11.1.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/7


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/26

af 24. september 2021

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til præcisering af begrebet »adskilte konti« for at sikre beskyttelsen af kundernes penge i tilfælde af et investeringsselskabs konkurs

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (1), og særlig artikel 15, stk. 5, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 15, stk. 5, første afsnit, litra b), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Adskilte konti er defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 49), i forordning (EU) 2019/2033 i forbindelse med tabel 1 i nævnte forordnings artikel 15, stk. 2. For at gøre det muligt for investeringsselskaber at anvende lavere koefficienter til beregning af kapitalgrundlagskravet »kunders penge, der opbevares«, hvor kunders penge opbevares på adskilte konti, bør begrebet »adskilte konti« præciseres som omfattende de betingelser, der sikrer beskyttelse af kundernes penge i tilfælde af et investeringsselskabs konkurs. Da disse betingelser er fastsat i artikel 2, stk. 1, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2017/593 (2), er det hensigtsmæssigt at henvise til de samme betingelser med henblik på at præcisere begrebet »adskilte konti« i henhold til denne forordning. I denne forordning bør der derfor fastsættes et sæt krav svarende til dem, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i delegeret direktiv (EU) 2017/593.

(2)

Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(3)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Begrebet »adskilte konti«

For så vidt angår de betingelser, der sikrer beskyttelse af kundernes penge i tilfælde af et investeringsselskabs konkurs, betyder begrebet »adskilte konti« som omhandlet i artikel 15, stk. 5, første afsnit, litra b), i forordning (EU) 2019/2033, at:

a)

registre og konti føres på en sådan måde, at investeringsselskaber til enhver tid og uden ophold kan sondre mellem midler, der opbevares for en given kunde, midler, der opbevares for enhver anden kunde, og deres egne midler

b)

registre og konti føres på en måde, der sikrer deres nøjagtighed og navnlig deres overensstemmelse med de midler, der opbevares for kunder, og at de kan anvendes som revisionsspor

c)

der foretages regelmæssigt afstemninger mellem investeringsselskabernes interne konti og registre og konti og registre tilhørende eventuelle tredjeparter, som opbevarer disse midler

d)

der er taget de nødvendige skridt til at sikre, at kunders indestående midler opbevares på en konto eller konti, der er adskilt fra konti, der anvendes til opbevaring af midler tilhørende investeringsselskabet

e)

der er indført passende organisatoriske ordninger for at begrænse risikoen for tab eller forringelse af kunders midler eller af rettigheder, der er knyttet til disse midler, som følge af misbrug af midlerne, svig, dårlig forvaltning, utilstrækkelig registrering eller forsømmelighed.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. september 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2017/593 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår beskyttelse af kunders finansielle instrumenter og midler, produktstyringsforpligtelser og de regler, der finder anvendelse på levering eller modtagelse af gebyrer, provisioner eller andre penge- eller naturalieydelser (EUT L 87 af 31.3.2017, s. 500).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).