|
30.6.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 166/162 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2023/1338
af 28. juni 2023
om de sikkerhedskrav, der skal opfyldes af europæiske standarder for visse børneprodukter og relaterede produkter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (1), særlig artikel 4, stk. 1, litra a), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Direktiv 2001/95/EF finder anvendelse på alle de produkter, der er defineret i direktivets artikel 2, litra a), medmindre der findes EU-forskrifter med specifikke bestemmelser om sikkerheden ved de pågældende produkter, som har samme mål. |
|
(2) |
Produkter formodes at være sikre, når de er i overensstemmelse med nationale standarder, der gennemfører europæiske standarder, som er udarbejdet i henhold til direktiv 2001/95/EF, og for hvilke Kommissionen har offentliggjort referencer i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(3) |
Med den nye forbrugerdagsorden 2020 (2) forpligter Kommissionen sig til at styrke sikkerheden for produkter til børn i lyset af denne forbrugerkategoris særlige sårbarhed ved at vedtage sikkerhedskrav, der skal opfyldes af europæiske standarder for disse produkter. Af alle de produkter, der blev anmeldt som farlige i 2020 og 2021 ved hjælp af »Safety Gate«, EU's system for hurtig varsling (tidligere kendt som »RAPEX«, systemet for hurtig udveksling af oplysninger), var mere end 20 % produkter til børn. Desuden sigter Kommissionen med sin meddelelse »En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje — På vej mod et giftfrit miljø« (3) især mod en øget beskyttelse af børn mod farlige kemikalier i forbrugerprodukter, der er beregnet til dem. |
|
(4) |
Kommissionen har allerede vedtaget afgørelse 2010/9/EU (4) om de sikkerhedskrav, som de europæiske standarder skal indeholde, for så vidt angår baderinge, badeudstyr, badekar og badekarsstativer til spædbørn og småbørn, afgørelse 2010/376/EU (5) om sikkerhedskrav, der skal opfyldes af de europæiske standarder for visse produkter i børns søvnmiljø, og afgørelse 2013/121/EU (6) om de sikkerhedskrav, der skal være opfyldt i europæiske standarder for visse barnestole. Ud over disse afgørelser er det imidlertid nødvendigt at fastsætte krav, som europæiske standarder skal opfylde, for en bredere gruppe af børneprodukter og relaterede produkter. |
|
(5) |
Reglerne om sikkerhedskrav til legetøj er fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/48/EF (7). Direktiv 2001/95/EF finder imidlertid anvendelse på de aspekter og de risici eller kategorier af risici, der ikke er omfattet af direktiv 2009/48/EF. Denne afgørelse bør derfor indeholde krav, der skal opfyldes af europæiske standarder for børneprodukter og relaterede produkter, for så vidt som risici eller risikokategorier ikke er omfattet af direktiv 2009/48/EF. |
|
(6) |
Sikkerhedskravene er nødvendige for at udarbejde og ajourføre europæiske standarder for visse børneprodukter og relaterede produkter. Kravene bør sikre, at produkter, som er i overensstemmelse med standarderne, opfylder det almindelige sikkerhedskrav i artikel 3 i direktiv 2001/95/EF. |
|
(7) |
Disse sikkerhedskrav bør afspejle den nye videnskabelige og tekniske viden og markedsudviklingen. Anvendelsen af en farebaseret tilgang gør det muligt at foretage en omfattende vurdering af de risici, som børn kan være udsat for, når de anvender produkter, der er beregnet til dem. Desuden bidrager denne tilgang til at erkende og tage hånd om usikkerheder i forbindelse med fremtidige nye produkter. Desuden gør det farebaserede format sammenligningen mellem disse krav og standardernes indhold lettere, hvilket fremmer standardernes overholdelse af kravene. Det er derfor nødvendigt at anvende en farebaseret tilgang ved fastlæggelsen af de sikkerhedskrav, der skal opfyldes i europæiske standarder for børneprodukter og relaterede produkter. |
|
(8) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15 i direktiv 2001/95/EF — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Anvendelsesområde
Denne afgørelse finder anvendelse på de europæiske standarder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/95/EF, for følgende produkter:
|
a) |
børneprodukter, der er beregnet til at bæres af børn |
|
b) |
børneprodukter, der har til formål at lette eller beskytte siddefunktion, sovefunktion, badefunktion, kropspleje, afslapning, transport og tidlig læring |
|
c) |
børneprodukter, der skal gøre det lettere for børn at spise, drikke eller sutte |
|
d) |
børneprodukter, der har en eller flere af de funktioner, der er anført i litra a), b) og c), og en eller flere andre funktioner |
|
e) |
produkter relateret til børneprodukter, herunder følgende produkter:
|
Artikel 2
Sikkerhedskrav
De sikkerhedskrav, der skal opfyldes af de europæiske standarder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2001/95/EF, for visse børneprodukter og relaterede produkter, der er omhandlet i artikel 1 i denne afgørelse, er fastsat i bilaget til denne afgørelse.
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juni 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 11 af 15.1.2002, s. 4.
(2) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet, En ny forbrugerdagsorden — styrkelse af forbrugernes stilling med henblik på at opnå en bæredygtig genopretning (COM(2020) 696 final af 13.11.2020).
