Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343, der findes på adressen:

http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html

Omfattende al gældende tekst frem til:

Supplement 1 til ændringsserie 07 — Ikrafttrædelsesdato: 19. august 2010

INDHOLDSFORTEGNELSE

REGULATIV

1.

Anvendelsesområde

2.

Definitioner

3.

Ansøgning om godkendelse

4.

Godkendelse

5.

Specifikationer

6.

Prøvning

7.

Inspektion under og efter statisk prøvning af sikkerhedsseleforankringer

8.

Ændringer og udvidelse af godkendelsen af køretøjstypen

9.

Produktionens overensstemmelse

10.

Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse

11.

Brugsanvisning

12.

Endeligt ophør af produktionen

13.

Navne og adresser på tekniske tjenester, der udfører godkendelsesprøvninger, og på administrative myndigheder

14.

Overgangsbestemmelser

BILAG

Bilag 1 —

Meddelelse vedrørende godkendelse (eller udvidelse, nægtelse eller inddragelse af en godkendelse, eller endeligt ophør af produktionen) af en køretøjstype med hensyn til sikkerhedsseleforankringer, Isofix-forankringssystemer og eventuelle Isofix-topstropforankringer i henhold til regulativ nr. 14.

Bilag 2 —

Udformning af godkendelsesmærket

Bilag 3 —

Placering af effektive seleforankringer

Bilag 4 —

Metode til bestemmelse af H-punkt og faktisk torsovinkel for siddepladser i motorkøretøjer

Tillæg 1 —

Beskrivelse af den tredimensionale H-punkt-maskine

Tillæg 2 —

Tredimensionalt referencesystem

Tillæg 3 —

Referencedata for siddepladser

Bilag 5 —

Trækanordning

Bilag 6 —

Mindste antal forankringspunkter og placering af nedre forankringer

Tillæg 1 —

Placering af nedre forankringer — kun krav til vinkler

Bilag 7 —

Dynamisk prøvning som alternativ til statisk prøvning af sikkerhedsseleforankringers styrke

Bilag 8 —

Specifikationer for prøvedukker

Bilag 9 —

Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer

1.   ANVENDELSESOMRÅDE

Dette regulativ finder anvendelse på:

a)	Køretøjer i klasse M og N (1) for så vidt angår sikkerhedsseleforankringer, som er beregnet til voksne personer på fremadvendte eller bagudvendte sæder.

b)	Køretøjer i klasse M1 for så vidt angår deres Isofix-forankringssystemer og deres Isofix-topstropforankringer til barnefastholdelsesanordninger. Andre køretøjsklasser med Isofix-forankringer monteret skal også opfylde forskrifterne i dette regulativ.

2.   DEFINITIONER

I dette regulativ forstås ved:

2.1.   »Godkendelse af et køretøj«: godkendelse af en køretøjstype, som er udstyret med forankringer til en given type sikkerhedsseler.

2.2.   »Køretøjstype«: en klasse af motordrevne køretøjer, der ikke frembyder væsentlige indbyrdes forskelle, navnlig på følgende punkter: mål, udformning og materialer af de dele af køretøjets og sædets stel, hvorpå sikkerhedsseleforankringerne og Isofix-forankringssystemerne og Isofix-topstropforankringerne er fastgjort og, såfremt forankringernes styrke prøves ved den dynamiske test, egenskaber for dele af fastholdelsessystemet, især kraftbegrænsningsfunktionen, som har betydning for de kræfter, der påvirker sikkerhedsselernes forankringer.

2.3.   »Seleforankringer«: de dele af køretøjets stel eller sædets opbygning eller enhver anden del af køretøjet, hvortil sikkerhedsselerne fastgøres.

2.4.   »Effektiv seleforankring«: det sted, der tjener til, for hver dels vedkommende, at bestemme sikkerhedsselens vinkel i forhold til bæreren, som fastsat i punkt 5.4; det vil sige det sted, hvortil en sele skulle være fæstnet for at give samme stilling som sikkerhedsselen har under brug — uanset om det er den faktiske forankring — afhængigt af sikkerhedsselens form og den måde, hvorpå den er fastgjort til forankringen.

2.4.1.

For eksempel, hvis 2.4.1.1. der bruges et selestyr på selve køretøjet eller på sædet, anses den effektive seleforankring for at være midtpunktet af selestyret dér, hvor selen forlader styret på den anden side af selebæreren, og 2.4.1.2. selen går direkte fra bæreren til en retraktor, der er fastgjort til køretøjet eller sædet uden et selestyr som mellemled, anses den effektive forankring for at være skæringspunktet mellem oprulningsrullens akse og gjordens midterplan på rullen.

2.5.   »Køretøjets bund«: karrosseriets underste del, der forbinder køretøjets sidevægge. I denne forstand omfatter »køretøjets bund« forstærkningsribber, udpressede profiler og andre forstærkningsdele, selv om disse befinder sig under selve bunden, for eksempel længdevanger og tværgående vanger.

2.6.   »Sæde«: en konstruktion, der — uanset om den er en integrerende del af køretøjets konstruktion eller ej — er forsynet med betræk og beregnet til at tjene som siddeplads for en voksen person. Udtrykket dækker både et enkelt sæde og en del af et bænkesæde med plads til én person.

2.6.1.   »Forreste passagersæde«: alle sæder, hvis »forreste H-punkt« befinder sig i eller foran det lodrette tværplan, som går gennem førerens R-punkt.

2.7.   »Gruppe af sæder«: enten et sæde af bænktypen eller sæder, som er adskilte, men placeret ved siden af hinanden (dvs. med de forreste forankringer for det ene sæde på linje med eller foran de bageste forankringer og på linje med eller bagved de forreste forankringer for det andet sæde), og som kan tjene som siddeplads for en eller flere siddende voksne personer.

2.8.   »Bænkesæde«: en konstruktion forsynet med betræk og beregnet til at tjene som siddeplads for mere end én voksen person.

2.9.   »Sædetype«: en kategori af sæder, der ikke udviser forskelle indbyrdes på væsentlige områder som f.eks.:

2.9.1.

sædestellets udformning, dimensioner og materialer

2.9.2.

indstillingssystemernes og alle låsesystemernes type og mål

2.9.3.

type og dimensioner for selernes forankring på sæder og de berørte dele af køretøjets stel.

2.10.   »Sædeforankring«: det system, hvormed sædet er fastgjort til køretøjets konstruktion, herunder de berørte dele af køretøjets konstruktion.

2.11.   »Indstillingsanordning«: en anordning, hvormed sædet eller dele heraf kan indstilles, således at det tilpasses kropsbygningen af den person, der bruger det. Denne anordning kan især give mulighed for:

2.11.1.

længdeindstilling

2.11.2.

højdeindstilling

2.11.3.

vinkelindstilling.

2.12.   »Forskydningsanordning«: en anordning, hvormed sædet eller dele deraf kan forskydes eller drejes uden faste mellemstillinger, med det formål at lette adgangen til området bag det pågældende sæde.

2.13.   »Spærreanordning«: en anordning, der sikrer fastholdelse af sædet og dele deraf i enhver brugsstilling, og som omfatter mekanismer til låsning af ryglænet i forhold til sædet og af sædet i forhold til køretøjet.

2.14.   »Referenceområde«: området mellem to lodrette planer i længderetningen, som har en indbyrdes afstand på 400 mm, er symmetriske omkring H-punktet og er dannet ved drejning af det i regulativ nr. 21, bilag I, beskrevne hovedattrapapparat fra lodret til vandret. Apparatet skal være anbragt som beskrevet i nævnte bilag og indstillet til sin maksimale længde på 840 mm.

2.15.   »Kraftbegrænsende anordning for brystkassen«: enhver del af sikkerhedsselen og/eller sædet og/eller køretøjet, som har til formål at begrænse omfanget af den belastning, som personens brystkasse udsættes for i tilfælde af en kollision.

2.16.   »Isofix«: et system til fastgørelse af en barnefastholdelsesanordning i køretøjer med to stive forankringer i køretøjet, to tilsvarende stive fastgørelsesbeslag på barnefastholdelsesanordningen og en anordning til begrænsning af barnefastholdelsesanordningens rotation.

2.17.   »Isofix-position«: et system der tillader montering af:

a)	enten en universal fremadvendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

b)	eller en semi-universal fremadvendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

c)	eller en semi-universal bagudvendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

d)	eller en semi-universal sidevendende Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44

e)	eller en specifik Isofix-barnefastholdelsesanordning som defineret i regulativ nr. 44.

2.18.   »Nedre Isofix-forankring«: en stiv, rund horisontal stang med en diameter på 6 mm, der stikker ud fra køretøjets eller sædets konstruktion til fastgørelse og fastholdelse af en Isofix-barnefastholdelsesanordning ved hjælp af Isofix-beslag.

2.19.   »Isofix-forankringssystem«: et system bestående af to nedre Isofix-forankringer, der er konstrueret til fastgørelse af en Isofix-barnefastholdelsesanordning sammen med en antirotationsanordning.

2.20.   »Isofix-beslag«: en af de to forbindelser, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 44, og som stikker ud fra Isofix-barnefastholdelsesanordningens konstruktion og er kompatible med en nedre Isofix-forankring.

