4.1.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 2/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/4

af 3. januar 2023

om tilladelse til markedsføring af svampepulver med indhold af vitamin D2 som en ny fødevare og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2283 af 25. november 2015 om nye fødevarer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1852/2001 (1), særlig artikel 12, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EU) 2015/2283 fastsættes det, at kun nye fødevarer, der er godkendt og opført på EU-listen over nye fødevarer, må markedsføres i Unionen.

(2)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470 (2) indeholder en EU-liste over nye fødevarer i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2015/2283.

(3)

Den 21. februar 2020 indgav virksomheden Monterey Mushrooms Inc (»ansøgeren«) en ansøgning til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2283 om tilladelse til at markedsføre svampepulver med indhold af vitamin D2 på EU-markedet som en ny fødevare. Ansøgeren anmodede om tilladelse til, at svampepulver med indhold af vitamin D2 anvendes i en række forskellige fødevarer bestemt til den brede befolkning. Ansøgeren anmodede også om tilladelse til, at den nye fødevare anvendes i kosttilskud til spædbørn fra 7 til 11 måneder og i kosttilskud som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF (3), undtagen i kosttilskud til spædbørn og småbørn, fødevarer til særlige medicinske formål som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 (4), undtagen fødevarer til særlige medicinske formål bestemt til spædbørn, og kosterstatning til vægtkontrol som defineret i forordning (EU) nr. 609/2013. Under ansøgningsprocessen trak ansøgeren ansøgningen om godkendelse af den nye fødevare i kosttilskud til spædbørn fra 7 til 11 måneder tilbage.

(4)

Den 21. februar 2020 indgav ansøgeren også en anmodning til Kommissionen med henblik på beskyttelse af data omfattet af ejendomsrettigheder for en række originale data vedlagt til støtte for ansøgningen, nemlig data om identiteten af svampepulver med indhold af vitamin D2 (5), analyseattester og batchdata (6), stabilitetsrapporterne (7) og rapporten om vurdering af indtag (8).

(5)

Den 5. februar 2021 anmodede Kommissionen Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) om at foretage en vurdering af svampepulver med indhold af vitamin D2 som en ny fødevare.

(6)

Den 26. april 2022 vedtog autoriteten den videnskabelige udtalelse »Safety of vitamin D2 mushroom powder as a Novel food pursuant to Regulation (EU) 2015/2283 (NF 2019/1471)« (9), jf. kravene i artikel 11 i forordning (EU) 2015/2283.

(7)

Autoriteten konkluderede i sin videnskabelige udtalelse, at svampepulver med indhold af vitamin D2 er sikkert under de foreslåede anvendelsesbetingelser og anvendelsesniveauer. Den videnskabelige udtalelse danner derfor tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at svampepulver med indhold af vitamin D2 under de særlige anvendelsesbetingelser opfylder kravene til markedsføring i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2283.

(8)

Der bør fastsættes mærkningskrav for at oplyse forbrugerne om, at spædbørn og børn under 3 år ikke bør indtage kosttilskud, der indeholder svampepulver med indhold af vitamin D2.

(9)

I sin videnskabelige udtalelse bemærkede autoriteten, at dens konklusion om den nye fødevares sikkerhed var baseret på de videnskabelige data om den nye fødevares identitet, oplysninger om batchanalyse, de respektive analyseattester og stabilitetsundersøgelserne, uden hvilke den ikke kunne have vurderet den nye fødevare og nå frem til sin konklusion.

(10)

Kommissionen bad ansøgeren om yderligere at præcisere begrundelsen for påberåbelse af ejendomsrettigheder til disse data og at redegøre nærmere for deres påberåbelse af eneret til at henvise til disse data, jf. artikel 26, stk. 2, litra b), i forordning (EU) 2015/2283.

(11)

Ansøgeren erklærede, at vedkommende havde ejendomsrettigheder og eneret til at henvise til de videnskabelige data om den nye fødevares identitet, oplysninger om batchanalyse, de respektive analyseattester og stabilitetsundersøgelserne på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet.