(3) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje — På vej mod et giftfrit miljø (COM (2020) 667 final af 14.10.2020).
(4) Kommissionens afgørelse 2010/9/EU af 6. januar 2010 om de sikkerhedskrav, som de europæiske standarder skal indeholde, for så vidt angår baderinge, badeudstyr, badekar og badekarsstativer til spædbørn og småbørn i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (EUT L 3 af 7.1.2010, s. 23).
(5) Kommissionens afgørelse 2010/376/EU af 2. juli 2010 om sikkerhedskrav, der skal opfyldes af de europæiske standarder for visse produkter i børns sovemiljø i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (EUT L 170 af 6.7.2010, s. 39).
(6) Kommissionens afgørelse 2013/121/EU af 7. marts 2013 om de sikkerhedskrav, der skal være opfyldt i europæiske standarder for visse barnestole i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed (EUT L 65 af 8.3.2013, s. 23).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/48/EF af 18. juni 2009 om sikkerhedskrav til legetøj (EUT L 170 af 30.6.2009, s. 1).
BILAG
SIKKERHEDSKRAV, DER SKAL OPFYLDES AF EUROPÆISKE STANDARDER FOR VISSE BØRNEPRODUKTER OG RELATEREDE PRODUKTER, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 1
|
1. |
Kemiske farer | 166 |
|
2. |
Termiske farer | 167 |
|
3. |
Brandfare | 167 |
|
4. |
Fastklemningsfare | 168 |
|
5. |
Farer ved bevægelige dele — herunder klipnings-, skærings- og knusningsfare | 168 |
|
6. |
Farer fra børneprodukter, der er beregnet til at kunne klappes sammen til opbevaring og transport | 169 |
|
7. |
Farer fra børneprodukter, der er beregnet til at blive at blive skilt ad til opbevaring og transport | 169 |
|
8. |
Farer i forbindelse med fastgørelsesmekanismer og åbnings- og lukkesystemer | 169 |
|
9. |
Farer i forbindelse med produkter med hjul | 170 |
|
10. |
Fare for indvikling | 170 |
|
11. |
Kvælningsfare (ved at sluge små dele) | 170 |
|
12. |
Kvælningsfare (ved ekstern blokering af luftveje) | 171 |
|
12.1. |
Farer i forbindelse med vejrtrækning | 171 |
|
13. |
Fare for at sluge små dele | 171 |
|
14. |
Fare for indføring og indånding | 171 |
|
15. |
Farlige spidser, kanter og fremstående dele | 171 |
|
16. |
Farer forbundet med konstruktionsmæssig integritet | 172 |
|
17. |
Farer forbundet med beskyttelsesfunktioner | 172 |
|
18. |
Farer forbundet med fastspændingssystemer | 173 |
|
19. |
Farer forbundet med stabilitet | 173 |
|
20. |
Fare for fald | 173 |
|
21. |
Druknefarer | 174 |
|
22. |
Elektrisk fare | 174 |
|
23. |
Biometriske farer | 174 |
|
24. |
Akustiske farer | 174 |
|
25. |
Strålingsfare | 174 |
|
26. |
Radioaktive farer | 175 |
|
27. |
Farer i forbindelse med hygiejne | 175 |
|
28. |
Farer i forbindelse med den information, der følger med produktet | 175 |
I dette bilag fastsættes de sikkerhedskrav, som skal opfyldes af europæiske standarder for de børneprodukter og relaterede produkter, der er omhandlet i artikel 1 i denne afgørelse Kravene har til formål at sikre, at produkter, som er i overensstemmelse med standarderne, opfylder det almindelige sikkerhedskrav i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/95/EF.
Børneprodukter må ikke indebære fare for sikkerheden eller sundheden for børn og omsorgspersoner, når de anvendes under rimeligt forudsigelige betingelser, under hensyntagen til børns og omsorgspersoners adfærd, evner eller sårbarhed.
Når det er muligt, skal der tages hensyn til særlige behov hos brugere med handicap — både omsorgspersoner og børn — for at sikre deres sikkerhed.
Indbygget sikkerhed skal altid prioriteres.
Børneprodukter — og/eller deres emballage — skal være forsynet med passende oplysninger for at henlede forældres og omsorgspersoners opmærksomhed på de farer, der er forbundet med at anvende produkterne, og metoderne til at undgå dem. Dette omfatter advarsler (piktogrammer og/eller tekst) og brugsanvisninger og/eller vedligeholdelsesanvisninger.
Børneprodukter skal fortsætte med at være sikre og bevare deres sikkerhedsegenskaber i deres forventede levetid. De skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at de farer, der er forbundet med fortsat anvendelse inden for den forventelige tidsramme, begrænses mest muligt.
Børneprodukter, der er beregnet til at blive anvendt i forbindelse med en tjenesteydelse, skal opfylde specifikke krav for at tage hensyn til, at de anvendes oftere og i en længere periode og kan være udsat for større belastninger.
