UDTALELSE FRA DET RAADGIVENDE UDVALG FOR DET EUROPAEISKE KUL- OG STAALFAELLESSKAB OM DE GENERELLE MAAL FOR STAALSEKTOREN FREM TIL 1985
EF-Tidende nr. C 072 af 17/03/1983 s. 0006
UDTALELSE FRA DET RÅDGIVENDE UDVALG FOR DET EUROPÆISKE KUL- OG STÅLFÆLLESSKAB om de generelle mål for stålsektoren frem til 1985 (vedtaget med samtlige stemmer med undtagelse af en nej-stemme på det 232. møde den 18. februar 1983) DET RÅDGIVENDE UDVALG - der har - gjort sig bekendt med EF-Kommissionens udkast til memorandum om ændring af de generelle mål for stålproduktionen for 1985, - gjort sig bekendt med redegørelsen fra Kommissionen for generelle målsætninger, - noteret sig de forklaringer, som EF-Kommissionens repræsentant har afgivet; 1. erkender, at de generelle mål bør bygge på en realistisk analyse af såvel den nuværende situation som udsigterne for den fremtidige udvikling, og accepterer det fremlagte dokuments oplysninger og antagelser på det makro-økonomiske område; 2. understreger, at dette dokument i henhold til EKSF-traktaten (artikel 46) skal tjene til at angive retningslinjer til alle interesserede parter for deres virksomhed og til at bestemme EF-Kommissionens eget virke. Udvalget ønsker derfor, at det dynamiske aspekt i dokumentet bliver mere fremtrædende, navnlig således at der tages hensyn til positive faktorer, såsom: a) integreringen af jern- og stålindustrien i en samlet industripolitik, således som Kommissionen selv har defineret den, b) indvirkningen på stålefterspørgslen af de produktionsskabende investeringer, som Kommissionen selv har anbefalet fremmet, c) de virkninger på samhandelen med tredjelande, som forventes at blive resultatet af en bedre konkurrenceevne, men også af en helhedspolitik på eksport- og importområdet; 3. deler Kommissionens opfattelse for så vidt angår nødvendigheden af, at virksomhederne i Fællesskabet får forbedret deres konkurrenceevne på normale konkurrencevilkår, men: a) stiller sig tvivlende til værdien af sammenligninger byggende på gennemsnit og udarbejdet efter uhensigtsmæssige kriterier, b) sætter derfor spørgsmålstegn ved det formålstjentlige i, at konklusioner, der ikke er uangribelige, offentliggøres for en større kreds og anmoder EF-Kommissionen om at redigere kapitlet om konkurrenceevnen på grundlag af en rent kvalitativ analyse, c) ønsker et konkret bevis fra Kommissionen på, at den agter at bekæmpe unormal konkurrence; 4. fastslår på ny nødvendigheden af, at der sker en videreførelse af omstruktureringen inden for jern- og stålindustrien og af nedsættelsen af produktionskapaciteten, men: a) beklager, at de allerede gennemførte bestræbelser ikke er blevet bedre belyst, b) giver udtryk for forbehold men hensyn til beregningen af kapacitetsoverskud for de enkelte produkter, især da disse overskud er udregnet på grundlag af en undersøgelse gennemført i 1981, hvori der ikke er taget hensyn til de i omstruktureringsplanerne forudsatte virksomhedslukninger; 5. erkender, at konkurrencen på det internationale marked vil blive stadigt hårdere, men er af den opfattelse, at den igangværende omstrukturering af Fællesskabets jern- og stålindustri skal tjene til at styrke snarere end svække dennes stilling her, især hvad angår de mest udviklede produkter; 6. beklager, at Kommissionen ikke har kunnet forelægge Det rådgivende Udvalg en ajourført udgave af de generelle mål for stålsektoren frem til 1985, hvori der tages hensyn til de bemærkninger og forbehold, som er kommet frem under tidligere drøftelser i Kommissionen for generelle målsætninger, især vedrørende sammenligneligheden mellem konkurrenceevnerne og konsekvenserne heraf, og henstiller indtrængende til Kommissionen, at den i fremtiden udarbejder en fremgangsmåde, som gør det muligt for Det rådgivende Udvalg at tilrettelægge sit arbejde på grundlag af ajourførte oplysninger.