14.10.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 268/7


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/1936

af 13. oktober 2022

om gennemførelse af forordning (EU) 2018/1542 om restriktive foranstaltninger mod spredning og brug af kemiske våben

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2018/1542 af 15. oktober 2018 om restriktive foranstaltninger mod spredning og brug af kemiske våben (1) særlig artikel 12,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 15. oktober 2018 vedtog Rådet forordning (EU) 2018/1542.

(2)

I overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) 2018/1542 har Rådet taget listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer omhandlet i artikel 2 i bilag I til nævnte forordning op til revision. Ét punkt på denne liste bør ajourføres.

(3)

Bilag I til forordning (EU) 2018/1542 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2018/1542 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 13. oktober 2022.

På Rådets vegne

P. BLAŽEK

Formand


(1)  EUT L 259 af 16.10.2018, s. 12.


BILAG

Punkt nr. 12 på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer omhandlet i artikel 2 i bilag I til forordning (EU) 2018/1542 under overskriften »A. Fysiske personer« affattes således:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelsen

Dato for opførelse

»12.

Sergei Ivanovich MENYAILO

(Сергей Иванович МЕНЯЙЛО)

Køn: mand

Født den: 22. august 1960

Fødested: Alagir

Nationalitet: russisk

Titel: leder af Nordossetien-Alanien

Sergei Menyailo er leder af Nordossetien-Alanien. Han var befuldmægtiget repræsentant for præsidenten for Den Russiske Føderation i Det Føderale Distrikt Sibirien mellem 2016 og april 2021. I denne egenskab var han ansvarlig for at sikre gennemførelse af præsidentens forfatningsmæssige beføjelser, herunder gennemførelse af statens indenrigs- og udenrigspolitik. Sergei Menyailo var medlem af Den Russiske Føderations sikkerhedsråd indtil august 2021.

Alexei Navalny har været mål for systematisk chikane og undertrykkelse fra statens og retslige aktørers side i Den Russiske Føderation på grund af sin fremtrædende rolle inden for den politiske opposition.

Alexei Navalnys aktiviteter blev nøje overvåget af Den Russiske Føderations myndigheder under hans rejse til Sibirien i august 2020. Den 20. august 2020 blev han alvorligt syg og indlagt på et hospital i Omsk, Den Russiske Føderation. Den 22. august 2020 blev han transporteret til et hospital i Berlin, Tyskland. Et specialiseret laboratorium i Tyskland fandt efterfølgende klare beviser for, at Alexei Navalny var blevet forgiftet med en nervegift i gruppen novitjok, og dette blev bekræftet af laboratorier i Frankrig og Sverige. Kun statslige myndigheder i Den Russiske Føderation har adgang til denne gift. Under disse omstændigheder er det rimeligt at konkludere, at forgiftningen af Alexei Navalny kun var mulig med præsidentens kabinets samtykke.

Sergei Menyailo er som følge af sin tidligere rolle inden for den øverste ledelse som repræsentant for dette kabinet i Det Føderale Distrikt Sibirien derfor ansvarlig for at motivere og yde støtte til de personer, der udførte eller var involveret i forgiftningen af Alexei Navalny med nervegiften novitjok, som i henhold til konventionen om kemiske våben udgør brug af et kemisk våben.

15.10.2020«.