(1)

Det er nødvendigt at fastsætte regler på EU-plan om genopretning af økosystemer for at sikre genopretning af en biologisk mangfoldig og modstandsdygtig natur i hele Unionen. Genopretning af økosystemer bidrager også til Unionens mål for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer.

(2)

Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« (»den europæiske grønne pagt«) indeholder en ambitiøs køreplan for at omdanne Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi med det formål at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital og beskytte borgernes sundhed og trivsel mod miljørelaterede trusler og konsekvenser. Som led i den europæiske grønne pagt indeholder Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 med titlen »EU's biodiversitetsstrategi for 2023 — Naturen skal bringes tilbage i vores liv« EU's biodiversitetsstrategi for 2030.

(3)

Unionen og dens medlemsstater er parter i biodiversitetskonventionen (4). I egenskab heraf har de forpligtet sig til den langsigtede strategiske vision, der blev vedtaget på tiende møde i partskonferencen under konventionen den 18.-29. oktober 2010 ved afgørelse X/2 »Strategic Plan for Biodiversity 2011-2020«, ifølge hvilken biodiversitet senest i 2050 skal være værdsat, bevaret, genoprettet og forsvarligt udnyttet, således at der opretholdes økosystemtjenester og en sund klode og tilvejebringes goder, der er afgørende for alle mennesker.

(4)

Den globale ramme for biodiversitet, der blev vedtaget på femtende møde i partskonferencen under biodiversitetskonventionen den 7.-19. december 2022, fastsætter handlingsorienterede globale målsætninger for hurtig handling i løbet af årtiet frem til 2030. Målsætning 1 er at sikre, at alle områder er underlagt fysisk planlægning og/eller en effektiv forvaltningsproces, der er deltagerorienteret, integreret og biodiversitetsinkluderende, og som håndterer ændringer i anvendelsen af land- og havområder, for at bringe tabet af områder af stor betydning for biodiversiteten, herunder økosystemer med en høj grad af økologisk integritet, tæt på nul senest i 2030, samtidig med at oprindelige folks og lokalsamfunds rettigheder respekteres som fastsat i De Forenede Nationers (FN's) deklaration om oprindelige folks rettigheder. Målsætning 2 er at sikre, at mindst 30 % af områder med forringede økosystemer i land-, indvands-, hav- og kystområder senest i 2030 er under effektiv genopretning med henblik på at styrke biodiversiteten og økosystemernes funktioner og tjenester, økologiske integritet og konnektivitet. Målsætning 11 er at genoprette, opretholde og øge naturens bidrag til mennesker, herunder økosystemernes funktioner og tjenester, såsom regulering af luft, vand og klima, jordbundssundhed, bestøvning og reduktion af sygdomsrisici samt beskyttelse mod naturskabte farer og naturkatastrofer gennem naturbaserede løsninger og/eller økosystembaserede tilgange til gavn for alle mennesker og naturen. Den globale ramme for biodiversitet vil muliggøre fremskridt hen imod opfyldelse af de resultatorienterede mål for 2050.

(5)

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, især mål 14.2, 15.1, 15.2 og 15.3, handler om behovet for at sikre bevaring, genopretning og bæredygtig anvendelse af land- og ferskvandsøkosystemer og deres tjenester, navnlig skove, vådområder, bjerge og tørområder.

(6)

I sin resolution af 1. marts 2019 erklærede FN's Generalforsamling 2021-2030 for FN's tiår for genoprettelse af økosystemer med det formål at støtte og optrappe indsatsen for at forebygge, stoppe og vende forringelsen af økosystemer i hele verden og skabe opmærksomhed om, hvor vigtigt det er at genoprette økosystemer.

(7)

EU's biodiversitetsstrategi for 2030 har til formål at sikre, at biodiversiteten i Europa vil være på vej mod genopretning senest i 2030 til gavn for mennesker, kloden, klimaet og vores økonomi. Den indeholder en ambitiøs EU-naturgenopretningsplan med en række centrale tilsagn, bl.a. et tilsagn om at fremsætte et forslag til retligt bindende EU-mål for naturgenopretning med henblik på at genoprette forringede økosystemer, navnlig dem, som har det største potentiale for at optage og lagre kulstof og forebygge og reducere virkningerne af naturkatastrofer.

(8)

Europa-Parlamentet glædede sig i sin beslutning af 9. juni 2021 om EU's biodiversitetsstrategi for 2030 meget over tilsagnet om at udarbejde et lovgivningsforslag med bindende genopretningsmål og mente endvidere, at der ud over et overordnet genopretningsmål også burde være økosystem-, levesteds- og artsspecifikke mål, som omfatter skove, græsarealer, vådområder, tørvemoser, bestøvere, fritflydende vandløb, kystområder og marine økosystemer.

(9)

Rådet anerkendte i sine konklusioner af 23. oktober 2020, at det vil være af afgørende betydning at forebygge yderligere forringelse af biodiversitetens og naturens aktuelle tilstand, men at det ikke vil være tilstrækkeligt til at bringe naturen tilbage i vores liv. Rådet bekræftede på ny, at der er behov for større ambitioner med hensyn til at genoprette naturen som foreslået i EU's nye naturgenopretningsplan, der omfatter foranstaltninger til at beskytte og genoprette biodiversiteten ud over de beskyttede områder. Rådet erklærede også, at det afventer et forslag til juridisk bindende mål for genopretning af naturen ledsaget af en konsekvensanalyse.

(10)

EU's biodiversitetsstrategi for 2030 indeholder et tilsagn om retligt at beskytte mindst 30 % af landområderne, herunder indvand, og 30 % af havområderne i Unionen, hvoraf mindst en tredjedel bør være strengt beskyttet, herunder alle resterende primærskove og gammelgroede skove. Det fremhæves i de kriterier og den vejledning med henblik på medlemsstaternes udpegning af beskyttede områder (»kriterier og vejledning«), som Kommissionen udarbejdede i 2022 i samarbejde med medlemsstaterne og interessenterne, at de genoprettede områder, hvis de, når genopretningen har fået sin fulde virkning, opfylder eller forventes at opfylde kriterierne for beskyttede områder, også bør bidrage til at opfylde Unionens mål for beskyttede områder. Det fremgår også af kriterierne og vejledningen, at de beskyttede områder kan yde et vigtigt bidrag til genopretningsmålene i EU's biodiversitetsstrategi for 2030 ved at skabe vilkårene for, at genopretningsindsatsen bliver vellykket. Dette gælder navnlig de områder, som kan genoprettes naturligt ved at standse eller begrænse noget af presset fra menneskelige aktiviteter. I visse tilfælde vil en streng beskyttelse af sådanne områder, herunder i havmiljøet, være tilstrækkelig til at genoprette de naturværdier, som findes deri. Desuden understreges det i kriterierne og vejledningen, at alle medlemsstater forventes at bidrage til at nå Unionens mål for beskyttede områder i EU's biodiversitetsstrategi for 2030 i et omfang, der står i et rimeligt forhold til de naturværdier, som findes i medlemsstaterne, og til deres potentiale for naturgenopretning.

(11)

I EU's biodiversitetsstrategi for 2030 fastsættes et mål om at sikre, at der senest i 2030 ikke længere sker en forringelse af bevaringsstatussen eller -tendensen for beskyttede levesteder og arter, og at mindst 30 % af de arter, der p.t. ikke har en gunstig status, vil være omfattet af denne kategori eller vise en meget positiv tendens i retning af at være omfattet af denne kategori. I den vejledning, som Kommissionen har udarbejdet i samarbejde med medlemsstaterne og interessenterne til støtte for opfyldelsen af disse mål, understreges det, at der sandsynligvis vil være behov for en indsats for at opretholde og genoprette de fleste af disse levesteder og arter enten ved at standse den nuværende negative tendens senest i 2030 eller ved at opretholde den nuværende stabile eller forbedrede tendens eller ved at forhindre en nedgang i levesteder og arter med en gunstig bevaringsstatus. Det understreges endvidere i vejledningen, at genopretningsindsatsen primært skal planlægges, gennemføres og koordineres på nationalt eller regionalt plan, og at det ved udvælgelsen og prioriteringen af de arter og levesteder, der skal forbedres senest i 2030, skal tilstræbes at skabe synergier med andre EU-mål og internationale mål, navnlig miljø- eller klimapolitiske mål.

(12)

I Kommissionens rapport af 15. oktober 2020 om naturens tilstand i Den Europæiske Union (»2020-rapporten om naturens tilstand«) blev det bemærket, at Unionen endnu ikke har formået at dæmme op for nedgangen i beskyttede naturtyper og arter, hvis bevaringsstatus vækker bekymring i Unionen. Nedgangen skyldes hovedsagelig opgivelse af ekstensivt landbrug, intensivering af forvaltningspraksis, ændringer af hydrologiske regimer, urbanisering og forurening samt ikkebæredygtig skovbrugsaktivitet og artsudnyttelse. Invasive ikkehjemmehørende arter og klimaændringer udgør desuden en stor og stigende trussel mod fauna og flora, der er hjemmehørende i Unionen.

(13)

Den europæiske grønne pagt vil føre til en progressiv og gennemgribende transformation af Unionens og dens medlemsstaters økonomi, som igen vil få stor indflydelse på Unionens optræden udadtil. Det er vigtigt, at Unionen anvender sin handelspolitik og sit omfattende netværk af handelsaftaler til at samarbejde med partnere om beskyttelse af miljøet og biodiversiteten også globalt, samtidig med at den fremmer lige vilkår.

(14)

Der bør fastsættes et overordnet mål for genopretning af økosystemer for at fremme en økonomisk og samfundsmæssig transformation, nye arbejdspladser af høj kvalitet og bæredygtig vækst. Hvis biologisk mangfoldige økosystemer, såsom økosystemer i vådområder, ferskvandsområder og skove samt landbrugsøkosystemer, økosystemer med sparsom vegetation og økosystemer i hav-, kyst- og byområder, er i en god tilstand, yder de en række vigtige økosystemtjenester, og fordelene ved at genoprette forringede økosystemer til en god tilstand i alle land- og havområder opvejer langt omkostningerne ved genopretningen. Disse tjenester bidrager til en lang række socioøkonomiske goder afhængigt af de økonomiske, sociale, kulturelle, regionale og lokale forhold.

(15)

FN's Statistiske Kommission vedtog det integrerede miljøøkonomiske regnskabssystem – økosystemregnskaber (SEEA EA) på 52. samling i marts 2021. SEEA EA er en integreret og omfattende statistisk ramme for organisering af data om levesteder og landskaber, hvor økosystemernes omfang, tilstand og tjenester måles, ændringer i økosystemaktiver spores, og hvor disse oplysninger sammenkædes med økonomiske og andre menneskelige aktiviteter.

(16)

Sikringen af biologisk mangfoldige økosystemer og bekæmpelsen af klimaændringer hænger uløseligt sammen. Naturløsninger og naturbaserede løsninger, herunder naturlige kulstoflagre og -dræn, er afgørende for at bekæmpe klimakrisen. Samtidig medfører klimakrisen allerede ændringer af landøkosystemer og marine økosystemer, og Unionen bør forberede sig på, at dens konsekvenser bliver mere alvorlige, hyppigere og mere udbredte. Det påpeges i særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om konsekvenserne af en global opvarmning på 1,5 oC, at nogle af konsekvenserne kan være langvarige eller uoprettelige. Det anføres i IPCC's sjette vurderingsrapport, at genopretning af økosystemer vil spille en afgørende rolle for at bekæmpe klimaændringer og også for at mindske risiciene i forhold til fødevaresikring. Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES) vurderede i sin rapport »Global Assessment Report on Biodiversity and Ecosystem Services« fra 2019, at klimaændringer var en central årsag til ændringer i naturen, og den forventede, at virkningerne af klimaændringerne vil stige i de kommende årtier og i visse tilfælde vil forårsage større ændringer af økosystemer end andre faktorer, såsom ændret anvendelse af land- og havområder.

(17)

I Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (5) fastsættes et bindende mål om at opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050 og negative emissioner derefter og om at prioritere hurtige og forudsigelige emissionsreduktioner og samtidig fremme optag gennem naturlige dræn. Genopretningen af økosystemer kan yde et vigtigt bidrag til at bevare, forvalte og forbedre de naturlige dræn og til at øge biodiversiteten og samtidig bekæmpe klimaændringer. I forordning (EU) 2021/1119 stilles også krav til de relevante EU-institutioner og medlemsstaterne om at sikre fortsatte fremskridt med hensyn til forbedring af tilpasningskapaciteten, styrkelse af modstandsdygtigheden og mindskelse af sårbarheden over for klimaændringer. Der stilles også krav til medlemsstaterne om at integrere tilpasning til klimaændringer i alle politikområder og fremme økosystembaseret tilpasning og naturbaserede løsninger. Naturbaserede løsninger er løsninger, der er inspireret og understøttet af naturen, som er omkostningseffektive, som på én gang giver miljømæssige, sociale og økonomiske fordele, og som bidrager til at opbygge modstandsdygtighed. Sådanne løsninger skaber mere, og mere varieret, natur og forskellige naturlige landskabstræk og processer i byer, landskaber og havområder gennem lokalt tilpassede, ressourceeffektive og systemiske indgreb. Naturbaserede løsninger bør derfor være til gavn for biodiversiteten og bidrage til ydelsen af en vifte af økosystemtjenester.

(18)

I Kommissionens meddelelse af 24. februar 2021 med titlen »Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer« understreges behovet for at fremme naturbaserede løsninger, og det anerkendes, at omkostningseffektiv tilpasning til klimaændringer kan opnås ved at beskytte og genoprette vådområder og tørveområder samt kystøkosystemer og marine økosystemer ved at udvikle grønne byområder og etablere grønne tage og vægge samt ved at fremme og forvalte skove og landbrugsjord på en bæredygtig måde. Ved at have flere biologisk mangfoldige økosystemer kan der opnås større modstandsdygtighed over for klimaændringer og mere effektive metoder til at begrænse og forebygge naturkatastrofer.

(19)

Unionens klimapolitik er ved at blive revideret for at følge den kurs, der udstikkes i forordning (EU) 2021/1119 for at reducere nettodrivhusgasemissionerne (emissioner efter fratrækning af optag) med mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne senest i 2030. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/839 (6) har navnlig til formål at styrke arealsektorens bidrag til den samlede klimaambition for 2030 og tilpasser målene vedrørende regnskabsføring af emissioner og optag fra sektoren for arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) til de tilknyttede politiske initiativer vedrørende biodiversitet. I nævnte forordning fremhæves behovet for at beskytte og forbedre naturbaserede kulstofoptag, forbedre økosystemers modstandsdygtighed over for klimaændringer, genoprette forringede arealer og økosystemer og vådlægge tørvemoser. Det har desuden til formål at forbedre overvågningen og rapporteringen af drivhusgasemissioner og -optag fra arealer, der gøres til genstand for beskyttelse og genopretning. Det er i den forbindelse vigtigt, at økosystemer i alle landkategorier, herunder skove, græsland, dyrkede arealer og vådområder, er i en god tilstand, hvis de skal kunne opsamle og lagre kulstof effektivt.

(20)

Som anført i Kommissionens meddelelse af 23. marts 2022 med titlen »Beskyttelse af fødevaresikkerheden og styrkelse af fødevaresystemernes modstandsdygtighed« har den geopolitiske udvikling yderligere understreget behovet for at beskytte fødevaresystemernes modstandsdygtighed. Der er dokumentation for, at en genopretning af landbrugsøkosystemer på lang sigt har en positiv indvirkning på fødevareproduktiviteten, og at naturgenopretning fungerer som en forsikringspolice, der sikrer Unionens langsigtede bæredygtighed og modstandsdygtighed.

(21)

I rapporten om de endelige resultater af konferencen om Europas fremtid fra maj 2022 opfordrede borgerne Unionen til at beskytte og genoprette biodiversiteten, landskabet og havene, udrydde forurening og fremme viden, oplysning, uddannelse og dialog om miljø, klimaændringer, energiudnyttelse og bæredygtighed.

(22)

Genopretningen af økosystemer vil sammen med bestræbelser på at mindske handelen med og forbruget af vilde dyr også bidrage til at forebygge fremtidige smitsomme sygdomme med zoonotisk potentiale og opbygge modstandskraften mod dem og vil dermed mindske risikoen for udbrud og pandemier og bidrage til at støtte Unionens og verdenssamfundets bestræbelser på at anvende One Health-modellen, hvori det anerkendes, at der er en iboende sammenhæng mellem menneskers sundhed, dyrs sundhed og en sund og modstandsdygtig natur.

(23)

Jordbunden er en integreret del af landøkosystemer. I Kommissionens meddelelse af 17. november 2021 med titlen »EU's jordbundsstrategi for 2030 — Udnyttelse af fordelene ved en sund jordbund for mennesker, fødevarer, natur og klima« understreges behovet for at genoprette forringet jordbund og øge jordbundens biodiversitet. Den Globale Mekanisme, som er et organ oprettet under De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særlig i Afrika (7), og konventionens sekretariat har oprettet et program til fastlæggelse af mål for neutralisering af jordforringelse til at bistå landene med at opnå neutralisering af jordforringelse senest i 2030.

(24)

Rådets direktiv 92/43/EØF (8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (9) har til formål at sikre, at Europas mest værdifulde og truede arter og levesteder samt de økosystemer, som de er en del af, beskyttes, bevares og overlever på lang sigt. Natura 2000, som blev oprettet i 1992 og er det største koordinerede net af beskyttede områder i verden, er det centrale instrument til at gennemføre målene i disse to direktiver. Denne forordning bør finde anvendelse på medlemsstaternes europæiske område, som traktaterne finder anvendelse på, og dermed tilpasses til direktiv 92/43/EØF og 2009/147/EF og ligeledes til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF (10).

(25)

Kommissionen har udarbejdet en ramme og vejledning til fastlæggelse af, om naturtyper, som er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF, er i en god tilstand, og om levestederne for de arter, der er omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde, er af tilstrækkelig kvalitet og kvantitet. Genopretningsmål for disse naturtyper og disse levesteder for arter kan fastsættes på grundlag af denne ramme og vejledning. En sådan genopretning vil imidlertid ikke være tilstrækkelig til at få vendt tabet af biodiversitet og til, at alle økosystemer genoprettes. For at øge biodiversiteten i økosystemerne som helhed bør der derfor indføres yderligere forpligtelser, som er baseret på særlige indikatorer.

(26)

Medlemsstaterne bør med udgangspunkt i direktiv 92/43/EØF og 2009/147/EF og for at fremme opfyldelsen af målene i disse to direktiver træffe genopretningsforanstaltninger, der sikrer, at beskyttede levesteder og arter, herunder vilde fugle, genoprettes i alle Unionens områder, også i de områder, der ikke er omfattet af Natura 2000-områder.