Standarder, der udarbejdes efter Kommissionens standardiseringsanmodninger på grundlag af disse sikkerhedskrav, skal tage hensyn til de seneste antropometriske data, medicinsk forskning, kendte sundhedsråd, der specifikt vedrører børns sikkerhed (f.eks. sikkerhed i forbindelse med søvn), og den nyeste videnskabelige og tekniske viden om børns sikkerhed og/eller sundhed.
Konstruktører og fabrikanter skal huske på, at farer ved produkter til børn ikke er begrænset til dem, der er nævnt i dette dokument. Desuden skal andre EU-regler om produktsikkerhed overholdes, f.eks. reglerne om kemikaliesikkerhed.
Der skal tages hensyn til yderligere farer, som vedrører sikker anvendelse og funktion af produkter (herunder dem, der er forbundet med kunstig intelligens, cybersikkerhed, internetkonnektivitet, sikkerhed og privatlivets fred).
Der skal tages hensyn til eventuelle farer i forbindelse med omsorgspersonens kommunikation med, overvågning af og kontrol over barnet på afstand.
Børn udvikler sig fysisk, mentalt og følelsesmæssigt i forskellige hastigheder. Enhver standard, der udvikles med henblik på at opfylde disse sikkerhedskrav, skal i sit anvendelsesområde klart angive udviklingsstadiet (f.eks. aldersgruppe, vægt og højde) og opfylde produktsikkerhedskravene i overensstemmelse hermed.
Hvis denne fremgangsmåde ikke følges, anføres en begrundelse i informationsbilaget til standarden.
Brugervenligheden skal overvejes i børneproduktstandarder — navnlig bør udformningen af børneproduktet gøre det muligt for en enkelt voksen bruger at installere, håndtere og anvende produktet.
Artikler, der er beregnet til at blive anvendt sammen med børneprodukter, men som er underlagt andre standarder, skal opfylde kravene i begge standarder.
1. KEMISKE FARER
Børneprodukter skal være udformet og fremstillet på en sådan måde, at der ikke er risiko for skadelige virkninger for menneskers sundhed for børn eller tredjeparter (børn og voksne) som følge af eksponering for de kemiske stoffer og blandinger, som børneprodukterne består af, eller som børneprodukterne indeholder, når de anvendes til det beregnede formål eller under rimeligt forudsigelige anvendelsesbetingelser under hensyntagen til børns adfærd, den specifikke anvendelse af et produkt og de deraf følgende eksponeringsbetingelser.
Børneprodukter — og deres emballage — skal være i overensstemmelse med al relevant EU-lovgivning om visse kategorier af produkter eller om begrænsninger for visse stoffer eller blandinger.
Standarderne skal afspejle de seneste retningslinjer for kemikalier og specifikt inddrage viden om børns sikkerhed og sundhed (i forbindelse med at ting puttes i munden, indånding og optagelse ved kontakt).
Når der anvendes genanvendte materialer, skal de opfylde de samme krav som nye materialer.
Når der fastsættes krav til kemikaliesikkerhed i forbindelse med børneprodukter, f.eks. ved at fastsætte en passende grænseværdi for kemikalier, skal der tages hensyn til alle relevante retningslinjer, lovmæssige bestemmelser og de seneste videnskabelige resultater for lignende produkter. Den nyeste viden inden for prøvningsmetoder bør anvendes til vurderingen.
På grund af særlige anvendelsesbetingelser (f.eks. eksponeringens varighed, et produkts særlige anvendelse) bør tærskler også tilpasses, så de svarer til den forventede anvendelse af produktet.
2. TERMISKE FARER
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at de termiske farer begrænses mest muligt. Der skal tages hensyn til barnets adfærd og tilgængelige data om overfladetemperaturer i forbindelse med forbrændinger. Der skal være passende advarsler om eventuelle tilbageværende farer. Termiske farer omfatter, men er ikke begrænset til:
|
a) |
kontakt med varme eller kolde overflader |
|
b) |
indtagelse af varme fødevarer eller væsker |
|
c) |
skoldning |
|
d) |
overophedning (hypertermi) |
|
e) |
at blive kold (hypotermi). |
3. BRANDFARE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at brandfare begrænses mest muligt.
Brandfare omfatter, men er ikke begrænset til:
|
a) |
farer som følge af pludselig antændelse |
|
b) |
farer som følge af flammeudbredelse |
|
c) |
farer som følge af materialers smelteegenskaber |
|
d) |
farer som følge af kontakt med flammer. |
Børneprodukter skal bestå af materialer, der opfylder et eller flere af følgende krav (listen er ikke udtømmende):
|
a) |
De er vanskeligt antændelige og selvslukkende. |
|
b) |
Hvis de antændes, brænder de langsomt med en lav flammeudbredelseshastighed. |
|
c) |
De er udformet på en sådan måde, at forbrændingsprocessen på mekanisk vis forsinkes uanset deres kemiske sammensætning. |
Stoffer, der vides at afgive meget giftige dampe ved forbrænding, må ikke anvendes i produkter til børn. Brændbare materialer må ikke udgøre en flammeudbredelsesrisiko for de øvrige materialer, der anvendes i produktet.
