8.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 287/22


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/2113

af 13. juli 2022

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i forbindelse med undersøgelses-, tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter i relation til europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet og om ændring af forordning (EU) 2017/1129 og direktiv (EU) 2019/1937 (1), særlig artikel 31, stk. 8, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Oplysninger, som de kompetente myndigheder i henhold til artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) 2020/1503 skal udveksle, bør sætte disse myndigheder i stand til på effektiv vis at udøve deres undersøgelses-, tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter i henhold til nævnte forordning. Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvilke oplysninger de kompetente myndigheder skal udveksle for at kunne varetage disse opgaver.

(2)

For at sikre, at de kompetente myndigheder på effektiv vis kan overvåge crowdfundingtjenesteudbydere, bør de kompetente myndigheder udveksle generelle baggrundsoplysninger og stiftelsesdokumenter, herunder nationale stiftelsesdokumenter, eller andre dokumenter, der giver indsigt i crowdfundingtjenesteudbyderes struktur og operationelle aktiviteter. Af samme årsag bør de kompetente myndigheder også udveksle oplysninger om crowdfundingtjenesteudbyderes tilladelsesprocedure og ledelsesorganer, herunder oplysninger om forudsætningen for at lede en crowdfundingtjenesteudbyder og det omdømme, som medlemmerne af ledelsesorganet har, og oplysninger om aktionærer, pålagte sanktioner og administrative foranstaltninger, håndhævelsesforanstaltninger og crowdfundingtjenesteudbyderes adfærd og om, hvorvidt de tidligere har overholdt reglerne.

(3)

For at varetage deres tilsynsopgaver på fyldestgørende vis bør de kompetente myndigheder også udveksle relevante oplysninger om andre fysiske og juridiske personer og crowdfundingrelaterede tredjeparter, som er relevante for leveringen af de tjenester, som crowdfundingtjenesteudbyderne udbyder, herunder oplysninger om tredjeparter, der er udpeget til at varetage operationelle funktioner i forbindelse med udbud af crowdfundingtjenester.

(4)

Udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder vil være mest nyttig i de tilfælde, hvor der kan opstå reguleringsmæssige problemer i relation til de enheder, der er omfattet af forordning (EU) 2020/1503, herunder oplysninger om crowdfundingtjenesteudbyderes oprindelige ansøgning om tilladelse, igangværende tilsyn med en enheds overholdelse af nævnte forordning og tilsyns- og håndhævelsestiltag, som kan få indvirkning på en enheds transaktioner i en anden jurisdiktion.

(5)

Udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i forbindelse med undersøgelses-, tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter bør ske under hensyn til de pågældende personers ret til beskyttelse af deres personoplysninger, jf. henholdsvis artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og skal være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (2).

(6)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har forelagt Kommissionen.

(7)

ESMA har ikke afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på, og har heller ikke analyseret de potentielle omkostninger og fordele, da dette ville have været meget uforholdsmæssigt i forhold til omfanget og virkningen af disse standarder, under hensyntagen til at de primært vedrører de kompetente myndigheder.

(8)

ESMA har anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (3).

(9)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4) og afgav udtalelse den 1. juni 2022 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Oplysninger om crowdfundingtjenesteudbydere, som skal udveksles

De kompetente myndigheder udveksler følgende oplysninger om en crowdfundingtjenesteudbyder:

a)

generelle oplysninger og dokumenter, som vedrører crowdfundingtjenesteudbyderen:

i)

navnet på crowdfundingtjenesteudbyderen, adressen på dens hovedsæde eller vedtægtsmæssige hjemsted, kontaktoplysninger, dens identifikationskode for juridiske enheder i henhold til ISO 17442 (LEI-kode) og relevante uddrag fra nationale registre

ii)

oplysninger om stiftelsesdokumenter, som crowdfundingtjenesteudbyderen i henhold til gældende national lovgivning skal være i besiddelse af

b)

oplysninger om de fysiske personer, som har ansvar for ledelsen af crowdfundingtjenesteudbyderen, der blev fremlagt som led i tilladelsesproceduren, herunder:

i)

navnet og det personlige identifikationsnummer, hvis et sådant findes i den pågældende medlemsstat

ii)

oplysninger om de stillinger, som sådanne personer varetager hos crowdfundingtjenesteudbyderen

c)

oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om de fysiske personer, som har ansvar for ledelsen af crowdfundingtjenesteudbyderen, har et godt omdømme og er egnede, herunder i givet fald:

i)

oplysninger om deres erhvervserfaring

ii)

følgende oplysninger om deres omdømme:

1)

oplysninger om straffeattest eller om administrative eller civilretlige sanktioner og oplysninger om strafferetlige efterforskninger, der er indledt mod sådanne personer i forbindelse med overtrædelser af nationale regler inden for handelslovgivning, insolvenslovgivning, lovgivning om finansielle tjenesteydelser, lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge, lovgivning om svig eller forpligtelser vedrørende erhvervsansvar, ved hjælp af et officielt certifikat eller et andet dertil svarende dokument i overensstemmelse med national ret, og en udførlig beskrivelse af eventuelle pålagte civilretlige eller administrative sanktioner

