(1)

Parisaftalen, der blev vedtaget den 12. december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) (»Parisaftalen«), trådte i kraft den 4. november 2016. Parterne i Parisaftalen er blevet enige om at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 °C over de førindustrielle niveauer og om at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over de førindustrielle niveauer. Denne forpligtelse er blevet styrket med vedtagelsen inden for rammerne af UNFCCC af Glasgowklimaaftalen den 13. november 2021, hvor UNFCCC-partskonferencen, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen, anerkender, at virkningerne af klimaændringerne vil være langt mindre end en temperaturstigning på 1,5 °C sammenlignet med en på 2 °C, og er fast besluttet på at fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C.

(2)

Den globale rapport fra 2019 om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES) indeholder den seneste videnskabelige evidens for det igangværende globale tab af biodiversitet. Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 om EU's biodiversitetsstrategi for 2030: Naturen skal bringes tilbage i vores liv (»EU's biodiversitetsstrategi for 2030«) øger Unionens ambition om at beskytte og genoprette biodiversiteten og velfungerende økosystemer. Skove og sunde jorde har ekstremt stor betydning for biodiversitet, men også for rensning af luft og vand, kulstofbinding og -lagring samt leveringen af bæredygtigt dyrkede og langtidsholdbare træprodukter. Skovenes art og funktion varierer meget i hele Unionen, idet visse skovtyper er mere sårbare over for klimaændringer på grund af direkte virkninger såsom tørke, temperaturbetinget skovforringelse eller ændringer i tørhed. Skovrydning og skovforringelse medvirker til den globale klimakrise, fordi de øger drivhusgasemissionerne, bl.a. gennem dermed forbundne skovbrande, hvilket fører til permanent fjernelse af kulstofdræn, mindskelse af de berørte områders modstandsdygtighed over for klimaændringer og en væsentlig reduktion af deres biodiversitet.

Organisk kulstof i jorden og kulstofpuljer af dødt ved, hvoraf meget bidrager til kulstofpuljen i jorden, er også særligt relevante inden for en række rapporteringskategorier, både for klimaindsatsen og for beskyttelse af biodiversiteten. Det anerkendes både i Kommissionens meddelelse af 16. juli 2021 om en ny EU-skovstrategi for 2030 (»EU's nye skovstrategi for 2030«) og Kommissionens meddelelse af 17. november 2021 om EU's jordbundsstrategi for 2030 – Udnyttelse af fordelene ved en sund jordbund for mennesker, fødevarer, natur og klima (»EU's jordbundsstrategi for 2030«), at der er behov for at beskytte og forbedre kvaliteten af skove og jordøkosystemer i Unionen og for at tilskynde til styrkede bæredygtige forvaltningsmetoder, der kan fremme kulstofbinding og styrke skoves og jordes modstandsdygtighed i lyset af klima- og biodiversitetskriserne. Tørvemoser er det største jordbaserede lager af organisk kulstof, og forbedring af forvaltningen og beskyttelsen af tørvemoser er et vigtigt aspekt, der bidrager til modvirkning af klimaændringer og til beskyttelse af biodiversiteten og jorden mod erosion.

(3)

Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt (»den europæiske grønne pagt«) danner udgangspunkt for opfyldelsen af Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050 og målet om at opnå negative emissioner derefter som fastsat i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (4). Den kombinerer et omfattende sæt af gensidigt forstærkende foranstaltninger og initiativer, der sigter mod at opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050, og fastlægger en ny vækststrategi, der har til formål at omdanne Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen. Den har ligeledes til formål at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital og beskytte borgernes sundhed og trivsel mod miljørelaterede trusler og konsekvenser. Samtidig rummer denne overgang kønsligestillingsaspekter samt særlige indvirkninger på visse ugunstigt stillede og sårbare grupper såsom ældre, personer med handicap og personer med en racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund. Det skal derfor sikres, at omstillingen er retfærdig og inklusiv, og at ingen lades i stikken.

(4)

Håndtering af klima- og miljørelaterede udfordringer og opnåelse af målene i Parisaftalen er centrale elementer i den europæiske grønne pagt. Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt (5) til, at den nødvendige overgang til et klimaneutralt samfund sker senest i 2050, og erklærede i sin beslutning af 28. november 2019 om klima- og miljøkrisen, at der er tale om en klima- og miljøkrise (6). Den europæiske grønne pagts nødvendighed og værdi er kun blevet større i lyset af covid-19-pandemiens meget alvorlige indvirkning på EU-borgernes sundhed og økonomiske velfærd.