Stoffer og materialer, der anses for at udgøre en alvorlig fare for sundheden, må ikke migrere eller frigives i koncentrationer, der kan være til fare for brugerne af produktet.
Det bør fremgå af standarderne, at kemiske flammehæmmere kun bør anvendes, når der ikke er andre muligheder. Hvis der anvendes kemiske flammehæmmere, må deres toksicitet og bortskaffelse ikke udgøre en fare for sundheden hos brugere og omsorgspersoner og for miljøet.
4. FASTKLEMNINGSFARE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at fastklemningsfaren for børns kropsdele begrænses mest muligt. Produkterne skal forhindre, at et barns hoved, hals, torso, arme, hænder, fingre, ben, fødder og tæer kommer i klemme.
Kravene til forebyggelse af fastklemning skal omfatte fastklemningsfare fra, men er ikke begrænset til, hårde og fleksible:
|
a) |
helt afgrænsede åbninger |
|
b) |
delvist afgrænsede åbninger |
|
c) |
V-formede åbninger |
|
d) |
uregelmæssige åbninger |
|
e) |
dynamiske åbninger |
|
f) |
fastgørelser |
|
g) |
huller |
|
h) |
sprækker |
|
i) |
tryk fra omgivende materiale. |
Alle produkter, der udgør et afgrænset rum, som et barn kan komme ind i og blive fanget i, skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at risikoen for indespærring minimeres.
Standarderne skal klart angive sikre dimensioner med hensyn til fastklemningsfare. Disse mål skal altid afspejle de seneste antropometriske data for de børn, som forventes at bruge og interagere med produktet, og skal specifikt relatere til viden om børns sikkerhed.
Fastklemningsfare, der opstår som følge af bevægelse, skal begrænses mest muligt af konstruktionen. Tilbageværende farer skal være dækket af advarsler og anvisninger.
Farer i forbindelse med bevægelse omfatter, men er ikke begrænset til:
|
a) |
fastklemning fremkaldt af vægten af et væltet produkt |
|
b) |
fastklemning forårsaget af huller og åbninger i forbindelse med forventelig anvendelse af produktet (herunder, når barnet er i bevægelse) |
|
c) |
fastklemning forårsaget af huller og åbninger, som barnet har adgang til, men som støder op til produktet |
|
d) |
fastklemning, når barnet lægger sin hals på en blød eller hård kant |
|
e) |
fastklemning forårsaget af produktet, men som skyldes børn, der ikke er produktets primære brugere. |
5. FARER VED BEVÆGELIGE DELE — HERUNDER KLIPNINGS-, SKÆRINGS- OG KNUSNINGSFARE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer ved bevægelige dele begrænses mest muligt. Produkterne skal forhindre klipning (når komponenterne bevæger sig relativt indbyrdes og har en saksefunktion), knusning (når komponenterne bevæger sig i forhold til hinanden og har en sammentrykkende kraft) eller skæring fra/af hele kroppen eller af lemmer, fingre og tæer.
Krav til forebyggelse af farer fra bevægelige dele skal medtages for følgende farer (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
selve produktets bevægelse |
|
b) |
bevægelse af barnets kropsvægt |
|
c) |
anvendelse/frigivelse af en ekstern kraft. |
Konstruktører og fabrikanter skal tage hensyn til, at farer kan ændre sig afhængigt af tilgængeligheden af de bevægelige dele, materialets fleksibilitet (herunder stof), påvirkning af kræfter, og hvor disse kommer fra, midlerne til betjening af de bevægelige dele, delenes form/materiale, barnets evner osv.
6. FARER FRA BØRNEPRODUKTER, DER ER BEREGNET TIL AT KUNNE KLAPPES SAMMEN TIL OPBEVARING OG TRANSPORT
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer i forbindelse med produkter, der er udformet, således at de kan klappes sammen til opbevaring og transport, begrænses mest muligt. Produkterne skal forhindre knusning, skæring, klemning og kvælning fra utilsigtet sammenklapning.
Krav til forebyggelse af farer ved børneprodukter, der er udformet, så de kan klappes sammen til opbevaring og transport, skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Låseanordninger skal anvendes for at undgå ufuldstændig/utilsigtet aktivering. |
|
b) |
Låsning/låst position skal være indlysende for forælderen/omsorgspersonen. |
|
c) |
Låsemekanismer må ikke utilsigtet kunne åbnes. |
|
d) |
Produktets skal kunne betjenes af 1 voksen. |
|
e) |
Det må ikke være muligt at anvende sådanne produkter, uden at låsemekanismen/låsemekanismerne aktiveres. |
7. FARER FRA BØRNEPRODUKTER, DER ER BEREGNET TIL AT BLIVE AT BLIVE SKILT AD TIL OPBEVARING OG TRANSPORT
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer i forbindelse med, at produkter skilles ad til opbevaring og transport og samles igen til brug, begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer fra, at produkter skilles ad og samles igen, skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
|
Anvisninger, der er klart formuleret og letforståelige og kan forstås af den gennemsnitlige, ikkeprofessionelle forbruger, skal medtages.
|
8. FARER I FORBINDELSE MED FASTGØRELSESMEKANISMER OG ÅBNINGS- OG LUKKESYSTEMER
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer i forbindelse med deres fastgørelsesmekanismer og åbnings- og lukkesystemer begrænses mest muligt. Produkterne skal forhindre knusning, klipning, skæring, klemning, fald og kvælning som følge af utilsigtet frigørelse.