2.21.   »Isofix-barnefastholdelsesanordning«: en barnefastholdelsesanordning, der opfylder forskrifterne i regulativ nr. 44, og som er fastgjort til et Isofix-forankringssystem.

2.22.   »Anordning til statisk belastning«: (Static force application device — SFAD): en prøvningsanordning, der går i indgreb med Isofix-forankringssystemerne og anvendes til ved statisk prøvning at kontrollere deres styrke samt køretøjets eller sædekonstruktionens evne til at begrænse rotation. Prøvningsanordningen er beskrevet i bilag 9, figur 1 og 2.

2.23.   »Antirotationsanordning«:

a)	En antirotationsanordning for en universal Isofix-barnefastholdelsesanordning består af en Isofix-topstrop.

b)	En antirotationsanordning for en Isofix semi-universal barnefastholdelsesanordning består af enten en topstrop, køretøjets instrumentbræt eller et støtteben, der skal begrænse fastholdelsesanordningens rotation ved frontalt sammenstød.

c)	For så vidt angår universale og semi-universale Isofix-barnefastholdelsesanordninger udgør køretøjets sæde i sig selv ikke en anti-rotationsanordning.

2.24.   »Isofix-topstropforankring«: en anordning, f.eks. en stang, der er placeret i et nærmere bestemt område og er beregnet til fastgørelse af en Isofix-topstropkonnektor og overføre fastholdelseskraften til køretøjets stel.

2.25.   »Isofix-topstropkonnektor«: en anordning beregnet til fastgørelse til en Isofix-topstropforankring.

2.26.   »Isofix-topstropkrog«: en Isofix-topstropkonnektor, der typisk anvendes til at fastgøre en Isofix-topstropgjorde til en Isofix-topstropforankring som defineret i dette regulativs bilag 9, figur 3.

2.27.   »Isofix-topstropgjorde«: en gjorde (eller tilsvarende), der går ud fra toppen af Isofix-barnefastholdelsesanordningen og til Isofix-topstropforankringen, og som er forsynet med en justeringsanordning, en aflastningsanordning og en Isofix-topstropkonnektor.

2.28.   »En styreanordning«: en anordning der skal hjælpe den person, der monterer Isofix-barnefastholdelsesanordningen, ved fysisk at styre Isofix-beslagene på Isofix-barnefastholdelsesanordningen, så de rettes korrekt ind efter de nedre Isofix-forankringer og lettere går i indgreb med disse.

2.29.   »Isofix-afmærkning«: mærkning, der fortæller en person, der ønsker at montere en Isofix-barnefastholdelsesanordning, hvor i køretøjet Isofix-positionerne og de enkelte Isofix-forankringssystemer er placeret.

2.30.   »Et barnefastholdelsesfikstur«: en anordning i henhold til en af de syv Isofix-størrelsesklasser defineret i bilag 17, tillæg 2, punkt 4, til regulativ nr. 16, og hvis mål er opgivet i figur 1 til 7 i ovennævnte punkt 4. Disse barnefastholdelsesfiksturer bruges i regulativ nr. 16 til at bestemme, hvilke størrelsesklasser af Isofix-barnefastholdelsessystemer, der kan monteres på køretøjets Isofix-positioner. En af barnefastholdelsesfiksturerne, den såkaldte ISO/F2 (B), som beskrives i figur 2 i ovennævnte punkt 4, anvendes også i dette regulativ til at kontrollere placering af og adgangsmulighederne til eventuelle Isofix-forankringssystemer.

3.   ANSØGNING OM GODKENDELSE

3.1.

Ansøgningen om typegodkendelse af et køretøj, for så vidt angår seleforankringer, Isofix-forankringssystemer og eventuelle Isofix-topstropforankringer indgives af køretøjets fabrikant eller dennes repræsentant.

3.2.

Ansøgningen skal bilægges nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer og følgende oplysninger: 3.2.1. tegninger af køretøjets stel i passende målestok, som viser seleforankringernes og (i påkommende tilfælde) de effektive seleforandringers, Isofix-forankringernes og de eventuelle Isofix-topstropforankringers placering, samt detaljerede tegninger af seleforankringerne, af de eventuelle Isofix-forankringssystemer, af de eventuelle Isofix-topstropforankringer og af disses fastgørelsespunkter 3.2.2. en angivelse af de anvendte materialer, der kan have indflydelse på seleforankringernes, Isofix-forankringssystemernes og eventuelle Isofix-topstropforankringers modstandskraft 3.2.3. en teknisk beskrivelse af seleforankringerne, Isofix-forankringssystemerne og eventuelle Isofix-topstropforankringer 3.2.4. hvis seleforankringerne, Isofix-forankringssystemerne eller eventuelle Isofix-topstropforankringer er fastgjort til sædets ramme: 3.2.4.1. en detaljeret beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til sædernes udformning, sædeforankringerne samt sædernes justerings- og låsesystemer 3.2.4.2. tegninger af sæderne, af deres forankring til køretøjet og af deres indstillings- og spærreanordninger, i passende målestok og tilstrækkeligt detaljerede 3.2.5. bevis for, at den sikkerhedssele eller fastholdelsesanordning, som anvendes ved godkendelsesprøvningen af forankringerne, er i overensstemmelse med regulativ nr. 16, såfremt fabrikanten vælger den alternative dynamiske styrkeprøvning.

3.3.

Fabrikanten skal enten stille et køretøj, der er repræsentativt for den type, der skal godkendes, eller de dele af køretøjet, der af den tekniske tjeneste, der foretager godkendelsesprøvningerne, betragtes som væsentlige for prøvning af forankringerne, Isofix-forankringssystemerne og eventuelle Isofix-topstropforankringer til rådighed for den tekniske tjeneste.

4.   GODKENDELSE

4.1.

Hvis den køretøjstype, der ansøges om godkendelse for i henhold til dette regulativ, opfylder de relevante forskrifter i regulativet, meddeles der godkendelse for den pågældende køretøjstype.

4.2.

Hver godkendt type tildeles et godkendelsesnummer. De første to cifre (i øjeblikket 07, svarende til ændringsserie 07) angiver den serie ændringer, som omfatter de seneste vigtige tekniske ændringer af regulativet på godkendelsens udstedelsestidspunkt. Samme kontraherende part kan ikke tildele samme godkendelsesnummer til en anden type køretøj som defineret i punkt 2.2 ovenfor.

4.3.

Meddelelse om godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af en godkendelse, eller endeligt ophør af produktionen af en køretøjstype i henhold til dette regulativ, skal gives de kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved brug af en formular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

4.4.

Ethvert køretøj, som er i overensstemmelse med en type, som er godkendt efter dette regulativ, skal på et let synligt og let tilgængeligt sted, der er angivet i godkendelsesattesten, være påført et internationalt godkendelsesmærke bestående af følgende: 4.4.1. en cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse (2) 4.4.2. dette regulativs nummer til højre for den cirkel, der er foreskrevet i punkt 4.4.1 4.4.3. bogstavet »e« til højre for dette regulativs nummer, såfremt der er udstedt typegodkendelse i henhold til den dynamiske prøvning i bilag 7.

4.5.

Er køretøjet i overensstemmelse med en køretøjstype, som i henhold til et eller flere andre af de til overenskomsten vedføjede regulativer er godkendt i samme stat, som har meddelt godkendelse efter dette regulativ, behøver det i punkt 4.4.1 ovenfor foreskrevne symbol ikke gentages. I så fald skal yderligere godkendelsesnumre og symboler for alle de regulativer, som godkendelsen er udstedt efter i det land, hvor godkendelsen er udstedt i henhold til dette regulativ, placeres i lodrette kolonner til højre for det symbol, der er beskrevet i punkt 4.4.1.

4.6.

Godkendelsesmærket skal være letlæseligt og må ikke kunne fjernes.

4.7.

Godkendelsesmærket skal anbringes tæt ved eller på den fabrikationsplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.

4.8.

Bilag 2 til dette regulativ indeholder eksempler på sammensætning af godkendelsesmærker.

5.   SPECIFIKATIONER

5.1.   Definitioner (jf. bilag 3)

5.1.1.   H-punktet er et referencepunkt som defineret i bilag 4, punkt 2.3, i dette regulativ, som bestemmes på den i samme bilag angivne måde.

5.1.1.1.   Punkt H' er et referencepunkt i overensstemmelse med det i punkt 5.1.1 definerede H, som bestemmes for alle normale brugsstillinger for sædet.

5.1.1.2.   R-punktet er siddepladsens referencepunkt som defineret i punkt 2.4 i bilag 4 til dette regulativ.

5.1.2.   Det tredimensionale referencesystem er defineret i tillæg 2 til dette regulativs bilag 4.

5.1.3.   Punkterne L1 og L2 er de nedre effektive seleforankringer.

5.1.4.   Punkt C er et punkt, som befinder sig 450 mm lodret over R-punktet. Hvis den i punkt 5.1.6 definerede afstand S ikke er under 280 mm, og hvis fabrikanten har anvendt den alternative formel, BR = 260 mm + 0,8 S, som er specificeret i punkt 5.4.3.3, skal den lodrette afstand mellem C og R være 500 mm.