(5)

Det er vigtigt at sikre, at de foranstaltninger, der træffes for at opfylde målene i denne forordning, forfølges i overensstemmelse med målet om at fremme bæredygtig udvikling, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), under hensyntagen til FN's mål for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og princippet om ikke at gøre væsentlig skade, hvor det er relevant, jf. artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (7).

(6)

Unionen forpligtede sig til at reducere Unionens nettodrivhusgasemissioner for hele økonomien med mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne senest i 2030 i det ajourførte nationalt bestemte bidrag, der blev forelagt UNFCCC's sekretariat den 17. december 2020.

(7)

Gennem vedtagelsen af forordning (EU) 2021/1119 har Unionen i lovgivningen fastsat målet om at opnå en balance mellem menneskeskabte emissioner i hele økonomien fra kilder og optag gennem dræn af drivhusgasser internt i Unionen senest i 2050 og, hvor det er relevant, at opnå negative emissioner derefter. Ved nævnte forordning fastsættes der også et bindende EU-mål om en intern reduktion af nettodrivhusgasemissionerne (emissioner efter fratrækning af optag) med mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne senest i 2030. Alle økonomiske sektorer forventes at bidrage til at opnå dette mål, herunder sektoren for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (»LULUCF«). For at sikre, at der gøres en tilstrækkelig indsats for afbødning i andre sektorer frem til 2030, er bidraget fra nettooptag til Unionens 2030-klimamål begrænset til 225 mio. ton CO2-ækvivalenter. I forbindelse med forordning (EU) 2021/1119 bekræftede Kommissionen i en tilsvarende erklæring sin hensigt om at fremsætte forslag til en revision af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (8) i overensstemmelse med ambitionen om at øge nettokulstofoptaget til mere end 300 mio. ton CO2-ækvivalenter i LULUCF-sektoren senest i 2030.

(8)

For at bidrage til den øgede ambition om at reducere nettodrivhusgasemissionerne fra mindst 40 % til mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne og for at sikre, at LULUCF-sektoren yder et bæredygtigt og forudsigeligt langsigtet bidrag til Unionens mål om klimaneutralitet, bør der fastsættes bindende mål for stigningen i nettooptag af drivhusgasser for hver medlemsstat i LULUCF-sektoren i perioden fra 2026 til 2030, hvilket resulterer i et mål på 310 mio. ton CO2-ækvivalenter i nettooptag for Unionen som helhed i 2030. I den metode, der anvendes til at fastsætte de nationale mål for 2030, bør der tages hensyn til forskellen mellem Unionens mål og de gennemsnitlige drivhusgasemissioner og -optag i 2016, 2017 og 2018, som hver enkelt medlemsstat har rapporteret i dens 2020-indgivelse, og de nuværende modvirkningsresultater i LULUCF-sektoren bør afspejles sammen med hver medlemsstats andel af det forvaltede areal i Unionen under hensyn til den pågældende medlemsstats kapacitet til at forbedre sine resultater i sektoren via arealforvaltningspraksis eller ændringer i arealanvendelsen, som gavner klimaet og biodiversiteten. En overopfyldelse fra medlemsstaternes side vil bidrage yderligere til at opfylde Unionens klimamål.

(9)

De bindende mål for det øgede ambitionsniveau for nettodrivhusgasemissioner og -optag bør fastsættes for hver medlemsstat ved et lineært forløb. Forløbet bør starte i 2022 ved det gennemsnit af drivhusgasemissioner, der er rapporteret af den pågældende medlemsstat i 2021, 2022 og 2023, og slutte i 2030 ved det mål, der er fastsat for den pågældende medlemsstat. For i fællesskab at nå Unionens 2030-mål, samtidig med at der tages hensyn til udsvinget i drivhusgasemissioner og -optag fra år til år i LULUCF-sektoren, er det hensigtsmæssigt, at der for hver medlemsstat fastsættes en forpligtelse til at nå en sum af nettodrivhusgasemissioner og -optag for perioden fra 2026 til 2029 (»budgettet for 2026-2029«) ud over det nationale mål for 2030.

