3.3.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 67/7


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2023/451

af 25. november 2022

om præcisering af de faktorer, der skal tages i betragtning af den kompetente myndighed og tilsynskollegiet ved vurderingen af centrale modparters genopretningsplan

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og om ændring af forordning (EU) nr. 1095/2010, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 806/2014 og (EU) 2015/2365 samt direktiv 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2007/36/EF, 2014/59/EU og (EU) 2017/1132 (1), særlig artikel 10, stk. 12, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager en CCP's kapitalstruktur og risikoprofil i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje, om genopretningsplanen er hensigtsmæssig med henblik på at sikre, at CCP'ens finansielle ressourcer er tilstrækkelige, herunder om nødvendigt til at sikre en rettidig rekapitalisering af CCP'en, supplering af dens præfinansierede ressourcer og til at afhjælpe eventuelle finansierings- og likviditetsmangler.

(2)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager en CCP's default waterfall i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje, om strukturen i CCP'ens regler vedrørende default waterfall og tabsfordeling er tilstrækkelig til at understøtte alle tænkelige scenarier for tab som følge af misligholdelse, og om denne tabsfordeling er retligt eksigibel.

(3)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager kompleksiteten af en CCP's organisatoriske struktur i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje, om CCP'ens ejerstruktur og ledelsesordninger er tilstrækkeligt klare og praktisk anvendelige til at bekræfte genopretningsplanens gennemførlighed og sikre en gnidningsløs gennemførelse af genopretningsforanstaltningerne.

(4)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager substituerbarheden af en CCP's aktiviteter i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje, hvordan CCP'ens genopretningsplan planlægger, at en del af eller alle CCP'ens clearingydelser kan leveres af andre EU-CCP'er, der er meddelt tilladelse, eller anerkendte tredjelands-CCP'er for at mindske risikoen for forstyrrelse af ydelser, der er afgørende for realøkonomien og den finansielle stabilitet.

(5)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager en CCP's risikoprofil i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje den pågældende CCP's forretningselementer og ledelsesmæssige og juridiske risici for at vurdere, om CCP'en er i stand til hurtigt og effektivt at træffe de foranstaltninger, der er fastsat i genopretningsplanen, uanset CCP'ens særlige forhold.

(6)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager en CCP's parathed til at modstå stress, som ville bringe CCP'ens levedygtighed i fare, i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje tilstrækkeligheden af de scenarier og indikatorer, der indgår i genopretningsplanen, i lyset af den pågældende CCP's særlige forhold for at sikre troværdigheden af CCP'ens parathed til at håndtere et sådant stress.

(7)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager en CCP's forretningsmodel i betragtning med henblik på at vurdere den pågældende CCP's genopretningsplan, bør de overveje egnetheden af identificeringen af kritiske funktioner i genopretningsplanen, og hvordan genopretningsplanen omfatter salg af aktiver eller forretningsområder for at foregribe virkningerne af aktiveringen af genopretningsplanen for clearingmedlemmer, deres kunder og indirekte kunder samt outsourcingordninger.

(8)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager indvirkningen af en CCP's genopretningsplan på visse enheder i forbindelse med kommunikation, i betragtning bør de overveje, om CCP'ens kommunikations- og offentliggørelsesprocedurer er tilstrækkelige med hensyn til at udveksle oplysninger så gennemsigtigt som muligt og håndtere potentielt negative markedsreaktioner på CCP'ens problemer.

(9)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager konsekvenserne af en CCP's genopretningsplan for clearingmedlemmer i betragtning, bør de overveje, hvordan CCP'en vurderer kompleksiteten af dens clearingmedlemskab for at foregribe genopretningsplanens konsekvenser for clearingmedlemmers kunder og indirekte kunder og tage hensyn til deres kontraktlige forpligtelser i ethvert genopretningsscenario.

(10)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager konsekvenserne af en CCP's genopretningsplan for tilknyttede markedsinfrastrukturer i betragtning, bør de overveje, om gennemførelsen af CCP'ens genopretningsforanstaltninger kan påvirke driften af en tilknyttet infrastruktur, for at foretage en korrekt evaluering af afviklingsplanens konsekvenser for interoperabiliteten.

