19.1.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 17/77 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/130
af 18. januar 2023
om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 for så vidt angår forelæggelsen af indholdet af den årlige præstationsrapport
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (1), særlig artikel 134, stk. 14, og artikel 150, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I forordning (EU) 2021/2115 fastsættes der en retlig ramme for den fælles landbrugspolitik, som baseres på en præstationsorienteret gennemførelsesmodel. I nævnte forordning fastlægges de specifikke EU-målsætninger, der skal gennemføres under den fælles landbrugspolitik. I forordningen defineres også de interventionstyper og de fælles EU-krav, der gælder for medlemsstaterne, samtidig med at medlemsstaterne har fleksibilitet med hensyn til udformningen af deres interventionsstrategi for at tage hensyn til deres lokale forhold, behov og interne ordninger. Det præciseres i forordningen, at medlemsstaterne har et større ansvar for, hvordan de opfylder de specifikke målsætninger for den fælles landbrugspolitik og når de fastsatte mål, herunder ved at sikre sammenhæng mellem de mange værktøjer i den strategiske plan. |
(2) |
I henhold til artikel 128 i forordning (EU) 2021/2115 skal der fastlægges en resultatramme for at muliggøre rapportering, overvågning og evaluering af den strategiske plans præstation under gennemførelsen, herunder regelmæssig rapportering om bl.a. præstations- og overvågningsaktiviteter. I henhold til artikel 129, litra b) og c), i nævnte forordning er målsætningerne for resultatrammen at overvåge fremskridt hen imod opfyldelse af målene i de strategiske planer og at vurdere virkningen, effektiviteten, lønsomheden, relevansen og sammenhængen af interventionerne i de strategiske planer. |
(3) |
Et vigtigt element i resultatrammen er, at medlemsstaterne i henhold til artikel 134 i forordning (EU) 2021/2115 og artikel 9, stk. 3, litra b), og artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 (2) skal forelægge en årlig præstationsrapport om gennemførelsen af den strategiske plan, der indeholder kvalitative og kvantitative oplysninger, der er relevante for den strategiske plans præstation. |
(4) |
For at sikre at indholdet af den årlige præstationsrapport effektivt svarer til målsætningerne for den resultatramme, der er omhandlet i artikel 129 i forordning (EU) 2021/2115, bør strukturen i den gøre det muligt at tilvejebringe oplysninger, der er relevante for præstationen i forbindelse med hver af de specifikke målsætninger for den fælles landbrugspolitik, og i forbindelse med de horisontale elementer, der er fastsat i nævnte forordning, og som påvirker gennemførelsen af den strategiske plan som helhed. |
(5) |
I henhold til artikel 124, stk. 3, litra a) og b), og artikel 124, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2021/2115 skal overvågningskomitéen undersøge de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af den strategiske plan og afgive udtalelse om de årlige præstationsrapporter. Den årlige præstationsrapport skal derfor indeholde alle kvalitative og kvantitative oplysninger, herunder spørgsmål, der påvirker den strategiske plans fremskridt og præstation i et givet regnskabsår for at gøre det muligt for overvågningskomitéen af udarbejde sin udtalelse om den årlige præstationsrapport. |
(6) |
I henhold til artikel 136 i forordning (EU) 2021/2115 skal de årlige præstationsrapporter også fungere som et centralt element ved undersøgelsen af de strategiske planers præstation på årlige gennemgangsmøder. Oplysningerne i de årlige præstationsrapporter skal danne grundlag for en præstationsgennemgang hvert andet år, jf. artikel 135 i nævnte forordning. |
(7) |
I henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning (EU) 2021/2115 skal medlemsstaterne i de årlige præstationsrapporter meddele Kommissionen det samlede antal hektar, der faktisk er udbetalt støtte for, for de olieafgrøder, der er omfattet af det aftalememorandum, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, i nævnte forordning. |
(8) |
