|
24.7.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 185/1 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2023/1524
af 20. juli 2023
om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (2) (»associeringsaftalen«) udgør grundlaget for forbindelserne mellem Unionen og Republikken Moldova. I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/492/EU (3) har afsnit V i associeringsaftalen, som vedrører handel og handelsrelaterede anliggender, fundet midlertidig anvendelse siden den 1. september 2014 og er trådt i kraft den 1. juli 2016 efter at samtlige medlemsstater ratificerede associeringsaftalen. |
|
(2) |
Associeringsaftalen er et udtryk for ønsket hos parterne i associeringsaftalen (»parterne«) om at styrke og udvide forbindelserne på en ambitiøs og innovativ måde, at lette og opnå gradvis økonomisk integration og at gøre dette i overensstemmelse med de rettigheder og forpligtelser, der følger af parternes medlemskab af Verdenshandelsorganisationen. |
|
(3) |
Ifølge associeringsaftalens artikel 143 skal der gradvist etableres et frihandelsområde mellem parterne i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994 (GATT 1994). Med henblik herpå indeholder associeringsaftalens artikel 147 bestemmelser om gradvis afskaffelse af told i overensstemmelse med toldafviklingstidsplanerne i bilag XV til associeringsaftalen og giver mulighed for en fremskyndelse og udvidelse af omfanget af afskaffelsen. |
|
(4) |
Ruslands angrebskrig mod Ukraine, som har været i gang siden den 24. februar 2022, har en markant negativ indvirkning på Republikken Moldovas evne til at samhandle med resten af verden, navnlig fordi Republikken Moldovas eksport var afhængig af transithandelen via ukrainsk område og ukrainsk infrastruktur, hvilket i øjeblikket er stort set uladsiggørligt. Under sådanne kritiske omstændigheder og for at afbøde de negative virkninger af Ruslands angrebskrig mod Ukraine for Republikken Moldovas økonomi er det nødvendigt at fremskynde udviklingen af tættere økonomiske forbindelser mellem Unionen og Republikken Moldova og yde hurtig støtte til Republikken Moldovas økonomi. Det er derfor nødvendigt og hensigtsmæssigt fortsat at stimulere handelsstrømmene og give indrømmelser i form af handelsliberaliserende foranstaltninger for alle varer i overensstemmelse med den fremskyndede afskaffelse af tolden på handel mellem Unionen og Republikken Moldova. |
|
(5) |
I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union skal Unionen påse, at der er sammenhæng mellem de forskellige områder af sin optræden udadtil. I henhold til artikel 207, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal den fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil. |
|
(6) |
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1279 (4) udløber den 24. juli 2023. |
|
(7) |
De handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, bør bestå af følgende: i) suspension af anvendelsen af indgangsprisordningen på frugt og grøntsager og ii) suspension af alle toldkontingenter og importtold. Gennem disse foranstaltninger vil Unionen udbygge økonomisk integration mellem Republikken Moldova og Unionen og midlertidigt yde passende økonomisk støtte til fordel for Republikken Moldova og de økonomiske aktører, der er berørte af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. |
|
(8) |
Med henblik på at forebygge svig bør retten til de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, være betinget af, at Republikken Moldova overholder alle de relevante betingelser for at opnå fordele i medfør af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og at Republikken Moldova indgår i et tæt administrativt samarbejde med Unionen som fastsat i associeringsaftalen. |
|
(9) |
Republikken Moldova bør afstå fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, medmindre dette er klart begrundet i lyset af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. I tilfælde af at Republikken Moldova ikke overholder disse betingelser, bør Kommissionen have beføjelse til midlertidigt at suspendere alle eller dele af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning. |
|
(10) |
Artikel 2 i associeringsaftalen fastsætter bl.a., at respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler udgør væsentlige elementer i associeringsaftalen. I henhold til samme artikel forpligter parterne sig navnlig til at overholde følgende generelle principper: respekt for retsstatsprincippet og principperne om god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, og respekt for principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme. Det er hensigtsmæssigt at give mulighed for midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der fastsættes ved denne forordning, hvis Republikken Moldova ikke respekterer enten disse væsentlige elementer eller disse generelle principper. |
