|
27.1.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 25/67 |
KOMMISSIONENS DIREKTIV (EU) 2023/175
af 26. januar 2023
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/32/EF for så vidt angår 2-methyloxolan
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/32/EF af 23. april 2009 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ekstraktionsmidler anvendt ved fremstilling af fødevarer og fødevareingredienser (1), særlig artikel 4, stk. 1, litra a) og d), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Direktiv 2009/32/EF gælder for ekstraktionsmidler, der anvendes eller er bestemt til anvendelse ved fremstilling af fødevarer og fødevareingredienser. Nævnte direktiv gælder ikke for ekstraktionsmidler, der anvendes ved fremstilling af tilsætningsstoffer til fødevarer, vitaminer og andre næringsstoffer, medmindre disse tilsætningsstoffer til fødevarer, vitaminer og andre næringsstoffer er opført på en af oversigterne i bilag I. |
|
(2) |
Den 6. januar 2020 indgav Pennakem Europa en ansøgning om godkendelse af 2-methyloxolan som ekstraktionsmiddel. Ifølge ansøgeren kan 2-methyloxolan anvendes som et alternativ til den i øjeblikket tilladte hexan. Navnlig til ekstraktionsprocesser ved fremstilling eller fraktionering af fedtstoffer, olier eller kakaosmør, ved tilberedning af fedtfrie proteinprodukter og fedtfrit mel og ved tilberedning af fedtfrie cerealie-kim og aromaer fra naturlige aromastoffer. Denne ansøgning blev efterfølgende forelagt for medlemsstaterne. |
|
(3) |
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) evaluerede sikkerheden ved den foreslåede anvendelse af 2-methyloxolan som fødevareekstraktionsmiddel. I autoritetens udtalelse (2) af 26. januar 2022 blev der fastsat et tolerabelt dagligt indtag (»TDI«) på 1 mg/kg kropsvægt pr. dag. Autoriteten bemærkede, at det fastsatte TDI ikke overskrides i nogen af befolkningsgrupperne ved middeleksponeringen og 95 percentil-eksponeringen, og konkluderede, at ekstraktionsmidlet 2-methyloxolan ikke giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, når det anvendes som tilsigtet og under overholdelse af de foreslåede maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer. 2-methyloxolan, som vurderet af autoriteten, fås med en renhed på over 99,9 %. Furan og 2-methylfuran, der er de urenheder med de største potentielt farlige egenskaber, giver ikke anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, hvis de forekommer ved grænseværdierne på henholdsvis 50 mg/kg og 500 mg/kg i overensstemmelse med specifikationerne. |
|
(4) |
Det bør derfor tillades at anvende 2-methyloxolan som ekstraktionsmiddel ved fremstilling eller fraktionering af fedtstoffer, olier eller kakaosmør, ved tilberedning af fedtfrie proteinprodukter og fedtfrit mel og ved tilberedning af fedtfrie cerealie-kim og aromaer fra naturlige aromastoffer. Der bør også fastsættes specifikke renhedskriterier for 2-methyloxolan. |
|
(5) |
Direktiv 2009/32/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
|
(6) |
Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Bilag I til direktiv 2009/32/EF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.
Artikel 2
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest to år efter datoen for dette direktivs ikrafttrædelse. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.
Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 26. januar 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 141 af 6.6.2009, s. 3.
(2) EFSA Journal 2022;20(3):7138.
BILAG
I bilag I til direktiv 2009/32/EF foretages følgende ændringer:
|
a) |
I del II, efter oplysningerne om hexan, indsættes følgende nye oplysninger:
|
|
b) |
I del III, efter oplysningerne om hexan, indsættes følgende nye oplysninger:
|
|
c) |
Følgende tilføjes som en ny del IV: »DEL IV Specifikke renhedskriterier for de ekstraktionsmidler, der er anført i bilag I
|
||||||||||||||