(1)

Republikken Vanuatu er opført på listen i bilag II til forordning (EU) 2018/1806 blandt de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for kravet om at være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser med henblik på ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage. Fritagelsen for visumpligten for statsborgere i Vanuatu har været gældende siden den 28. maj 2015, hvor aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Vanuatu om visumfritagelse for kortvarige ophold (2) (»aftalen«) blev undertegnet og taget midlertidigt i anvendelse i overensstemmelse med aftalens artikel 8, stk. 1. Aftalen trådte i kraft den 1. april 2017.

(2)

Den 3. marts 2022 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2022/366 (3) om delvis suspension af anvendelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Vanuatu om visumfritagelse for kortvarige ophold i overensstemmelse med aftalens artikel 8, stk. 4. Suspensionen af anvendelsen af aftalen er begrænset til almindelige pas, der er udstedt fra og med den 25. maj 2015, hvor antallet af ansøgere, der blev godkendt inden for rammerne af Vanuatus statsborgerskabsordninger for investorer, begyndte at stige betydeligt.

(3)

Selv om aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Vanuatu om visumfritagelse for kortvarige ophold blev suspenderet ved afgørelse (EU) 2022/366, er det også nødvendigt at fastsætte bestemmelser om suspension på EU-retligt niveau.

(4)

I henhold til artikel 8, stk. 3 og 6, i forordning (EU) 2018/1806 skal Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt om midlertidig suspension af visumfritagelsen for en periode på ni måneder, hvis den har konkrete og pålidelige oplysninger om, at de forhold, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, litra d), forekommer, dvs. »en stigning i risikoen for eller overhængende trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i medlemsstaterne, underbygget af objektive, konkrete og relevante oplysninger og data fra de kompetente myndigheder«.

(5)

Ved hjælp af Vanuatus statsborgerskabsordninger for investorer, som Vanuatu har drevet siden den 25. maj 2015, har tredjelandsstatsborgere, der ellers er visumpligtige, mulighed for at opnå statsborgerskab i Vanuatu til gengæld for investeringer og dermed opnå visumfri adgang til Unionen.

(6)

Disse ordninger indeholder ingen krav om faktisk bopæl eller fysisk tilstedeværelse i Vanuatu for ansøgerne. Ansøgningsproceduren forvaltes af specialiserede agenturer uden for Vanuatu (f.eks. i Dubai, Thailand og Malaysia), og ansøgeren behøver således ikke at have direkte kontakt med Vanuatus myndigheder. Der stilles ikke krav om en fysisk samtale, hvilket begrænser Vanuatus myndigheders mulighed for at foretage en behørig vurdering af ansøgeren eller bekræfte oplysningerne i ansøgningen, herunder deres sandfærdighed og troværdighed. Ordningerne annonceres almindeligvis som en måde, hvorpå Schengenvisumproceduren kan omgås, og der let kan opnås visumfri adgang til EU (4). Tiltrækningskraften ved Vanuatus ordninger er kommercielt baseret på ordningernes hurtige screeningprocedurer og lette kontrol af de finansielle midlers oprindelse.

(7)

Vanuatus myndigheder har bekræftet, at ansøgningerne behandles inden for meget korte frister (5). Med så kort en behandlingstid er det ikke muligt at foretage en behørig sikkerhedsscreening og udveksle oplysninger med ansøgerens oprindelsesland eller tidligere opholdslande, før der tildeles statsborgerskab. På grund af den korte behandlingstid og manglen på systematisk udveksling af oplysninger med ansøgernes oprindelsesland har Vanuatu tildelt statsborgerskab til personer, der er genstand for strafferetlig efterforskning, herunder personer, der er opført i Interpols databaser.

(8)

Andelen af ansøgninger, der afslås, er ekstremt lav, hvilket underbygger Kommissionens vurdering af sikkerhedsmanglerne og screeningprocedurens ringe pålidelighed. Ifølge oplysninger fra Vanuatus paskontor af 14. juni 2021 udstedte Vanuatu indtil marts 2021 over 10 500 pas til gengæld for investeringer inden for rammerne af ordningerne, og ved udgangen af 2020 havde Vanuatus myndigheder kun givet afslag på en enkelt ansøgning.

