|
24.1.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 22/15 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/158
af 23. januar 2023
om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 for så vidt angår visse planter til plantning af Prunus domestica og Prunus cerasifera med oprindelse i Ukraine
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 42, stk. 4, første afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (2) oprettes der på grundlag af en foreløbig risikovurdering en liste over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter. |
|
(2) |
Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2018 (3) er der fastsat særlige regler om den procedure, der skal følges for at udarbejde risikovurderingen af højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter, jf. artikel 42, stk. 4, i forordning (EU) 2016/2031. |
|
(3) |
Efter en foreløbig risikovurdering blev 34 slægter og én art af planter til plantning med oprindelse i alle tredjelande opført i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 som højrisikoplanter, og blandt disse findes slægten Prunus L. |
|
(4) |
Den 18. oktober 2019 indgav Ukraine en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af barrodsplanter, der er hvilende og frie for blade, til plantning af Prunus domestica podet på Prunus cerasifera-grundstammer. Anmodningen var ledsaget af det relevante tekniske dossier. |
|
(5) |
Den 17. maj 2022 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af Prunus domestica-planter til plantning fra Ukraine (4). Autoriteten identificerede Lopholeucaspis japonica, Eotetranychus prunicola, Erwinia amylovora og Xanthomonas arboricola pv. pruni som skadegørere, der er relevante for de pågældende planter til plantning, vurderede de risikobegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i dossieret, og vurderede sandsynligheden for, at varen er fri for disse skadegørere. |
|
(6) |
Lopholeucaspis japonica er opført som EU-karantæneskadegører i bilag II til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (5). Erwinia amylovora og Xanthomonas arboricola pv. pruni er opført som henholdsvis beskyttet zone-karantæneskadegørere i bilag III og som EU-regulerede ikkekarantæneskadegørere i bilag IV til nævnte forordning. |
|
(7) |
Eotetranychus prunicola er endnu ikke opført på listen over EU-karantæneskadegørere. På grundlag af den dokumentation, som medlemsstaterne har fremlagt, er skadegørerens indvirkning på dens værtsplanter i Unionen dog ikke betydelig. Der er derfor ikke behov for importkrav med hensyn til denne skadegører. |
|
(8) |
På grundlag af autoritetens udtalelse anses den plantesundhedsmæssige risiko ved indførsel til Unionen af barrodsplanter, der er hvilende og frie for blade, til plantning af Prunus domestica podet på Prunus cerasifera-grundstammer med oprindelse i Ukraine for at være acceptabel, forudsat at de respektive importkrav i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er opfyldt. |
|
(9) |
Derfor bør barrodsplanter, der er hvilende og frie for blade, til plantning af Prunus domestica podet på Prunus cerasifera-grundstammer med oprindelse i Ukraine, ikke længere betragtes som højrisikoplanter. |
|
(10) |
Gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 bør derfor ændres. |
|
(11) |
For at opfylde EU's forpligtelser, der følger af Verdenshandelsorganisations aftale om anvendelsen af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (6), bør import af disse varer genoptages hurtigst muligt. Denne forordning bør derfor træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(12) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. januar 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4.
(2) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 af 18. december 2018 om oprettelse af en midlertidig liste over højrisikoplanter, -planteprodukter eller andre -objekter, jf. artikel 42 i forordning (EU) 2016/2031, og en liste over planter, for hvilke der ikke kræves plantesundhedscertifikater ved indførelse på Unionens område, jf. artikel 73 i nævnte forordning (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 10).
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2018 af 18. december 2018 om særlige regler om den procedure, der skal følges for at udarbejde den risikovurdering af højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter, jf. artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 7).
(4) EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2022. Scientific Opinion on the commodity risk assessment of Prunus domestica plants from Ukraine. EFSA Journal 2022;20(6):7391, 76 sider https://doi.org/10.2903/j.efsa.2022.7391.
(5) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1).
BILAG
Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019
I tabellen i punkt 1 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, anden kolonne »Beskrivelse«, affattes oplysningerne vedrørende Prunus L. således:
» Prunus L., bortset fra barrodsplanter, der er hvilende og frie for blade, til plantning af Prunus domestica podet på Prunus cerasifera-grundstammer med oprindelse i Ukraine.«