17.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 297/71


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2022/2255

af 24. oktober 2022

om indledning af den detaljerede undersøgelse af visse præstationsmål indeholdt i det reviderede udkast til præstationsplan for den tredje referenceperiode inden for den funktionelle luftrumsblok forelagt af Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004

(meddelt under nummer C(2022) 7438)

(Kun den franske, den nederlandske og den tyske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (1) (rammeforordningen), særlig artikel 11, stk. 3, litra c), andet afsnit,

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 af 11. februar 2019 om oprettelse af en præstations- og afgiftsordning for det fælles europæiske luftrum og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013 (2), særlig artikel 15, stk. 1 og 3, og

ud fra følgende betragtninger:

GENERELLE BETRAGTNINGER

(1)

I henhold til artikel 10 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 skal medlemsstaterne på nationalt niveau eller inden for funktionelle luftrumsblokke fastsætte bindende præstationsmål for hver referenceperiode under præstationsordningen for luftfartstjenester og netfunktioner. Disse præstationsmål skal være i overensstemmelse med de unionsdækkende mål, som Kommissionen har vedtaget for den pågældende referenceperiode.

(2)

De unionsdækkende præstationsmål for den tredje referenceperiode (»RP3«) blev oprindeligt fastsat ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/903 (3). Eftersom disse unionsdækkende præstationsmål og udkastene til præstationsplaner for RP3, som medlemsstaterne forelagde i oktober 2019, blev udarbejdet før udbruddet af covid-19-pandemien i marts 2020, blev der ikke taget højde for den væsentlige reduktion af lufttrafikken, som skyldtes de foranstaltninger, medlemsstater og tredjelande traf for at begrænse pandemien.

(3)

Som reaktion på covid-19-pandemiens indvirkning på udøvelsen af luftfartstjenester blev der i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1627 (4) fastsat ekstraordinære foranstaltninger for den tredje referenceperiode, som fraviger bestemmelserne i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Den 2. juni 2021 vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/891 (5) om fastsættelse af reviderede unionsdækkende præstationsmål for lufttrafikstyringsnettet for den tredje referenceperiode. På det grundlag forelagde medlemsstaterne i oktober 2021 udkast til præstationsplaner for Kommissionen, som indeholdt reviderede lokale præstationsmål for den tredje referenceperiode.

(4)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/728 (6) om den manglende overensstemmelse mellem visse præstationsmål i de udkast til nationale planer og planer for de funktionelle luftrumsblokke var rettet til Belgien, Tyskland, Grækenland, Frankrig, Cypern, Letland, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Rumænien og Sverige.

(5)

Hvad angår udkastet til præstationsplan for RP3 fastlagt inden for den funktionelle luftrumsblok af Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene (»FABEC's udkast til præstationsplan«) konstaterede Kommissionen, at præstationsmålene for omkostningseffektivitet for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg ikke er i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål og fremsatte anbefalinger om revision af disse mål.

(6)

Som reaktion på Ruslands angrebskrig mod Ukraine, der begyndte den 24. februar 2022, har Unionen indført restriktive foranstaltninger, der forbyder russiske luftfartsselskaber, russisk registrerede luftfartøjer og luftfartøjer, der ikke er registreret i Rusland, og som ejes eller chartres eller på anden måde kontrolleres af russiske fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, at lande i, lette fra eller overflyve Unionens område. Disse restriktive foranstaltninger og de af Rusland vedtagne modforanstaltninger har ført til ændringer i trafikken i det europæiske luftrum. Visse medlemsstater er blevet hårdt ramt af en væsentlig reduktion af antallet af overflyvninger i det luftrum, som de har ansvaret for. På EU-plan er de konstaterede konsekvenser af disse foranstaltninger på antallet af flyvninger dog begrænsede i modsætning til den markante nedgang i flytrafikken i Europa, som skyldtes udbruddet af covid-19-pandemien.

(7)

Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene forelagde den 13. juli 2022 FABEC's reviderede udkast til præstationsplan for RP3 til Kommissionens vurdering.

(8)

Præstationsvurderingsorganet, som bistår Kommissionen ved gennemførelsen af præstationsordningen i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 549/2004, har forelagt Kommissionen sin rapport med rådgivning om vurderingen af FABEC's reviderede udkast til præstationsplan.