(9)

Ydermere stammer nogle de af godkendte ansøgere fra lande, der typisk er udelukket fra andre statsborgerskabsordninger, f.eks. Iran og Afghanistan, og fra andre lande, hvis statsborgere skal have visum til kortvarige ophold i EU, herunder Nigeria, Yemen, Syrien, Pakistan og Libyen.

(10)

Sikkerhedsrisiciene forværres yderligere af den lempelige lovgivning om navneændring. Vanuatus myndigheder bekræftede på det tekniske møde, der blev afholdt den 15. april 2021, at ansøgere, der tildeles statsborgerskab til gengæld for investeringer, også kan ansøge om en ny identitet.

(11)

Ovennævnte omstændigheder har ført til den konklusion, at Vanuatus ordninger for tildeling af statsborgerskab til investorer i deres nuværende form og drift er i strid med målene for Unionens visumpolitik, som omfatter bestemmelser om screening af statsborgere fra visumpligtige tredjelande på grundlag af kriterierne i artikel 21 i forordning (EF) nr. 810/2009 (6) og i tilsvarende national lovgivning for de medlemsstater, hvor forordning (EF) nr. 810/2009 endnu ikke finder fuld anvendelse. Den relevante kontrol fra sag til sag foretages på grundlag af kriterier, der bl.a. vedrører den offentlige orden og sikkerhed. Den måde, hvorpå ordningerne er indført, udgør en omgåelse af EU-proceduren for visum til kortvarigt ophold og den vurdering af sikkerheds- og migrationsrisici, den indebærer.

(12)

I udvekslingerne mellem Kommissionen og Vanuatus myndigheder i oktober 2017, november 2019, juni 2020 og marts 2021 gav Kommissionen udtryk for alvorlig bekymring over tildelingen af statsborgerskab til personer, der er opført i Interpols databaser, fraværet af krav om fysisk tilstedeværelse eller bopæl, ordningernes korte behandlingstid og manglen på systematisk udveksling af oplysninger med ansøgernes oprindelsesland eller tidligere opholdslande og advarede Vanuatus regering om muligheden for at genindføre visumkravet. Vanuatus forklaringer var ikke tilstrækkelige til at mindske disse bekymringer.

(13)

Ovennævnte oplysninger og data, rapporter og statistikker taget i betragtning og i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, litra d), og artikel 8, stk. 3, og artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2018/1806 konkluderer Kommissionen, at Vanuatus tildeling af statsborgerskab inden for rammerne af landets statsborgerskabsordninger for investorer udgør en øget risiko for medlemsstaternes indre sikkerhed og offentlige orden, og har besluttet, at der er behov for tiltag.

(14)

Den øgede risiko for den offentlige orden og interne sikkerhed, der er forbundet med statsborgere i Vanuatu, der har opnået statsborgerskab inden for rammerne af statsborgerskabsordningerne for investorer, kan kun afbødes ved en delvis suspension af visumfritagelsen.

(15)

I overensstemmelse med artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2018/1806 bør Kommissionen på grundlag af de foreliggende oplysninger medtage tilstrækkeligt brede kategorier til effektivt at bidrage til at håndtere forholdene under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Da Vanuatu ikke skelner mellem pas, der er udstedt inden for rammerne af en statsborgerskabsordning for investorer, og andre pas, bør suspensionen derfor gælde for alle almindelige pas, der er udstedt fra og med den 25. maj 2015, som var den dato, hvor Vanuatu begyndte at udstede et betydeligt antal pas til gengæld for investeringer.

(16)

De statsborgere i Vanuatu, der er indrejst i EU inden datoen for denne forordnings ikrafttræden, bør tillades at fortsætte deres ophold i EU og udrejse uden visum. Dette bør ikke omfatte passage af midlertidige ydre grænser mellem medlemsstater som defineret i artikel 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 515/2014 (7).

(17)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (8).

(18)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B og C, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (9).

(19)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B og C, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(20)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (11); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(21)

Denne forordning udgør en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2011.

(22)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 11, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1806 —