5.1.5.   Vinklerne α1 o α2 er vinklerne mellem et vandret plan og de planer, som er vinkelrette på køretøjets langsgående midterplan, og som går gennem punktet H1 og punkterne L1 og L2.

5.1.6.   S er afstanden i mm mellem de øvre effektive seleforankringer og et referenceplan P, som er parallelt med køretøjets langsgående midterplan og defineres således:

5.1.6.1.

Hvis siddestillingen er veldefineret ved sædets form, defineres planet P som sædets midterplan.

5.1.6.2.

Hvis der ikke findes en veldefineret siddestilling: 5.1.6.2.1. Planet P for førersædet er et lodret plan, som er parallelt med køretøjets langsgående midterplan og går gennem rattets centrum (er det indstilleligt, skal det være i midterposition), idet rattets centrum regnes for at være beliggende i ratkransens plan. 5.1.6.2.2. Forsædepassagerens referenceplan P er symmetrisk med førerens. 5.1.6.2.3. Planet P for en af de bageste yderpladser er det af fabrikanten opgivne på betingelse af, at følgende grænser for afstanden A mellem køretøjets langsgående midterplan og referenceplanet P overholdes: A er større eller lig med 200 mm, hvis bænkesædet fra fabrikantens side kun er beregnet til 2 passagerer A er større eller lig med 300 mm, hvis bænksædet fra fabrikantens side er beregnet til mere end to passagerer.

5.2.   Almindelige specifikationer

5.2.1.   Forankringer til sikkerhedsseler skal udformes, fremstilles og placeres, således at de:

5.2.1.1.

muliggør montering af en egnet sikkerhedssele. Seleforankringerne til de forreste pladser i siderne bør tillade anbringelse af sikkerhedsseler med retraktor og en forbindelsesgjord til sidestolpen under særligt hensyn til karakteristika for forankringernes modstandsdygtighed, med mindre fabrikanten leverer køretøjet udstyret med andre typer sikkerhedsseler med retraktorer. Hvis forankringerne kun passer til visse typer sikkerhedsseler, bør disse typer angives på den i punkt 4.3 nævnte formular

5.2.1.2.

minimerer risikoen for, at selen glider, når den bæres korrekt

5.2.1.3.

minimerer risikoen for beskadigelse af gjorden ved kontakt med de fremspringende dele af køretøjets stel eller sædets opbygning

5.2.1.4.

tillader køretøjet at overholde dette regulativs forskrifter under normal anvendelse.

5.2.1.5.

Når det drejer sig om forankringsbeslag, der har én indstilling for at tillade personer at stige ind i køretøjet og en anden for at fastholde dem, finder dette regulativs forskrifter anvendelse på forankringsbeslag i fastholdelsespositionen.

5.2.2.   Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel Isofix-topstropforankring, der er monteret eller er beregnet til montering, til Isofix-barnefastholdelsesanordninger skal udformes, fremstilles og placeres som følger:

5.2.2.1.

Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel topstropforankring skal tillade, at køretøjet ved normal anvendelse opfylder forskrifterne i dette regulativ. Et eventuelt Isofix-forankringssystem og en eventuel Isofix-topstropforankring, som vil kunne tilføjes i et køretøj, skal også overholde forskrifterne i dette regulativ. Sådanne forankringer skal derfor beskrives i ansøgningen om typegodkendelse.

5.2.2.2.

Den konstruktionsmæssige modstandskraft for Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankringer skal svare til enhver Isofix-barnefastholdelsesanordning for massegruppe 0, 0+; 1, som defineret i regulativ nr. 44.

5.2.3.   Isofix-forankringssystemer, konstruktion og placering:

5.2.3.1.

Ethvert Isofix-forankringssystem skal bestå af en vandret tværgående stiv stang (stænger) med en diameter på 6 mm (± 0,1 mm), som dækker to områder med en mindste effektiv længde på 25 mm og er placeret i den akse, der er defineret i figur 4 i bilag 9.

5.2.3.2.

Ethvert Isofix-forankringssystem monteret på en siddeplads i et køretøj skal være placeret mindst 120 mm bagved det konstruktivt bestemte H-punkt som bestemt i dette regulativs bilag 4, målt horisontalt til stangens midte.

5.2.3.3.

For ethvert Isofix-forankringssystem monteret i køretøjet skal det kontrolleres, at det er muligt at fastgøre Isofix-barnefastholdelsesfiksturet »ISO/F2« (B), der er beskrevet i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2).

5.2.3.4.

Undersiden af testfiksturet »ISO/F2« (B), som defineret i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2), skal have stillingsvinkler inden for følgende grænser, idet vinklerne måles i forhold til køretøjets referenceplaner som defineret i bilag 4, tillæg 2, til dette regulativ: a) Hældning: 15° ± 10° b) Rulning: 0° ± 5° c) Giring: 0° ± 10°.

5.2.3.5.

Isofix-forankringssystemerne skal hele tiden være i anvendelsesposition eller skal være sammenklappelige. Hvis der er tale om sammenklappelige forankringer, skal forskrifterne for Isofix-forankringssystemer være opfyldt i anvendelsespositionen.

5.2.3.6.

Hver Isofix nedre forankringsstang (i anvendelsespositionen) eller hver permanent monteret styreanordning skal være synlig uden sammenpresning af sædehynden eller ryglænet, når stangen eller styreanordningen i et vertikalt længdeplan, der går gennem stangens eller styreanordningens center, betragtes langs en linje med en vinkel på 30 grader opad fra et horisontalt plan. Som et alternativ til ovennævnte forskrift skal køretøjet have permanente afmærkninger ved siden af hver stang eller styreanordning. Denne afmærkning skal efter fabrikantens valg være en af følgende: 5.2.3.6.1. Som et minimum symbolet i bilag 9, figur 12, bestående af en cirkel med en diameter på mindst 13 mm indeholdende et piktogram, der opfylder følgende krav: a) piktogrammet skal kontrastere med cirklens baggrund b) piktogrammet skal befinde sig i nærheden af hver stang i systemet. 5.2.3.6.2. Ordet »ISOFIX« med store bogstaver med en højde på mindst 6 mm.

5.2.4.   Isofix-topstropforankringer, konstruktion og placering:

På bilfabrikantens anmodning kan metoderne beskrevet i punkt 5.2.4.1 og 5.2.4.2 bruges som alternativer.

Metoden beskrevet i punkt 5.2.4.1 kan kun anvendes, hvis Isofix-positionen befinder sig på et sæde i køretøjet.

5.2.4.1.   I henhold til bestemmelserne i punkt 5.2.4.3 og 5.2.4.4 placeres den del af hver Isofix-topstropforankring, som er designet til at blive forbundet med en Isofix-topstropkonnektor, højst 2 000 mm fra skulderreferencepunktet i det gråtonede område, som vist i figur 6-10 i bilag 9, for den siddeplads, hvorpå den er monteret, med henvisning til den i SAE J 826 (juli 1995) beskrevne skabelon, som også er vist i bilag 9, figur 5, i overensstemmelse med følgende betingelser:

5.2.4.1.1.

Skabelonens »H«-punkt svarer til det unikke konstruktivt bestemte H-punkt for sædet i laveste og bageste indstilling, dog placeres skabelonen midtvejs mellem de to nedre Isofix-forankringer

5.2.4.1.2.

Skabelonens torsolinje har samme vinkel til det vertikale tværplan som ryglænet indstillet i mest lodrette position og

5.2.4.1.3.

Skabelonen placeres i det vertikale længdeplan, som indeholder skabelonens H-punkt.

5.2.4.2.   Alternativt kan Isofix-topstropforankringsområdet bestemmes ved hjælp af testfiksturet »ISO/F2« (B), jf. definitionen i regulativ nr. 16 (bilag 17, tillæg 2, figur 2), ved en Isofix-position, udstyret med Isofix nedre forankringer som vist i figur 11 i bilag 9.

Indstillingen skal være sædets bageste og laveste indstilling med ryglænet i normal indstilling eller som anbefalet af køretøjsfabrikanten.

Set fra siden skal Isofix-topstropforankringen ligge bag »ISO/F2«-(B)-testfiksturets bagside.

Tværsnittet mellem bagsiden af testfiksturet »ISO/F2« (B) og den horisontale linje (bilag 9, figur 11, reference 3), som indeholder det sidste stive punkt med en hårdhed på over 50 Shore A øverst i ryglænet, definerer referencepunkt 4 (bilag 9, figur 11) på centerlinjen for testfiksturet »ISO/F2« (B). På dette referencepunkt definerer en maksimal vinkel på 45° over den horisontale linje topstropforankringsområdets øverste grænse.

Det område, som forankringen for Isofix-topstroppen skal ligge inden for, afgrænses set oppefra af en vinkel på maks. 90°, der går skråt bagud gennem referencepunktet 4 (bilag 9, figur 11), og set bagfra af en vinkel på maks. 40°.