(9)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 har Kommissionen vurderet overensstemmelsen af de lokale præstationsmål i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan på grundlag af vurderingskriterierne i punkt 1 i bilag IV til den nævnte gennemførelsesforordning under hensyntagen til de lokale forhold. Med hensyn til hvert centralt præstationsområde og de tilknyttede præstationsmål har Kommissionen suppleret sin vurdering ved at gennemgå de elementer, der er fastsat i punkt 2 i bilag IV til den nævnte gennemførelsesforordning.

(10)

I basistrafikprognosen fra Eurocontrols statistiktjeneste STATFOR, som blev offentliggjort i juni 2022, tages der højde for de ændrede omstændigheder som omhandlet i betragtning 6. Kommissionen bemærker på grundlag af denne prognose, at Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene ikke forventes at opleve væsentlige ændringer i lufttrafikstrømmene i løbet af RP3 som følge af Ruslands krig i Ukraine. Disse ændrede omstændigheder har derfor ikke direkte indvirkning på præstationsmålene som fastsat i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan eller vurderingen af disse mål for så vidt angår deres overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål.

ÅRSAGER TIL AT INDLEDE EN DETALJERET UNDERSØGELSE

Præstationsmål, der giver anledning til tvivl

(11)

Af tabellen nedenfor fremgår de oprindelige præstationsmål for omkostningseffektivitet for RP3 for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg som indeholdt i FABEC's udkast til præstationsplan, der blev forelagt i 2021, og de tilsvarende reviderede præstationsmål som indeholdt i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan, der blev forelagt i juli 2022.

Overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg

Referenceværdi 2014

Referenceværdi 2019

2020-2021

2022

2023

2024

Oprindelige omkostningseffektivitetsmål for overflyvningstjenester (i FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021) udtrykt som fastlagt overflyvningsenhedsomkostning (i real værdi i 2017-priser)

73,13 EUR

83,28 EUR

189,52 EUR

113,26 EUR

108,51 EUR

103,82  EUR

Reviderede omkostningseffektivitetsmål for overflyvningstjenester (i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan) udtrykt som fastlagt overflyvningsenhedsomkostning (i real værdi i 2017-priser)

81,78 EUR

83,26 EUR

189,52 EUR

104,47 EUR

94,18 EUR

89,87  EUR

(12)

Kommissionen bemærker, at præstationsmålene for kalenderårene 2022, 2023 og 2024 er blevet nedjusteret, mens referenceværdien for 2014 er blevet opjusteret. Desuden er der foretaget en mindre, teknisk justering, som ikke har betydning for vurderingen af præstationsmålene, med hensyn til referenceværdien for 2019.

(13)

Belgien og Luxembourg har primært begrundet den foreslåede justering af referenceværdien for 2014 med de ændringer i metoden for omkostningsfordeling mellem overflyvningstjenester og tårn- og indflyvningskontroltjenester, der blev indført i RP3. Der er foretaget en lignende justering af referenceværdien for 2019, som er inkluderet i FABEC's udkastet til præstationsplan fra 2021.

(14)

Kommissionen bemærker, at revisionen af omkostningseffektivitetsmålene for perioden 2022-2024 fører til en generel reduktion af den fastlagte enhedsomkostning (»DUC«) på –11,6 % i løbet af disse tre kalenderår og på –8,2 % i løbet af RP3 som helhed. Disse reduktioner af de fastlagte enhedsomkostninger kan både tilskrives de ajourførte trafikantagelser, som anvendes i det reviderede udkast til præstationsplan, og nedjusteringen af de fastlagte omkostninger udtrykt i real værdi i 2017-priser.

(15)

Ændringerne i trafikprognosen for kalenderårene 2022-2024 fremgår af nedenstående tabel. Kommissionen bemærker, at den trafikprognose, der anvendes i det reviderede udkast til præstationsplan, er baseret på basistrafikprognosen fra Eurocontrols statistiktjeneste STATFOR fra juni 2022.

Overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg

2022

2023

2024

Oprindelig trafikprognose (i udkastet til præstationsplan fra 2021), udtrykt i overflyvningstjenesteenheder i tusinder

2 066

2 226

2 387

Ajourført trafikprognose (i det reviderede udkast til præstationsplan), udtrykt i overflyvningstjenesteenheder i tusinder

2 108

2 445

2 542

Forskel

+2,0  %

+9,8  %

+6,5  %

(16)

De reviderede fastlagte omkostninger for kalenderårene 2022-2024, udtrykt i real værdi i 2017-priser, fremgår af nedenstående tabel.

Overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg

2022

2023

2024

Oprindelige fastlagte omkostninger, udtrykt i real værdi i 2017-priser (indeholdt i udkastet til præstationsplan fra 2021)

234  mio. EUR

242  mio. EUR

248  mio. EUR

Reviderede fastlagte omkostninger, udtrykt i real værdi i 2017-priser (indeholdt i udkastet til præstationsplan)

220  mio. EUR

230  mio. EUR

228  mio. EUR

Forskel

–5,9  %

–4,7  %

–7,8  %

(17)

Kommissionen bemærker, at de inflationsforventninger, der ligger til grund for de fastlagte omkostninger er blevet kraftigt opjusteret, som det fremgår af nedenstående tabel.

Overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg

2022

2023

2024

Oprindeligt inflationsindeks med forventet år-til-år-stigning i inflationen i parentes (data indeholdt i udkastet til præstationsplan fra 2021)

107,7

(1,9  %)

109,7

(1,8  %)

111,6

(1,8  %)

Revideret inflationsindeks med år-til-år-stigning i inflationen i parentes (data indeholdt i det reviderede udkast til præstationsplan)

115,6

(7,8  %)

119,6

(3,4  %)

121,8

(1,9  %)

(18)

Grundet ajourføringen af inflationsudsigten forbliver de reviderede fastlagte omkostninger i nominelle tal for kalenderårene 2022-2024, som fremgår af nedenstående tabel, i vid udstrækning uændrede og forøges endda med 2,9 % for kalenderåret 2023, om end de er lavere i real værdi som forklaret i betragtning 16.

Overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg

2022

2023

2024

Oprindelige fastlagte omkostninger, udtrykt i nominelle tal (indeholdt i udkastet til præstationsplan fra 2021)

250  mio. EUR

262  mio. EUR

273  mio. EUR

Reviderede fastlagte omkostninger, udtrykt i nominelle tal (indeholdt i det reviderede udkast til præstationsplan)

250  mio. EUR

269  mio. EUR

272  mio. EUR

Forskel

+0,1  %

+2,9  %

–0,3  %

(19)

Kommissionen bemærker endvidere, at de fastlagte omkostninger for 2024 omfatter en engangsreduktion, som beløber sig til ca. 8,3 mio. EUR i nominelle tal.

(20)

Kommissionen bemærker, at tre overflyvningsluftfartstjenesteudøvere, nemlig skeyes, MUAC og ANA Luxembourg hører under overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg. Med hensyn til omkostningerne til levering af tjenester i afgiftszonen afholdes 62 % af de fastlagte omkostninger for 2024 af skeyes, mens MUAC tegner sig for 35 % af omkostningsgrundlaget for samme år. Kun 3 % af de samlede omkostninger til levering af tjenester i afgiftszonen er tildelt ANA Luxembourg, og disse omkostninger afholdes udelukkende for levering af indflyvningstjenester i luftrummet omkring Luxembourgs lufthavn.

Resultater

(21)

Kommissionen har vurderet overensstemmelsen af de reviderede omkostningseffektivitetsmål foreslået for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg ud fra kriterierne i punkt 1.4, litra a), b) og c), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(22)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra a), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at DUC-tendensen for overflyvningsenhedsomkostninger på afgiftszoneniveau på +1,9 % i RP3 underpræsterer sammenholdt med den unionsdækkende tendens på +1,0 % i samme periode. Kommissionen bemærker, at dette er en forbedring fra DUC-tendensen på +5,7 % beregnet på grundlag af FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021.

(23)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra b), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at den langsigtede DUC-tendens på afgiftszoneniveau i løbet af den anden referenceperiode (»RP2«) og RP3 på +1,1 % underpræsterer sammenholdt med den unionsdækkende tendens på –1,3 % i samme periode. Kommissionen bemærker, at dette er en forbedring fra den langsigtede DUC-tendens på +4,0 % beregnet på grundlag af FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021. Med henvisning til betragtning 13 kan denne forbedring tilskrives justeringen af referenceværdien for 2014 for afgiftszonen.