(11)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager konsekvenserne en CCP's genopretningsplan for finansielle markeder, der betjenes af CCP'en, herunder handelspladser, i betragtning, bør de overveje enhver forbindelse til den pågældende CCP's handelspladser for at foregribe alle væsentlige konsekvenser af genopretningsforanstaltningerne for en handelsplads' evne til at behandle handler eller fastsætte priser.

(12)

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tager konsekvenserne af en CCP's genopretningsplan for det finansielle system i enhver medlemsstat og Unionen som helhed i betragtning, bør de evaluere konsekvenserne af genopretningsforanstaltninger for enheder med væsentlige forbindelser til den pågældende CCP, clearingmedlemmer og FMI'er for at overveje enhver afsmitningsrisiko, der kan opstå som følge af aktiveringen af genopretningsplanen. De bør også overveje hensigtsmæssigheden af de incitamenter, der indføres med genopretningsplanen, for at sikre, at genopretningsforanstaltningerne og værktøjerne til fordeling af tab kan optimere sandsynligheden for en vellykket genopretning med en retfærdig og forholdsmæssig fordeling af omkostningerne mellem CCP'ens aktionærer, clearingmedlemmer og deres kunder.

(13)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har forelagt for Kommissionen.

(14)

ESMA udarbejdede udkastet til tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, i samarbejde med Det Europæiske System af Centralbanker og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici. ESMA afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2), om rådgivning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Vurdering af en CCP's kapitalstruktur og finansielle risiko

Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne vurderer tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til den pågældende CCP's kapitalstruktur og finansielle risiko skal de tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om der er uoverensstemmelser mellem CCP'ens kapitalstruktur og de genopretningsforanstaltninger, der skal sikre rettidig rekapitalisering af CCP'en, hvis dens kapitalniveau falder under meddelelsestærsklen eller kapitalkravene

b)

om genopretningsplanen behørigt tager højde for det yderligere beløb af præfinansierede egne dedikerede ressourcer, der er omhandlet i artikel 9, stk. 14, i forordning (EU) 2021/23

c)

om foranstaltningerne i genopretningsplanen, i betragtning af de clearede produkttyper, er veludformede, gennemførlige, troværdige og egnede til, at CCP'en kan:

i)

genoprette CCP'ens matched book og kapital

ii)

supplere præfinansierede ressourcer

iii)

opretholde adgangen til tilstrækkelige likviditetskilder

iv)

opretholde eller genoprette CCP'ens finansielle levedygtighed og sundhed ved at iværksætte visse genopretningsværktøjer eller -foranstaltninger, herunder værktøjer til fordeling af tab som f.eks. cash calls til genopretning, nedbringelse af værdien af gevinster, som CCP'en skal betale til ikkemisligholdende clearingmedlemmer, positionsfordeling og andre likviditetsforanstaltninger

d)

om foranstaltningerne i genopretningsplanen er behørigt afprøvet med henblik på fordeling og prisfastsættelse

e)

om foranstaltningerne i genopretningsplanen og de værktøjer, der er omhandlet i litra c), nr. iv), er tilstrækkeligt pålidelige og umiddelbart til rådighed i tilfælde af både idiosynkratiske og systemdækkende genopretningshændelser

f)

om genopretningsplanen omfatter ordninger til afhjælpning af både finansieringsmangler og midlertidige likviditetsmangler og specificerer de likviditetsordninger, der er til rådighed for CCP'en

g)

om foranstaltningerne i genopretningsplanen tager hensyn til marginmodellen og marginprocesserne samt rammen for sikkerhedsstillelse, herunder en liste over accepteret sikkerhedsstillelse og haircuts i forbindelse med sikkerhedsstillelse inden for CCP'en, og navnlig samtlige følgende:

i)

det maksimale beløb for marginer, der opkræves af CCP'en

ii)

hvis det er relevant, de maksimale bidrag til misligholdelsesfonden, der kræves for hver misligholdelsesfond i CCP'en

iii)

et skøn over det største samlede beløb, der kan forfalde til betaling på en enkelt dag, hvis et eller to af de største enkelte clearingmedlemmer og deres tilknyttede selskaber misligholder deres forpligtelser under ekstreme, men plausible markedsvilkår

iv)

muligheden for at overføre ressourcer eller likviditet på tværs af forretningsområder

h)

om det i genopretningsplanen påtænkes at anvende stående centralbankfaciliteter og klart identificeres, hvilke aktiver, der forventes at kunne betragtes som sikkerhed i henhold til betingelserne i centralbankfaciliteten.