(27)

Formålet med direktiv 92/43/EØF er at opretholde og genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper og arter af vilde dyr og planter af interesse for Unionen. Der fastsættes dog ingen frist for at nå dette mål. Direktiv 2009/147/EF indeholder heller ingen frist for genopretning af fuglebestande i Unionen.

(28)

Der bør fastsættes frister for at træffe genopretningsforanstaltninger inden for og uden for Natura 2000-områder med henblik på gradvist at forbedre beskyttede naturtypers tilstand i hele Unionen og på at genoprette dem, indtil det gunstige referenceområde, der er nødvendigt for at opnå en gunstig bevaringsstatus for disse naturtyper i Unionen, er opnået. Medlemsstaterne bør, hvor det er relevant, indtil 2030 give prioritet til områder med naturtyper, som ikke er i en god tilstand, og som er beliggende inden for Natura 2000-områder, når de træffer genopretningsforanstaltninger, i betragtning af disse lokaliteters afgørende rolle for naturbeskyttelse og det forhold, at der i henhold til gældende EU-ret allerede er en forpligtelse til at indføre effektive systemer til at sikre, at genopretningsforanstaltningerne inden for Natura 2000-områder er effektive på lang sigt. For at give medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet til at yde en omfattende genopretningsindsats bør medlemsstaterne fortsat have mulighed for at træffe genopretningsforanstaltninger i områder med naturtyper, som ikke er i en god tilstand, og som er uden for Natura 2000-områder, når specifikke lokale omstændigheder og forhold berettiger det. Desuden bør naturtyperne grupperes efter det økosystem, som de tilhører, og der bør fastsættes tidsbestemte og kvantificerede områdebaserede mål for grupperne af naturtyper. Derved får medlemsstaterne mulighed for at vælge, hvilke naturtyper inden for gruppen der skal genoprettes først.

(29)

De krav, der fastsættes for levesteder for de arter, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF, og levesteder for de vilde fugle, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2009/147/EF, bør svare til hinanden, idet der tages særlig hensyn til den konnektivitet, der er nødvendig mellem begge de pågældende levesteder, for at artsbestandene kan trives.

(30)

Det er nødvendigt, at genopretningsforanstaltningerne for naturtyperne er tilstrækkelige og egnede til, at disse naturtyper kan opnå en god tilstand, og at der hurtigst muligt etableres gunstige referenceområder med henblik på at opnå en gunstig bevaringsstatus for disse naturtyper. Det er vigtigt, at genopretningsforanstaltningerne sikrer, at de tidsbestemte og kvantificerede områdebaserede mål nås. Genopretningsforanstaltningerne for levestederne for arterne skal også være tilstrækkelige og egnede til, at der hurtigst muligt opnås en tilstrækkelig kvalitet og kvantitet, således at der opnås en gunstig bevaringsstatus for arterne.

(31)

Genopretningsforanstaltninger, der træffes i henhold til nærværende forordning med henblik på at genoprette eller opretholde visse af de naturtyper, der er opført i bilag I, såsom græsland, heder eller vådområder, kan i visse tilfælde kræve fjernelse af skov for at genetablere en bevaringsorienteret forvaltning, som kan omfatte aktiviteter såsom slåning eller græsning. Naturgenopretning og standsning af skovrydning er begge vigtige og gensidigt forstærkende miljømål. Kommissionen vil som nævnt i betragtning 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1115 (11) udarbejde retningslinjer for at klarlægge fortolkningen af definitionen af »landbrugsmæssig anvendelse« fastsat i nævnte forordning, navnlig i forbindelse med omlægning af skove til arealer, hvis formål ikke er landbrugsmæssig anvendelse.

(32)

Det er vigtigt at sikre, at de genopretningsforanstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, giver en konkret og målbar forbedring af økosystemernes tilstand, både for de enkelte områder, som genoprettes, og på nationalt plan og EU-plan.

(33)

For at sikre, at genopretningsforanstaltningerne er effektive, og at resultaterne af dem kan måles over tid, er det vigtigt, at de områder, der er omfattet af sådanne genopretningsforanstaltninger med henblik på at forbedre tilstanden af de levesteder, der er omfattet af anvendelsesområdet for bilag I til direktiv 92/43/EØF, at genoprette de pågældende levesteder og at forbedre deres konnektivitet, viser en løbende forbedring, indtil der er opnået en god tilstand.

(34)

Det er også vigtigt, at de områder, der er omfattet af genopretningsforanstaltninger med henblik på at forbedre kvaliteten og kvantiteten af levesteder for arter, som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF, og af levesteder for vilde fugle, som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2009/147/EF, viser en løbende forbedring med hensyn til deres bidrag til at opnå en tilstrækkelig kvantitet og kvalitet af levestederne for de pågældende arter.

(35)

Det er vigtigt at sikre, at de områder, der er dækket af naturtyper, som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF, og som er i en god tilstand, på tværs af medlemsstaternes europæiske område og Unionens område i det hele taget, gradvis forøges, indtil det gunstige referenceområde for hver naturtype er opnået, og mindst 90 % af sådanne områder på medlemsstatsniveau er i en god tilstand, således at disse naturtyper i Unionen opnår en gunstig bevaringsstatus. En medlemsstat bør, når det er behørigt begrundet, og for naturtyper, der er meget almindelige og udbredte i Unionen og dækker mere end 3 % af den pågældende medlemsstats europæiske område, have mulighed for at anvende en procentsats på mindre end 90 % for det område, der skal være i en god tilstand, for de enkelte naturtyper, der er opført i bilag I til denne forordning, hvis denne procentsats ikke vil forhindre, at en gunstig bevaringsstatus for disse naturtyper som fastsat i henhold til artikel 1, litra e), i direktiv 92/43/EØF opnås eller opretholdes på nationalt biogeografisk niveau. Hvis en medlemsstat anvender denne undtagelse, bør medlemsstaten begrunde den i sin nationale genopretningsplan.

(36)

Det er vigtigt at sikre, at kvaliteten og kvantiteten af levesteder for arter, som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF, samt levesteder for vilde fugle, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2009/147/EF, på tværs af medlemsstaternes europæiske område og Unionens område i det hele taget, gradvis forøges, indtil de er tilstrækkelige til at sikre de pågældende arters overlevelse på lang sigt.

(37)

Det er vigtigt, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der har til formål at sikre, at de områder, der er dækket af naturtyper, som hører ind under denne forordnings anvendelsesområde, og som er omfattet af genopretningsforanstaltninger, viser en løbende forbedring af tilstanden, indtil de opnår en god tilstand, og at medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der har til formål at sikre, at disse naturtyper, når de har opnået en god tilstand, ikke forringes væsentligt, således at opretholdelsen eller opnåelsen af en god tilstand på lang sigt ikke bringes i fare. Manglende opnåelse af disse resultater indebærer ikke manglende opfyldelse af forpligtelsen til at træffe foranstaltninger, der er egnede til at opnå disse resultater. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne bestræber sig på at gøre en indsats for at forebygge en væsentlig forringelse af de områder, der er dækket af sådanne naturtyper, som enten allerede er i en god tilstand eller ikke er i en god tilstand, men endnu ikke er omfattet af genopretningsforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger er vigtige for at undgå et øget genopretningsbehov i fremtiden og bør fokusere på områder med de naturtyper, som medlemsstaterne har udpeget i deres nationale genopretningsplaner, og hvis genopretning er nødvendig for at nå genopretningsmålene. Der bør ses på muligheden for force majeure, såsom naturkatastrofer, som kan medføre en forringelse af områder, der er dækket af sådanne naturtyper, samt uundgåelige omdannelser af levesteder, som direkte skyldes klimaændringer. Uden for Natura 2000-områder bør der også ses på resultatet af en plan eller et projekt af væsentlig samfundsinteresse, for hvilke der ikke findes en mindre skadelig alternativ løsning. For områder, der er omfattet af genopretningsforanstaltninger, bør dette vurderes i hvert enkelt tilfælde. For Natura 2000-områder godkendes planer og projekter i henhold til artikel 6, stk. 4, i direktiv 92/43/EØF. Det bør sikres, at medlemsstaterne fortsat har mulighed for i mangel af alternativer at anvende kravet om, at der ikke må ske forringelser, inden for hvert biogeografisk område på deres område for hver naturtype og hvert levested for arter. En sådan mulighed bør tillades på visse betingelser, herunder at der træffes kompensationsforanstaltninger for hver væsentlig forringelse. Hvis et område som et ønsket resultat af en genopretningsforanstaltning omdannes fra en naturtype, som er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, til en anden naturtype, som er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, bør området ikke anses for at være forringet.

(38)

Med henblik på undtagelserne fra forpligtelserne til løbende forbedring og til, at der ikke må ske forringelser uden for Natura 2000-områder, i henhold til denne forordning bør medlemsstaterne antage, at anlæg til produktion af energi fra vedvarende energikilder, deres tilslutning til nettet, selve det tilknyttede net og lagringsaktiver er af væsentlig samfundsinteresse. Medlemsstaterne bør kunne beslutte at begrænse anvendelsen af en sådan antagelse under behørigt begrundede og specifikke omstændigheder såsom hensyn til det nationale forsvar. Desuden bør medlemsstaterne kunne undtage sådanne projekter for vedvarende energi fra forpligtelsen om, at der ikke findes en mindre skadelig alternativ løsning, med henblik på anvendelsen af disse undtagelser, forudsat at projekterne har været genstand for en strategisk miljøvurdering eller en miljøkonsekvensvurdering. Ved at betragte sådanne anlæg som værende af væsentlig samfundsinteresse og, hvis det er relevant, begrænse kravet om at vurdere mindre skadelige alternative løsninger vil sådanne projekter kunne drage fordel af en forenklet vurdering for så vidt angår undtagelserne fra vurderingen af væsentlig samfundsinteresse i henhold til denne forordning.

(39)

Aktiviteter, som har forsvar eller national sikkerhed som eneste formål, bør have højeste prioritet. Medlemsstaterne bør derfor, når de træffer genopretningsforanstaltninger, kunne undtage områder, der anvendes til sådanne aktiviteter, hvis disse foranstaltninger anses for at være uforenelige med den fortsatte militære anvendelse af de pågældende områder. Medlemsstaterne bør endvidere med henblik på anvendelsen af denne forordnings bestemmelser om undtagelser fra forpligtelserne til løbende forbedring og til, at der ikke må ske forringelser uden for Natura 2000-områder, have mulighed for at antage, at planer og projekter vedrørende sådanne aktiviteter er af væsentlig samfundsinteresse. Medlemsstaterne bør også kunne undtage sådanne planer og projekter fra forpligtelsen om, at der ikke findes en mindre skadelig alternativ løsning. Hvis medlemsstaterne anvender denne undtagelse, bør de imidlertid pålægges at træffe foranstaltninger, for så vidt det er rimeligt og praktisk muligt, med henblik på at afbøde disse planers og projekters virkning på naturtyperne.

(40)

Det understreges i EU's biodiversitetsstrategi for 2030, at det er nødvendigt med en styrket indsats for at genoprette forringede marine økosystemer, herunder kulstofrige økosystemer og vigtige gyde- og opvækstområder for fisk. Det anføres også i strategien, at Kommissionen foreslår en ny handlingsplan for bevarelse af fiskeressourcer og beskyttelse af marine økosystemer.

(41)

De marine naturtyper, som er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, er defineret bredt og omfatter mange økologisk forskellige undertyper med forskelligt genopretningspotentiale, hvilket gør det vanskeligt for medlemsstaterne at træffe egnede genopretningsforanstaltninger for de pågældende naturtyper. De marine naturtyper, som er opført i bilag I til direktivet, bør derfor specificeres yderligere ved hjælp af relevante klassifikationsniveauer for marine habitater i EU-naturinformationssystemet (EUNIS). Medlemsstaterne bør for at opnå en gunstig bevaringsstatus for hver af disse naturtyper fastlægge gunstige referenceområder, for så vidt som sådanne referenceområder ikke allerede er fastlagt i anden EU-lovgivning. Gruppen af marine bløde sedimentnaturtyper, som svarer til visse af de bentiske overordnede habitattyper, der er angivet i direktiv 2008/56/EF, er bredt repræsenteret i havområderne i flere medlemsstater. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at begrænse de genopretningsforanstaltninger, der gradvis indføres, til en mindre andel af arealet af disse naturtyper, som ikke er i en god tilstand, forudsat at dette ikke udgør en hindring for opnåelse eller opretholdelse af en god miljøtilstand, jf. direktiv 2008/56/EF, idet der navnlig tages hensyn til tærskelværdierne for deskriptorerne til beskrivelse af en god miljøtilstand i punkt 1 og 6 i bilag I til nævnte direktiv, som er fastsat i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 9, stk. 3, for omfanget af tab af disse naturtyper, for negative virkninger på disse naturtypers tilstand og for det maksimalt tilladte omfang af disse negative virkninger.

(42)

Hvis beskyttelsen af levesteder i kystområder og marine levesteder betyder, at fiskeri og akvakultur skal reguleres, finder den fælles fiskeripolitik anvendelse. I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (12) fastsættes det navnlig, at der i den fælles fiskeripolitik skal anlægges en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning med henblik på at sikre, at fiskeriets negative indvirkning på det marine økosystem minimeres. Det fastlægges også i forordningen, at den fælles fiskeripolitik har til formål at sikre, at akvakultur og fiskeri ikke nedbryder havmiljøet.

(43)

For at nå målet om fortsat, langsigtet og vedvarende genopretning af en biologisk mangfoldig og modstandsdygtig natur, bør medlemsstaterne fuldt ud udnytte den fælles fiskeripolitiks muligheder. Medlemsstaterne har inden for rammerne af Unionens enekompetence med hensyn til bevarelse af marine biologiske ressourcer mulighed for at træffe ikkediskriminerende foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskebestande og opretholdelse eller forbedring af bevarelsesstatussen for marine økosystemer inden for en grænse på 12 sømil. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse som defineret i forordning (EU) nr. 1380/2013, har desuden mulighed for at blive enige om at forelægge fælles henstillinger til bevarelsesforanstaltninger med henblik på overholdelse af forpligtelserne i Unionens miljølovgivning. Hvis en medlemsstat medtager bevarelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at bidrage til målene for nærværende forordning, i sin nationale genopretningsplan, og disse bevarelsesforanstaltninger kræver forelæggelse af fælles henstillinger, bør den pågældende medlemsstat indlede høring og forelægge disse fælles henstillinger inden for en frist, der gør det muligt at vedtage dem rettidigt inden for deres respektive frister, med henblik på at fremme sammenhængen mellem de forskellige politikker for bevarelse af marine økosystemer. Sådanne foranstaltninger skal vurderes og vedtages i overensstemmelse med reglerne og procedurerne i den fælles fiskeripolitik.

(44)

Ifølge direktiv 2008/56/EF skal medlemsstaterne samarbejde bilateralt og inden for regionale og subregionale samarbejdsmekanismer, herunder via regionale havkonventioner, nemlig konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (13), konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet (14), konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder (15) og konventionen om beskyttelse af Sortehavet, der blev undertegnet den 21. april 1992 i Bukarest, samt, hvis der er tale om fiskeriforanstaltninger, inden for rammerne af de regionale grupper, der er nedsat som led i den fælles fiskeripolitik.

(45)

Det er vigtigt, at der også træffes genopretningsforanstaltninger for levesteder for visse marine arter såsom hajer og rokker, der er omfattet af anvendelsesområdet for f.eks. konventionen om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr, som blev undertegnet den 23. juni 1979 i Bonn, eller de regionale havkonventioners lister over udsatte og truede arter, men falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF, da de har en vigtig funktion i økosystemet.

(46)

Medlemsstaterne kan for at støtte genopretningen og undgå forringelser af levesteder i land-, ferskvands-, kyst- og havområder udpege yderligere områder som »beskyttede områder« eller »strengt beskyttede områder«, gennemføre andre effektive områdebaserede bevaringsforanstaltninger og fremme private jordbeskyttelsesforanstaltninger.

(47)

Byøkosystemer tegner sig for ca. 22 % af landarealet i Unionen og udgør det område, hvor størstedelen af Unionens borgere bor. Grønne byområder omfatter bl.a. skove i byområder, parker og haver, bylandbrug, gader med træer samt enge og levende hegn i byområder. Byøkosystemer er, ligesom de andre økosystemer, der er omhandlet i denne forordning, vigtige levesteder for biodiversitet, navnlig planter, fugle og insekter, herunder bestøvere. De yder også mange andre vitale økosystemtjenester, herunder reduktion og kontrol af naturkatastroferisici såsom i forbindelse med oversvømmelser og varmeøeffekter, køling, fritidsaktiviteter, vand- og luftfiltrering samt modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. Forøgelsen af grønne byområder er et vigtigt parameter for måling af forbedringen af byøkosystemernes evne til at levere disse vitale tjenester. Et øget plantedække i et givet byområde bremser afstrømningsvand og mindsker således risikoen for vandløbsforurening som følge af overløb efter voldsomt uvejr og bidrager til at holde sommertemperaturerne nede, hvilket opbygger modstandsdygtighed over for klimaændringer, og giver naturen yderligere plads til at trives. Forøgelse af grønne byområder vil i mange tilfælde forbedre byøkosystemets sundhed. Sunde byøkosystemer er for deres vedkommende afgørende for at støtte andre vigtige europæiske økosystemers sundhed, f.eks. ved at forbinde naturområder i de omkringliggende landområder, forbedre vandløbenes sundhed uden for byerne, give fugle og bestøverarter med tilknytning til levesteder i landbrugs- og skovområder et tilflugts- og yngleområde samt sikre vigtige levesteder for trækfugle.

(48)

Tiltag, der sikrer, at omfanget af grønne byområder, navnlig træer, ikke længere er i fare for at blive reduceret, skal styrkes kraftigt. For at sikre at grønne byområder fortsat leverer de nødvendige økosystemtjenester, bør der sættes en stopper for tabet af dem, og de bør genoprettes og øges, bl.a. ved at integrere grøn infrastruktur og naturbaserede løsninger såsom grønne tage og grønne vægge i bygningernes udformning. En sådan integration kan bidrage til at vedligeholde og øge ikke blot arealet af grønne byområder, men også, såfremt træer indgår, arealet af trækronedækning i byområder.

(49)

Ifølge videnskabelig dokumentation har kunstigt lys negativ indvirkning på biodiversiteten. Kunstigt lys kan også påvirke menneskers sundhed. Når medlemsstaterne udarbejder deres nationale genopretningsplaner i henhold til denne forordning, bør de kunne overveje at standse, reducere eller afhjælpe lysforurening i alle økosystemer.

