(1)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1401 (2) fik Italien indtil den 31. december 2017 tilladelse til at kræve, at skyldig merværdiafgift (moms) på leveringer til offentlige myndigheder skal indbetales af disse myndigheder på en særskilt og lukket bankkonto tilhørende skattemyndighederne (»den særlige foranstaltning«). Den særlige foranstaltning udgjorde en fravigelse af artikel 206 og 226 i direktiv 2006/112/EF for så vidt angår bestemmelserne om momsbetaling og fakturering.

(2)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/784 (3) fik Italien tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning indtil den 30. juni 2020, og anvendelsesområdet for den særlige foranstaltning blev udvidet til at omfatte leveringer til visse selskaber, der kontrolleres af offentlige myndigheder, og til børsnoterede selskaber, der er omfattet af Financial Times Stock Exchange Milano Indice di Borsa-indekset (»FTSE MIB-indekset«). Den særlige foranstaltning blev ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1105 (4) efterfølgende forlænget indtil den 30. juni 2023.

(3)

Ved skrivelse registreret i Kommissionen den 26. september 2022 anmodede Italien om en tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2026. Ved skrivelse registreret i Kommissionen den 8. maj 2023 anmodede Italien om, at anvendelsesområdet for den særlige foranstaltning fra den 1. juli 2025 begrænses til levering af varer og tjenesteydelser til offentlige myndigheder og til visse selskaber, der kontrolleres af offentlige myndigheder.

(4)

I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF fremsendte Kommissionen Italiens anmodning til de øvrige medlemsstater ved skrivelse af 11. maj 2023. Kommissionen meddelte ved skrivelse af 12. maj 2023 Italien, at den rådede over alle nødvendige oplysninger til at kunne vurdere anmodningen.

(5)

Den særlige foranstaltning er en del af en pakke af foranstaltninger, der er indført af Italien for at bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse. Pakken af foranstaltninger, herunder obligatorisk elektronisk fakturering tilladt ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/593 (5), har erstattet andre kontrolforanstaltninger og giver de italienske skattemyndigheder mulighed for at krydstjekke forskellige aktiviteter, der er angivet af afgiftspligtige personer, og for at overvåge deres momsbetalinger.

(6)

Italien vurderer, at obligatorisk elektronisk fakturering som led i den gennemførte pakke af foranstaltninger nedbringer den tid, som skattemyndighederne har behov for til at blive bekendt med mulige tilfælde af skattesvig eller skatteunddragelse. Det er dog også Italiens vurdering, at uden ordningen med opdelt betaling, der er indført med den særlige foranstaltning, kan det, efter at krydstjekket er foretaget, være umuligt at inddrive skyldige momsbeløb fra afgiftspligtige personer, der er involveret i skattesvindel eller skatteunddragelse, fordi disse afgiftspligtige personer i mellemtiden kan være blevet insolvente. Ordningen for opdelt betaling som en forudgående foranstaltning har således vist sig at være yderst effektiv og et supplement til obligatorisk elektronisk fakturering, som er en efterfølgende foranstaltning.

(7)

Italien har gentagne gange givet tilsagn om ikke at anmode om en forlængelse af den særlige foranstaltning, når pakken af foranstaltninger er gennemført fuldt ud. Italien finder imidlertid, at den særlige foranstaltning i betragtning af effektiviteten af den og dens synergi med andre anvendte foranstaltninger, navnlig med obligatorisk elektronisk fakturering, bør forlænges for at undgå et tilbageslag i bestræbelserne på at reducere den samlede forskel mellem de forventede momsindtægter og de beløb, der faktisk opkræves i Italien. For at opfylde sit tilsagn om gradvis at udfase den særlige foranstaltning ændrede Italien ikke desto mindre sin anmodning, således at levering af varer og tjenesteydelser til børsnoterede selskaber, der er omfattet af FTSE MIB-indekset, fra den 1. juli 2025 udelukkes fra anvendelsesområdet for den særlige foranstaltning. Denne tidsramme vil gøre det muligt for afgiftspligtige personer, der er berørt af anvendelsesområdet for den særlige foranstaltning, at foretage passende operationelle tilpasninger. Den vil også gøre det muligt for de italienske skattemyndigheder at overvåge den særlige foranstaltnings effektivitet og foretage en passende evaluering af mulige alternative foranstaltninger.