Artikel 2

Vurdering af en CCP's default waterfall

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til CCP'ens default waterfall ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om default waterfall og forskellige former for tabsspredning er klart angivet, og om konsekvenserne af eventuelle tab er modelleret i overensstemmelse med reglerne for fordeling af disse tab, herunder ordninger mellem CCP'en og dens clearingmedlemmer og CCP'ens overordnede risikostyringsramme, såsom CCP'ens regelsæt

b)

om relevante retlige risici er blevet vurderet og adresseret med henblik på at sikre, at waterfall kan håndhæves, herunder med hensyn til clearingmedlemmer, der er hjemmehørende i tredjelandsjurisdiktioner.

Artikel 3

Vurdering af en CCP's organisatoriske struktur

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til kompleksiteten af den organisatoriske struktur ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om CCP'ens ejerstruktur kan påvirke genopretningsplanen

b)

hvordan CCP'ens ejerskabsstruktur afspejles i CCP'ens incitamentsstrukturer eller beslutningsprocesser

c)

hvordan krav til ejere i henhold til genopretningsplanen kan påvirke genopretningsplanen, herunder hvis kontraktlige aftaler om støtte fra moderselskabet eller koncernstøtte udgør en del af genopretningsplanen, og navnlig vurdere:

i)

pålideligheden og eksigibiliteten af en sådan støtte

ii)

om genopretningsplanen tager behørigt hensyn til og adresserer tilfælde, hvor sådanne støtteaftaler ikke kan indfris

d)

om CCP'ens forbindelser til en enhed i samme koncern vurderes tilstrækkeligt til at sikre, at der tages højde for enhver risiko for afsmitning, der kan opstå, i tilfælde af at en koncernvirksomhed er underlagt finansielle begrænsninger eller misligholder sine forpligtelser, og en vurdering af, hvordan disse forbindelser kan påvirke anvendeligheden af foranstaltningerne i genopretningsplanen

e)

om de politikker og procedurer, der gælder for godkendelse af genopretningsplanen og identifikation af de personer i organisationen, der er ansvarlige for udarbejdelsen og gennemførelsen af genopretningsplanen, er hensigtsmæssige, klare og praktisk anvendelige

f)

om genopretningsplanen er stemmer overens med CCP'ens ledelsesstruktur og CCP'ens beslutningsprocesser og interne ledelse

g)

om kompleksiteten af CCP'ens interne organisation kan være en hindring for rettidige foranstaltninger, eller om processerne sandsynligvis vil fungere effektivt med klare beslutningskæder og klart definerede ansvarsområder

h)

om genopretningsplanen er klar og praktisk anvendelig i procedurer og handlingsplaner, herunder procedurer for beslutningsprocesser, detaljerede kontaktark fra enhver person, der er relevant for genopretningsplanens proces, muligheder for fjernadgang og tilgængelighed for beslutningstagere, og om genopretningsplanen har procedurer til at få adgang til nøglepersoner både på og uden for stedet

i)

om genopretningsplanen, hvor det er påkrævet, reelt er medtaget i CCP'ens forretningsbetingelser

j)

om CCP'en har indført passende regler og procedurer til regelmæssigt at teste sin genopretningsplan med sine clearingmedlemmer og om muligt identificere deres kunder og indirekte kunder.

