5.9.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 229/5


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/1456

af 10. juni 2022

om en undtagelse fra artikel 43, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår importbetingelserne for indførsel til Unionen af emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA under kontrol af USA's forsvarsministerium, som blev fremstillet før den 1. september 2007

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og forordning (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 43, stk. 2,

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/179 (2) fik medlemsstaterne bemyndigelse til at indrømme en undtagelse fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF (3) for så vidt angår særlige betingelser vedrørende indførsel til Unionen af træemballeringsmateriale af nåletræer (Pinopsida) i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA under kontrol af USA's forsvarsministerium. Eftersom gyldighedsperioden for denne afgørelse udløb den 31. december 2020, bør der vedtages nye regler, så det er muligt også i fremtiden at indføre sådanne ammunitionskasser på visse betingelser.

(2)

I artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031 fastsættes der specifikke krav for indførsel til Unionen af emballagemateriale af træ, som bør opfylde de gældende krav i den internationale standard for plantesundhedsforanstaltninger nr. 15 (ISPM15): »Regulation of Wood Packaging Material in International Trade« (4), der sikrer, at emballagemateriale af træ er blevet underkastet godkendt plantesundhedsmæssig behandling.

(3)

Visse typer emballagemateriale af træ af nåletræer (Pinopsida) i form af kasser, der anvendes til transport af ammunition og er fremstillet i USA før den 1. september 2007, er blevet underkastet plantesundhedsmæssige behandlinger, som ikke er i overensstemmelse med de gældende krav i bilag I til ISPM 15 og derfor ikke opfylder betingelserne i artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031.

(4)

Den 7. september 2018 anmodede USA om en forlængelse af gyldighedsperioden for undtagelsen i henhold til gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/179 vedrørende træemballeringsmateriale, der er fremstillet af blødt træ, og en udvidelse af anvendelsesområdet, så dette omfatter træemballeringsmateriale, der er fremstillet af hårdt træ. USA vedlagde sammen med førnævnte anmodning et dossier, der er en opfølgning på en tidligere spredningsvejsanalyse foretaget af USA's forsvarsministerium vedrørende ammunitionskasser af blødt træ, og som supplerer nævnte spredningsvejsanalyse med en spredningsvejsanalyse af ammunitionskasser af hårdt træ.

(5)

På grundlag af de oplysninger, der blev indgivet af USA, og efter drøftelser med den relevante ekspertgruppe om en undtagelse for så vidt angår indførsel til Unionen af emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser fra USA, har Kommissionen konkluderet, at de i betragtning 3 omtalte kasser, der anvendes ved transport af ammunition og er fremstillet af både blødt træ og hårdt træ, ikke medfører en risiko for spredning af planteskadegørere, forudsat at visse betingelser er opfyldt. Disse betingelser vedrører ammunitionskassernes fremstillingsdato, fraværet eller den begrænsede tilstedeværelse af bark samt behandling, reparation, opbevaring og transport af sådanne kasser.

(6)

Denne undtagelse bør kun gælde for emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA, som er blevet fremstillet før den 1. september 2007, da kasser, der er fremstillet efter denne dato, er blevet underkastet en behandling i overensstemmelse med ISPM 15.

(7)

Det bør derfor være tilladt at indføre på Unionens område dette emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA, som er fremstillet af blødt træ og hårdt træ, og som opbevares og transporteres på Unionens område, såfremt dette sker under opfyldelse af betingelserne i nærværende forordning.

(8)

For at sikre effektiv kontrol og overblik over de mulige plantesundhedsmæssige risici bør operatører, der transporterer eller opbevarer emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA, underrette den pågældende kompetente myndighed om denne transport eller opbevaring af de pågældende kasser efter den relevante kontrol.

(9)

For at sikre en hurtig reaktion på en potentiel plantesundhedsmæssig risiko ved emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA bør medlemsstaterne straks underrette hinanden og Kommissionen, når de bliver opmærksomme på en sending, der ikke opfylder kravene vedrørende de betingelser for indførsel til Unionen, der fastsættes i nærværende forordning. Derudover bør de årligt forelægge Kommissionen og de øvrige medlemsstater oplysninger om deres import, således at anvendelsen af denne forordning kan vurderes.

(10)

Betingelserne for den undtagelse, der indføres ved denne forordning, bør finde anvendelse indtil den 31. juli 2025, så der kan ske en revision af gennemførelsen af dens bestemmelser, og så det kan undersøges, om de plantesundhedsmæssige risici ved indførsel af nævnte emballagemateriale af træ imødegås effektivt med disse bestemmelser.

(11)

Eftersom gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/179 udløb allerede den 31. december 2020, bør denne gennemførelsesforordning træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende for at sikre den hurtigst mulige indførsel af nævnte emballagemateriale af træ til Unionen —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Godkendelse til at indrømme en undtagelse og betingelser for ammunitionskasserne

Emballagemateriale af træ i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA under kontrol af USA's forsvarsministerium, som faktisk anvendes ved transport af ammunition og er blevet fremstillet før den 1. september 2007 (»kasserne«), er undtaget fra kravene i artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, såfremt:

a)

kasserne opfylder betingelserne i bilaget til nærværende forordning, og

b)

kravene i artikel 2, 3 og 4 er opfyldt.