Artikel 137 i forordning (EU) 2021/2115 fastsætter, at senest den 15. februar 2025 og den 15. februar hvert efterfølgende år til 2030 forelægger de medlemsstater, der yder den afgrødespecifikke betaling for bomuld, der er fastlagt i afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 2, Kommissionen oplysninger om gennemførelsen af nævnte betaling i det foregående regnskabsår. |
(9) |
Artikel 138 i forordning (EU) 2021/2115 fastsætter, at senest den 15. februar 2025 og den 15. februar hvert efterfølgende år til 2030 forelægger de medlemsstater, der yder den midlertidige nationale støtte, der er fastlagt i artikel 147, Kommissionen oplysninger om gennemførelsen af nævnte støtte i det foregående regnskabsår. |
(10) |
Medlemsstaterne skal derfor i den årlige præstationsrapport forelægge alle de kvantitative og kvalitative oplysninger, der er omhandlet i artikel 134 i forordning (EU) 2021/2115, og for regnskabsårene 2024 og 2026 begrundelserne for afvigelser fra de delmål, der er omhandlet i artikel 135, stk. 2, i nævnte forordning. |
(11) |
Medlemsstaterne bør derfor i den årlige præstationsrapport forelægge de kvantitative oplysninger, der er omhandlet i artikel 134, stk. 5, i forordning (EU) 2021/2115, herunder de udgifter, der er anmeldt i årsregnskabet, og som er relevante for de faktisk opnåede output, samt sanktioner og andre nedsættelser, og for ELFUL annullerede eller inddrevne midler som omhandlet i artikel 134, stk. 5, litra b), i nævnte forordning. Dette gør det muligt for Kommissionen at kontrollere beregningen af en afstemning mellem de bruttoudgifter, der er relevante for output, jf. artikel 134, stk. 5, første afsnit, litra a), i forordning (EU) 2021/2115, og de beløb, der er anmeldt i årsregnskaberne, og som afspejler nettoudgifterne, jf. artikel 32, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/128 (3) , som medlemsstaterne har fremlagt. Dette er nødvendigt med henblik på de overslag, der er nævnt i artikel 54, stk. 2, i forordning (EU) 2021/2116. |
(12) |
I henhold til artikel 2, stk. 5, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1317 (4) skal medlemsstater, der gør brug af en af de fravigelser, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i nævnte gennemførelsesforordning, i den årlige præstationsrapport, der skal foreligge den 15. februar 2024, medtage en vurdering af virkningerne af anvendelsen af sådanne fravigelser på den globale fødevaresikkerhed, på beskyttelsen af miljøet og på bekæmpelsen af klimaændringer. |
(13) |
I henhold til artikel 134, stk. 14, i forordning (EU) 2021/2115 bør der derfor fastsættes regler for, hvordan indholdet af de årlige præstationsrapporter skal forelægges, og for, hvordan disse rapporter fremsendes til Kommissionen. |
(14) |
Ved indsendelsen af de årlige præstationsrapporter til Kommissionen bør medlemsstaterne anvende det elektroniske system til sikker udveksling af oplysninger »SFC2021«, der er nævnt i artikel 3 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2289 (5). |
(15) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Den Fælles Landbrugspolitik — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Forelæggelse af indholdet af den årlige præstationsrapport
Medlemsstaterne forelægger indholdet af den årlige præstationsrapport, der er omhandlet i artikel 134 i forordning (EU) 2021/2115, som fastsat i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Indsendelse af den årlige præstationsrapport
Medlemsstaterne indsender den årlige præstationsrapport i elektronisk format ved hjælp af det elektroniske system til sikker udveksling af oplysninger kaldet »SFC2021«, der er fastsat bestemmelse om i artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/2289.
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. januar 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 435 af 6.12.2021, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (EUT L 435 af 6.12.2021, s. 187).
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/128 af 21. december 2021 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 om betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, kontrol, sikkerhedsstillelse og åbenhed (EUT L 20 af 31.1.2022, s. 131).
(4) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1317 af 27. juli 2022 om fravigelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 for så vidt angår anvendelsen af norm 7 og 8 for god landbrugs- og miljømæssig stand (GLM-normer) for ansøgningsåret 2023 (EUT L 199 af 28.7.2022, s. 1).