Krav til forebyggelse af farer i forbindelse med fastgørelsesmekanismer og åbnings- og lukkesystemer skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Hvis produktet kan anvendes i flere positioner, skal den valgte position fastholdes, når produktet udsættes for kræfter, der er typiske for et barns handlinger og bevægelser. |
|
b) |
Åbnings- og lukkesystemer skal udformes og fremstilles således, at utilsigtet aktivering undgås. |
9. FARER I FORBINDELSE MED PRODUKTER MED HJUL
Børneprodukter med hjul eller møbelruller (til transport eller anden bevægelse) skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer forbundet med hjul eller møbelruller og utilsigtet bevægelse begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer fra utilsigtet bevægelse i forbindelse med hjul/møbelruller skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Alle hjulprodukter skal være udstyret med en eller flere egnede låseanordninger, som sikrer stabilitet, når det er påkrævet. |
|
b) |
Alle låseanordninger skal være sikre i brug. |
|
c) |
Børneprodukter med hjul skal have en parkeringsfunktion, der gør det muligt at holde dem fast på en stabil måde, uanset overfladen. |
10. FARE FOR INDVIKLING
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at faren for indvikling begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse skal medtages for følgende farer (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
fare for at hænge fast |
|
b) |
tekstilprodukter, der hænger fast, f.eks. dele til beklædningsgenstande (lukninger, knapper, udsmykning, syning eller lignende, der resulterer i huller, sprækker og åbninger eller udragende dele) |
|
c) |
stranguleringsfare, som skyldes snore, bånd, kabler eller løkker |
|
d) |
fare, som skyldes anvendelse af monofilamenttråde |
|
e) |
farer, som skyldes håndtag. |
Standarderne skal klart angive sikre dimensioner og prøvningskrav i forbindelse med snore, bånd, kabler, løkker og andre indviklingsfarer. Disse mål skal altid afspejle de seneste antropometriske data og specifikt relatere til viden om børns sikkerhed. Opbevaringsposer til produkter skal også være sikre.
11. KVÆLNINGSFARE (VED AT SLUGE SMÅ DELE)
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at kvælningsfaren ved at sluge små dele elimineres.
Krav til forebyggelse af kvælningsfare skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Ingen dele, der kan fjernes af et barn ved egen kraft, må være så små, at de kan udgøre en kvælningsfare. |
|
b) |
Ingen dele, der kan brækkes fri, rive sig løs eller blive adskilt fra produktet (f.eks. når det tabes), må være så små, at de kan udgøre en kvælningsfare. |
|
c) |
Ingen komponenter, som kan afmonteres uden brug af værktøj, må udgøre en kvælningsfare. |
|
d) |
Ingen komponenter, der er så lange, at opkastningsrefleksen kan udløses, hvis barnet putter produktet i munden, bør på grund af kvælningsfaren tillades for børn, der ikke er gamle nok til at sidde uden støtte. |
|
e) |
Et barn må ikke ved egen kraft kunne få fat i stopningsmateriale, som kan udgøre en kvælningsfare, hvis det sluges. |
|
f) |
Barnet må ikke udsættes for yderligere fare som følge af indånding på grund af størrelsen af de dele, produktet indeholder, eller fordi barnet ved egen kraft kan gøre delene tilstrækkeligt små eller få fat i dem. |
|
g) |
Produkternes samlede størrelse og form skal tages i betragtning, og der skal om nødvendigt anvendes tekniske/mekaniske løsninger (f.eks. lufthuller i produkter, hvor kvælningsfaren er til stede ved normal og forudsigelig brug). |
Standarderne skal klart angive sikre dimensioner og prøvningskrav med hensyn til kvælningsfare. Disse mål skal altid afspejle de seneste antropometriske data og specifikt relatere til viden om børns sikkerhed.
12. KVÆLNINGSFARE (VED EKSTERN BLOKERING AF LUFTVEJE)
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at kvælningsfaren ved ekstern blokering af luftveje med produkter og deres emballage begrænses mest muligt. Sådanne farer opstår, når næse og mund blokeres samtidig.
Krav til forebyggelse skal medtages for følgende farer (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
kvælning, som skyldes tynde/bløde materialer, der kan forme sig til at dække barnets ansigt (herunder overføringsbilleder) |
|
b) |
kvælning, som skyldes tynde plastposer med en åbning, der er større end omkredsen af et barns hoved |
|
c) |
kvælning, som skyldes selvklæbende emballage (f.eks. plastfilm) |
|
d) |
kvælning, som skyldes produkter med en udformning, der medfører, at de kan anbringes over barnets ansigt og give en lufttæt forsegling |
|
e) |
kvælning som følge af, at luftveje dækkes af, eller ved at man synker ned i, bløde, luftige og smidige materialer, især i børns sovemiljø (de yngste børn). |
Farlige emballagematerialer skal så vidt muligt undgås, men hvor de er nødvendige, skal sikkerheden være indbygget (dvs.: med huller eller under en minimumstykkelse). Desuden bør forbrugerne gøres opmærksomme på farerne ved emballagen (dvs. kvælningsfaren som følge af ekstern luftvejsblokering).