(24)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra c), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at Belgiens og Luxembourgs referenceværdi for DUC på 83,26 EUR i EUR2017 er 13,2 % højere end den gennemsnitlige referenceværdi på 73,53 EUR2017 for den relevante sammenligningsgruppe. Kommissionen bemærker, at forskellen bliver endnu større i løbet af RP3, da Belgien og Luxembourgs DUC for 2024 er 29,8 % højere end gennemsnittet for sammenligningsgruppen.

(25)

Det er endvidere nødvendigt at undersøge, hvorvidt de i betragtning 22-24 konstaterede afvigelser fra kriterierne i punkt 1.4, litra a), b) og c), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 kan anses for nødvendige og forholdsmæssige i henhold til punkt 1.4, litra d), i nævnte bilag, såfremt de konstaterede afvigelser fra den unionsdækkende DUC-tendens og den langsigtede unionsdækkende DUC-tendens udelukkende skyldes yderligere fastlagte omkostninger i forbindelse med foranstaltninger, som er nødvendige for at nå de præstationsmålene på det centrale præstationsområde kapacitet, eller i forbindelse med omstruktureringsforanstaltninger som omhandlet i artikel 2, nr. 18), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(26)

Kommissionen bemærker, at den af præstationsvurderingsorganet anslåede forskel mellem de fastlagte overflyvningsomkostninger for RP3, der er indberettet af Belgien og Luxembourg i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan, og de fastlagte omkostninger, der kræves for at opfylde den unionsdækkende fastlagte enhedsomkostningstendens for RP3, er ca. 8,2 mio. EUR i EUR2017, mens en tilsvarende afvigelse fra den langsigtede unionsdækkende tendens beløber sig til ca. 43,7 mio. EUR i EUR2017.

(27)

Ligesom i FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021 gør Belgien og Luxembourg fortsat gældende, at luftrummets kompleksitet er en af de vigtigste årsager til afvigelsen fra den unionsdækkende fastlagte enhedsomkostningstendens i det reviderede udkast til præstationsplan. I FABEC's reviderede udkast til præstationsplan understreges det fortsat, at det belgisk-luxembourgske luftrums kompleksitet udgør en faktor, der øger flyveledernes relative arbejdsbyrde og dermed indvirker negativt på flyveledernes produktivitet og på overflyvningsomkostningsgrundlaget.

(28)

Kommissionen bemærker imidlertid, at Belgien og Luxembourg i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan ikke har vist, at kompleksiteten af udøvelsen af luftfartstjenester i afgiftszonen er blevet større sammenlignet med RP2, eller at der er afholdt yderligere omkostninger i RP3 pga. en ændring i driftens kompleksitet.

(29)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra d), nr. i), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at Belgien og Luxembourg i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan henviser til de yderligere fastlagte omkostninger, som overflyvningsluftfartstjenesteudøverne skeyes og MUAC har haft i løbet af RP3 til foranstaltninger vedrørende kapacitetsforbedring.

(30)

Kommissionen bemærker, at FABEC's reviderede udkast til præstationsplan indeholder underbyggende oplysninger om syv foranstaltninger vedrørende kapacitetsforbedring for skeyes og MUAC som begrundelse for den konstaterede afvigelse fra den unionsdækkende fastlagte enhedsomkostningstendens. FABEC's præstationsplan fra 2021 indeholder allerede en detaljeret beskrivelse af fire af disse foranstaltninger, mens tre yderligere foranstaltninger, som er specifikke for MUAC, er blevet tilføjet.

(31)

Hvad angår skeyes skitseres der i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan foranstaltninger, som har til formål at opretholde et passende niveau af flyvelederkapacitet for at tage hånd om situationen med en aldrende arbejdsstyrke blandt flyvelederne og det deraf følgende store antal forventede pensioneringer i RP3 og den fjerde referenceperiode (»RP4«).