Artikel 4

Vurdering af substituerbarheden af en CCP's aktiviteter

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til substituerbarheden af CCP'ens aktiviteter ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om der i genopretningsplanen er taget hensyn til, om andre CCP'er, der er meddelt tilladelse eller anerkendt i henhold til artikel 14 eller artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (3), leverer nogle af eller alle de clearingydelser, der leveres af CCP'en

b)

i hvilket omfang genopretningsplanen ved hjælp af de oplysninger, som CCP'en har til rådighed, indeholder nærmere oplysninger om, hvordan clearingydelser leveret af en anden CCP er blevet identificeret, og om sådanne identificerede tjenesteydelser fra andre CCP'er er etablerede ydelser eller nyetablerede clearingydelser

c)

hvis genopretningsplanen omfatter mulighed for at overføre transaktioner eller hel eller delvis overførsel af ikkekritiske aktiviteter til en anden tjenesteudbyder, og:

i)

om denne mulighed præsenteres sammen med en vurdering af dens levedygtighed på grundlag af de oplysninger, som CCP'en har til rådighed

ii)

hvordan genopretningsplanen tager højde for det tilfælde, at det ikke vil være muligt at gennemføre en sådan mulighed for at overføre transaktioner eller overførsel af ikkekritiske aktiviteter.

Artikel 5

Vurdering af en CCP's risikoprofil

1.   De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til CCP'ens risikoprofil ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om CCP'ens genopretningsplan samlet set omfatter og indeholder passende foranstaltninger til at adressere forskellige typer risici og plausible kombinationer heraf, som kan kræve anvendelse af de genopretningsværktøjer, der er omhandlet i artikel 1, litra c), nr. iv)

b)

om risikoen for forstyrrelser hidrørende fra både CCP'en og andre enheder og tjenesteudbydere, som CCP'en er eksponeret for, herunder clearing, investering, deponering og betalinger, vurderes og afbødes i genopretningsplanen

c)

om genopretningsplanen tager hensyn til arten, størrelsen og kompleksiteten af CCP'ens forretninger, og hvordan disse elementer afspejles i de foranstaltninger, som CCP'en foreslår

d)

om CCP'en uafhængigt kan anvende genopretningsplanen uden indblanding fra andre enheder i samme koncern, og, om muligt, om eventuelle afsmittende virkninger på andre koncernenheder og den indbyrdes finansielle afhængighed er klart identificeret

e)

om genopretningsplanen tager hensyn til miljørisici og risikoen for cyberangreb, der kan føre til en betydelig forværring af CCP'ens finansielle situation og eventuelle andre risici, der er identificeret ved stresstest udført i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i forordning (EU) nr. 648/2012 og artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1095/2010, hvis det er relevant for genopretningsplanen

f)

om de retlige risici er blevet vurderet i genopretningsplanen, og navnlig om alle foranstaltningerne i genopretningsplanen er lovlige, gyldige, bindende og eksigible

g)

om ordningerne, aftalerne og kontrakterne, herunder CCP'ens forretningsbetingelser og aftaler med tjenesteudbydere, er klare, juridiske, gyldige, bindende og eksigible og kan påklages for at sikre, at risiciene for søgsmål og retssager håndteres og minimeres

h)

om der er indhentet juridiske udtalelser, hvor det er nødvendigt, for at dokumentere den retlige gyldighed og eksigibiliteten af genopretningsforanstaltningerne og -aftalerne, navnlig hvis aftalens modpart befinder sig i et tredjeland

i)

hvis CCP'ens bestyrelse har besluttet ikke at følge risikoudvalgets anbefaling i forbindelse med godkendelsen af CCP'ens genopretningsplan, om den begrundelse, som CCP'en har givet både medlemmerne af risikoudvalget og sin kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 9, stk. 18, i forordning (EU) 2021/23, er tilstrækkelig.

2.   Med henblik på stk. 1, litra a), omfatter de typer risici, der skal tages i betragtning, afhængigt af CCP'en, operationelle risici og risici vedrørende kredit, likviditet, generelle forretninger, deponering, afvikling og investeringer samt markedsmæssige, systemiske, miljømæssige og klimamæssige risici.