(10)

De regnskabsregler, der er fastsat i artikel 6, 7, 8 og 10 i forordning (EU) 2018/841, havde til formål at fastslå det omfang, hvori afbødning i LULUCF-sektoren kunne bidrage til Unionens 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner på 40 %, som ikke omfattede LULUCF-sektoren. For at forenkle de lovgivningsmæssige rammer for denne sektor finder de nuværende regnskabsregler ikke anvendelse efter 2025, og medlemsstaternes overholdelse af de nationale regler bør verificeres på grundlag af rapporterede drivhusgasemissioner og -optag. Dette ville sikre metodologisk overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (9), med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (10) og med det nye mål for reduktion af nettodrivhusgasemissionerne på mindst 55 %, som også omfatter LULUCF-sektoren.

(11)

Den 16. juni 2022 vedtog Rådet en henstilling om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (11), hvori det fremhæver behovet for ledsageforanstaltninger og for at lægge særlig vægt på at støtte de regioner, industrier, mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, arbejdstagere, husholdninger og forbrugere, som vil stå over for de største udfordringer. Denne henstilling tilskynder medlemsstaterne til at overveje en række foranstaltninger inden for beskæftigelse og omstillinger på arbejdsmarkedet, jobskabelse og iværksætteri, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, offentlige udbud, systemer for beskatning og sociale beskyttelse, basale tjenester og boliger samt, blandt andet med henblik på at styrke ligestillingen mellem kønnene og uddannelse.

(12)

I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for LULUCF-sektoren i hver medlemsstat, og den omstændighed, at medlemsstaterne skal øge deres indsats for at nå deres nationale bindende mål, bør medlemsstaterne stadig have en række fleksibilitetsmuligheder til rådighed, herunder handelsoverskud til en mindstepris og udvidelse af den skovspecifikke fleksibilitet, samtidig med at målenes miljømæssige integritet respekteres.

(13)

Alternative bestemmelser vedrørende naturlige forstyrrelser (abiotiske og biotiske) såsom brande, skadedyr, sygedomsudbrud, storme og ekstreme oversvømmelser bør med henblik på at imødegå usikkerheder som følge af naturlige processer i LULUCF-sektoren være tilgængelige i 2032 for medlemsstater, der har gjort deres yderste for at tage hensyn til enhver holdning fra Kommissionen rettet til dem i forbindelse med korrigerende foranstaltninger, der blev indført ved denne ændringsforordning, såfremt de har udtømt alle andre fleksibilitetsmuligheder, som de har til rådighed, har truffet passende foranstaltninger for at mindske deres arealers sårbarhed over for sådanne forstyrrelser, og at Unionens 2030-mål for LULUCF-sektoren er nået.

(14)

Desuden bør der tages hensyn til klimaændringernes diffuse og langsigtede virkninger i modsætning til naturlige forstyrrelser, som i det væsentlige er mere midlertidige og geografisk afgrænsede. Dette bør også gøre det muligt at tage hensyn til følgevirkningerne af tidligere forvaltningsforanstaltninger, der er forbundet med en andel af organisk jord på forvaltede arealer, som i nogle få medlemsstater er usædvanligt høj i forhold til EU-gennemsnittet. De uudnyttede kompensationsbeløb, der er til rådighed i henhold til bilag VII i perioden 2021 til 2030, bør stilles til rådighed til dette formål på grundlag af dokumentation for Kommissionen fra de berørte medlemsstater på grundlag af den bedste tilgængelige videnskabelige viden og objektive, målbare og sammenlignelige indikatorer, såsom tørhedsindekset som omhandlet i De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, navnlig i Afrika (12), defineret som forholdet mellem den gennemsnitlige årlige nedbørsmængde og den gennemsnitlige årlige fordampning. En fordeling bør laves mellem medlemsstaterne i lyset af den forelagte dokumentation og på grundlag af forholdet mellem den mængde på 50 mio. ton CO2-ækvivalenter, der er til rådighed, og den samlede kompensationsmængde, som disse medlemsstater har anmodet om.

(15)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af bestemmelserne i forordning (EU) 2018/841 om fastsættelse af de årlige drivhusgasemissioner og -optag for hvert år i perioden fra 2026 til 2029 fastsat på grundlag af et lineært forløb, der udmunder i 2030-målet for medlemsstaterne, og for vedtagelse af detaljerede regler for metoden til dokumentation vedrørende langsigtede virkninger af klimaændringer, som ligger uden for medlemsstaternes kontrol, og vedrørende virkningerne af en usædvanlig stor andel af organisk jord bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (13).

