15.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 294/25


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/2245

af 14. november 2022

om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet for at støtte Ukraines væbnede styrker, som uddannes af Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine, med dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) blev der oprettet en europæisk fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). I henhold til artikel 1, stk. 2, litra b), nr. i), i afgørelse (FUSP) 2021/509 kan EPF navnlig finansiere aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender.

(2)

Uddybning af dialogen og samarbejdet på sikkerheds- og forsvarsområdet er et af de primære mål i associeringsaftalen med Ukraine (2). Det forstærkede samarbejde inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og tilpasning til FUSP mellem Unionen og Ukraine var et af resultaterne af det 22. topmøde mellem Den Europæiske Union og Ukraine den 6. oktober 2020, som blev yderligere styrket ved det 23. topmøde mellem Den Europæiske Union og Ukraine, der fandt sted i Kyiv den 12. oktober 2021.

(3)

Ruslands aggression mod Ukraine siden 2014 eskalerede dramatisk i februar 2022 med den uprovokerede invasion af Ukraine. Ukraines væbnede styrker fortsætter med at forsvare Ukraines territoriale integritet og beskytte dets civile med de begrænsede ressourcer, der er til rådighed.

(4)

Den 30. september 2022 udtrykte Ukraines udenrigsminister og forsvarsminister i fællesskab tilfredshed med Unionens støtte til Ukraines væbnede styrker og anmodede Unionen om at iværksætte en militær EU-bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine) med henblik på at styrke Ukraines væbnede styrkers kapaciteter.

(5)

Den 17. oktober 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/1968 om Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (3). Som understreget i nævnte afgørelse er missionen en del af EU's integrerede tilgang til at yde støtte til Ukraine, som omfatter bistandsforanstaltninger, der støtter Ukraines væbnede styrker.

(6)

EUMAM Ukraine skal have til opgave at gennemføre bistandsforanstaltningen. Den skal være ansvarlig for refusion af ammunition og dødbringende militært udstyr eller dødbringende militære platforme, der stilles til rådighed af medlemsstaterne til støtte for uddannelsesaktiviteter, samt af tjenester, herunder transport, opbevaring og vedligeholdelse og reparation af dette militære udstyr. Der vil være behov for tæt koordinering mellem EU's Militærstab, EUMAM Ukraine og missionens andre hovedkvarterer samt mellem de medlemsstater, der deltager i uddannelsesaktiviteterne.

(7)

Bistandsforanstaltningen skal gennemføres under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509 og navnlig under overholdelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (4) og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

(8)

Så hurtigt som nødvendigt og senest når der fuldt ud er indgået forpligtelser for det oprindeligt tildelte finansielle referencebeløb på 16 000 000 EUR, vil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) overveje spørgsmålet om yderligere tildelinger med henblik på fortsat at finansiere støtten til uddannelsesbehov på grundlag af en hurtig vurdering fra EUMAM Ukraine og dens regelmæssige rapporter inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

(9)

Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper og at styrke retsstaten og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, verdenserklæringen om menneskerettighederne og folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Oprettelse, mål, anvendelsesområde og varighed

1.   Der oprettes hermed en bistandsforanstaltning, som skal finansieres inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«), til fordel for Ukraine (»modtageren«).

2.   Målet med bistandsforanstaltningen er at støtte kapacitetsopbygningen hos Ukraines væbnede styrker ved Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine) for at gøre det muligt for Ukraines væbnede styrker at forsvare Ukraines territoriale integritet og suverænitet og beskytte civilbefolkningen mod den igangværende militære aggression.

3.   For at nå målet i stk. 2 finansierer bistandsforanstaltningen medlemsstaternes levering af:

a)

ammunition, dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde EUMAM Ukraines operationelle behov, og

b)

tjenester, herunder transport, opbevaring og vedligeholdelse og reparation af de i litra a) omhandlede varer, som medlemsstaterne stiller til rådighed, med henblik på uddannelse inden for rammerne af EUMAM Ukraine.