3.   Med henblik på stk. 1, litra c), kan de aspekter, der er omhandlet i nævnte litra, vurderes i genopretningsplanen under hensyntagen til alle følgende aspekter af CCP'ens forretning:

a)

typen af finansielle instrumenter, der er clearet eller skal cleares af CCP'en

b)

de finansielle instrumenter, der er clearet eller skal cleares af CCP'en, og som er omfattet af clearingforpligtelsen omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) nr. 648/2012

c)

de gennemsnitlige værdier, der cleares af CCP'en over et år, pr. produkttype og pr. valuta, både i absolutte tal og i forhold til CCP'ens kapital, for hvert clearingmedlem og, hvis det er muligt, for hver kunde

d)

om de transaktioner, der cleares af CCP'en, gennemføres på en EU-handelsplads, på en tredjelandshandelsplads, der anses for ækvivalent i henhold til artikel 2a i forordning (EU) nr. 648/2012, eller en OTC

e)

de medlemsstater, hvor CCP'en leverer eller har til hensigt at levere ydelser og CCP'ens andre aktiviteter på tværs af grænser.

Artikel 6

Vurdering af CCP'ens risikoprofil i forhold til CCP'ens parathed

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til tidsplanen, scenarierne og indikatorerne i genopretningsplanen. Når de kompetente myndigheder og tilsynskollegierne foretager denne vurdering skal de tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om genopretningsplanens planlagte anvendelse og udformede strategi:

i)

afspejler CCP'ens risikoprofil som følge af dens forretningsmodel og produktsammensætning, herunder overvejelser vedrørende dens markedslikviditet, markedskoncentration, direkte clearingmedlemmers og deres kunders rolle, afviklingsmetoder, valutaer og clearingtidspunkter samt betjente handelspladser

ii)

tager CCP'ens specifikke struktur og organisatoriske struktur i betragtning, herunder overvejelser vedrørende dens adskillelse af default waterfall og muligheder for risikodeling på tværs af ydelser

iii)

tager CCP'ens afhængighed af relevante enheder i betragtning, herunder tilknyttede koncernenheder og tredjeparter

b)

om rammerne af de kvantitative og kvalitative indikatorer i genopretningsplanen identificerer de omstændigheder, hvorunder foranstaltningerne i genopretningsplanen skal træffes.

Artikel 7

Vurdering af CCP'ens risikoprofil i forhold til forretningsmodellen

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til den operationelle risiko ved CCP'ens forretningsmodel ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om CCP'ens kritiske funktioner er korrekt identificeret

b)

om de forberedende foranstaltninger til at lette salget af aktiver eller forretningsområder, jf. genopretningsplanen, er egnede for CCP'en under hensyntagen til samtlige følgende:

i)

om procedurerne for fastsættelse af værdien og salgbarheden af CCP'ens centrale forretningsområder, aktiviteter og aktiver egner sig til en hurtig og pålidelig vurdering

ii)

om den planlagte tidsramme for forberedelsen af salget er hensigtsmæssig i betragtning af typen af clearede instrumenter og omfanget af salget

iii)

om vurderingen af de potentielle konsekvenser af et sådant salg for CCP'ens aktiviteter afspejler CCP'ens specifikke aktiviteter, dvs. den type produkter, der cleares, eller de marginmetoder, der finder anvendelse på produkter og kontostrukturer

iv)

om konsekvenserne af forretningsområdernes forberedende ordninger for clearingmedlemmer og deres kunder og indirekte kunder, hvor det er muligt at identificere dem, vurderes tilstrækkeligt, og om eventuelle negative virkninger afbødes

c)

hvis CCP'en clearer flere produkter, om CCP'en har overvejet muligheden for at opdele et salg mellem produkter, og om der er blevet identificeret eventuelle hindringer som følge af en sådan opdeling, eller om der er konstateret andre virkninger for genopretningsplanen ved et sådant opsplittet salg

d)

om antallet og betydningen af forskellige forbindelser med enheder, herunder likviditetsudbydere, afviklingsbanker, platforme, depositarer, investeringsagenter, banker eller tjenesteudbydere, er blevet vurderet i genopretningsplanen, og hvordan sådanne forbindelser påvirker genopretningsforanstaltningerne og genopretningsplanens effektivitet

e)

om betydningen eller væsentligheden af hver forbindelse er blevet vurderet, herunder med hensyn til clearede mængder og finansielle eksponeringer i henhold til disse ordninger

f)

om outsourcingaftaler, der omfatter en del af CCP'ens kerneaktiviteter, er blevet tilstrækkeligt vurderet, og om identificerede risici er blevet afbødet

g)

hvordan genopretningsplanens retlige eksigibilitet over for tjenesteudbydere af outsourcingaftaler som omhandlet i litra f) er blevet vurderet, og hvorvidt udbyderen af sådanne outsourcede ordningers manglende evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til outsourcingordningerne er blevet vurderet på tilfredsstillende vis, og hvordan disse risici er blevet afbødet i genopretningsplanen.

