|
18.10.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 270/62 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/1962
af 13. oktober 2022
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Europæiske Udvalg for Udarbejdelse af Standarder for Sejlads på Indre Vandveje og i Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen til vedtagelsen af standarder for fartøjer til sejlads på indre vandveje og flodinformationstjenester
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den reviderede konvention om sejlads på Rhinen af 17. oktober 1868, som ændret ved konventionen om ændring af den reviderede konvention om sejlads på Rhinen, som blev undertegnet i Strasbourg den 20. november 1963 (»konventionen«), trådte i kraft den 14. april 1967. |
|
(2) |
I henhold til konventionen kan Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (»CCNR«) vedtage tekniske forskrifter for fartøjer til sejlads på indre vandveje for de certifikater, der er udstedt i henhold til konventionens artikel 22. |
|
(3) |
I henhold til konventionen kan CCNR ændre sit regelsæt vedrørende flodinformationstjenester (»RIS«) ved at henvise til de standarder, der er vedtaget af Det Europæiske Udvalg for Udarbejdelse af Standarder for Sejlads på Indre Vandveje (»CESNI«), og gøre disse standarder obligatoriske i forbindelse med anvendelsen af konventionen. |
|
(4) |
CESNI blev nedsat den 3. juni 2015 inden for rammerne af CCNR med henblik på at udarbejde tekniske standarder for transport ad indre vandveje på forskellige områder, navnlig for så vidt angår fartøjer, informationsteknologi og besætninger. |
|
(5) |
Unionens aktiviteter i sektoren for transport ad indre vandveje bør tilsigte at sikre, at de tekniske forskrifter og specifikationer, som anvendes i Unionen, navnlig for fartøjer til sejlads på indre vandveje og for RIS, udarbejdes på en ensartet måde. |
|
(6) |
Med henblik på en effektiv transport ad og sikker sejlads på de indre vandveje er det vigtigt, at de tekniske forskrifter for fartøjer og RIS, der gælder i henhold til de forskellige retlige ordninger i Europa, er forenelige og så harmoniserede som muligt. Navnlig bør de medlemsstater, som også er medlemmer af CCNR, støtte afgørelser, der bringer CCNR's regler i overensstemmelse med de regler, der anvendes i Unionen. |
|
(7) |
CESNI forventes på sit næste møde den 13. oktober 2022 at vedtage den europæiske standard om tekniske forskrifter for fartøjer til sejlads på indre vandveje 2023/1 (»ES-TRIN 2023/1«) og den europæiske standard for flodinformationstjenester 2023/1 (»ES-RIS 2023/1«). |
|
(8) |
ES-TRIN 2023/1 fastsætter de fælles tekniske forskrifter, der er nødvendige af hensyn til sikkerheden for fartøjer på indre vandveje. Standarden indeholder bestemmelser om skibsbygning, udrustning og udstyr til fartøjer til sejlads på indre vandveje, særlige bestemmelser for nærmere bestemte fartøjskategorier såsom passagerfartøjer, konvojer, der skubbes, og containerskibe, bestemmelser for udstyr til det automatiske identifikationssystem (AIS), bestemmelser for fartøjsidentifikation, en model for certifikater og registre, overgangsbestemmelser samt instrukser om anvendelsen af den tekniske standard. |
|
(9) |
I bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1629 (1) henvises der for tekniske forskrifter for flydende strukturer til de forskrifter, der er fastsat i ES-TRIN 2021/1. Kommissionen er tillagt beføjelse til at ajourføre denne henvisning i bilag II til nævnte direktiv til den seneste version af ES-TRIN-standarden og til at fastsætte datoen for dens anvendelse. Derfor vil ES-TRIN 2023/1 påvirke direktiv (EU) 2016/1629. |
|
(10) |
Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i CESNI, da ES-TRIN 2023/1 vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig direktiv (EU) 2016/1629. |
|
(11) |
I ES-RIS 2023/1 fastsættes der ensartede tekniske specifikationer og standarder med henblik på at støtte flodinformationstjenester og sikre deres interoperabilitet. De tekniske specifikationer og standarder i ES-RIS 2023/1 svarer til de tekniske specifikationer og standarder, der kræves vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/44/EF (2), navnlig på følgende områder: elektroniske kortvisnings- og informationssystemer til indlandssejlads, elektronisk skibsmelding, efterretninger for skippere, fartøjssporingssystemer og kompatibiliteten af det udstyr, der er nødvendigt for anvendelsen af RIS. |
|
(12) |
De tekniske specifikationer for flodinformationstjenester er baseret på de tekniske principper i bilag II til direktiv 2005/44/EF og er tilpasset det arbejde, der er udført på dette område af relevante internationale organisationer. |
|
(13) |
Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i CESNI, da ES-RIS 2023/1 vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig de bindende tekniske specifikationer, der er vedtaget inden for rammerne af direktiv 2005/44/EF. |
|
(14) |
CCNR's plenarforsamling forventes på et kommende møde at vedtage resolutioner, der vil ændre CCNR-reglementet, således at det indeholder en henvisning til ES-TRIN 2023/1 og ES-RIS 2023/1. Det er derfor også hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i CCNR. |
|
(15) |
Unionen er ikke medlem af hverken CCNR eller CESNI. Unionens holdning bør derfor udtrykkes af de medlemsstater, der er medlem af de disse organer, og som handler i fællesskab i Unionens interesse. |
|
(16) |
Det foreslås, at Unionens holdning er at vedtage ES-TRIN 2023/1 og ES-RIS 2023/1, da man med dem fremmer det højeste sikkerhedsniveau for sejlads på indre vandveje, følger den tekniske udvikling i sektoren og sikrer forenelighed for så vidt angår kravene til fartøjer og kompatibiliteten mellem flodinformationstjenester i Europa — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Europæiske Udvalg for Udarbejdelse af Standarder for Sejlads på Indre Vandveje (»CESNI«) til vedtagelsen af de europæiske standarder ES-TRIN 2023/1 og ES-RIS 2023/1, er at tilslutte sig deres vedtagelse.
2. Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (»CCNR«), er at støtte alle forslag, der bringer CCNR-reglementet i overensstemmelse med ES-TRIN 2023/1 og ES-RIS 2023/1.
Artikel 2
1. Den holdning, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, udtrykkes af de medlemsstater, der er medlem af CESNI, og som handler i fællesskab i Unionens interesse.
2. Den holdning, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, udtrykkes af de medlemsstater, der er medlem af CCNR, og som handler i fællesskab i Unionens interesse.
Artikel 3
Mindre tekniske ændringer af de holdninger, der er fastsat i artikel 1, kan aftales uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 13. oktober 2022.
På Rådets vegne
P. BLAŽEK
Formand
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1629 af 14. september 2016 om fastsættelse af tekniske forskrifter for fartøjer til sejlads på indre vandveje, om ændring af direktiv 2009/100/EF og om ophævelse af direktiv 2006/87/EF (EUT L 252 af 16.9.2016, s. 118).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/44/EF af 7. september 2005 om harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) på de indre vandveje i Fællesskabet (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 152).