12.9.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 235/28


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/1505

af 9. september 2022

om ændring af afgørelse 2012/392/FUSP om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Niger (EUCAP Sahel Niger)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 16. juli 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/392/FUSP (1) om oprettelse af Den Europæiske Unions FSFP-mission i Niger for at støtte kapacitetsopbygningen blandt de nigerske sikkerhedsaktører med henblik på at bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet (EUCAP Sahel Niger).

(2)

Den 7. september 2020 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2020/1254 (2) og forlængede missionen indtil den 30. september 2022.

(3)

Den 15. juni 2022 gennemgik Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) den strategiske revision af missionen og nåede til enighed om at forlænge EUCAP Sahel Niger indtil den 30. september 2024. Ved afslutningen af den strategiske revision af missionen den 28. juni 2022 nåede PSC endvidere blandt andet til enighed om, at missionen bør kunne udveksle EU's klassificerede informationer med Unionens agenturer på området retlige og indre anliggender inden for rammerne af sit mandat.

(4)

Afgørelse 2012/392/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

EUCAP Sahel Niger vil blive gennemført under forhold, som muligvis vil blive forværret og kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2012/392/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3, stk. 4, affattes, og et nyt stykke tilføjes, som følger:

»4.   EUCAP Sahel Niger udvikler og gennemfører i tæt samarbejde med Unionens delegation i Niamey en kommunikationsstrategi til fremme af EU's værdier og fremme af EU's indsats i Sahel, navnlig i Niger.

5.   EUCAP Sahel Niger må ikke udføre nogen udøvende funktioner.«

2)

I artikel 13, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUCAP Sahel Niger for perioden fra den 1. oktober 2022 til den 30. september 2024 udgør 72 161 381,16 EUR.«

3)

I artikel 14 tilføjes følgende stykke:

»4.   Missionschefen samarbejder med andre FSFP-missioner, navnlig med EUCAP Sahel Mali, herunder den regionale rådgivnings- og koordineringscelle, og med EUBAM Libya.«

4)

Artikel 15, stk. 4, affattes, og et nyt stykke tilføjes, som følger:

»4.   Den højtstående repræsentant har bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer, som er udarbejdet med henblik på EUCAP Sahel Niger, til Unionens agenturer på området retlige og indre anliggender, navnlig til Frontex og Europol, til og med den respektive relevante klassifikationsgrad for hver af dem. Der udarbejdes tekniske ordninger med henblik herpå.

5.   Den højtstående repræsentant kan delegere de i stk. 1-4 omhandlede beføjelser samt muligheden for at indgå de i stk. 2 og 4 omhandlede ordninger til personer under den højtstående repræsentants myndighed, til den øverstbefalende for den civile operation og/eller til missionschefen.«

5)

Artikel 16, andet punktum, affattes således:

»Den finder anvendelse indtil den 30. september 2024.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. september 2022.

På Rådets vegne

J. SÍKELA

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2012/392/FUSP af 16. juli 2012 om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Niger (EUCAP Sahel Niger) (EUT L 187 af 17.7.2012, s. 48).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2020/1254 af 7. september 2020 om ændring af afgørelse 2012/392/FUSP om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Niger (EUCAP Sahel Niger) (EUT L 294 af 8.9.2020, s. 3).