22.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/119


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/2283

af 21. november 2022

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forlængelse af en anmodning fra Letland af 7. august 2020 tildelte Rådet ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 (2) finansiel støtte til Letland i form af et lån på højst 192 700 000 EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år og en rådighedsperiode på 18 måneder med henblik på at supplere Letlands nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige.

(2)

Lånet skulle anvendes af Letland til at finansiere de arbejdsfordelingsordninger, lignende foranstaltninger og sundhedsrelaterede foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.

(3)

I forlængelse af Letlands anden anmodning af 11. marts 2021 tildelte Rådet ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/677 (3) om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 yderligere finansiel støtte på 112 500 000 EUR til Letland ved at øge det maksimale lånebeløb til 305 200 000 EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år og en rådighedsperiode på 18 måneder med henblik på at supplere Letlands nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige.

(4)

Det yderligere lån skulle anvendes af Letland til at finansiere de arbejdsfordelingsordninger, lignende foranstaltninger og sundhedsrelaterede foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.

(5)

Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Letland. Dette har ført til gentagne pludselige og kraftige stigninger i de offentlige udgifter i Letland med hensyn til de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, litra a), c), d), g), h), f) og i), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.

(6)

Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Letland har gennemført i 2020, 2021 og 2022 for at dæmme op for dette udbrud og dets socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser, havde og har stadig dramatisk indvirkning på de offentlige finanser. I 2020 havde Letland et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 4,5 % og 43,3 % af bruttonationalproduktet (BNP), som faldt til henholdsvis 7,3 % og 44,8 % ved udgangen af 2021. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 forventes Letland at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 7,2 % og 47,0 % af BNP ved udgangen af 2022. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2022 forventes Letlands BNP at stige med 3,9 % i 2022.

(7)

Den 6. oktober 2022 anmodede Letland om yderligere finansiel støtte fra Unionen på 167 607 000 EUR med henblik på fortsat at supplere dets nationale indsats i 2020, 2021 og 2022 for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige. Navnlig har Letland yderligere udvidet eller ændret de arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger, der er omhandlet i betragtning 8-12.

(8)

Kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed gælder for virksomheder, selvstændige og personer, der betaler licensafgift, hvis indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed i gennemsnit er faldet med mindst 20 % i forhold til perioden august-oktober 2020. Ved ordningen ydes der kompensation til hjemsendte arbejdstagere eller selvstændige på 50 % eller 70 % af deres løn eller indkomst, afhængigt af hvilken skatteordning de hører under. Der ydes mindst 500 EUR og højst 1 000 EUR i støtte pr. arbejdstager pr. kalendermåned. Ordningen er indført ved kabinetsforordning nr. 709 (vedtaget den 24. november 2020 (4) og ændret den 12. januar 2021 (5), den 19. januar 2021 (6), den 4. februar 2021 (7) og den 26. februar 2021 (8)) »bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for skatteydere til videreførelse af deres aktivitet i en situation med covid-19-krise«. Foranstaltningen udvider den ordning, der er omhandlet i artikel 3, litra a), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, til at omfatte personer, der er beskæftiget i skønhedsindustrien, gør personer, der har ændret deres skattemæssige behandling fra 2021, berettigede til at modtage støtte, forbedrer betingelserne for støtteberettigelse for patentbetalere og giver de støtteberettigede mulighed for at vælge mellem to kriterier for støtteberettigelse, når de ansøger om støtte.

(9)

Til kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed er knyttet et børnetillæg til arbejdstagere, jf. artikel 3, litra c), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, hvortil Letland anmoder om yderligere støtte. Tillægget på 50 EUR om måneden pr. barn udgør en yderligere støtte til ledige arbejdstagere, som har ret til et personligt skattefradrag for personer, over for hvem der består forsørgerpligt. Støtteforanstaltningen blev udvidet ved kabinetsafgørelse nr. 706 af 1. december 2020»vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (9) og kabinetsafgørelse nr. 15 af 11. januar 2021»vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (10). Foranstaltningen kan betragtes som svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet der ydes indkomststøtte til arbejdstagere og selvstændige til dækning af omkostningerne ved børnepasning, mens skolerne er lukket, og den giver derfor forældrene mulighed for at forblive i beskæftigelse og forhindrer usikkerhed i forbindelse med deres ansættelsesforhold.