(32)

Sådanne foranstaltninger omfatter navnlig rekruttering og uddannelse af nye flyveledere for at erstatte de planlagte pensioneringer og levering af den kapacitet, den forventede trafik kræver. Ydermere berettes det, at skeyes vil komme til at afholde betydelige omkostninger i forbindelse med »DISPO«-ordningen, som ifølge belgisk lovgivning (7), kræver, at flyveledere trækkes ud af tjeneste fem år før deres pensionstidspunkt. I løbet af disse fem år er de berettiget til førtidspensionering og modtager en godtgørelse på mellem 75 % og 85 % af deres seneste løn. Ifølge oplysningerne i udkastet til præstationsplan placeres flyveledere i øjeblikket i DISPO ved en alder på 56 år, og denne aldersgrænse vil fra og med 2025 blive hævet til 57 år. Kommissionen bemærker, at Belgien ikke har fremlagt nogen afbødende foranstaltninger for at begrænse den betydelige og voksende finansielle virkning, som DISPO-ordningen har på omkostningsgrundlaget i RP3.

(33)

Kommissionen bemærker endvidere, at de samlede omkostninger, der fremlægges i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan for så vidt angår de i betragtning 31 og 32 beskrevne foranstaltninger, er blevet revurderet for kalenderårene 2022-2024, hvilket fører til en forøgelse på 22,4 % i 2022, 49,0 % i 2023 og 36,8 % i 2024.

(34)

Endvidere henvises der i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan til de yderligere omkostninger, som skeyes kommer til at afholde i forbindelse med udskiftning af sit lufttrafikstyringssystem (»ATM«) med et fælles, integreret og harmoniseret luftrumsstyringssystem sammen med MUAC og det belgiske forsvar, hvilket anses for afgørende for at støtte integrationen af civile og militære ATM-tjenester og øge kapaciteten og den operationelle effektivitet. Kommissionen bemærker, at de omkostninger, der er forbundet med den foranstaltning, anslås at være lavere end angivet i FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021, med –9,5 % i 2023 og –11,9 % i 2024.

(35)

For så vidt angår MUAC beretter Belgien og Luxembourg, ligesom det var tilfældet i FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021, at den kollektive aftale, der blev indgået i 2019, udgør en foranstaltning, hvis formål er opnåelse af kapacitetsmålene, fordi den i bund og grund sigter mod at øge flyvelederkapaciteten for at imødekomme trafikefterspørgslen. De fleksibilitetsbestemmelser, der indføres i aftalen, ledsages af en forhøjelse af lønskalaerne med næsten 11 %, hvilket påvirker omkostningsgrundlaget i hele referenceperioden. Kommissionen bemærker, at de omkostninger, der fremlægges i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan for så vidt angår denne foranstaltning er blevet revideret for kalenderårene 2022-2024, hvilket fører til en forøgelse på 7,4 % i 2022, 9,0 % i 2023 og 9,2 % i 2024.

(36)

Grundet omfanget af ændringerne af omkostningerne som omhandlet i betragtning 33, 34 og 35 er Kommissionen af den opfattelse, at Belgien og Luxembourg skal give en detaljeret redegørelse for de antagelser, som ligger til grund for beregningen af disse omkostninger.

(37)

I FABEC's reviderede udkast til præstationsplan gentages det, at MUAC's opnåelse af kapacitetsmålene kræver en forbedret analyseprocesser, relaterede værktøjer og »business intelligence-faciliteter«, som muliggør yderligere optimering af planlægningen af den daglige drift. Belgien og Luxembourg angiver, at disse foranstaltninger, kendt som »PABI«-projektet, efter planen skal give en »mindre kapacitetsforøgelse« og resultere i en vis reduktion af forsinkelserne i lufttrafikreguleringen ved at undgå unødige operationelle restriktioner for luftrumsbrugerne (også benævnt »overregulering«). De anslåede omkostninger ved dette projekt forbliver uændrede i forhold til FABEC's udkast til præstationsplan fra 2021. Kommissionen mener, at PABI-projektets bidrag til opnåelse af de lokale kapacitetsmål bør underbygges yderligere med henblik på evaluering af, hvorvidt de yderligere omkostninger kan betragtes som værende nødvendige og forholdsmæssige for så vidt angår afvigelsen fra den unionsdækkende omkostningstendens.

