14.11.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
LI 293/9 |
RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/2229
af 14. november 2022
om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), særlig artikel 14, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den 17. marts 2014 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 269/2014. |
(2) |
Unionen er fortsat urokkelig i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet. |
(3) |
Det iranske regime yder militær støtte til Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod Ukraine. Den 20. oktober 2022 vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) 2022/1985 (2). |
(4) |
I betragtning af den alvorlige situation mener Rådet, at to personer og to enheder, der er involveret i udvikling og levering af ubemandede luftfartøjer til Rusland, bør tilføjes på listen over de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, jf. bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014. |
(5) |
Bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. november 2022.
På Rådets vegne
J. BORRELL FONTELLES
Formand
(1) EUT L 78 af 17.3.2014, s. 6.
(2) Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1985 af 20. oktober 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 272 I af 20.10.2022, s. 1).
BILAG
Følgende personer og enheder tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer i bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014:
Personer
|
Navn |
Identificerende oplysninger |
Begrundelse |
Dato for opførelse på listen |
»1266. |
Hossein SALAMI حسین سلامی |
Fødselsdato: 1960 Fødested: Golpayagan, Iran Nationalitet: iransk Køn: mand Rang: generalmajor Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde |
Generalmajor Hossein Salami er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde, som overvåger udviklingen af Irans program for ubemandede luftfartøjer (UAV) samt overførsler af UAV'er til udlandet. I denne egenskab er generalmajor Hossein Salami ansvarlig for UAV-relateret forsvarssamarbejde, herunder levering af UAV'er til Den Russiske Føderation til brug i angrebskrigen mod Ukraine. Generalmajor Hossein Salami er derfor ansvarlig for at støtte tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. |
14.11.2022 |
1267. |
Amir Ali HAJIZADEH امیرعلی حاجیزاده (alias Amir Ali Haji ZADEH) |
Fødselsdato: 28.2.1962 Fødested: Teheran, Iran Nationalitet: iransk Køn: mand Rang: brigadegeneral Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes Luftfartsstyrke |
Brigadegeneral Amir Ali Hajizadeh er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes Luftfartsstyrke, som overvåger udviklingen af Irans program for ubemandede luftfartøjer (UAV) samt overførsler af UAV'er til udlandet. I denne egenskab er Amir Ali Hajizadeh ansvarlig for UAV-relateret forsvarssamarbejde, herunder levering af UAV'er til Den Russiske Føderation til brug i angrebskrigen mod Ukraine. Brigadegeneral Amir Ali Hajizadeh er derfor ansvarlig for at støtte tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. |
14.11.2022« |
Enheder
|
Navn |
Identificerende oplysninger |
Begrundelse |
Dato for opførelse på listen |
»120. |
Den Islamiske Revolutionsgardes Luftfartsstyrke (IRGC ASF) نیروی هوافضای سپاه پاسداران انقلاب اسلامی (alias IRGC Air Force) |
|
Den Islamiske Revolutionsgardes Luftfartsstyrke (IRGC ASF) er ansvarlig for udviklingen af Irans program for ubemandede luftfartøjer (UAV'er), herunder Shahed-136 og Mohajer-6, som anvendes af Den Russiske Føderation i angrebskrigen mod Ukraine. Som primær operatør af Irans flåde af ubemandede luftfartøjer spiller IRGC ASF en vigtig rolle i leveringen af droner til Irans internationale allierede, herunder Den Russiske Føderation. Derfor er IRGC ASF ansvarlig for materielt at støtte tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. |
14.11.2022 |
121. |
Qods Aviation Industries صنایع هوایی قدس (alias Qods Aeronautics Industries) |
|
Qods Aviation Industries er et iransk selskab, der designer og fremstiller ubemandede luftfartøjer (UAV'er). Det er et datterselskab af Iran Aviation Industries Organisation (IAIO), en statsejet virksomhed under det iranske forsvarsministeriums logistikafdeling (MODAFL). Qods Aviation Industries producerer Mohajer-6-droner, som er blevet leveret til Den Russiske Føderation og anvendt i angrebskrigen mod Ukraine. Derfor er Qods Aviation Industries ansvarlig for materielt at støtte tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. |
14.11.2022« |