12.1. Farer i forbindelse med vejrtrækning
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at kvælningsfaren i forbindelse med manglende luftgennemtrængelighed begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer i forbindelse luftgennemtrængelighed skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Barnets næse og mund må ikke dækkes samtidigt. |
|
b) |
Madrasser, sengetøj og andre lignende produkter må ikke kunne forme sig til at dække barnets ansigt. |
|
c) |
Yderligere madrasser eller sengetøj må ikke medføre yderligere kvælningsfarer. |
13. FARE FOR AT SLUGE SMÅ DELE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer for at sluge små dele begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer for at sluge små dele skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Fastgjorte dele skal forblive fastgjort, og de må ikke brække i stykker, hvis de kommer fri. |
|
b) |
Små genstande og komponenter skal have en sådan størrelse og udformning, at de ikke passerer gennem barnets mund og hals til maven. |
|
c) |
Magneter, batterier og andre lignende komponenter er særligt farlige, og det må ikke være muligt for barnet at få adgang til eller sluge sådanne dele. |
14. FARE FOR INDFØRING OG INDÅNDING
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at faren forbundet med indføring og indånding af små dele, der kan indføres i ører eller næse, begrænses mest muligt.
15. FARLIGE SPIDSER, KANTER OG FREMSTÅENDE DELE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at faren for at skære sig i forbindelse med skarpe spidser, kanter og fremstående dele begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med farlige skarpe spidser, kanter og fremstående dele skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Overflader bør være glatte — medmindre overfladen er specielt udformet til at bidrage til, at børneproduktet fungerer sikkert. |
|
b) |
Skarpe kanter, hjørner, ledninger og spidser skal fjernes. |
|
c) |
Der må ikke være dele, som rager frem, der kan medføre skader. |
|
d) |
Fremstående dele af produkter må ikke medføre væsentlig skade. |
|
e) |
Materialerne skal være fri for splinter. |
|
f) |
Metaloverflader og andre metaldele skal være korrosionsbestandige og flammebestandige. |
|
g) |
Der må ikke anvendes planglas. |
|
h) |
Glasuld og anden lignende mineraluld må ikke udgøre nogen risiko for strangulering eller kvælning. |
|
i) |
Polstrings-/fyldningsmaterialer må ikke indeholde hårde eller skarpe genstande. |
16. FARER FORBUNDET MED KONSTRUKTIONSMÆSSIG INTEGRITET
Børneprodukter skal have tilstrækkelig styrke og konstruktionsmæssig integritet til at kunne holde i deres forventede levetid. De skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at de farer, der er forbundet med fortsat anvendelse over en forventet tidsramme, begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med konstruktionsmæssig integritet skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Produkter bør have en tilstrækkelig styrke og holdbarhed i hele produktets levetid. |
|
b) |
Produkter og materialer (herunder stoffer og syninger) skal være tilstrækkeligt holdbare til at modstå alle anvendelser og forhold, der kan forudses, og må ikke nedbrydes eller blive farlige ved brug over tid, temperaturændringer, fugtighed og eksponering for UV-lys osv. |
|
c) |
Produkter, der kræver samling og/eller installation, skal efter at være blevet samlet/monteret i henhold til fabrikantens anvisninger have samme konstruktionsmæssige integritet som produkter, der er samlet/monteret af fabrikanten, og skal opfylde alle de sikkerhedskrav, der gælder for disse produkter. |
|
d) |
Produkter, der kan justeres i takt med, at barnet vokser, må ikke ændre styrke som følge af mekanisk belastning. |
|
e) |
Sikringsanordninger, der er udformet til at fastgøre produktet sikkert til andre genstande, produkter eller enheder, skal bevare deres funktionalitet i hele produktets levetid. |
17. FARER FORBUNDET MED BESKYTTELSESFUNKTIONER
Børneprodukter, der har en beskyttende funktion, skal på sikker vis begrænse barnets adgang til farer. Produkter, der sørger for at holde et barn i et bestemt miljø (f.eks.: barrierer), eller som beskytter et barn mod farer i forbindelse med vejret og/eller insekter eller begrænser et barns bevægelsesfrihed og/eller begrænser et barns adgang til farer (f.eks. hjørnebeskyttere), skal på sikker vis yde den tilsigtede beskyttelsesfunktion.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med beskyttelsesfunktioner skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Beskyttelsesfunktionen skal være egnet til barnets alder og evner og må ikke medføre eller give adgang til yderligere farer, og funktion og effektivitet må ikke reduceres under brug. |
|
b) |
Barrierer skal være udformet således, at et barn ikke kan klatre over dem, komme under dem eller igennem dem eller fjerne dem. |
|
c) |
Barriererne skal have have en sikker højde og afspejle både barnets udviklingstrin og de seneste antropometriske data. |
|
d) |
Produkter med en beskyttende funktion for barnet må ikke medføre fare for fastklemning. |
|
e) |
Barnet må ikke kunne deaktivere eller forskyde låsemekanismer/lukkemekanismer, og omsorgspersonen må heller ikke kunne gøre dette utilsigtet. |
|
f) |
