3.1.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 1/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/2

af 21. december 2022

om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 761/2014 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 761/2014 (2) blev et overfladeaktivt præparat til vask af huden og håret i form af en gele, der indeholder forholdsvis lige store mængder af specifikke bestanddele til vask af huden og af håret, og som foreligger i en plastikflaske til detailsalg indeholdende 300 ml, tariferet under KN-kode 3401 30 00 i den kombinerede nomenklatur (KN), der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (3), som »præparat til vask af huden i pakning til detailsalg«. Varen er et præparat til vask af både håret som nævnt i pos. 3305 og huden som nævnt i pos. 3401. Dets objektive karakteristika taget i betragtning har det ikke været muligt at afgøre, hvilken bestanddel, der er karaktergivende for produktet. Følgelig skal varen i henhold til punkt 3c) i de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS tariferes i den position, der har det højeste nummer, dvs. i pos. 3401.

(2)

Udvalget for det Harmoniserede System under Verdenstoldorganisationen (WCO) godkendte på sit 69. møde i marts 2022 tariferingsudtalelse 3305.10/5, der tariferer en shampoo i form af en gele til vask af håret og huden, som indeholder vand, organiske overfladeaktive stoffer, glycerin, planteekstrakter, magnesiumsulfat, zinkgluconat, butylenglykol (butandiol), natriumchlorid, citronsyre, alkohol, parfume, aromastoffer og hjælpestoffer, pakket i en 250 ml flaske til detailsalg. Den blev tariferet under position 3305, eftersom bestemmelse 1 c) i kapitel 34, der udelukker »hårvaskemidler, tandpasta og andre tandplejemidler, barbercreme og -skum eller præparater til badebrug, med indhold af sæbe eller organiske overfladeaktive stoffer« fra dette kapitel og angiver tarifering i pos. 3305, 3306 eller 3307, blev anset for relevant for tarifering af varen. Varen blev derfor tariferet under HS-underpos. 3305 10, som svarer til KN-kode 3305 10 00, ved anvendelse af de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 vedrørende HS og bestemmelse 1 c) i kapitel 34 i KN.

(3)

Eftersom produktets karakter er identisk med eller meget lig det præparat, der er beskrevet i gennemførelsesforordning (EU) nr. 761/2014, er den tarifering af præparatet, som fremgår af bilaget til nævnte forordning, ikke i overensstemmelse med tariferingsudtalelse 3305.10/5.

(4)

Unionen er i kraft af Rådets afgørelse 87/369/EØF (4) kontraherende part i den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem. Tariferingsudtalelser godkendt af Udvalget for det Harmoniserede System er vejledningsinstrumenter for Unionens toldforanstaltninger.

(5)

For at sikre ensartethed i fortolkningen og anvendelsen af det harmoniserede system på internationalt plan og i betragtning af, at tariferingsudtalelse 3305.10/5 er i overensstemmelse med ordlyden af bestemmelse 1 c) i kapitel 34 i KN og HS-underpos. 3305 10, er det nødvendigt at ophæve gennemførelsesforordning (EU) nr. 761/2014.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 761/2014 ophæves.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2022.

På Kommissionens vegne

Gerassimos THOMAS

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 761/2014 af 10. juli 2014 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EUT L 207 af 15.7.2014, s. 13).

(3)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).

(4)  Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 om indgåelse af den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, samt af ændringsprotokollen hertil (EFT L 198 af 20.7.1987, s. 1).