(50)

Der opfordres i EU's biodiversitetsstrategi for 2030 til, at der gøres en større indsats for at genoprette ferskvandsøkosystemer og vandløbenes naturlige funktioner. Genopretning af ferskvandsøkosystemer bør omfatte bestræbelser på at genoprette den naturlige konnektivitet i vandløb samt deres bredder og flodsletter, bl.a. ved at fjerne kunstige hindringer, med henblik på at bidrage til at opnå en gunstig bevaringsstatus for levesteder i vandløb og søer samt på flodsletter og arter, der lever på de levesteder, som er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF og 2009/147/EF, og nå et af de centrale mål i EU's biodiversitetsstrategi for 2030, nemlig at genoprette mindst 25 000 km fritflydende vandløb i forhold til 2020, hvor EU's biodiversitetsstrategi for 2030 blev vedtaget. Når medlemsstaterne fjerner hindringer, bør de primært koncentrere sig om overflødige hindringer, dvs. hindringer, der ikke længere er nødvendige med henblik på produktion af vedvarende energi, sejlads ad indre vandveje, vandforsyning eller anden anvendelse.

(51)

I Unionen er bestanden af bestøvere faldet drastisk i de seneste årtier, og én ud af tre biarter og sommerfuglearter er i nedgang, mens én ud af ti af disse arter er ved at uddø. Bestøvere er afgørende for, at landøkosystemer kan fungere, for menneskers trivsel og for fødevaresikringen, fordi de bestøver vilde og dyrkede planter. Rapporten fra 2021, der er baseret på resultaterne af projektet om det integrerede system for naturkapitalregnskab (INCA), som varetages af Kommissionens tjenestegrene og Det Europæiske Miljøagentur (EEA) i fællesskab, viser, at næsten 5 000 000 000 EUR af Unionens årlige landbrugsoutput direkte tilskrives bestøvende insekter.

(52)

Kommissionen iværksatte med sin meddelelse af 1. juni 2018 EU's bestøverinitiativ som følge af Europa-Parlamentets og Rådets opfordringer om at afhjælpe nedgangen i bestøvere. Rapporten af 27. maj 2021 om fremskridt med hensyn til gennemførelsen af initiativet viste, at der stadig er betydelige udfordringer forbundet med at tackle årsagerne til nedgangen i bestøvere, herunder brugen af pesticider. Både Europa-Parlamentet, i sin beslutning af 9. juni, og Rådet, i sine konklusioner af 17. december 2020 om Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 15/2020, opfordrede til, at der gøres en større indsats for at afhjælpe nedgangen i bestøvere, at der etableres en overvågningsramme for bestøvere for hele Unionen, og at der fastlægges klare mål og indikatorer for tilsagnet om at vende nedgangen i bestøvere. I sin særberetning fra 2020 anbefalede Den Europæiske Revisionsret, at Kommissionen opretter passende styrings- og overvågningsmekanismer for tiltag til at imødegå trusler mod bestøvere. I sin meddelelse af 24. januar 2023 fremlagde Kommissionen en revision af EU's bestøverinitiativ med titlen »Revision af EU's bestøverinitiativ — En ny pagt for bestøvere«, som fastsætter de tiltag, som Unionen og dens medlemsstater skal træffe for at vende nedgangen i antallet af bestøvere inden 2030.

(53)

Formålet med forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler er at regulere en af årsagerne til nedgangen i bestøvere ved at forbyde brugen af plantebeskyttelsesmidler i økologisk følsomme områder, hvoraf mange er omfattet af nærværende forordning, f.eks. områder, der er levested for bestøverarter, som på de europæiske rødlister over arter er klassificeret som udryddelsestruede.

(54)

Der er brug for bæredygtige, modstandsdygtige og biologisk mangfoldige landbrugsøkosystemer for at tilvejebringe sikre, bæredygtige og næringsrige fødevarer til overkommelige priser. Biologisk mangfoldige landbrugsøkosystemer øger også landbrugets modstandsdygtighed over for klimaændringer og miljørisici, samtidig med at de skaber fødevaresikkerhed og -sikring og nye arbejdspladser i landdistrikterne, navnlig job i forbindelse med økologisk landbrug samt turisme og fritidsaktiviteter i landdistrikter. Unionen skal derfor forbedre biodiversiteten i sine landbrugsarealer gennem en række forskellige eksisterende praksisser, som er til gavn for eller forenelige med øget biodiversitet, herunder gennem anvendelse af ekstensivt landbrug. Ekstensivt landbrug er afgørende for at kunne opretholde mange arter og levesteder i biologisk mangfoldige områder. Der findes mange praksisser for ekstensivt landbrug, som giver flere og betydelige fordele for beskyttelsen af biodiversitet, økosystemtjenester og landskabstræk, bl.a. præcisionslandbrug, økologisk landbrug, agroøkologi, skovlandbrug og permanente græsarealer med lav intensitet. Sådanne praksisser har ikke til formål at standse arealanvendelse til landbrugsformål, men snarere at tilpasse denne form for anvendelse til gavn for landbrugsøkosystemernes funktion og produktivitet på lang sigt. Finansielt attraktive finansieringsordninger for ejere, landbrugere og andre arealforvaltere med henblik på frivillig deltagelse i sådanne praksisser er vigtige for at opnå de langsigtede fordele ved genopretning.

(55)

Der skal træffes genopretningsforanstaltninger for at øge biodiversiteten i landbrugsøkosystemer i hele Unionen, også i de områder, der ikke er dækket af de naturtyper, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF. I mangel af en fælles metode til at vurdere landbrugsøkosystemernes tilstand, som ville gøre det muligt at fastsætte særlige genopretningsmål for landbrugsøkosystemer, bør der indføres en generel forpligtelse til at forbedre biodiversiteten i landbrugsøkosystemer og på grundlag af et udvalg af indikatorer måle, om denne forpligtelse opfyldes, ud fra indekset for sommerfugle på græsland, lageret af organisk kulstof i dyrket mineraljord eller andelen af landbrugsarealer med landskabstræk med stor diversitet.

(56)

Da agerlandsfugle er velkendte og almindeligt anerkendte nøgleindikatorer for landbrugsøkosystemers sundhed, bør der fastsættes mål for deres genopretning. Forpligtelsen til at nå målene bør påhvile medlemsstaterne og ikke de enkelte landbrugere. Medlemsstaterne bør nå disse mål ved at indføre effektive genopretningsforanstaltninger på landbrugsjord og ved at samarbejde med og bistå landbrugere og andre interessenter med foranstaltningernes udformning og praktiske gennemførelse.

(57)

Landbrugsjord med landskabstræk med stor diversitet, herunder bræmmer, brakjord i eller uden for omdriften, levende hegn, individuelle træer eller grupper af træer, rækker af træer, markbræmmer, små arealer, grøfter, vandløb, små vådområder, terrasser, stendysser, stenmure, søer, vandhuller og kulturelle karakteristika, skaber plads til vilde planter og dyr, herunder bestøvere, forebygger erosion og udpining af jorden, filtrerer luft og vand, støtter modvirkningen af og tilpasningen til klimaændringer og øger landbrugsproduktiviteten for afgrøder, der er afhængige af bestøvning. Produktive træk kan på visse betingelser også betragtes som landskabstræk med stor diversitet.

(58)

Den fælles landbrugspolitik har til formål at støtte og styrke miljøbeskyttelsen, herunder biodiversiteten. Den omfatter specifikke mål om at bidrage til at standse og vende tab af biodiversitet, øge økosystemtjenesterne og bevare levesteder og landskaber. Ifølge den nye fælles landbrugspolitiks konditionalitetsnorm 8 for god landbrugs- og miljømæssig stand af jord (GLM 8), jf. bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 (16), skal modtagere af arealrelateret støtte afsætte mindst 4 % af agerjord på bedriftsniveau til ikkeproduktive arealer og landskabstræk såsom braklagt jord og bevare eksisterende landskabstræk. Den andel på 4 %, der skal afsættes i overensstemmelse med GLM 8-normen, kan reduceres til 3 %, hvis visse forudsætninger er opfyldt. Forpligtelsen skal bidrage til, at medlemsstaterne opnår en positiv tendens i landskabstræk med stor diversitet på landbrugsjord. Derudover har medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik mulighed for at indføre bioordninger for landbrugspraksis, som gennemføres af landbrugere på landbrugsområder, og som kan omfatte opretholdelse og skabelse af landskabstræk eller ikkeproduktive områder. Ligeledes kan medlemsstaterne i de strategiske planer, der udarbejdes som led i den fælles landbrugspolitik, også medtage miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser, herunder forbedret forvaltning af landskabstræk, som går videre end GLM 8-normen eller bioordninger. Projekter inden for rammerne af delprogrammet »Natur og Biodiversitet« under LIFE-programmet, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/783 (17), vil også bidrage til at bringe Europas biodiversitet på landbrugsjord på rette kurs mod genopretning senest i 2030 ved at støtte gennemførelsen af direktiv 92/43/EØF og 2009/147/EF samt EU's biodiversitetsstrategi for 2030.