Væltesikringsprodukter (f.eks. produkter, der forhindrer møbler, opbevaringsmøbler eller TV-skærme i at falde ned på børn) skal udformes med passende beslag og materialer, der kan modstå de påvirkninger, som de er beregnet til at blive udsat for, herunder ældning, UV-lys osv. |
|
g) |
Sikringsmekanismer til at forhindre åbning (f.eks. produkter, der forhindrer døre eller vinduer i at blive åbnet af børn) skal udformes med en passende låseanordning og modstandskraft til at forhindre faldfare. |
18. FARER FORBUNDET MED FASTSPÆNDINGSSYSTEMER
Børneprodukter, der har et fastspændingssystem, skal på sikker vis begrænse barnets adgang til farer og må ikke medføre yderligere farer fra selve fastspændingsanordningen.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med fastspændingssystemer skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Fastspændingssystemer skal være forsvarligt fastgjort og må ikke i sig selv forårsage fare. |
|
b) |
Fastspændingssystemer skal kunne tilpasses barnets størrelse. |
|
c) |
Fastspændingssystemer skal være effektive til enhver tid og i alle brugssituationer. |
|
d) |
Fastspændingssystemer skal tage hensyn til alle barnets potentielle bevægelser og kræfter. |
|
e) |
Produkterne skal være sikre i brug og have den tilsigtede fastspændingsfunktion. Barnet skal nemt kunne flyttes i en nødsituation. |
19. FARER FORBUNDET MED STABILITET
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer i forbindelse med produktets stabilitet (herunder med hensyn til at falde og vælte) begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med stabiliteten skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Produkterne skal undgå enhver form for fare for at vælte, der kan medføre et fald for barnet (f.eks. at vælte en højstol ved at skubbe fødderne mod bordet). |
|
b) |
Produkterne skal forblive stabile og sikre ved (barnets eller produktets) bevægelser. |
|
c) |
Tilbehør til produktet eller dele, der er konstrueret til at kunne afmonteres, må ikke ændre materiellets sikkerhed og stabilitet (f.eks. tilsætning af bakke til overstol). |
20. FARE FOR FALD
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer for fald begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med fald medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Produkter med håndtag skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at håndtagene ikke løsner sig fra artiklen, når barnet bliver båret. |
|
b) |
Håndtag skal være fastgjort, således at der ikke er nogen fare for, at barnet falder ud af produktet. |
|
c) |
Produkter til at gynge i må ikke medføre fare for fald. |
|
d) |
Produkterne skal have en tilstrækkelig højde (ryglæn, armlæn, barrierefunktion osv.) og styrke (herunder produkter fremstillet af stof) til sikker fastholdelse af barnet. |
|
e) |
Produkter med en fastspændingsfunktion til at forhindre fald skal være sikre under brug og må ikke medføre yderligere farer fra selve fastspændingsanordningerne. |
|
f) |
Produkter, hvor barnet befinder sig i en høj position, må ikke udgøre en fare for fald (f.eks. høje stole og huller til fødderne, sikkerhedsgitre osv.). |
21. DRUKNEFARER
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at druknefarer begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af drukning skal medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Alle sikringsanordninger skal være sikre under brug og må ikke i sig selv medføre yderligere farer. |
|
b) |
Barnet skal nemt kunne flyttes i en nødsituation. |
|
c) |
Barnet må ikke utilsigtet kunne glide ud af et produkt som f.eks. et flydesæde. |
|
d) |
Flydende produkter skal bevare deres flydeevne; de må ikke miste lufttrykket hurtigt; i tilfælde af udsivning skal de bevare en tilstrækkelig reserveopdrift. |
|
e) |
Flydende produkter skal opretholde en sikker stabilitet og kunne modstå kræfter fra vind og strøm, hvis de er beregnet til anvendelse på åbent vand. |
|
f) |
Alle relevante advarsler, såsom at barnet ikke må efterlades uden opsyn og at drukning kan finde sted på kort tid og i meget lavt vand, skal fremgå klart |
22. ELEKTRISK FARE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer forbundet med anvendelse af elektriske produkter (herunder elektrisk stød) begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af elektriske farer medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Når der anvendes lagret energi (f.eks. fra et batteri), må den anvendte strømstyrke og udformningen af børneproduktet ikke udgøre nogen risiko for barnet. |
|
b) |
Batterier og strømførende dele må ikke være tilgængelige for et barn. |
|
c) |
De elektriske produkters ledninger må ikke udgøre yderligere farer. |
23. BIOMETRISKE FARER
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer forbundet med anvendelse af biometriske parametre begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af biometriske farer medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Børneproduktet må ikke udgøre nogen risiko for barnet, når der anvendes biometriske parametre. |
|
b) |
Der bør altid være et mekanisk backupsystem, således at en person, hvis kendetegn ikke er programmeret i enheden, kan betjene den, især i en nødsituation, eller hvis batteriet svigter. |
24. AKUSTISKE FARER
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer forbundet med lyde begrænses mest muligt.
Produkter, der er konstrueret til at udsende lyd, må ikke udsende støj med en høj spidsværdi og/eller høj kontinuerlig støj, der kan risikere at skade et barns hørelse.
25. STRÅLINGSFARE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at sundhedsfarer eller risiko for skader på øjne eller hud i forbindelse med kunstig eller naturlig stråling begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer forbundet med stråling fra kunstige kilder medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Alt lys fra produktet skal være sikkert og må ikke forstyrre naturlige søvnrytmer. |
|
b) |
Der må ikke anvendes lys af høj intensitet og koncentreret lys. |
|
c) |
Ikkesynlige strålingsfarer skal begrænses mest muligt (herunder elektriske, magnetiske eller elektromagnetiske felter og andre typer stråling). |
|
d) |
Krav til forebyggelse af farer i forbindelse med stråling fra naturlige kilder, f.eks. solforbrændinger, skal medtages. |
26. RADIOAKTIVE FARER
Børneprodukter må ikke indeholde materiale, der kan medføre øgede radioaktive farer.
27. FARER I FORBINDELSE MED HYGIEJNE
Børneprodukter skal udformes og fremstilles på en sådan måde, at farer i forbindelse med hygiejne begrænses mest muligt.
Krav til forebyggelse af farer i forbindelse med hygiejne medtages for så vidt angår følgende (hvis det er relevant), men er ikke begrænset til:
|
a) |
Produkter skal udformes på en sådan måde, at risikoen for infektion eller smitte undgås. |
|
b) |
Produkter må ikke indebære mikrobiologiske farer som følge af utilstrækkelig hygiejne i forbindelse med materiale af animalsk oprindelse (f.eks. fjer) |
|
c) |
Produkter skal kunne rengøres, og alle sikkerhedskrav skal fortsat være opfyldt efterfølgende. |
|
d) |
Produkter, der er fremstillet af genanvendte materialer, skal også opfylde disse krav. |
|
e) |
Fabrikanten skal stille en grundig rengøringsvejledning til rådighed |
|
f) |
Materialet bør være fri for biologisk kontaminering og skadegørere. |
28. FARER I FORBINDELSE MED DEN INFORMATION, DER FØLGER MED PRODUKTET
Der skal medfølge sikkerhedsinformation, navnlig for at forebygge farer, der ikke kan undgås ved udformningen af produktet. Information, der enten findes på eller følger med produktet, skal gives på en sådan måde, at farerne begrænses mest muligt.
Krav til sikkerhedsinformation medtages for så vidt angår følgende, men er ikke begrænset til:
|
a) |
Sikkerhedsinformation skal være klar og tydelig og omfatte købsoplysninger, brugsanvisning, mærkning og advarsler. |
|
b) |
Der bør så vidt muligt anvendes klare og forståelige piktogrammer og illustrationer i stedet for eller som supplement til teksten til sikkerhedsrelateret information. |
|
c) |
Informationerne skal være affattet på sproget/sprogene i det land, hvor produktet bringes i omsætning. |
|
d) |
Mærkningen på produktet skal forblive klart synlig og let læselig i hele produktets levetid. |
|
e) |
Forbrugeren skal tydeligt og let kunne se alle købsoplysningerne på salgsstedet (herunder online salgssteder). |
|
f) |
Der skal gives anvisninger angående sikker installation, montering, anvendelse og vedligeholdelse. |
|
g) |
Begrænsninger for sikker anvendelse skal angives tydeligt. |
|
h) |
Mindste/højeste alder/vægt/brugshøjde skal angives (hvis det er relevant for sikker anvendelse af produktet). |
|
i) |
Hvis et produkt ældes, skal det angives, hvordan man kontrollerer, at produktet stadig er sikkert i brug. |
|
j) |
Det skal angives, hvornår og hvordan produktet bortskaffes/genanvendes, når dette kan udgøre et sikkerhedsproblem. |
|
k) |
Der skal gives anvisninger om kontrol af produktet inden brug sammen med vejledning om straks at ophøre med anvendelsen, hvis produktet på nogen måde er beskadiget. |
|
l) |
Mærkater på produkterne eller emballagen skal sammen med den medfølgende brugsanvisning gøre de personer, der passer barnet, opmærksomme på de farer, risici for skade eller afledte virkninger, der er forbundet med anvendelsen af produkterne, samt på, hvordan man undgår dem. |
|
m) |
Mærkning og billeder på etiketter eller emballage må ikke vildlede om eventuelle sikkerhedskrav i standarden. |
|
n) |
Mærkning, der gør det muligt at identificere produktet for at sikre dets sporbarhed gennem distributionskæden, skal være i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning. |
|
o) |
Børneprodukter, der er beregnet til at blive fastgjort til andre produkter, skal være forsynet med advarsler om farer og risici ved fastgørelse til dertil uegnede produkter. |
|
p) |
Børneprodukter, der er beregnet til at blive fastgjort til andre produkter, skal være forsynet med købsoplysninger, der angiver den type og serie af produkter, som artiklen egner sig til. |