(12)

Kommissionen vurderede alle de af ansøgeren fremlagte oplysninger og vurderede, at de på behørig vis har godtgjort, at kravene i artikel 26, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2283 er opfyldt. De videnskabelige data om identiteten af svampepulver med indhold af vitamin D2 (10) analyseattester og batchdata (11) og stabilitetsrapporter (12) bør derfor beskyttes i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2283. Det bør derfor udelukkende være ansøgeren, der tillades at markedsføre svampepulver med indhold af vitamin D2 i Unionen i en periode på fem år fra denne forordnings ikrafttræden.

(13)

Begrænsningen af godkendelsen af svampepulver med indhold af vitamin D2 og ansøgerens krav om eneret til at kunne henvise til de videnskabelige data, der er indeholdt i ansøgerens dossier, er imidlertid ikke til hinder for, at efterfølgende ansøgere kan ansøge om tilladelse til at markedsføre den samme nye fødevare, forudsat at deres ansøgning er baseret på lovligt indhentede oplysninger til støtte for en sådan godkendelse.

(14)

Optagelsen af svampepulver med indhold af vitamin D2 som en ny fødevare på EU-listen over nye fødevarer bør indeholde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 3, i forordning (EU) 2015/2283.

(15)

Svampepulver med indhold af vitamin D2 bør opføres på EU-listen over nye fødevarer i gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470. Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470 bør derfor ændres.

(16)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Det tillades at markedsføre svampepulver med indhold af vitamin D2 i Unionen.

Svampepulver med indhold af vitamin D2 opføres på EU-listen over nye fødevarer i gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470.

2.   Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Kun virksomheden Monterey Mushrooms Inc (13) har tilladelse til at markedsføre den i artikel 1 omhandlede nye fødevare i Unionen i en periode på fem år fra den 24. januar 2023, medmindre en efterfølgende ansøger får godkendt den nye fødevare uden henvisning til de videnskabelige data, der er beskyttet i henhold til artikel 3, eller med samtykke fra Monterey Mushrooms Inc.

Artikel 3

De videnskabelige data, som er indeholdt i ansøgningsdossieret, og som opfylder betingelserne i artikel 26, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2283, må i en periode på fem år fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden ikke anvendes til fordel for en efterfølgende ansøger uden samtykke fra Monterey Mushrooms Inc.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. januar 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 327 af 11.12.2015, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470 af 20. december 2017 om EU-listen over nye fødevarer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2283 om nye fødevarer (EUT L 351 af 30.12.2017, s. 72).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (EFT L 183 af 12.7.2002, s. 51).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 af 12. juni 2013 om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn, fødevarer til særlige medicinske formål og kosterstatning til vægtkontrol og om ophævelse af Rådets direktiv 92/52/EØF, Kommissionens direktiv 96/8/EF, 1999/21/EF, 2006/125/EF og 2006/141/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/39/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 41/2009 og (EF) nr. 953/2009 (EUT L 181 af 29.6.2013, s. 35).

(5)  Annex I Identity of High Vitamin D2 Mushroom Powder.

(6)  Annex II Certificates of Analysis and Batch Data.

(7)  Annex III Stability Reports.

(8)  Annex V Intakes Assessment Report.

(9)  EFSA Journal 2022;20(6):7326.

(10)  Annex I Identity of High Vitamin D2 Mushroom Powder.

(11)  Annex II Certificates of Analysis and Batch Data.

(12)  Annex III Stability Reports.

(13)  Adresse: 260 Westgate Drive Watsonville, CA 95076, USA.


BILAG

I bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2017/2470 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende indsættes i tabel 1 (Godkendte nye fødevarer):

Godkendt ny fødevare

Anvendelsesbetingelser for den nye fødevare

Supplerende specifikke mærkningskrav

Andre krav

Databeskyttelse

»Svampepulver med indhold af vitamin D2

Specificeret fødevarekategori

Maksimumsindhold af vitamin D2 (μg/100 g eller 100 ml)

1.

Den nye fødevare betegnes »UV-behandlet svampepulver med indhold af vitamin D på mærkningen af de fødevarer, der indeholder den.

2.