(59)

Genopretning og vådlægning af organiske jorde, som defineret i 2006 IPCC Guidelines for National Greenhouse Gas Inventories, der anvendes til landbrugsformål, dvs. til græsarealer og dyrkede arealer, og som er drænede tørvemoser, bidrager til at opnå betydelige biodiversitetsfordele, en væsentlig reduktion af drivhusgasemissioner og andre miljømæssige fordele og er samtidig med til at skabe et mangfoldigt landbrugslandskab. Medlemsstaterne kan vælge blandt en bred vifte af genopretningsforanstaltninger for drænede tørvemoser, der anvendes til landbrugsformål, fra omlægning af dyrkede arealer til permanente græsarealer og ekstensiveringsforanstaltninger ledsaget af reduceret dræning til fuldstændig vådlægning med mulighed for dyrkning af vådområder eller etablering af tørvedannende vegetation. Der opnås størst klimafordele ved at genoprette og vådlægge dyrkede arealer, efterfulgt af genopretning af græsarealer, der har været anvendt til intensiv drift. For at give medlemsstaterne en vis fleksibilitet i forbindelse med opfyldelsen af genopretningsmålene for drænede tørvemoser, der anvendes til landbrugsformål, bør de kunne lade genopretningsforanstaltningerne og vådlægningen af drænede tørvemoser i områder med tørveudvinding samt til en vis grad genopretningen og vådlægningen af drænede tørvemoser, der benyttes til anden arealanvendelse, f.eks. skove, indgå i beregningen af, om genopretningsmålene for drænede tørvemoser, der anvendes til landbrugsformål, er nået. Hvis vådlægning af drænede tørvemoser, der anvendes til landbrugsformål, ikke kan gennemføres på grund af betydelig negativ indvirkning på bygninger, infrastruktur, klimatilpasning eller andre offentlige interesser, og det ikke er muligt at vådlægge tørvemoser, der benyttes til anden arealanvendelse, bør det, hvis det er behørigt begrundet, være muligt for medlemsstaterne at fastsætte lavere procentsatser for, hvor stort et areal med tørvemoser der skal vådlægges.

(60)

For at høste det fulde biodiversitetsudbytte bør genopretningen og vådlægningen af områder med drænede tørvemoser udvides til mere end de vådområder, der er opført som naturtyper i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og som skal genoprettes og genetableres. Data om omfanget af organiske jorde og deres drivhusgasemissioner og -optag overvåges og stilles til rådighed gennem LULUCF-sektorrapporteringen i medlemsstaternes nationale drivhusgasopgørelser, som indsendes i henhold til FN's rammekonvention om klimaændringer. Genoprettede og vådlagte tørvemoser kan fortsat anvendes produktivt på alternative måder. Paludikultur, dvs. dyrkning af vådområder, kan f.eks. omfatte dyrkning af forskellige slags rør, visse former for træ, blåbær, tranebær og sphagnum og græsning med vandbøfler. Sådanne praksisser bør bygge på principperne om bæredygtig forvaltning og tage sigte på at øge biodiversiteten, så de har en høj værdi både økonomisk og økologisk. Paludikultur kan også være til gavn for flere arter, som er truede i Unionen, og kan fremme vådområders og tilhørende artsbestandes konnektivitet i Unionen. Finansieringen af foranstaltninger til at genoprette og vådlægge drænede tørvemoser og give erstatning for indkomsttab kan komme fra en lang række kilder, herunder fra udgifter under Unionens budget og EU-finansieringsprogrammer.

(61)

I den nye EU-skovstrategi for 2030, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 16. juli 2021, beskrives behovet for at genoprette skovenes biodiversitet. Skove og andre træbevoksede landområder dækker mere end 43,5 % af Unionens landområder. Skovøkosystemer med rig biodiversitet er sårbare over for klimaændringer, men er også en naturlig allieret i forbindelse med tilpasning til og bekæmpelse af klimaændringer og klimarelaterede risici, bl.a. ved at fungere som kulstoflager og kulstofdræn, og de yder mange andre vigtige økosystemtjenester og -goder, såsom tømmer og træ, fødevarer og andre produkter, som ikke er af træ, klimaregulering, stabilisering og erosionskontrol af jorden og rensning af luft og vand.

(62)

Der skal træffes genopretningsforanstaltninger for at øge biodiversiteten i skovøkosystemerne i hele Unionen, også i de områder, der ikke er dækket af de naturtyper, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/43/EØF. I mangel af en fælles metode til at vurdere skovøkosystemernes tilstand, som ville gøre det muligt at fastsætte særlige genopretningsmål for skovøkosystemer, bør der indføres en generel forpligtelse til at forbedre biodiversiteten i skovøkosystemer og på grundlag af indekset for almindelige skovfugle og et udvalg af andre indikatorer måle, om denne forpligtelse opfyldes, ud fra stående dødt ved, liggende dødt ved, andelen af skove med en uens alderssammensætning, skovkonnektivitet, lageret af organisk kulstof, andelen af skove domineret af naturligt hjemmehørende træarter og mangfoldigheden af træarter.

(63)

Når medlemsstaterne planlægger og træffer de genopretningsforanstaltninger, der er nødvendige for at øge biodiversiteten i skovøkosystemer, og når de fastsætter tilfredsstillende niveauer for biodiversitetsindikatorer for skove, bør de tage hensyn til risikoen for skovbrande baseret på de lokale forhold. Medlemsstaterne bør gøre brug af bedste praksis for at mindske en sådan risiko, navnlig som beskrevet i Kommissionens retningslinjer for landbaseret forebyggelse af naturbrande fra 2021.

(64)

EU's biodiversitetsstrategi for 2030 indeholder et tilsagn om at plante mindst tre milliarder yderligere træer i Unionen senest i 2030 under fuld overholdelse af økologiske principper. Den nye EU-skovstrategi for 2030, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 16. juli 2021, indeholder en køreplan for gennemførelsen af dette tilsagn baseret på det overordnede princip om plantning og dyrkning af det rette træ på det rette sted og til det rette formål. En trætæller er tilgængelig online som et redskab til registrering af bidrag til og fremskridt med hensyn til tilsagnet, og medlemsstaterne bør dokumentere træer, der plantes, i redskabet. Som fastsat i EU's biodiversitetsstrategi for 2030 og i køreplanen i den nye EU-skovstrategi for 2030 udsendte Kommissionen den 17. marts 2023 retningslinjer for biodiversitetsvenlig skovrejsning, genplantning af skov og plantning af træer. Disse retningslinjer, som fastsætter rammerne for de økologiske principper, der skal tages i betragtning, har til formål at bidrage til tilsagnet og derved støtte gennemførelsen af denne forordning.

(65)

Genopretningsmål og -forpligtelser for de levesteder og arter, der er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF og 2009/147/EF, for bestøvere samt for ferskvands-, by-, landbrugs- og skovøkosystemer bør supplere og være i synergi med hinanden, således at det overordnede mål om at genoprette økosystemer i alle medlemsstaternes land- og havområder nås. De genopretningsforanstaltninger, der er nødvendige for at nå et specifikt mål, vil i mange tilfælde bidrage til at opfylde andre mål eller forpligtelser. Medlemsstaterne bør derfor planlægge genopretningsforanstaltningerne strategisk, således at de bidrager mest muligt effektivt til naturgenopretning i hele Unionen. Genopretningsforanstaltningerne bør også planlægges på en sådan måde, at de bidrager til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer og til forebyggelse og bekæmpelse af virkningerne af naturkatastrofer samt jordforringelse. De bør tage sigte på at optimere økosystemers økologiske, økonomiske og sociale funktioner, herunder deres produktivitetspotentiale, og tage hensyn til deres bidrag til en bæredygtige udvikling i de pågældende områder og lokalsamfund. For at undgå utilsigtede konsekvenser bør medlemsstaterne også tage hensyn til de forventede socioøkonomiske virkninger og de anslåede fordele ved gennemførelsen af genopretningsforanstaltningerne. Det er vigtigt, at medlemsstaterne udarbejder detaljerede nationale genopretningsplaner på grundlag af den bedste tilgængelige videnskabelige dokumentation. Dokumenterede fortegnelser over såvel historisk udbredelse og areal som de forventede ændringer i miljøforholdene som følge af klimaændringer bør indgå i grundlaget for fastlæggelsen af gunstige referenceområder for naturtyper. Det er desuden vigtigt, at offentligheden tidligt får mulighed for reelt at deltage i forberedelsen af planerne. Medlemsstaterne bør tage højde for de særlige vilkår og behov på deres område, således at planerne svarer til de relevante pres, trusler og årsager til tab af biodiversitet, og de bør samarbejde for at sikre genopretning og konnektivitet på tværs af grænser.

(66)

For at sikre synergier mellem de forskellige foranstaltninger, som er truffet og skal træffes for at beskytte, bevare og genoprette naturen i Unionen, bør medlemsstaterne ved udarbejdelsen af deres nationale genopretningsplaner tage hensyn til: de bevaringsforanstaltninger, der er truffet for Natura 2000-områder, og de prioriterede aktionsplaner, der er udarbejdet i overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF og 2009/147/EF, foranstaltninger med henblik på at opnå en god økologisk og kemisk tilstand for de vandområder, som indgår i de vandområdeplaner, der udarbejdes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (18), de havstrategier med henblik på at opnå en god miljøtilstand for alle Unionens havregioner, der udarbejdes i overensstemmelse med direktiv 2008/56/EF, de nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening, som udarbejdes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 (19); de nationale strategier og handlingsplaner for biologisk mangfoldighed, der udarbejdes i overensstemmelse med artikel 6 i biodiversitetskonventionen, samt de bevarelsesforanstaltninger, der vedtages i henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013, og de tekniske foranstaltninger, som vedtages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 (20).

(67)

For at sikre sammenhæng mellem målene i denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (21), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (22) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF (23) for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder, navnlig under udarbejdelsen af de nationale genopretningsplaner, bør medlemsstaterne tage hensyn til de muligheder, som projekter for vedvarende energi giver for at bidrage til opfyldelse af målene for naturgenopretning.

