24.5.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 136/55


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/1006

af 25. april 2023

om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det ellevte møde i partskonferencen under Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte for så vidt angår forslagene om ændring af bilag A til nævnte konvention

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (1) (»konventionen«) trådte i kraft den 17. maj 2004 og blev indgået på Unionens vegne ved Rådets afgørelse 2006/507/EF (2).

(2)

I henhold til konventionens artikel 8 kan partskonferencen opføre kemikalier i bilag A, B og/eller C til konventionen og angive kontrolforanstaltninger, der er knyttet til disse kemikalier.

(3)

Der bør tages behørigt hensyn til anbefalingerne fra Komitéen for Vurdering af Persistente Organiske Miljøgifte (»POP-komitéen«), der er nedsat i overensstemmelse med konventionen.

(4)

På sit ellevte møde forventes partskonferencen at træffe beslutninger om opførelse af yderligere kemikalier i bilag A til konventionen.

(5)

For at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod yderligere udslip af dechloran plus, methoxychlor og UV-328 er det nødvendigt at mindske eller forhindre fremstillingen og anvendelsen af disse kemikalier på globalt plan og at støtte deres optagelse i konventionens relevante bilag.

(6)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i partskonferencen, bør fastlægges, da beslutningerne får bindende virkning for Unionen eller kan få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 (3)

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det ellevte møde i partskonferencen under Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte bør være som følger, idet de relevante henstillinger fra Komitéen for Vurdering af Persistente Organiske Miljøgifte (»POP-komitéen«) tages i betragtning:

a)

at støtte opførelsen af dechloran plus i bilag A med de specifikke undtagelser, der anbefales af POP-komitéen

b)

at støtte opførelsen af methoxychlor i bilag A uden specifikke undtagelser

c)

at støtte opførelsen af UV-328 i bilag A med de specifikke undtagelser, der anbefales af POP-komitéen.

Artikel 2

I lyset af udviklingen på det ellevte møde i partskonferencen kan Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne aftale justeringer til den holdning, der er omhandlet i artikel 1, under koordineringsmøder på stedet uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 25. april 2023.

På Rådets vegne

P. KULLGREN

Formand


(1)  EUT L 209 af 31.7.2006, s. 3.

(2)  Rådets afgørelse 2006/507/EF af 14. oktober 2004 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (EUT L 209 af 31.7.2006, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 45).