21.2.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 53/104


KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2023/397

af 17. februar 2023

om referencemetadata og kvalitetsrapporter til det europæiske statistiske system, der erstatter henstilling 2009/498/EF om referencemetadata til det europæiske statistiske system

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I adfærdskodeksen for europæiske statistikker (1), som henvender sig til medlemsstaternes og Unionens statistikmyndigheder, fastsættes de principper og indikatorer, der vedrører de institutionelle rammer, statistiske processer og statistiske resultater.

(2)

I adfærdskodeksen for europæiske statistikker behandles de europæiske statistikkers tilgængelighed og klarhed, og det fremgår, at de ledsagende metadata bør dokumenteres ved brug af et standardiseret metadatasystem.

(3)

I den europæiske interoperabilitetsramme (2) beskrives de centrale principper for interoperabiliteten i Unionen.

(4)

Referencemetadata og kvalitetsrapporter er en integreret del af enhver statistikmyndigheds metadatasystem.

(5)

Kravene til referencemetadata og til kvalitetsrapportering er omfattet af EU-forordninger, der finder anvendelse på forskellige statistiske områder.

(6)

Ved at vedtage adfærdskodeksen for europæiske statistikker har medlemsstaternes og Unionens statistikmyndigheder forpligtet sig til at udarbejde statistikker af høj kvalitet, hvilket kræver en mere gennemsigtig og harmoniseret rapportering om datakvaliteten.

(7)

Der kan opnås betydelige effektivitetsgevinster og byrdereduktion ved at udarbejde referencemetadata og kvalitetsrapporter på grundlag af en harmoniseret liste over statistiske begreber i det europæiske statistiske system, samtidig med at medlemsstaternes og Unionens statistikmyndigheder får mulighed for om nødvendigt at tilføje flere statistiske begreber inden for bestemte statistikområder.

(8)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 (3) om europæiske statistikker udgør referencerammen for denne henstilling.

(9)

Kommissionens henstilling 2009/498/EF (4) danner grundlaget for standardisering af metadata inden for europæiske statistikker, men dækker ikke fuldt ud alle begreber om kvalitetsrapportering.

(10)

Kommissionen (Eurostat) koordinerer og vedligeholder versionopdateringerne af den fælles integrerede metadatastruktur (SIMS) og hjælper medlemsstaterne med at implementere dem og sikre, at de anvendes.

(11)

Kommissionen (Eurostat) og medlemsstaterne bør samarbejde om gennemførelsen af denne henstilling og vurderingen af dens virkninger.

(12)

Denne henstilling erstatter henstilling 2009/498/EF —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

1.

Medlemsstaterne opfordres til at sikre, at deres nationale statistikmyndigheder anvender de statistiske begreber, der er opført i den seneste version af den fælles integrerede metadatastruktur (SIMS) (5), som er godkendt af Udvalget for det Europæiske Statistiske System, ved udarbejdelse af referencemetadata og kvalitetsrapporter inden for de forskellige statistiske områder og ved udveksling af referencemetadata og kvalitetsrapporter i det europæiske statistiske system.

2.

Det er op til hver medlemsstat at vælge, hvilke procedurer og praksisser der er bedst egnet til at sikre gennemførelsen af denne henstilling. Med henblik herpå bør medlemsstaterne gøre fuld brug af den støtte, der er til rådighed, navnlig i det europæiske statistiske system.

3.

De nationale statistikmyndigheder opfordres til at underrette Kommissionen (Eurostat) senest den 1. januar 2024, og regelmæssigt derefter, om de foranstaltninger, der er truffet for at anvende de begreber, som er opført i den fælles integrerede metadatastruktur, og i hvilket omfang de gennemføres.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 2023.

På Kommissionens vegne

Paolo GENTILONI

Medlem af Kommissionen


(1)  https://ec.europa.eu/eurostat/web/quality/european-quality-standards/european-statistics-code-of-practice.

(2)  COM(2017) 134.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker og om ophævelse af forordning (EF, Euratom) nr. 1101/2008 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor, Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker og Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program (EUT L 87 af 31.3.2009, s. 164).

(4)  Kommissionens henstilling 2009/498/EF af 23. juni 2009 om referencemetadata til det europæiske statistiske system (EUT L 168 af 30.6.2009, s. 50).

(5)  https://ec.europa.eu/eurostat/web/quality/quality-monitoring/quality-reporting.