14.8.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 202/22


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/1633

af 10. august 2023

om afvisning af en ansøgning om beskyttelse af en betegnelse som en beskyttet geografisk betegnelse, jf. artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012

(»Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« (BGB))

(meddelt under nummer C(2023) 5372)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 52, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 50 i forordning (EU) nr. 1151/2012 har Kommissionen gennemgået ansøgningen om registrering af betegnelserne »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« som beskyttet geografisk betegnelse (BGB). Ansøgningen henviser til et ølprodukt, der fremstilles i byen Lida i Belarus, og blev indgivet af aktieselskabet »Lidskoe Pivo« fra Belarus den 21. juli 2021 (PGI-BY-02789).

(2)

Efter nøje gennemgang sendte Kommissionen en skrivelse med anmodning om præcisering af visse aspekter i sagen. Især i betragtning af at vand til fremstilling af »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« skal komme fra særlige kilder, der er beliggende på det stykke land, som ansøgeren ejer, og at fremstillingen af produktet skal udføres i henhold til en »separat unik teknologisk instruktion« (som omhandlet i den oprindelige varespecifikation), blev ansøgeren, som er den eneste ejer og den eneste bruger, bedt om at forklare, om andre producenter kan deltage i overensstemmelse med principperne om ordningen for geografiske betegnelser i EU.

(3)

Kommissionen forklarede desuden, at en enkelt fysisk eller juridisk person ved indgivelse af en ansøgning kan ligestilles med en sammenslutning, når det påvises, at følgende betingelser er opfyldt i henhold til artikel 49, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012: a) den pågældende person er den eneste producent, der er villig til at indgive en ansøgning og b) for så vidt angår beskyttede geografiske betegnelser: det afgrænsede geografiske område besidder karakteristika, som afviger betydeligt fra de tilstødende områders, eller produktets karakteristika er anderledes end karakteristika ved de produkter, der produceres i de tilstødende områder. Ansøgeren blev bedt om at oplyse sådanne begrundelser.

(4)

I svaret fremsendte ansøgeren et ajourført enhedsdokument og en ajourført varespecifikation, i henhold til hvilke aktieselskabet »Lidskoe Pivo« er den eneste ejer og operatør af de brønde, som skal anvendes til fremstillingen af »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva«, og at hele produktionsprocessen udføres på territoriet i byen Lida af ansøgeren og i henhold til en »separat unik teknologisk instruktion«, og ansøgeren er ejer og den eneste bruger.

(5)

På grundlag af de fremsendte oplysninger konkluderede Kommissionen, at ansøgningen ikke opfylder de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1151/2012, og meddelte i dens afvisning, at den, hvis den ikke modtager nogen bemærkninger inden for to måneder efter modtagelsen af skrivelsen, har til hensigt at indlede proceduren om vedtagelse af dens formelle afgørelse om afvisning af ansøgningen i henhold til artikel 52, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(6)

Kommissionen har taget hensyn til, at ordningen for geografiske betegnelser er blevet udviklet og udformet for at gøre det muligt for producenter i et særligt område, og hvis produkter adskiller sig fra andre produkter på markedet på grund af det naturlige/sociale miljø, hvori det er blevet fremstillet, at beskytte deres produkter.

(7)

Kommissionen fandt, at andre producenter klart ikke kan deltage, for så vidt angår »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva«, hvor ansøgeren er den eneste ejer og operatør af de brønde, der skal anvendes til fremstillingen af det pågældende produkt.

(8)

Desuden tog Kommissionen hensyn til, at ejeren og den eneste bruger af den »separate unikke teknologiske instruktion«, i henhold til hvilken produktet fremstilles, er ansøgeren. Derfor kan produktets karakteristika ikke tilskrives dets geografiske oprindelse som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, men den »særlige fremstillingsmetode«, som udelukkende anvendes af ansøgeren.