(38)

Endelig inkluderer det reviderede udkast til præstationsplan tre yderligere foranstaltninger for MUAC, som ifølge Belgien og Luxembourg vil generere yderligere omkostninger, der er nødvendige for at nå kapacitetsmålene. Disse foranstaltninger omfatter træning af nye flyveledere og ansættelse af yderligere flyveledere til MUAC's Bruxelles-sektor samt et nyt arbejdsplanlægningssystem.

(39)

På baggrund af den evaluering, som præstationsvurderingsorganet har foretaget, er de af Belgien og Luxembourg indberettede yderligere samlede omkostninger til kapacitetsforbedrende foranstaltninger som omhandlet i betragtning 30-38 betydeligt lavere end afvigelsen fra den langsigtede unionsdækkende DUC-tendens, jf. betragtning 23 og 26. Selv om man accepterer, at alle disse foranstaltninger er nødvendige og forholdsmæssige med hensyn til at nå de lokale kapacitetsmål, står det klart, at afvigelsen fra den langsigtede DUC-tendens i pengeværdi overskrider de yderligere omkostninger, som er forbundet med disse foranstaltninger. Denne afvigelse skyldes ergo ikke udelukkende yderligere fastlagte omkostninger i forbindelse med foranstaltninger, som er nødvendige for at nå præstationsmålene på det centrale præstationsområde kapacitet.

(40)

Kriteriet i punkt 1.4, litra d), nr. i), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 er derfor ikke opfyldt for så vidt angår Belgien og Luxembourg.

(41)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra d), nr. ii), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 skal det blot nævnes, at Belgien og Luxembourg i det reviderede udkast til præstationsplan ikke har fremlagt omstruktureringsforanstaltninger, som kan begrunde en afvigelse fra den unionsdækkende DUC-tendens eller fra den langsigtede unionsdækkende DUC-tendens. Kriteriet i punkt 1.4, litra d), nr. ii), i det nævnte bilag er derfor ikke opfyldt for så vidt angår Belgien og Luxembourg.

KONKLUSION

(42)

På grundlag af betragtning 11-41 mener Kommissionen, at der i denne fase af vurderingen af FABEC's reviderede udkast til præstationsplan fortsat hersker tvivl med hensyn til overensstemmelsen af de omkostningseffektivitetsmål, der er foreslået for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg.

(43)

Kommissionen bemærker i den forbindelse, at anbefalingerne i artikel 3 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/728 med hensyn til disse præstationsmål ikke er blevet tilstrækkeligt efterlevet i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan.

(44)

Kommissionen bemærker navnlig, at de reviderede omkostningseffektivitetsmål, der er foreslået for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg, hverken stemmer overens med den unionsdækkende fastlagte enhedsomkostningstendens for RP3 eller med den langsigtede unionsdækkende DUC-tendens. Kommissionen bemærker ligeledes, at de fastlagte omkostninger for afgiftszonen ikke er blevet tilstrækkeligt reduceret med henblik på at sikre overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål.

(45)

Baseret på elementerne og begrundelserne i FABEC's reviderede udkast til præstationsplan mener Kommissionen ikke, at den betydelige afvigelse fra den langsigtede unionsdækkende DUC-tendens udelukkende kan tilskrives yderligere omkostninger, der er afholdt for at nå præstationsmålene for lokal kapacitet.

(46)

Endelig bemærker Kommissionen, at FABEC's reviderede udkast til præstationsplan ikke indeholder store strukturelle foranstaltninger, som kan afbøde den forventede stigning i omkostningerne i løbet af RP3 og på mellemlang og lang sigt bidrage til omkostningseffektivitet.

(47)

Kommissionen har derfor besluttet at indlede en detaljeret undersøgelse som fastsat i artikel 15, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 for så vidt angår præstationsmålene for omkostningseffektivitet for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende omkostningseffektivitetsmål, der er foreslået for overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg og inkluderet i det reviderede udkast til præstationsplan for RP3 fastlagt inden for den funktionelle luftrumsblok af Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene, giver anledning til tvivl med hensyn til deres overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål:

DET CENTRALE PRÆSTATIONSOMRÅDE OMKOSTNINGSEFFEKTIVITET

Fastlagte enhedsomkostninger for overflyvningsluftfartstjenester

Overflyvningsafgiftszonen Belgien-Luxembourg

Referenceværdi 2014

Referenceværdi 2019

2020-2021

2022

2023

2024

Udkast til omkostningseffektivitetsmål for overflyvningstjenester udtrykt som fastlagt overflyvningsenhedsomkostning (i real værdi i 2017-priser)

81,78 EUR

83,26 EUR

189,52 EUR

104,47 EUR

94,18 EUR

89,87  EUR

Artikel 2

1.   Den detaljerede undersøgelsesprocedure som fastsat i artikel 15, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 indledes hermed med hensyn til de i artikel 1 nævnte præstationsmål for omkostningseffektivitet.

