1.11.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 285/1


AFGØRELSE VEDTAGET AF REPRÆSENTANTERNE FOR MEDLEMSSTATERNES REGERINGER, FORSAMLET I RÅDET

af 10. juni 2011

om bemyndigelse til formandskabet for Rådet til at føre forhandlinger på medlemsstaternes vegne om de bestemmelser i en juridisk bindende aftale om skove i Europa, der hører under medlemsstaternes kompetence

(2011/712/EU)

REPRÆSENTANTERNE FOR MEDLEMSSTATERNES REGERINGER, FORSAMLET I RÅDET, HAR —

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der vedtages eventuelt en afgørelse om at indlede forhandlinger om en juridisk bindende aftale om skove i Europa på den sjette ministerkonference om beskyttelse af skove i Europa, som finder sted den 14.-16. juni 2011 i Oslo i Norge.

(2)

Formandskabet for Rådet bør bemyndiges til at føre forhandlinger på medlemsstaternes vegne om de bestemmelser i den juridisk bindende aftale om skove i Europa, der hører under medlemsstaternes kompetence —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer bemyndiger herved formandskabet for Rådet til på medlemsstaternes vegne, for så vidt angår spørgsmål, der henhører under deres kompetence, og på baggrund af deres holdninger, at føre forhandlinger om bestemmelserne i en juridisk bindende aftale om skove i Europa, hvis der på den sjette ministerkonference om beskyttelse af skove i Europa, som finder sted den 14.-16. juni 2011 i Oslo i Norge, vedtages en afgørelse om at indlede forhandlinger om en sådan juridisk bindende aftale.

2.   Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes fremtidige afgørelser om udpegelse af deres repræsentant vedrørende de spørgsmål, der hører under deres kompetence.

Artikel 2

1.   Forhandlingerne føres i overensstemmelse med de forhandlingsdirektiver, der er fastsat i addendummet til denne afgørelse.

2.   Forhandlingerne har til formål at tilføre de gældende multilaterale aftaler og ikke juridisk bindende instrumenter vedrørende skove påviselig merværdi og samtidig sikre omkostningseffektiv gennemførelse og forhindre yderligere administrative byrder. De føres i overensstemmelse med forhandlingspositioner fastlagt af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer og på baggrund af praktiske foranstaltninger, der begge vedtages med enstemmighed. Forhandlingerne føres i samråd med repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i det særlige udvalg, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions deltagelse i forhandlinger om en juridisk bindende aftale om skove i Europa. Formandskabet for Rådet gør sit yderste for at sikre de således fastlagte holdninger og underretter repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om fremskridtet i forhandlingerne efter hvert møde i den mellemstatslige forhandlingskomité.

3.   Formandskabet, der handler på medlemsstaternes vegne, arbejder tæt sammen med Kommissionen under forhandlingsforløbet for at tilstræbe enhed i Unionens og dens medlemsstaters internationale repræsentation.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til formandskabet for Rådet.

Udfærdiget i Luxembourg, den 10. juni 2011.

FELLEGI T.

Formand