Artikel 8

Vurdering af de samlede konsekvenser for visse enheder i forbindelse med en CCP's kommunikations- og offentliggørelsesplan

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til den CCP'ens kommunikations- og offentliggørelsesplan ved at tage hensyn til de samlede konsekvenser, som gennemførelsen af genopretningsplanen vil have for de enheder eller markeder, der er omhandlet i artikel 10, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2021/23, og navnlig ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om CCP'ens kommunikations- og offentliggørelsesplan er i overensstemmelse med afsnit A, punkt 3, i bilaget til forordning (EU) 2021/23, og navnlig om CCP'ens kommunikations- og offentliggørelsesplan:

i)

omfatter en plan for, hvordan oplysninger skal deles så gennemsigtigt som muligt med CCP'ens interessenter, herunder clearingmedlemmer og det finansielle marked generelt

ii)

udstikker klare retningslinjer for, hvordan forventningerne håndteres, og omfatter en plan for at minimere potentielt negative markedsreaktioner, når der offentliggøres oplysninger

b)

om CCP'ens kommunikations- og offentliggørelsesplan indeholder klare procedurer for, hvordan og hvornår der skal udveksles oplysninger med forskellige enheder, med klare beskrivelser af, hvordan sådanne procedurer har taget hensyn til retlige krav og andre bindende krav.

Artikel 9

Vurdering af en CCP's genopretningsplans samlede konsekvenser for clearingmedlemmer, deres kunder og indirekte kunder

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere genopretningsplanens tilstrækkelighed med hensyn til dens samlede konsekvenser for CCP'ens clearingmedlemmer og, hvis disse oplysninger er tilgængelige for CCP'en, for deres kunder og indirekte kunder, herunder hvis disse kunder og indirekte kunder er blevet udpeget som andre systemisk vigtige institutter (O-SII'er), ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om genopretningsplanen afspejler kompleksiteten af CCP'ens clearingmedlemskab korrekt, herunder samtlige følgende:

i)

niveauet for kundeclearing i CCP'en

ii)

antallet af etablerede clearingmedlemmer:

1)

inden for CCP'ens jurisdiktion

2)

i en anden medlemsstat

3)

i et tredjeland

iii)

koncentrationen af medlemskabet

b)

om genopretningsplanen har taget hensyn til de samlede konsekvenser for clearingmedlemmer og, hvis disse oplysninger er tilgængelige for CCP'en, for deres kunder og indirekte kunder, af en eventuel forstyrrelse af CCP'ens clearingydelser, herunder potentielle virkninger for adgangen til clearing og andre virkninger som følge af CCP'ens forretningsbetingelser

c)

om genopretningsplanen har taget hensyn til den potentielle virkning af de aftalte foranstaltninger, der skal træffes i henhold til genopretningsplanen, for clearingmedlemmer og, hvis det er relevant, for deres kunder og indirekte kunder

d)

om clearingmedlemmerne og, hvis det er relevant, deres kunder og indirekte kunder i henhold til CCP'ens forretningsbetingelser har aftalt finansielle eller kontraktlige forpligtelser, herunder hvordan forpligtelsens størrelse beregnes, om der anvendes et maksimumsbeløb eller et loft, om beløbet er et på forhånd aftalt beløb eller vil blive udledt som en funktion af medlemmets eller kundens eksponeringer, og hvordan der vil blive anmodet om sådanne ressourcer.

