(1)

Unionen har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EU) 2019/1111 (2) (»Bruxelles IIb-forordningen«), der har til formål at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIb-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), der på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende stater og mellem centrale myndigheder, og som har som mål at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle medlemsstaterne er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som Haagerkonferencen om International Privatret regelmæssigt organiserer.

(6)

Et fælles regelkompleks gældende for medlemsstaterne og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem en stat, der tiltræder konventionen, og de kontraherende stater, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration, som f.eks. Unionen, bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og heller ikke deponere en erklæring om accept af en stat, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Tunesien deponerede den 10. juli 2017 sit tiltrædelsesinstrument til Haagerkonventionen af 1980. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft i Tunesien den 1. oktober 2017.

(11)

Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Tunesien blevet konkluderet, at medlemsstaterne er rede til i Unionens interesse at acceptere Tunesiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Medlemsstaterne bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæring om accept af Tunesiens tiltrædelse i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse.

(13)

Irland er bundet af Bruxelles IIb-forordningen og deltager derfor i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —