|
11.7.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 184/3 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2022/1181
af 8. juli 2022
om ændring af præamblen i bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske produkter (1), særlig artikel 31, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Stoffet formaldehyd (CAS-nr. 50-00-0, EF-nr. 200-001-8) er klassificeret som kræftfremkaldende (kategori 1B) og hudsensibiliserende (kategori 1) i del 3 i bilag VI til forordning (EF) nr. 1272/2008 (2). I henhold til artikel 15 i forordning (EF) nr. 1223/2009 er det forbudt at anvende stoffer, der er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 1B i nævnte bilag, i kosmetiske produkter. Derfor er anvendelsen af formaldehyd som sådan blevet forbudt i kosmetiske produkter, og stoffet er i øjeblikket opført under løbenummer 1577 i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009. |
|
(2) |
Bilag V til forordning (EF) nr. 1223/2009 indeholder en liste over stoffer, som det er tilladt af anvende i kosmetiske produkter som konserveringsmidler. Nogle af disse konserveringsmidler frigiver gradvist formaldehyd for at opfylde en konserveringsfunktion i det færdige kosmetiske produkt (såkaldte konserveringsmidler, der frigiver formaldehyd). Konserveringsmidler, der frigiver formaldehyd, anvendes både i kosmetiske produkter, som ikke afrenses, og som afrenses. |
|
(3) |
For at informere forbrugerne, der er sensibiliserede over for formaldehyd, om tilstedeværelsen af formaldehyd, der evt. kan udløse en allergisk reaktion, er det fastsat i punkt 2 i præamblen til bilag V til forordning (EF) nr. 1223/2009, at alle færdige produkter, der indeholder stoffer, som er opført i nævnte bilag, og som frigiver formaldehyd, skal mærkes med den specifikke advarsel »indeholder formaldehyd«, hvis koncentrationen af formaldehyd i det færdige produkt overstiger 0,05 %. |
|
(4) |
Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) konkluderede i sin videnskabelige rådgivning af 7. maj 2021 (3), at den nuværende tærskel på 0,05 % (500 ppm) ikke i tilstrækkelig grad beskytter forbruger, der er sensibiliserede over for formaldehyd. VKF konkluderede endvidere, at for at beskytte langt størstedelen af disse forbrugere bør den nuværende tærskel for mærkningskravet sænkes til 0,001 % (10 ppm), som bør gælde for det samlede formaldehyd, der frigives, uanset om et produkt indeholder et eller flere konserveringsmidler, der frigiver formaldehyd. |
|
(5) |
I lyset af VKF's udtalelse kan det konkluderes, at den potentielle risiko for menneskers sundhed som følge af anvendelsen af visse stoffer, der frigiver formaldehyd i færdige kosmetiske produkter, berettiger en lavere tærskel for kravet om mærkning af sådanne produkter med den specifikke advarsel »indeholder formaldehyd« end den, der gælder i øjeblikket. Denne tærskel bør sænkes som foreslået af VKF. Forordning (EF) nr. 1223/2009 bør derfor ændres. |
|
(6) |
Industrien bør have tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav ved at foretage de nødvendige tilpasninger af deres mærkning samt af produktformuleringer, der er nødvendige for at sikre, at kun kosmetiske produkter, der opfylder de nye krav, bringes i omsætning. De erhvervsdrivende bør også have en rimelig frist til at trække kosmetiske produkter, der ikke opfylder de nye krav, og som blev bragt i omsætning, inden den nye mærkningsbestemmelse trådte i kraft, tilbage fra markedet. I betragtning af den relativt lave risiko, der er forbundet med konserveringsmidler, der frigiver formaldehyd, og det store antal kosmetiske produkter, der er tale om, bør overgangsperioden derfor være henholdsvis 24 og 48 måneder. |
|
(7) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra Det Stående Udvalg for Kosmetiske Produkter — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Punkt 2 i præamblen til bilag V til forordning (EF) nr. 1223/2009 affattes således:
|
»2. |
Alle færdige produkter, der indeholder stoffer, som er opført i dette bilag, og som frigiver formaldehyd, skal mærkes med advarslen »frigiver formaldehyd«, hvis den samlede koncentration af formaldehyd, der frigives i det færdige produkt, overstiger 0,001 % (10 ppm), uanset om det færdige produkt indeholder et eller flere stoffer, der frigiver formaldehyd. Alle færdige produkter, der indeholder stoffer omhandlet i første afsnit, og som er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1223/2009 pr. 30. juli 2022, kan dog bringes i omsætning i Unionen indtil den 31. juli 2024, og de kan være tilgængelige på EU-markedet indtil den 31. juli 2026.« |
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juli 2022.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 342 af 22.12.2009, s. 59.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).
(3) VKF (Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed), Scientific advice on the threshold for the warning »contains formaldehyde« in Annex V, preamble point 2 for formaldehyde-releasing substances, endelig udgave af 7. maj 2021, SCCS/1632/21.