(68)

I betragtning af hvor vigtigt det er konsekvent at imødegå den dobbelte udfordring med tab af biodiversitet og klimaændringer, bør der ved genopretningen af biodiversitet tages hensyn til udnyttelsen af vedvarende energi og omvendt. Det bør være muligt at kombinere genopretningsaktiviteter og udbredelsen af projekter for vedvarende energi, hvor det er muligt, herunder i områder til fremskyndelse af vedvarende energi og i særlige netområder. Direktiv (EU) 2018/2001 kræver, at medlemsstaterne foretager en koordineret kortlægning med henblik på udbredelse af vedvarende energi på deres område for at fastlægge det indenlandske potentiale og det tilgængelige landområde, undergrundsområde, hav eller indlandsvand, der er nødvendigt for installation af anlæg til vedvarende energi og den tilhørende infrastruktur såsom net- og lagerfaciliteter, herunder termisk lagring, som kræves for som minimum at opfylde deres nationale bidrag til 2030-målet for vedvarende energi. Sådanne nødvendige områder, herunder de eksisterende anlæg og samarbejdsmekanismer, skal stå i et rimeligt forhold til de skønnede forløbskurver og den samlede planlagte installerede effekt pr. teknologi for vedvarende energi, der er fastsat i de nationale energi- og klimaplaner. Medlemsstaterne bør udpege en undergruppe af sådanne områder som områder til fremskyndelse af vedvarende energi. Områder til fremskyndelse af vedvarende energi er bestemte lokaliteter, enten land- eller havområder, som er særligt egnede til installation af anlæg til produktion af energi fra vedvarende energikilder, og hvor udbredelsen af en bestemt type vedvarende energi ikke forventes at få en væsentlig indvirkning på miljøet i betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for det udvalgte område. Medlemsstaterne skal give prioritet til kunstige og bebyggede overflader såsom tage og bygningsfacader, transportinfrastruktur og dens umiddelbare omgivelser, parkeringsområder, landbrugsbedrifter, affaldsanlæg, industriområder, miner, kunstige indre vandområder, søer eller reservoirer, og, hvor det er relevant, rensningsanlæg til byspildevand samt forringede landområder, der ikke kan anvendes til landbrug. Ved direktiv (EU) 2018/2001 fastsættes det også, at medlemsstaterne har mulighed for at vedtage en eller flere planer for at udpege særlige infrastrukturområder til udvikling af net- og lagringsprojekter, der er nødvendige for at integrere vedvarende energi i elektricitetssystemet, hvor en sådan udvikling ikke forventes at få en væsentlig indvirkning på miljøet, eller hvis en sådan virkning kan afbødes behørigt eller, hvis det ikke er muligt, kompenseres. Formålet med sådanne områder skal være at støtte og supplere områderne til fremskyndelse af vedvarende energi. Ved udpegelsen af områder til fremskyndelse af vedvarende energi og særlige infrastrukturområder skal medlemsstaterne undgå beskyttede områder og tage hensyn til deres nationale genopretningsplaner. Medlemsstaterne bør koordinere udarbejdelsen af nationale genopretningsplaner med den kortlægning af områder, som kræves for som minimum at opfylde deres nationale bidrag til 2030-målet for vedvarende energi, og, hvor det er relevant, med udpegelsen af områderne til fremskyndelse af vedvarende energi og de særlige netområder. Under udarbejdelsen af de nationale genopretningsplaner bør medlemsstaterne sikre synergier med opbygningen af infrastruktur til vedvarende energi og energiinfrastruktur og med de områder til fremskyndelse af vedvarende energi og særlige netområder, der allerede er udpeget, og sikre, at funktionen af disse områder, herunder de tilladelsesprocedurer, der gælder for disse områder, og som er fastsat i direktiv (EU) 2018/2001, forbliver uændret.

(69)

For at sikre synergier med de genopretningsforanstaltninger, der allerede er planlagt eller truffet i medlemsstaterne, bør disse genopretningsforanstaltninger anerkendes i de nationale genopretningsplaner, og der bør tages hensyn til dem. Da det ifølge IPCC's sjette vurderingsrapport haster at få truffet foranstaltninger til genopretningen af forringede økosystemer, bør medlemsstaterne gennemføre disse foranstaltninger sideløbende med, at de udarbejder genopretningsplanerne.

(70)

De nationale genopretningsplaner og foranstaltningerne til genopretning af levesteder samt foranstaltningerne til forebyggelse af forringelser af levesteder bør også tage hensyn til resultaterne af forskningsprojekter, som er relevante for vurderingen af økosystemernes tilstand, for kortlægningen og iværksættelsen af genopretningsforanstaltninger og for overvågningen. Hvis det er relevant, bør de også tage hensyn til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Unionen, jf. artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), såsom sociale, økonomiske og kulturelle behov og regionale og lokale karakteristika, herunder befolkningstæthed.

(71)

Der bør tages hensyn til den særlige situation, som regionerne i Unionens yderste periferi befinder sig i, som anført i artikel 349 i TEUF, hvori der fastsættes bestemmelser om særlige foranstaltninger til støtte for disse regioner. Som det fremgår af EU's biodiversitetsstrategi for 2030, bør der sættes særlig fokus på beskyttelse og genopretning af økosystemer i regionerne i den yderste periferi grundet disses usædvanligt høje biodiversitetsværdi. Samtidig bør der tages hensyn til de omkostninger, der er forbundet med beskyttelse og genopretning af disse økosystemer, og regionerne i den yderste periferis fjerne beliggenhed, deres status som øsamfund, deres lille areal og deres vanskelige topografiske og klimatiske forhold, navnlig ved udarbejdelsen af de nationale genopretningsplaner. Medlemsstaterne tilskyndes til i disse regioner i den yderste periferi frivilligt at medtage specifikke genopretningsforanstaltninger, som ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(72)

EEA bør bistå medlemsstaterne med udarbejdelsen af deres nationale genopretningsplaner og overvågningen af de fremskridt, der gøres for at nå genopretningsmålene og opfylde forpligtelserne. Kommissionen bør vurdere, om de nationale genopretningsplaner er egnede til at nå disse mål og opfylde forpligtelserne, til at nå Unionens overordnede mål om i fællesskab som EU-mål at dække mindst 20 % af landområderne og mindst 20 % af havområderne senest i 2030 og alle økosystemer, som har behov for at blive genoprettet, senest i 2050 i de områder og økosystemer, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og målene om at genoprette mindst 25 000 km vandløb i Unionen og gøre dem til fritflydende vandløb senest i 2030 samt til at bidrage til tilsagnet om at plante mindst tre milliarder yderligere træer i Unionen senest i 2030.

(73)

Det fremgår af 2020-rapporten om naturens tilstand, at en betydelig del af de oplysninger, som medlemsstaterne indrapporterer i henhold til artikel 17 i direktiv 92/43/EØF og artikel 12 i direktiv 2009/147/EF, navnlig om bevaringsstatus og tendenser for de levesteder og arter, som de beskytter, stammer fra delundersøgelser eller er baseret på ekspertvurderinger alene. Ifølge samme rapport er status for flere naturtyper og arter, som er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF, endnu ikke kendt. Det er nødvendigt at få afhjulpet denne manglende viden og investere i overvågning og kontrol, som kan danne grundlag for veldokumenterede og vidensbaserede nationale genopretningsplaner. For at gøre de forskellige overvågningsmetoder mere rettidige, effektive og sammenhængende bør der ved overvågningen og kontrollen gøres bedst mulig brug af resultaterne af EU-finansierede forsknings- og innovationsprojekter, nye teknologier såsom in situ-overvågning og telemåling, idet der gøres brug af rumdata og -tjenester, som leveres som led i EGNOS-, Galileo- og Copernicuskomponenterne af Unionens rumprogram, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696 (24). EU's missioner »Genopretning af vores oceaner og farvande«, »Tilpasning til klimaændringer« og »En jordpagt for Europa« som fastsat i Kommissionens meddelelse af 29. september 2021 om europæiske missioner vil støtte gennemførelsen af genopretningsmålene.

(74)

I betragtning af de særlige tekniske og finansielle udfordringer, der er forbundet med kortlægning og overvågning af havmiljøet, bør medlemsstaterne som supplement til de oplysninger, der rapporteres i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv 92/43/EØF og i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv 2008/56/EF, kunne anvende oplysninger om pres og trusler eller andre relevante oplysninger som grundlag for ekstrapolering, når de vurderer tilstanden af de marine levesteder, der er opført i bilag II til denne forordning. Det bør også være muligt at anvende en sådan tilgang som grundlag for planlægning af genopretningsforanstaltninger for marine levesteder i overensstemmelse med denne forordning. Den samlede vurdering af tilstanden af de marine levesteder, der er opført bilag II til denne forordning, bør baseres på den bedste tilgængelige viden og den seneste tekniske og videnskabelige udvikling.

(75)

For at sikre overvågning af fremskridtene med gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner, de iværksatte genopretningsforanstaltninger, de områder, der er omfattet af genopretningsforanstaltninger, og dataene om opgørelsen over hindringer for vandløbskontinuitet bør der indføres et system, der pålægger medlemsstaterne at oprette, ajourføre og offentliggøre relevante data om resultaterne af en sådan overvågning. Ved den elektroniske rapportering af data til Kommissionen bør EEA's Reportnet-system benyttes, og den administrative byrde for alle enheder bør begrænses mest muligt. For at sikre en hensigtsmæssig infrastruktur for offentlig adgang, rapportering og datadeling mellem offentlige myndigheder bør medlemsstaterne, hvor det er relevant, basere dataspecifikationerne på de specifikationer, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (25), 2007/2/EF (26) og (EU) 2019/1024 (27).