Artikel 10

Vurdering af en CCP's genopretningsplans samlede konsekvenser for tilknyttede FMI'er

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til de samlede konsekvenser for tilknyttede finansielle markedsinfrastrukturer (FMI'er) ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om genopretningsplanen vurderer de potentielle konsekvenser af anvendelsen af genopretningsforanstaltningerne på en interoperabel CCP og på andre FMI'er, der er knyttet til CCP'en, ved at vurdere betydningen af CCP'ens involvering i disse enheder

b)

om genopretningsplanen omhandler eventuelle interoperabilitetsaftaler eller aftaler om cross-margining med andre CCP'er og omfanget af sådanne ordninger, herunder clearede mængder og finansielle ressourcer, der udveksles som led i disse ordninger

c)

om konsekvenserne af gennemførelsen af en eller flere af foranstaltningerne i genopretningsplanen kan påvirke adgangen til andre FMI'er, og hvis der konstateres hindringer eller begrænsninger, hvordan de afbødes

d)

om tilknyttede FMI'er og interessenter, der ville lide tab, pådrage sig omkostninger eller bidrage til at dække manglende likviditet, hvis genopretningsplanen blev gennemført, har været inddraget i processen med udarbejdelsen af planen på en effektiv og tilfredsstillende måde i overensstemmelse med artikel 9, stk. 16, i forordning (EU) 2021/23.

Artikel 11

Vurdering af en CCP's genopretningsplans samlede konsekvenser for finansielle markeder, herunder handelspladser, der betjenes af CCP'en

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til de samlede konsekvenser for finansielle markeder, herunder handelspladser, der betjenes af CCP'en, ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

om den potentielle virkning af at anvende genopretningsforanstaltningerne på handelspladser samt andre handelskilder med tilknytning til CCP'en er blevet vurderet i genopretningsplanen, herunder en vurdering af betydningen af CCP'ens involvering i disse enheder, og om konsekvenserne udgør en trussel mod de pågældende enheders stabilitet

b)

om CCP'en ud over clearingydelser leverer andre eller accessoriske væsentlige eller betydelige tjenesteydelser i tilknytning til clearing, og om en foranstaltning i henhold til genopretningsplanen kan have konsekvenser for det finansielle marked, som CCP'en betjener, hvis CCP'en leverer sådanne andre eller accessoriske væsentlige eller betydelige tjenesteydelser.

Artikel 12

Vurdering af en CCP's genopretningsplans samlede konsekvenser for det finansielle system i enhver medlemsstat og i Unionen som helhed

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne skal vurdere tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til de samlede konsekvenser for det finansielle system i enhver medlemsstat og i Unionen som helhed ved at tage hensyn til samtlige følgende faktorer:

a)

hvorvidt genopretningsplanens potentielle konsekvenser er blevet vurderet for:

i)

den finansielle stabilitet i enhver medlemsstat og i Unionen som helhed, der opstår som følge af mulige afsmittende virkninger, herunder med hensyn til kreditrisici, likviditetsrisici eller operationelle risici for clearingdeltagere og indbyrdes afhængige FMI'er

ii)

det finansielle system i enhver medlemsstat og i Unionen som helhed, der er et resultat af, at en eller flere enheder, der er knyttet til CCP'en, eller selve CCP'en påvirkes af genopretningsplanen

b)

om resultaterne af analyser, der lejlighedsvis er foretaget af ESMA, er taget i betragtning og afspejles i genopretningsplanen, hvis det er relevant for genopretningsplanen, med henblik på at vurdere genopretningsplanens bredere indvirkning på den systemiske risiko, og om eventuelle relevante opdagelser eller betænkeligheder så vidt muligt afbødes i den pågældende plan

c)

om væsentlige forbindelser med enheder, herunder likviditetsudbydere, afviklingsbanker, platforme, depositarer, investeringsagenter, banker eller tjenesteudbydere, er blevet taget i betragtning ved at vurdere, hvordan genopretningsplanen kan påvirke de tilknyttede enheders aktiviteter, og om foranstaltningerne i genopretningsplanen er egnede og brugbare for enheder med væsentlige forbindelser, der er identificeret, eller kan have en væsentlig negativ indvirkning på det finansielle system i enhver medlemsstat og i Unionen som helhed

d)

om likviditetsudbydere, der er underlagt tilsyn af CCP'ens kompetente myndighed, eller i det omfang der foreligger oplysninger om deres likviditetseksponeringer, giver anledning til koncentrerede likviditetseksponeringer som følge af de mange roller, som disse likviditetsudbydere kan spille for flere CCP'er, herunder som clearingmedlem, betalingsbank, investeringsbank, depositar eller udbyder af en likviditetsbagstopperordning.

