|
9.6.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 149/81 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/1136
af 8. juni 2023
om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet for at støtte Nigers væbnede styrker med dødbringende militært udstyr
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) opretter den europæiske fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i henhold til traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal EPF navnlig anvendes til at finansiere bistandsforanstaltninger såsom aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender. |
|
(2) |
Republikken Niger spiller en vigtig rolle i centrale regionale, europæiske og internationale initiativer, der har til formål at styrke fred og udvikling i Sahel, herunder i Unionens integrerede strategi i Sahel, Sahelkoalitionen og partnerskabet for sikkerhed og stabilitet i Sahel (P3S) samt Sahelalliancen. Det internationale samfund, herunder Unionen, har i den seneste periode gjort en betydelig indsats for at støtte Republikken Niger i kampen mod terrorisme. |
|
(3) |
Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik modtog den 10. juni 2022 fra Republikken Niger en anmodning om, at Unionen bistår Nigers væbnede styrker (Forces armées nigériennes — FAN) med indkøb af nøgleudstyr for at styrke den nære luftstøttekapacitet i Nigers luftvåben (Armée de l’air du Niger — AAN). Den 4. april 2023 blev der modtaget en revideret anmodning fra Republikken Niger, der afspejlede resultaterne af en behovsvurdering, som Unionen foretog i februar 2023. |
|
(4) |
Denne afgørelse om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af EPF for at støtte Nigers væbnede styrker med dødbringende militært udstyr suppleres af Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1137 (2). Disse to afgørelser bør gennemføres samtidigt, men forvaltes særskilt. |
|
(5) |
Bistandsforanstaltninger skal gennemføres under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509, navnlig overholdelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (3), og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF. |
|
(6) |
Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper og at styrke retsstatsforhold og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, verdenserklæringen om menneskerettighederne og folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Oprettelse, mål, anvendelsesområde og varighed
1. Der oprettes herved en bistandsforanstaltning, som skal finansieres inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«), til fordel for Republikken Niger (»modtageren«).
2. Målet med bistandsforanstaltningen er at styrke kapaciteten i Nigers væbnede styrker (Forces armées nigériennes — FAN) for at forsvare Republikken Nigers territoriale integritet og suverænitet og beskytte civilbefolkningen bedre, herunder mod den stigende terrortrussel, i fuld overensstemmelse med den relevante folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret.
3. For at nå målet i stk. 2 finansierer bistandsforanstaltningen levering af luft til jord-ammunition (ML4 på EU's fælles liste over militært udstyr) til helikopterne MI-35 og MI-171.
4. Gennemførelsen af bistandsforanstaltningen suppleres af aktiviteter, der har til formål at sikre passende anvendelse, vedligeholdelse, oplagring og overvågning af den luft til jord-ammunition, der skal finansieres i henhold til afgørelse (FUSP) 2023/1137.
5. Bistandsforanstaltningens varighed er 30 måneder fra vedtagelsen af denne afgørelse.
Artikel 2
Finansielle ordninger
1. Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 4 702 998 EUR.
2. Alle udgifter forvaltes i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.
Artikel 3
Ordninger med modtageren
1. Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) indgår de nødvendige ordninger med modtageren for at sikre dens opfyldelse af de krav og betingelser, der er fastsat ved denne afgørelse, som en betingelse for ydelse af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.
2. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser, der forpligter modtageren til at sikre:
|
a) |
at Nigers luftvåben overholder relevant folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret |
|
b) |
korrekt og effektiv anvendelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de stilles til rådighed |
|
c) |
tilstrækkelig vedligeholdelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, for at sikre, at de er anvendelige og operationelt disponible i hele deres livscyklus |
|
d) |
at aktiver, som stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, ikke går tabt eller overføres uden samtykke fra det facilitetsudvalg, der er nedsat i henhold til afgørelse (FUSP) 2021/509, til andre personer eller enheder end dem, der er udpeget i disse ordninger, ved afslutningen af deres livscyklus. |
3. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser om suspension og ophævelse af støtten inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, hvis modtageren tilsidesætter de forpligtelser, der er fastsat i stk. 2.
Artikel 4
Gennemførelse
1. Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF, og med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.
2. Gennemførelsen af de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, varetages af Défense Conseil International — DCI Group.
Artikel 5
Overvågning, kontrol og evaluering
1. Den højtstående repræsentant overvåger modtagerens opfyldelse af forpligtelserne i artikel 3. Denne overvågning skal bruges til at skabe bevidsthed om konteksten og risiciene for tilsidesættelse af de forpligtelser, der fastsættes i overensstemmelse med artikel 3, og skal bidrage til at forebygge sådanne tilsidesættelser, herunder krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af Nigers luftvåben.
2. Kontrollen af udstyr og forsyninger efter afsendelse tilrettelægges som følger:
|
a) |
leveringsverifikation, hvorved leveringsattester skal undertegnes af slutbrugerstyrkerne ved overdragelsen af ejendomsretten |
|
b) |
rapportering, hvorved modtageren skal aflægge årlig rapport om de aktiviteter, der gennemføres med udstyr, tjenester og infrastruktur, der leveres inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, og om fortegnelsen over udpegede genstande, indtil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) ikke længere finder en sådan rapportering nødvendig |
|
c) |
kontrolbesøg på stedet, hvorved modtageren efter anmodning skal give den højtstående repræsentant adgang til at foretage kontrol på stedet. |
3. Den højtstående repræsentant foretager en endelig evaluering, når bistandsforanstaltningen er afsluttet, for at vurdere, om bistandsforanstaltningen har bidraget til at nå målene i artikel 1, stk. 2.
Artikel 6
Rapportering
I gennemførelsesperioden forelægger den højtstående repræsentant halvårlige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for PSC i overensstemmelse med artikel 63 i afgørelse (FUSP) 2021/509. Administratoren for bistandsforanstaltninger oplyser regelmæssigt det ved afgørelse (FUSP) 2021/509 nedsatte facilitetsudvalg om gennemførelsen af indtægter og udgifter i overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 38, herunder ved at give oplysninger om de involverede leverandører og underleverandører.
Artikel 7
Suspension og ophør
1. PSC kan beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen i overensstemmelse med artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509.
2. PSC kan også henstille, at Rådet ophæver bistandsforanstaltningen.
Artikel 8
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juni 2023.
På Rådets vegne
M. MALMER STENERGARD
Formand
(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14).
(2) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1137 af 8. juni 2023 om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet til støtte for Nigers væbnede styrker (se side 85 i denne EUT).
(3) Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).