(10)

Ved ordningen for løntilskud ydes der støtte til arbejdsgivere, som oplever et fald i indkomsten fra erhvervsmæssig virksomhed på mindst 20 %. Ordningen dækker 50 % af den gennemsnitlige månedlige bruttoløn, men udgør dog højst 500 EUR pr. kalendermåned. De støtteberettigede arbejdsgivere er forpligtet til at fastholde de arbejdstagere, de modtager støtte for, i beskæftigelse og til at supplere løntilskuddet, således at arbejdstageren opnår den fulde normale løn. Ordningen er indført ved kabinetsforordning nr. 675 om »bestemmelser vedrørende støtte til skatteydere til videreførelse af deres aktiviteter i en situation med covid-19-krise« (vedtaget den 10. november 2020 (11) og ændret den 12. januar 2021 (12), den 1. april 2021 (13), den 26. oktober 2021 (14), den 9. november 2021 (15), den 30. november 2021 (16), den 7. december 2021 (17), den 23. december 2021 (18) og den 11. januar 2022 (19)) og »kabinetsafgørelse nr. 128 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (20). Foranstaltningen forlænger støtteperioden for ordningen omhandlet i artikel 3, litra d), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 og udvider anvendelsesområdet for støtteberettigelse ved at give de støtteberettigede mulighed for at vælge mellem to kriterier for støtteberettigelse, når de ansøger om støtte, fjerner risikoen for overkompensation, præciserer begrænsningerne for støtteberettigelse for patentbetalere og begrænser berettigelsen til støtte for perioden oktober 2021-februar 2022 til personer, der er indehavere af et covid-19-certifikat, som attesterer vaccination mod covid-19 eller overstået covid-19-infektion.

(11)

Ved ordningen for covid-19-relaterede ydelser ved sygdom ydes der statsbetalte ydelser ved sygdom til personer, som ikke har kunnet arbejde på grund af kravet om selvisolation eller selvkarantæne, til forskel fra normale tilfælde, hvor en del af ydelsen ved sygdom betales af arbejdsgiveren. Ordningen er indført ved »ændring af loven om moderskabs- og sygeforsikring« (vedtaget den 20. marts 2020 (21) og ændret den 12. november 2020 (22), den 4. november 2021 (23) og den 13. januar 2022 (24)). Foranstaltningen indebærer en forlængelse af støtteperioden for covid-19-relaterede ydelser ved sygdom omhandlet i artikel 3, litra g), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 og indsnævrer samtidig anvendelsesområdet for støtteberettigelsen for personer, der er indehavere af et certifikat, som attesterer vaccination mod covid-19 eller overstået covid-19-infektion, eller som har modtaget en udtalelse om at udsætte vaccination mod covid-19, og specificerer de tilfælde og betingelser, hvor arbejdsgiverne bør træde til og betale sygedagpenge til arbejdstagere uden at modtage statsstøtte.

(12)

Ved ordningen for ydelser ved sygdom til forældre og omsorgspersoner ydes der støtte til arbejdstagere, der ikke kan fjernarbejde og er nødt til at sørge for pasning af børn under 10 år eller personer med handicap, når skolerne og daginstitutionerne er lukket på grund af covid-19-udbruddet. Foranstaltningen kan betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet der ydes indkomststøtte til forældre og omsorgspersoner, og den bidrager til at opretholde beskæftigelsen ved at sikre, at forældre og omsorgspersoner, som skal passe børn eller personer med handicap, mens skolerne og daginstitutionerne er lukket, ikke er nødsaget til at bringe deres ansættelsesforhold til ophør. Ydelserne ved sygdom er fastlagt ved »ændring af loven om syge- og moderskabsforsikring af 26. november 2020« (25) og »kabinetsafgørelse nr. 707 af 1. december 2020 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (26) og »kabinetsafgørelse nr. 13 af 11. januar 2021 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (27). Letland anmoder om yderligere støtte til den eksisterende foranstaltning, jf. artikel 3, litra h), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/677.

(13)

Letland har desuden yderligere udvidet eller ændret en række nye sundhedsrelaterede foranstaltninger til at imødegå covid-19-udbruddet. Det drejer sig navnlig om de foranstaltninger, der er nævnt i betragtning 14-15.

(14)

Der forventes sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler til ansatte i den offentlige sektor for at garantere et sikkert arbejdsmiljø for personer, der er udsat for covid-19-smitte. Ordningen er indført ved »kabinetsforordning nr. 380 om bestemmelser vedrørende midler til at sikre den epidemiologiske sikkerhed, der er nødvendig for de institutioner, der er opført på listen over prioriterede institutioner og behov« (vedtaget den 9. juni 2020 (28)). Letland anmoder om yderligere støtte til den eksisterende foranstaltning, jf. artikel 3, litra f), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.