2)

oplysninger om andre igangværende efterforskninger eller sager end dem, der er nævnt i litra c), nr. ii), 1)

3)

oplysninger om eventuelt afslag på registrering, tilladelse, medlemskab eller licens til at handle, drive virksomhed eller udøve et erhverv og oplysninger om inddragelse, tilbagekaldelse eller ophør af en sådan registrering, en sådan tilladelse, et sådant medlemskab eller en sådan licens, eller udelukkelse fra et regulerings- eller regeringsorgan eller fra en faglig organisation eller brancheforening

4)

oplysninger om eventuel afskedigelse fra et job, som vedrører stillinger og opgaver, der indebærer forvaltning af midler eller lignende fiduciariske forhold, og en beskrivelse af årsagerne til en sådan afskedigelse

d)

oplysninger om aktionærer, der besidder 20 % eller mere af aktiekapitalen eller stemmerettighederne i crowdfundingtjenesteudbyderen, herunder oplysninger om, at de ikke er opført i noget strafferegister, og at de ikke er blevet pålagt administrative eller civilretlige sanktioner, og oplysninger om strafferetlige efterforskninger, der er indledt mod sådanne aktionærer i forbindelse med overtrædelser af nationale regler inden for handelslovgivning, insolvenslovgivning, lovgivning om finansielle tjenesteydelser, lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge, lovgivning om svig eller forpligtelser vedrørende erhvervsansvar og en udførlig beskrivelse af eventuelle pålagte civilretlige eller administrative sanktioner

e)

oplysninger om crowdfundingtjenesteudbyderens organisatoriske struktur, driftsbetingelser og overholdelse af kravene i forordning (EU) 2020/1503, der blev fremlagt som led i tilladelsesproceduren og ajourført gennem tilsynsaktiviteterne hos den kompetente myndighed, som modtog anmodningen om oplysninger, herunder, men ikke begrænset til:

i)

oplysninger om ledelsesordninger og interne kontrolmekanismer, der skal sikre overholdelse af forordning (EU) 2020/1503, herunder procedurer for risikostyring og regnskabsmæssig praksis

ii)

en driftsplan, der angiver, hvilke typer crowdfundingtjenester crowdfundingtjenesteudbyderen udbyder i overensstemmelse med forordning (EU) 2020/1503

iii)

fortegnelser over crowdfundingtjenesteudbyderens overholdelse, herunder oplysninger, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af

iv)

oplysninger, som kan indhentes hos crowdfundingtjenesteudbydere i forbindelse med de aktiviteter og krav, der er beskrevet i artikel 3-11 i forordning (EU) 2020/1503

f)

oplysninger om tilladelsen til at fungere som crowdfundingtjenesteudbyder eller om inddragelse af tilladelsen i henhold til artikel 12, 13 og 17 i forordning (EU) 2020/1503

g)

oplysninger om eventuelle sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, administrative foranstaltninger eller håndhævelsesforanstaltninger, som crowdfundingtjenesteudbyderen er blevet pålagt

h)

eventuelle andre oplysninger, som er nødvendige med henblik på samarbejde i forbindelse med undersøgelses-, tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter i henhold til artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) 2020/1503.

Artikel 2

Oplysninger om andre personer og ikkeindregistrerede enheder, som skal udveksles

1.   I relation til crowdfundingrelaterede tredjeparter, som er relevante for leveringen af de tjenester, som crowdfundingtjenesteudbyderne udbyder, og som er fysiske personer, skal de kompetente myndigheder udveksle oplysninger om den pågældende persons navn, fødselsdato og fødested, personlige identifikationsnummer, hvis et sådant findes i den pågældende medlemsstat, og adresse samt kontaktoplysninger.

2.   I relation til crowdfundingrelaterede tredjeparter, som er relevante for leveringen af de tjenester, som crowdfundingtjenesteudbyderne udbyder, og som er juridiske personer, kan en kompetent myndighed også anmode om dokumenter, der attesterer:

a)

den juridiske persons virksomhedsnavn

b)

adressen på den juridiske persons hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted og postadresse, hvis den er forskellig fra førstnævnte

c)

den juridiske persons kontaktoplysninger og nationale identifikationsnummer eller LEI-kode, hvis et sådant/en sådan findes

d)

registreringen af den juridiske persons juridiske form i overensstemmelse med gældende national lovgivning

e)

en fuldstændig liste over de personer, der varetager den faktiske ledelse af den juridiske persons forretning, herunder deres navn, fødselsdato og fødested, adresse, kontaktoplysninger og personlige identifikationsnummer, hvis et sådant findes i den pågældende medlemsstat.

3.   De kompetente myndigheder skal udveksle alle andre oplysninger, som er nødvendige med henblik på samarbejde i forbindelse med undersøgelses-, tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter i henhold til artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) 2020/1503.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.10.2020, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).