|
(11) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, i tilfælde, hvor EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer påvirkes negativt af import i medfør af denne forordning. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5). |
|
(12) |
Med forbehold for en vurdering på tre måneder, der foretages af Kommissionen på grundlag af den regelmæssige overvågning af denne forordnings virkninger, og som iværksættes enten efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens eget initiativ, er det nødvendigt at give mulighed for at genindføre den told, der ellers er gældende i henhold til associeringsaftalen, for import af varer, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og som påvirker EU-markedet for lignende eller direkte konkurrerende varer negativt. |
|
(13) |
Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde, som en integrerende del af associeringsaftalen, bør indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning. |
|
(14) |
I lyset af den økonomiske situation i Republikken Moldova og udløbet af forordning (EU) 2022/1279 den 24. juli 2023 bør nærværende forordning hurtigst muligt træde i kraft den 25. juli 2023 — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Handelsliberaliserende foranstaltninger
Følgende handelsliberaliserende foranstaltninger indføres:
|
a) |
alle de toldkontingenter, der er fastlagt i bilag XV-A til associeringsaftalen, suspenderes, og de varer, der er omfattet af disse kontingenter, kan importeres til Unionen fra Republikken Moldova uden told |
|
b) |
anvendelsen af indgangsprisordningen suspenderes for de varer, som ordningen finder anvendelse på som nærmere angivet i bilag XV-B til associeringsaftalen; der opkræves ikke told på import af disse varer. |
Artikel 2
Betingelser for retten til de handelsliberaliserende foranstaltninger
De i artikel 1 omhandlede handelsliberaliserende foranstaltninger er underlagt følgende betingelser:
|
a) |
at oprindelsesreglerne for varer og de dertil knyttede procedurer som fastsat i associeringsaftalen overholdes af Republikken Moldova |
|
b) |
at Republikken Moldova afstår fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, herunder diskriminerende interne administrative foranstaltninger, medmindre dette er klart begrundet i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og |
|
c) |
at Republikken Moldova respekterer de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler, samt retsstatsprincippet og principperne om god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, og respekterer principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme som omhandlet i associeringsaftalens artikel 2, 9 og 16. |
Artikel 3
Midlertidig suspension af foranstaltninger
1. Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på, at Republikken Moldova ikke overholder betingelserne i artikel 2, kan den ved hjælp af en gennemførelsesretsakt helt eller delvist suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger der er fastsat i denne forordning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 3.
2. Hvis en medlemsstat anmoder Kommissionen om at suspendere en eller flere af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, på grundlag af Republikken Moldovas manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2, litra b), afgiver Kommissionen inden for fire måneder efter at have modtaget en sådan anmodning en begrundet udtalelse om, hvorvidt medlemsstatens påstand om manglende overholdelse er underbygget. Hvis Kommissionen konkluderer, at påstanden er underbygget, indleder Kommissionen den procedure, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1.
Artikel 4
Fremskyndet beskyttelsesforanstaltning
1. Såfremt en vare med oprindelse i Republikken Moldova importeres på betingelser, der har en negativ indvirkning på EU-markedet for lignende eller direkte konkurrerende varer, kan Kommissionen til enhver tid genindføre den told, der ellers er gældende i henhold til associeringsaftalen, på import af den pågældende vare ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 3.
Den told, der ellers er gældende i henhold til associeringsaftalen, kan genindføres, så længe det er nødvendigt for at modvirke de negative virkninger for EU-markedet for lignende eller direkte konkurrerende varer.
2. Kommissionen overvåger regelmæssigt konsekvenserne af denne forordning under hensyntagen til oplysningerne om eksport, import, priser på EU-markedet og EU-produktion af de varer, der er omfattet af de handelsliberaliserende foranstaltninger i henhold til artikel 1, litra a).
