21.3.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 81/27


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2023/653

af 20. marts 2023

om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/472 om Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 31. marts 2020 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2020/472 (1), der indførte Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI).

(2)

Efter en strategisk revision af operationen vedtog Rådet den 26. marts 2021 afgørelse (FUSP) 2021/542 (2), som blandt andet forlænger EUNAVFOR MED IRINI indtil den 31. marts 2023.

(3)

I forbindelse med den strategiske revision af operationen besluttede Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité, at EUNAVFOR MED IRINI bør forlænges indtil den 31. marts 2025.

(4)

Bortskaffelse af våben og hertil knyttet materiel, der beslaglægges af EUNAVFOR MED IRINI, bør lettes yderligere.

(5)

Afgørelse (FUSP) 2020/472 bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse (FUSP) 2020/472 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, stk. 5, tredje afsnit, affattes således:

»En medlemsstat, der bistår EUNAVFOR MED IRINI med bortskaffelse af beslaglagte våben og hertil knyttet materiel, forpligter sig til, efter meddelelse fra EUNAVFOR MED IRINI om en beslaglæggelsesattest, hurtigst muligt at afslutte de procedurer, der er nødvendige for, at de beslaglagte genstande kan bortskaffes, inden for rammerne af gældende ret og procedurer. EUNAVFOR MED IRINI udsteder en bortskaffelsesattest til den pågældende medlemsstat.«

2)

I artikel 13 tilføjes følgende stykke:

»4.   For perioden fra den 1. april 2023 til den 31. marts 2025 er referencebeløbet for de fælles udgifter til EUNAVFOR MED IRINI 16 921 000 EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 51, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509, er 10 % i forpligtelsesbevillinger og 5 % i betalingsbevillinger.«

3)

Artikel 15, stk. 2, affattes således:

»2.   EUNAVFOR MED IRINI udløber den 31. marts 2025.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. marts 2023.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2020/472 af 31. marts 2020 om Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI) (EUT L 101 af 1.4.2020, s. 4).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/542 af 26. marts 2021 om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/472 om Den Europæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI) (EUT L 108 af 29.3.2021, s. 57).