Isofix-topstropgjordens befæstelsespunkt (5) er det punkt, hvor »ISO/F2«- (B)-testfiksturens centerlinje (6) skærer et plan, der ligger 550 mm over testfiksturets horisontale overflade (1).

Desuden skal Isofix-topstropforankringen være mere end 200 mm, men under 2 000 mm fra Isofix-topstropgjordens besfæstelsespunkt på bagsiden af testfiksturet »ISO/F2« (B), målt langs gjorden, når den trækkes hen over ryglænet til Isofix-topstropforankringen.

5.2.4.3.   Den del af Isofix-topstropforankringen i et køretøj, som er designet til at blive forbundet med Isofix-topstropkonnektoren, kan placeres uden for de i punkt 5.2.4.1 eller 5.2.4.2 nævnte grå områder, hvis der ikke kan findes en passende placering inden for området, og bilen er udstyret med en selestyrsanordning, som

5.2.4.3.1.

sikrer, at Isofix-topstropgjorden fungerer, som om den del af forankringen, der er udformet til at blive forbundet med Isofix-topstropforankringen, var placeret inden for det grå område og

5.2.4.3.2.

er mindst 65 mm bag torsolinjen, hvis der er tale om selestyranordninger af den ikke-stive stroptype eller en aftagelig styranordning, eller mindst 100 mm bag torsolinjen, hvis der er tale om en fastmonteret stiv selestyranordning, og

5.2.4.3.3.

anordningen udviser ved prøvning, efter at været installeret i overensstemmelse med den tilsigtede anvendelse, tilstrækkelig styrke til med Isofix-topstropforankring at modstå den belastning, som er beskrevet i punkt 6.6 i dette regulativ.

5.2.4.4.   En stropforankring kan være nedsænket i ryglænet, såfremt den ikke befinder sig i gjordens anvendelsesområde øverst på køretøjets ryglæn.

5.2.4.5.   Isofix-topstropforankringen skal være dimensioneret således, at det er muligt at fastgøre en Isofix-topstropkrog som illustreret i figur 3.

Det skal sikres, at der er frigang rundt om hver Isofix-topstropforankring, således at gjorden kan spændes og spændes op. For hver Isofix-topstropforankring, som befinder sig under et dække, skal dette være markeret med f.eks. et af symbolerne (evt. spejlvendt) i figur 13 i bilag 9; dette dække skal kunne fjernes uden brug af værktøj.

5.3.   Fastsat mindste antal seleforankringer og Isofix-forankringer

5.3.1.   Køretøjer i klasse M og N (bortset fra de køretøjer i klasse M2 eller M3, som hører ind under kategori I eller A (3)) skal være udstyret med seleforankringer, der opfylder kravene i nærværende regulativ.

5.3.1.1.   Forankringerne i et H-selesystem godkendt som en S-typesele (med eller uden retraktorer) i overensstemmelse med regulativ nr. 16 skal overholde forskrifterne i regulativ nr. 14, men yderligere forankring(er) til montering af skridtgjord (enhed) er undtaget for dette regulativs forskrifter om modstandsdygtighed og placering.

5.3.2.   Det mindste antal sikkerhedsseleforankringer for hver fremadrettet eller bagudrettet sideplads er angivet i bilag 6.

5.3.3.   I køretøjer af klasse N1 vist i bilag 6 og markeret med symbolet Ø tillades imidlertid for ydre siddepladser, som ikke er forsæder, to nedre forankringer, såfremt der er passage mellem et sæde og køretøjets nærmeste sidevæg, som tjener til at give passagerer adgang til andre dele af køretøjet.

Pladsen mellem et sæde og sidevæggen betragtes som en passage, hvis afstanden, når alle døre er lukkede, mellem denne sidevæg og et lodret længdeplan, som går igennem det pågældende sædes midterlinje målt ved R-punktet og vinkelret på køretøjets langsgående midterplan, er mere end 500 mm.

5.3.4.   For så vidt angår de midterste siddepladser, som er vist i bilag 6 og markeret med symbolet *, anses de to nedre forankringer for at være tilstrækkelige, såfremt forruden befinder sig uden for det referenceområde, som er defineret i bilag 1 til regulativ nr. 21; såfremt den befinder sig inden for referenceområdet, kræves tre forankringer.

For så vidt angår seleforankringerne, betragtes forruden som del af referenceområdet, hvis den kan komme i statisk kontakt med prøvningsanordningen efter den metode, som beskrives i regulativ nr. 21, bilag 1.

5.3.5.   For hver siddeplads, som i bilag 6 er markeret med symbolet

, skal der være tre forankringer. Der kan anvendes to forankringer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

5.3.5.1.

der er et sæde eller andre dele af køretøjet, som er i overensstemmelse med regulativ nr. 80, tillæg 1, punkt 3.5, direkte foran, eller

5.3.5.2.

ingen del af køretøjet befinder sig eller kan befinde sig i referenceområdet, når køretøjet er i bevægelse, eller

5.3.5.3.

dele af køretøjet, der befinder sig inden for det nævnte referenceområde, overholder de krav til energioptagelse, som er angivet i regulativ nr. 80, tillæg 6.

5.3.6.   For så vidt angår alle klapsæder eller sæder, som kun er beregnet til anvendelse, når køretøjet holder stille, samt for alle sæder i ethvert køretøj, som ikke er omfattet af punkterne 5.3.1 til 5.3.4, er forankringer ikke påkrævet. Hvis imidlertid køretøjet har forankringer til sådanne sæder, skal disse være i overensstemmelse med dette regulativs bestemmelser. Enhver forankring, der udelukkende er beregnet til sikkerhedsseler til handicappede eller andre fastholdelsesanordninger i henhold til regulativ nr. 107, ændringsserie 02, bilag 8, behøver ikke være i overensstemmelse med forskrifterne i nærværende regulativ.

5.3.7.   For øverste dæk på et todækkerkøretøj gælder kravene til forsædepladserne i midten også for forsædepladserne ved siderne.

5.3.8.   Fastsat mindste antal Isofix-positioner.

5.3.8.1.   Ethvert køretøj i klasse M1 skal være udstyret med mindst to Isofix-positioner, som opfylder forskrifterne i nærværende regulativ.

Mindst to af Isofix-positionerne skal være udstyret med både et Isofix-forankringssystem og en Isofix-topstropforankring.

Typen og antallet af Isofix-fiksturer, som kan monteres på hver Isofix-position, er angivet i regulativ nr. 16.

5.3.8.2.   Uanset punkt 5.3.8.1 kræves der ingen Isofix-position for køretøjer, der kun har én sæderække.

5.3.8.3.   Uanset punkt 5.3.8.1 skal mindst ét af de to Isofix-placeringssystemer være monteret ved anden sæderække.

5.3.8.4.   Hvis der er monteret et Isofix-forankringssystem på en forsædeplads, hvor der er airbag til beskyttelse ved frontalkollision, skal der monteres en anordning til deaktivering af denne airbag.

5.3.8.5.   Uanset punkt 5.3.8.1 skal antallet af Isofix-positioner ved integrerede »indbyggede« barnefastholdelsesanordninger være mindst to minus antallet af integrerede »indbyggede« barnefastholdelsesanordninger af massegruppe 0, 0+ eller 1.

5.3.8.6.   Uanset bestemmelsen i punkt 5.3.8.1 skal køretøjer af cabriolettypen, jf. definitionen i bilag 7, punkt 8.1, i den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3) (4), med mere end en sæderække monteres med mindst to nedre Isofix-forankringer. Såfremt der er monteret en Isofix-topstropforankring på sådanne køretøjer, skal den overholde de relevante bestemmelser i dette regulativ.

5.3.9.   For sæder, der kan benyttes drejet eller anbragt i en anden retning, når køretøjet holder stille, finder kravene i punkt 5.3.1 kun anvendelse, når sædet vender i den retning, der i overensstemmelse med dette regulativ svarer til normal brug, når køretøjet kører på vej. Oplysningsskemaet skal indeholde en bemærkning herom.

5.4.   Placering af seleforankringer (jf. bilag 3, figur 1.)

5.4.1.   Generelt

5.4.1.1.   Forankringerne til en og samme sele kan enten alle monteres på køretøjets stel eller sædets opbygning, på enhver anden del af køretøjet, eller monteres fordelt på disse anbringelsesmuligheder.

5.4.1.2.   To naboseler kan fastgøres til samme forankring, såfremt prøveforskrifterne er opfyldt.

5.4.2.   Placering af effektive nedre seleforankringer

5.4.2.1.   Forsæder, køretøjsklasse M1

Hos motorkøretøjer af klasse M1 skal vinklen α1 (modsat lukkebeslaget) være mellem 30° og 80°, og vinklen α2 (ved lukkeanordningen) skal være mellem 45° og 80°. Begge krav til vinklerne gælder for alle normale kørestillinger for forsæderne. Såfremt mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant (f.eks. forankring fastgjort til sædet) i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10°. For så vidt angår justerbare sæder med en justeringsanordning som beskrevet i punkt 2.12 med en ryglænsvinkel på mindre end 20° (jf. bilag 3, figur 1) kan vinklen α1 være under den nævnte minimumsværdi (30°), forudsat at den ikke er mindre end 20° i enhver normal brugsstilling.