(15)

Tillæggene til læger og andet medicinsk personale for håndtering af covid-19-krisen på mellem 20 % og 100 % af månedslønnen ydes som belønning for arbejde udført i en situation med særlig høj risiko og stort arbejdspres på grundlag af »kabinetsafgørelse nr. 136 af 27. marts 2020« (29) og »kabinetsafgørelse nr. 656 af 6. november 2020 om tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (30), »kabinetsafgørelse nr. 743 af 8. december 2020 om ændringer af kabinetsafgørelse nr. 655 af 6. november 2020 om erklæring af undtagelsestilstand« (31) og »kabinetsafgørelse nr. 37 af 21. januar 2021 om tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« (32). Disse tillæg kommer oven i det maksimale tillæg, der er fastsat ved »lov om aflønning af tjenestemænd og ansatte ved statslige og lokale myndigheder«. Ved foranstaltningen ydes der støtte til beskæftigelse ved at sikre de ansattes sundhed og videreførelsen af vigtige offentlige tjenester. Letland anmoder om yderligere støtte til den eksisterende foranstaltning, jf. artikel 3, litra i), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351.

(16)

Letland opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Letland har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter pr. 1. februar 2020 er steget med 508 124 069 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, fordi den også er knyttet til en udvidelse eller ændring af eksisterende nationale foranstaltninger, der er direkte knyttet til arbejdsfordelingsordningerne og lignende foranstaltninger, og som omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Letland. Letland agter at finansiere 35 317 069 EUR ved hjælp af egne midler.

(17)

Kommissionen har hørt Letland og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter, der er direkte knyttet til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger i forbindelse med covid-19-udbruddet, som er omhandlet i anmodningen af 6. oktober 2022, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

(18)

De sundhedsrelaterede foranstaltninger, jf. Letlands anmodning af 6. oktober 2022, som er omhandlet i betragtning 14-15, udgør 70 921 236 EUR.

(19)

Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Letland med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Kommissionen bør træffe afgørelser vedrørende løbetid, størrelse og frigivelse af rater og trancher i tæt samarbejde med de nationale myndigheder.

(20)

Da den i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 angivne rådighedsperiode er udløbet, er der behov for en ny rådighedsperiode for den supplerende finansielle støtte. Rådighedsperioden på 18 måneder for finansiel støtte, der tildeles ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351, bør forlænges med 21 måneder, og den samlede rådighedsperiode bør derfor være på 39 måneder fra den første dag efter, at gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 har fået virkning.

(21)

Letland og Kommissionen bør tage hensyn til denne afgørelse i den låneaftale, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672.

(22)

Denne afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som indledes, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.

(23)

Letland bør regelmæssigt underrette Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang Letland har afholdt disse udgifter.

(24)

Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Letlands eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 og 2 affattes således:

»1.   Unionen stiller et lån på højst 472 807 000 EUR til rådighed for Letland. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

2.   Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 39 måneder fra den første dag efter, at denne afgørelse har fået virkning.«

b)

Stk. 4 affattes således:

»4.   Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale træder i kraft. Eventuelle efterfølgende rater frigives i overensstemmelse med vilkårene i nævnte låneaftale eller, hvor det er relevant, på betingelse af ikrafttrædelsen af et tillæg dertil eller af en ændret låneaftale indgået mellem Letland og Kommissionen, der erstatter den oprindelige låneaftale.«

2)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Letland kan finansiere følgende foranstaltninger:

a)

kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed, jf. »kabinetsforordning nr. 179 (vedtaget den 31. marts 2020) »bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for selvstændige, der er berørt af spredningen af covid-19«« og »kabinetsforordning nr. 165 (vedtaget den 26. marts 2020) »bestemmelser vedrørende arbejdsgivere, der er berørt af den af covid-19 forårsagede krise, og som er berettiget til godtgørelse for manglende beskæftigelse og opdeling af afregningen af forsinkede skattebetalinger i rater eller udskydelse heraf i op til tre år«« som udvidet og senest ændret ved »ændringer af kabinetsforordning nr. 709 »bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for skatteydere til videreførelse af deres aktivitet i en situation med covid-19-krise«« den 19. januar 2021, den 4. februar 2021 og den 26. februar 2021

b)

godtgørelsen for manglende beskæftigelse som fastsat på grundlag af »kabinetsforordning nr. 236 (vedtaget den 23. april 2020) »bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for ansatte eller selvstændige, der er berørt af spredningen af covid-19««

c)

børnetillægget til arbejdstagere, jf. »kabinetsafgørelse nr. 178 af 16. april 2020 om »tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«««, som forlænget

d)

ordningen for løntilskud til turismesektoren og eksportsektoren, jf. »informationsrapporten om foranstaltninger til at overvinde covid-19-krisen samt om økonomisk genopretning«, som udvidet og senest ændret ved ændringer af kabinetsforordning nr. 675 om »bestemmelser vedrørende støtte til skatteydere til videreførelse af deres aktiviteter i en situation med covid-19-krise« den 1. april 2021, den 26. oktober 2021, den 9. november 2021, den 30. november 2021, den 7. december 2021, den 23. december 2021 og den 11. januar 2022

e)

løntilskud til sundhedspersonale og ansatte i kultursektoren, jf. henholdsvis »lov om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af trusler mod staten og konsekvenserne heraf som følge af spredningen af covid-19«, »lov om bekæmpelse af følgerne af spredningen af covid-19-infektionen« og »kabinetsafgørelse nr. 303 af 3. juni 2020 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder««

f)

sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler, jf. »kabinetsafgørelse nr. 79 af 3. marts 2020, nr. 118 af 20. marts 2020 og nr. 220 af 27. april 2020 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« og »kabinetsforordning nr. 380 af 9. juni 2020»bestemmelser vedrørende midler til at sikre den epidemiologiske sikkerhed, der er nødvendig for de institutioner, der er opført på listen over prioriterede institutioner og behov««

g)

covid-19-relaterede ydelser ved sygdom som fastsat i »ændring af loven om moderskabs- og sygeforsikring« (vedtaget den 20. marts 2020) som forlænget og senest ændret ved »ændringer af loven om moderskabs- og sygeforsikring« den 4. november 2021 og den 13. januar 2022

h)

ydelser ved sygdom til forældre og omsorgspersoner som omhandlet i »ændring af loven om moderskabs- og sygeforsikring« (afsnit 48 og 49 i overgangsbestemmelserne) vedtaget den 26. november 2020, »kabinetsafgørelse nr. 707 af 1. december 2020 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder«« og »kabinetsafgørelse nr. 13 af 11. januar 2021 vedrørende tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder««

i)

tillæg til læger og andet medicinsk personale for håndtering af covid-19-krisen, jf. »kabinetsafgørelse nr. 136 vedtaget den 27. marts 2020 om tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder««, »kabinetsafgørelse nr. 656 vedtaget den 6. november 2020 om tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder««, »kabinetsafgørelse nr. 743 af 8. december 2020 om ændring af kabinetsafgørelse nr. 655 af 6. november 2020 om erklæring af undtagelsestilstand« og »kabinetsafgørelse nr. 37 vedtaget den 21. januar 2021 om tildeling af midler fra statsbudgettets program »midler til uforudsete begivenheder««.«

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Letland.

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen til adressaten.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. november 2022.

På Rådets vegne

Z. NEKULA

Formand


(1)   EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 af 25. september 2020 om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet (EUT L 314 af 29.9.2020, s. 38).

(3)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/677 af 23. april 2021 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet (EUT L 144 af 27.4.2021, s. 7).

(4)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 230B, 27.11.2020.

(5)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 9A, 14.1.2021.

(6)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 15, 22.1.2021.

(7)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 25A, 5.2.2021.

(8)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 48, 10.3.2021.

(9)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 234, 3.12.2020.

(10)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 9, 14.1.2021.

(11)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 222A, 16.11.2020.

(12)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 9, 14.1.2021.

(13)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 66, 7.4.2021.

(14)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 211, 1.11.2021.

(15)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 220, 12.11.2021.

(16)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 236, 7.12.2021.

(17)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 240, 13.12.2021.

(18)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 249A, 27.12.2021.

(19)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 9, 13.1.2022.

(20)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 42, 2.3.2021.

(21)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 57B, 21.3.2020.

(22)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 221A, 13.11.2020.

(23)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 215A, 5.11.2021.

(24)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 10A, 14.1.2022.

(25)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 230A, 27.11.2020.

(26)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 234, 3.12.2020.

(27)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 9, 14.1.2021.

(28)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 113A, 12.6.2020.

(29)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 62B, 27.3.2020.

(30)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 218, 10.11.2020.

(31)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 237A, 8.12.2020.

(32)   Latvijas Vēstnesis (Letlands statstidende), 16, 25.1.2021.