(5) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2289 af 21. december 2021 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 om præsentationen af indholdet af de strategiske planer og om det elektroniske system til sikker udveksling af oplysninger (EUT L 458 af 22.12.2021, s. 463).
BILAG
Forelæggelse af indholdet i den årlige præstationsrapport som omhandlet i artikel 134 i forordning (EU) 2021/2115
1. EN SAMMENFATNING AF STATUS FOR GENNEMFØRELSEN AF DEN STRATEGISKE PLAN FOR SÅ VIDT ANGÅR DET FOREGÅENDE REGNSKABSÅR
Dette afsnit skal indeholde de kvalitative oplysninger, der er omhandlet i artikel 134, stk. 7, litra a), i forordning (EU) 2021/2115.
1.1. Sammenfatning af status for gennemførelsen af den strategiske plan
Dette underafsnit skal indeholde en sammenfatning af de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af den strategiske plan i det foregående regnskabsår.
Dette underafsnit kan også indeholde en sammenfatning af centrale spørgsmål, der har påvirket den strategiske plans præstation i det foregående regnskabsår, og som skal indrapporteres i underafsnit 1.2, herunder foranstaltninger, der er truffet for at håndtere disse spørgsmål.
1.2. Status for gennemførelsen af den strategiske plan ved hjælp af specifikke og tværgående målsætninger
For hver specifik og tværgående målsætning, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/2115, skal dette underafsnit indeholde en beskrivelse af de spørgsmål, der har påvirket den strategiske plans præstation i det foregående regnskabsår, eventuelt med en begrundelse og, hvis det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at håndtere disse spørgsmål.
Dette underafsnit kan indeholde forklaringer vedrørende afvigelser fra de opnåede værdier for resultatindikatorer fra de tilhørende delmål som supplement til de oplysninger, der skal tilvejebringes i underafsnit 2.1.
1.3. Horisontale aspekter af gennemførelsen af den strategiske plan
Dette underafsnit skal indeholde en beskrivelse af de fremskridt, der er gjort hen imod gennemførelsen af den strategiske plan i det foregående regnskabsår, indkredsning af spørgsmål, der påvirker gennemførelsen af den strategiske plan i det foregående regnskabsår, og, hvor det er relevant, foranstaltninger til afhjælpning heraf, i forbindelse med forvaltning, netværk og nationale lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige tiltag, der er relevante for gennemførelsen af den strategiske plan og dens præstation.
Dette underafsnit kan indeholde en beskrivelse af de spørgsmål, der har påvirket den strategiske plans præstation i det foregående regnskabsår, og som ikke kan indrapporteres under specifikke eller tværgående målsætninger i underafsnit 1.2.
1.4. Fravigelse af GLM-normerne i 2023
Hvis medlemsstaten har gjort brug af fravigelsen i artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2022/1317, skal dette underafsnit indeholde en vurdering af virkningerne af anvendelsen af en sådan fravigelse på den globale fødevaresikkerhed, beskyttelsen af miljøet og bekæmpelsen af klimaændringer, jf. artikel 2, stk. 5, i nævnte gennemførelsesforordning.
2. KVANTITATIVE OPLYSNINGER, KVALITATIVE OPLYSNINGER OM AFVIGELSER I RESULTATINDIKATORERNES VÆRDIER FRA DELMÅL OG BEGRUNDELSE FOR OVERSKRIDELSE AF FAKTISK OPNÅEDE BELØB PR. ENHED I FORHOLD TIL PLANLAGTE BELØB PR. ENHED
Dette afsnit skal indeholde de kvantitative oplysninger, der er omhandlet i artikel 134, stk. 4 og 5, i forordning (EU) 2021/2115. Det skal også indeholde kvalitative oplysninger vedrørende afvigelser fra delmål som omhandlet i artikel 134, stk. 7, litra b), i nævnte forordning.