(8)

En af virkningerne af den særlige foranstaltning er, at leverandører som afgiftspligtige personer ikke kan modregne den moms, der betales i forbindelse med deres køb, i den moms, der modtages for deres leveringer. Sådanne leverandører kan konstant være i en kreditorstilling og kan være nødt til at anmode skattemyndighederne om en reel refusion af den moms, der betales i forbindelse med deres køb. I henhold til de indsendte oplysninger fra Italien har afgiftspligtige personer, der udfører transaktioner, som er omfattet af den særlige foranstaltning, ret til at modtage betaling af de relevante momskreditter som en prioritet inden for grænserne af den kredit, der opstår som følge af sådanne transaktioner. Denne praksis indebærer, at anmodninger om refusion i forbindelse med den særlige foranstaltning behandles med høj prioritet, både under den indledende undersøgelsesfase og når skyldige beløb fra ikkeprioriterede refusioner udbetales.

(9)

Den yderligere forlængelse af tilladelsen til at anvende den særlige foranstaltning, der anmodes om, bør være tidsbegrænset, så der er mulighed for at foretage en vurdering af, hvorvidt den særlige foranstaltning er passende og effektiv. Tilladelsen til at anvende den særlige foranstaltning bør derfor forlænges indtil den 30. juni 2026. Dette vil give tilstrækkelig tid til at vurdere effektiviteten af de af Italien gennemførte foranstaltninger med henblik på at nedbringe skatteunddragelsen i de berørte sektorer.

(10)

For at sikre den nødvendige opfølgning inden for rammerne af den særlige foranstaltning og navnlig for at vurdere indvirkningen på momsrefusion til afgiftspligtige personer, der er omfattet af den særlige foranstaltning, bør Italien pålægges senest i september 2024 at forelægge Kommissionen en rapport. Denne rapport bør omhandle den overordnede situation vedrørende og navnlig den nødvendige gennemsnitlige tid til momsrefusion til afgiftspligtige personer og om effektiviteten af den særlige foranstaltning og eventuelle andre foranstaltninger gennemført af Italien med henblik på at nedbringe skatteunddragelsen i de berørte sektorer. Denne rapport bør også indeholde en liste over disse foranstaltninger samt datoen for deres ikrafttræden.

(11)

Den særlige foranstaltning står i rimeligt forhold til de tilstræbte mål, eftersom den er tidsbegrænset og begrænset til de sektorer, der udgør betydelige risici med hensyn til skatteunddragelse. Endvidere skaber den særlige foranstaltning ikke risiko for, at skatteunddragelsen skifter til andre sektorer eller til andre medlemsstater.

(12)

Den særlige foranstaltning vil ikke påvirke de samlede indtægter fra moms, der opkræves i det endelige forbrugsled, negativt, og vil ikke have negativ indvirkning på Unionens egne indtægter fra moms.

(13)

For at sikre at de tilstræbte mål med den særlige foranstaltning nås, herunder en uafbrudt anvendelse af den særlige foranstaltning, og skabe retssikkerhed med hensyn til afgiftsperioden bør der gives en tilladelse til at forlænge den særlige foranstaltning med virkning fra den 1. juli 2023. Da Italien den 26. september 2022 anmodede om tilladelse til at fortsætte med at anvende den særlige foranstaltning og har fortsat med at anvende den retlige ordning, der er fastsat i landets nationale ret på grundlag af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/784, fra den 1. juli 2023, respekteres de berørte personers berettigede forventninger behørigt.

(14)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/784 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —