at sidstnævnte ikke fungerer i små og mellemstore virksomheder.«