|
19.8.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 216/1 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/1408
af 16. juni 2022
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår udbetaling af forskud til bestemte interventioner og støtteforanstaltninger omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 og (EU) nr. 1308/2013
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (1), særlig artikel 44, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 44 i forordning (EU) 2021/2116 har medlemsstaterne mulighed for at udbetale forskud til støttemodtagere i forbindelse med bestemte interventioner og andre støtteforanstaltninger. Denne mulighed er allerede givet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (2), men kun for så vidt angår interventioner i sektorerne for frugt og grøntsager, vin, olivenolie og spiseoliven. |
|
(2) |
For at sikre en sammenhængende og ikkediskriminerende udbetaling af forskud bør muligheden for at udbetale forskud udvides til at omfatte alle de interventioner, der er omhandlet i afsnit III, kapitel III, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 (3). |
|
(3) |
Af samme grund bør medlemsstaternes mulighed for at udbetale forskud udvides til at omfatte støtteordningen for uddeling af frugt og grøntsager og mælk og mejeriprodukter i uddannelsesinstitutioner, jf. del II, afsnit I, kapitel II, afdeling 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013. Udbetalingen af disse forskud bør ske på specifikke betingelser, der er fastsat i medfør af artikel 44, stk. 5, i forordning (EU) 2021/2116. I betragtning af at forvaltningen og gennemførelsen af denne støtteordning er baseret på skoleåret, jf. artikel 1, stk. 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/39 (4), bør udbetalingen af forskudsbetalinger anvendes fra skoleåret 2023/24 og efterfølgende skoleår. |
|
(4) |
Ekstraordinære foranstaltninger til støtte for landbrugsmarkederne i overensstemmelse med artikel 219-221 i forordning (EU) nr. 1308/2013 har til formål at løse specifikke markedsproblemer eller -forstyrrelser. Disse ekstraordinære foranstaltninger kan tage form af ekstraordinær og midlertidig finansiel støtte fra Unionen til de berørte sektorer. De nuværende regler giver ikke medlemsstaterne mulighed for at udbetale forskud på en sådan støtte. Erfaringen viser imidlertid, at ekstraordinære markedsstøtteforanstaltninger skal have øjeblikkelig virkning for at undgå uoprettelige markedsforringelser. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at udbetale forskud til modtagere af disse ekstraordinære markedsstøtteforanstaltninger på de specifikke betingelser, der er fastsat i medfør af artikel 44, stk. 5, i forordning (EU) 2021/2116. |
|
(5) |
Forordning (EU) 2021/2116 bør derfor ændres — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I artikel 44 i forordning (EU) 2021/2116 indsættes som stk. 3a, 3b og 3c:
»3a. Medlemsstaterne kan beslutte at udbetale forskud til støttemodtagere i forbindelse med de interventioner, der er omhandlet i afsnit III, kapitel III, i forordning (EU) 2021/2115, på de specifikke betingelser, der er fastsat i medfør af stk. 5.
3b. Medlemsstaterne kan beslutte at udbetale forskud i forbindelse med den støtteordning, der er fastsat i del II, afsnit I, kapitel II, afdeling 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013, med henblik på støtte i skoleåret 2023/24 og efterfølgende skoleår, på de specifikke betingelser, der er fastsat i medfør af til stk. 5.
3c. Medlemsstaterne kan beslutte at udbetale forskud til støttemodtagere i forbindelse med foranstaltninger til støtte for landbrugsmarkederne, jf. artikel 219, 220 og 221 i forordning (EU) nr. 1308/2013, på de specifikke betingelser, der er fastsat i medfør af stk. 5.«
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 16. juni 2022.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 435 af 6.12.2021, s. 187.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (EUT L 435 af 6.12.2021, s. 1).
(4) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/39 af 3. november 2016 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår EU-støtte til uddeling af frugt og grøntsager, bananer og mælk i undervisningsinstitutioner (EUT L 5 af 10.1.2017, s. 1).