5.4.2.2.   Bagsæder, køretøjsklasse M1

I køretøjer af klasse M1 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 30° og 80° for alle bagsæder. Hvis bagsæderne er justerbare, skal ovennævnte vinkler gælde for alle normale kørestillinger.

5.4.2.3.   Forsæder, andre køretøjsklasser end M1

Hos andre motorkøretøjsklasser end M1 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 30 og 80° for alle normale kørestillinger for forsæderne. For så vidt angår forsæder i køretøjer, hvis største masse ikke overstiger 3,5 ton, og hvor mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10° (f.eks. forankring fastgjort til sædet).

5.4.2.4.   Bagsæder og særlige for- eller bagsæder, andre køretøjsklasser end M1

Ved køretøjer af andre klasser end M1 gælder for:

a)	bænkesæder

b)	justerbare sæder (for- og bagsæder) med en justeringsanordning som beskrevet i punkt 2.12 med en ryglænsvinkel på mindre end 20° (jf. bilag 3, figur 1) og

c)	andre bagsæder

at vinklerne α1 og α2 må være mellem 20° og 80° i alle normale brugsstillinger. For så vidt angår forsæder i køretøjer, hvis største masse ikke overstiger 3,5 ton, og hvor mindst en af vinklerne α1 og α2 er konstant i alle normale brugsstillinger, skal dens værdi være 60 ± 10° (f.eks. forankring fastgjort til sædet).

For sæder, bortset fra forsæderne, på køretøjer i klasse M2 og M3 skal vinklerne α1 og α2 være mellem 45 og 90° i alle normale brugsstillinger.

5.4.2.5.   Afstanden mellem de to lodrette planer, der er parallelle med køretøjets midterplan i længderetningen, og som går gennem hver af de to nedre effektive forankringer L1 og L2, må for samme sele ikke være mindre end 350 mm. Såfremt der er midtersæder i den bageste sæderække hos køretøjer af klasse M1 og N1, må den nævnte afstand ikke være mindre end 240 mm, forudsat at det midterste bagsæde ikke kan udskiftes med andre af køretøjets sæder. Punkterne L1 og L2 skal befinde sig på hver sin side af sædets midterplan i længderetningen og i en afstand af mindst 120 mm fra dette.

5.4.3.   De øvre effektive forankringers placering (jf. bilag 3)

5.4.3.1.   Såfremt der er anvendt et selestyr eller en lignende anordning, og denne berører den øvre effektive forankrings position, bestemmes denne ud fra forankringens stilling, når gjordens midterlinje i længderetningen går gennem punktet J1, som er defineret af R-punktet og følgende tre afsnit:

RZ	:	Afsnit af referencelinjen for torsoen, der opad fra R-punktet måler 530 mm
ZX	:	Afsnit af vinkelret linje på køretøjets midterplan, og som fra punktet Z i retning af forankringen måler 120 mm
XJ1	:	Afsnit af en fremadrettet linje vinkelret på det af RZ og ZX definerede plan, og som fra punktet X måler 60 mm.

Punktet J2 er symmetrisk med punkt J1 om planet i længderetningen gennem den torsolinje, som er defineret i punkt 5.1.2, for den dukke, der er placeret i det pågældende sæde.

Hvis der anvendes et todørssystem til at give adgang til både for- og bagsæderne og de øvre forankringer er monteret til B-stolpen, skal systemet udformes så det ikke hindrer adgang til og udstigning af køretøjet.

5.4.3.2.   Den øvre effektive forankring skal være anbragt under planet FN, som er vinkelret på sædets midterplan i længderetningen og danner en vinkel på 65° med torsolinjen. For bagsædernes vedkommende kan denne vinkel reduceres til 60°. Planet FN skal være placeret således, at det skærer torsolinjen i et punkt D, således at DR = 315 mm + 1,8 S. Når S ≤ 200 mm, er DR = 675 mm.

5.4.3.3.   Den øvre effektive forankring skal befinde sig bagved et plan FK, der står vinkelret på sædets midterplan i længderetningen, og som skærer torsolinjen i punktet B i en vinkel på 120°, således at BR = 260 mm + S. For værdier af S ≥ 280 mm kan fabrikanten vælge BR = 260 mm + 0,8 S.

5.4.3.4.   S må ikke være mindre end 140 mm.

5.4.3.5.   Den øvre effektive forankring skal anbringes bag et lodret plan vinkelret på køretøjets midterplan i længderetningen, og som går gennem punktet R som angivet i bilag 3.

5.4.3.6.   Den øvre effektive forankring skal anbringes oven over et horisontalt plan, som går gennem punktet C som defineret i afsnit 5.1.4.

5.4.3.7.   Ud over den i punkt 5.4.3.1 angivne øvre forankring kan der være monteret andre øvre effektive forankringer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

5.4.3.7.1.

De yderligere forankringer overholder forskrifterne i afsnit 5.4.3.1 til 5.4.3.6.

5.4.3.7.2.

De øvre forankringer kan benyttes uden brug af værktøj, er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.4.3.5 og 5.4.3.6 og befinder sig i et af de områder, der er bestemt ved, at det i dette regulativs bilag 3, figur 1, afgrænsede område forskydes 80 mm lodret opefter eller nedefter.

5.4.3.7.3.

Forankringen(-erne) er bestemt for en H-sele og er i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 5.4.3.6, såfremt de(n) er beliggende bag planet i tværretningen gennem referencelinjen og er placeret således: 5.4.3.7.3.1. Såfremt der er en enkelt forankring: i det fælles område af de to diedre, som begrænses af de to lodrette linjer gennem de i punkt 5.4.3.1 definerede punkter J1 og J2, og hvis vandrette tværsnit er vist i dette regulativs bilag 3, figur 2. 5.4.3.7.3.2. I det af ovenstående diedre, som er passende, forudsat at ingen forankring er længere end 50 mm fra det punkt, som er symmetrisk med og spejlvendt i forhold til den anden forankring omkring planet P, der er defineret i punkt 5.1.6, for det pågældende sæde.

5.5.   Dimensioner for forankringshuller med gevind

5.5.1.   Forankringsbeslagene skal have et gevindskåret boltehul på 11,11 mm (7/16 tomme) 20 UNF 2 B.

5.5.2.   Såfremt køretøjet fra fabrikantens side er monteret med sikkerhedsseler, som er fæstnet til alle for det pågældende sæde foreskrevne forankringer, behøver disse forankringer ikke overholde de i punkt 5.5.1 fastsatte forskrifter, forudsat at de overholder de andre bestemmelser i dette regulativ. I øvrigt gælder kravet i punkt 5.5.1 ikke de ekstra forankringer, som opfylder kravet i punkt 5.4.3.7.3.

5.5.3.   Det skal være muligt at afmontere sikkerhedsselen fra forankringen, uden at denne beskadiges.

6.   PRØVNINGER

6.1.   Almindelige prøvninger af sikkerhedsseleforankringer

6.1.1.   Forudsat, at forskrifterne fra punkt 6.2 er opfyldt og i henhold til fabrikantens anmodning:

6.1.1.1.

kan prøvningerne udføres enten på køretøjets stel eller på et komplet køretøj.

6.1.1.2.

Prøvningerne kan indskrænkes til at omfatte forankringer for kun ét sæde eller én gruppe af sæder, forudsat at: a) de pågældende forankringer har samme konstruktionsmæssige egenskaber som dem, der tilhører de andre sæder eller grupper af sæder; og b) når sædet eller gruppen af sæder er helt eller delvis forsynet med sådanne forankringer, sædet eller gruppen af sæder har samme konstruktionsmæssige egenskaber som de øvrige sæder eller grupper af sæder

6.1.1.3.

kan ruder og døre være monteret eller afmonteret, åbne eller lukkede

6.1.1.4.

kan ethvert element, der hører til køretøjstypen, og som kan virke afstivende på køretøjets stel, være monteret.

6.1.2.   Sæderne skal være monteret og anbragt i den kørsels- eller brugsstilling, der af den prøveanstalt, som foretager godkendelsesprøvningerne, anses for at være den ugunstigste med hensyn til modstandsdygtighed. Sædernes stilling skal angives i prøverapporten. Hvis ryglænet er indstilleligt, fastlåses det som angivet af fabrikanten, eller hvis intet er angivet, på en sådan måde, at den faktiske hældningsvinkel ved køretøjer af klasse M1 og N1 ligger så nær 25° og ved andre køretøjsklasser så nær 15° som muligt.

6.2.   Fastgørelse af køretøjet til prøvning af sikkerhedsseleforankringer og Isofix-forankringer

6.2.1.   Den metode, der anvendes til fastgørelse af køretøjet under prøvningen, må ikke bevirke, at sele- eller Isofix-forankringerne eller deres forankringsområder forstærkes, eller at stellets normale deformering formindskes.

6.2.2.   En fastgørelsesanordning anses for tilfredsstillende, når den ikke påvirker et område, der strækker sig over hele stellets bredde og, hvis stellet eller køretøjet er blokeret eller fastgjort foran, i en afstand af mindst 500 mm fra den forankring, der afprøves, og hvis det er fastgjort bagtil, mindst 300 mm fra forankringen.