Hver anden måned startende fra datoen for denne forordnings ikrafttræden underretter Kommissionen medlemsstaterne om resultaterne af den regelmæssige overvågning.
3. Kommissionen iværksætter en vurdering af situationen på EU-markedet for lignende eller direkte konkurrerende varer med henblik på genindførelse af tolden. Denne vurdering skal iværksættes:
|
a) |
efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat, der indeholder tilstrækkelige umiddelbare beviser, som den pågældende medlemsstat med rimelighed har adgang til i henhold til stk. 4, om, at importen har en negativ indvirkning på EU-markedet som omhandlet i stk. 1, eller |
|
b) |
på eget initiativ, når det er åbenbart for Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at importen har en negativ indvirkning på EU-markedet som omhandlet i stk. 1. |
Den vurdering, der er omhandlet i første afsnit, afsluttes senest tre måneder efter iværksættelsen.
4. I gennemførelsen af vurderingen i henhold til stk. 3 tager Kommissionen hensyn til alle relevante markedsudviklinger, herunder den pågældende imports indvirkning på situationen på EU-markedet for lignende eller direkte konkurrerende varer. Denne vurdering skal omfatte faktorer som:
|
a) |
hastigheden og størrelsen af stigningen i importen fra Republikken Moldova af den pågældende vare i absolutte og relative tal, og |
|
b) |
den pågældende imports indvirkning på Unionens produktion og priser under hensyntagen til udviklingen i importen fra andre kilder. |
Denne liste er ikke udtømmende, og der kan også tages hensyn til andre relevante faktorer.
5. Hvis Kommissionen som følge af vurderingen omhandlet i stk. 3 finder, at EU-markedet for lignende eller direkte konkurrerende varer er blevet påvirket negativt, og agter at genindføre tolden, offentliggør den en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om genindførelse af den told, der ellers finder anvendelse i henhold til associeringsaftalen. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de vigtigste resultater af vurderingen og angive den frist, inden for hvilken interesserede parter kan fremsætte deres synspunkter skriftligt. Denne frist må ikke være længere end 10 dage fra offentliggørelsen af meddelelsen.
6. Når særlige omstændigheder nødvendiggør øjeblikkelig handling, kan Kommissionen uden at følge proceduren i stk. 5 og efter at have underrettet det udvalg for beskyttelsesforanstaltninger, der er nedsat ved artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 (6), træffe enhver forebyggende foranstaltning, som den finder nødvendig.
Artikel 5
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af det Toldkodeksudvalg, der er nedsat ved artikel 285, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (7) for så vidt angår artikel 3, stk. 1, i nærværende forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Kommissionen bistås af det udvalg for beskyttelsesforanstaltninger, der er nedsat ved artikel 3, stk. 1, i forordning (EU) 2015/478 for så vidt angår artikel 4, stk. 1, i nærværende forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
Artikel 6
Vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger
Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde skal indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, og skal, hvor det er relevant, omfatte en vurdering af de sociale virkninger af de pågældende foranstaltninger i Republikken Moldova og i Unionen. Oplysninger om import af varer i henhold til artikel 1, litra a), gøres tilgængelige via Kommissionens websted og opdateres månedligt.
Artikel 7
Ikrafttræden og anvendelse
Denne forordning træder i kraft den 25. juli 2023.
Den finder anvendelse indtil den 24. juli 2024.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 2023.
På Europa-Parlamentets vegne
R. METSOLA
Formand
På Rådets vegne
P. NAVARRO RÍOS
Formand
(1) Europa-Parlamentets holdning af 11.7.2023 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 20.7.2023.
(2) EUT L 260 af 30.8.2014, s. 4.
(3) Rådets afgørelse 2014/492/EU af 16. juni 2014 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (EUT L 260 af 30.8.2014, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1279 af 18. juli 2022 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (EUT L 195 af 22.7.2022, s. 6).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (EUT L 83 af 27.3.2015, s. 16).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).