(9)

I henhold til artikel 49, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012 skal ansøgninger om beskyttelse af geografiske betegnelser som regel indgives af en sammenslutning af producenter. Kun hvor de supplerende betingelser i henhold til artikel 49, stk. 1, andet afsnit er opfyldt, kan en enkelt producent ansøge om sådan beskyttelse. Kommissionen bemærkede, at ansøgeren ikke fremlagde nogen begrundelse i denne henseende.

(10)

Ansøgeren svarede på den afvisning, som Kommissionen havde sendt, om at brøndene ikke i sig selv afgør vandets særlige sammensætning, men at vandet er unik på grund af de naturlige underjordiske vandressourcer, der befinder sig i by Lida. Ifølge ansøgeren er der ingen hindringer for, at andre producenter kan åbne en ny brønd eller opnå rettigheder til en eksisterende brønd.

(11)

Ansøgeren forklarede, at tilknytningen mellem produktet og det geografiske område påvises i den fremsendte dokumentation, og at anvendelsen af en særlig produktionsteknologi ikke er i strid med kravene.

(12)

Ansøgeren meddelte, at aktieselskabet »Lidskoe Pivo« synes at være den eneste producent, der er villig til at indgive en ansøgning, og at vandet fra de naturlige ressourcer i byen Lida har unikke egenskaber, der i høj grad bidrager til produktets ægthed.

(13)

Ansøgeren fremsendte ingen kommentarer vedrørende »separat unik teknologisk instruktion«, men erstattede erklæringen med henvisning til »vandbehandling«.

(14)

Kommissionen har taget ansøgerens præciseringer i betragtning og konkluderer, at den pågældende ansøgning ikke giver andre potentielle producenter mulighed for at deltage.

(15)

Ifølge det ajourførte enhedsdokument er »ansøgeren ejer og operatør af de to brønde, der får vand fra det vandførende lag i undergrunden, som befinder sig i byen Lida. Vand til fremstilling af »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« kommer udelukkende fra denne kilde«. Derfor vil de operatører, der er villige til at opfylde produktionsreglerne for den pågældende øl, stå over for hindringer, der ikke er objektivt begrundet, idet brøndene ejes af ansøgeren og er beliggende på dennes jord.

(16)

I henhold til den ajourførte varespecifikation udføres emballering og fremstilling af »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« af aktieselskabet »Lidskoe Pivo« selv, hvilket bekræfter, at i modsætning til principperne om ordningen for geografiske betegnelser i EU kan andre producenter ikke deltage.

(17)

Fremstillingsteknikkerne beskrives endvidere på en generel måde uden at give nogle detaljer, der vil give andre potentielle producenter mulighed for at deltage.

(18)

Beskyttede geografiske betegnelser giver i modsætning til individuelle varemærker kollektive rettigheder, og modsat varemærker, der er ejet af tydeligt identificerbare ejere, må de geografiske betegnelser anses for at være ejet af et kollektivt abstrakt samfund, der omfatter alle producenter, nuværende eller potentielle, i henhold til den tilknyttede varespecifikation. Dette betyder, at alle producenter, der overholder kravene i varespecifikationen, kan anvende den beskyttede betegnelse.

(19)

I lyset af ovenstående finder Kommissionen, at ansøgningen om registrering af »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« som BGB ikke opfylder kravene i forordning (EU) nr. 1151/2012, navnlig artikel 5, stk. 2, og artikel 49, stk. 1, i nævnte forordning.

(20)

Ansøgningen om beskyttelse af betegnelsen »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« bør derfor afvises.

(21)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Kvalitetspolitikken for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ansøgningen om registrering af betegnelsen »Лидское пиво/Lidskoe pivo/Лiдскае пiва/Lidskae piva« afvises.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til ansøgerens retlige repræsentant:

EUROMARKPAT GERMANY

v.Füner Ebbinghaus Finck Hano

European Patent, Trademark and Design Attorneys

Mariahilfplatz 3

81541 München

Tyskland

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. august 2023.

På Kommissionens vegne

Janusz WOJCIECHOWSKI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.