6.2.3.   Det tilrådes at lade stellet hvile på støtter, som er anbragt tilnærmelsesvis lodret under hjulakslerne, eller, hvis dette ikke er muligt, under ophængningspunkterne.

6.2.4.   Såfremt der benyttes en anden fastgørelsesmetode end den i dette regulativs punkt 6.2.1 til 6.2.3 foreskrevne, skal dens ligeværdighed godtgøres.

6.3.   Almindelige prøvningsforskrifter for sikkerhedsseleforankringer

6.3.1.   Alle forankringer for samme gruppe sæder bør afprøves samtidig. Hvis der imidlertid er risiko for, at asymmetrisk belastning af sæderne og/eller forankringerne fører til svigt, kan der gennemføres en supplerende prøvning uden asymmetrisk belastning.

6.3.2.   Trækkraften påføres i en retning, der svarer til en siddeposition i en vinkel på 10 ° ± 5 ° over vandret i et plan parallelt med køretøjets midterplan i længderetningen.

Der påføres en foreløbig belastning på 10 % med en tolerance på ± 30 % af målbelastningen; belastningen øges til 100 % af den relevante målbelastning.

6.3.3.   Den fulde belastning påføres så hurtigt som muligt og inden for en maksimal belastningstid på 60 sek.

Fabrikanten kan dog anmode om, at belastningen påføres i løbet af 4 sek.

Seleforankringerne skal modstå den specificerede belastning i mindst 0,2 sek.

6.3.4.   De trækanordninger, der skal anvendes ved de under punkt 6.4 beskrevne prøvninger, er beskrevet i bilag 5. De anordninger, som er vist i figur 1 i bilag 5, placeres på sædehynden og skubbes så vidt muligt op mod ryglænet, mens selegjorden strammes omkring den. Den anordning, der er vist i figur 2 i bilag 5, sættes på plads, selegjorden placeres omkring den og strammes til. Under denne del må der ikke påføres nogen foreløbig belastning af sikkerhedsseleforankringerne ud over den minimumsbelastning, som er nødvendig for placere prøvningsanordningen korrekt.

Den trækanordning på enten 254 mm eller 406 mm, der anvendes ved hver siddeplads, skal være af en sådan art, at dens bredde så vidt muligt svarer til afstanden mellem de nedre forankringer.

Ved placering af trækanordningen skal enhver påvirkning under trækprøvningen, som har en negativ indvirkning på belastningen og fordelingen heraf, forhindres.

6.3.5.   Forankringerne til pladser, der har øvre forankringer, skal underkastes prøvninger under følgende forhold:

6.3.5.1.

Forreste pladser i siderne: Forankringerne skal underkastes de i punkt 6.4.1 nævnte prøvninger, under hvilke de påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en trepunktsikkerhedssele omfattende retraktor og forbindelsesgjord eller selestyr ved den øvre forankring. Er der flere forankringer end det i punkt 5.3 foreskrevne antal, skal forankringerne underkastes den i punkt 6.4.5 foreskrevne prøve, under hvilken kræfterne overføres til forankringerne ved hjælp af en anordning, der svarer til den type sikkerhedssele, der skal anvendes i forbindelse med de pågældende forankringer. 6.3.5.1.1. Hvis retraktoren ikke er fæstnet til den ydre nedre forankring, eller hvis retraktoren er fæstnet til den øvre seleforankring, skal den nedre seleforankring også underkastes den i punkt 6.4.3 foreskrevne prøvning. 6.3.5.1.2. I ovennævnte tilfælde kan de i punkt 6.4.1 og 6.4.3 foreskrevne prøvninger på fabrikantens begæring udføres på to forskellige stel.

6.3.5.2.

Bageste pladser i siderne og alle midterpladser: Forankringerne underkastes de under punkt 6.4.2 nævnte prøvninger, under hvilke disse forankringer påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en trepunktsele uden retraktor, og den under punkt 6.4.3 nævnte prøvning, under hvilke de nedre forankringer påvirkes ved hjælp af en anordning, der har samme geometri som en hoftesele. De to prøvninger kan på fabrikantens begæring udføres på to forskellige stel.

6.3.5.3.

Når en fabrikant leverer sit køretøj, kan de tilsvarende forankringer på fabrikantens anmodning nøjes med at blive underkastet en prøvning, under hvilken de påvirkes ved hjælp af en anordning med samme geometri som de sikkerhedsseler, der skal monteres på til forankringerne.

6.3.6.   Når de bageste pladser ved siderne og midterpladserne ikke er forsynet med øvre forankringer, skal de nedre forankringer underkastes den i punkt 6.4.3 nævnte prøvning, under hvilken de påvirkes af en anordning med samme geometri som en hoftesele.

6.3.7.   Hvis køretøjet er beregnet til andre anordninger, som forhindrer selerne i at blive forbundet direkte til forankringerne uden ruller eller lignende som mellemled, eller som nødvendiggør forankringer ud over de i punkt 5.3 nævnte, skal sikkerhedsselen eller et arrangement af kabler, ruller osv., der er repræsentativt for sikkerhedsseleudstyret, forbindes til forankringerne med en sådan anordning i køretøjet, og forankringerne skal underkastes prøvninger i overensstemmelse med de i punkt 6.4 nævnte, alt efter omstændighederne.

6.3.8.   Der kan benyttes en anden prøvningsmetode end den i punkt 6.3 foreskrevne, men i så tilfælde skal dens ligeværdighed godtgøres.

6.4.   Særlige prøvningsforskrifter for sikkerhedsseleforankringer

6.4.1.   Prøvning ved en 3-punktsele med retraktor, der har en forbindelsesgjord til sidestolpe fæstnet til den øvre forankring

6.4.1.1.   En trisse eller et forbindelseskabel eller en forbindelsesgjord, der er specielt tilpasset til at overføre den kraft, der kommer fra trækmekanismen, eller den forbindelsesgjord, fabrikanten har stillet til rådighed, monteres på øvre forankring.

6.4.1.2.   En prøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på trækmekanismen (jf. bilag 5, figur 2), der er forbundet med forankringsbeslagene til samme sele ved hjælp af en anordning med samme geometri som en sådan seles øvre torsogjord. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.1.3.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1) forbundet med de to nedre seleforankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.2.   Prøvning ved en 3-punktsele uden retraktor eller med retraktor ved øvre forankring

6.4.2.1.   En prøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 2) forbundet med øvre forankring og den modstående nedre forankring til samme sele; hvis fabrikanten har leveret en retraktor til den øvre forankring, benyttes denne. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.2.2.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1) forbundet med de nedre seleforankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.3.   Prøvning ved hofteseler

En forsøgsbelastning på 2 225 daN ± 20 daN anbringes på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 1), der er forbundet til de to nedre forankringer. Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 1 110 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 740 ± 20 daN.

6.4.4.   Prøvning når forankringsbeslagene alle sidder på de dele, der indgår i sædets konstruktion eller er fordelt på køretøjets stel og sædets konstruktion

6.4.4.1.   Alt efter omstændighederne udføres de i punkt 6.4.1, 6.4.2 og 6.4.3 specificerede prøvninger, idet der for hvert sæde og for hver gruppe af sæder tilføjes den nedenfor angivne supplerende kraft.

6.4.4.2.   De i punkt 6.4.1, 6.4.2 og 6.4.3 omhandlede belastninger suppleres med en kraft svarende til 20 gange vægten af det komplette sæde. Inertibelastningen påføres sædet eller relevante dele af dette i overensstemmelse med den fysiske effekt, det pågældende sædes masse har for sædeforankringerne. Fastsættelsen af den eller de yderligere belastning(er) og fordelingen heraf foretages af fabrikanten og godkendes af den tekniske tjeneste.

For køretøjer i klasse M2 og N2 skal denne kraft svare til 10 gange vægten af det komplette sæde. For køretøjer af klasse M3 og N3 skal den svare til 6,6 gange vægten af det komplette sæde.

6.4.5.   Prøvning ved særlige seletyper

6.4.5.1.   En prøvningsbelastning på 1 350 daN ± 20 daN anbringes på trækmekanismen (jf. bilag 5, figur 2), der er forbundet med forankringsbeslagene til samme sele ved hjælp af en anordning med samme geometri som en sådan seles øvre torsogjord(er).

6.4.5.2.   Samtidig anbringes en trækkraft på 1 350 daN ± 20 daN på en trækanordning (jf. bilag 5, figur 3) forbundet med de to nedre seleforankringer.

6.4.5.3.   Såfremt der er tale om andre køretøjsklasser end M1 og N1, skal prøvningsbelastningen være 675 ± 20 daN med undtagelse af M3- og N3-køretøjer, for hvilke der anvendes en belastning på 450 ± 20 daN.

6.4.6.   Prøvning ved bagudvendte sæder

6.4.6.1.   Forankringspunkterne afprøves ved de kræfter, som er foreskrevet i punkt 6.4.1, 6.4.2 eller 6.4.3. I hvert tilfælde skal prøvebelastningen svare til den belastning, der foreskrives for køretøjer henholdsvis M3 og N3.