Artikel 13

Incitamenter

De kompetente myndigheder og tilsynskollegierne tilstrækkeligheden af en CCP's genopretningsplan med hensyn til at skabe passende incitamenter for CCP'ens ejere, clearingmedlemmer og om muligt deres kunder, hvis det er relevant, til at kontrollere den risiko, som CCP'ens ejere, clearingmedlemmer og deres kunder medfører eller pådrager sig i systemet, overvåge CCP'ens risikotagnings- og risikostyringsaktiviteter og bidrage til CCP'ens misligholdelsesstyringsproces ved at tage samtlige følgende faktorer i betragtning:

a)

om incitamenterne øger sandsynligheden for en vellykket genopretning, og om genopretningsplanen indeholder nærmere oplysninger om incitamenterne for forskellige interessenter, idet der, hvor det er relevant, gives eksempler på, hvordan der i krisetider kan tilskyndes til frivillige eller valgfrie bidrag ud over de aftalte bidrag i henhold til CCP'ens forretningsbetingelser

b)

om anmodninger om ressourcer, bidrag eller fordeling af omkostninger i forbindelse med genopretningsplanen skaber passende incitamenter for CCP'en, dens clearingmedlemmer, deres kunder og indirekte kunder, for så vidt som disse direkte og indirekte kunder kendes, aktionærer og andre enheder inden for samme koncern, til at handle på en måde, der minimerer risici og potentielle omkostninger

c)

om strukturen i misligholdelsesstyringsprocessen tilskynder clearingmedlemmerne og deres kunder til at deltage i misligholdelsesstyringen ved hjælp af genopretningsværktøjer og de ressourcer, der skal stilles til rådighed for CCP'en i forbindelse med en genopretning, herunder sanktioner i tilfælde af manglende tilvejebringelse af forpligtede ressourcer, hvis dette er aftalt, herunder tilrådighedsstillelse af udstationeret personale til at bistå med genopretningsstyringen eller til at afgive bud på en auktion

d)

om ordningerne og foranstaltningerne vedrørende auktioner over misligholdende medlemmers positioner i tilstrækkelig grad tilskynder ikkemisligholdende clearingmedlemmer til at afgive bud og er velorganiserede, og om disse ordninger og foranstaltninger skaber de incitamenter, der er omhandlet i genopretningsplanen

e)

om forbindelsen mellem clearingmedlemmernes aktiviteter og deres potentielle tab som følge af genopretningsplanen skaber et passende incitament til at gøre en vellykket genopretning mere sandsynlig, herunder om tabene eller et loft over potentielle tab står i et rimeligt forhold til en parameter for medlemmets aktivitet baseret på variationsmarginer, initialmarginer, bidrag til misligholdelsesfonde eller andre risikobaserede og aktivitetsbaserede parametre

f)

om CCP'ernes mekanismer til at inddrage tilknyttede FMI'er og interessenter, som ville lide tab, pådrage sig omkostninger eller bidrage til at dække manglende likviditet, hvis genopretningsplanen blev gennemført, i processen med udarbejdelsen af genopretningsplanen og deltage i relevante risikostyringsdrøftelser, er velorganiserede og skaber passende incitamenter til at sikre balancen mellem de tilknyttede FMI'ers og interessenters interesser

g)

om inddragelsen af clearingmedlemmer og eventuelt deres kunder eller andre enheder, der er knyttet til CCP'en, i leveringen af tjenesteydelser med henblik på at afbøde tab i tilfælde af genopretning, giver de rette incitamenter til at levere passende tjenesteydelser til CCP'en, herunder fungere som repomodpart og tilvejebringe likviditet.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 22 af 22.1.2021, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).