|
21.2.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 53/98 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/395
af 20. februar 2023
om ækvivalens mellem de covid-19-certifikater, der udstedes af Republikken Aserbajdsjan, og de certifikater, der udstedes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953, med henblik på at lette udøvelsen af retten til fri bevægelighed inden for Unionen
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 af 14. juni 2021 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU's digitale covidcertifikat) for at lette fri bevægelighed under covid-19-pandemien (1), særlig artikel 8, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved forordning (EU) 2021/953 fastlægges en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU's digitale covidcertifikat) med det formål at gøre det lettere for indehaverne at udøve deres ret til fri bevægelighed under covid-19-pandemien. Nævnte forordning bidrager også til at lette den gradvise ophævelse af restriktioner for den frie bevægelighed, der i overensstemmelse med EU-retten er indført af medlemsstaterne med henblik på at begrænse spredningen af sars-CoV-2, på en koordineret måde. |
|
(2) |
Forordning (EU) 2021/953 giver mulighed for accept af covid-19-certifikater udstedt af tredjelande til unionsborgere og deres familiemedlemmer, når Kommissionen vurderer, at disse covid-19-certifikater er udstedt i overensstemmelse med standarder, der skal anses for at svare til dem, der fastsættes i henhold til nævnte forordning. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/954 skal medlemsstaterne desuden anvende de regler, der er fastsat i forordning (EU) 2021/953 (2), på tredjelandsstatsborgere, der ikke er omfattet af nævnte forordnings anvendelsesområde, men som lovligt opholder sig eller har bopæl på deres område, og som har ret til at rejse til andre medlemsstater i overensstemmelse med EU-retten. Derfor bør alle konklusioner om ækvivalens i denne afgørelse finde anvendelse på covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater, der er udstedt af Republikken Aserbajdsjan til unionsborgere og deres familiemedlemmer. Tilsvarende bør sådanne konklusioner om ækvivalens på grundlag af forordning (EU) 2021/954 også gælde for covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater, der udstedes af Republikken Aserbajdsjan til tredjelandsstatsborgere, som lovligt opholder sig eller bor på medlemsstaternes område, på de betingelser, der er fastsat i nævnte forordning. |
|
(3) |
Den 17. januar 2023 forelagde Republikken Aserbajdsjan Kommissionen detaljerede oplysninger om udstedelse af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater i henhold til »e-tebib web application«-systemet. Republikken Aserbajdsjan meddelte Kommissionen, at landets covid-19-certifikater ifølge Republikken Aserbajdsjans opfattelse udstedes i overensstemmelse med en standard og et teknologisk system, som er interoperable med den tillidsramme, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953, og som gør det muligt at kontrollere certifikaternes ægthed, gyldighed og integritet. I denne forbindelse oplyste Republikken Aserbajdsjan Kommissionen om, at covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater, der udstedes af Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med »e-tebib web application«-systemet, indeholder de data, der er omhandlet i bilaget til forordning (EU) 2021/953. |
|
(4) |
Republikken Aserbajdsjan meddelte også Kommissionen, at landet accepterer vaccinations-, test- og restitutionscertifikater, der udstedes af medlemsstaterne og lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/953. |
|
(5) |
Efter anmodning fra Republikken Aserbajdsjan gennemførte Kommissionen den 6. februar 2023 tekniske test, som viste, at covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater, der udstedes af Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med »e-tebib web application«-systemet, er interoperable med den tillidsramme, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953, hvilket gør det muligt at kontrollere certifikaternes ægthed, gyldighed og integritet. Kommissionen bekræftede også, at covid-19-vaccinations-, -test- og -restitutionscertifikater, der udstedes af Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med »e-tebib web application«-systemet, indeholder de nødvendige data. |
|
(6) |
Republikken Aserbajdsjan meddelte desuden Kommissionen, at landet i øjeblikket udsteder interoperable vaccinationscertifikater for covid-19-vaccinerne Comirnaty, CoronaVac, Vaxzevria og Sputnik V. |
|
(7) |
Republikken Aserbajdsjan meddelte ligeledes Kommissionen, at landet udsteder interoperable testcertifikater for nukleinsyre-amplifikationstest. |
|
(8) |
Republikken Aserbajdsjan meddelte desuden Kommissionen, at landet udsteder interoperable restitutionscertifikater. |
|
(9) |
Republikken Aserbajdsjan meddelte desuden Kommissionen, at når kontrollører i Republikken Aserbajdsjan kontrollerer certifikater, vil personoplysningerne i disse certifikater blive behandlet udelukkende for at kontrollere og bekræfte indehaverens vaccinations-, test- eller restitutionsstatus, og de vil ikke blive opbevaret efterfølgende. |
|
(10) |
De elementer, der er nødvendige for at fastslå, at covid-19-certifikater udstedt af Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med »e-tebib web application«-systemet skal anses for at svare til dem, der er udstedt i henhold til forordning (EU) 2021/953, foreligger således. |
|
(11) |
Derfor bør covid-19-vaccinations-, -test- og -restitutionscertifikater udstedt af Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med »e-tebib web application«-systemet accepteres på de betingelser, der er omhandlet i artikel 5, stk. 5, artikel 6, stk. 5, og artikel 7, stk. 8, i forordning (EU) 2021/953. |
|
(12) |
For at denne afgørelse kan træde i kraft, bør Republikken Aserbajdsjan forbindes til tillidsrammen for EU's digitale covidcertifikat, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953. |
|
(13) |
For at beskytte Unionens interesser, navnlig på folkesundhedsområdet, kan Kommissionen anvende sine beføjelser til at suspendere anvendelsen af denne afgørelse eller ophæve den, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2021/953 ikke længere er opfyldt. |
|
(14) |
Med henblik på hurtigst muligt at forbinde Republikken Aserbajdsjan til tillidsrammen for EU's digitale covidcertifikat, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(15) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 14 i forordning (EU) 2021/953 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Covid-19-vaccinations-, -test- og -restitutionscertifikater, der udstedes af Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med »e-tebib web application«-systemet, anses med henblik på at lette udøvelsen af retten til fri bevægelighed inden for Unionen for at svare til dem, der udstedes i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/953.
Artikel 2
Republikken Aserbajdsjan forbindes til tillidsrammen for EU's digitale covidcertifikat, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. februar 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 211 af 15.6.2021, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/954 af 14. juni 2021 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU's digitale covidcertifikat) for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig eller bor på medlemsstaternes område under covid-19-pandemien (EUT L 211 af 15.6.2021, s. 24).