(76)

For at sikre, at denne forordning gennemføres effektivt, bør Kommissionen efter anmodning bistå medlemsstaterne gennem instrumentet for teknisk støtte, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (28), og som giver mulighed for skræddersyet teknisk støtte til udformning og gennemførelse af reformer. Den tekniske støtte, som ydes inden for rammerne af dette instrument, omfatter f.eks. styrkelse af den administrative kapacitet, harmonisering af de lovgivningsmæssige rammer og udveksling af relevant bedste praksis.

(77)

Kommissionen bør rapportere om medlemsstaternes fremskridt med hensyn til at nå genopretningsmålene og opfylde forpligtelserne i denne forordning på grundlag af fremskridtsrapporter for hele Unionen udarbejdet af EEA samt andre analyser og rapporter, som medlemsstaterne har stillet til rådighed på relevante politikområder såsom natur-, hav- og vandpolitik.

(78)

For at sikre, at målene og forpligtelserne i denne forordning nås og opfyldes, er det yderst vigtigt, at der foretages tilstrækkelige private og offentlige investeringer i genopretning. Medlemsstaterne bør derfor integrere udgifter til biodiversitetsmål i deres nationale budgetter, herunder i forbindelse med muligheds- og omstillingsomkostninger som følge af gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner, og vise, hvordan EU-midlerne anvendes. Med hensyn til EU-finansiering bidrager udgifter over EU-budgettet og EU-finansieringsprogrammer, såsom LIFE-programmet, Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1139 (29), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), som begge blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2220 (30), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden, som begge blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1058 (31), og Fonden for Retfærdig Omstilling, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 (32), samt Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (33), til biodiversitetsmål med en ambition om, at der skal afsættes 7,5 % i 2024 og 10 % i 2026 og 2027 af de årlige udgifter under den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 som fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (34) (»FFR 2021-2027«) til biodiversitetsmål. Genopretning- og resiliensfaciliteten, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 (35), er en yderligere kilde til finansiering af beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer. Med hensyn til LIFE-programmet bør der lægges særlig vægt på hensigtsmæssig anvendelse af de strategiske naturprojekter som et specifikt redskab, der kan støtte gennemførelsen af nærværende forordning ved at integrere tilgængelige finansielle ressourcer på en effektiv måde.

(79)

Udarbejdelsen af de nationale genopretningsplaner bør ikke indebære en forpligtelse for medlemsstaterne til at omprogrammere finansiering under den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik eller andre landbrugs- og fiskerifinansieringsprogrammer eller -instrumenter under FFR 2021-2027 med henblik på at gennemføre denne forordning.

(80)

Der findes en række EU-initiativer og nationale og private initiativer til fremme af privat finansiering, såsom InvestEU-programmet, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/523 (36), og som giver mulighed for at mobilisere offentlig og privat finansiering til støtte for bl.a. styrkelse af natur og biodiversitet ved hjælp af grønne og blå infrastrukturprojekter og kulstofbindende dyrkning som en grøn forretningsmodel. Finansiering af naturgenopretningsforanstaltninger i praksis gennem privat eller offentlig finansiering, herunder resultatbaseret støtte og innovative ordninger såsom certificeringsordninger for kulstoffjernelse, kan fremmes. Der kan også tilskyndes til private investeringer gennem offentlige investeringsordninger, herunder finansielle instrumenter, subsidier og andre instrumenter, forudsat at statsstøttereglerne overholdes.

(81)

For at sikre gennemførelsen af denne forordning er det afgørende med tilstrækkelige private og offentlige investeringer i naturgenopretningsforanstaltninger. Kommissionen bør derfor senest 12 måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden og i samråd med medlemsstaterne forelægge en rapport med en analyse, der identificerer eventuelle mangler i gennemførelsen af denne forordning. Denne rapport bør, hvis det er relevant, ledsages af forslag til passende foranstaltninger, herunder finansielle foranstaltninger til afhjælpning af de identificerede mangler såsom tilvejebringelsen af særlig finansiering, uden at dette foregriber fælleslovgivernes beføjelser til at vedtage den flerårige finansielle ramme efter 2027.

(82)

I henhold til EU-Domstolens faste retspraksis tilkommer det medlemsstaternes domstole i medfør af princippet om loyalt samarbejde som fastlagt i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Det følger desuden af artikel 19, stk. 1, i TEU, at medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Unionen og medlemsstaterne er parter i FN's Økonomiske Kommission for Europas konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (37) (»Århuskonventionen«). I henhold til Århuskonventionen skal medlemsstaterne sikre, at medlemmer af den berørte offentlighed i overensstemmelse med det relevante nationale retssystem har adgang til klage og domstolsprøvelse.

(83)

Medlemsstaterne bør ved udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner fremme en fair tilgang, der omfatter alle dele af samfundet. De bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at inddrage lokale og regionale myndigheder, jordejere og jordbrugere og deres sammenslutninger, civilsamfundsorganisationer, erhvervslivet, forsknings- og uddannelsessamfund, landbrugere, fiskere, skovbrugere, investorer og andre relevante interessenter samt offentligheden i alle faser af udarbejdelsen, revisionen og gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner og for at fremme dialog og formidling af videnskabeligt baserede oplysninger om biodiversitet og fordelene ved genopretning.

(84)

I henhold til forordning (EU) 2021/2115 skal de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik bidrage til opfyldelsen af og være i overensstemmelse med de langsigtede nationale mål, der er fastsat i eller udspringer af de retsakter, der er opført i bilag XIII til nævnte forordning. Nærværende forordning bør tages i betragtning, når Kommissionen i henhold til artikel 159 i forordning (EU) 2021/2115 senest den 31. december 2025 reviderer listen i bilag XIII til nævnte forordning.

(85)

I overensstemmelse med forpligtelsen i det ottende miljøhandlingsprogram som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/591 (38) skal medlemsstaterne udfase miljøskadelige subsidier på nationalt plan ved at gøre bedst mulig brug af markedsbaserede instrumenter og grønne budget- og finansieringsredskaber, herunder dem, der er nødvendige for at sikre en socialt retfærdig omstilling, og støtte virksomheder og andre interessenter i udviklingen af standardiserede metoder for opgørelse af naturkapital.

(86)

For at sikre den nødvendige tilpasning af denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår supplering af denne forordning ved at fastlægge og ajourføre en videnskabeligt baseret metode til at overvåge bestøvermangfoldighed og -bestande og for så vidt angår ændring af bilag I-VII til denne forordning, idet grupperne og listerne over naturtyper, listen over marine arter, listen over arter, der anvendes til indekset for almindelige agerlandsfugle, de beskrivelser, enheder og metoder, der gælder biodiversitetsindikatorerne for landbrugsøkosystemer og skovøkosystemer, og listen over eksempler på genopretningsforanstaltninger tilpasses til den tekniske og videnskabelige udvikling for at tage hensyn til erfaringerne fra anvendelsen af denne forordning eller for at sikre overensstemmelse med naturtyperne i EUNIS. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører konsekvensanalyser og relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (39). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(87)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at præcisere metoderne til overvågning af de indikatorer for landbrugsøkosystemer, der er opført i bilag IV til denne forordning, og de indikatorer for skovøkosystemer, der er opført i bilag VI til denne forordning, opstille vejledende rammer for fastsættelse af tilfredsstillende niveauer for grønne byområder, for trækronedækning i byområder i byøkosystemer, for bestøvere, for de biodiversitetsindikatorer for landbrugsøkosystemer, der er opført i bilag IV til denne forordning, og for de indikatorer for skovøkosystemer, der er opført i bilag VI til denne forordning, fastlægge et ensartet format for de nationale genopretningsplaner samt fastsætte formatet, strukturen og de nærmere ordninger for indberetning af data og oplysninger til Kommissionen elektronisk. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (40).

(88)

Med henblik på at sikre en hurtig og effektiv reaktion, når der indtræffer en uforudsigelig, ekstraordinær og uprovokeret hændelse, der er uden for Unionens kontrol, og som har alvorlige konsekvenser i hele Unionen for tilgængeligheden af landareal, der er nødvendigt for at sikre en tilstrækkelig landbrugsproduktion til Unionens fødevareforbrug, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår midlertidig suspension af anvendelsen af de relevante bestemmelser i denne forordning, i det omfang og i det tidsrum der er strengt nødvendigt, i højst 12 måneder, samtidig med at målene i denne forordning fastholdes. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(89)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning. I henhold til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning bør denne evaluering baseres på kriterierne effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi og bør danne grundlag for konsekvensanalyser af muligheder for yderligere tiltag. Kommissionen bør desuden vurdere, om der er behov for at fastsætte yderligere genopretningsmål på grundlag af fælles metoder til vurdering af tilstanden af de økosystemer, der ikke er omfattet af denne forordnings artikel 4 og 5, under hensyntagen til den seneste videnskabelige dokumentation.

(90)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/869 (41) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(91)

Målene for denne forordning, nemlig at sikre langsigtet og vedvarende genopretning af biologisk mangfoldige og modstandsdygtige økosystemer på tværs af medlemsstaternes europæiske område gennem genopretningsforanstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe for i fællesskab at nå et EU-mål for genopretning af land- og havområder senest i 2030 og alle områder, som har behov for at blive genoprettet, senest i 2050, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —