5.5.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 122/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/911

af 28. september 2021

om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af en protokol til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

Under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen ,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2020/1705 (1) blev protokollen til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus (»protokollen«) undertegnet mellem den 23. oktober 2020 og den 23. oktober 2022 med forbehold af senere indgåelse af protokollen.

(2)

Protokollen bør lette leveringen af regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus mellem aftaleparterne i Interbusaftalen (»aftaleparterne«) og derfor føre til forbedrede forbindelser for personbefordring mellem dem.

(3)

For at lette anvendelsen af den nye protokol, navnlig arbejdet i Det Fælles Udvalg, som er nedsat ved artikel 18 i den nye protokol, afspejler den nye protokol i vid udstrækning bestemmelserne i Interbusaftalen.

(4)

For at de fordele, der følger af protokollen, ikke skal blive unødigt forsinket, træder protokollen i kraft for de aftaleparter, der har undertegnet og godkendt eller ratificeret den, når tre aftaleparter, herunder Unionen, har undertegnet og godkendt eller ratificeret den.

(5)

Protokollen bør derfor godkendes på Unionens vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus, som træder i stedet for den protokol til Interbusaftalen, der var åben for undertegnelse mellem den 16. juli 2018 og den 16. april 2019, godkendes herved på Unionens vegne (2).

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, der er beføjet til på Unionens vegne at foranstalte den deponering af godkendelses- eller ratifikationsinstrumenter, som er omhandlet i protokollens artikel 20, stk. 2, med henblik på at meddele Unionens samtykke til at blive bundet af protokollen.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen (3).

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. september 2021.

På Rådets vegne

E. SVANTESSON

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2020/1705 af 23. oktober 2020 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af en protokol til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus (EUT L 385 af 17.11.2020, s. 1).

(2)  Se side … i denne EUT.

(3)  Datoen for protokollens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.