6.4.6.2.   Prøvningsbelastningen skal påføres i fremadgående retning i forhold til det pågældende sædes placering i overensstemmelse med den i punkt 6.3 foreskrevne procedure.

6.5.   For så vidt angår en gruppe af sæder som beskrevet i punkt 1 i bilag 7 kan bilfabrikanten vælge at anvende den i bilag 7 beskrevne dynamiske prøvning i stedet for den i punkt 6.3 og 6.4 foreskrevne statiske prøvning.

6.6.   Statiske prøvningsforskrifter

6.6.1.   Isofix-forankringssystemernes styrke prøves ved at påføre anordningen til statisk belastning (static force application device — SFAD) med Isofix-beslagene i korrekt indgreb de kræfter, som er angivet i punkt 6.6.4.3.

Ved Isofix-topstropforankring gennemføres en yderligere prøvning, jf. punkt 6.6.4.4.

Alle Isofix-positioner på samme sæderække, som kan anvendes samtidigt, skal prøves samtidigt.

6.6.2.   Prøvningen kan foretages enten på et fuldt færdigt køretøj eller på tilstrækkelige dele af et køretøj, som er repræsentative for køretøjsstellets styrke og stivhed.

Ruder og døre kan være monteret eller afmonteret, åbne eller lukkede.

Ethvert element, der normalt monteres og hører til køretøjstypen, kan være monteret.

Prøvningen kan indskrænkes til at omfatte Isofix-positionen for kun ét sæde eller én gruppe af sæder, forudsat at:

a)	den pågældende Isofix-position har samme konstruktionsmæssige egenskaber som Isofix-positionen for de andre sæder eller grupper af sæder og

b)	når sædet eller gruppen af sæder er helt eller delvis forsynet med sådanne Isofix-positioner, sædet eller gruppen af sæder har samme konstruktionsmæssige egenskaber som de øvrige sæder eller grupper af sæder.

6.6.3.   Hvis sæderne og nakkestøtterne er justerbare, prøves de i den af den tekniske tjeneste definerede indstilling inden for det begrænsede område, som er foreskrevet af fabrikanten, jf. regulativ nr. 16, bilag 17, tillæg 3.

6.6.4.   Belastninger, retninger og bevægelsesgrænser

6.6.4.1.   Midtpunktet på den nedre forreste tværstang på SFAD-anordningen påføres en belastning på 135 N ± 15 N for at justere frem- og tilbagepositionen for SFAD-anordningens baglæns forskydning og således fjerne eventuel slaphed eller spænding mellem SFAD-anordningen og dens støtte.

6.6.4.2.   Anordningen til statisk belastning (SFAD) påføres kræfter i fremadgående og skrå retning i overensstemmelse med tabel 1.

Tabel 1

Prøvebelastningernes retning

Fremad	0° ± 5°	8 kN ± 0,25 kN
Skrå	75° ± 5° (til begge sider, eller hvis der er en særlig ugunstig side, eller hvis begge sider er symmetriske, kun én side)	5 kN ± 0,25 kN

De enkelte prøvninger kan på fabrikantens begæring udføres på forskellige stel.

Belastninger i fremadgående retning påføres med en initial kraftpåføringsvinkel på 10 ± 5° over det horisontale plan. Skrå belastninger påføres horisontalt 0° ± 5°. En foreløbig kraft på 500 N ± 25 N påføres ved det foreskrevne belastningspunkt X som vist i figur 2 i bilag 9. Den fulde belastning påføres så hurtigt som muligt og inden for en maksimal belastningstid på 30 sek. Fabrikanten kan dog anmode om, at belastningen påføres i løbet af 2 sek. Belastningen opretholdes i mindst 0,2 sek.

Alle målinger foretages i overensstemmelse med ISO 6487 med CFC på 60 Hz eller tilsvarende metode.

6.6.4.3.   Udelukkende prøvning af Isofix-forankringssystemet:

6.6.4.3.1.

Belastningsprøve ved fremadgående retning: Horisontal bevægelse i længderetningen (efter foreløbig kraft) for punkt X på SFAD-anordningen under påføring af en kraft på 8 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer eller området omkring disse.

6.6.4.3.2.

Belastningsprøve ved skrå retning: Bevægelse i belastningens retning (efter foreløbig kraft) for punkt X på SFAD-anordningen under påføring af en kraft på 5kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer eller området omkring disse.

6.6.4.4.   Prøvning af Isofix-forankringssystemer og Isofix-topstropforankring:

Der påføres en foreløbig trækkraft på 50 N ± 5 N mellem SFAD-anordningen og topstropforankringen. Horisontal bevægelse (efter foreløbig kraft) (efter foreløbig kraft) for punkt X under påføring af en kraft på 8 kN ± 0,25 kN skal være begrænset til 125 mm, og der tillades en varig deformering, herunder et delvist brud på en af de nedre Isofix-forankringer og topstropforankringer eller området omkring disse, hvis den påkrævede kraft fastholdes i den foreskrevne periode.

Tabel 2

Bevægelsesgrænser

Belastningsretning	Maksimal bevægelse for punkt X på SFAD-anordningen
Fremad	125 mm i længderetningen
Skrå	125 mm i belastningsretningen

6.6.5.   Supplerende belastninger

6.6.5.1.   Sædeinertikræfter

Ved installationspositioner, hvor kraften overføres til køretøjets sæde og ikke direkte til køretøjets stel, udføres en prøvning, der skal sikre, at køretøjets sæder er tilstrækkeligt stærkt forankret på køretøjets stel. En kraft svarende til 20 gange massen af de relevante dele i sædekonstruktionen påføres sædet eller den relevante del af sædekonstruktionen horisontalt og i længderetningen fremad mod sædet eller den relevante del af sædekonstruktionen, i overensstemmelse med den fysiske effekt, det pågældende sædes masse har for sædeforankringerne. Fastsættelsen af den eller de yderligere belastning(er) og fordelingen heraf foretages af fabrikanten og godkendes af den tekniske tjeneste.

På fabrikantens anmodning kan en supplerende belastning påføres ved SFAD-anordningens X-punkt under de statiske prøvninger, der er beskrevet ovenfor.

Hvis topstropforankringen er integreret i køretøjets sæde, udføres denne prøvning med Isofix-topstropgjorden.

Der må ikke forekomme brud, og bevægelsesgrænserne i tabel 2 skal overholdes.

BEMÆRK: Denne prøvning er ikke påkrævet, såfremt nogle af forankringerne i køretøjets sikkerhedsselesystem er integreret i køretøjets sædekonstruktion, og sædet allerede er afprøvet og har bestået dette regulativs forankringsbelastningsprøvninger for fastholdelse af voksne passagerer.

7.   INSPEKTION UNDER OG EFTER STATISK PRØVNING AF SIKKERHEDSSELEFORANKRINGER

7.1.   Alle forankringer skal kunne holde til den i punkterne 6.3 og 6.4 fastsatte prøvning. Der kan tillades en varig deformering, herunder et delvist brud, af en forankring eller i det område, der omgiver den, såfremt den foreskrevne kraft er opretholdt i den fastsatte tid. Under prøvningen skal minimumsafstandene mellem de i punkt 5.4.2.5 nævnte nedre forankringer og de i 5.4.3.6 opstillede krav vedrørende de øvre effektive forankringer overholdes.

7.1.1.   For køretøjer af klassen M1, som har en tilladt totalmasse på maksimalt 2,5 tons, og hvis øvre sikkerhedsseleforankring er fastgjort til sædets konstruktion, må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring under prøvningen ikke forskydes længere fremad end til et tværplan, som går gennem R-punktet og punktet C for det pågældende sæde (jf. figur 1 i bilag 3 til dette regulativ).

For andre køretøjer end de ovennævnte må den øvre effektive sikkerhedsseleforankring under prøvningen ikke forskydes mere end til et tværplan, som hælder 10 ° fremad og går gennem sædets R-punkt.

Den maksimale forskydning af det øvre effektive forankringspunkt måles under prøvningen.

Hvis forskydningen af det øvre effektive forankringspunkt overstiger ovennævnte grænse, skal fabrikanten over for den tekniske tjeneste godtgøre, at personen i bilen ikke udsættes for fare. Eksempelvis kan prøvningsproceduren i regulativ nr. 94 følges, eller der kan udføres en slædeprøve med tilsvarende effekt for at illustrere, at der er tilstrækkelig plads til at overleve.

7.2.   I køretøjer, som har forskydnings- og spærreanordninger, der gør det muligt for personer på alle sæder at stige ud af køretøjet, skal sådanne anordninger stadig kunne betjenes med hånden, efter at trækkraftens påvirkning er ophørt.

7.3.   Efter prøvningerne opmåles enhver beskadigelse af forankringerne og af de konstruktionsdele, der har været udsat for belastning under prøvningerne.

7.4.   Undtaget herfra er de øvre forankringer til et eller flere sæder i køretøjer i klasse M2 over 3,5 tons og M3, som overholder forskrifterne i regulativ nr. 80, idet disse ikke skal opfylde bestemmelserne i punkt 7.1 om overholdelse af punkt 5.4.3.6.

8.   TILPASNINGER AF KØRETØJSTYPEN OG UDVIDELSE AF GODKENDELSEN AF EN KØRETØJSTYPE

8.1.   Enhver ændring af køretøjstypen skal anmeldes til den administrative myndighed, som har godkendt køretøjstypen. Denne myndighed kan så enten:

8.1.1.

vurdere, at de foretagne ændringer ikke har en væsentlig negativ virkning, og at køretøjet under alle omstændigheder stadig opfylder kravene, eller

8.1.2.

anmode om en yderligere testrapport fra den tekniske tjeneste, der har ansvaret for prøvningen.

8.2.   Godkendelse eller afslag på godkendelse skal sammen med detaljer om ændringerne meddeles i henhold til fremgangsmåden beskrevet i afsnit 4.3 oven for til de kontraherende parter, der anvender dette regulativ.

8.3.   Den kompetente myndighed, som meddeler udvidelse af en godkendelse, tildeler udvidelsen et serienummer og underretter de andre kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse, der svarer til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

9.   PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE

Procedurer til sikring af produktionens overensstemmelse skal opfylde bestemmelserne i overenskomstens tillæg 2 (E/ECE/324-E/ECE/TRANS/505/Rev.2) med følgende krav:

9.1.	Ethvert køretøj, som bærer et godkendelsesmærke som foreskrevet i dette regulativ, skal være i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype for så vidt angår egenskaberne ved sikkerhedsseleforankringer eller Isofix-forankringssystemet og Isofix-topstropforankringen.

9.2.	For at kontrollere overensstemmelsen med de i punkt 9.1 foreskrevne krav, skal der undersøges et tilstrækkeligt antal stikprøver af serieproducerede køretøjer, som bærer det godkendelsesmærke, som kræves ifølge dette regulativ.

9.3.	Som hovedregel skal ovennævnte kontrol begrænses til måltagning. Imidlertid underkastes køretøjer i nødvendigt omfang nogle af de i punkt 6 beskrevne prøvninger, som udvælges af den tekniske tjeneste, som forestår godkendelsesprøvningerne.

10.   SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE

10.1.   Godkendelser, som er meddelt for en type køretøj i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 9.1 ovenfor ikke er opfyldt, eller hvis køretøjets sikkerhedsseleforankringer eller Isofix-forankringssystemet og Isofix-topstropforankringen ikke har bestået den i punkt 9 foreskrevne kontrol.

10.2.   Hvis en kontraherende part, der anvender dette regulativ, inddrager en godkendelse, som den tidligere har meddelt, skal den straks underrette de øvrige kontraherende parter, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en anmeldelsesformular, som er i overensstemmelse med modellen i bilag 1 til dette regulativ.

11.   BRUGSVEJLEDNINGER

De nationale myndigheder kan kræve, at fabrikanter af det køretøj, som indregistreres, i brugsvejledningen for køretøjet klart angiver:

11.1.   hvor forankringerne befinder sig, og

11.2.   til hvilke seletyper forankringerne skal anvendes (jf. bilag 1, punkt 5).

12.   ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN

Hvis indehaveren af godkendelsen endeligt ophører med at fremstille en type sikkerhedsseleforankring eller en type Isofix-forankringssystem og Isofix-topstropforankring, som er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han underrette den myndighed, som har meddelt godkendelsen, herom. Efter modtagelse af den pågældende meddelelse underretter myndigheden de andre parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, ved hjælp af en meddelelse, der svarer til modellen i bilag 1 til dette regulativ.

13.   NAVNE OG ADRESSER PÅ TEKNISKE TJENESTER, DER UDFØRER GODKENDELSESPRØVNINGERNE, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER

De kontraherende parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, meddeler til FN's sekretariat navn og adresse på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøverne, og på de administrative myndigheder, som meddeler godkendelse, og til hvem formularer med attestering af godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelser, som er udstedt i andre stater, skal fremsendes.

14.   OVERGANGSBESTEMMELSER

14.1.

Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 06 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender regulativet, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 06.

14.2.

To år efter ikrafttrædelsen for ændringsserie 06 til dette regulativ må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-typegodkendelser, hvis forskrifterne i dette regulativ, som ændret ved ændringsserie 06, er overholdt.

14.3.

Syv år efter ikrafttrædelsen af ændringsserie 06 til dette regulativ kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte af anerkende godkendelser, som ikke er meddelt i overensstemmelse med ændringsserie 06 til dette regulativ. Eksisterende godkendelser af de køretøjsklasser, som ikke påvirkes af ændringsserie 06 til dette regulativ, skal imidlertid forblive gyldige, og kontraherende parter, som anvender dette regulativ, skal fortsat anerkende dem.

14.4.

For køretøjer, som ikke påvirkes af ovenstående punkt 7.1.1, forbliver godkendelser, meddelt i overensstemmelse med 04-ændringsserien til dette regulativ, gyldige.

14.5.

For køretøjer, der ikke påvirkes af supplement 4 til ændringsserie 05 til dette regulativ, forbliver de eksisterende godkendelser gyldige, såfremt disse er udstedt i overensstemmelse med ændringsserie 05 frem til dennes supplement 3.

14.6.

Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for supplement 5 til ændringsserie 05 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05.

14.7.

For køretøjer, der ikke påvirkes af supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ, forbliver de eksisterende godkendelser gyldige, såfremt disse er udstedt i overensstemmelse med ændringsserie 05 frem til dennes supplement 3.

14.8.

Fra den 20. februar 2005 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-godkendelser til køretøjer i klasse M1, hvis forskrifterne i dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05 er overholdt.

14.9.

Fra den 20. februar 2007 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser af køretøjer i klasse M1, som ikke er meddelt i overensstemmelse med supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ.

14.10.

Fra den 16. juli 2006 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-godkendelser til køretøjer i klasse N, hvis køretøjstypen overholder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved supplement 5 til ændringsserie 05.

14.11.

Fra den 16. juli 2008 kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at anerkende godkendelser af køretøjer i klasse N, som ikke er meddelt i overensstemmelse med supplement 5 til ændringsserie 05 til dette regulativ.

14.12.

Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 07 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender regulativet, nægte at meddele ECE-godkendelser i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 07.

14.13.

Fra 24 måneder efter datoen for ikrafttrædelse af ændringsserie 07 må kontraherende parter, der anvender dette regulativ, kun meddele ECE-typegodkendelser, hvis forskrifterne i dette regulativ, som ændret ved ændringsserie 07, er overholdt.

14.14.

Fra 36 måneder efter datoen for ikrafttrædelse af ændringsserie 07 til dette regulativ kan kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte af anerkende godkendelser, som ikke er meddelt i overensstemmelse med ændringsserie 07 til dette regulativ.

14.15.

Uanset punkt 14.13 og 14.14 forbliver eksisterende godkendelser af de køretøjsklasser, som ikke påvirkes af ændringsserie 07 til dette regulativ, imidlertid gyldige, og kontraherende parter, som anvender dette regulativ, skal fortsat anerkende dem.

14.16.

Hvis der ikke er krav om obligatorisk montering af sikkerhedsseleforankringer for klapsæder i deres nationale krav på tidspunktet for tiltrædelse af dette regulativ, kan de kontraherende parter fortsat tillade, at disse forankringer ikke monteres med henblik på national godkendelse, og i så fald kan de pågældende klasser af busser ikke typegodkendes efter nærværende regulativ.

---

(1)  Som defineret i bilag 7 til konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3), dokument TRANS/WP29/78/Rev.1/Amend.2, senest ændret ved ændring 4 (Amend. 4).

(2)  1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Tjekkiet, 9 for Spanien, 10 for Serbien og Montenegro, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 14 for Schweiz, 15 (ubenyttet), 16 for Norge, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 22 for Den Russiske Føderation, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 25 for Kroatien, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 28 for Belarus, 29 for Estland, 30 (ubenyttet), 31 for Bosnien-Hercegovina, 32 for Letland, 33 (ubenyttet), 34 for Bulgarien, 35 (ubenyttet), 36 for Litauen, 37 for Tyrkiet, 38 (ubenyttet), 39 for Aserbajdsjan, 40 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, 41 (ubenyttet), 42 for Det Europæiske Fællesskab (godkendelser meddeles af medlemsstaterne under anvendelse af deres respektive ECE-symbol), 43 for Japan, 44 (ubenyttet), 45 for Australien, 46 for Ukraine, 47 for Sydafrika og 48 for New Zealand, 49 for Cypern, 50 for Malta, 51 for Republikken Korea, 52 for Malaysia og 53 for Thailand. Efterfølgende numre tildeles andre stater i den kronologiske orden, i hvilken de ratificerer eller tiltræder overenskomsten om ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer og udstyr og dele, som kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer, og vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser udstedt på grundlag af sådanne forskrifter, og de således tildelte numre meddeles af FN's generalsekretær til de kontraherende parter.

(3)  Se fodnote 1.

(4)  Dokument TRANS/WP29/78/Rev.1/Amend.2, senest ændret ved Amend. 4.