2.   Som støtte af den videre vurdering af de i artikel 1 nævnte præstationsmål forelægger Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene på anmodning fra Kommissionen relevante yderligere data og oplysninger med hensyn til de elementer, der er fastsat i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. oktober 2022.

På Kommissionens vegne

Adina-Ioana VĂLEAN

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1.

(2)   EUT L 56 af 25.2.2019, s. 1.

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/903 af 29. maj 2019 om fastsættelse af unionsdækkende præstationsmål for lufttrafikstyringsnettet for den tredje referenceperiode, der starter den 1. januar 2020 og slutter den 31. december 2024 (EUT L 144 af 3.6.2019, s. 49).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1627 af 3. november 2020 om ekstraordinære foranstaltninger for det fælles europæiske luftrums præstations- og afgiftsordnings tredje referenceperiode (2020-2024) på grund af covid-19-pandemien (EUT L 366 af 4.11.2020, s. 7).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/891 af 2. juni 2021 om fastsættelse af reviderede unionsdækkende præstationsmål for lufttrafikstyringsnettet for den tredje referenceperiode (2020-2024) og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/903 (EUT L 195 af 3.6.2021, s. 3).

(6)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/728 af 13. april 2022 om den manglende overensstemmelse mellem visse præstationsmål i de udkast til nationale planer og planer for de funktionelle luftrumsblokke, der er forelagt af Belgien, Tyskland, Grækenland, Frankrig, Cypern, Letland, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Rumænien og Sverige i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004, og de unionsdækkende præstationsmål for den tredje referenceperiode og om fremsættelse af anbefalinger om revision af disse mål (EUT L 135 af 12.5.2022, s. 4).

(7)  Kongeligt dekret af 23. april 2017.


BILAG

IKKE-UDTØMMENDE LISTE OVER ELEMENTER, DER SKAL ANALYSERES YDERLIGERE MED HENSYN TIL OMKOSTNINGSEFFEKTIVITETSMÅLENE FOR OVERFLYVNINGSAFGIFTSZONEN BELGIEN-LUXEMBOURG

1)   

Foranstaltninger, som Belgien og Luxembourg henviser til som begrundelse for de konstaterede afvigelser fra den unionsdækkende omkostningstendens på grundlag af yderligere omkostninger til opnåelse af kapacitetsmål

2)   

Kompleksiteten af udøvelsen af luftfartstjenester i afgiftszonen og dens udvikling over tid

3)   

Detaljerede antagelser og parametre, som ligger til grund for de fastlagte omkostninger for skeyes og MUAC for hvert år i RP3, fordelt pr. omkostningskategori og tjeneste

4)   

Tjenesteenheder registreret og fremskrevet i afgiftszonen, fordelt på luftfartstjenesteudøvere

5)   

Fordeling af MUAC's omkostninger og tjenesteenheder mellem Bruxelles-sektoren og andre sektorer i det område, MUAC har ansvaret for

6)   

Kapacitetsplanlægning for skeyes og MUAC, herunder med hensyn til det planlagte antal flyveledere, flyvelederuddannelse og planlagte investeringer i anlægsaktiver

7)   

Omkostningsfordeling mellem overflyvningstjenester og tårn- og indflyvningskontroltjenester og mellem tjenester henhørende under præstationsplanens anvendelsesområde og andre tjenester

8)   

»DISPO«-ordningen for førtidspensionering for flyveledere i Belgien

9)   

Grænseoverskridende ordninger for tjenesteudøvelse med nabolande og deres operationelle og finansielle virkninger

10)   

Omkostninger opkrævet af luftrumsbrugere i RP2 i forbindelse med forsinkede investeringer i anlægsaktiver.