Artikel 2

Meddelelsespligt

1.   Importøren meddeler mindst fem arbejdsdage i forvejen de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor indgangsstedet befinder sig, at vedkommende påtænker at indføre den pågældende sending, jf. artikel 1. Inden for samme periode giver importøren den samme meddelelse til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor det første opbevaringssted befinder sig, hvis dette sted er forskelligt fra indgangsstedet.

2.   Den i stk. 1 omhandlede meddelelse skal indeholde følgende oplysninger:

a)

dato for den påtænkte indførsel

b)

en fortegnelse over den pågældende sendings indhold med identifikation af de kasser, der indgår i den

c)

importørens navn og adresse

d)

adressen på indgangsstedet for den påtænkte indførsel

e)

adressen på det første opbevaringssted efter indgangsstedet, hvis dette sted er forskelligt fra indgangsstedet.

Artikel 3

Myndighedernes kontrol

1.   De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor indgangsstedet befinder sig, kontrollerer, at det dokument, der er beskrevet i punkt 7 i bilaget, forefindes og er fuldstændigt. De kontrollerer ligeledes en repræsentativ prøve af hver sending for overholdelse af følgende punkter i bilaget:

a)

punkt 1) og 2) om kravene til de respektive mærker

b)

punkt 3) om reparerede kasser

c)

punkt 4) om fravær af bark

d)

punkt 5) om vandindholdet

2.   Uanset stk. 1 foretager de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor det første opbevaringssted befinder sig, den kontrol, der er beskrevet i nævnte stykke, hvis det første opbevaringssted er forskelligt fra indgangsstedet.

Artikel 4

Opbevaring og transport af kasserne

1.   Før og efter kontrollen, jf. artikel 3, skal kasserne opbevares i lukkede bygninger.

2.   Enhver transport af kasserne skal ske i lukkede containere eller under fuldstændig beskyttende tildækning.

Artikel 5

Meddelelse om manglende overholdelse af reglerne

Medlemsstaterne giver Kommissionen og de øvrige medlemsstater meddelelse om hver sending, der ikke opfylder betingelserne i bilaget.

Nævnte meddelelse gives senest tre arbejdsdage efter den dato, hvor den kompetente myndighed bliver opmærksom på en sådan sending.

Artikel 6

Indberetning om import

Den medlemsstat, hvor det første opbevaringssted befinder sig, skal senest den 31. januar hvert år forelægge Kommissionen og de øvrige medlemsstater oplysninger om antallet af sendinger, der er indført til deres territorier, og en rapport om den i artikel 3 omhandlede kontrol udført mellem den 1. januar og den 31. december det foregående år.

Artikel 7

Udløbsdato

Denne forordning udløber den 31. juli 2025.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juni 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/179 af 4. februar 2015 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at indrømme en undtagelse fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for så vidt angår træemballeringsmateriale af nåletræer (Coniferales) i form af ammunitionskasser med oprindelse i USA under kontrol af USA's forsvarsministerium (EUT L 30 af 6.2.2015, s. 38).

(3)  Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1).

(4)   »International Standard for Phytosanitary Measures No 15 (ISPM 15): Regulation of Wood Packaging Material in International Trade« (https://www.ippc.int/en/core-activities/standards-setting/ispms/#614).


BILAG

Betingelser vedrørende indførsel af ammunitionskasser som omhandlet i artikel 1

De i artikel 1 omhandlede kasser skal opfylde følgende betingelser:

1)

De fremviser et mærke, der bekræfter, at de er fremstillet senest den 31. august 2007.

2)

De fremviser et mærke med en angivelse af, at de er blevet behandlet med et træbeskyttelsesmiddel, der er godkendt af USA's miljøbeskyttelsesagentur (Environmental Protection Agency).

3)

Hvis kasserne er blevet repareret efter fremstilling, skal det dertil anvendte træ opfylde betingelserne i artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031.

4)

Kasserne er fremstillet af træ. Dette træ skal enten være fuldstændig afbarket eller have visuelt separate og klart adskilte små barkstykker. Nævnte barkstykker skal opfylde et af følgende krav:

a)

De er mindre end 3 cm brede (uanset længden).

b)

Hvis de er mere end 3 cm brede, er hvert barkstykkes overflade mindre end 50 cm2.

5)

Vandindholdet er højst 20 %.

6)

De er blevet opbevaret i lukkede bygninger og transporteret i lukkede containere eller under fuldstændig beskyttende tildækning.

7)

De ledsages af et dokument udstedt af USA's forsvarsministerium, der bekræfter overholdelse af betingelserne i punkt 4), 5) og 6).