Det skal indeholde de obligatoriske kvalitative oplysninger, der er nævnt i artikel 134, stk. 9, i nævnte forordning. Det kan indeholde de valgfri kvalitative oplysninger, der er nævnt i artikel 134, stk. 8, i nævnte forordning.
Opnåede resultater og faktisk opnåede output indrapporteres i overensstemmelse med de beregningsmetoder, der er fastsat i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2290 (1).
2.1. Opnåede værdier for resultatindikatorer
Dette underafsnit skal indeholde den værdi, der er opnået i det foregående regnskabsår for hver af de resultatindikatorer, der er fastsat i den strategiske plan, og afstanden til de tilsvarende delmål, der er fastsat i den strategiske plan, med angivelse, hvor det er hensigtsmæssigt, af årsagerne til afvigelser fra delmål, og, hvor det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 134, stk. 7, litra b), i forordning (EU) 2021/2115.
I den årlige præstationsrapport, der skal foreligge den 15. februar 2025, skal dette underafsnit også indeholde en begrundelse, hvis der er en negativ forskel på mere end 35 % i forhold til det pågældende delmål for regnskabsåret 2024, jf. artikel 135, stk. 2, i nævnte forordning.
I den årlige præstationsrapport, der skal foreligge den 15. februar 2027, skal dette afsnit også indeholde en begrundelse, hvis der er en negativ forskel på mere end 25 % i forhold til de pågældende delmål for regnskabsåret 2026, jf. artikel 135, stk. 2, i nævnte forordning.
2.2. Faktisk opnåede output — enhedsbeløb — supplerende national finansiering
For hvert beløb pr. enhed som fastsat i den strategiske plan skal dette underafsnit indeholde faktisk opnåede output, tilsvarende udgifter og faktisk opnåede beløb pr. enhed i overensstemmelse med artikel 134, stk. 5, i forordning (EU) 2021/2115.
Dette afsnit kan indeholde en begrundelse for enhver overskridelse af det faktisk opnåede beløb pr. enhed sammenlignet med det tilsvarende referencebeløb pr. enhed, jf. artikel 134, stk. 8, i nævnte forordning.
Dette underafsnit skal indeholde en begrundelse for enhver overskridelse af det faktisk opnåede beløb pr. enhed sammenlignet med det referenceenhedsbeløb, der er omhandlet i artikel 134, stk. 6 og 8, i forordning (EU) 2021/2115, hvis overskridelsen er på mere end 50 %, jf. artikel 134, stk. 9, i nævnte forordning.
Andet og tredje afsnit finder ikke anvendelse på de outputindikatorer, der er angivet i bilag I til nævnte forordning, og som kun anvendes til overvågning.
2.2.1. Faktisk opnåede beløb pr. enhed for interventioner i form af direkte betalinger
De oplysninger, der gives i dette underafsnit, skal omfatte:
a) |
faktisk opnåede output |
b) |
udgifter beregnet i henhold til artikel 134, stk. 5, første afsnit, litra b), i forordning (EU) 2021/2115 (»bruttoudgifter«), der er relevante for de faktisk opnåede output, herunder følgende oplysninger, på grundlag af hvilke beregningen af bruttoudgifterne blev foretaget:
|
c) |
de heraf følgende faktisk opnåede enhedsbeløb. |
2.2.2. Faktisk opnåede beløb pr. enhed for interventioner i visse sektorer
De oplysninger, der gives i dette underafsnit, skal omfatte:
a) |
faktisk opnåede output |
b) |
udgifter beregnet i henhold til artikel 134, stk. 5, første afsnit, litra b), i forordning (EU) 2021/2115 (»bruttoudgifter«), der er relevante for de faktisk opnåede output, herunder følgende oplysninger, på grundlag af hvilke beregningen af bruttoudgifterne blev foretaget:
|
c) |
de heraf følgende faktisk opnåede enhedsbeløb. |
2.2.3. Faktisk opnåede beløb pr. enhed for interventioner til udvikling af landdistrikterne
De oplysninger, der gives i dette underafsnit, skal omfatte:
a) |
faktisk opnåede output, bortset fra output, der udelukkende genereres af supplerende national finansiering |
b) |
udgifter beregnet i henhold til artikel 134, stk. 5, første afsnit, litra b), i forordning (EU) 2021/2115 (»bruttoudgifter«), der er relevante for de faktisk opnåede output, herunder følgende oplysninger, på grundlag af hvilke beregningen af bruttoudgifterne blev foretaget:
|
c) |
de heraf følgende faktisk opnåede enhedsbeløb. |
2.2.4. Supplerende national finansiering
Faktisk opnåede output, der udelukkende genereres af supplerende national finansiering, skal indrapporteres pr. intervention.