(16)

Reglerne for forvaltning bør fastsættes på en måde, der fremmer en tidlig indsats for at nå Unionens mellemliggende klimamål for 2030 og Unionens mål om klimaneutralitet for hele økonomien efter forløbet for årene 2026 til 2029, der blev indført ved denne ændringsforordning. De principper, der er fastlagt i forordning (EU) 2018/842, bør finde tilsvarende anvendelse med en multiplikator, der beregnes på følgende måde: 108 % af forskellen mellem en medlemsstats budget for 2026-2029 og de tilsvarende rapporterede nettooptag lægges til det tal, som den pågældende medlemsstat rapporterer for 2030. Desuden bør der tages hensyn til et eventuelt underskud, som hver medlemsstat har akkumuleret frem til 2030, når Kommissionen forelægger forslag vedrørende perioden efter 2030.

(17)

Unionen og medlemsstaterne er parter i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (14) (»Århuskonventionen«). Offentlig kontrol og adgang til klage og domstolsprøvelse er væsentlige elementer i Unionens demokratiske værdier og redskaber til at varetage retsstatsprincippet.

(18)

For at muliggøre en hurtig og effektiv indsats, hvis Kommissionen finder, at en medlemsstat ikke gør tilstrækkelige fremskridt hen imod sit 2030-mål under hensyntagen til forløbet, budgettet for 2026-2029 og fleksibiliteten i henhold til denne forordning, bør der anvendes en mekanisme til korrigerende foranstaltninger for at hjælpe den pågældende medlemsstat med at komme tilbage på forløbet imod 2030 ved at sikre, at der træffes yderligere foranstaltninger, der fører til et øget nettooptag af drivhusgasser.

(19)

Drivhusgasopgørelserne vil blive forbedret gennem større brug af overvågningsteknologi og bedre viden. For de medlemsstater, der forbedrer deres metode til at beregne emissioner og optag, bør der indføres et koncept for metodologisk justering. Følgende spørgsmål kan f.eks. udløse en metodologisk justering: ændringer i rapporteringsmetoder, nye data eller korrektioner af statistiske fejl, medtagelse af nye kulstofpuljer eller -gasser, genberegning af historiske skøn baseret på ny videnskabelig dokumentation i overensstemmelse med IPCC's retningslinjer for nationale drivhusgasopgørelser fra 2006, medtagelse af nye rapporteringselementer og forbedret overvågning af naturlige forstyrrelser. En metodologisk justering bør lægges til den pågældende medlemsstats drivhusgasopgørelsesdata for at neutralisere virkningen af ændringerne i metoden på vurderingen af den kollektive opfyldelse af Unionens 2030-mål med henblik på at respektere den miljømæssige integritet.

(20)

I Europa anvendes nationale skovopgørelser til at tilvejebringe oplysninger til vurdering af skovøkosystemtjenester. Overvågningssystemet for skovopgørelser varierer fra land til land, da hvert land har sit eget skovopgørelsessystem med sin egen metode. Den nye EU-skovstrategi for 2030 understregede behovet for strategisk skovplanlægning i alle medlemsstater baseret på pålidelig overvågning og data, gennemsigtig forvaltning og koordineret udveksling på EU-plan. Med henblik herpå har Kommissionen meddelt, at den agter at fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag om oprettelse af en EU-dækkende integreret skovovervågningsramme.

(21)

For at ændre og supplere ikke-væsentlige bestemmelser i forordning (EU) 2018/841 og (EU) 2018/1999 bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår supplerende regler til forordning (EU) 2018/841 for at fastsætte regler for registrering og korrekt udførelse af operationer i det EU-register, der er oprettet i henhold til artikel 40 i forordning (EU) 2018/1999, og for så vidt angår ændring af del 3 i bilag V til forordning (EU) 2018/1999 ved at ajourføre listen over kategorier i overensstemmelse med relevant EU-lovgivning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (15). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(22)

