17.8.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 214/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/1404

af 16. august 2022

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 for så vidt angår visse planter til plantning af Lonicera L. med oprindelse i Tyrkiet og visse planter til plantning af Malus domestica med oprindelse i Moldova

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 42, stk. 4, første afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (2) oprettes der på grundlag af en foreløbig risikovurdering en liste over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2018 (3) er der fastsat særlige regler om den procedure, der skal følges for at udarbejde risikovurderingen af højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter, jf. artikel 42, stk. 4, i forordning (EU) 2016/2031.

(3)

Efter en foreløbig vurdering blev 34 slægter og en art af planter til plantning med oprindelse i tredjelande opført i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 som højrisikoplanter. Blandt disse er også slægterne Lonicera L. og Malus Mill.

(4)

Den 27. november 2019 indgav Tyrkiet en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af 2-4 år gamle planter med rod til plantning i potter af Lonicera x bella, Lonicera caprifolium, Lonicera caucasica, Lonicera etrusca, Lonicera fragrantissima, Lonicera hellenica, Lonicera japonica, Lonicera ligustrina, Lonicera sempervirens og Lonicera tatarica (i det følgende benævnt »de pågældende arter af Lonicera«). Anmodningen var ledsaget af det relevante tekniske dossier.

(5)

Den 25. november 2021 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af de pågældende arter af Lonicera-planter i potter til plantning fra Tyrkiet (4). Denne videnskabelige udtalelse omfatter risikovurderingen af de pågældende arter af Lonicera-planter i potter til plantning, der højst er fire år gamle. Autoriteten identificerede Lopholeucaspis japonica, Meloidogyne chitwoodi og Bemisia tabaci (europæiske populationer) som skadegørere, der er relevante for de pågældende planter til plantning, vurderede de risikobegrænsende foranstaltninger beskrevet i dossieret for disse skadegørere og anslog sandsynligheden for skadegørerfrihed. Lopholeucaspis japonica og Meloidogyne chitwoodi er opført som EU-karantæneskadegørere i bilag II til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (5), mens Bemisia tabaci (europæiske populationer) er en beskyttet zone-karantæneskadegører i henhold til bilag III til nævnte gennemførelsesforordning.

(6)

Den 4. marts 2020 indgav Moldova en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af 1-3 år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade. Anmodningen var ledsaget af det relevante tekniske dossier.

(7)

Den 22. februar 2022 vedtog autoriteten en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af podede planter til plantning af Malus domestica fra Moldova (6). Autoriteten identificerede Xiphinema rivesi (ikke-EU-populationer) som en skadegører, der er relevant for de pågældende planter til plantning, vurderede de risikobegrænsende foranstaltninger beskrevet i dossieret for denne skadegører og anslog sandsynligheden for skadegørerfrihed. Xiphinema rivesi (ikke-EU-populationer) er en EU-karantæneskadegører i henhold til bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

(8)

På grundlag af disse udtalelser anses den plantesundhedsmæssige risiko ved indførsel til Unionen af op til fire år gamle planter med rod til plantning i vækstmedium af Lonicera x bella, Lonicera caprifolium, Lonicera caucasica, Lonicera etrusca, Lonicera fragrantissima, Lonicera hellenica, Lonicera ligustrina, Lonicera sempervirens og Lonicera tatarica med oprindelse i Tyrkiet og op til tre år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Moldova at være acceptabel, forudsat at de respektive særlige importkrav i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 overholdes.

(9)

Disse planter til plantning bør derfor ikke længere betragtes som højrisikoplanter, og de bør fjernes fra listen over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019.

(10)

Gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 bør derfor ændres.

(11)

I betragtning af Lonicera japonicas invasive karakter er der behov for en yderligere risikovurdering for at fastslå dens indvirkning på biodiversiteten i Unionen. Import af Lonicera japonica-planter til plantning i Unionen fra alle tredjelande bør derfor fortsat være forbudt, indtil der er foretaget en sådan risikovurdering.

(12)

For at opfylde Unionens forpligtelser i henhold til Verdenshandelsorganisationens aftale om anvendelse af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (7) bør importen af de pågældende arter af Lonicera L., bortset fra Lonicera japonica med oprindelse i Tyrkiet og op til tre år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for bladet, med oprindelse i Moldova genoptages hurtigst muligt. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. august 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 af 18. december 2018 om oprettelse af en midlertidig liste over højrisikoplanter, -planteprodukter eller andre -objekter, jf. artikel 42 i forordning (EU) 2016/2031, og en liste over planter, for hvilke der ikke kræves plantesundhedscertifikater ved indførelse på Unionens område, jf. artikel 73 i nævnte forordning (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 10).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2018 af 18. december 2018 om særlige regler om den procedure, der skal følges for at udarbejde den risikovurdering af højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter, jf. artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 7).

(4)  EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2022. Scientific report on the commodity risk assessment of specified species of Lonicera potted plants from Turkey. EFSA Journal 2022;20(1):7014, 56 sider https://doi.org/10.2903/j.efsa.2022.7014.

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1).

(6)  EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2022. Scientific Opinion on the commodity risk assessment of grafted plants of Malus domestica from Moldova. EFSA Journal 2022;20 (3):7021, 39 sider https://doi.org/10.2903/j.efsa.2022.7201.

(7)  Aftale om anvendelsen af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen) (vedtaget den 15. april 1994, trådte i kraft den 1. januar 1995, UNTS volume 1867, p. 493) World Trade Organization, https://www.wto.org/english/tratop_e/sps_e/spsagr_e.htm.


BILAG

I tabellen i punkt 1 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, foretages følgende ændringer i anden kolonne, »Beskrivelse«:

1)

Rækken vedrørende »Lonicera L.« affattes således:

»Lonicera L. bortset fra op til fire år gamle planter med rod til plantning i vækstmedium af Lonicera x bella, Lonicera caprifolium, Lonicera caucasica, Lonicera etrusca, Lonicera fragrantissima, Lonicera hellenica, Lonicera ligustrina, Lonicera sempervirens og Lonicera tatarica med oprindelse i Tyrkiet«.

2)

Rækken vedrørende »Malus Mill., bortset fra et-to år gamle hvilende podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica med oprindelse i Serbien« affattes således:

»Malus Mill., bortset fra:

et-to år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Serbien og

op til tre år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Moldova«.