Det skal være angivet på mærkningen af kosttilskud, der indeholder svampepulver med indhold af vitamin D2, at de ikke må indtages af spædbørn og børn under tre år.

 

Godkendt den 24. januar 2023. Godkendelsen er baseret på videnskabelig dokumentation og videnskabelige data omfattet af ejendomsrettigheder i overensstemmelse med artikel 26 i forordning (EU) 2015/2283.

Ansøger: Monterey Mushrooms Inc, 260 Westgate Drive Watsonville, CA 95076, USA.

I databeskyttelsesperioden må den nye fødevare svampepulver med indhold af vitamin D2 kun markedsføres i Unionen af Monterey Mushrooms Inc, medmindre en eventuel efterfølgende ansøger får godkendt den nye fødevare uden henvisning til den videnskabelige dokumentation eller de videnskabelige data, der er omfattet af ejendomsrettigheder, jf. artikel 26 i forordning (EU) 2015/2283 eller med samtykke fra Monterey Mushrooms Inc.

Slutdato for databeskyttelsen: 24. januar 2028«

Mælkeanaloger

1,1

Mejeriproduktanaloger, undtagen mælk

2,2

Morgenmadscerealier og kornbaserede snackstænger

2,2

Supper

2,2

Tørrede supper

22,5

Vallepulver

14,1

Frugt- og grøntsagssaft og -nektar

1,1

Frugt- og grøntsagssaftpulver

12,4

Frugt- og grøntsagssaftkoncentrat (flydende)

3,4

Læskedrikke, der markedsføres i relation til fysisk træning og gærede ikke-alkoholholdige drikkevarer (med undtagelse af gærede drikkevarer af mejeriprodukter)

1,1

Fødevarer til særlige medicinske formål som defineret i forordning (EU) nr. 609/2013, undtagen fødevarer bestemt til spædbørn

I overensstemmelse med de særlige ernæringsmæssige krav hos de personer, som produkterne er beregnet til, dog højst 15 μg/dag

Kosterstatning til vægtkontrol som defineret I

forordning (EU) nr. 609/2013

15 μg/dag

Måltidserstatning til vægtkontrol

5 μg/måltid

Kosttilskud som defineret i direktiv 2002/46/EF, undtagen kosttilskud til spædbørn og småbørn

15 μg/dag

2)

Følgende indsættes i tabel 2 (Specifikationer):

Godkendt ny fødevare

Specifikationer

»Svampepulver med indhold af vitamin D2

Beskrivelse/definition:

Den nye fødevare fremstilles ved kontrolleret eksponering af Agaricus bisporus-svampe i skiver/tern for UV-bestråling efterfulgt af dehydrering og formaling til pulver.

UV-stråling: En proces, hvorved der foretages stråling med ultraviolet lys inden for et bølgelængdeområde svarende til de UV-behandlede nye fødevarer, der er godkendt i henhold til forordning (EU) 2015/2283.

Karakteristik/sammensætning:

Indhold af vitamin D2: 125-375 μg/g

Vandindhold: ≤ 7 %

Aske: ≤ 13,5 %

Vandaktivitet: < 0,5

Fedt: ≤ 4,5 %

Kulhydrater i alt: ≤ 60 %

Protein: ≤ 40 %

Tungmetaller:

Bly: ≤ 0,5 mg/kg

Cadmium: ≤ 0,5 mg/kg

Kviksølv: ≤ 0,1 mg/kg

Arsen: ≤ 0,3 mg/kg

Mykotoksiner:

Aflatoksin B1: ≤ 2 μg/kg

Aflatoksiner (summen af B1+B2+G1+G2): < 4 μg/kg

Mikrobiologiske kriterier:

Samlet aerobt kimtal: ≤ 5 000 CFU/g

Antal gær- og skimmelsvampe i alt: < 100 CFU/g

Colibakterier: < 100 MPN/g

Salmonella spp. Ingen i 25 g

Staphylococcus aureus: Ingen i 10 g

Escherichia coli: Ingen i 10 g

Listeria monocytogenes: Ingen i 25 g

CFU: kolonidannende enheder. MPN: mest sandsynlige antal«