4.   Når uddannelsen er gennemført, eller når EUMAM Ukraine er ophævet, overlades det igen til modtageren at opbevare den ammunition, det dødbringende militære udstyr og de dødbringende militære platforme, der blev leveret inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

5.   Bistandsforanstaltningens varighed er 24 måneder fra vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 2

Finansielle ordninger

1.   Det oprindelige finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 16 000 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter for operationer, der finansieres inden for rammerne af EPF.

3.   I overensstemmelse med artikel 29, stk. 5, i afgørelse (FUSP) 2021/509 kan administratoren for operationer indkalde bidrag op til 16 000 000 EUR efter vedtagelsen af nærværende afgørelse. De bidrag, som indkaldes af administratoren for operationer, må kun benyttes til at betale udgifter inden for de grænser, der er godkendt af udvalget nedsat ved afgørelse (FUSP) 2021/509, i det tilhørende ændringsbudget svarende til bistandsforanstaltningen.

4.   Udgifter i forbindelse med gennemførelsen af bistandsforanstaltningen er støtteberettigede fra datoen for iværksættelsen af EUMAM Ukraine.

Artikel 3

Ordninger med modtageren

1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) indgår de nødvendige ordninger med modtageren for at sikre dens overholdelse af folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret, og af artikel 62, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509, som en betingelse for ydelse af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser, som forpligter modtageren til at sikre:

a)

at de enheder i Ukraines væbnede styrker, der ydes støtte til inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, overholder den relevante folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret

b)

korrekt og effektiv anvendelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de stilles til rådighed

c)

vedligeholdelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, der er tilstrækkelig til at sikre, at de er anvendelige og operationelt disponible i deres livscyklus, og

d)

at aktiver, som stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, ved afslutningen af deres livscyklus hverken vil gå tabt eller blive overført til andre personer eller enheder end dem, der er udpeget i de i stk. 1 omhandlede ordninger, uden samtykke fra det facilitetsudvalg, der er nedsat ved afgørelse (FUSP) 2021/509.

3.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser om suspension og ophævelse af støtten inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, hvis modtageren ikke opfylder de forpligtelser, der er fastsat i stk. 2.

Artikel 4

Gennemførelse

1.   Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelse af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF, med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.

2.   EUMAM Ukraine gennemfører de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, vedrørende refusion og overvågning af ammunition, dødbringende militært udstyr og dødbringende militære platforme, som medlemsstaterne stiller til rådighed.

Artikel 5

Overvågning, kontrol og evaluering

1.   Den højtstående repræsentant overvåger modtagerens overholdelse af de forpligtelser, der fastsættes i overensstemmelse med artikel 3. Denne overvågning skal anvendes til at skabe bevidsthed om konteksten og risiciene for manglende overholdelse af disse forpligtelser og skal bidrage til forebyggelse af en sådan manglende overholdelse, herunder krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af enheder i Ukraines væbnede styrker, som støttes inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   Kontrollen af udstyr efter afsendelse tilrettelægges i overensstemmelse med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de nødvendige foranstaltninger og kontroller for bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.

3.   Når bistandsforanstaltningen er afsluttet, foretager den højtstående repræsentant en endelig evaluering for at vurdere, hvorvidt bistandsforanstaltningen har bidraget til at nå de fastsatte mål.

Artikel 6

Rapportering

I gennemførelsesperioden forelægger den højtstående repræsentant halvårlige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) i overensstemmelse med artikel 63 i afgørelse (FUSP) 2021/509 samt en rapport, i god tid inden der fuldt ud er indgået forpligtelser for det oprindelige finansielle referencebeløb. Administratoren for operationer informerer med støtte fra den øverstbefalende for missionen regelmæssigt det ved afgørelse (FUSP) 2021/509 nedsatte facilitetsudvalg om modtagelsen af indtægter og afholdelsen af udgifter i overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 38, herunder ved at give tilgængelig information om det leverede udstyr.

Artikel 7

Suspension og ophævelse

PSC kan beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen i overensstemmelse med artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509.

PSC kan også henstille, at Rådet ophæver bistandsforanstaltningen.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. november 2022.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14).

(2)  Associeringsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (EUT L 161 af 29.5.2014, s. 3).

(3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1968 af 17. oktober 2022 om Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine) (EUT L 270 af 18.10.2022, s. 85).

(4)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).