National finansiel støtte og supplerende national finansiering som omhandlet i artikel 134, stk. 11, og artikel 115, stk. 5, litra a) og d), i forordning (EU) 2021/2115 skal indrapporteres pr. intervention.
2.3. Faktisk opnåede output — aggregerede værdier
Dette underafsnit skal indeholde aggregerede værdier for opnåede outputindikatorer, der indrapporteres i overensstemmelse med de beregningsmetoder, der er fastsat i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2021/2290.
2.3.1. Aggregerede værdier for outputindikatorer pr. intervention og måleenheder
2.3.2. Aggregerede værdier for outputindikatorer pr. interventionstype og måleenheder
2.3.3. Andre aggregerede værdier for outputindikatorer
2.4. Supplerende referenceenhedsbeløb
Hvis medlemsstaterne beslutter at gøre brug af muligheden i artikel 134, stk. 6, i forordning (EU) 2021/2115, skal dette underafsnit for hver berørt intervention indeholde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 134, stk. 6, første afsnit, litra a), eller artikel 134, stk. 6, første afsnit, litra b), i nævnte forordning.
2.5. Anvendelse af finansielle instrumenter i interventioner til udvikling af landdistrikterne
Dette underafsnit skal indeholde yderligere oplysninger om anvendelsen af finansielle instrumenter i det foregående regnskabsår i overensstemmelse med artikel 134, stk. 10, i forordning (EU) 2021/2115. Disse yderligere oplysninger indrapporteres pr. interventionstype.
2.6. Oplysninger om oliefrø, bomuld og midlertidig national støtte
Dette underafsnit skal indeholde oplysninger om oliefrø, der skal indrapporteres i overensstemmelse med artikel 11, stk. 6, i forordning (EU) 2021/2115.
Dette underafsnit skal også indeholde de oplysninger om den afgrødespecifikke betaling for bomuld, der skal indrapporteres i henhold til artikel 137 i forordning (EU) 2021/2115, med undtagelse for den årlige præstationsrapport, der skal foreligge den 15. februar 2024.
Dette underafsnit skal også indeholde de oplysninger om midlertidig national støtte, der skal indrapporteres i henhold til artikel 138 i forordning (EU) 2021/2115, og som skal indrapporteres pr. intervention, med undtagelse for den årlige præstationsrapport, der skal foreligge den 15. februar 2024.
3. SAMMENFATNING AF EVALUERINGER
I den sidste årlige præstationsrapport, der skal foreligge den 15. februar 2030, skal dette afsnit indeholde en sammenfatning af de evalueringer, der er foretaget i gennemførelsesperioden for den strategiske plan i henhold til artikel 134, stk. 2, i forordning (EU) 2021/2115.
Den skal suppleres med en liste over evalueringer, der er foretaget i gennemførelsesperioden, og skal for hver evaluering omfatte:
a) |
Afsnit |
b) |
Dato for færdiggørelse |
c) |
Koblingen til en eller flere af de specifikke eller tværgående målsætninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/2115 |
d) |
Vigtige konklusioner og anbefalinger |
e) |
Redegørelse for, hvordan der er fulgt op på de vigtigste anbefalinger |
f) |
Link til evalueringsrapporten. |
(1) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2290 af 21. december 2021 om fastlæggelse af regler for metoderne til beregning af de fælles output- og resultatindikatorer som fastsat i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (EUT L 458 af 22.12.2021, s. 486).