|
3.12.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
LI 311/8 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/2369
af 3. december 2022
om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådet vedtog den 31. juli 2014 afgørelse 2014/512/FUSP (1). |
|
(2) |
Unionen er fortsat urokkelig i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet. |
|
(3) |
Den 6. oktober 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/1909 (2), hvorved der blev indført en undtagelse fra forbuddet mod at levere søtransport og forbuddet mod at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed eller finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med søtransport til tredjelande af råolie eller olieprodukter, der har oprindelse i eller eksporteres fra Rusland, købt til eller under et forud fastsat prisloft, der er aftalt af Price Cap Coalition. Denne undtagelse har til hensigt at afbøde de negative konsekvenser for energiforsyningen til tredjelande og mindske prisstigninger som følge af ekstraordinære markedsvilkår, samtidig med at de russiske olieindtægter begrænses. |
|
(4) |
I betragtning af situationen og under hensyntagen til diskussionerne inden for Price Cap Coalition, foranstaltningens effektivitet med hensyn til dens forventede resultater, den internationale tilslutning og uformelle tilpasning til prisloftsmekanismen og dens potentielle virkning på Unionen og dens medlemsstater bør der indføres et prisloft for råolie, dvs. den pris pr. tønde, til eller under hvilken råolie fra Rusland er undtaget fra forbuddet mod at levere søtransport og forbuddet mod at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed eller finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med søtransport til tredjelande. |
|
(5) |
Der bør også indføres yderligere foranstaltninger. Navnlig er det hensigtsmæssigt at præcisere det eksisterende forbud mod handel og mæglervirksomhed med russisk råolie og olieprodukter og udvide prisloftundtagelsen, når sådanne varer handles til eller under prisloftet. |
|
(6) |
Ligeledes bør overgangsperioden for transport af råolie og visse olieprodukter forlænges efter hver efterfølgende ændring af prisloftet i en periode på 90 dage for direkte eller indirekte levering af teknisk bistand, mæglervirksomhed eller finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med transporten, på de samme betingelser. Denne foranstaltning er nødvendig for at sikre, at alle operatører gennemfører prisloftet på en konsekvent måde. |
|
(7) |
Der bør også indføres en overgangsperiode på 45 dage for fartøjer, der transporterer råolie med oprindelse i Rusland, der blev købt og læsset på fartøjet inden den 5. december 2022 og losset i den endelige bestemmelseshavn inden den 19. januar 2023. |
|
(8) |
Endvidere er det hensigtsmæssigt at præcisere, at forbuddet mod at levere tjenester i forbindelse med transport af russisk råolie eller russiske olieprodukter foretaget af et fartøj, der sejler under et tredjelands flag, finder anvendelse på fartøjer, der tidligere har transporteret sådanne varer købt til en pris, der ligger over prisloftet, forudsat at operatøren med ansvar for transporten vidste eller havde rimelig grund til at formode, at dette var tilfældet. Dette er nødvendigt af hensyn til retssikkerheden. |
|
(9) |
Der bør indføres en undtagelse fra forbuddet mod at levere søtransport og forbuddet mod at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed eller finansieringsmidler eller finansiel bistand i forbindelse med søtransport til tredjelande, hvis det er nødvendigt af hensyn til akut forebyggelse eller afbødning af en hændelse, der sandsynligvis vil have en alvorlig og betydelig indvirkning på menneskers sundhed og sikkerhed eller på miljøet, eller som en reaktion på naturkatastrofer. |
|
(10) |
Endelig bør der indføres en regelmæssig revision af prisloftsmekanismen for at tage hensyn til foranstaltningens effektivitet med hensyn til dens forventede resultater, dens gennemførelse, den internationale tilslutning og uformelle tilpasning til prisloftsmekanismen samt dens potentielle indvirkning på Unionen og dens medlemsstater og for at imødegå udviklingen på markedet, herunder eventuel uro. Det er nødvendigt, at en sådan revision tager hensyn til målene med prisloftet, herunder dets evne til at mindske Ruslands olieindtægter, samt princippet om, at prisloftet bør ligge mindst 5 % under den gennemsnitlige markedspris for russisk olie og russiske olieprodukter. Den gennemsnitlige markedspris bør beregnes i samarbejde med Det Internationale Energiagentur. Eventuelle hensyn, der potentielt vil kunne påvirke funktionen og vilkårene for prisloftet, vil blive taget op inden for Price Cap Coalition efter drøftelser i Rådet. For at kunne evaluere markedsudviklingen rettidigt bør en sådan revision foretages fra midten af januar 2023, og Rådet bør vende tilbage til spørgsmålet hver anden måned derefter. |
|
(11) |
I betragtning af de nuværende omstændigheder, som udfordrer EU's skibsfartssektors konkurrenceevne, og det forhold, at skibsfartsindustrien er en økonomisk sektor, der langsomt kommer sig, har Kommissionen til hensigt hurtigt at vedtage passende støtteforanstaltninger, herunder ved at videreudvikle de eksisterende instrumenter senest den 5. februar 2023, med henblik på at bevare troværdigheden og den strategiske betydning af Unionens skibsfartsindustri samt opretholde og yderligere styrke EU's skibsfartssektors konkurrenceevne, samtidig med at hensynet til konkurrencedygtig drift af skibe, der sejler under medlemsstaternes flag, beskyttes, og der tilskyndes til omflagning af skibe til medlemsstaternes skibsregistre. |
|
(12) |
Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger. |
|
(13) |
Afgørelse 2014/512/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I afgørelse 2014/512/FUSP foretages følgende ændringer:
|
1) |
I artikel 4p foretages følgende ændringer:
|
|
2) |
Bilag XI ændres som anført i bilaget til denne afgørelse. |
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 3. december 2022.
På Rådets vegne
M. BEK
Formand
(1) Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 13).
(2) Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1909 af 6. oktober 2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 259 I af 6.10.2022, s. 122).
BILAG
I bilag XI til afgørelse 2014/512/FUSP tilføjes følgende tabel:
|
»KN-kode |
Beskrivelse |
Pris pr. tønde (USD) |
Anvendelsesdato |
|
2709 00 |
Jordolier og olier hidrørende fra bituminøse mineraler, inklusive råolie |
60 |
5. december 2022« |