I Kommissionens meddelelse af 17. september 2020 om styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 skitserede Kommissionen forskellige veje og politiske muligheder for at nå Unionens øgede klimamål for 2030. Den understregede, at opnåelse af klimaneutralitet vil kræve en betydelig intensivering af Unionens indsats i alle økonomiens sektorer. Kulstofdræn spiller en afgørende rolle i omstillingen til klimaneutralitet i Unionen, og navnlig landbrugs-, skovbrugs- og arealanvendelsessektorerne yder et vigtigt bidrag i den forbindelse. Hvis Kommissionen foretager en vurdering af anvendelsen af forordning (EU) 2018/841 som led i den revision, der indføres ved denne ændringsforordning, og udarbejder en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet, bør den omfatte de nuværende tendenser og fremtidige fremskrivninger af emissioner af drivhusgasser fra landbruget på den ene side og af emissioner og optag af drivhusgasser fra dyrkede arealer, græsarealer og vådområder på den anden side og undersøge reguleringsmæssige muligheder for at sikre, at de er i overensstemmelse med målet om at opnå langsigtede reduktioner af drivhusgasemissionerne i alle sektorer af økonomien i overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet og de mellemliggende klimamål. Desuden bør Kommissionen være særligt opmærksom på virkningerne af skovenes aldersstruktur, herunder når disse virkninger er forbundet med specifikke krigstids- eller efterkrigsomstændigheder, på en videnskabeligt robust, pålidelig og gennemsigtig måde og med henblik på at sikre skovenes modstandsdygtighed og tilpasningsevne på lang sigt.

Under hensyntagen til vigtigheden af, at hver sektor yder et rimeligt bidrag og det forhold, at omstillingen til klimaneutralitet kræver ændringer på tværs af hele det politiske spektrum og en kollektiv indsats fra alle sektorer i økonomien og samfundet, som fremhævet i den europæiske grønne pagt, bør Kommissionen, hvor det er relevant, fremsætte lovgivningsmæssige forslag, der fastsætter rammen for perioden efter 2030.

(23)

De forventede menneskeskabte ændringer i drivhusgasemissioner og optag i hav- og ferskvandsmiljøer kan være betydelige og forventes at variere i fremtiden som følge af ændringer i anvendelsen gennem f.eks. planlagte udvidelser af offshoreenergi, den potentielle forøgelse af akvakulturproduktionen og det stigende niveau af naturbeskyttelse, der er nødvendigt for at opfylde målene i EU's biodiversitetsstrategi for 2030. Disse emissioner og optag er i øjeblikket ikke medtaget i standardrapporteringstabellerne til UNFCCC. Når rapporteringsmetoden er vedtaget, kan Kommissionen overveje at rapportere om status, gennemførlighed af analyser og virkningen af at udvide rapporteringen til hav- og ferskvandsmiljøer på grundlag af den seneste videnskabelige dokumentation for disse strømme, når revisionen indføres ved nærværende ændringsforordning.

(24)

For at nå målet om klimaneutralitet senest i 2050 og sigte mod at opnå negative emissioner derefter er det yderst vigtigt, at drivhusgasoptag i Unionen løbende øges, samtidig med at de opretholder deres permanente karakter. Tekniske løsninger såsom bioenergi med CO2-opsamling og -lagring (»BECCS«) samt naturbaserede løsninger til opsamling og lagring af CO2-emissioner kan være nødvendige, hvor det er relevant. Navnlig er det nødvendigt, at individuelle landbrugere, jord- og skovejere eller skovforvaltere tilskyndes til at lagre mere kulstof på deres jord og i deres skove og i den forbindelse prioritere økosystembaserede tilgange og biodiversitetsvenlige metoder, f.eks. skovbrugsdrift tæt på naturen, braklægning, skovrejsning, genopretning af skovenes kulstoflagre, udvidelse af skovlandbrugsdækning, kulstofbinding i jorden og genopretning af vådområder samt andre innovative løsninger. Sådanne incitamenter forbedrer modvirkningen af klimaændringer og den overordnede emissionsreduktion på tværs af sektorer i bioøkonomien, herunder gennem anvendelse af bæredygtige høstede træprodukter, under fuld overholdelse af økologiske principper, der bidrager til biodiversitet og den cirkulære økonomi. Det bør være muligt at overveje at indføre en proces for medtagelse af bæredygtige kulstoflagringsprodukter under anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/841 i forbindelse med den revision, der indføres ved nærværende ændringsforordning, for at sikre overensstemmelse med Unionens andre miljømål samt IPCC-retningslinjerne.

(25)

I betragtning af betydningen af at yde finansiel støtte til jordejere og skovforvaltere for at nå de mål, der er fastsat i denne ændringsforordning, bør Kommissionen, når den vurderer udkastene til ajourføringer af de senest meddelte integrerede nationale energi- og klimaplaner i henhold til forordning (EU) 2018/1999, sikre, at den finansielle støtte, herunder den relevante andel af indtægterne fra auktioneringen af EU ETS-kvoter i henhold til direktiv 2003/87/EF, og som anvendes til LULUCF, rettes mod politikker og foranstaltninger, der er skræddersyet til at nå medlemsstaternes budgetter og mål som fastsat i denne ændringsforordning. Kommissionen bør i sin vurdering lægge særlig vægt på fremme af økosystembaserede tilgange og behovet for at sikre, at yderligere optag af drivhusgasser forbliver permanent, under hensyntagen til eksisterende lovgivning.

(26)

Fastsættelsen af Unionens 2030-mål er baseret på opgørelsesdata indberettet af medlemsstaterne for 2016, 2017 og 2018. De indsendte opgørelsesrapporters robusthed er af stor betydning. De metoder, som medlemsstaterne anvender, bør derfor verificeres, hvis nettooptagene er faldet betydeligt for årene 2016, 2017 og 2018. I overensstemmelse med princippet om gennemsigtighed og for at øge tilliden til de fremskridt, der gøres med rapporteringen, bør resultaterne af disse verifikationer gøres offentligt tilgængelige. På grundlag af disse verifikationer bør Kommissionen, hvor det er relevant, fremsætte forslag for at sikre, at Unionen fortsat er på rette vej til at opfylde sit mål om et nettooptag på 310 mio. ton.

(27)

Med henblik på at fastsætte et forløb for medlemsstaternes nettooptag af drivhusgasser for perioden fra 2026 til 2029 bør Kommissionen foretage en samlet revision for at verificere dataene i drivhusgasopgørelserne for 2021, 2022 og 2023. Til dette formål bør der foretages en samlet revision i 2025 ud over de samlede revisioner, som Kommissionen skal foretage i 2027 og 2032 i henhold til artikel 38 i forordning (EU) 2018/1999.

(28)

Værdierne for hver medlemsstat for trækronedækningsgrad i bilag II til forordning (EU) 2018/841 bør tilpasses til de værdier, der indberettes til UNFCCC, eller forventede ajourføringer af disse værdier.

(29)

Som følge af indførelsen af de rapporteringsbaserede mål som resultat af denne ændringsforordning skal drivhusgasemissionerne og optagene estimeres med en højere grad af nøjagtighed. Ifølge EU's biodiversitetsstrategi for 2030, Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 om en jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem, den nye EU-skovbrugsstrategi for 2030, EU's jordbundsstrategi for 2030, Kommissionens meddelelse af 15. december 2021 om bæredygtige kulstofkredsløb, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (16) som revideret og Kommissionens meddelelse af 24. februar 2021 om Opbygning af et klimarobust Europa – den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer skal overvågningen af jordarealer forbedres for at bidrage til at beskytte og øge modstandsdygtigheden for naturbaserede kulstofoptag i hele Unionen. Overvågningen og rapporteringen af emissioner og optag skal opgraderes, såfremt det er relevant, ved hjælp af avancerede teknologier, der er tilgængelige under EU-programmer, f.eks. Copernicus, og de digitale data, der indsamles under den fælles landbrugspolitik, ved anvendelse af den dobbelte omstilling med grøn og digital innovation.

(30)

Der bør indføres kortlægnings- og tilsynsbestemmelser, både i marken og overvågning via telemåling, for at give medlemsstaterne mulighed for geografisk eksplicitte oplysninger til at identificere prioriterede områder, som har potentiale til at bidrage til klimaindsatsen. Som led i en generel forbedring af overvågning, rapportering og verifikation bør arbejdet også fokusere på at harmonisere og forfine databaser over aktivitets- og emissionsfaktorer for at forbedre drivhusgasopgørelserne.

(31)

Målene for denne forordning, nemlig tilpasningen, i lyset af den forordning (EU) 2021/1119, af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende LULUCF sektoren, der bidrager til opnåelse af målene i Parisaftalen og opfyldelse af Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissioner for perioden fra 2021 til 2030, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan. Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende forordning ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at opfylde disse mål.

(32)

Forordning (EU) 2018/841 og (EU) 2018/1999 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —